højesterets dom

højesterets dom afsagt torsdag den

1. marts 2012 sag 296/2009 (
2. afdeling) a og b (advokat poul hvilsted for begge) mod miljøstyrelsen (kammeradvokaten ved advokat kurt bardeleben) i tidligere instans er afsagt dom af østre landsrets
3. afdeling den
4. oktober
5. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: børge dahl, peter blok, marianne højgaard pedersen, jon stokholm og michael rekling. påstande appellanterne, a og b, har påstået frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb end fast- sat af landsretten og mest subsidiært stadfæstelse. indstævnte, miljøstyrelsen, har nedlagt påstand om, at a og b solidarisk, subsidiært alterna- tivt, skal betale principalt 6.771.099 kr., subsidiært et mindre beløb, med procesrente fra sa- gens anlæg. anbringender a og b har yderligere anført, at den relevante periode for udmåling af erstatning er den perio- de, hvor anpartsselskabet drev virksomhed på ejendommen, det vil sige fra den
6. oktober 1994 til den
7. april
8. miljøstyrelsen har egenhændigt fastsat perioden som løbende fra - 2 - den
9. januar 1995, og denne tilskæring af sagen skal ikke komme a og b til skade, hvis de øvrige betingelser for at udbetale erstatning måtte være opfyldt. i perioden fra den
10. oktober 1994 til den
11. maj 1997 blev mængden af spildevand netto ned- bragt med 629 tons (749 tons gammelt minus 120 tons nyt), mens mængderne af fast affald og mellemprodukter netto blev forøget med 190 tons (118 tons nyt plus 140 tons mellempro- dukter minus 68 tons gammelt). meromkostningerne til oprydning som følge af de ændrede mængder over perioden udgjorde derfor 321.000 kr. (5.000 kr. x 190 minus 1.000 kr. x 629), idet bortskaffelsesprisen for fast affald og mellemprodukter var ca. 5.000 kr. pr. ton, og bort- skaffelsesprisen for spildevand var ca. 1.000 kr. pr. ton. miljøstyrelsen har bestridt, at tabet kan opgøres på den anførte måde. højesterets begrundelse og resultat hjemmel og succession det er en forudsætning for at pålægge a og b erstatningsansvar for de vilkår og påbud, der blev meddelt prom’s kemiske fabrik a/s (aktieselskabet) og h & c prom kemi aps (an- partsselskabet), at vilkårene og påbuddene var gyldige. der kan derfor under sagen ske fornø- den prøvelse heraf. bekendtgørelse nr. 804 af
12. december 1989 om olie- og kemikalieaffald er udstedt med hjemmel i bl.a. § 1, stk. 1, i lov nr. 178 af
13. maj 1972 om bortskaffelse m.v. af olie- og ke- mikalieaffald med det formål at forebygge forurening. på denne baggrund finder højesteret, at § 12 i bekendtgørelsen (nu § 56 i bekendtgørelse nr. 581 af
14. juni 1996 om bortskaffelse, planlægning og registrering af affald) må forstås således, at bestemmelsen også indeholder hjemmel til at påbyde en virksomhed at bortskaffe eller reducere et eksisterende lager af olie- eller kemikalieaffald. dette gælder, selv om oparbejdelsen af lageret ikke har været i strid med offentligretlige forskrifter, og selv om oparbejdelsen helt eller delvist måtte være foreta- get af en tidligere ejer af virksomheden. de påbud, som storstrøms amt i perioden fra 1992 til 1994 udstedte til aktieselskabet i medfør af olie- og kemikalieaffaldsbekendtgørelsen, havde således fornøden hjemmel. - 3 - formålet med § 41, stk. 5, jf. § 34, stk. 1, i miljøbeskyttelsesloven er ligeledes at beskytte miljøet. på denne baggrund finder højesteret, at bestemmelserne i § 41, stk. 5, jf. § 34, stk. 1, – ligesom § 12 i bekendtgørelsen – må forstås således, at miljømyndighederne i en revideret miljøgodkendelse kan stille krav om, at virksomheden bortskaffer eller reducerer et eksiste- rende lager af affaldsprodukter. dette gælder, selv om oparbejdelsen af lageret ikke har været i strid med den hidtidige miljøgodkendelse eller med andre forskrifter, og selv om oparbejdel- sen helt eller delvist måtte være foretaget af en tidligere ejer af virksomheden. det forhold, at frembringelsen af affald i visse relationer sidestilles med forurening, jf. miljøbeskyttelseslo- vens § 2, stk. 2, nr. 1, indebærer efter højesterets opfattelse ikke, at et lager af affaldsproduk- ter ved anvendelsen af lovens § 41, stk. 5, jf. § 34, stk.1, kan sidestilles med en stedfunden jordforurening. det anførte er derfor ikke i modstrid med højesterets dom i ufr 2006 s.
15. amtet havde således også hjemmel til over for aktieselskabet i den reviderede miljøgodken- delse af
16. december 1992 at fastsætte vilkår om bortskaffelse af affald fra det eksisterende lager. anpartsselskabet fortsatte virksomheden på grundlag af den eksisterende miljøgodkendelse, og a og b, som udgjorde selskabets ansvarlige ledelse, var i kraft af deres hidtidige beskæfti- gelse i aktieselskabet bekendt med vilkårene i miljøgodkendelsen og med de påbud, der var udstedt i medfør af § 12 i bekendtgørelsen om olie- og kemikalieaffald. højesteret tiltræder, at anpartsselskabet i hvert fald under disse omstændigheder må anses for indtrådt i forpligtelsen til at bortskaffe kemikalieaffaldet i overensstemmelse med de vilkår og påbud, som var med- delt aktieselskabet, jf. herved også højesterets dom i straffesagen mod a, ufr 2001 s.
17. efter det anførte havde storstrøms amt også hjemmel til at udstede påbud til anpartsselskabet om bortskaffelse af gammelt kemikalieaffald, jf. olie- og kemikalieaffaldsbekendtgørelsens §
18. miljøklagenævnet havde endvidere hjemmel til i delafgørelsen af
19. juni 1996 at stille som vilkår for den reviderede miljøgodkendelse, at anpartsselskabet bortskaffede affald inden for de frister, som var fastsat i delafgørelsen, jf. miljøbeskyttelseslovens § 41, stk.
20. erstatningsansvar, årsagsforbindelse og tab af de grunde, der anført af landsretten, tiltræder højesteret, at a og b i forbindelse med an- partsselskabets overtagelse af virksomheden og driften af denne har udvist ansvarspådragende adfærd. - 4 - det tab, som miljøstyrelsen kræver erstattet, er udgifterne til bortskaffelse af affald. dette tab kan imidlertid kun anses for forårsaget af as og bs ansvarspådragende adfærd i det omfang, udgifterne er forøget som følge af anpartsselskabets drift af virksomheden, det vil sige i for- hold til den udgift til bortskaffelse af affald, som det offentlige ville have haft, hvis anparts- selskabet ikke havde overtaget virksomheden, idet det må lægges til grund, at denne i så fald var blevet indstillet. over for den forøgelse af mængden af nyt affald, som fandt sted i an- partsselskabets driftsperiode, må det derfor tages i betragtning, at der samtidig skete en re- duktion af mængden af gammelt affald. a og b har endvidere anført, at også månederne forud for den
21. januar 1995 må tages i be- tragtning, hvilket ikke er sket i miljøstyrelsens tabsopgørelse
22. de tal, som a og b i denne forbindelse påberåber sig, tager imidlertid udgangspunkt i affaldsmængderne pr.
23. oktober 1994, og det er uvist, hvilken del af nettonedbringelsen af affaldsmængderne i perioden fra den
24. oktober 1994 til den
25. januar 1995 der kan henføres til anpartsselskabet, hvis virksom- hed startede den
26. oktober
27. denne bevisusikkerhed må efter højesterets opfattelse komme a og b til skade, og højesteret finder derfor, at miljøstyrelsens tabsopgørelse 4 må lægges til grund. den erstatning, som a og b skal betale, fastsættes således til 534.000 kr. henset til karakteren af det ansvarspådragende forhold og det oplyste om as og bs økonomi- ske forhold tiltræder højesteret, at der ikke er grundlag for at lempe erstatningsansvaret efter erstatningsansvarslovens §
28. herefter stadfæster højesteret dommen med den ændring, at det beløb, som a og b skal be- tale til miljøstyrelsen, nedsættes til 534.000 kr. selv om dette beløb er mindre end det beløb, som miljøstyrelsen blev tilkendt ved landsret- tens dom, finder højesteret ikke tilstrækkeligt grundlag for at ændre landsrettens afgørelse om sagsomkostninger. - 5 - efter sagens udfald sammenholdt med de nedlagte påstande og fremførte anbringender finder højesteret, at miljøstyrelsen i sagsomkostninger for højesteret skal betale 225.000 kr. til dækning af advokatudgift. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at det beløb, som a og b solidarisk skal be- tale til miljøstyrelsen, nedsættes til 534.000 kr. med procesrente fra den
29. juni
30. i sagsomkostninger for højesteret skal miljøstyrelsen betale i alt 225.000 kr. til a og b. de idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. sagsom- kostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.