højesterets kendelse afsagt torsdag den 22. november 2012 (det forbydes offentligt at gengive navn, stilling eller bopæl eller på anden måde offentliggøre identiteten på de nedennævnte) sag 258/2012 a

§ 762, stk.

1, nr. 2. der kan ved vurderingen heraf ikke lægges vægt på antallet og arten af forhold, som han er tiltalt for. der må tages hensyn til, at han ikke er tidligere straffet af betydning, og at hans personlige og sociale forhold ikke er ustabile. der foreligger endvidere ikke sådanne særlige omstændigheder, at varetægtsfængslingen kan opretholdes trods udløbet af et års fristen i

§ 768a, stk.

1, nr.

1. der må hertil kræves en kvalificeret gentagelsesrisiko og et kvalificeret mistankegrundlag, der grænser til særligt bestyrket mistanke, og disse betingelser er ikke opfyldt. t2 har til støtte for sin påstand om løsladelse anført, at der ikke er begrundet mistanke om, at han er skyldig i forhold 1-
2. han er ustraffet, og der er derfor ikke nogen klar underbygning af gentagelsesrisiko, jf. rets- plejelovens § 762, stk. 1, nr.
3. der foreligger heller ikke sådanne særlige omstændigheder, at varetægtsfængslingen kan op- retholdes trods udløbet af fristen på et år i

§ 768a, stk.

1, nr.

1. den allerede - 7 - langvarige varetægtsfængsling svækker en eventuel gentagelsesrisiko. endvidere vil der blive tale om en betydelig overskridelse af et års fristen. anklagemyndigheden har til støtte for påstanden om stadfæstelse anført, at der er begrundet mistanke om, at t1 er skyldig i forhold 1-3, og at t2 er skyldig i forhold 1-
2. t1 og t2 havde forsæt til omfattende ødelæggelser af fremmed ejendom som nævnt i straffelovens § 180,
3. led, og de havde endvidere terrorforsæt som nævnt i straffelovens § 114, stk.
4. der er bestemte grunde til at frygte, at t1 og t2 på fri fod vil begå ny ligeartet kriminalitet, jf.

§ 762, stk.

1, nr. 2. det forhold, at de ikke tidligere er straffet for ligeartet kri- minalitet, udelukker ikke, at der kan ske varetægtsfængsling efter bestemmelsen. ved bedømmelsen af gentagelsesrisikoen i denne sag må der henses til antallet af organise- rede ildspåsættelser begået regelmæssigt inden for et år, og til at ildspåsættelserne først op- hørte, da de blev anholdt. der må endvidere henses til baggrunden for ildspåsættelserne, her- under at t1 og t2 havde terrorforsæt. der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at betingelserne for varetægtsfængsling ud over et år er opfyldt, jf.

§ 768a, stk.

1, nr. 2. der skal lægges vægt på karakte- ren af den kriminalitet, som t1 og t2 er tiltalt for. sagen er endvidere fremmet med den for- nødne hurtighed, jf.

§ 768

, og fortsat varetægtsfængsling vil ikke være i strid med det proportionalitetskrav, der fremgår af

§ 762, stk.

3. selv hvis de for- hold, som t1 og t2 er tiltalt for, henføres under straffelovens § 180 eller § 181, kan der for- ventes langvarige fængselsstraffe, således at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling ud over fristen på et år er opfyldt. t1 og t2 skal subsidiært varetægtsfængsles i henhold til

§ 762, stk.

1, nr. 3, og mere subsidiært i henhold til

§ 762, stk.

2, nr. 1. retsgrundlaget

§ 768a, der blev indsat ved lov nr.

493 af

1. juni 2008, har følgende ordlyd: - 8 - ”§ 768 a. medmindre retten finder, at der foreligger særlige omstændigheder, må vare- tægtsfængsling ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum, der overstiger 1) 6 måneder, når sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven ikke kan medføre fængsel i 6 år, eller 2) 1 år, når sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover. stk. 2 … stk.
2. fristerne nævnt i stk. 1 og 2 omfatter tidsrummet frem til hovedforhandlingens begyndelse i første instans.”

§ 768a er bl.a.

baseret på overvejelserne i betænkning nr. 1492/2007 om be- grænsning af langvarige sigtelser og varetægtsfængslinger afgivet af justitsministeriets straf- feretsplejeudvalg. i forslaget til bestemmelsen anføres i de almindelige bemærkninger bl.a. (l 78, folketingstidende 2007-08,

1. samling, tillæg a, s. 2933 ff): ”udvalget anfører, at varetægtsfængsling er et særligt alvorligt straffeprocessuelt ind- greb, … den belastning, som en varetægtsfængsling er forbundet med, skyldes efter ud- valgets opfattelse ikke alene den usikkerhed, der følger af sigtelsen og den skete fængs- ling, men også usikkerhed med hensyn til fængslingens længde og dermed f.eks. spørgsmål om, hvorvidt den pågældende kan genoptage sit arbejde eller sin uddannelse efter endt fængsling, forholdet til familie og venner mv. belastningen må antages nor- malt at blive større i takt med indgrebets varighed, og navnlig derfor bør varetægtsperi- odens længde begrænses mest muligt. udvalget finder på den anførte baggrund, at der er behov for yderligere tiltag for at be- grænse den tidsmæssige udstrækning af varetægtsfængslinger. udvalget bemærker i øv- rigt, at det indgrebets alvorlige karakter taget i betragtning må påhvile både politi, an- klagemyndighed og domstole ved arbejdstilrettelæggelsen at være særligt opmærk- somme på at bidrage til at fremme disse sager med henblik på, at en varetægtsfængsling bliver af kortest mulige varighed. … … udvalget har overvejet, om der bør ske ændringer i de gældende regler om tidsgræn- ser for varetægtsfængslinger, herunder om der i loven bør fastsættes en tidsgrænse for længden af den samlede periode, hvor en sigtet kan være varetægtsfængslet. … der er enighed i udvalget om at foreslå, at der indføres længstefrister for varetægts- fængsling, men udvalget har delt sig i et flertal (8 medlemmer) og et mindretal (2 med- lemmer) med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der i særlige tilfælde bør være mulig- hed for at varetægtsfængsle ud over fristerne, eller om fristerne bør være ufravigelige. 5.5.1.
2. flertallet anfører, at der vil kunne komme et tidspunkt, hvor varetægtsfængslin- gen må ophæves, selv om der fortsat (f.eks. på grund af fortsat flugt-, recidiv- eller kol- lusionsrisiko) kan være et vist behov for varetægtsfængsling, men at det er vanskeligt præcist at angive, hvornår dette tidspunkt indtræder, idet det vil afhænge af en række - 9 - forhold, herunder kriminalitetens art og grovhed mv. der kan ved den mest alvorlige og komplicerede kriminalitet af forskellige grunde være et stærkt behov for varetægts- fængsling gennem længere tid. flertallet finder, at en absolut overgrænse må antages i givet fald at ville få betydning navnlig ved varetægtsfængslinger i meget alvorlige sager. en sådan overgrænse ville på den baggrund nødvendigvis føre til løsladelse også i tilfælde, hvor det efter gældende ret ville fremstå som helt åbenbart, at fængslingsbetingelserne, herunder også propor- tionalitetskravet, i øvrigt er opfyldt. der kan som eksempel herpå nævnes kompliceret, grov bandekriminalitet, herunder narkotikakriminalitet, med internationale forgreninger eller drabssager med særligt tidskrævende undersøgelser. flertallet kan på denne baggrund ikke anbefale en absolut overgrænse for varetægts- fængsling. flertallet finder, at der i stedet i retsplejeloven bør fastsættes et tidspunkt, hvor varetægtsfængsling bør være ophørt, eller hvor det må kræve en særlig begrun- delse, hvis varetægtsfængslingen skal fortsætte. i overensstemmelse hermed foreslår flertallet, at der indføres fravigelige overgrænser for, hvor længe varetægtsfængsling kan opretholdes. … tre medlemmer af flertallet (repræsentanterne for politiet og anklagemyndigheden) be- mærker, at en frist på et år for varetægtsfængsling i sager med en strafferamme på fæng- sel i 6 år eller derover kan få betydning i en større del af de alvorligste straffesager. … det er disse tre medlemmers opfattelse, at der er mulighed for at foretage opstramnin- ger, således at varigheden af politiets og anklagemyndighedens sagsbehandlingstid, in- den der foreligger et anklageskrift, bliver nedbragt. rigsadvokaturen har i overens- stemmelse hermed oplyst over for udvalget, at man snarest vil tage skridt til at drøfte mulighederne herfor med statsadvokaterne og politidirektørerne. de nævnte tre medlemmer anfører, at anklagemyndigheden imidlertid er uden væsentlig indflydelse på den sidste del af perioden før hovedforhandlingen, hvor sagen bliver be- rammet og afventer hovedforhandlingens begyndelse. den ovennævnte undersøgelse af nævningesagerne viser således bl.a., at kun i 34 pct. af sagerne var hovedforhandlingen indledt senest 3 måneder efter udfærdigelsen af anklageskrift. varigheden af denne pe- riode kan formentlig i et vist omfang forkortes ved anvendelsen af den foreslåede regel om forhåndsberammelse. udvalgets tilkendegivelser om, at kriminalitetens karakter i høj grad skal spille en rolle ved domstolenes afgørelse om varetægtsfængsling ud over fristen, kan også medvirke til, at der ikke sker løsladelse i de alvorligste straffesager. de tre medlemmer har dog alligevel en vis bekymring for, om der under den foreslåede retstilstand i nogle tilfælde vil kunne ske løsladelse fra varetægtsfængsling i alvorlige straffesager kort tid før hovedforhandlingen, hvor dette kan forekomme stødende eller medføre vanskeligheder for gennemførelsen af hovedforhandlingen. det er derfor efter de tre medlemmers opfattelse af stor betydning, at de foreslåede reg- ler om frister for varetægtsfængsling gennemføres i sammenhæng med udvalgets andre forslag, der har til formål at nedbringe berammelsestiden, og at retterne udviser stor - 10 - agtpågivenhed med henblik på, at sager fremmes og styres således, at sådanne fristover- skridelser undgås. det er også en væsentlig forudsætning for de tre medlemmer, at de skærpede betingelser for varetægtsfængsling efter udløbet af fristen i praksis anvendes i overensstemmelse med de udførlige bemærkninger til udvalgets lovudkast. det følger bl.a. heraf, at varetægtsfængsling efter

§ 762, stk.

1, nr. 3 (om risiko for påvirkning af efterforskningen mv.), også kan være på sin plads efter afslutningen af efterforskningen og tiltalerejsning, samt at selve den grove kriminalitets karakter i al- vorligere sager naturligt vil indgå i skønnet over, om varetægtsfængslingen kan fort- sættes ud over de angivne frister. … 5.5.1.

1. justitsministeriet er enig i udvalgets overvejelser og forslag om at fastsætte fri- ster for varetægtsfængslingers tidsmæssige udstrækning, …, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. justitsministeriet er endvidere enig med flertallet i, at væsentlige hensyn taler imod at gøre de foreslåede tidsfrister absolutte. en absolut tidsgrænse ville navnlig ramme va- retægtsfængslinger i meget alvorlige straffesager og ville således bl.a. kunne føre til løsladelse i alvorlige straffesager kort tid før hovedforhandlingen, hvor dette kan fore- komme stødende eller medføre vanskeligheder for den videre gennemførelse af straffe- sagen. justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig de synspunkter, som særligt er anført af politiets og anklagemyndighedens repræsentanter i udvalget om, hvordan den fore- slåede mulighed for i særlige tilfælde at fravige fristerne for varetægtsfængsling bør an- vendes i praksis. på den anførte baggrund er lovforslaget udformet i overensstemmelse med flertallets lovudkast.” i de specielle bemærkninger hedder det bl.a. (folketingstidende 2007-08,
2. samling, tillæg a, s. 2952 ff.): ”der lægges ikke op til en ændring af fængslingsgrundene som sådan, men der lægges op til en skærpelse af kravene for anvendelsen af den enkelte fængslingsgrund ved læn- gerevarende varetægtsfængslinger med henblik på en mere nuanceret vurdering end ef- ter gældende ret af, om fortsat fængsling efter udløb af fristen på henholdsvis 6 måneder og 1 år er nødvendig. ved rettens vurdering heraf må der bl.a. tages udgangspunkt i den anvendte fængslings- grund. varetægtsfængsling efter

§ 762, stk.

1, nr. 1 (unddragelsesfare), og § 762, stk. 1, nr. 2 (gentagelsesfare), vil - forudsat at betingelserne for varetægtsfængsling fortsat er opfyldt - i sagens natur normalt vare ved, indtil sagen er afsluttet … ved fængsling efter de nævnte bestemmelser indebærer kravet om særlige omstændig- heder, at der må foretages en samlet vurdering med udgangspunkt i en skærpet vurde- ring dels med hensyn til de omstændigheder, der er omtalt i § 768 (dvs. navnlig om ef- - 11 - terforskningen fremmes med tilstrækkelig hurtighed), dels med hensyn til nødvendighe- den af at opretholde fængslingen efter den anvendte fængslingsgrund. den skærpede opmærksomhed med hensyn til nødvendigheden af fængslingens opret- holdelse indebærer også, at retten må være særlig opmærksom på hensynet til propor- tionalitetskravet efter

§ 762, stk.

3, … der må endvidere foretages en fornyet vurdering af gentagelsesrisikoen efter stk. 1, nr. 2, ud fra karakteren af den pågældende kriminalitet og varigheden af den hidtidige fængsling… i alle tilfælde vil den påsigtede kriminalitet spille en betydelig rolle, således at fortsat fængsling efter fristerne især kan komme på tale i alvorlige straffesager, dvs. i sager om alvorlig, personfarlig kriminalitet samt andre sager af særlig samfundsmæssig betyd- ning, hvor den forventede straf vil være på flere års fængsel. retten skal således efter en helhedsbedømmelse foretage en kritisk vurdering af nødvendigheden af fortsat vare- tægtsfængsling i lyset af varigheden af den hidtidige fængsling. … ved vurderingen af spørgsmålet om fængslingens opretholdelse ved den mest alvorlige kriminalitet - f.eks. i drabssager, de alvorligste narkotikasager mv. - vil selve den grove kriminalitets karakter naturligt indgå i skønnet over, om varetægtsfængslingen kan fort- sættes ud over de angivne frister. navnlig i tilfælde, hvor tiltale er rejst, og hvor der fo- religger en mistanke af en betydelig styrke, vil kriminalitetens karakter af en meget al- vorlig forbrydelse - ved siden af den konkrete fængslingsgrund - kunne indgå som et væsentligt hensyn, der kan bevirke, at der må antages at foreligge særlige omstændig- heder efter den foreslåede bestemmelse.” højesterets begrundelse og resultat hovedspørgsmålet for højesteret er, om betingelserne for fortsat varetægtsfængsling af t1 og t2 i medfør af

§ 762, stk.

1, nr. 2, er opfyldt, herunder navnlig om der forelig- ger sådanne særlige omstændigheder, at varetægtsfængslingen skal opretholdes efter udløbet af den frist på et år, som er fastsat i

§ 768a, stk.

1, nr.

1. t1 har været frihedsberøvet fra den
2. april 2011, og t2 har været frihedsberøvet fra den
3. maj
4. de er ved anklageskrift af
5. april 2012 tiltalt for terrorisme, til dels forsøg herpå, jf. straffelovens § 114, stk. 1, nr. 7, jf. til dels §
6. hovedforhandlingen i københavns byret begyndte den
7. oktober 2012, og der forventes truffet afgørelse om skyldsspørgsmålet den
8. december
9. højesteret tiltræder, at der er begrundet mistanke om, at t1 og t2 har overtrådt straffelovens § 114, stk. 1, nr. 7, jf. til dels § 21, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling efter rets- - 12 - plejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, er opfyldt, og at varetægtsfængslingen kan udstrækkes ud over et år, jf.

§ 768a, stk.

1, nr. 2. særligt om

§ 762, stk.

1, nr. 2, og § 768 a, stk. 1, nr. 2, bemærkes: bestemmelsen i 762, stk. 1, nr. 2, må forstås således, at varetægtsfængsling ikke er udelukket, selv om den sigtede ikke er tidligere straffet, jf. højesterets kendelse af 13. juni 2007 (ufr 2007 s. 2350). når der er begrundet mistanke om terrorisme eller forsøg herpå, og den sigtede hører til en gruppe, der har et fælles aktionsmål, er der i

§ 762, stk.

1, nr. 2, hjemmel til varetægtsfængsling, hvis den sigtedes forhold gør det nærliggende at antage, at den pågældende vil fortsætte med at begå terrorhandlinger. efter

§ 768a, stk.

1, nr. 2, må varetægtsfængsling i et sammenhængende tids- rum, der overstiger et år, ikke finde sted, medmindre retten finder, at der foreligger særlige omstændigheder. bedømmelsen af, om der foreligger særlige omstændigheder, beror efter forarbejderne på en konkret helhedsvurdering af sagens omstændigheder i hvert enkelt tilfælde. med hensyn til varetægtsfængsling efter

§ 762, stk.

1, nr. 2, fremgår det af forarbejderne, at en gentagelsesfare normalt vil vare ved, indtil sagen er afsluttet, men at kravet om særlige omstændigheder indebærer, at der skal foretages en samlet bedømmelse med udgangspunkt i en skærpet vurdering dels med hensyn til de omstændigheder, der er omtalt i

§ 768

(navnlig om efterforskningen er fremmet med fornøden hurtighed), dels med hensyn til nødvendigheden af at opretholde fængslingen efter den anvendte fængslingsgrund. retten må herved være særlig opmærksom på proportionalitetskravet i

§ 762, stk.

3, og der må foretages en fornyet vurdering af gentagelsesrisikoen ud fra karakteren af kriminalite- ten og varigheden af den hidtidige fængsling. det fremgår endvidere af forarbejderne, at kriminaliteten vil spille en betydelig rolle, således at fortsat fængsling efter fristerne især kan komme på tale i alvorlige straffesager, dvs. i sager om alvorlig, personfarlig kriminalitet samt andre sager af særlig samfundsmæssig betydning, hvor den forventede straf vil være på flere års fængsel. hvor tiltale er rejst, og hvor der fore- ligger en mistanke af betydelig styrke, vil kriminalitetens karakter af en meget alvorlig for- - 13 - brydelse ved siden af den anvendte fængslingsgrund kunne indgå som et væsentligt hensyn, der kan bevirke, at der må antages at foreligge særlige omstændigheder, som begrunder va- retægtsfængsling ud over den fastsatte frist på et år. t1 og t2 er tiltalt for en meget alvorlig forbrydelse, nemlig terrorisme, til dels forsøg herpå. efter tiltalen har de i flere tilfælde over en periode på ca. et år overtrådt eller forsøgt at over- træde straffelovens § 114, stk. 1, nr. 7. henset hertil og til den begrundede mistanke om deres bevæggrunde er det nærliggende at antage, at de på fri fod vil begå ny ligeartet kriminalitet. denne risiko kan ikke antages at være afsvækket som følge af den tid, de har været frihedsbe- røvet. det proportionalitetskrav, der fremgår af

§ 762, stk.

3, taler ikke imod fortsat varetægtsfængsling. efterforskningen er fremmet med den fornødne hurtighed, jf. rets- plejelovens § 768, og sagen blev i februar 2012 forhåndsberammet til hovedforhandling, der er begyndt. på denne baggrund tiltræder højesteret, at der efter en samlet vurdering foreligger sådanne særlige omstændigheder, at det i medfør af

§ 762, stk.

1, nr. 2, er nød- vendigt at udstrække varetægtsfængslingen af t1 og t2 ud over fristen på et år i retsplejelo- vens § 768 a, stk. 1, nr.

1. højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelser af
2. juni
3. thi bestemmes: landsrettens kendelser af
4. juni 2012 stadfæstes.