a, 1018 b og 1018 h har følgende ordlyd: ”§ 1018 a den, der har været anholdt eller varetægtsfængslet som led i en strafferetlig forfølgning, har krav på erstatning for den derved tilføjede skade, såfremt påtale opgives eller tiltalte frifindes, uden at dette er begrundet i, at han findes utilregnelig. erstatning ydes for - 6 - økonomisk skade samt for lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stil- ling og forhold. stk. 2. selv om betingelserne for at yde erstatning efter stk. 1 ikke er opfyldt, kan erstat- ning ydes, såfremt den under sagen anvendte frihedsberøvelse ikke står i rimeligt for- hold til strafforfølgningens udfald eller det af andre særlige grunde findes rimeligt. stk. 3. erstatning kan nedsættes eller nægtes, såfremt den sigtede selv har givet anled- ning til foranstaltningerne. § 1018 b efter samme regler som angivet i § 1018 a kan erstatning tillægges en sigtet, der som led i en strafferetlig forfølgning har været udsat for andre straffeprocessuelle indgreb. § 1018 h erstatningskrav, der på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler rejses af sigtede, domfældte eller andre i anledning af strafferetlig forfølgning, behandles på be- gæring efter reglerne i dette kapitel.” reglerne blev indsat ved lov nr. 243 af 8. juni 1978 og er i det væsentlige i overensstemmelse med lovudkastet i betænkning nr. 801/1977 om erstatning i anledning af strafferetlig forfølg- ning. i betænkningens kapitel 3 om de ansvarspådragende indgreb og retsfølger hedder det bl.a.: ”en vis afgrænsning kan derimod indlægges i, at det skal dreje sig om konkrete foran- staltninger i forbindelse med efterforskningen, ikke blot om dette at man overhovedet udsættes for strafforfølgning. denne konkretisering søges angivet med det i lovforslaget anvendte udtryk ”indgreb”, der bl.a. tager sigte på at udelukke den blotte afhøring i for- bindelse med rejsning af sigtelse fra erstatningsområdet. hertil knytter sig det vigtige spørgsmål, hvorvidt selve sigtelsen bør kunne danne grundlag for erstatning. til fordel for en sådan udstrækning af erstatningsansvaret taler det, at en betydelig del af den ideelle skade, som forårsages af en strafforfølgning, ofte knytter sig til sigtelsen og omverdenens kendskab hertil. den blotte sigtelse bør imid- lertid efter udvalgets opfattelse ikke kunne udløse erstatning. ”sigtelse” er i sig selv et uskarpt kriterium. bestemmes erstatningsgrundlaget af, om der formelt er rejst sigtelse, vil indførelse af adgang til erstatning kunne føre til tilbageholdenhed med at rejse formel sigtelse, hvilket vil være i modstrid med andre retsplejehensyn, der taler imod tilbageholdenhed på dette punkt. såfremt man ikke har kendskab til nogen mistænkt, indebærer efterforskning helt ruti- nemæssigt afhøringer af personer, der - formelt eller reelt - betragtes som sigtede. en udvidelse af erstatningsgrundlaget til også at omfatte selve sigtelsen vil således føre meget vidt, og kriteriet vil kunne give anledning til idelig tvivl. hertil kommer, at risi- - 7 - koen for, at man på et grundlag - der senere viser sig at være uholdbart - sigtes for et strafbart forhold og afhøres herom, efter udvalgets opfattelse må bæres af borgerne som et bidrag til det almene gode, der ligger i retshåndhævelsen. denne betragtning - der ikke i sig selv er en argumentation, men en beskrivelse af en valgt afgrænsning af an- svarsområdet - støttes som nævnt af hensynet til den mistænkte, der ikke bør udsættes for, at den formelle sigtelse (og de dertil knyttede retsplejegarantier) holdes tilbage i af- venten af en mere kvalificeret mistanke. erstatning for sigtelse og afhøring vil fortsat kunne kræves på almindeligt culpagrund- lag. men denne mulighed vil som hidtil kun have forsvindende praktisk betydning, idet sigtelsen normalt vil være lovlig (og dermed ikke-culpøs), når der foreligger en bestyr- kelse af mistanken, som ikke er af ganske subjektiv art. ved vurderingen af, hvorvidt den skade, der kan påføres i forbindelse med sigtelsens udbredelse - og som anført er det omverdenens kendskab hertil snarere end selve sigtel- sen, der kan rumme en betydelig ideel krænkelse - bør kunne medføre erstatningsan- svar, må det erindres, at retsmøder i straffesager som hovedregel er offentlige, bl.a. som en garanti for sigtede. erstatningsansvar som følge af en udbredelse af kendskabet til sigtelsen i et offentligt retsmøde er derfor ikke en rimelig konsekvens, og en regel herom ville kunne tilskynde til dørlukning i videre omfang og dermed komme i konflikt med andre retsplejehensyn. ved anden udbredelse af kendskabet til sigtelsen, må der tages hensyn til de nærmere omstændigheder, hvorunder udbredelsen finder sted. det må således tillægges betyd- ning, hvorvidt det i hovedsagen sker på politiets og anklagemyndighedens initiativ, eller om det er andre (især pressen), der uden opfordring og eventuelt i strid med de presse- etiske regler - eller endog på strafbar måde - befordrer oplysninger om sigtelsen og den sigtede.” i betænkningens kapitel 4 om nedsættelse og udelukkelse af erstatning er bl.a. anført føl- gende: ”det er efter gennemgang og afvejning af de anførte tilfældegrupper udvalgets opfat- telse, at den nugældende fastlæggelse af ”egen skyld” som erstatningsudelukkelses- grund bør opretholdes. - samtidig må det imidlertid understreges, at den ”egen skyld”, som kan begrunde nedsættelse eller udelukkelse af erstatning for straffeprocessuelle indgreb, principielt må betragtes på samme måde som ”egen skyld” i forbindelse med et almindeligt civilretligt erstatningssøgsmål. det drejer sig om en udmøntning af de al- mindelige principper for bedømmelsen af skadelidendes egen medvirken til skadens indtræden; og der må derfor i det hele ske en vis afgrænsning med udgangspunkt i de almindelige civilretlige regler, i første række vedrørende culpa, kausalitet og adækvans. sigtedes adfærd må indebære et dadelværdigt moment, der karakteriserer hans handle- måde - eller hans undladelse - som culpøs. og det må dertil stå for ham som en påreg- nelig følge af hans adfærd, at han kan blive udsat for strafforfølgning og eventuel fri- hedsberøvelse. særligt bør det fremhæves, at sigtedes adfærd forud for strafforfølgnin- gen i visse tilfælde ud fra en adækvans-vurdering vil falde uden for begrebet ”egen skyld”. det drejer sig om de ovenfor under
h. af de grunde, som landsretten har anført, samt under hensyn til, at straffesagen mod e2 og e1 blev rejst på baggrund af deres urigtige oplysninger om børnenes bopælsforhold, tiltræder vi, at godtgørelsen fastsættes til 30.000 kr. til hver. godtgørelsesbeløbene forrentes efter erstat- ningsansvarslovens § 16 fra den 29. november 2014. vi stemmer herefter for at stadfæste landsrettens dom med den ændring, at beløbene forrentes fra den 29. november 2014. dommer lars apostoli udtaler: det fremgår af forarbejderne til
b, at fremsættelse af en sigtelse nor- malt ikke er et straffeprocessuelt indgreb som omhandlet i denne bestemmelse. det er herved forudsat, at risikoen for uberettiget sigtelse for strafbart forhold som udgangspunkt ”må bæres af borgerne som et bidrag til det almene gode, der ligger i retshåndhævelsen.” efter min op- fattelse kan sigtelse og tiltalerejsning derfor som hovedregel ikke i sig selv danne grundlag for noget erstatningskrav. der kan dog undtagelsesvis være grundlag for erstatning efter § 1018 b eller efter de almin- delige erstatningsregler, jf. § 1018 h som følge af en straffesag, der afsluttes med frifindelse eller opgivelse af påtale. hvis sigtelsen, tiltalen eller straffesagens gennemførelse skyldes kri- tisabelt forhold fra anklagemyndighedens side, eller sagen som følge af myndighedernes fejl har haft et urimeligt langvarigt forløb, kan erstatning efter omstændighederne være rimeligt begrundet. hvis den sigtede eller tiltalte selv har givet anledning til sigtelsen eller tiltalen eller selv er skyld i en eventuel forsinkelse af processen, kan erstatning dog nedsættes eller nægtes, jf.
3, eller princippet i denne bestemmelse. - 12 - baggrunden for sigtelsen og tiltalen af e1 og e2 for socialbedrageri, jf. straffelovens § 289 a, var en anmeldelse fra [ by navn] kommune. kommunens politianmeldelse skete, efter at e1 og e2 havde afgivet urigtige skriftlige oplysninger om deres børns bopælsforhold med hen- blik på at give børnene mulighed for optagelse i dansk skole og med henblik på bevilling af fripladstilskud. i ansøgningerne om bevilling af fripladstilskud havde e1 tillige angivet urig- tige oplysninger om sin egen bopæl, idet denne var angivet som adressen [adr. og by navn]. det var kommunens opfattelse, at de urigtige oplysninger havde påført denne et større økonomisk tab som følge af afregning for skoleudgifter efter de mellemkommunale afregningsregler vedrørende skoleudgifter. hverken kommunen eller anklagemyndigheden var opmærksomme på mulige eu-retlige aspekter, da straffesagen blev gennemført for byret- ten, der heller ikke selv bemærkede noget herom. indsigelser om tiltalens modstrid med eu- retten blev heller ikke gjort gældende af de tiltaltes forsvarere på daværende tidspunkt. først under anken af byrettens dom i straffesagen fremførte e1, e2 og deres nye forsvarer indsigelser om, at de ikke havde opnået en økonomisk berigelse, idet de efter de eu-retlige regler om grænsegængere havde krav på optagelse af børnene i dansk skole efter de alminde- lige regler, uanset om de selv og deres børn havde bopæl i danmark eller i tyskland. ankla- gemyndigheden foretog herefter en nærmere vurdering af disse indsigelser og konkluderede, at spørgsmålet om de danske reglers overensstemmelse med eu-reglerne om grænsegængere var så vanskeligt, at det var nødvendigt at rette henvendelse til justitsministeriet herom. ju- stitsministeriet vurderede, at det var nødvendigt at inddrage ministeriet for børn og under- visning, som er det relevante ressortministerium for de danske regler om adgang til undervis- ning af børn i danske friskoler samt tilskud til friskoler og private grundskoler mv. herefter rettede anklagemyndigheden henvendelse til ministeriet for børn og undervisning med an- modning om en udtalelse. i mellemtiden havde ministeriet for børn og undervisning allerede besvaret en henvendelse fra e1 vedrørende betydningen af eu-reglerne på området, og ifølge dette svar medførte disse regler ikke, at hun havde krav på, at børnene kunne gå i dansk skole på samme måde, som hvis de havde haft bopæl i danmark. den modsatte konklusion fremgik imidlertid af under- visningsministeriets svar på en efterfølgende henvendelse fra eu-kommissionen og af det svar, som ministeriet kort efter gav til anklagemyndigheden. af disse svar fremgår endvidere, at ministeriet på baggrund af sagen var blevet opmærksom på, at der var behov for en juste- - 13 - ring af reglerne om, hvilken kommune der endeligt skal bære udgifterne til undervisning, da reglerne ikke tog højde for den situation, hvor der var tale om børn af grænsegængere uden bopæl her i landet. ca. 1½ måned efter modtagelsen af svaret fra undervisningsministeriet nedlagde anklage- myndigheden påstand om frifindelse i ankesagen, og efter forudgående høring af de tiltaltes forsvarer afsagde landsretten dom i overensstemmelse hermed ca. 3 måneder senere. på baggrund af det anførte om sagens baggrund og forløb finder jeg, at sigtelsen og tiltalen ikke skyldes kritisabelt forhold fra anklagemyndighedens side, men er e1 og e2s egen skyld. som følge af e1 og e2s urigtige oplysninger om bl.a. børnenes bopælsforhold samt deres op- rindelige uoverensstemmende udtalelser til politiet om de faktiske forhold kan det således ikke give anledning til kritik, at politiet på baggrund af anmeldelsen fra kommunen sigtede de pågældende og rejste tiltale imod dem. det kan heller ikke give anledning til kritik, at efter- forskningen oprindeligt havde fokus på en opklaring af de faktiske bopælsforhold mv. da de tiltalte under ankesagen påberåbte sig de særlige rettigheder for grænsegængere, som følger af de eu-retlige regler om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for unionen, påbe- gyndte anklagemyndigheden en nærmere undersøgelse af dette spørgsmål. efter spørgsmålets karakter og kompleksitet – som bl.a. afspejles i den manglende overensstemmelse mellem ressortministeriets oprindelige udtalelse herom til e1 og de efterfølgende endelige udtalelser fra ministeriet til eu-kommissionen og anklagemyndigheden og i nødvendigheden af en ju- stering af de dagældende regler om afregning af skoleudgifterne – finder jeg endvidere, at det ikke kan give anledning til kritik, at anklagemyndigheden afventede udtalelsen fra ministeriet, inden man valgte at afslutte straffesagen med en frifindelsespåstand i ankesagen. efter om- stændighederne er det heller ikke kritisabelt, at anklagemyndigheden ikke af sig selv blev opmærksom på den mulige betydning af de eu-retlige regler, før disse regler blev påberåbt af de tiltalte og deres forsvarer under ankesagen. ved bedømmelsen af spørgsmålet om sagens varighed er det perioden fra sigtelsen af e1 og e2 den 28. september 2010 til afslutningen af straffesagen med landsrettens frifindelsesdom den 23. oktober 2014, der er relevant. - 14 - den politimæssige efterforskning og forberedelse af straffesagen sluttede, da anklageskriftet blev indsendt til retten i sønderborg den 19. juni 2011 – mindre end et år efter sigtelsen. va- righeden af denne periode, i hvilken der bl.a. blev gennemført en række afhøringer af de sig- tede og forskellige vidner, finder jeg ikke kritisabel. sagens behandling ved byretten sluttede ved afsigelsen af byrettens dom den 27. marts 2012 – mindre end et år efter byrettens modtagelse af anklageskriftet. heller ikke dette forløb finder jeg unødigt langvarigt. dommen blev anket til landsretten i begyndelsen af april 2012, og sagen sluttede som nævnt ved landsrettens frifindelsesdom af 23. oktober 2014 – ca. 2½ år senere. i denne periode blev sagen – der oprindeligt var berammet til hovedforhandling i landsretten allerede den 24. okto- ber 2012 – flere gange udsat på resultatet af anklagemyndighedens undersøgelser om den mulige betydning for sagen af de eu-retlige regler om arbejdskraftens frie bevægelighed in- den for unionen, herunder svar fra først justitsministeriet og senere ministeriet for børn og undervisning/undervisningsministeriet. efter karakteren og kompleksiteten af eu-reglerne på området og samspillet mellem disse regler og de danske regler om adgang til undervisning samt tilskud mv. til friskoler og private grundskoler kan varigheden af disse undersøgelser efter min opfattelse ikke give grundlag for rimelig kritik. jeg bemærker i den forbindelse, at e2 og e1 hverken som følge af fængsling eller af andre grunde har været udsat for en særlig belastning, medens undersøgelserne fandt sted. jeg bemærker endvidere, at der heller ikke i tiden fra anklagemyndighedens nedlæggelse af en frifindelsespåstand den 9. juli 2014 til landsrettens dom den 23. oktober 2014 var tale om en ”død periode”. i perioden foretog landsretten således høring af de tiltaltes forsvarer samt en selvstændig vurdering af skyldspørgsmålet. på den anførte baggrund har straffesagen efter min opfattelse ikke haft en varighed, som giver rimeligt grundlag for kritik. straffesagens forløb indebærer heller ikke en krænkelse af e1 og e2s krav på en retfærdig rettergang inden for en rimelig frist, jf. den europæiske menneske- rettighedskonventions artikel 6. - 15 - e1 og e2s bo har heller ikke godtgjort, at straffesagens gennemførelse og forløb har medført krænkelse af deres rettigheder i henhold til andre regler i den europæiske menneskerettig- hedskonvention, eller at de på andet grundlag har krav på erstatning fra anklagemyndigheden. jeg bemærker i den forbindelse, at politi og anklagemyndighed ikke har bidraget til avisom- talen af sagen, og at avisartiklerne i øvrigt rummer de synspunkter, som e1 og e2 har gjort gældende, bl.a. fordi de selv har stillet op til interview og fotografering i forbindelse med sa- gens behandling. det er herefter min konklusion, at e1 og boet efter e2 hverken efter
b eller efter dansk rets almindelige erstatningsregler, jf.
konklusion afgørelsen træffes efter stemmeflertallet. landsrettens dom stadfæstes herefter med den ændring, at godtgørelsesbeløbene forrentes fra den
AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.