dom afsagt den 22. december 2017 af østre landsrets 1. afdeling (landsdommerne jan uffe rasmussen, birgitte grønborg juul og lykke walter greve (kst.)). 1. afd. nr. b-1392-16: 1) dansk jernbaneforbund

§ 12, jf.

§ 55, kan ansættelsesmyndigheden ikke fjerne retten til fribefordring uden økonomisk kompensation. denne ret til at ændre i ansættelsesvilkårene er dog undergivet den begrænsning, der findes i tjenestemandslovens § 12, stk. 1, der fastsætter, at en tjenestemand har pligt til at underkaste sig sådanne forandringer i sin tjenesteforretnings omfang og beskaffenhed, der ikke ændrer tjeneste karakter og ikke medfører, at stillingen ikke længere kan anses for passende for ham. ændringen i aflønningsformen, hvortil fri befordring naturligt må henføres, medfører, at der er tale om en stillingsforandring

§ 12

. som følge deraf er tjenestemændene

§ 55

berettiget til at bibeholde den aflønning, man kom fra, det vil sige, at der skal ske en konvertering af ret til fribefordring, hvilket svarer til indholdet af påstandene. den eneste måde, hvorpå der kan sikres en tjenestemand fuld kompensation for retten til fribefordring er ved at opretholde ordningen. det gøres derfor gældende, at der ikke kan ske bortvarsling af ordningen. subsidiært er det gjort gældende, at banedanmark under alle omstændigheder er forpligtet til at yde økonomisk kompensation til de medarbejdere, der mister frikortet som følge af opsigelsen. for så vidt angår de overenskomstansatte gøres det gældende, at de har krav på kompensation for bortvarslingen af retten til fribefordring, idet fribefordring - 18 - udgør en væsentlig og integreret del af ansættelsesforholdet, som ikke rimeligt kan bortvarsles uden kompensation. vedrørende påstandens størrelse er det gjort gældende, at den økonomiske kompensation skal udgøre den konkrete udgift, den enkelte medarbejder har til at anskaffe sig den bortvarslede fri befordring mellem bopælen og tjenestestedet. hvis der ikke betales en kompensation, er det gjort gældende, at tjenestemanden vil have ret til at fratræde med ret til aktuel egenpension. retten til fri befordring er beskrevet i de ansættelseskontrakter, der er udarbejdet af banedanmark. … der gælder endvidere samme anbringender som dansk jernbaneforbund har gjort gældende i den parallelle sag.” sagsøgte, banedanmark, har til støtte for frifindelsespåstandene i sit påstandsdokument gjort nedennævnte anbringender gældende, der er uddybet under proceduren. ”3. anbringender til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gør banedanmark overordnet gældende, at ordningen om fribefordring er udtryk for et personalegode, der frit kan opsiges med et passende varsel. banedanmark besluttede efter et længere forhandlingsforløb med dsb, at det ikke ville være økonomisk muligt fortsat at tilbyde fribefordring til nærmere bestemte medarbejdere og valgte derfor at bringe ordningen til ophør med et varsel på otte måneder. banedanmark bestrider, at ordningen om fribefordring har haft karakter af – eller har været behandlet som – et løngode for hverken gruppen af overenskomstansatte eller tjenestemandsgruppen. der har været tale om et almindeligt personalegode, der i lighed med andre personalevilkår kan bortvarsles af arbejdsgiveren. oprindeligt var medarbejdernes rettigheder i forhold til fribefordring beskrevet i den såkaldte bane-pav … bane-pav’en var en personalepolitik udarbejdet ensidigt af banedanmark. fribefordringsordningen har ikke i detaljer været beskrevet i medarbejdernes kontrakter. ordningen er således alene medtaget i medarbejdernes kontrakter ved henvisning til bestemmelserne i bane-pav eller ved en henvisning til banedanmarks intranet. - 19 - ordningen har ikke været omtalt i banedanmarks overenskomster. den har heller ikke været inddraget i forbindelse med lønforhandlinger, ligesom medarbejderes til- og fravalg af fribefordring ikke har haft nogen betydning for deres aflønning. banedanmark bestrider således, at fribefordringsordningen har været etableret på et kollektivt niveau for nogle grupper af medarbejdere. hverken for overenskomstansatte eller tjenestemænd er der indgået aftaler med grupper af medarbejdere eller deres repræsentanter. fribefordringsordningen har på intet tidspunkt indgået hverken udtrykkeligt eller forudsætningsvist i forbindelse med forhandling af lokalaftaler eller lignende. selv hvis dette havde været tilfældet, ville det ikke have medført ordningens uopsigelighed. 3.1 overenskomstansatte banedanmark gør gældende, at … og hk danmarks synspunkt i relation til f er udtryk for, at man anser personalegodet som reelt uopsigeligt. intet er uopsigeligt, hvilket også gælder ordningen om fribefordring. banedanmark gør desuden gældende, at det ikke generelt kan lægges til grund, at der er tale om en ændring af et væsentligt ansættelsesvilkår. denne vurdering må foretages individuelt på baggrund af den enkelte medarbejders samlede forhold. det gøres derfor gældende, at ordningen om fribefordring højst vil kunne udgøre et individuelt aftalevilkår for den enkelte medarbejder og derfor på hvilket som helst tidspunkt kunne bringes til ophør med medarbejderens individuelle varsel. det skal i den forbindelse fremhæves, at hverken dansk jernbaneforbund eller hk har anført nogen anden begrundelse end ”rimelighed” for, at et sådant individuelt vilkår ikke skulle kunne bortvarsles med medarbejderens opsigelsesvarsel. i forlængelse heraf gør banedanmark gældende, at det – uanset om der er tale om en væsentlig ændring eller ej – er muligt at bortvarsle vilkåret, uden at dette skal kompenseres efter udløbet af opsigelsesvarslet. 3.2 tjenestemænd banedanmark bestrider i forhold til de af sagsøgerne, der er ansat som tjenestemænd, at ordningen omfattes af lønbegrebet i kapitel 10 i tjenestemandsloven. banedanmark fremhæver i den forbindelse, at kapitlet bærer overskriften ”forhandlings- og organisationsforhold”, og samtlige bestemmelser har som en underliggende forudsætning, at tjenestemænds løn forhandles kollektivt. herudover fremhæver banedanmark, at fribefordringsordningen da heller ikke passer ind i tjenestemændenes lønsystem, der alene opererer med indsættelse på et skalatrin inden for en given lønramme. denne lønmodel åbner således slet ikke mulighed for alternative løndele. banedanmark bestrider desuden, at bortvarsling af fribefordringsordningen skulle være begrænset af reglen i tjenestemandslovens § 12, der beskriver rammerne for de ændringer, en tjenestemand er forpligtet til at tåle. banedanmark gør således - 20 - gældende, at bortfald af ordningen hverken ændrer stillingens karakter eller medfører, at den ikke længere er passende. i fortsættelse heraf bestrider banedanmark, at betingelserne for at kræve udligningstillæg

§ 55

er opfyldte, hvorfor der ikke er belæg for at anse fribefordring for omfattet af lovens § 55 om overgang til anden passende stilling med deraf følgende ret til udligningstillæg. banedanmark gør gældende, at eftersom ordningen blev opsagt i maj 2015 og først udløb med udgangen af januar 2016, har alle sagsøgerne fået et varsel svarende til 8 kalendermåneder. 3.3 specifikt i forhold til sagen mod dansk jernbaneforbund som mandatar for g m.fl. 3.3.1 vedrørende den subsidiære påstand banedanmark gør gældende, at der ikke er grundlag for at tilkende sagsøgerne en økonomisk kompensation for bortvarslingen af ordningen vedrørende fribefordring. sagsøgerne kan – hvis de i øvrigt opfylder betingelserne for at få befordringsfradrag – efter ophøret af ordningen få befordringsfradrag for transporten mellem deres folkeregister-adresse og arbejdsplads. 3.3.2 vedrørende opsigelseskompetence banedanmark bestrider, at der skulle gælde nogen form for formelle begrænsninger i banedanmarks adgang til at opsige ordningen om fribefordring. banedanmark bestrider navnlig, at formuleringen af § 43, stk. 2, i den tidligere gældende dsb-lov skulle indebære, at banedanmark er afskåret fra at agere over for sine medarbejdere i overensstemmelse med ledelsesretten. såfremt det alligevel måtte blive lagt til grund, at § 43, stk. 2, må fortolkes som havende denne konsekvens, gør banedanmark gældende, at denne begrænsning er bortfaldet sammen med ophævelsen af § 43, stk. 2, i

1. 3.4 specifikt i forhold til sagen mod hk danmark som mandatar for a m.fl. 3.4.1 vedrørende de mere subsidiære påstande 1-5 banedanmark gør også her gældende, at der ikke er grundlag for at tilkende sagsøgerne en kompensation for bortvarslingen af ordningen vedrørende fribefordring. sagsøgerne kan – hvis de i øvrigt opfylder betingelserne for at få befordringsfradrag – efter ophøret af ordningen få befordringsfradrag for transporten mellem deres folkeregister-adresse og arbejdsplads. … herudover bemærker banedanmark, at sagsøgernes opgørelse af de mere subsidiære påstande 2-5 i alle tilfælde ikke tager højde for, at der ved fornyelse af periodekort i 2016 kunne opnås en rabat på 8 % …. ...” landsrettens begrundelse og resultat - 21 - sagens hovedspørgsmål er, om banedanmark som sket ved brev af
2. maj 2015 ensidigt kan ophæve sagsøgernes ret til fribefordring, og om banedanmark i givet fald er forpligtet til at betale sagsøgerne kompensation. sagsøgerne er alle tjenestemænd med undtagelse af f, der er overenskomstansat. sagsøgerne har navnlig gjort gældende, at for så vidt angår de tjenestemandsansatte falder en ophævelse af retten til fribefordring uden for rammerne af de forandringer i tjenesten, som en tjenestemand i medfør af tjenestemandslovens § 12 er forpligtet til at underkaste sig, ligesom disse ansatte i medfør af tjenestemandslovens § 55 har krav på lønnen i den hidtidige stilling. landsretten bemærker, at retten til fribefordring ikke berører karakteren eller indholdet af sagsøgernes stillinger eller arbejdsopgaver i øvrigt. for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt retten til fribefordring er et lønvilkår eller andet væsentligt vilkår bemærkes, at der er tale om en ret, der fremgår af de pågældendes ansættelsesbreve, og som efter omstændighederne indebærer en betydelig økonomisk værdi for de pågældende. det er imidlertid ubestridt, at retten til fribefordring ikke er fastsat efter reglerne i tjenestemandslovens kapitel 10, der nærmere regulerer fastsættelsen af løn- og andre ansættelsesvilkår for tjenestemænd. det er ikke gjort gældende, at der er tale om en ret i henhold til individuel aftale, og der er tale om en generel ophævelse af retten til fribefordring for den del af banedanmarks ansatte, der hidtil har haft denne ret. de medarbejdere, som vælger ikke at benytte sig af ordningen, får ikke anden kompensation. hertil kommer, at retten til fribefordring efter det oplyste ikke beskattes som en lønindtægt, selv om banedanmark foretager indberetning til skattemyndighederne uden ansættelse af værdi. landsretten finder på denne baggrund ikke at kunne antage, at retten til fribefordring kan anses som eller ligestilles med en del af sagsøgernes løn. herefter finder landsretten efter en samlet vurdering ikke, at en ophævelse af retten til fribefordring er en sådan væsentlig ændring af de tjenestemandsansatte sagsøgeres løn- og arbejdsvilkår, at der er tale om forflyttelse, jf. tjenestemandslovens § 12, ligesom de pågældende heller ikke har ret til kompensation, jf. tjenestemandslovens §
3. - 22 - for så vidt angår f, der er er ansat på overenskomstvilkår, bemærkes, at retten til fribefordring blev opsagt den
4. maj 2015 til udgangen af november 2015 og således med mere end 6 måneders varsel. heller ikke for denne sagsøgers vedkommende findes der efter en samlet vurdering at være tale om en sådan ændring af ansættelsesforholdet, at ændringen kun kan gennemføres efter reglerne om opsigelse af ansættelsesforholdet. banedanmark frifindes derfor. dansk jernbaneforbund som mandatar skal betale sagsomkostninger for landsretten til banedanmark med i alt 110.000 kr. og hk/danmark som mandatar for a m.fl. skal betale sagsomkostninger for landsretten til banedanmark med i alt 75.000 kr. beløbene omfatter udgifter til advokatbistand ekskl. moms. ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til advokatbistand er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens karakter og betydning samt omfang. thi kendes for ret: banedanmark frifindes. i sagsomkostninger skal dansk jernbaneforbund betale 110.000 kr. kr. og hk/danmark 75.000 kr. til banedanmark. det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse. sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.