par. 9 og
par. 9 og
"almindelige bestemmelser" fremgår bl.a. følgende: "§ 2 lejen og dens betaling. .....
lejemålet til daimlerchrysler distribution a/s, nu: mercedes-benz cph a/s som indtrådte i alle lejers rettigheder og forpligtelser i lejeforholdet. ved skrivelse af
bestemmelsen skal imidlertid sammenholdes med kontraktens § 6 og § 7 om afståelse og - 4 - fremleje, som man normal indsætter som en sikkerhedsventil til lejer, når lejemålet er uopsigeligt fra lejers side. et lejemål er endvidere ikke frit opsigeligt, og en lejer er meget svær at opsige, og da det er et erhvervslejemål, er lejemålet tillige erhvervsbeskyttet. subsidiært har sagsøger gjort gældende, at såfremt lejemålet er uopsigeligt fra udlejers side, så er der et forbehold i typeformularens § 15, stk. 7 om, at "den aftalte uopsigelighed ikke er til hinder for gennemførelse af lejeforhøjelser efter lejelovgivningens almindelige regler." dette forbehold er tilstrækkeligt. der er ikke noget krav om, at dette forbehold skal være udtrykkeligt. endvidere er der i lejekontrakten er taget tilstrækkeligt forbehold om at regulere lejen til markedslejen ved siden af den aftalte nettoprisindeksregulering. forbeholdet skal være udtrykkeligt på en sådan måde, at lejers forventninger ikke må skuffes. i nærværende sag har lejer en positiv viden om, at der kunne ske huslejeregulering, idet dette fremgår af typeformularen § 2, stk. 6 og § 15, stk. 7 samt af
§ 9 og
3 henviser til lejelovens § 47, og der er ingen grund til at sætte denne bestemmelse ind i lejekontrakten, hvis man ikke kan hæve huslejen til det lejedes værdi. § 10, stk. 3 må endvidere sammenholdes med fredningsbestemmelsen, hvilket viser, at man har fredet lejer indtil 2008 for forhøjelser til det lejedes værdi. det fremgår endvidere af bestemmelserne i lejekontrakten, at man har forhandlet sig frem til vilkårene, og der er et utal af elementer, der viser at man ikke skuffer lejers forventninger. der er således taget udtrykkeligt forbehold om regulering af lejen ved siden af den aftalte nettoprisindeksregulering i lejekontrakten. sagsøgte har til støtte for sin påstand anført, at selve ordlyden af
1 indikerer direkte, at lejer er meddelt en ret, dvs. en fordel. det er ikke noget, der er pålagt lejer. dette støttes tillige af, at lejer selv skulle stå for og bekoste indretning af lejemålet, og vidnet forklarede, at søren reinhard har oplyst, at lejer i 1993 brugte 2½ mio. kr. på indretning. dette skal sammenholdes med, at den årlige leje dengang var 115.000 kr. den aftalte uopsigelighed var således nødvendiggjort af lejers betydelige investeringer i lejemålet. dette støttes endvidere af forklaringen om, at da sagsøgte overtog lejemålet i 2003 forudsattes det, at udlejer ikke kunne opsige lejemålet. da uopsigeligheden påhviler udlejer, skal en forhøjelse af lejen til markedslejen have hjemmel i kontrakten. i den individuelle lejekontrakt er der ingen bestemmelser om, at lejen kan forhøjes til det lejedes værdi. der er kun § 9 og § 10, som intet siger om uopsigelighedsperioden. i § 5 er der intet om, at man kan forhøje lejen trods uopsigelighed.
henviser til typeformularen, men ifølge retspraksis er en typeformular, der er vedhæftet, ikke tilstrækkelig til at statuere, at der så er en aftale. da der i lejekontrakten er aftalt, at lejen kan pristalsreguleres, skal det klart, og tydeligt og udtrykkeligt fremgå af lejekontrakten, hvis udlejer tillige skal kunne forhøje lejen til markedslejen, jf. den dagældende lov om lejeregulering i erhvervslokaler m.v. § 9, stk. 4, som fortsat er gældende jf. § 80, stk. 5, sidste pkt.. der stilles skrappe krav til udtrykkelighed, således, at det skal stå direkte i kontrakten. - 5 -
sidste afsnit er ikke et sådant udtrykkeligt forbehold i erhvervslejelovens § 9, stk. 4's forstand, og reglen om fredning til 1. marts 2008 kan højst være et indirekte forbehold. lejekontrakten indeholder således ikke noget udtrykkeligt forbehold. typebestemmelsens § 12, som er en standardbestemmelse, er ikke tilstrækkeligt til, at der er taget et udtrykkeligt forbehold, jf. retspraksis. uklarheder i kontraktgrundlaget skal efter de almindelige fortolkningsregler fortolkes mod koncipisten, dvs. udlejer. rettens bemærkninger: således som bestemmelsen om uopsigelighed i
pkt. 5 er formuleret, sammenholdt med, at uopsigelighedsperioden er usædvanlig lang og med, at lejer selv har bekostet indretningen af lejemålet med et relativt betydeligt beløb, finder retten, at uopsigelighedsbestemmelsen må forstås således, at den aftalte uopsigelighed påhviler udlejer. under henvisning til
almindelige bestemmelser pkt. 15.7, som er en del af kontraktgrundlaget, finder retten, at udlejer har taget et tilstrækkeligt forbehold for at regulere lejen trods
individuelle bestemmelser om uopsigelighed, jf. den dagældende erhvervslejereguleringslov § 3, stk. 6. da
individuelle bestemmelser imidlertid i pkt. 10 indeholder en aftale om, at lejen reguleres i overensstemmelse med nettoprisindekset, følger det af den dagældende erhvervslejereguleringslov § 9, stk. 4, at "såfremt lejen tillige skal kunne reguleres efter § 3, skal dette fremgå udtrykkeligt af lejeaftalen."dvs. en regulering efter reglerne om det lejedes værdi, nu markedslejen. det forhold, at der i
pkt. 10 er en henvisning til lejelovens § 47, og i
"almindelige bestemmelser" § 2 pkt. 6 er en henvisning til "den til enhver tid gældende lovgivning herom," finder retten ikke er tilstrækkeligt klart forbehold om at kunne regulere lejen efter det lejedes værdi, idet der dels ikke nævnes noget om at lejen tillige skal kunne reguleres, og dels er der hverken henvisning til den relevante lov eller den relevante bestemmelse. det har herefter ikke stået klart for lejer, at lejer udover en pristalsregulering kunne risikere lejeforhøjelse pga. stigning i det lejedes værdi. retten finder således ikke, at betingelserne i erhvervslejereguleringslovens § 9, stk. 4 er opfyldt. retten finder herefter ikke, at der er kontraktsmæssig hjemmel i parternes kontraktgrundlag til at forhøje lejen for lejemålet snorresgade 17 - 19, 2300 københavn s til markedslejen i overensstemmelse med erhvervslejelovens § 13., hvorfor sagsøgte frifindes. ved fastsættelsen af sagsomkostningerne har retten lagt vægt på, at sagen er afgjort efter en delhovedforhandling. af ½ dags varighed og efter udveksling af få processkrifter. thi kendes for ret: sagsøgte frifindes. inden 14 dage fra dato skal sagsøger betale sagsomkostninger til sagsøgte med 40.000 kr.
AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.