Obsah (7)

§ 455§ 389§ 365§ 390§ 218§ 327§ 312

højesterets kendelse afsagt mandag den 24. juli 2017 sag 110/2017 a (advokat charlotte castenschiold, beskikket) mod b i tidligere instanser er afsagt kendelser af retten i svendborg den 14. november

§ 455a, stk.

1, og uden yderligere skriftveksling. ved kæreskrift af

1. november 2016 indbragte a byrettens afgørelse for østre landsret med påstand om, at retten i svendborgs kendelse af
2. november 2016 skulle ophæves, og sagen hjemvises til fortsat behandling ved retten i svendborg. a gjorde til støtte for påstanden gældende navnlig, at der ved byrettens behandling af sagen var begået væsentlige rettergangsfejl, og at retten havde tilsidesat væsentlige retssikkerheds- garantier ved ikke at høre eller orientere parterne, inden kendelsen blev truffet. landsretten afviste ved kendelse af
3. januar 2017 at behandle kæremålet med henvisning til kærebegrænsningsreglen i

§ 389a, stk.

1. anbringender a har til støtte for sin påstand anført navnlig, at byrettens kendelse af
2. november 2016 er afsagt i tidsmæssig forlængelse af den hovedforhandling, der burde have været gennemført, men som fejlagtigt ikke fandt sted, jf.

§ 365, stk.

3. kendelsen er derfor ikke truffet under hovedforhandlingen eller dennes forberedelse. kærebegrænsningsreglen i

§ 389

a finder ikke anvendelse på kendelser i sager truffet i medfør af

§ 455a, stk.

2, jf. stk. 1. kæremålet for landsretten vedrører ganske rigtigt byrettens behandling af sagen under forbe- redelsen og hovedforhandlingen – eller rettere manglen på samme – men det ligger indenfor landsrettens kompetence under et kæremål at efterprøve, om procesmåden har været i over- ensstemmelse med gældende ret, jf. en analogi af

§ 390

. der er under byret- tens behandling af sagen sket rettergangsfejl, idet reglerne i retsplejeloven om behandling af civile sager ikke er fulgt. - 3 - kæremålet er omfattet af den almindelige kæreregel i

§ 389, jf.

forarbejderne til

§ 455

a, hvoraf fremgår, at kære af byrettens afgørelser kan ske efter de almindelige regler i

kapitel

1. af procesbevillingsnævnets notat af
2. december 2014 om

§ 389

a fremgår det, at byrettens afgørelser om midlertidig forældremyndighed og midlertidig bopæl frit kan kæres til landsretten. det må være åbenbart, at når midlertidige afgørelser frit kan kæres til landsretten, må kendelser, der vedrører varige afgørelser om forældremyndighed, som har en langt mere indgribende karakter end midlertidige afgørelser, også frit kunne kæres til landsret- ten. b har ikke haft bemærkninger til kæresagen. retsgrundlag forældreansvarslovens § 39 lyder således: ”en anmodning om ændring af forældremyndighed, barnets bopæl, samvær eller anden kontakt kan afvises af statsforvaltningen, hvis forholdene ikke har ændret sig væsentligt. dette gælder dog ikke anmodninger om ændring af forældremyndighed efter § 14, stk.

1. stk.
2. statsforvaltningen indbringer afgørelsen om afvisning af en anmodning om æn- dring af forældremyndighed eller barnets bopæl for retten, hvis ansøgeren anmoder her- om, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.” bestemmelsen blev indført ved lov nr. 600 af
3. juni 2012 om ændring af forældreansvarslo- ven, retsplejeloven og lov om det centrale personregister (ændringer som følge af evaluerin- gen af forældreansvarsloven). i bemærkningerne til lovændringen (folketingstidende 2011- 12, tillæg a, lovforslag nr. l 157, s. 11-12) hedder det bl.a.: ”det foreslås derfor, at forældreansvarslovens § 39 ændres, så det udover afvisning af ansøgninger om ændring af samvær eller anden kontakt også bliver muligt at afvise an- søgninger om ændring af forældremyndighed og barnets bopæl, hvis forholdene ikke har ændret sig væsentligt. barnet bør i videst mulig udstrækning skærmes mod langva- rige konflikter, som skyldes ansøgninger, der ikke vil bedre barnets situation. det er så- ledes hensigten at skabe ro om barnet ved at undgå unødvendig procesførelse, hvor det på forhånd må antages, at det ikke vil være bedst for barnet, at ændre forældremyndig- - 4 - heden eller barnets bopæl. afvisningen af en ansøgning forudsætter, at forholdene ikke har ændret sig væsentligt, og at det ud fra de foreliggende oplysninger kan lægges til grund, at det er bedst for barnet at fastholde placeringen af forældremyndigheden og/eller barnets bopæl. … beslutningen om afvisning efter § 39 foretages først og fremmest ud fra oplysningerne i ansøgningen, men også ud fra den viden som myndigheden i forvejen måtte have om barnet og dets forhold. da der ikke foretages en tilbundsgående materiel vurdering af barnets bedste, er det nødvendigt, at det på det foreliggende grundlag kan lægges til grund, at det er bedst for barnet ikke at ændre forældremyndigheden eller bopælen. en ansøgning om ændring af barnets bopæl vil også kunne afvises, hvis det ud fra de fore- liggende oplysninger kan lægges til grund, at begge forældre er lige egnede som bo- pælsforældre, og at en afgørelse af, hvad der er bedst for barnet, derfor kan falde ud til begge sider.” i de specielle bemærkninger vedrørende § 39 fremgår bl.a. (folketingstidende 2011-12, tillæg a, lovforslag nr. l 157, s. 29-30): ”vurderingen af, om en ansøgning skal behandles, foretages på samme måde, som vur- deringen efter de gældende regler i forhold til samvær, jf. forældreansvarslovens §
4. hvis ansøgeren ikke kan påvise, at der foreligger væsentligt forandrede forhold, vil an- søgningen som udgangspunkt kunne afvises uden at høre den anden forælder. hvis an- søgningen ikke er begrundet, eller der er tvivl om, hvorvidt der er grundlag for at be- handle ansøgningen, kan det være nødvendigt, at der indhentes yderligere oplysninger fra ansøgeren. sandsynliggør ansøgeren herefter, at betingelserne for at behandle sagen er opfyldt, forelægges ansøgningen for den anden forælder. hvis den anden forælder eksempelvis afkræfter ansøgerens oplysninger, kan statsforvaltningen – efter partshø- ring af ansøgeren – afvise ansøgningen. hvis der herefter foreligger tvivl om, hvorvidt en ændring vil være bedst for barnet, vil ansøgningen ikke kunne afvises. statsforvalt- ningen skal ved vurderingen af, om en ansøgning kan afvises også inddrage den viden, som statsforvaltningen i forvejen har om sagen. det er dog ikke hensigten, at der ud over det ovenfor nævnte skal ske yderligere oplysning af sagen. derfor vil en ansøgning ikke kunne afvises, hvis statsforvaltningen fortsat er af den opfattelse, at det er nødven- digt at oplyse sagen yderligere. … det foreslås i stk. 2, at statsforvaltningens beslutning om at afvise en ansøgning om æn- dring af forældremyndighed eller bopæl skal kunne indbringes for retten. den forælder, som har fået sin ansøgning afvist, skal anmode statsforvaltningen om at indbringe afgø- relsen om afvisning for retten inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den på- gældende.”

§ 455

a lyder således: - 5 - ”sager, der indbringes for retten af statsforvaltningen efter forældreansvarslovens § 39, stk. 2, afgøres på skriftligt grundlag, medmindre retten finder, at der er grund til mundt- lig behandling. stk.

1. afgørelse i sager efter stk. 1 træffes ved kendelse.” bestemmelsen blev indsat samtidig med ændringen af forældreansvarsloven ved lov nr. 600 af
2. juni
3. af lovforslagets specielle bemærkninger (folketingstidende 2011-12, tillæg a, lovforslag nr. l 157, s. 32-33) fremgår bl.a.: ”efter den foreslåede § 39, stk. 1, i forældreansvarsloven (forslagets § 1, nr. 18) kan statsforvaltningen afvise en anmodning om ændring af forældremyndighed eller barnets bopæl, hvis forholdene ikke har ændret sig væsentligt. statsforvaltningen indbringer af- gørelsen om afvisning for retten, hvis ansøgeren inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, anmoder herom, jf. den foreslåede § 39, stk. 2, i forældrean- svarsloven. der foreslås i tilknytning hertil indsat en ny bestemmelse, § 455 a, i retsplejeloven om rettens behandling af sådanne sager. efter bestemmelsens stk. 1 behandles disse sager på skriftligt grundlag, medmindre ret- ten finder, at der efter sagens beskaffenhed er grund til mundtlig forhandling for retten. at udgangspunktet således er skriftlig behandling skal navnlig ses i lyset af, at den fore- slåede bestemmelse i forældreansvarslovens § 39, stk. 1, først og fremmest er begrundet i et ønske om at dæmme op for gentagne sager om forældremyndighed eller barnets bo- pæl for herved at skabe ro om barnet og skærme det mod gentagen inddragelse i en unødvendig procesførelse. mundtlig forhandling vil dog f.eks. kunne være påkrævet, hvis der efter rettens opfattel- se på baggrund af sagens oplysninger, herunder anmodningen om indbringelse for ret- ten, er grundlag for at antage, at statsforvaltningens afgørelse skal tilsidesættes, eller hvis det vurderes at være af betydning i den konkrete sag at høre forældrenes mundtlige forklaring om sagen og om deres opfattelse af barnets perspektiv. det skal endvidere indgå i rettens vurdering af, om der efter sagens beskaffenhed er grund til mundtlig for- handling, hvor lang tid der er gået, siden parterne indgik en aftale om forældremyndig- hed eller barnets bopæl, eller siden retten traf afgørelse om spørgsmålet. rettens prøvelse efter den foreslåede bestemmelse er alene en prøvelse af, om statsfor- valtningens afvisning af anmodningen om ændring af forældremyndighed eller barnets bopæl har været berettiget eller ej, dvs. om statsforvaltningen på baggrund af anmod- ningen burde have iværksat fornyet sagsbehandling om spørgsmålet om forældremyn- dighed eller barnets bopæl efter forældreansvarslovens regler herom. finder retten, at statsforvaltningens afgørelse ikke er truffet med rette, hjemvises sagen til fornyet be- handling i statsforvaltningen. denne reaktion vil ligeledes kunne være relevant, hvis den - 6 - pågældende ansøger fremkommer med nye oplysninger, der ikke er indgået i statsfor- valtningens afgørelse efter forældreansvarslovens § 39, stk.
4. med bestemmelsens stk. 2 foreslås det, at retten i de omhandlede sager træffer afgørelse ved kendelse. dette indebærer, at afgørelsen skal ledsages af grunde, jf.

§ 218, stk.

1, og at den vil kunne kæres efter de almindelige regler herom i retsplejelo- vens kapitel 37. det bemærkes i øvrigt, at sager efter bestemmelsen vil være omfattet af den gældende bestemmelse i

§ 327, stk.

1, nr. 1, der omhandler fri proces i (bl.a.) sager efter

kapitel 42.”

§ 389

a lyder således: ” kendelser og andre beslutninger, der afsiges af byretten under hovedforhandlingen el- ler under dennes forberedelse, kan ikke kæres. procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til kære, hvis kendelsen eller beslutningen angår spørgsmål af væsentlig be- tydning for sagens forløb eller af afgørende betydning for parten, og der i øvrigt er an- ledning til at lade afgørelsen prøve af landsretten som

1. instans. stk.
2. ansøgning om kæretilladelse efter stk. 1 skal indgives til procesbevillingsnæv- net, inden 2 uger efter at afgørelsen er truffet.” i lovforslagets almindelig bemærkninger i afsnit 2.2.2.
3. om kære af afgørelser om sagens forberedelse (folketingstidende 2013-14, tillæg a, lovforslag nr. l 178, s. 36) er anført bl.a.: ”2.2.2.3.2.
4. udvalget foreslår derfor, at det fremover skal være udgangspunktet, at kendelser og andre beslutninger, der afsiges under hovedforhandlingen eller under den- nes forberedelse, ikke kan kæres til landsretten, men derimod først kan indbringes for landsretten i forbindelse med den endelige afgørelse i sagen. det skal dog ikke gælde kendelser og beslutninger, der angår spørgsmål af indgribende eller afgørende betydning for parten, eller som er af væsentlig betydning for sagens for- løb. det kunne eksempelvis være kendelser eller beslutninger, som går ud på, at sagen afvises eller hæves, om stedlig og saglig kompetence, habilitet og rette sagsøgte. det vil imidlertid ikke være muligt at foretage en udtømmende opregning af, hvilke afgørelser der fortsat skal kunne kæres. udvalget foreslår derfor, at der skal være mulighed for at søge om tilladelse hos proces- bevillingsnævnet til at kære kendelser og beslutninger afsagt under sagens forberedelse eller hovedforhandling.” - 7 - af de specielle bemærkninger til § 389 a (folketingstidende 2013-14, tillæg a, lovforslag nr. l 178, s. 122) fremgår bl.a.: ”betingelserne for at få kæretilladelse er efter forslaget, at afgørelsen angår spørgsmål af væsentlig betydning for sagens forløb eller af afgørende betydning for parten. omfattet heraf vil eksempelvis være kendelser eller beslutninger, som går ud på, at sa- gen afvises eller hæves, om stedlig og saglig kompetence, habilitet og rette sagsøgte. …” højesterets begrundelse og resultat sagen angår, om en afgørelse efter

§ 455

a er omfattet af kærebegrænsnings- reglen i

§ 389

a. efter

§ 455

a træffer retten ved kendelse afgørelse i sager, der indbringes for retten af statsforvaltningen efter forældreansvarslovens § 39, stk. 2. efter § 39 kan statsfor- valtningen beslutte at afvise en anmodning om ændring af bl.a. forældremyndighed, hvis for- holdene ikke har ændret sig væsentligt. det fremgår af forarbejderne til

§ 455

a, at rettens prøvelse alene er en prøvel- se af, om statsforvaltningens afvisning af anmodningen om ændring af bl.a. forældremyndig- hed har været berettiget, eller om statsforvaltningen burde have iværksat fornyet sagsbehand- ling om spørgsmålet. finder retten, at statsforvaltningens afgørelse ikke er truffet med rette, hjemvises sagen til fornyet behandling i statsforvaltningen. det fremgår således af

§ 455

a og forarbejderne hertil, at rettens afgørelser efter denne bestemmelse er begrænset til en prøvelse af, om statsforvaltningen har været be- rettiget til at afvise en anmodning om ændring af bl.a. forældremyndighed uden realitetsbe- handling. højesteret tiltræder derfor, at byrettens afgørelse må anses for at vedrøre sagens forberedelse. på denne baggrund, og da der ikke forelå tilladelse til kære til landsretten fra procesbevil- lingsnævnet, tiltræder højesteret, at landsretten har afvist kæremålet. - 8 - højesteret stadfæster derfor kendelsen. efter sagens omstændigheder finder højesteret, at kæremålets omkostninger skal ophæves, jf.

§ 312, stk.

3. thi bestemmes: landsrettens kendelse stadfæstes. ingen af parterne skal betale sagsomkostninger vedrørende kæresagen til den anden part.