dom afsagt den 31. marts 2015 af østre landsrets 22. afdeling (landsdommerne lene jensen, steen mejer og rune wold (kst.)). 22. afd. nr. b-4060-13: boet efter a v/b (advokat michelle louise bunk, besk

§ 5

. patientforsikringen har tidligere ydet erstatning for erhvervsevnetab i tilsvarende sager. vi har i oktober 2010 besluttet at ændre denne praksis, således at der herefter ikke længere ydes erstatning for erhvervsevnetab i sager, hvor skadelidte er afgået ved døden, inden vi har truffet afgørelse om erhvervsevnetabet. vores praksisændring er begrundet i højesteretspraksis. efter seneste højeste- retspraksis skal der være sammenfald mellem det tidspunkt, hvor retten til er- statning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, og det tidspunkt, hvor retten til er- hvervsevnetabserstatning indtræder. der må således hverken opstå ”overlapning” eller “huller” mellem de to erstatningsposter ved erstatningsdækningen. vi - 5 - henviser til højesterets dom af

1. oktober 2008 (ugeskrift for retsvæsen 2009 s. 138) og domme af
2. november 2009 (ugeskrift for retsvæsen 2010 s. 436 og s. 451). det betyder, at erstatning for erhvervsevnetab skal træde i stedet for erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, når erstatningen for den tabte arbejdsfortjeneste ophører, og der er et fremtidigt økonomisk tab for skadelidte. i denne sag er der ydet erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til as død. hans økonomiske tab som følge af patientskaden er således fuldt kompenseret ved erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste. hvis der også blev ydet erstatning for tab af erhvervsevne, ville dette medføre “overlap” mellem de to erstatningsposter. det betyder, at boet efter a ikke har et krav på erhvervsevnetabserstatning at indtræde i. boet er derfor ikke berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne. …« ved brev af
3. september 2011 klagede boet til ankenævnet over patientforsikringens af- gørelse af
4. juni 2011 vedrørende spørgsmålet om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab. ved ankenævnets afgørelse af
5. april 2013 blev patientforsikringens afgørelse opretholdt med den ændring, at erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste skønsmæssigt blev fastsat til 700.000 kr. i begrundelsen for ankenævnets afgørelse hedder det bl.a.: »… tabt arbejdsfortjeneste: … nævnet kan herefter tiltræde, at der ikke er grundlag for tilkendelse af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden forud for november
6. da patientforsikringen ikke inden as død kunne foretage et rimeligt skøn over erhvervsevnetabet, har boet efter a krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til det tidspunkt, hvor han afgik ved døden. opgørelsen af erstatningen skal ske med udgangspunkt i den indtægt, som han forventeligt kunne have oppebåret, hvis patientskaden ikke var indtrådt. … erhvervsevnetab: patientskadeankenævnet kan med den af patientforsikringen anførte begrundelse tiltræde, at der ikke er grundlag for tilkendelse af erstatning for tab af er- hvervsevne, jf.

§ 5

. det er således nævnets vurdering, at a som følge af sin død ikke havde et fremtidigt indtægtstab, der skal kompenseres ved erstatning for tab af erhvervsevne, og at det faktiske indtægtstab er fuldt kompenseret ved tilkendelsen af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til hans dødstidspunkt. da der endvidere ikke forud for dødsfaldet blev foretaget en bedømmelse af erhvervsevnetabet, som bragte retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør, er der ikke noget erstatningskrav, der kan falde i arv. - 6 - …« under retssagen er der indhentet vejledende udtalelser af 28. oktober 2014 og 16. december 2014 fra arbejdsskadestyrelsen efter

§ 10vedrørende as erhvervsevnetab forud for dødsfaldet.

i udtalelse af

1. oktober 2014 hedder det bl.a.: »… vurdering af erhvervsevnetabet erhvervsevnetabet er 100 procent … vi har lagt vægt på, at det er sandsynliggjort, at a havde en fuld erhvervsevne forud for skaden, fordi han arbejdede fuld tid uden begrænsninger. vi vurderer, at a i et fremtidigt perspektiv uden sygdom og dødsfald ville have haft et resultat før renter på omkring 1.8 million i aktuelt niveau. grundlaget for vores vurdering af erhvervsevnen efter skaden er at: − a havde binyrecancer med metastaser til columna, cerebrum og lever − a fra medio november 2008 havde stærke smerter fra columna − a udviklede medullært tværsnitsyndrom
2. december 2008 − a afgik ved døden i september [april] 2009 det er arbejdsskadestyrelsens opfattelse, at kravet på et erhvervsevnetab opstår, når det er muligt midlertidigt eller endeligt at foretage et skøn over er- hvervsevnetabet på mindst 15 procent. det er herunder vores opfattelse, at såfremt der kunne været foretaget en vurde- ring af erhvervsevnetabet på et tidspunkt, hvor selskabet i stedet for vælger fortsat at udbetale tabt arbejdsfortjeneste, fører dette ikke til, at der ikke skal fastsættes et erhvervsevnetab. vi finder herefter, at der - på trods af, at vores udtalelse først er afgivet efter as død - skal fastsættes et erhvervsevnetab, såfremt det forud for tidspunktet i september 2009, hvor a afgik ved døden var muligt midlertidigt eller endeligt at vurdere erhvervsevnetabet. ved disse vurderinger anses oplysningerne i sagen for at have foreligget på det tidspunkt de er dateret selvom at de først er tilgået sagen/ arbejdsskadestyrelsen på et senere tidspunkt. det er på baggrund af de lægelige oplysninger den
3. december 2008 vores vurdering, at a fra dette tidspunkt, hvor han udviklede medullært tværsnitsyndrom, var fuldt uarbejdsdygtig. herunder vurderer vi, at han allerede - 7 - grundet de stærke smerter fra columna havde et svært nedsat arbejdsmæssigt funktionsniveau i november
4. selvom der ikke forud for tidspunktet for as død havde været erhvervsrettede tiltag eller afprøvninger, er det vores vurdering, at hans helbredsmæssige tilstand og de deraf afledte funktionsbegrænsninger forud for det tidspunkt, hvor han afgik ved døden var afklaret og beskrevet i en sådan omfang, at det var muligt at foretage en varig vurdering af erhvervsevnetabet. vi har lagt vægt på, at a ud fra en lægefaglig vurdering er varigt fuldt uarbejdsdygtig grundet smerter og svækkelse den
5. december
6. vores medicinske lægekonsulent har deltaget i ovennævnte vurderingen af funktionsniveauet. vi vurderer derfor, at as erhvervsevne efter den
7. december 2008 var nedsat med 100 procent. …« arbejdsskadestyrelsen har ved udtalelse af
8. december 2014 bekræftet, at styrelsens vur- dering af
9. oktober 2014 er den samme, såfremt den korrekte dødsdato, dvs. den
10. april 2009 og ikke september 2009, lægges til grund. på baggrund af arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelse af
11. oktober 2014 tog anke- nævnet stilling til, om behandlingen af sagen skulle genoptages. ved brev af
12. januar 2015 meddelte ankenævnet, at sagen ikke genoptages. i begrundelsen for afgørelsen hedder det bl.a.: »… arbejdsskadestyrelsen har i sin vejledende udtalelse fastslået, at a på baggrund af de lægelige oplysninger den
13. december 2008 var fuldt uarbejdsdygtig, og at han allerede i november 2008 havde svært nedsat arbejdsmæssigt funktionsniveau. denne vurdering findes at være overensstemmende med patientskadeankenævnets vurdering i afgørelsen af
14. april 2013, idet nævnet ved periodiseringen af retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fastslog, at a var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra november
15. nævnet vurderede i sin afgørelse af
16. april 2013 endvidere, at boet efter a havde krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til det tidspunkt, hvor han afgik ved døden, idet patientforsikringen ikke inden as død kunne foretage et rimeligt skøn over erhvervsevnetabet, som bragte retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør. der er således ikke - som arbejdsskadestyrelsen har forudsat i sin vejledende udtalelse - tale om, at patientforsikringen har valgt at - 8 - udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i stedet for at foretage en vurdering af erhvervsevnetabet. efter ankenævnets vurdering var a som følge af den anerkendte behandlingsskade fuldstændig uarbejdsdygtig frem til sin død, og der foreligger ikke oplysninger om, at han havde konkurrerende erhvervshindrende lidelser. endvidere må det på baggrund af journalnotat af
17. december 2008 vurderes, at han på dette tidspunkt ikke havde nogen resterhvervsevne i behold. nævnet bestrider derfor ikke den af arbejdsskadestyrelsen foretagne vurdering, hvorefter a på baggrund af en retroperspektiv vurdering af journalmaterialet fra herlev hospital den
18. december 2008 havde et erhvervsevnetab på 100 %. nævnet finder dog fortsat, at a - og dermed boet - ikke har noget krav på erstatning for tab af erhvervsevne, da der består en retlig forpligtelse til at yde erstatning for tabt arbejdsfortjeneste helt frem til dødstidspunktet. på tidspunktet, hvor erhvervsevnetabet kunne og blev vurderet, var der ikke et fremtidigt indtægtstab. om behandlingsskaden måtte være årsag til, at vurderingen af erhvervsevnetabet først blev foretaget efter dødstidspunktet, er i denne sammenhæng uden betydning, og kan efter nævnets opfattelse ikke ændre på den af højesteret fastslåede retsstilling om periodiseringen mellem erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne. erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne skal dække den skadelidtes indtægtstab i levende live, og a er kompenseret for sit fulde indtægtstab frem til sin død. endvidere er der ydet erstatning for tab af forsørger til as efterladte med i alt 2.106.228 kr. den omstændighed, at arbejdsskadestyrelsen finder, at der efter den skadelidtes død skal fastsættes et erhvervsevnetab på grundlag af oplysninger, som først forelå til vurdering efter skadelidtes død, og at boet dermed er berettiget til en væsentlig overkompensation for det faktisk lidte tab, præjudicerer ikke ankenævnet for patienterstatningens afgørelse. …« der er enighed mellem parterne om, at erhvervsevnetabet ville have været 100 % den
19. december 2008, såfremt ankenævnet på afgørelsestidspunktet skulle have vurderet, om a havde et varigt erhvervsevnetab inden sin død, og at ankenævnet i givet fald ved udmåling af erhvervsevnetabserstatning kan modregne udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden efter den
20. december
21. procedure boet har i det væsentligste procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af
22. januar 2015, hvori det bl.a. anføres: »… - 9 - til støtte for den nedlagte påstand, gøres det gældende, at boet efter a er berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne, jf.

§ 5, at erhvervsevnetabet udgør 100 %, jf.

parternes enighed om udmålingen, at erhvervsevnetabserstatning falder i arv, jf. ulovbestemte principper herom samt retspraksis, at der ikke er hjemmel til at træffe afgørelse om fuldstændig bortfald af de ef- terladtes krav på erstatning for tab af erhvervsevne, at den omstændighed at patientskadeankenævnet har udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, jfr.

§ 2

, frem til det tidspunkt, hvor a afgik ved døden, ikke fratager boet efter a retten til erstatning for tab af erhvervsevne, jfr.

§ 2, stk.

1,

1. pkt. og § 5 samt retspraksis og fast administrativ praksis, at patientskadeankenævnets afgørelse af
2. april 2013 er i strid med gældende ret, at patientskadeankenævnets praksisændring, således at der nu ikke længere ydes erstatning for tab af erhvervsevne, jfr.

§ 5

, hvis skadelidte er afgået ved døden, inden der var truffet afgørelse om erhvervsev- netabet, er ulovlig, idet denne praksisændring er uden fornøden hjemmel og i strid med gældende ret, at patientskadeankenævnet ikke med henvisning til højesterets domme i ugeskrift for retsvæsen 2009, side 138 og ugeskrift for retsvæsen 2010, side 436 og side 451, har hjemmel til at fratage boet efter a retten til erstatning for tab af erhvervsevne, idet de nævnte højesteretsdomme alene omhandler spørgsmålet om, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, jfr.

§ 2

, består frem til det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tab af erhvervsevne indtræder, og ikke omhandler problemstillingen som i nærværende sag, nemlig erstatning for erhvervsevnetab ved mellemkommende død. der er således tale om 2 forskellige erstatningsposter, nemlig tabt arbejdsfortjeneste (

§ 2

) og erhvervsevnetab (

§ 5

). sammenfattende gøres det således gældende, at patientskadeankenævnet ikke kan vælge alene at kompensere boet efter a med den midlertidige ydelse, nemlig erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i henhold til

§ 2

, når der foreligger fyldestgørende oplysninger om, at patientskaden har medført et livsvarigt tab af evnen til at tjene penge ved eget arbejde, således et erhvervsevnetab, jfr.

§ 5

. herefter skal jeg fremkomme med følgende supplerende bemærkninger og an- bringender: - 10 - erstatnings- og godtgørelseskrav falder i arv efter ulovbestemte principper. så- danne krav falder i arv uden videre, også selvom skadelidte ikke selv havde gjort kravet gældende inden dødsfaldet. dette fremgår af forarbejderne til er- statningsansvarsloven samt af retspraksis. det gøres gældende, at gældende ret er uændret i forhold til gældende ret forud for ændringen af erstatningsansvarsloven i 2002, hvorefter erstatningsposter falder i arv uden videre, jf. forarbejderne til lovændringen i

1. det vil sige, at posterne – blot deres eksistens påvises – falder i arv uden begrænsninger. dette gælder, uagtet at postens eksistens ikke var fastslået på tidspunktet for dødsfaldet, herunder krav om erstatning for tab af erhvervsevne, hvor der er tale om situationen ”mellemkommende død”, jf. bl.a. 2005.2390h. det gøres således gældende, at patientskadeankenævnet ved afgørelsen af
2. april 2013 foretager en ulovlig ændring af den ovenfor nævnte gældende praksis. der er ikke tale om en ændring af en praksis vedrørende en skønsmæssig vurdering, men derimod tale om en ændring af praksis vedrørende en ren retlig vurdering. det gøres derfor gældende, at en sådan praksisændring kræver klar hjemmel. det gøres videre gældende, at a havde et fremtidigt dokumenteret indtægtstab, der skal kompenseres ved erstatning for tab af erhvervsevne, jf.

§ 5

, og patientskadeankenævnet kan ikke vælge alene at kompensere tabet med erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, jf.

§ 2, idet det gøres gældende, at det forud for dødsfaldet den 26.

april 2009 var muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over det varige erhvervsevnetab, jf.

§ 2, stk.

1, pkt. 2. i nærværende sag har det igennem længere tid frem til as død i april 2009 stået klart, at patientskaden ville medføre et varigt erhvervsevnetab, og dette kunne forud for tidspunktet for as død i april 2009 fastsættes til 100 %. den omstændighed, at patientskademyndighederne først træffer afgørelse efter dødsfaldet ændrer ikke på den omstændighed, at patientskaden inden da har medført et sikkert erhvervsevnetab, og ændrer derfor ikke på den omstændighed, at boet efter a har krav på erstatning for tab af erhvervsevne. de af patientskadeankenævnet påberåbte domme til støtte for patientskadean- kenævnets synspunkter – u.2008.2601h, u.2009.138h, u.2010.436h og u.2010.451h – kan ikke påberåbes som hjemmel til at fratage boet efter a retten til erstatning for tab af erhvervsevne. sagsøgte anvender/fortolker således de nævnte højesteretsdomme forkert. de nævnte højesteretsdomme omhandler således alene spørgsmålet om periodisering af kravet på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i henhold til

§ 2

. der er således ikke i nogen af de nævnte domme tale om en blot tilnærmelsesvis lignende problemstilling som i nærværende sag. dommene handler således om krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, som er en ganske anden er- statningspost end i nærværende sag, der drejer sig om krav på erstatning for er- hvervsevnetab ved mellemkommende død. - 11 - der ses således hverken i lovens forarbejder, i retspraksis, i litteraturen eller i andre anerkendte retskilder at være støtte for det synspunkt, som patientskade- ankenævnet således uden hjemmel har omsat til en praksisændring med meget betydelig retsvirkning for de efterladte i en situation som i nærværende sag. højesteret har i dom gengivet i u.2012.2922h udtrykkeligt anført, at: ”det fremgår af forarbejderne til erstatningsansvarsloven, at det som hidtil er overladt til retspraksis, hvordan godtgørelse og erstatning skal beregnes i tilfælde af, at skaden skyldes flere samvirkende skadesårsager, eller at skadelidte afgår ved døden, efter at erstatningskravet er gjort gældende, men inden der er truffet afgørelse om skadelidtes erstatningskrav (»mellemkommende død«). det er således i forarbejderne til erstatningsansvarsloven forudsat, at der som i hidtidig retspraksis i visse tilfælde af samvirkende skadesårsager og mellemkommende død kan ske en reduktion af krav på godtgørelse og erstatning.” i den forbindelse henvises bl.a. til u.2005.2390h. erstatningsansvarsloven indeholder ikke regler om bortfald af krav på erstatning for tab af erhvervsevne, hvis en skadelidt afgår ved døden forud for det tilfældige tidspunkt, hvor det måtte passe patientforsikringen at træffe afgørelse i sagen. fejlen/patientskaden (fejl nr. 1) burde selvsagt ikke være sket, og selvsagt burde der ikke gå 4 år, før man opdager patientskaden (fejl nr. 2), og som følge deraf umuliggør en tidligere anmeldelse og dermed en tidligere afgørelse. det bliver således tilfældigheder, som afgør, om erstatning for erhvervsevnetab falder i arv, hvis patientskadeankenævnets afgørelse stadfæstes. dette vil stride imod den ulovbestemte lighedsgrundsætning. hvis sagsøgtes praksisændring findes lovlig af landsretten, indebærer dette, at det bliver det til enhver tid tilfældige tidspunkt for myndighedens afgørelse, der bestemmer retsvirkningerne af en regel (her en mangeårig retspraksis). tids- punktet for anvendelse af en regel (retspraksis) bør naturligvis ikke være afgø- rende for retsvirkningerne af reglen (retspraksis). hvis sagsøgte får medhold, vil dette derudover medføre en retsstilling, som er egnet til at skabe mistanke om, hvorvidt patientskademyndighederne spekulerer i at trække tiden, så de skadelidte ikke opnår erstatning for tab af erhvervsevne. en sådan retstilstand har næppe været lovgivers intention. det er nu ubestridt, at erhvervsevnetabet forud for dødsfaldet kunne fastsættes til 100 %. sagsøgte har således i afgørelse af

1. januar 2015, jf. ekstrakten side 194ff anført følgende: ”efter ankenævnets vurdering var a som følge af den anerkendte behandlingsskade fuldstændig uarbejdsdygtig frem til sin død, og der foreligger ikke oplysninger om, at han havde konkurrerende erhvervshindrende lidelser. endvidere må det på baggrund af journalnotat af
2. december 2008 vurderes, at han på dette tidspunkt ikke havde nogen resterhvervsevne i behold. nævnet bestrider derfor ikke den af arbejdsskadestyrelsen foretagne vurdering, hvorefter a på baggrund af en retrospektiv vurdering af journalmaterialet fra herlev hospital den
3. december 2008 havde et erhvervsevnetab på 100 %”, jf. ekstrakten side 197,
4. afsnit. - 12 - tvisten er herefter koncentreret til, om a var berettiget til at få fastsat et erhvervsevnetab pr. den
5. december
6. således anfører sagsøgte videre i afgørelsen, jf. ekstrakten side 197n og 198ø: ”nævnet finder dog fortsat, at a – og dermed boet – ikke har noget krav på erstatning for tab af erhvervsevne, da der består en retlig forpligtelse til at yde erstatning for tabt arbejdsfortjeneste helt frem til dødstidspunktet. på tidspunktet, hvor erhvervsevnetabet kunne og blev vurderet, var der ikke et fremtidigt indtægtstab. om behandlingsskaden måtte være årsag til, at vurderingen af erhvervsevnetabet først blev foretaget efter dødstidspunktet, er i denne sammenhæng uden betydning, og kan efter nævnets opfattelse ikke ændre på den af højesteret fastslåede retsstilling om periodisering mellem erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne.” sagsøgtes ovenstående synspunkter bestrides. det gøres gældende, at kravet på erhvervsevnetab opstår, når det er muligt midlertidigt eller endeligt at foretage et skøn over erhvervsevnetabet på mindst 15 %. dette skøn kunne foretages forud for dødsfaldet, og erhvervsevnetabet kunne således fastsættes til 100 % den
7. december
8. hertil bemærkes, at arbejdsskadestyrelsen er enig med sagsøger i: ” at såfremt der kunne være foretaget en vurdering af erhvervsevnetabet på et tidspunkt, hvor selskabet (her patienterstatningen/patient-skadeankenævnet) i stedet vælger fortsat at udbetale tabt arbejdsfortjeneste, fører dette ikke til, at der ikke skal fastsættes et erhvervsevnetab (min fremhævning)”, jf. udtalelsen side 3 (ekstrakten side 184, afsnit 5). arbejdsskadestyrelsen er således i lighed med sagsøger uenig i sagsøgtes ovennævnte synspunkter. a blev forud for dødsfaldet pådraget et varigt indtægtstab, der skal kompenseres ved erstatning for tab af erhvervsevne, jf.

§ 5

, og den omstændighed, at erhvervsevnetabet først udmåles efter, at a er afgået ved døden, ændrer ikke på, at erhvervsevnetabet er opstået forud for dødsfaldet, og dermed falder i arv uden videre. når der skal træffes den materielt rigtige afgørelse, må oplysningerne i sagen anses for at have foreligget på det tidspunkt, hvor de er dateret, selvom de først er tilgået sagen på et senere tidspunkt. den omstændighed, at der de facto ikke blev skønnet den forud for dødsfaldet, herunder den

1. december 2008, hvor erhvervsevnetabet ifølge parterne kunne fastsættes til 100 %, ændrer ikke på den omstændighed, at der kunne skønnes den
2. december 2008, hvilket er det afgørende for, at erhvervsevnetabet opstod senest den
3. december 2008 eller i hvert fald forud for dødsfaldet den
4. april 2009, og dermed falder i arv. de retsstiftende kendsgerninger var således indtrådt forud for det tidspunkt, hvor a afgik ved døden. skadelidte og de efterladte bliver på grund af den meget sene opdagelse af fejlen – ca. 5 år efter skadestidspunktet i 2004 – først bekendt med selve patientskaden kort tid inden døden indtræder den
5. april 2009, jf. brev af
6. februar 2009 fra herlev hospital til a, jf. ekstrakten side
7. der er således tale om 2 fejl. først selve patientskaden (fejl nr. 1), og dernæst den alt for sene opdagelse af fejlen/patientskaden (fejl nr. 2). det kan imidlertid ikke være skadelidtes / de efterladtes risiko, at patientskaden først opdages kort tid inden, at a afgår ved døden, ligesom det ej heller kan være skadelidtes / de efterladtes risiko, at - 13 - sagsbehandlingstiden er lang. det vil være ganske urimeligt, om de efterladte skulle bære risikoen for sådanne forhold, som de efterladte på ingen måde har indflydelse på, ligesom det vil være i strid med gældende ret, hvis disse tilfældigheder bliver afgørende for, om ret til erstatning for tab af erhvervsevne falder i arv. derfor er det netop korrekt, som også anført af arbejdsskadestyrelsen, at kravet på erhvervsevnetab opstår, når det er muligt midlertidigt eller endeligt at foretage et skøn over erhvervsevnetabet på mindst 15 %, og at dette skøn skal foretages på baggrund af sagens oplysninger, der må anses for at have foreligget på det tidspunkt, hvor de er dateret, selvom de først er tilgået sagen på et senere tidspunkt. det bestrides, at den nu foreliggende retspraksis vedrørende sammenspillet mellem erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for tab af erhverv- sevnetab medfører, at sagsøger ikke er berettiget til erstatning for tab af er- hvervsevne. det bestrides således, at denne retspraksis om periodisering af er- statning for tabt arbejdsfortjeneste, medfører hjemmel til at ændre den mangeårig klare praksis om erstatning for tab af erhvervsevne ved såkaldt mellemkommende død. den nu foreliggende højesteretspraksis handler om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, jf.

§ 2

, som er en ganske anden erstatningspost end erstatning for tab af erhvervsevne, jf. erstatningsan- svarslovens § 5, som denne sag handler om. de foreliggende domme om periodisering af tabt arbejdsfortjeneste støtter derimod sagsøgers synspunkt om, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, når der kan foretages et kvalificeret skøn over det faktiske varige erhvervsevnetab, idet retten til erstatning for tab af erhvervsevne hér indtræder. der må ikke være ”huller” eller ”overlap” mellem disse 2 poster. denne retspraksis følger af de efterhånden mange domme, og jeg er derfor helt enig i sagsøgtes synspunkt desangående. sagsøger havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne den

1. december 2008, hvor sagsøgers ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophørte, og det bestrides derfor, at sagsøger er fuldt ud kom- penseret ved den tilkendte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. det bemærkes derfor også, at sagsøger er af den opfattelse, at der i en kommende udmålingsafgørelse fra patienterstatningen / patientskadeankenævnet, skal ske fradrag for den erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, som sagsøgte fejlagtigt har udbetalt efter den
2. december 2008, idet retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste her ophører, jf.

§ 2, stk.1, 2.

pkt., og skal afløses af erstatning for tab af erhvervsevne, jf.

§ 5

. der skal således ikke ske ”overlapning” mellem disse erstatningsposter, og dette medfører, at det for meget udbetalte beløb i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste skal fradrages. det fremgår af arbejdsskadestyrelsens udtalelse, at arbejdsskadestyrelsen vur- derer, at afdøde a i et fremtidigt perspektiv uden sygdom og dødsfald ville have haft et resultat i sin virksomhed før renter på ca. 1,8 million i aktuelt niveau. som det fremgår af ekstrakten side 137ff. vurderer speciallæge ole w. rasmussen, at a i værste tilfælde har mistet ca. 25 leveår grundet forsinkelsen af diagnosen, dvs. - 14 - anslået 15 arbejdsdygtige år, da a var 52 år, da han døde som følge af skaden. ved en årlig indkomst på 1,8 mio. betyder dette et erhvervsevnetab, der reelt kan opgøres til ca. kr. 21 mio. efter aldersfradrag, jf.

§ 9

. også af denne grund er sagsøger ikke kompenseret ved hverken erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller forsørgertabserstatning, der i alt samlet udgør mindre end kr. 3 mio. sammenfattende gøres det derfor gældende, at der er grundlag for at tilsidesætte patientskadeankenævnets afgørelse af

1. april 2013 om afslag på erstatning for tab af erhvervsevne, idet der ikke er hjemmel til ændre denne praksis, hvilket den nu foreliggende udtalelse fra arbejdsskadestyrelsen også støtter. der er således tale om en ulovlig praksis ændring. det bestrides således, at der er hjemmel til at omgøre den mangeårige retspraksis for tilkendelse af erstatning for tab af erhvervsevne ved mellemkommende død. …« ankenævnet har i det væsentligste procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af
2. januar 2015 (korrigeret den
3. januar 2015), hvori det bl.a. anføres: »… der er ikke grundlag for at tilsidesætte ankenævnets afgørelse af
4. april 2013 (bilag l) om afslag på erstatning for tab af erhvervsevne, jf. erstatningsan- svarslovens §
5. erstatning for tab af erhvervsevne efter

§ 5

vedrører den skadelidtes varige nedsættelse af evnen til at skaffe sig indtægt ved arbejde og træder altså i stedet for den skadelidtes mistede erhvervsindtægt gennem resten af livet, dog med de aldersbestemte begrænsninger i

§ 9

. afgår den skadelidte ved døden, har den efterlevende ægtefælle ret til erstatning for tab af forsørger og et overgangsbeløb efter

§§ 13

og § 14a, ligesom efterlevende børn ret til erstatning for tab af forsørger efter

§ 13

. de nedenfor anførte højesteretsdomme afklarede en retlig tvivl om den indbyrdes sammenhæng mellem erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste efter erstat- ningsansvarslovens § 2 og erstatningen for tab af erhvervsevne efter erstat- ningsansvarslovens § 5. det følger af disse domme, at kravet på erstatning for tab af erhvervsevne først opstår på det tidspunkt, hvor kravet på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste op- hører, altså det tidspunkt, hvor det er muligt at skønne midlertidigt eller endeligt over det varige erhvervsevnetab. højesteret tog i u 2008.1386h stilling til ophørstidspunktet for erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste efter

§ 2

og anførte bl.a.: - 15 - "efter

§ 2, stk.

l, skal der, når det må antages, at skadelidte vil lide et varigt erhvervsevnetab, ydes erstatning for tabt arbejds- fortjeneste indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne. dette indebærer, at det ikke i sig selv er tilstrækkeligt for at bringe forpligtelsen til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør, at skadelidte må antages at lide et varigt er- hvervsevnetab, der berettiger til erstatning herfor, dvs. på mindst 15 %. det er tillige en forudsætning, at det er muligt - bl.a. under inddragelse af de hensyn, der er nævnt i lovens§ 5, stk. 2 - at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne. der skal således foreligge et forsvarligt grundlag for det konkrete skøn, også når skønnet er midlertidigt, fordi den skadelidtes erhvervsmæssige situation ikke er afklaret. det følger endvidere af

§ 2, stk.

l, § 5, stk. 2, § 10, stk. 1, og § 16, stk. 1, at en skadevolder eller dennes forsikringsselskab, der er af den opfattelse, at der er skabt grundlag for - eventuelt midlertidigt - at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevnetab, og derfor ikke længere mener sig forpligtet til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, enten selv må udøve et rimeligt skøn og udbetale erstatning for erhvervsevnetab i forhold hertil eller anmode arbejdsskadestyrelsen om en udtalelse om erhvervsevnetabsprocenten. forpligtelsen til at udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste vedvarer, indtil arbejdsskadestyrelsens udtalelse foreligger, medmindre skadevolder eller forsikringsselskabet forinden på forsvarligt grundlag har foretaget et rimeligt skøn over erhvervsevnetabet og udbetalt erstatning for erhvervsevnetabet i forhold hertil." højesteret udtalte i u 2008.260lh, at pligten til at yde erstatning for tabt ar- bejdsfortjeneste ikke ophører, blot fordi skadelidte bevilges et fleksjob, så længe skadevolderen ikke har fulgt principperne i u 2008.1386h. højesteret anførte i u 2009.138h, at virkningstidspunktet for erstatningen for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven var afgørende for ophørs- tidspunktet for erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsan- svarsloven. af præmisserne fremgår: "efter ordlyden af

§ 2, stk.

l, 2. pkt., og dens forarbejder må bestemmelsen forstås således, at der skal være sammenfald mellem det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, og det tidspunkt, hvor retten til erstatning for erhvervsevnetab indtræder, således at der ved erstatningsdækningen hverken opstår »overlapning« eller »huller« mellem de to erstatningsposter. på denne baggrund må skæringstidspunktet mellem a 's erstatning for· tabt ar- bejdsfortjeneste og hans erstatning for mistet erhvervsevne fastsættes til den l. februar 2005." højesteret vægtede dermed princippet om, at der ikke må opstå "overlapning" mellem de to erstatningsposter, altså ingen overkompensation, over princippet i u 2008.1386h om den tidsmæssige udstrækning af erstatningen for tab af ar- bejdsfortjeneste. - 16 - højesteret udtalte i u 2010.436h og u 2010.451h, at erstatningen for tabt ar- bejdsfortjeneste også kun løber indtil virkningstidspunktet for erhvervsevne- tabserstatning ifølge en midlertidig afgørelse og ikke indtil den endelige afgørelse. i førstnævnte dom hedder det bl.a.: "det kan således konstateres, at den forudsætning om tidsperspektivet for be- dømmelsen af erhvervsevnetabet ved midlertidige afgørelser, der er lagt til grund ved affattelsen af

§ 2, stk.

l,

1. pkt., har vist sig ikke at kunne opretholdes for så vidt angår afgørelser efter arbejdsskadesikringslovens § 31, stk.
2. dette kan imidlertid efter vores opfattelse ikke føre til, at midlertidige afgørelser efter§ 31, stk. 4, herefter "ikke længere skulle være omfattet af

§ 2, stk.

l,

1. pkt. hvis dette var tilfældet, ville det nævnte formål med samordningen mellem erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for erhvervsevnetab - at sikre, at der ved erstatningsdækningen hverken opstår overlapning eller huller mellem de to erstatningsposter - ikke kunne opnås for så vidt angår sådanne midlertidige afgørelser. som følge af det anførte finder vi, at det ved midlertidige afgørelser efter da- gældende § 31, stk. 4, i arbejdsskadesikringsloven - på samme måde som ved endelige afgørelser efter § 31, stk. l - er virkningstidspunktet for tilkendelsen af erhvervsevnetabserstatning, der må lægges til grund som det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, medmindre der er grundlag for at tilsidesætte virkningstidspunktet. på denne baggrund må skæringstidspunktet mellem a's erstatning for tabt ar- bejdsfortjeneste og hans erstatning for mistet erhvervsevne fastsættes til den
2. august 2004, således at erstatningen for mistet erhvervsevne fra denne dato træder i stedet for erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste." højesteret modificerede også her principperne i u 2008.1386h og betonede på ny, at der ikke må ske overkompensation. der skal altså være sammenfald mellem det tidspunkt, hvor retten til erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste ophører, og det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tab af erhvervsevne indtræder. der må hverken være "overlap" eller "hul" i erstatningen. efter denne afklaring af reglernes indbyrdes sammenhæng ændrede patientfor- sikringen oktober 2010 praksis for tilkendelse af erstatningen for tab af er- hvervsevne i en sag som den foreliggende, jf. nærmere herom i patientforsik- ringens afgørelse af
3. juni 2011 (bilag 12). der er ikke grundlag for det anbringende, som boet efter a har fremført i stævningen, nemlig at ankenævnet med urette har ændret praksis. ankenævnet havde ikke inden patientforsikringens beskrevne praksisændring haft sager til bedømmelse af erstatningen for tab af erhvervsevne i en sag som den foreliggende. ankenævnet har kun haft patientforsikringens nye praksis til bedømmelse og har i den foreliggende sag tiltrådt patientforsikringens afgørelse. - 17 - ankenævnet gør gældende, at a ikke havde et fremtidigt indtægtstab, der kan kompenseres ved erstatning for tab af erhvervsevne. hans faktiske indtægtstab blev erstattet fuldt ud ved tilkendelsen af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til dødsfaldet, og dødsfaldet indebar, at der ikke opstod et krav om erstatning for tab af erhvervsevne, som kunne falde i arv. ankenævnet gør endvidere gældende, at der ikke før dødsfaldet var mulighed for at foretage en bedømmelse af erhvervsevnetabet, som bragte retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør, og der burde allerede derfor heller ikke være noget krav om erstatning for tab af erhvervsevne, der kunne falde i arv. as død indebar til gengæld, at hans efterladte ægtefælle og efterlevende børn fik forsørgertabserstatning efter

§§ 13

-14, ligesom hans efterladte ægtefælle fik et overgangsbeløb efter

§ 14a

. det gøres herefter gældende, at boet ikke havde et krav på erstatning for tab af erhvervsevne, fordi a afgik ved døden, inden patientforsikringen havde adgang til at træffe afgørelse om erhvervsevnetabet, og at ankenævnet derfor med rette afviste boets krav herom. arbejdsskadestyrelsen har i den vejledende udtalelse af

1. oktober 2014 (bilag 34) ganske vist anført, at as erhvervsevnetab kunne opgøres alene på grundlag af de lægelige oplysninger til 100 % pr. den
2. december
3. ankenævnet gør imidlertid gældende, at arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelse ikke præjudicerer afgørelsen af denne sag, og at der altså ikke er grundlag for at fastsætte as erhvervsevnetab som følge af den anerkendte patientskade til l00 %. as tabte arbejdsfortjeneste som følge af patientskaden skal opgøres som sket i ankenævnets afgørelse af
4. april 2013 (bilag l), dvs. til et skønsmæssigt tab på kr. 700.000,- vedrørende perioden fra den
5. november 2008, hvor han blev sygemeldt, til den
6. april 2009, hvor han afgik ved døden. selv om det ideelt set havde været muligt at skønne over det fremtidige er- hvervsevnetab den
7. december 2008, var det altså ikke muligt for patientfor- sikringen eller ankenævnet at foretage dette skøn på det pågældende tidspunkt, allerede fordi patientskaden først blev anmeldt den
8. juni 2009, og det skete derfor heller ikke. der er to overordnede grunde til, at arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelse ikke præjudicerer afgørelsen af denne sag. for det første har arbejdsskadestyrelsen på side 3 i den vejledende udtalelse med urette anset grundlaget for skønnet for at foreligge allerede den
9. december 2008: "ved disse vurderinger anses oplysningerne i sagen for at have foreligget på det tidspunkt de er dateret selvom at de først er tilgået sagen/arbejdsskadestyrelsen på et senere tidspunkt." - 18 - for det andet har arbejdsskadestyrelsen på side 3 i den vejledende udtalelse med urette inddraget følgende element i vurderingen: "det er herunder vores opfattelse, at såfremt der kunne være foretaget en vur- dering af erhvervsevnetabet på et tidspunkt, hvor selskabet i stedet for vælger fortsat at udbetale tabt arbejdsfortjeneste, fører dette ikke til, at der ikke skal fastsættes et erhvervsevnetab." disse forhold kan muligvis være relevante ved vurderingen af, om det var be- rettiget, at skadevolderen eller forsikringsselskabet på et givent tidspunkt valgte at udbetale erstatning for erhvervsevnetabet for at bringe erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste til ophør, eller om udbetalingen af denne erstatningspost skulle fortsætte, jf. u 2007.3088h og u 2007.3095h. disse forhold har derimod ikke betydning for vurderingen af ankenævnets fast- sættelse af erhvervsevnetabet som følge af patientskaden. patienterstatningen og ankenævnet kan nemlig ikke fastsætte erhvervsevnetabet, før patientskaden er anmeldt, og der vil tillige altid gå noget tid med den nødvendige sagsbehandling, før der foreligger et forsvarligt grundlag, som gør det muligt at foretage et rimeligt skøn over det fremtidige erhvervsevnetab. højesteret fastslog i u 2008.1386h som anført, at erstatningen for tabt arbejds- fortjeneste efter

§ 2

løber, indtil arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelse om det fremtidige erhvervsevnetab foreligger, medmindre skadevolderen eller forsikringsselskabet forinden (l) på forsvarligt grundlag

§ 2ved lov nr.

610 af

1. juni 2011: "spørgsmål 52: i en sag, hvor der ikke er udbetalt a conto erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og hvor arbejdsskadestyrelsen afgiver en vejledende udtalelse om tidspunktet (skæringstidspunkt) for hvornår det varige erhvervsevnetab indtrådte, og dette tidspunkt er tidligere end tidspunktet hvor arbejdsskadestyrelsens udtalelse foreligger, i en sådan sag, hvor længe har en skadelidte da efter lovforslaget krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til skæringstidspunktet eller til arbejdsskadesstyrelsens udtalelse foreligger? svar: det er justitsministeriets opfattelse, at skadelidte i den nævnte situation vil have krav på tabt arbejdsfortjeneste, indtil arbejdsskadestyrelsens udtalelse foreligger. det vil således fremover være sådan, at forpligtelsen til at udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste vedvarer, indtil arbejdsskadestyrelsen udtalelse foreligger, hvis en skadevolder eller dennes forsikringsselskab ikke selv foretager et rimeligt skøn på forsvarligt grundlag over erhvervsevnetabet og udbetaler erstatning i forhold hertil, jf. justitsministeriets besvarelse af spørgsmål 51 vedrørende lovforslaget." ankenævnet fastholder herefter, at a og dermed også boet med den tilkendte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste er kompenseret fuldt ud frem til dagen for dødsfaldet, og at der derfor ikke kan fastsættes et erhvervsevnetab. …« landsrettens begrundelse og resultat der er mellem sagens parter enighed om, at a som følge af den anerkendte behandlingsskade var fuldstændig uarbejdsdygtig fra sygemeldingen den
2. november 2008 og frem til sin død den
3. april
4. ankenævnet har ikke bestridt, at as erhvervsevnetab – således som det - 20 - fremgår af arbejdsskadestyrelsens udtalelse af
5. oktober 2014 – var 100 %, såfremt det skulle udmåles retrospektivt pr.
6. december
7. det hedder i

§ 5

, at der tilkommer skadelidte erstatning for tab af erhvervsevne, såfremt en personskade har medført varig nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde. om den tidsmæssige afgrænsning mellem denne erstat- ningspost og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste hedder det i lovens § 2, at sidstnævnte erstatning ydes indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne. det fremgår af sagen, at a ved brev af

1. februar 2009 fra overlæge ebbe winther jensen – kun et par måneder før sin død – modtog oplysning om, at der i forbindelse med en undersøgelse af ham tilbage i 2004 var sket en fejl, og at der derfor var mulighed for erstatning fra patientforsikringen. det fremgår endvidere, at b herefter den
2. juni 2009 – et par måneder efter as død – anmeldte sagen til patientforsikringen, der den
3. juni 2011 traf afgørelse vedrørende spørgsmålet om erhvervsevnetabserstatning. under disse omstændigheder og navnlig henset til, at såvel arbejdsskadestyrelsen i sin udtalelse af
4. oktober 2014 som ankenævnet i sin afgørelse af
5. januar 2015 har vurderet, at a på baggrund af journalnotat af
6. december 2008 ikke havde nogen resterhvervsevne i behold på dette tidspunkt, finder landsretten, at det den
7. december 2008 var muligt at skønne over as fremtidige erhvervsevne, jf.

§ 2

. ankenævnet bør derfor anerkende, at boet efter a er berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne. den af højesteret i u.2008.1386h og flere følgende domme fastslåede praksis, hvorefter pligten til at yde erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fortsætter, indtil arbejdsskadestyrelsens udtalelse foreligger, eller der på forsvarligt grundlag er foretaget et rimeligt skøn over erhvervsevnetabet og udbetalt erstatning herfor – hvilke domme vedrører spørgsmålet om den tidsmæssige rækkevidde af pligten til at yde erstatning for tabt arbejdsfortjeneste – findes i den foreliggende situation, hvor patientskaden som følge af myndighedernes fejl først blev anmeldt og sagen afgjort efter skadelidtes død, ikke at kunne føre til en ændret vurdering. boets principale påstand tages herefter til følge. - 21 - efter de nedlagte påstande, sagens forløb og udfald skal ankenævnet i sagsomkostninger betale 300.000 kr. til boet til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms og 4.000 kr. til statskassen til dækning af retsafgift. thi kendes for ret: ankenævnet for patienterstatningen skal anerkende, at boet efter a v/b er berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne, og at erhvervsevnetabet skal fastsættes til 100 %, hvorfor sagen hjemvises til ankenævnet for patienterstatningen til beregning af erstatningsbeløbet. i sagsomkostninger skal ankenævnet for patienterstatningen betale 300.000 kr. til boet efter a v/b og 4.000 kr. til statskassen. det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse. sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.