højesterets dom

højesterets dom afsagt mandag den

1. december 2013 sag 226/2013 (
2. afdeling) rigsadvokaten mod t1 (advokat steen moesgaard, beskikket) og t2 (advokat henrik perregaard, beskikket) i tidligere instanser er afsagt dom af retten i lyngby den
3. december 2012 og af østre landsrets
4. afdeling den
5. maj
6. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: børge dahl, poul søgaard, jytte scharling, henrik waaben og oliver talevski. påstande dommen er anket af t1 og t2 med påstand om formildelse. anklagemyndigheden har påstået skærpelse. anbringender t1 og t2 har anført, at røveriet ikke kan henføres under strafskærpelsesbestemmelsen i straffelovens § 288, stk. 2, da der ikke var tale om et egentligt hjemmerøveri, men om et indbrud, der udviklede sig til et røveri. der forelå ikke det fornødne forudgående forsæt til at begå vold i forbindelse med berigelsen. det er betænkeligt at fastslå forsæt ud fra en dolus eventualis betragtning, idet dette vil indebære, at enhver listetyv, som overraskes og griber til vold, kan dømmes for et egentligt hjemmerøveri. - 2 - ved lovændringen i 2011 vedrørende egentlige hjemmerøverier blev det forudsat, at straffen skulle udmåles til det dobbelte af den straf, der ville være blevet fastsat før lovændringen. et røveri af den foreliggende karakter ville før lovændringen have medført en straf lavere end fængsel i 2 år og 6 måneder. anklagemyndigheden har anført, at der efter landsrettens bevisvurdering ikke var tale om et indbrud, der udviklede sig til et røveri, men om et egentligt hjemmerøveri, som er omfattet af den tilføjelse til strafskærpelsesbestemmelsen i straffelovens § 288, stk. 2, der blev indført i
7. landsrettens bevisresultat må forstås således, at de tiltalte havde forsæt til et egentligt hjemmerøveri i form af dolus eventualis. der er ikke i forarbejderne til lovændringen be- mærkninger om, at der kræves bevis for direkte forsæt eller sandsynlighedsforsæt til egentlige hjemmerøverier. lovændringen i 2011 indebærer, at der ved domfældelse for egentligt hjemmerøveri efter straffelovens § 288, stk. 2, skal udmåles en straf på det dobbelte af, hvad straffen ville være udmålt til før lovændringen. i skærpende retning må der i denne sag lægges vægt på, at røve- riet er begået af flere i forening, og at de tiltalte udøvede grov vold. det er anklagemyndighe- dens opfattelse, at straffen forud for lovændringen ville være blevet fastsat til 2 til 2 ½ års fængsel. da der foreligger omstændigheder, som isoleret set er skærpende, bør straffen fast- sættes til fængsel i 5 år. påstanden om skærpelse er nedlagt for at stille højesteret frit. retsgrundlaget ved lov nr. 760 af
8. juni 2011, som trådte i kraft den
9. juli 2011, blev der til den hidtidige opregning af strafskærpende omstændigheder i straffelovens § 288, stk. 2, tilføjet ordene ”el- ler fordi gerningsmanden er trængt ind i et privat hjem for at begå røveri”. om ændringen fremgår af punkt 3.1.2 og 3.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget (l 209, folketingstidende a, 2010-2011, s. 3 ff.) bl.a.: ”3.1 gældende ret … 3.1.
10. efter anmodning fra justitsministeriet afgav rigsadvokaten i oktober 2009 en re- degørelse for strafniveauet i sager om røveri begået i private hjem. i redegørelsen angav - 3 - rigsadvokaten også sin opfattelse af, om der kunne være brug for yderligere initiativer med henblik på at sikre en skærpet strafferetlig vurdering på dette område. rigsadvokaten anførte, at den øgede opmærksomhed og den særlige indsats på området navnlig var rettet mod de egentlige hjemmerøverier - det vil sige røverier, hvor ger- ningsmanden og offeret ikke har haft forudgående personlige relationer, hvor motivet må antages at være en formodning om værdier i offerets hjem, og hvor gerningsmanden er trængt ind i det private hjem, uanset at beboerne var hjemme. rigsadvokaten anførte endvidere, at højesteret i en dom refereret i ugeskrift for rets- væsen 2009, side 1410, mere generelt havde udtalt, at indtrængen i privat hjem for at begå røveri er en selvstændig skærpende omstændighed, som må tillægges betydning ved fastsættelse af straffen. desuden anførte rigsadvokaten, at det også i hovedparten af de øvrige sager om egentligt hjemmerøveri udtrykkeligt af retten blev anset som en skærpende omstændighed ved røveriet, at det var begået i privat hjem. den samlede gennemgang af de domme, der var omfattet af kategorien egentligt hjem- merøveri, viste efter rigsadvokatens opfattelse, at straffen lå i niveauet 2 år og 6 måne- der til 3 års fængsel, når der ikke forelå særlig skærpende eller formildende omstændig- heder. for så vidt angår sagerne om røveri i privat hjem med motiv af hævn eller inddrivelse af påstået gæld eller lignende og sagerne om indbrud, som udvikler sig til et røveri, anførte rigsadvokaten, at domstolene også i disse sager generelt ved straffastsættelsen lagde vægt på, at røveriet er begået i privat hjem. på baggrund af sagernes forskellighed fandt rigsadvokaten det imidlertid vanskeligt at udtale sig mere præcist om straffeniveauet i disse sager. rigsadvokaten anførte, at den skærpede strafferetlige vurdering, som ligger i anklage- myndighedens påstand om, at det skal anses som en selvstændig skærpende omstændig- hed, at røveriet er begået i privat hjem, måtte anses for at have haft indflydelse på dom- stolenes fastsættelse af straffen i skærpende retning. der kunne således siges at være sket en skærpelse af strafniveauet, navnlig i sagerne om de egentlige hjemmerøverier. rigsadvokaten fandt endvidere, at der ved højesteretsdommen var fastlagt et vist - strengt - strafniveau for egentlige hjemmerøverier, og at det var slået fast, at det skal an- ses for en selvstændig skærpende omstændighed, at et røveri begås i et privat hjem. på den baggrund fandt rigsadvokaten ikke behov for yderligere initiativer til sikring af en skærpet strafferetlig vurdering på området. rigsadvokaten fandt dog, at det ville være nyttigt at følge strafudmålingen i sager om de egentlige hjemmerøverier i endnu en pe- riode for derved at sikre fortsat opmærksomhed på området. justitsministeriet anmodede i overensstemmelse hermed rigsadvokaten om at udarbejde en fornyet udtalelse om straffene i sager om egentlige hjemmerøverier. rigsadvokaten iværksatte herefter en ny midlertidig underretnings- og forelæggelses- ordning i sager om egentlige hjemmerøverier og udarbejdede på den baggrund en ny re- degørelse, der omfatter by- og landsretsdomme, hvor dommen er afsagt i perioden fra den
11. juli 2009 til den
12. juli
13. - 4 - den samlede gennemgang af dommene viste efter rigsadvokatens opfattelse, at normal- straffen for egentlige hjemmerøverier fortsat ligger i niveauet 2 år og 6 måneder til 3 års fængsel. straffastsættelsen i den enkelte sag vil dog - ligesom i andre straffesager - altid ske efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder i både skærpende og formildende retning. rigsadvokatens redegørelser er optrykt som bilag til dette lovforslag. 3.
14. lovforslagets udformning regeringen ser med stor alvor på røverier begået i private hjem. det skyldes, at der er tale om en forbrydelse, som i sagens natur kan udgøre en meget voldsom belastning for ofrene. et hjemmerøveri er således et endog særdeles groft angreb på den enkeltes ret til at kunne opholde sig sikkert og trygt i sit eget hjem. i overensstemmelse med den i pkt. 1 nævnte aftale mellem regeringsparterne, dansk folkeparti og kristendemokraterne foreslås der med dette lovforslag en skærpelse af straffen for egentlige hjemmerøverier, hvilket vil sige røverier, hvor gerningsmanden og offeret ikke har haft forudgående personlige relationer, hvor motivet må antages at være en formodning om værdier i offerets hjem, og hvor gerningsmanden er trængt ind i det private hjem, uanset at beboerne var hjemme (jf. de ovenfor nævnte redegørelser fra rigsadvokaten). det er hensigten med forslaget, at egentlige hjemmerøverier fremover som udgangs- punkt skal anses for at være røveri af en sådan grov beskaffenhed, at forholdet henføres under strafskærpelsesreglen i straffelovens § 288, stk. 2, hvorefter strafferammen er fængsel i indtil 10 år. det tilsigtes samtidig, at straffen i de pågældende sager forhøjes til det dobbelte i forhold til den straf, der hidtil har været fastsat af domstolene, således at straffen som udgangspunkt vil være 5 års fængsel. fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fravi- ges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel
15. der tilsigtes med forslaget ikke i øvrigt en skærpelse af straffen for røveri. der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2.” de specielle bemærkninger til bestemmelsen svarer til det, som er anført under punkt 3.2 i de almindelige bemærkninger. højesterets begrundelse og resultat sagens hovedspørgsmål er, om det røveri, som t1 og t2 er fundet skyldige i, er omfattet af straffelovens § 288, stk.
16. i bekræftende fald er spørgsmålet, hvad straffen skal udmåles til. - 5 - om straf for hjemmerøveri efter straffelovens § 288, stk. 2 efter straffelovens § 288, stk. 2, kan straffen stige til fængsel i 10 år, når et røveri er af særlig grov beskaffenhed, herunder ”fordi gerningsmanden er trængt ind i et privat hjem for at begå røveri”. det fremgår af forarbejderne, at det citerede led i straffelovens § 288, stk. 2, som udgangs- punkt omfatter ”egentlige hjemmerøverier”, dvs. røverier, hvor gerningsmanden og offeret ikke har haft forudgående personlige relationer, hvor motivet må antages at være en formod- ning om værdier i offerets hjem, og hvor gerningsmanden er trængt ind i det private hjem, uanset at beboerne var hjemme. uden for anvendelsesområdet falder indbrud, der udvikler sig til et røveri, og i øvrigt røverier i private hjem med motiv af hævn eller inddrivelse af påstået gæld eller lignende. i modsætning til et indbrud, der udvikler sig til et røveri, skal gerningsmanden ved et egentligt hjemmerøveri have forsæt til at begå røveri senest på det tidspunkt, hvor den pågældende er trængt ind i det private hjem. højesteret finder, at der ikke i ordlyden af straffelovens § 288, stk. 2, eller i forarbejderne er belæg for at antage, at der kræves bevis for forsæt i form af di- rekte forsæt eller sandsynlighedsforsæt. er der fornødent bevismæssigt grundlag, er forsæt i form af dolus eventualis tilstrækkeligt. det fremgår af forarbejderne, at det tilsigtes, at straffen for et egentligt hjemmerøveri, der omfattes af straffelovens § 288, stk. 2, forhøjes til det dobbelte i forhold til den straf, der hidtil har været fastsat af domstolene, således at straffen som udgangspunkt vil være fængsel i 5 år. i forarbejderne er det i den forbindelse på baggrund af to redegørelser fra rigsadvokaten for- udsat, at normalstraffen for egentlige hjemmerøverier da lå i niveauet 2 år og 6 måneder til 3 års fængsel. det anføres samtidig i forarbejderne, at fastsættelsen af straffen vil bero på dom- stolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og at det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den kon- krete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder. forarbejderne må efter højesterets opfattelse forstås således, at udgangspunktet er, at straffen for et egentligt hjemmerøveri, der er omfattet af straffelovens § 288, stk. 2, skal fastsættes til fængsel i 5 år. udmålingen af straffen i det enkelte tilfælde må dog bero på en konkret vurde- ring af samtlige omstændigheder i sagen. det bemærkes herved, at højesteret i dom af
17. - 6 - marts 2009 (gengivet i ufr 2009 s. 1410) har udtalt, at grovheden af egentlige hjemmerø- verier kan variere meget betydeligt. den konkrete sag – er der tale om et egentligt hjemmerøveri? t1 og t2 har anført, at røveriet ikke kan henføres under straffelovens § 288, stk. 2, da der ikke var tale om et egentligt hjemmerøveri, men om et indbrud, der udviklede sig til et røveri. der forelå således ikke det fornødne forudgående forsæt til at begå vold i forbindelse med berigelsen. højesteret kan i den foreliggende sag ikke efterprøve den konkret foretagne bevisbedømmelse vedrørende skyldspørgsmålet, jf. retsplejelovens § 933, stk. 2, sammenholdt med § 912, stk. 1, nr. 4, modsætningsvis. højesteret kan imidlertid tage stilling til, om landsretten har anvendt forsætsbegrebet rigtigt, og om de faktiske omstændigheder, som er lagt til grund af landsret- ten, herunder vedrørende de tiltaltes subjektive forhold, kan begrunde, at der foreligger for- sæt, jf. retsplejelovens § 933, stk. 2, sammenholdt med § 912, stk. 1, nr.
18. landsrettens flertal har lagt til grund, at t1 og t2 sammen gik ind i huset medbringende en flaske, som t2 forinden havde anbragt i livremmen, efter at den tidligere havde været i hans rygsæk. det er videre lagt til grund, at t1 var bekendt med, at t2 medbragte den tomme fla- ske, der i givet fald kunne bruges som våben. det er desuden lagt til grund, at t1 og t2 gik ind i huset ca. kl. 18.40, at der var en bil i carporten, at lågen til haven var åben, at de ved bagdøren passerede en rollator, at bagdøren var ulåst, og at fjernsynet var tændt, da de kom ind i huset, hvilket de senest må have konstateret, da de kom ind i husets gang. det er endelig lagt til grund, at t1 og t2 gik ind i huset i den hensigt at berige sig, selv om de må have anset det for sandsynligt, at forurettede – som de vidste, var en ældre mand – var hjemme. landsrettens flertals præmisser må forstås således, at flertallet fandt det godtgjort, at t1 og t2 allerede på det tidspunkt, hvor de trængte ind i forurettedes hjem, må have indset, at det var sandsynligt, at forurettede var hjemme, og at de med henblik på at berige sig muligvis skulle anvende vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold, samt at de accepterede denne mulighed for det tilfælde, at det faktisk måtte forholde sig på denne måde. t1 og t2 havde derfor efter landsrettens flertals opfattelse allerede på det tidspunkt, hvor de trængte ind i hu- set, det fornødne forsæt (i form af dolus eventualis) til røveri. - 7 - højesteret finder, at landsretten har anvendt forsætsbegrebet korrekt, og at de faktiske om- stændigheder, som er lagt til grund af landsretten, kan begrunde, at der foreligger forsæt. hø- jesteret tiltræder herefter, at der er tale om et egentligt hjemmerøveri omfattet af straffelovens § 288, stk.
19. den konkrete sag – straffastsættelsen i den foreliggende sag blev røveriet begået om aftenen af to gerningsmænd i forening over for en ældre, svagelig person. der blev udøvet grov vold omfattet af straffelovens §
20. røveriet var dog ikke nøjere planlagt, forurettedes skader var forholdsvis begrænsede, og udbyttet var alene en nøgle. efter en samlet vurdering finder højesteret, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at ned- sætte straffen, der er fastsat til fængsel i 5 år. konklusion højesteret stadfæster landsrettens dom. t1 og t2 har fortsat været fængslet under anken. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. t1 og t2 skal solidarisk betale sagens omkostninger for byret, landsret og højesteret, dog skal de hver især betale salæret til den for dem beskikkede forsvarer.