Obsah (4)

§ 587§ 586§ 393§ 312

højesterets kendelse afsagt fredag den 17. februar 2017 sag 127/2016 og 128/2016 a (advokat peter schradieck) mod teoplyy dom lrs (advokat jakob rosing) i tidligere instanser er afsagt kendelse af fog

regler om tvangs- fuldbyrdelse af domme. fogedrettens kendelse af 2. februar 2016, der er truffet i medfør af

kapitel 46, kan kæres i henhold til reglerne i

kapitel 53. efter

§ 587, stk.

1, jf. § 393, stk. 3, iværksættes kære ved indlevering af kæreskrift til den ret, hvis afgørelse kæres. kærefristen er 4 uger, jf.

§ 586, stk.

1. da a ikke rettidigt har indleveret kæreskriftet til rette instans, afvises kæremålet. - 4 - det forhold, at kærendes advokat i sit følgebrev til landsretten har henvist til det anførte i vestre landsrets vejledning om behandling af kæremål ved vestre landsret vedrøren- de eksekvaturkendelser kan ikke føre til et andet resultat.” a anmodede ved brev af
2. marts 2016 landsretten om at omgøre sin kendelse om afvisning af kæremålet. teoplyys advokat udtalte sig herimod. landsretten har i retsbog af
3. marts 2016 henholdt sig til kendelsen af
4. marts
5. ved mails af
6. og
7. marts 2016 anmodede a landsretten om tilladelse til at kære fo- gedrettens kendelse. det er oplyst, at nyt kæreskrift er sendt til landsretten den
8. marts
9. landsretten afslog ved kendelse af
10. april 2016 at meddele tilladelse til kære efter anke- fristens udløb. af kendelsen fremgår bl.a.: ”efter

§ 586, stk.

4, kan landsretten undtagelsesvis give tilladelse til kæ- re efter kærefristens udløb. i denne sag blev kæreskrift og retsafgift modtaget i lands- retten den

1. februar 2016, og kæremålet blev den
2. marts 2016 afvist under henvis- ning til, at der ikke rettidigt var indleveret kæreskrift til rette instans. landsretten finder, at denne ekspeditionsfejl begået af as advokat ikke giver grundlag for undtagelsesvis at meddele kæretilladelse i medfør af

§ 586, stk.

4. herefter, og da det af a anførte til støtte for anmodningen ikke kan føre til et andet resultat, tages anmodningen om kæretilladelse ikke til følge.” anbringender a har vedrørende kæreskriftets rette indgivelse anført navnlig, at det påhviler fogedretten og ikke landsretten at påse eller efterprøve, om et kæreskrift de facto er indleveret rettidigt til fogedretten, da kære iværksat efter fristens udløb afvises af den ret, hvortil afgørelsen kæres, jf.

§ 586, stk.

4, 1. pkt. kæreskriftet skal anses for indleveret til fogedretten, jf.

§ 393, stk.

3. efter en almindelig, naturlig sproglig forståelse må indlevering være sket, når kæreskriftet faktisk er sendt til fogedretten af kærende og modtaget af denne. det følger heraf, at såfremt kæreskrif- - 5 - tet blot sendes til fogedretten - og eventuelt også direkte til landsretten - uden at kærende ved- lægger f.eks. et følgebrev, vil kæreskriftet skulle anses for indleveret korrekt. kæremålet skal under alle omstændigheder anses for rettidigt og korrekt iværksat, da foged- retten har modtaget kæreskriftet inden for kærefristen og fremsendt sagen til landsretten efter

§ 587, stk.

1, jf. § 393, stk. 3., inden kærefristens udløb den

1. marts
2. landsretten synes at have set bort fra denne omstændighed, og landsrettens afgørelse fore- kommer derfor formalistisk, idet der ikke var tvivl om, at a ønskede at kære sagen og havde sendt kæreskriftet til både foged- og landsret inden fristens udløb. havde fogedretten ikke videresendt sagen til landsretten, havde a haft en uge til at berigtige eventuelle mangler ved kæreprocessen, hvilket a imidlertid ikke fandt anledning til efter modtagelsen af fremsendelsesbrevet. a kan støtte ret på fogedrettens fremsendelsesbrev, selv om a på grund af en uklar vejledning fra landsretterne omkring fremgangsmåden for iværk- sættelse af kære alene måtte have sendt kopi af kæreskriftet til orientering til fogedretten. vestre landsrets vejledning bibragte a den opfattelse, at kæreskriftet skulle indgives direkte til landsretten, og for en sikkerheds skyld fremsendte a det samme materiale til foged- og landsret. det skal endvidere tillægges betydning, at landsretten ikke før udløbet af kærefristen oplyste, at kære efter landsrettens opfattelse var iværksat forkert. teoplyy har ligeledes anset kæreskriftet for rettidigt indgivet til rette instans, idet teoplyy i sit svarskrift ikke fremkom med bemærkninger om kærens indgivelse. der er derfor ikke sær- lige hensyn at tage til modparten. det er udtryk for en efterrationalisering, når teoplyy gør gældende, at man ikke fremkom med bemærkninger, fordi landsretten af egen drift ville afvise sagen. a har vedrørende spørgsmålet om oprejsningsbevilling anført bl.a., at landsrettens prøvelse af, om der foreligger undskyldelige omstændigheder, jf.

§ 586, stk.

4,

1. pkt., er en særskilt og anderledes prøvelse end den, som landsretten foretog ved kendelsen af
2. marts
3. landsretten valgte dog i kendelsen af
4. april 2016 i lighed med den første kendelse at se bort fra, at fogedretten havde modtaget og fremsendt det oprindelige kæreskrift - 6 - af
5. februar 2016 til landsretten på sædvanlig vis. landsretten undlod således at forholde sig til det helt afgørende forhold i sagen, hvorfor a reelt ikke har fået en ny eller selvstændig prø- velse af, om sagen under alle omstændigheder kunne påkæres til landsretten efter kærefristens udløb. sagen bør derfor hjemvises til fornyet behandling. der foreligger undskyldelige omstændigheder i sagen, hvorfor betingelserne for at meddele oprejsningsbevilling i

§ 586, stk.

4,

1. pkt. er opfyldt. herunder må der lægges vægt på, at kæreskriftet blev indgivet til såvel foged- som landsretten inden kærefristens ud- løb, og at kæremålet således må anses for indgivet rettidigt til rette instans. det taler ligeledes for at tillade kære, at det oprindelige kæreskrift udelukkende blev indgivet direkte til landsretten som følge af vestre landsrets uklare vejledning. det var rimeligt at for- stå vejledningen som a gjorde, hvilket understreges af landsrettens senere rettelse af vejled- ningen. fogedrettens fremsendelse af sagen til landsretten inden for kærefristen skabte endvidere en berettiget forventning hos a om, at kæremålet under alle omstændigheder var iværksat korrekt og rettidigt, og a havde derfor ikke anledning til at gøre yderligere. det taler i samme retning, at landsretten ikke indikerede, at kæremålet ikke var korrekt iværk- sat, og først traf afgørelse om afvisning af kæremålet efter kærefristens udløb. der er desuden tale om en kort fristoverskridelse, og kæreskriftet blev indgivet så hurtigt som muligt efter landsrettens afvisningskendelse af
2. marts
3. a var af den opfattelse, at landsrettens ken- delse af
4. marts 2016 måtte bygge på et forkert faktuelt grundlag, hvorfor det måtte være tilstrækkeligt med en begrundet anmodning om omgørelse for at rette bod på denne fejl, og landsretten ville have kompetence til at træffe en sådan afgørelse. endelig taler det for at til- lade kære, at teoplyy har mulighed for at varetage sine interesser i forbindelse med kæremå- let. det bestrides, at der er tale om en ekspeditionsfejl fra as advokats side, idet det var udtryk for et bevidst valg nødvendiggjort af landsrettens uklare vejledning at indgive kæreskriftet til både fogedretten og landsretten for at sikre sig, at kæremålet blev iværksat korrekt. teoplyy har vedrørende kæreskriftets rette indgivelse anført navnlig, at det er landsretten, der har kompetencen til at afgøre, om kæreskriftet blev indgivet til rette domstol. - 7 - kæreskriftet skal ikke anses for indleveret til fogedretten, da kæreskriftet blev indgivet til landsretten i overensstemmelse med det udtrykkeligt anførte i fremsendelsesskrivelsen fra as advokat. det var ligeledes udtrykkeligt anført, at der alene til orientering blev fremsendt en kopi af følgebrevet til fogedretten, hvortil kæreskriftet var vedhæftet, og kæreskriftet er såle- des ikke de facto også indleveret til fogedretten. dette følger af en naturlig sproglig forståelse af det anførte i fremsendelsesbrevene. der er ikke belæg for as synspunkt om, at landsretten med sin kendelse har indført både uhjemlede og uspecifikke krav til, hvordan en kærende skal forholde sig, idet landsretten blot har forholdt sig konkret til, hvad kærende selv har angivet om, til hvilken ret kæreskriftet blev indleveret. det bestrides, at et kæremål skal anses for korrekt og rettidigt iværksat, hvis den fogedret, hvis afgørelse kæres, har fremsendt sagen til landsretten i henhold til

§ 587, stk.

1, jf. § 396. fogedretten kan ikke via fogedrettens fremsendelsesbrev de facto fratage landsretten sin kompetence til at afgøre, om et kæreskrift er indgivet til rette domstol. foged- rettens fremsendelsesbrev til landsretten kunne derfor ikke give a en berettiget forventning om, at kæren var korrekt og rettidigt iværksat. det anførte i vestre landsrets vejledning om, at et kæreskrift i kæremål vedrørende eksekva- turkendelser skal sendes direkte til landsretten, er ikke relevant, da der i denne sag ikke er tale om kære af en eksekvaturkendelse, men en voldgiftskendelse, som kan tvangsfuldbyrdes efter

regler om tvangsfuldbyrdelse af domme. der var ikke anledning for teoplyy til at fremkomme med bemærkninger om spørgsmålet om kæreskriftets indgivelse, da spørgsmålet påses af landsretten ex officio. vedrørende spørgsmålet om oprejsningsbevilling er der ikke grundlag for at antage, at a ikke skulle have fået en selvstændig prøvelse af, om der skulle meddeles oprejsningsbevilling. as synspunkt om fremsendelse af en kopi af kæreskriftet til fogedretten må anses for adresseret ved landsrettens bemærkning om, at det af a anførte til støtte for anmodningen ikke kunne føre til et andet resultat. - 8 - der foreligger ikke undskyldende omstændigheder, som kan begrunde, at der meddeles tilla- delse til at kære. det er efter

§ 586, stk.

4, 1. pkt., udgangspunktet, at en kære iværksat efter udløbet af kærefristen afvises, og at der kun undtagelsesvis meddeles tilladelse efter

§ 586, stk.

4, 2. pkt. retspraksis viser, at der skal overordentlig meget til for at tilladelse meddeles. det er ikke korrekt, når a angiver, at kære både blev indgivet til fogedretten og til landsretten, idet kæreskriftet alene blev fremsendt til fogedretten i kopi til orientering. vestre landsrets vejledning om, at kæreskrift i eksekvaturkendelser skal sendes direkte til landsretten, er ikke relevant, allerede fordi der ikke er tale om kære af en sådan af- gørelse. det bestrides, at det var rimeligt at forstå vestre landsrets vejledning, som as advo- kat gjorde. forholdet er dog uden betydning, idet

regler til enhver tid må gå forud for, hvad der er angivet i en vejledning udarbejdet af en domstol. hvad vestre landsret har anført i en vejledning om kære, kan derfor ikke skabe en berettiget forventning om, hvor- ledes østre landsret behandler et kæremål. det bestrides, at fogedrettens fremsendelsesbrev til landsretten har givet a en berettiget for- ventning, som a kan støtte ret på, idet det er landsretten som afgør, om kære er indgivet til rette instans. at fogedretten har behandlet den fremsendte kopi af kæreskriftet, som om kære- skriftet var blevet indgivet til fogedretten, kan derfor ikke skabe en berettiget forventning hos a om, at kæren var korrekt og rettidigt iværksat. a har endvidere ikke indgivet nyt kæreskrift så hurtigt som muligt. det bestrides, at a ikke havde anledning til at indgive kæreskriftet på ny, før landsretten den 17. marts 2016 havde taget stilling til as anmodning om omgørelse. a burde derfor straks efter kendelsen var afsagt den 10. marts 2016 have indgivet kæreskrift på ny og anmodet om oprejsningsbevilling. as advokat har begået ekspeditionsfejl, hvilket ikke kan begrunde, at der meddeles oprejsningsbevilling. højesterets begrundelse og resultat sagen angår, om as kære til landsretten af en kendelse afsagt af fogedretten i nykøbing fal- ster den 2. februar 2016 må anses for at være sket rettidigt til rette instans, og hvis dette ikke er tilfældet, om der i medfør af

§ 586, stk.

4,

1. pkt., skal meddeles a tilladelse til at kære. a indgav inden kærefristens udløb ved mail af
2. februar 2016 kæreskrift til landsretten og oplyste i mailen, at kæreskriftet med henvisning til ”vejledning i landsrettens behandling af - 9 - kæremål” var indgivet direkte til landsretten. a sendte samtidig ved en mail kopi af kæreskrif- tet til fogedretten, der inden kærefristens udløb ved skrivelse af
3. februar 2016 videresendte dette til landsretten sammen med sagens akter. i hvert fald under disse omstændigheder finder højesteret, at kæreskriftet må anses for retti- digt indleveret til fogedretten, uanset at kæreskriftet ifølge mailen alene blev sendt til foged- retten til orientering, jf. voldgiftslovens § 38, stk. 1, sammenholdt med

§ 586, stk.

1, jf. § 587, stk. 1, og § 393, stk.

1. højesteret ophæver herefter landsrettens kendelse af
2. marts 2016 og hjemviser sagen til fornyet behandling i landsretten. som følge heraf er det ikke nødvendigt at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt der skal meddeles tilladelse til kære i henhold til

§ 586, stk.

4, 2. pkt. navnlig under hensyn til baggrunden for den foreliggende tvist finder højesteret, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten (for den hidtidige behandling) eller for højesteret til den anden part, jf.

§ 312, stk.

3, sammenholdt med §

1. thi bestemmes: landsrettens kendelse af
2. marts 2016 ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling i landsretten. ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten eller højesteret til den anden part. kæreafgiften for højesteret i sag 127/2016 og i sag 128/2106 tilbagebetales til a.