højesterets dom

højesterets dom afsagt onsdag den

1. september 2016 sag 232/2015 (
2. afdeling) hofor spildevand hvidovre a/s og hvidovre kommune (advokat jens flensborg for begge) mod banedanmark (advokat kasper mortensen) i tidligere instanser er afsagt dom af københavns byret den
3. maj 2014 og af østre lands- rets
4. afdeling den
5. juni
6. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: marianne højgaard pedersen, vibeke rønne, henrik waaben, oliver talevski og jens kruse mikkelsen. påstande appellanterne, hofor spildevand hvidovre a/s og hvidovre kommune, har nedlagt på- stand om stadfæstelse af byrettens dom, og at indstævnte, banedanmark, tilpligtes at tilbage- betale sagsomkostninger på 248.600 kr. med procesrente. banedanmark har nedlagt påstand om stadfæstelse af landsrettens dom. banedanmark har endvidere gentaget sine subsidiære påstande for landsretten. anbringender hofor spildevand hvidovre og hvidovre kommune har for landsretten og for højesteret frafaldet anbringendet om, at tinglysning af servitutten om fravigelse af gæsteprincippet blot - 2 - var udtryk for sikring af en rettighed, som var aftalt eller forudsat i forbindelse med udskillel- sen af forsyningsvirksomheden fra kommunen i
7. parterne har i øvrigt gentaget deres anbringender. supplerende sagsfremstilling banedanmark er i henhold til en anlægslov fra 2010 (lov nr. 527 af
8. maj 2010) i færd med at etablere den nye jernbane mellem københavn og ringsted, og regnvandsbassinet blev fjer- net i
9. ifølge hofor spildevand hvidovre er det nødvendigt at etablere et nyt bassin som erstatning for det hidtidige. arbejdet med at etablere et nyt regnvandsbassin forventes igangsat i 2018, når banedanmarks arbejder i området er afsluttet, og omkostningerne kan derfor ikke opgøres på nuværende tidspunkt. der er fortsat enighed om, at udgifterne til om- lægningen af regnvandsbassinet vil udgøre mindst 1 mio. kr. højesterets begrundelse og resultat sagens baggrund og problemstilling efter lov nr. 469 af
10. juni 2009 om vandsektorens organisering og økonomiske forhold skal kommunens myndighedsansvar og driften af vand- og spildevandsforsyningen være adskilt. aktiviteterne skal efter loven udføres i selskabsform og må ikke være en del af den offentlige forvaltning. pr.
11. januar 2007 blev de kommunale forsyningsvirksomheder hvidovre kloakforsyning og hvidovre vandforsyning udskilt og overdraget fra hvidovre kommune til en koncern under moderselskabet hvidovre forsyning a/s, der ejede både hvidovre vand a/s og hvidovre spildevand a/s. hvidovre forsyning var 100 % ejet af hvidovre kommune, indtil selskabet pr.
12. juli 2012 ved fusion indtrådte som en del af hofor, men hvidovre spildevand er vide- reført som et selvstændigt selskab under navnet hofor spildevand hvidovre a/s. ved udskillelsen af de kommunale forsyningsvirksomheder i 2007 overtog hvidovre spilde- vand regnvandsbassinet mellem allingevej og holbækmotorvejen, mens kommunen forblev ejer af grundarealet. regnvandsbassinet blev herefter omfattet af det såkaldte gæsteprincip. - 3 - i maj 2010 vedtog folketinget en anlægslov, hvorefter der skal anlægges en ny jernbane mel- lem københavn og ringsted over køge. det følger af den linjeføring, som loven fastlægger, at regnvandsbassinet skulle nedlægges. efter forarbejderne til loven, som er gengivet i lands- rettens dom, skal staten betale for ledningsomlægninger mv., medmindre gæsteprincippet gælder (folketingstidende 2009-10, tillæg a, lovforslag nr. l 134, pkt. 4 i de almindelige be- mærkninger). i juni 2011 tinglyste kommunen efter aftale med hvidovre spildevand en servitut på grund- arealet, hvorefter gæsteprincippet ikke skulle gælde for regnvandsbassinet. det fremgår af servitutten, at forsyningsvirksomheden har betalt 30.000 kr. til hvidovre kommune som er- statning herfor. grundarealet, hvor regnvandsbassinet var beliggende, blev eksproprieret til fordel for bane- danmark i marts
13. sagens hovedspørgsmål er, om hvidovre kommune under de anførte omstændigheder var berettiget til i 2011 at aftale med hvidovre spildevand at fravige det såkaldte gæsteprincip, som regulerer, om det er grundejeren eller ledningsejeren, der skal betale for omlægning af ledninger mv. kravet om saglig forvaltning det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at en kommune – også ved indgåelse af privatretlige aftaler inden for rammerne af kommunalfuldmagten – skal overholde grund- sætningen om saglig forvaltning. ved bedømmelsen af, om hvidovre kommune har overholdt grundsætningen om saglig for- valtning, må der efter højesterets opfattelse lægges vægt på, at gæsteprincippet – således som det også udtrykkeligt er anført i forarbejderne til anlægsloven fra maj 2010 – ville indebære, at hvidovre spildevand skulle betale for den omlægning af regnvandsbassinet, der blev nød- vendig som følge af anlægget af en ny jernbanelinje. der må endvidere lægges vægt på, at såvel hvidovre kommune som hvidovre spildevand var klar over, at udgiften til omlægning af regnvandsbassinet ville blive betydelig, at servitut- - 4 - aftalen om fravigelse af gæsteprincippet udelukkende havde til hensigt, at staten – i strid med anlægslovens forudsætninger – kom til at betale for omlægningen, og at hvidovre kommune således varetog hvidovre spildevands økonomiske interesser på bekostning af statens. på den anførte baggrund er det højesterets opfattelse, at hvidovre kommune ved at påtage sig den omhandlede servitut ikke har overholdt grundsætningen om saglig forvaltning. da der ikke er hensyn, herunder til hvidovre spildevand, der taler herimod, finder højesteret, at servitutten må anses for ugyldig. konklusion og sagsomkostninger højesteret stadfæster herefter dommen. det er for højesteret oplyst, at banedanmark er momsregistreret. sagsomkostningerne er herefter fastsat til dækning af advokatudgifter for alle tre instanser med 250.000 kr. og af retsafgift med 48.600 kr., i alt 298.600 kr. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. i sagsomkostninger for byret, landsret og højesteret skal hofor spildevand hvidovre a/s og hvidovre kommune solidarisk betale i alt 298.600 kr. til banedanmark. det idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.