2. anklagemyndigheden kærede kendelsen til landsretten. kæremålet blev ikke forkyndt for tiltalte i medfør af
1. tiltalte havde som følge heraf ikke lejlighed til at udtale sig om kæremålet, jf.
3, er herefter ikke overholdt. anbringender t har navnlig anført, at de ønskede historiske teleoplysninger vil være afgørende for sagen og for skyldspørgsmålet, da der derved vil blive indhentet dokumentation for, at der ikke har væ- ret ført samtaler på hans telefoner på det tidspunkt, hvor han er tiltalt for at have overtrådt færdselslovens § 55 a, og det således vil kunne dokumenteres, at han ikke har benyttet hånd- holdt mobiltelefon under kørslen. - 3 - indhentelse af oplysninger vedrørende ind- og udgående opkald bør derfor af retssikkerheds- mæssige årsager generelt tillades, når omkostningerne forbundet hermed i øvrigt er begræn- sede. tiltalte skal have ret til at føre bevis for sin uskyld på lige fod med anklagemyndighe- den, jf. princippet om ”equality of arms” i den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6. endvidere skal tvivlen komme tiltalte til gode. anklagemyndigheden har navnlig anført, at teleoplysninger ikke vil bidrage til belysning af, om t benyttede en mobiltelefon under kørsel, og at teleoplysningerne er uden betydning for vurderingen af, om der på tidspunktet blev talt i en anden telefon end dem, der er registreret i ts navn. afgørende i relation til skyldspørgsmålet er alene en konkret bevisvurdering af på den ene side tiltaltes forklaring om ikke at have benyttet håndholdt mobiltelefon og på den anden side politibetjentens forklaring om at have set t med en mobiltelefon for øret. højesterets begrundelse og resultat behandling af kæremålet da overskridelsen af fristen for sagens indbringelse for højesteret i
3, skyldes grunde, som ikke kan tilregnes t, tillader højesteret kæremålet, jf. retsplejelo- vens § 969, stk. 1, jf. § 910, stk. 2. højesteret finder, at der i denne sag er rejst spørgsmål af en sådan vidtrækkende principiel betydning, at
4, ikke bør være til hinder for, at kæremålet tages under påkendelse. kæremålet for landsretten burde, forinden landsretten afsagde kendelse, have været forkyndt for tiltalte, jf.
1, og tiltalte ville som følge heraf have haft lejlighed til at udtale sig om kæremålet, jf. § 971, stk. 2. henset til sagens omstændigheder og de for højesteret nedlagte påstande kan tilsidesættelsen af § 970, stk. 1, og § 971, stk. 2, ikke be- grunde en ophævelse af kendelsen og hjemvisning af kæremålet til landsretten. teleoplysninger bedømmelsen af skyldspørgsmålet i sagen beror på, om anklagemyndigheden har bevist, at t som fører af en bil har benyttet en håndholdt mobiltelefon i strid med færdselslovens § 55 a. - 4 - afgørelsen i sådanne sager vil normalt bero på en konkret bedømmelse af de forklaringer, der er afgivet af tiltalte og vidner, herunder navnlig politibetjente. højesteret finder, at der ikke er grundlag for at antage, at de teleoplysninger, som forsvareren har anmodet om at få indhentet, vil have betydning for tiltaltes forsvar. selv om de ønskede teleoplysninger måtte vise, at der ikke er ført telefonsamtaler på det relevante tidspunkt, vil tiltalte kunne have ført en samtale via en anden telefon eller via datanet (skype eller lig- nende), eller tiltalte vil på anden måde kunne have benyttet en håndholdt mobiltelefon, uden at benyttelsen vil fremgå af teleoplysningerne. den telefonsamtale, som tiltalte ifølge sin for- klaring førte under anvendelse af bilens bluetooth-anlæg, vil endvidere kunne være gennem- ført uden anvendelse af anlægget. højesteret tiltræder med disse bemærkninger landsrettens resultat, hvorefter forsvarerens be- visanmodning ikke tages til følge. thi bestemmes: forsvarerens bevisanmodning tages ikke til følge.
AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.