højesterets dom

højesterets dom afsagt torsdag den

1. maj 2017 sag 141/2016 (
2. afdeling) nymølle stenindustrier a/s (tidligere dsv råstoffer a/s) (advokat kjeld jørgensen) mod vejdirektoratet (kammeradvokaten ved advokat kasper mortensen) i tidligere instans er afsagt dom af østre landsrets
3. afdeling den
4. juni
5. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: lene pagter kristensen, jytte scharling, lars hjortnæs, jens kruse mikkelsen og anne louise bormann. påstande appellanten, nymølle stenindustrier a/s, har nedlagt påstand om, at indstævnte, vejdirekto- ratet, til nymølle stenindustrier skal betale 6.026.362,10 kr. med procesrente af 4.525.000 kr. fra den
6. marts 2011 og af 1.501.362,10 kr. fra den
7. juni
8. vejdirektoratet har påstået stadfæstelse, subsidiært betaling af et mindre beløb. supplerende sagsfremstilling dsv råstoffer a/s og nymølle stenindustrier a/s er den
9. maj 2016 fusioneret med nymøl- le stenindustrier a/s som det fortsættende selskab. nymølle stenindustrier har opfyldt landsrettens dom, og påstanden for højesteret omfatter derfor både tilbagebetaling af det idømte beløb med procesrente og den selvstændige påstand for landsretten. - 2 - parterne er for højesteret enige om, at tilslutningsanlæg nr. 14 – roskilde vest – som ifølge roskilde amts regionplan 1997 skulle udvides med østvendte ramper, ikke er det tilslut- ningsanlæg, som blev bygget på det eksproprierede areal. det for sagen relevante tilslutnings- anlæg er derimod tilslutningsanlæg nr.
10. der er for højesteret fremlagt supplerende oplysninger om planlægningen af motorvejsudvi- delsen fra 2002 til 2005, herunder uddrag af vvm-redegørelse fra
11. nymølle stenindustrier har oplyst, at selskabet drev grusgrav på naboarealet til den ejendom (forsøgsgårdens grusgrav), som denne sag angår, at indvindingen på forsøgsgårdens arealer blev påbegyndt i 2012 i fortsættelse af, at hovedparten af råstofferne på naboarealet var ind- vundet, og at indvindingen stort set er afsluttet i
12. anbringender nymølle stenindustrier har vedrørende selskabets forventninger om råstofindvinding supple- rende anført navnlig, at parterne og landsretten under hovedforhandlingen befandt sig i den vildfarelse, at tilslutningsanlæg nr. 14 var det aktuelle tilslutningsanlæg i krydset ringsted- vej/motorvejen. landsretten har på denne baggrund truffet sin afgørelse på et forkert faktuelt grundlag. af udbudsmaterialet forud for salget i 1999 fremgår det klart, at ejendommen i regionplan 1997 er udlagt til indvinding af grus, ligesom det positivt er oplyst, at der kunne forventes opnået tilladelse til indvinding af grus. ejendommen blev således på baggrund af strukturdi- rektoratets udbudsmateriale købt til forhøjet pris henset til indvindingsmulighederne på ejen- dommen. der er ikke i forklaringerne for landsretten belæg for at lægge til grund, at nymølle stenindu- strier ikke forud for købet af ejendommen undersøgte, om og i givet fald hvordan den kom- mende udvidelse af holbækmotorvejen ville påvirke mulighederne for råstofindvinding på ejendommen. - 3 - vejdirektoratet må som en statslig myndighed sidestilles med sælger, og det er derfor ikke ri- meligt, at der først opnås en forhøjet salgspris, hvorefter der sker ekspropriation, uden at der betales erstatning for råstofforekomsten på arealet. nymølle stenindustrier havde før november 2004 planer om at indvinde råstoffer på ejen- dommen, men det er i øvrigt uden betydning for erstatningen, idet indvindingsansøgningen, der blev indgivet i 2004, blev indgivet før ekspropriationsloven blev vedtaget i juni
13. det er også forkert, når landsretten lægger til grund, at der på tidspunktet for nymølle stenin- dustriers ansøgning om tilladelse til råstofindvinding forelå konkrete planer om udvidelse af motorvejen. allerede på købstidspunktet havde nymølle stenindustrier en berettiget forventning om at kunne indvinde råstofferne, da ejendommen netop blev købt med henblik herpå, og da der intet var i regionplanerne, som indikerede, at råstofferne ikke kunne indvindes. at vejdirektoratet i 2001-2006 arbejdede med forskellige forslag til udvidelse, afsvækker ikke nymølle stenindustriers berettigede forventning, idet nymølle stenindustrier har købt ejendommen på grundlag af de på købstidspunktet værende planer. at det i regionplanerne er anført, at motorvejen skal udvides, betyder ikke, at vejdirektoratet kan ekspropriere erstatningsfrit til en tilkørselsrampe, og når det specifikt i regionplanen er anført, at det var tilslutningsanlæg nr. 14, som skulle udvides, bestyrkede dette nymølle sten- industriers forventning om, at det alene var vejbanen ud for selskabets ejendom, der skulle ud- bygges. udvidelsen af vejbanen med et spor har ikke haft indvirkning på udnyttelsen af rå- stofferne. når vejdirektoratet har den opfattelse, at det af regionplanerne tydeligt fremgik, at nymølle stenindustrier ikke kunne forvente en råstofindvindingstilladelse, stemmer det ikke med, at vejdirektoratet valgte at nedlægge et midlertidigt forbud efter den dagældende vejlovs § 36, idet et sådant forbud – i fald der allerede forelå sådanne planer – ville være unødvendigt. i så fald ville den dagældende vejlovs § 35 om byggelinjer i øvrigt kunne være anvendt direkte. - 4 - naturklagenævnet pålagde ved afgørelse af
14. januar 2007 nymølle stenindustrier at respek- tere byggelinjepålægget af
15. marts 2006, men da naturklagenævnet ikke har hjemmel til at fortolke vejloven, har nævnet herved ikke taget stilling til, hvorvidt nymølle stenindustrier berettiget kunne forvente en indvindingstilladelse. nævnet har blot lagt til grund, at der er pålagt byggelinjer. skønsmændenes undersøgelser viser, at det er vanskeligt at fastsætte prisen på en ejendom med råstoffer, idet sådanne sjældent er ens med hensyn til eksempelvis beliggenhed. ejendommen har den bedst tænkelige beliggenhed og den bedste forekomst af råstoffer, og nymølle stenindustrier kan ikke blot henvises til at købe en anden ejendom med grus, da det er meget sjældent, at sådanne ejendomme udbydes, ligesom prisen i høj grad afspejler værdi- en af grusforekomsten. en meget stor del af udgifterne, når man skal indvinde råstoffer, skal afholdes i forbindelse med påbegyndelsen af udgravningen, og den største fortjeneste ligger på de sidst indvundne mængder. uanset ekspropriationen skal opstartsomkostningerne afholdes, og de er af samme størrelse, som hvis der ikke var blevet eksproprieret. vejdirektoratet har heroverfor supplerende anført navnlig, at det afgørende for, om nymølle stenindustrier kunne have forudset, at motorvejsudvidelsen ville få betydning for ejendom- men, ikke var regionplanens angivelse af østvendte ramper, men derimod at det siden 1993 af planlægningen er fremgået, at der skulle ske en udvidelse af motorvejen, hvor denne løber langs ejendommen. landsretten har med rette lagt til grund, at nymølle stenindustrier ikke forud for erhvervelsen af ejendommen i tilstrækkelig grad undersøgte, hvordan den kommende udvidelse af motor- vejen ville påvirke råstofindvindingen, og at nymølle stenindustrier i øvrigt ikke før novem- ber 2004 havde planer om at påbegynde råstofindvinding. indtil ekspropriationsloven blev vedtaget i juni 2006, var spørgsmålet alene, hvor store dele af ejendommen, der skulle anvendes til vejanlægget, og denne usikkerhed forelå allerede, da ny- mølle stenindustrier erhvervede ejendommen. - 5 - naturklagenævnet gav i sin afgørelse af
16. januar 2007 i realiteten afslag på tilladelse til rå- stofindvinding for de dele af ejendommen, hvor dette ville være uforeneligt med motorvejs- udvidelsen. naturklagenævnet kunne alene behandle sagen inden for råstoflovens rammer. henvisningen til vejdirektoratets forbud efter den dagældende vejlovs § 36 må anses som en afgrænsning af vejinteressen. der var ikke på noget tidspunkt forud for ekspropriationen grundlag for en berettiget forvent- ning om, at der ville kunne indvindes råstoffer i videre omfang, end naturklagenævnet tillod ved afgørelsen af
17. januar
18. usikkerheden om vejudvidelsen forelå allerede, da nymølle stenindustrier erhvervede ejen- dommen, og i særdeleshed da nymølle stenindustrier ansøgte om indvindingstilladelse, hvor- for nymølle stenindustrier ikke kunne have nogen forventning om, at der kunne indvindes uden hensyn til vejinteresserne. vejlovens bestemmelser om foreløbigt forbud skal anvendes, også selv om vejmyndigheden måtte vurdere, at ejeren har en forventning om en fremtidig udvidelse af bestående vejanlæg, og forbuddet har til formål at skabe sikkerhed for, at der ikke disponeres til skade for vejplan- lægningen. højesterets begrundelse og resultat sagen angår fastsættelse af erstatning for ekspropriation i 2009 af et jordareal, der tilhørte nymølle stenindustrier a/s. spørgsmålet er, om nymølle stenindustrier havde en berettiget forventning om at kunne indvinde råstoffer på arealet, og i givet fald om erstatningen skal fastsættes på grundlag af nymølle stenindustriers indtægtstab ved ikke at kunne indvinde disse råstoffer (brugsværdi) eller på grundlag af en skønnet handelsværdi for arealet. nymølle stenindustriers forventning om råstofindvinding nymølle stenindustrier, som er et professionelt råstofindvindingsselskab, erhvervede efter et udbud ejendommen med det nu eksproprierede areal i 1999 fra strukturdirektoratet. struktur- direktoratet oplyste i udbudsmaterialet, at ejendommen i regionplanen var udlagt som grave- - 6 - område til indvinding af grus, og at roskilde amt og roskilde kommune over for strukturdi- rektoratet havde oplyst, at der kunne forventes opnået tilladelse til indvinding af grus. af regionplan 1997 for roskilde amt fremgik, at der var planlagt en udvidelse fra 4 til 6 spor af motorvejen mellem hedehusene og tilslutningsanlægget roskilde vest. af regionplanen fremgik endvidere, at der skulle ske udbygning af tilslutningsanlæg nr. 9 og 14, mens der ikke var nævnt noget om det tilslutningsanlæg (nr. 13), som senere blev bygget på det eksproprie- rede areal. højesteret lægger til grund, at nymølle stenindustrier erhvervede ejendommen med henblik på råstofindvinding. på grundlag af oplysningerne i udbudsmaterialet – og da oplysningerne om motorvejens udbygning i den dagældende regionplan i forhold til nymølle stenindustriers ejendom ikke gav grundlag for at forvente indgreb ud over, hvad en udbygning fra 4 til 6 spor ville kunne medføre – finder højesteret, at nymølle stenindustrier på tidspunktet for erhver- velsen af ejendommen måtte forvente at kunne få tilladelse til råstofindvinding på hele ejen- dommen bortset fra den del, der ville skulle anvendes til udvidelsen med ekstra spor. uanset at ansøgningen om indvindingstilladelse i 2001 blev sat midlertidigt i bero, finder højesteret ikke grundlag for at antage, at planerne om råstofindvinding på noget tidspunkt blev opgivet. den økonomiske værdi af forventningen om at kunne bruge praktisk talt hele ejendommen til råstofindvinding skal derfor indgå ved udmålingen af erstatningen. højesteret bemærker, at de arealer af matr.nr. 32, 33 c, 36, 37 a og delvis 35, der er ekspropri- eret til udvidelse af motorvejen til 6 spor, som anført i ekspropriationskommissionens kendel- se allerede før købet i 1999 var pålagt tinglyste deklarationer om rørledninger, der forhindrede råstofindvinding. den udvidelse af motorvejen, som nymølle stenindustrier måtte forvente, har dermed ikke påvirket mulighederne for råstofindvinding. udmåling af erstatning det er fastslået i retspraksis, at erstatning ved ekspropriation som udgangspunkt udmåles til det afståedes værdi i handel og vandel, men at erstatningen i det konkrete tilfælde kan bereg- nes som genanskaffelsesværdien eller brugsværdien, hvis forholdene tilsiger det. - 7 - i den foreliggende sag finder højesteret, at forholdene tilsiger, at erstatningen ikke fastsættes til arealets handelsværdi, da det ikke ville give nymølle stenindustrier fuld erstatning. høje- steret har herved lagt vægt på, at nymølle stenindustrier erhvervede arealet med henblik på råstofindvinding, at selskabet på ekspropriationstidspunktet var tæt på at påbegynde indvin- dingen, og at der foreligger sikre oplysninger om mængden af råstoffer, der kunne have været indvundet på arealet. højesteret har endvidere lagt vægt på, at det eksproprierede areal har en særlig værdi for nymølle stenindustrier, fordi selskabet som forklaret af råstofchef kent grimm thornberg ved indvindingen af grus på den øvrige del af ejendommen har afholdt betydelige opstartsomkostninger, som er af samme størrelse, uanset om det eksproprierede areal fragår eller ej. selskabets fortjeneste ved at indvinde råstoffer på det eksproprierede are- al ville derfor være større, end fortjenesten ville være for et indvindingsselskab, der alene havde erhvervet det eksproprierede areal uden i forvejen at have grusgrave i området. endelig har højesteret lagt vægt på, at det fremgår af skønserklæringen, at fastsættelse af handelsvær- dien af det eksproprierede areal er behæftet med usikkerhed, bl.a fordi der kun i begrænset omfang findes sammenlignelige handler, og at den skønnede handelsværdi er væsentligt min- dre end den indtjening, nymølle stenindustrier mistede ved ikke at kunne indvinde råstoffer- ne. råstofchef kent grimm thornberg har forklaret, at selskabet ikke kunne købe andre ejen- domme som erstatning for det eksproprierede areal, da der ikke i nærheden var ejendomme til salg, der var udlagt til råstofindvinding, og da det ville være for risikabelt at købe en ejendom, der ikke var udlagt til råstofindvinding. højesteret finder, at vejdirektoratet ikke har godt- gjort, at nymølle stenindustrier ved anskaffelse af en anden ejendom eller på anden måde kunne have begrænset sit tab. højesteret finder på den anførte baggrund, at erstatningen til nymølle stenindustrier skal fast- sættes på grundlag af den indtjening, som selskabet har mistet ved ikke at kunne indvinde rå- stofferne i arealet, med tillæg af arealets handelsværdi efter endt indvinding. ved skønsmændenes opgørelse af den mistede fortjeneste er det forudsat, at råstofferne fra det eksproprierede areal kunne være indvundet og solgt i
19. højesteret finder, at det imidlertid må lægges til grund, at indvindingen ville være sket over en årrække. højesteret har herved lagt vægt på, at nymølle stenindustrier i ansøgningen om gravetilladelse har oplyst, at ind- - 8 - vindingen forventedes påbegyndt den
20. december 2005 og afsluttet den
21. december 2015, at endelig tilladelse til indvinding på det areal, der ikke blev eksproprieret, blev meddelt ved na- turklagenævnets afgørelse af
22. januar 2007, men at indvindingen på dette areal først blev påbegyndt i 2012, og at indvindingen er stort set afsluttet i
23. fire dommere – lene pagter kristensen, lars hjortnæs, jens kruse mikkelsen og anne louise bormann – udtaler herefter: der er efter vores opfattelse ikke grundlag for at antage, at indvindingen og salget af råstoffer fra det eksproprierede areal ville have omfattet mindre mængder, end skønsmændene har lagt til grund, selv om indvindingen ville være sket over en årrække. skønsmanden kim fynbo nielsen har vedrørende gruspriser vurderet, at der var en stagnation eller eventuelt et lille fald fra 2007 til 2010, mens der efter 2010 har været en lille stigning. da der ikke er oplyst om- stændigheder, som giver grundlag for at tilsidesætte skønsmændenes opgørelse, og da forde- len ved at få erstatningen udbetalt som et samlet beløb på ekspropriationstidspunktet samtidig er udhulet som følge af det meget lave renteniveau, finder vi herefter ikke grundlag for at fast- sætte erstatningen til et mindre beløb end opgjort af skønsmændene. vi stemmer derfor for at tage nymølle stenindustriers påstand til følge, dog afrundet som ne- denfor bestemt. dommer jytte scharling udtaler: nymølle stenindustrier har opgjort sit krav på erstatning for mistet fortjeneste til 6,4 mio. kr. jeg finder imidlertid, at der knytter sig en betydelig usikkerhed til, om det ville have været muligt at opnå en sådan indtjening fra det eksproprierede areal. jeg lægger herved vægt på, at beregningen er baseret på budgettal samt på, at alle råstoffer i det eksproprierede areal var blevet indvundet og solgt i
24. nymølle stenindustrier, der havde opnået gravetilladelse på den ikke-eksproprierede del af ejendommen i 2007, foretog imidlertid ikke indvinding i 2009 på denne del af ejendommen, men begyndte først indvin- dingen i 2012 og fordelte den over en årrække. jeg lægger til grund, at dette skyldtes, at virk- somheden af forretningsmæssige årsager ønskede at færdiggøre udgravningen af råstoffer på - 9 - naboarealet først. nymølle stenindustrier foretog indvinding på flere ejendomme i området, og jeg finder, at det må indgå i vurderingen af den mistede fortjeneste, at virksomhedens af- sætningsmuligheder fra andre råstofindvindinger må antages at ville være blevet påvirket, såfremt råstofferne i det eksproprierede areal var blevet indvundet og solgt i
25. på denne baggrund, og da det, selv henset til renteudviklingen siden 2009, efter min opfattelse indebæ- rer en fordel for nymølle stenindustrier at få erstatningen udbetalt som et engangsbeløb i 2009, finder jeg, at den mistede fortjeneste må antages at være mindre end opgjort af nymølle stenindustrier. efter en samlet vurdering finder jeg, at den mistede fortjeneste skønsmæssigt bør fastsættes til 5 mio. kr. idet jeg kan tiltræde, at værdien af jorden efter indvinding kan fastsættes på grund- lag af salget af naboarealet, stemmer jeg for at fastsætte den samlede ekspropriationserstat- ning til afrundet 5.100.000 kr., og dermed for at tage nymølle stenindustriers påstand til følge med 4.625.000 kr. der afsiges dom efter stemmeflertallet. sagsomkostninger sagsomkostninger for landsret og højesteret er fastsat til dækning af advokatudgifter med 400.000 kr., af retsafgift med 10.000 kr. og af udgift til revisorerklæring med 44.000 kr., i alt 454.000 kr. thi kendes for ret: vejdirektoratet skal betale 6.025.000 kr. til nymølle stenindustrier a/s med procesrente af 4.525.000 kr. fra den
26. marts 2011 og af 1.500.000 kr. fra den
27. juni
28. i sagsomkostninger for landsret og højesteret skal vejdirektoratet betale 454.000 kr. til nymølle stenindustrier a/s. de idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. sagsom- kostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.