højesterets dom

højesterets dom afsagt tirsdag den

1. november 2013 sag 352/2012 tryg forsikring a/s (advokat jean hareskov østergaard) mod vejen kommune (advokat lars lindhard) i tidligere instans er afsagt dom af østre landsrets
2. afdeling den
3. december
4. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: børge dahl, thomas rørdam, jens peter christensen, henrik waaben og kurt rasmussen. sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens §
5. påstande appellanten, tryg forsikring a/s, har påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af yderligere 33.238,61 kr. med rente fra den
6. juli
7. indstævnte, vejen kommune, har påstået stadfæstelse. det er oplyst, at tryg forsikring efter landsrettens dom har betalt 3.178,70 kr. med rente til vejen kommune i overensstemmelse med selskabets påstand for landsretten. beløbet på 33.238,61 kr. i tryg forsikrings subsidiære påstand for højesteret er beregnet som skadelidtes erstatningskrav på tabt arbejdsfortjeneste før fradrag af sygedagpenge, hvis der tages udgangspunkt i det antal timer, som skadelidte arbejdede før ulykken. - 2 - anbringender tryg forsikring a/s har anført, at vejen kommune afleder sin ret fra skadelidte. der skal derfor tages hensyn til både de tidsmæssige og størrelsesmæssige begrænsninger i skadelidtes krav. kommunens krav kan ikke overstige det beløb, som skadelidte kunne have krævet af tryg forsikring. da skadelidte før ulykken i sit fleksjob kun arbejdede ca. halv tid, har han kun krav på tabt arbejdsfortjeneste for den tid, og kommunen kan som følge heraf alene gøre krav på regres for sygedagpenge svarende hertil – dvs. ca. halvdelen af det, som kommunen har udbetalt i sygedagpenge. subsidiært har tryg forsikring anført, at kommunens regreskrav ikke kan overstige størrelsen af skadelidtes erstatningskrav på tabt arbejdsfortjeneste før fra- drag af sygedagpenge. vejen kommune har anført, at udbetalingen af sygedagpenge hviler på et lovmæssigt grund- lag, og at regreskravet ikke skal reduceres, blot fordi skadelidte ikke arbejdede på fuld tid i fleksjobbet. selv om der er tale om et afledet krav, er der således ikke støtte i hverken loven eller retspraksis for at foretage en forholdsmæssig reduktion af kommunens regreskrav. supplerende sagsfremstilling skadelidte, a, var 59 år, da ulykken skete den
8. oktober
9. han havde siden 2001 haft et fleksjob hos en privat arbejdsgiver, hvor han arbejdede på ca. halv tid. han var imidlertid an- sat på overenskomstmæssige vilkår med løn som fuldtidsansat. vejen kommune gav et løntil- skud på 2/3 til arbejdsgiveren. efter trafikulykken fik han sygedagpenge fra vejen kommune, og den
10. maj 2007 overgik han til førtidspension. højesterets begrundelse og resultat sagen angår, i hvilket omfang vejen kommune kan gøre et regreskrav gældende over for tryg forsikring a/s for udbetalte sygedagpenge i anledning af, at en skadelidt, a, har været udsat for et færdselsuheld, som forsikringsselskabet har anerkendt at være erstatningsansvar- lig for. kommunen har krævet regres for det fulde beløb. forsikringsselskabet vil kun betale ca. det halve med henvisning til, at a arbejdede på ca. halv tid. efter den dagældende bestemmelse i sygedagpengelovens § 39, stk. 2, kan en kommune gøre et regreskrav gældende mod en erstatningsansvarlig skadevolder for udbetalte dagpenge. - 3 - højesteret har ved domme gengivet i ufr 2002.2683 og ufr 2010.115 fastslået, at kommu- nens regreskrav er afledet af skadelidtes krav mod skadevolderen. spørgsmålet er derfor, hvilket krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste a kan gøre gæl- dende over for skadevolderen. erstatning for tabt arbejdsfortjeneste er erstatning for et midlertidigt indtægtstab som følge af uarbejdsdygtighed. efter erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, har en skadelidt over for en er- statningsansvarlig skadevolder krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i den midlertidige periode, som er angivet i § 2, stk.
11. det er det fulde, individuelle tab af arbejdsindtægt som følge af uarbejdsdygtighed i denne periode, der er krav på erstatning af. a var, da han blev skadet ved færdselsuheldet, ansat i et såkaldt fleksjob på overenskomst- mæssige vilkår med løn som fuldtidsansat, selv om han kun skulle arbejde omkring halv tid. denne ordning var etableret ved kommunens mellemkomst i henhold til de dagældende regler i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kapitel 13, idet as arbejdsevne i forvejen var varigt og væsentligt nedsat, og således at kommunen ydede et tilskud til arbejdsgiveren svarende til 2/3 af lønnen. ved færdselsskaden blev han ude af stand til at passe sit arbejde, og hans umiddelbare ind- tægtstab som følge heraf svarede til den løn, han hidtil havde fået. kommunens løntilskud har for så vidt karakter af en social ydelse og indgår derfor ikke ved udmålingen af erstatning for erhvervsevnetab efter reglerne i erstatningsansvarslovens §§ 5-7, jf. højesterets dom gengivet i ufr 2003.
12. i relation til opgørelsen af fuld erstatning for midlertidigt tab af arbejdsfortjeneste finder højesteret det imidlertid mest nærliggende fuldt ud at anse tabet af den hidtidige løn som tab af arbejdsindtægt forvoldt ved færdselsuheldet, eftersom det må antages, at a ville have fået denne løn i perioden, hvis han ikke var blevet skadet ved færdselsuheldet. når en skadelidt har krav på erstatning af den hidtidige fuldtidsløn, og kommunen har udbe- talt sygedagpenge modsvarende denne med et mindre beløb, følger det af den dagældende - 4 - sygedagpengelovs § 39, stk. 2, at kommunen kan kræve hele det udbetalte dagpengebeløb re- funderet af skadevolderens forsikringsselskab. højesteret stadfæster herefter dommen. i sagsomkostninger for landsret og højesteret skal tryg forsikring til vejen kommune betale 65.080 kr. beløbet dækker udgifter til advokat for begge retter med 60.000 kr. og 5.080 kr. til dækning af retsafgift. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. i sagsomkostninger for landsret og højesteret skal tryg forsikring a/s betale 65.080 kr. til vejen kommune. de idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.