Obsah (4)

§ 930§ 961§ 904§ 686

højesterets dom afsagt onsdag den 11. februar 2015 sag 219/2014 (2. afdeling) anklagemyndigheden mod t (advokat birger hagstrøm, beskikket) i tidligere instanser er afsagt dom af retten på frederiksbe

§ 930, stk.

1. anklagemyndigheden ind- bragte først sagen for byretten på ny den
2. april 2009, og der foreligger ikke oplysninger om, at anklagemyndigheden har haft behov for at overveje tiltalespørgsmålet i anledning af hjem- visningsdommen. sagen burde på den baggrund have været afvist for så vidt angår forhold 1 og 4, og han bør derfor frifindes for disse forhold. - 2 - ved formuleringen af forhold 4 i anklageskriftet er der givet ham en berettiget forventning om, at der ikke ville blive rejst tiltale for perioder forud for
3. juni -
4. juli 2007 eller efter- følgende, og anklagemyndigheden har derfor på baggrund af princippet om bindende påtale- begrænsning været afskåret fra at rejse tiltale for forhold 7, der primært vedrører året
5. den i forhold 1, 4 og 7 anførte vagtvirksomhed er udøvet ved underleverandører, der alle havde autorisation. det var hverken for byretten eller landsretten bestridt, at arbejdet blev ud- ført af underleverandører, hvilket også blev lagt til grund af byretten, der dog domfældte med den begrundelse, at der ikke forelå dokumentation for, at de pågældende underleverandører havde den fornødne autorisation. når parterne i en straffesag er enige om et faktum, som såle- des ikke undergives bevisførelse, er retten bundet heraf. landsretten burde derfor være bundet af byrettens bevisresultat med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt arbejdet var udført af un- derleverandører. da anklagemyndigheden ikke har godtgjort, at underleverandørerne ikke havde autorisation, skal han frifindes. vagtvirksomheden er udøvet i selskabsregi, og tiltalen i forhold 1, 4 og 7 burde derfor have været rejst over for de pågældende selskaber og ikke mod ham som selskabernes direktør. til støtte for den subsidiære påstand om formildelse har t navnlig anført, at der ved udmåling af straffen skal tages hensyn til, at der har været anvendt underleverandører, og at tiltalen burde have været rettet mod selskaberne. endvidere skal den ekstremt lange sagsbehandlings- tid have indflydelse på, om der udmåles en straf, og i hvert fald må straffen nedsættes væ- sentligt. den fortjeneste, der har været i selskaberne, er tilført disse og er ikke tilgået ham. selskaberne var endvidere underskudsgivende og er likvideret. hverken han eller selskaberne har haft no- gen fortjeneste, og der skal derfor ikke ske konfiskation. anklagemyndigheden har navnlig anført, at man er enig i, at sagen ikke er indbragt snarest muligt for byretten på ny, jf.

§ 930, stk.

1. dette skal dog ikke medføre afvis- ning eller frifindelse i forhold 1 og
2. den sene indbringelse må derimod indgå i en samlet vurdering af, om sagsbehandlingstiden skal have betydning for strafudmålingen. - 3 - sagsbehandlingstiden for så vidt angår forhold 1 og 4 må anses for at have oversteget det ri- melige, og dette bør tillægges vægt i formildende retning ved straffens udmåling, jf. herved navnlig straffelovens § 82, nr.
3. for så vidt angår forhold 7 beror den tidsmæssige udstræk- ning hovedsagelig på ts egne forhold, og der er således ikke i relation til forhold 7 grundlag for at tillægge sagsbehandlingstiden vægt i formildende retning ved straffens udmåling. det fremgår af landsrettens dom, at forhold 1 og 4 alene er indgået med ringe vægt i den samlede udmåling af bødestraffen. t er dermed ved landsrettens dom fuldt ud blevet kompen- seret for den lange sagsbehandlingstid i forhold 1 og
4. der kan ikke ske frifindelse i forhold 7 ud fra et princip om bindende påtalebegrænsning, da t ikke kan have haft en berettiget forventning om, at anklagemyndigheden ikke ville forfølge dette forhold. det kan ikke lægges til grund, at parterne i landsretten var enige om, at t anvendte underleve- randører, eller at landsretten af den grund skulle være bundet af byrettens bevisresultat. det er berettiget, at der i forhold 1 og 4 er rejst tiltale mod t som direktør for selskaberne i stedet for mod selskaberne som sådan. retsgrundlag lov om vagtvirksomhed lov om vagtvirksomhed § 2, stk. 1, og § 20, stk. 1, nr. 1, lyder: ”§
5. den, der udøver vagtvirksomhed eller indgår aftale herom, skal have autorisation hertil. … §
6. medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der 1) overtræder § 2, § 4, stk. 2, § 6, stk. 1, § 7, stk. 1, og § 9 eller 2) …”

§ 930

§ 930, stk.

1, lyder: - 4 - Ӥ

1. hvis der er afsagt hjemvisningsdom, skal anklagemyndigheden, hvis den ikke frafalder tiltale, snarest muligt på ny indbringe sagen for byretten.” bestemmelsen fik sin nuværende udformning ved lov nr. 538 af
2. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love. af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. folketingstidende 2005-06, tillæg a, lovforslag nr. l 168, s. 5429, fremgår, at bestemmelsen med redaktionelle ændringer svarer til den tidligere bestemmelse i

§ 961. § 961 havde følgende ordlyd, jf.

lov nr. 90 af

1. april 1916: Ӥ
2. naar hjemvisningsdom er afsagt, har rigsanklageren, hvis han ikke frafalder tiltale, uden ophold at foranstalte sagen paa ny indbragt for landsretten.” forarbejderne til bestemmelserne omtaler ikke virkningerne af, at en straffesag ikke ”snarest muligt” henholdsvis ”uden ophold” indbringes for retten på ny efter afsigelsen af en hjem- visningsdom. højesterets begrundelse og resultat t blev ved landsrettens dom fundet skyldig i forhold 1 og 4 samt delvist i forhold 7 og idømt en bøde på 75.000 kr. som en fælles- og tillægsstraf for overtrædelse af lov om vagtvirksom- hed, ligesom der blev konfiskeret 100.000 kr. hos ham.
3. forhold 1 og 4 1.1 indledning og sagsforløb højesteret bemærker indledningsvis, at den omstændighed, at tiltalen er rejst mod t og ikke mod hans selskaber, ikke kan føre til, at han skal frifindes, eller at hans straf formildes. tilta- lerejsning mod t som direktør for selskaberne må anses for at være i overensstemmelse med rigsadvokatens meddelelse nr. 5/1999, pkt. 2.2.
4. højesteret kan endvidere ikke prøve lands- rettens bevisbedømmelse, og det kan ikke antages, at anklagemyndigheden for landsretten var enig med t i, at det måtte lægges til grund, at han havde anvendt underleverandører. - 5 - t blev i forhold 1 sigtet den
5. august 2006 og i forhold 4 sigtet den
6. juli
7. ved ankla- geskrift af
8. november 2007 blev sagen indbragt for retten på frederiksberg, som afsagde dom den
9. februar
10. på grund af rettergangsfejl blev sagen ved østre landsrets dom af
11. april 2008 hjemvist til fornyet behandling i byretten. sagen blev ved anklageskrift af
12. april 2009 indbragt for byretten på ny og blev berammet til hovedforhandling i retten på fre- deriksberg den
13. august 2009, hvor t trods lovlig forkyndelse udeblev, hvorfor sagen måtte udsættes. i tiden herefter blev den udsat gentagne gange, herunder to gange på grund af ts udeblivelse trods lovlig forkyndelse, én gang på grund af hans sygdom og seks gange begrun- det i, at han ikke var blevet anholdt efter rettens anholdelsesbeslutninger. sagen blev hoved- forhandlet den
14. og
15. februar 2013, hvorefter hovedforhandlingen blev udsat til yderligere bevisførelse og procedure den
16. oktober
17. retten på frederiksberg afsagde dom i sagen den
18. oktober 2013, og landsrettens dom er afsagt den
19. april
20. 1.2

§ 930, stk.

1 efter

§ 930, stk.

1, skal anklagemyndigheden, hvis der er afsagt hjemvisnings- dom, og anklagemyndigheden ikke frafalder tiltale, snarest muligt på ny indbringe sagen for byretten. anklagemyndigheden er enig i, at forhold 1 og 4 i sagen ikke er indbragt snarest muligt efter hjemvisningen. spørgsmålet er, hvilke retsvirkninger der er knyttet til manglende overholdelse af dette krav. bestemmelsen i § 930, stk. 1, indeholder ikke en præcis frist, og hverken § 930, stk. 1, eller forarbejderne angiver, hvilke retsvirkninger der er knyttet til tilsidesættelse af kravet om ind- bringelse snarest muligt. der er således ikke udtrykkelig hjemmel til at afvise en sag eller fri- finde en tiltalt ved manglende iagttagelse af § 930, stk. 1. højesteret finder ikke grundlag for at sidestille en for sen indbringelse af en sag efter § 930, stk. 1, med overskridelse af ankefristen i

§ 904, stk.

1, hvortil der udtrykkeligt er knyttet hjemmel til afvisning, jf. lovens §

1. i mangel af særlige holdepunkter til støtte herfor i sagen finder højesteret, at tilsidesættelsen af kravet i § 930, stk. 1, heller ikke kan sidestilles med et frafald af tiltale. der er endvidere ikke grundlag for at anse forfølgningen for standset på ubestemt tid, jf. straffelovens § 94, stk.
2. - 6 - på denne baggrund finder højesteret, at den for sene indbringelse af sagen for byretten efter § 930, stk. 1, ikke kan føre til, at sagen afvises for så vidt angår forhold 1 og 4, eller at t frifin- des i disse forhold. bestemmelsen i § 930, stk. 1, varetager bl.a. hensynet til, at straffesager, hvori der er sket rettergangsfejl, bringes til afslutning uden unødvendige forsinkelser, og indeholder et krav om, at anklagemyndigheden fremmer sagen mest muligt. højesteret finder derfor, at der ved tilsidesættelse af kravet i § 930, stk. 1, er særlig anledning til at overveje strafnedsættelse eller strafbortfald, jf. straffelovens § 82, nr. 13, og § 83,
3. pkt. 1.3 straffastsættelse hjemvisningen var begrundet i, at der ved byretten burde have medvirket domsmænd efter

§ 686, stk.

2. der er ikke oplysninger om, at anklagemyndigheden har haft behov for tid til at overveje tiltalespørgsmålet i anledning af hjemvisningen, og der foreligger heller ikke andre oplysninger, der kan begrunde den sene fornyede indbringelse for byretten.

§ 930, stk.

1, er som nævnt overtrådt, og dette har medført en forsinkelse af sagen på op imod et år. henset hertil og til den mindre alvorlige karakter af forhold 1 og 4 samt til den samlede sagsbehandlingstid fra sigtelse til endelig dom finder højesteret, at straf- fen for disse forhold bør bortfalde. dette gælder, selv om der ikke måtte foreligge en kræn- kelse af artikel 6, stk. 1, i den europæiske menneskerettighedskonvention.

1. forhold 7 2.1 indledning og sagsforløb efter anklageskriftet og domfældelsen angår sagens forhold 7 t personligt og ikke hans virke som direktør for et selskab. højesteret tiltræder, at anklagemyndigheden ikke har foretaget en bindende påtalebegræns- ning, således som t har anført. som anført under pkt. 1.1 kan højesteret ikke prøve landsrettens bevisbedømmelse, og det kan ikke lægges til grund, at der var enighed for landsretten mellem t og anklagemyndighe- den med hensyn til hans brug af underleverandører. - 7 - i forhold 7 blev der foretaget ransagning den
2. februar 2008, rejst sigtelse den
3. maj 2009 for forhold frem til september 2008 og fremsendt anklageskrift til retten den
4. juli
5. un- der retsmøde i retten på frederiksberg den
6. april 2010 tilkendegav retten, at det var mest hensigtsmæssigt at behandle alle forhold under ét, og i tiden herefter svarer forløbet vedrø- rende dette forhold til forløbet vedrørende forhold 1 og
7. 2.2 straffastsættelse højesteret finder, at sagsbehandlingstiden ved byretten har oversteget det rimelige, da den har strakt sig over mere end 4 år. selv om forsinkelsen i et vist omfang har beroet på ts egne for- hold, finder højesteret, at han bør kompenseres for forsinkelsen i medfør af straffelovens § 82, nr.
8. dette gælder, selv om den samlede sagsbehandlingstid ikke måtte udgøre en kræn- kelse af artikel 6, stk. 1, i den europæiske menneskerettighedskonvention. på denne baggrund og under hensyn til sagens omstændigheder i øvrigt finder højesteret, at bøden vedrørende forhold 7, som landsretten har udmålt som en fælles- og tillægsstraf, bør fastsættes til 50.000 kr. med en forvandlingsstraf af fængsel i 20 dage. 2.3 konfiskation højesteret tiltræder, at der skal ske konfiskation af det udbytte, t har indvundet ved lovover- trædelsen, og har ikke grundlag for at tilsidesætte det skøn vedrørende beløbets størrelse, som landsretten har foretaget. det bemærkes herved, at højesteret i lyset af de hensyn, der begrun- der konfiskation, ikke finder anledning til at reducere konfiskationsbeløbet på grund af sags- behandlingstiden.
9. sagsomkostninger sagsomkostningerne for byret, landsret og højesteret betales af statskassen. for så vidt angår sagsomkostningerne i byretten har højesteret lagt vægt på den lange sagsbehandlingstid ved byretten. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at fælles- og tillægsstraffen nedsættes til en bøde på 50.000 kr. med en forvandlingsstraf af fængsel i 20 dage. - 8 - statskassen skal betale sagens omkostninger for byret, landsret og højesteret.