højesterets kendelse

højesterets kendelse afsagt tirsdag den

1. november 2016 sag 76/2016 a (advokat bjarne skøtt jensen, beskikket) mod region syddanmark (selv) i tidligere instanser er afsagt dom af retten i kolding den
2. august 2015 og af vestre landsrets
3. afdeling den
4. januar
5. i påkendelsen har deltaget tre dommere: lene pagter kristensen, hanne schmidt og jan schans christensen. påstande kærende, a, har nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til fortsat behandling ved vestre landsret, subsidiært ved retten i kolding og på grundlag af as oprindelige stævning af
6. september 2014 indleveret til retten i kolding. indkærede, region syddanmark, har nedlagt påstand om stadfæstelse. sagsfremstilling den foreliggende sag udspringer af en tvangsindlæggelse af a i
7. indlæggelsen og forlø- bet herefter har givet anledning til en række retssager, der beskrives i det følgende. a blev den
8. september 1981 tvangsindlagt på hospital for sindslidende. ved brev af
9. september 1981 til justitsministeriet klagede han over, at han blev tvangstilbageholdt på sy- - 2 - gehuset. den
10. oktober 1981 traf justitsministeriet afgørelse om, at ministeriet kunne til- træde, at overlægen havde nægtet at efterkomme begæringen om udskrivning. a begærede frihedsberøvelsens lovlighed prøvet af retten, jf. retsplejelovens kapitel 43 a, og retten i aabenraa afsagde den
11. november 1981 dom om, at justitsministeriets beslutning skulle stå ved magt. rettens begrundelse var sålydende: ”da det efter det oplyste må lægges til grund, at patienten fortsat er sindssyg som be- skrevet i retslægerådets erklæring, og at udskrivning for tiden væsentlig vil forringe ud- sigterne for helbredelse findes tilbageholdelsen at være lovlig, jfr. lov nr. 118 af
12. april 1938, § 8, stk.
13. justitsministeriets beslutning bør derfor stadfæstes, idet bemær- kes, at der herefter ikke er grundlag for at tilkende patienten erstatning for ulovlig fri- hedsberøvelse.” ved dom af
14. december 1981 stadfæstede vestre landsret byrettens dom, idet landsretten henviste til de grunde, der var anført af byretten. a var efter det oplyste herefter indlagt i nogle måneder indtil udskrivelse i februar
15. a anlagde senere sag mod sønderjyllands amtskommune med påstand om, at amtskommu- nen skulle anerkende, at tvangsindlæggelse og tvangsbehandling af ham i 1981 blev foretaget på falsk grundlag, og at diagnosticering og tvangsbehandling var fejlagtig og dermed ulovlig. byretten afviste ved dom af
16. oktober 1997 sagen. denne dom blev stadfæstet af vestre landsret ved dom af
17. april
18. landsrettens begrundelse var sålydende: ”spørgsmålet om lovligheden af appellantens tvangsindlæggelse og den efterfølgende tvangstilbageholdelse på augustenborg sygehus må anses for endelig afgjort ved vestre landsret ankedom af
19. december 1981, og landsretten finder ikke, at der i sagen fore- ligger sådanne nye oplysninger, at appellanten kan få en fornyet domstolsprøvelse af dette spørgsmål. det kan ikke føre til andet resultat, at den foreliggende sag er anlagt mod sønderjyllands amtskommune som sygehusmyndighed, mens den tidligere sag, der blev behandlet efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a, var rettet mod justitsmi- nisteriet, der var klageinstans i forhold til overlægen på augustenborg sygehus. med denne begrundelse tiltrædes det, at appellantens sag er afvist fra byretten, og det findes herefter ikke fornødent at tage stilling til indstævntes anbringende om passivitet” a anlagde på ny sag mod sønderjyllands amtskommune med følgende påstande: - 3 - ”påstand nr. 1: sagsøgte pålægges editionspligt til at udlevere alt endnu hemmeligholdt materiale vedr. psykiatrisk tvangsindlæggelse og tvangsbehandling af sagsøger på sagsøgtes sygehus i augustenborg jvf. retsplejelovens §§ 298 og
20. subsidiært tilpligtes sagsøgte at angive grunde til fortsat hemmelighol- delse jvf. forvaltningslovens §§ 22 - 24 incl. påstand nr. 2: sagsøgte tilpligtes at anerkende, at tvangsindlæggelsen foretoges på falsk grundlag og dermed var ulovlig. påstand nr. 3: sagsøgte tilpligtes at anerkende, at den foretagne diagnosticering skete på falsk og forfalsket grundlag hvorefter tvangstilbageholdelsen var ulovlig og hvorefter den foretagne tvangsbehandling var fejlagtig og ulovlig. påstand nr. 4: sagsøgte tilpligtes at yde sagsøger erstatning principielt og foreløbigt pr. 25/9 1990 og opgjort efter erstatningsansvarslovens §§ 2, 3, 5, 6, 7 og 26 til 1.795.900 kr., hvortil skal lægges procesrenter.” retten i aabenraa afviste ved dom af
21. oktober 2001 også denne sag. retten udtalte i be- grundelsen: ”spørgsmålet om lovligheden af tvangsindlæggelsen i 1981 blev endelig afgjort ved vestre landsrets ankedom af
22. december
23. ved vestre landsrets ankedom af
24. april 1998 blev det konstateret, at der ikke var fremkommet sådanne nye oplysninger, at det kunne begrunde en fornyet domstolsprøvelse af tvangsindlæggelsen. under den nu anlagte sag har a henvist til, at der siden landsrettens dom i 1998 er fremkommet nye oplysninger, således som det er refereret oven for. det er imidlertid rettens opfattelse, at disse oplysninger ikke er af væsentlig betydning for spørgsmålet om tvangsindlæggelsen i 1981, og at denne derfor ikke nu skal kunne undergives en fornyet prøvelse. med disse bemærkninger tages amtets påstand til følge.” vestre landsret stadfæstede ved dom af
25. juni 2002 byrettens afgørelse om afvisning af sa- gen, idet landsretten udtalte følgende: ”også efter det for landsretten foreliggende, og i øvrigt af de grunde, der er anført af by- retten, tiltrædes det, at der ikke foreligger sådanne nye oplysninger, at appellanten har krav på en fornyet domstolsprøvelse af omstændighederne ved tvangsindlæggelsen i 1981 og den efterfølgende tvangstilbageholdelse.” - 4 - den
26. april 2004 afsagde retten i aabenraa endnu en gang dom om afvisning af en sag an- lagt af a mod sønderjyllands amtskommune. as påstande i sagen var sålydende: ”påstand nr. 1: sagsøgte tilpligtes at anerkende, at lægelovens § 13, stk. 2 og stk. 3 vedr. journaloptegnelser er blevet krænket i forbindelse med den i 1981 foretagne tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tvangsbehand- ling. påstand nr. 2: sagsøgte tilpligtes at anerkende, at tvangsindlæggelsen i 1981 blev foretaget på falsk, subsidiært urigtigt, grundlag og dermed var ulovlig. påstand nr. 3: sagsøgte tilpligtes at anerkende, at den i 1981 foretagne diagnosticering skete på falsk og forfalsket grundlag, hvorfor tvangstilbageholdelsen i perioden 25/9/81-18/2/82 var ulovlig og hvorefter den i perioden 29/12/81-13/7/82 udførte tvangsbehandling var fejlagtig og ulovlig. påstand nr. 4: principalt tilpligtes sagsøgte at yde sagsøger erstatning foreløbigt op- gjort (endelig opgørelse foretages på grundlag af kendskab til dato for domsafsigelse) efter erstatningsansvarslovens §§ 2,3,5,6,7 og 26 pr. d. 25/9/1990 til 1795900, hvortil skal lægges sagsomkostninger og proces- renter. subsidiært anmoder sagsøger om, at erstatningsproblematikken udsættes til senere behandling jf. rpl. § 469 stk. 6.” begrundelsen i dommen var følgende: ”lægelovens kapitel 5 indeholder regler om sundhedsstyrelsens tilsyn med lægers ar- bejde og bestemmelser om straf, hvis en læge overtræder regler i lægeloven, herunder §
27. der er tale om regler af offentligretlig karakter, hvor overtrædelser kan påtales af til- synsmyndighederne men ikke af privatpersoner. de øvrige påstande har som ovenfor nævnt tidligere været genstand for retssager, der blev afvist ved vestre landsrets domme. der er ikke fremkommet sådanne nye oplys- ninger, at det kan begrunde en ny domstolsprøvelse af omstændighederne ved tvangs- indlæggelsen i 1981 og den efterfølgende behandling.” ved dom af
28. august 2004 stadfæstede vestre landsret under henvisning til de grunde, som byretten havde anført, byrettens dom. - 5 - i 2014 anlagde a sag mod region syddanmark. as påstande, der blev præciseret under sa- gens behandling i byretten, var således: ” nr. 1 sagsøgte skal anerkende, at der ikke var det fornødne grundlag for at indlægge ham ved tvang, da han den
29. september 1981 blev indlagt på augustenborg sygehus, og at indlæggelsen og den efterfølgende behandling han blev udsat for, derfor må betegnes som tortur, legemsangreb og frihedsberøvelse. nr. 2 sagsøgte skal anerkende, at være erstatningsansvarlig for de helbredsmæssige skader og -følger a pådrog sig som følge af, at han den
30. september 1981 uden grundlag blev indlagt ved tvang og undergivet fejlagtig medicinering.” retten i kolding afsagde den
31. august 2015 dom om afvisning af sagen. rettens begrun- delse var følgende: ”spørgsmålet om lovligheden af tvangsindlæggelsen i 1981 blev endeligt afgjort af vestre landsret i dommen af
32. december
33. ved vestre landsrets domme af
34. april 1998,
35. juni 2002 og
36. august 2004 blev det konstateret, at der ikke var frem- kommet sådanne nye oplysninger, at der var grundlag for en fornyet domstolsprøvelse af tvangsindlæggelsen. overlæge bent nielsen har den
37. februar 2013 betegnet as diagnose som ”enkel pa- ranoia”. det indebærer ikke, at der nu foreligger nye oplysninger om as tilstand i
38. a kan derfor ikke kræve en fornyet domstolsprøvelse af omstændighederne ved tvangsindlæggelsen i 1981 og den efterfølgende tvangstilbageholdelse.” a ankede dommen til landsretten med påstand om, at sagen skal fortsætte ved retten i kol- ding, subsidiært, at sagen skal fortsætte ved vestre landsret. landsretten afsagde den
39. ja- nuar 2016 dom om afvisning af ankesagen i medfør af retsplejelovens § 368 a. landsrettens begrundelse var sålydende: ”efter en gennemgang af sagens dokumenter og den forklaring, der blev afgivet under hovedforhandlingen af sagen i byretten, parternes synspunkter og byretsdommens be- grundelse er landsretten enig i byrettens vurdering såvel med hensyn til sagens beviser som til de retlige spørgsmål i sagen. - 6 - for landsretten har a nedlagt påstand om, at sagen skal fortsætte ved byretten subsidi- ært ved landsretten. der er ikke anført nye oplysninger til støtte for, at sagen ikke skal afvises fra domstolene. da landsretten som tidligere anført er enig i byrettens vurdering af beviserne i sagen og er enig i resultatet vedrørende de retlige spørgsmål, sagen rejser, er der under de ovenfor nævnte omstændigheder ikke udsigt til, at ankesagen vil få et andet udfald end i byret- ten. da der ikke i øvrigt er grunde, der taler for, at sagen skal behandles i to instanser, afvi- ser landsretten sagen i medfør af retsplejelovens § 368 a.” anbringender a har navnlig anført, at der i det foreliggende materiale i sagen fuldt ud er grundlag for med rimelighed at føre en proces om lovligheden af den tvangsindlæggelse, som a var udsat for i
40. herunder har a navnlig gjort gældende, at den oprindelige diagnose og de konklusio- ner, som retslægerådet og overlæge rudolf sørensen gjorde i 1981, var forkerte, og at den korrekte diagnose ikke kan behandles medicinsk. region syddanmark har gjort gældende, at vestre landsrets dom af
41. december 1981 har retskraft, og at der således ikke kan ske en fornyet prøvelse af tvangsindlæggelsen og den ef- terfølgende tvangstilbageholdelse på augustenborg sygehus fra
42. september
43. der er ikke fremkommet sådanne væsentlige nye oplysninger, at der er mulighed for fornyet dom- stolsprøvelse af dette spørgsmål, og a har heller ikke for landsretten eller efterfølgende anført sådanne grunde, at der er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten. retsgrundlag retsplejelovens § 368 a om landsrettens kompetence til at afvise at behandle en sag i
44. in- stans lyder således: ”§ 368 a. landsretten kan afvise at behandle en sag i
45. instans, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og sagen ikke er af principiel karakter eller andre grunde ikke i øvrigt taler for, at sagen skal behandles af landsretten. lands- retten kan dog ikke afvise en sag, som er indbragt efter tilladelse fra procesbevillings- nævnet. stk.
46. hvis landsretten overvejer at afvise en ankesag efter stk. 1, underrettes parterne herom. parterne kan herefter inden 2 uger efter at have modtaget meddelelsen give ret- - 7 - ten og den anden part underretning om deres bemærkninger, hvorefter retten træffer af- gørelse. stk.
47. retten træffer ved dom afgørelse om afvisning på det indkomne skriftlige grundlag. hvor særlige grunde taler derfor, kan retten bestemme, at der skal foretages mundtlig forhandling. retten kan tillade, at en part eller rettergangsfuldmægtig deltager i den mundtlige forhandling ved anvendelse af telekommunikation, medmindre sådan deltagelse er uhensigtsmæssig.” efter retsplejelovens § 369, stk. 3,
48. pkt., jf. § 391, stk. 4, kan domme, hvorved landsretten afviser sagen efter § 368 a, indbringes for højesteret ved kære med procesbevillingsnævnets tilladelse. retsplejelovens § 368 a blev indsat ved lov nr. 737 af
49. juni
50. af de almindelige be- mærkninger til forslaget til loven (folketingstidende 2013-2014, lovforslag nr. l 178, s. 13 ff.) fremgår bl.a.: ”
51. opfølgning på anbefalinger fra udvalget om bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene 2.1.
52. indledning 2.1.1.
53. det er afgørende for regeringen at sikre, at de danske domstole fortsat kan fun- gere effektivt til gavn for borgere og virksomheder, så retstvister kan afklares tilstræk- keligt hurtigt. det er samtidig helt centralt, at retssagsbehandling fortsat sker på helt be- tryggende vis, uden at retssikkerheden sættes over styr. det er således helt afgørende at fastholde den meget høje tillid, som domstolene nyder blandt befolkningen. … 2.
54. adgangen til appel i civile sager 2.2.1.
55. i dansk ret gælder et toinstansprincip, således at en sag som udgangspunkt frit kan prøves i to instanser. for visse sager om mindre økonomiske krav gælder dog, at det er nødvendigt med tilladelse fra procesbevillingsnævnet for, at sagen kan prøves i
56. in- stans. med domstolsreformen blev byretterne den almindelige førsteinstans i civile sager. det bør derfor være udgangspunktet, at langt de fleste sager finder deres endelige afgørelse her. samtidig anvendes der i landsretterne generelt flere ressourcer på den enkelte sag, og det er derfor også væsentligt, at de sager, der indbringes for landsretten, kan begrun- de den ressourceanvendelse, der er et led i en kollegial behandling. - 8 - toinstansprincippet er et grundlæggende princip i dansk retspleje, men hensynet til to- instansprincippet må efter regeringens opfattelse også afvejes over for hensynet til, at tvister for domstolene løses inden for rimelig tid og på en måde, der sikrer, at omkost- ningerne er acceptable både for parterne og samfundet. der bør således være sammen- hæng mellem de ressourcer, som anvendes på en sag, sagens betydning og udsigterne til at opnå et andet resultat ved appel. denne afvejning er bl.a. kommet til udtryk i de gæl- dende regler, hvorefter appel i visse sager kræver procesbevillingsnævnets tilladelse. 2.2.1.
57. lovforslaget indeholder på den baggrund en række forslag, som begrænser den fri adgang til appel i civile sager, idet adgang til at appel med procesbevillingsnævnet tilladelse fortsat opretholdes: … • der indføres adgang for landsretten til - efter høring af parterne at afvise
58. in- stans ankesager uanset sagens økonomiske værdi, hvis parterne ikke har oplyst forhold, der gør, at der er udsigt til, at sagen vil kunne få et andet udfald end i byretten, eller der ikke i øvrigt foreligger særlige grunde til, at sagen skal prøves i to instanser. landsrettens afvisning kan efter forslaget kæres til højesteret med procesbevillingsnævnets tilladelse. … 2.2.2.
59. afvisning af visse
60. instans ankesager uanset sagens økonomiske værdi 2.2.2.2.
61. udvalgets overvejelser 2.2.2.2.1.
62. i norge har landsretten mulighed for at afvise en ankesag, hvis visse betin- gelser er opfyldt. en sådan mulighed findes ikke i danmark. udvalget har overvejet, om en tilsvarende ordning bør indføres i danmark. efter de gældende regler er der således fri adgang til at anke en dom i en civil sag til landsretten, hvis blot ankens værdi overstiger 10.000 kr. [det blev hævet til 20.000 kr.] der foretages således ingen vurdering af, om der er udsigt til, at en behandling af sagen i to instanser vil medføre en ændring af sagens udfald, eller om der i øvrigt er en grund til, at sagen skalkunne prøves i to instanser. det er udvalgets opfattelse, at behandlingen af en sag i to instanser ikke i alle tilfælde er nødvendig. om behandlingen i en anden instans er nødvendig, må således afhænge af, om det har betydning for sagens udfald, om sagen er principiel eller i øvrigt af en ka- rakter eller betydning, der gør det rimeligt med adgang til behandling i to instanser. udvalget foreslår på den baggrund, at de generelle regler om ankebegrænsning supple- res med en adgang for landsretten til i civile ankesager at foretage en indledende vurde- ring af, om der af ankesagens parter er oplyst forhold, som gør, at der er udsigt til, at sa- gen vil få et andet udfald end i byretten. hvis landsretten vurderer, at det ikke er tilfældet, og der ikke i øvrigt foreligger grunde til, at sagen skal prøves i to instanser, f.eks. fordi sagen ikke indeholder principielle problemstillinger eller har særlig betydning for parterne, kan landsretten - efter høring af parterne - afvise anken. - 9 - 2.2.2.2.1.
63. det forudsættes ikke, at der skal foretages en systematisk gennemgang af alle ankesager i landsretterne med henblik på eventuel afvisning. afvisning skal således blot være en mulighed, som navnlig forventes benyttet i sager, hvor det umiddelbart sy- nes nærliggende, at betingelserne for afvisning vil kunne være opfyldt. det kan f.eks. være tilfældet, når der i ankestævningen henvises til samme påstande og anbringender som i byretten, og der ikke afgives svarskrift. 2.2.2.2.
64. justitsministeriets overvejelser … i overensstemmelse med udvalgets forslag er der tale om en mulighed for landsretten i de tilfælde, hvor det umiddelbart vurderes, at parterne ikke har oplyst om forhold, der gør, at der er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald i landsretten, og der i øvrigt ikke foreligger grunde til, at sagen bør prøves i to instanser. justitsministeriet finder i den forbindelse anledning til at understrege, at toinstansprincippet fortsat vil være et grundlæggende princip i dansk retspleje. bestemmelsen forudsættes således navnlig anvendt, hvor der f.eks. er tale om rene ”kreditanker”, dvs. hvor der alene ankes med det formål at udsættelse fuldbyrdelsen af det (betalings) krav, som sagen omhandler. det vil naturligvis bero på en konkret vurdering af en sag, om betingelserne for afvis- ning af anken er opfyldt, men som foreslået af udvalget forudsættes muligheden navnlig anvendt i sager, hvor det umiddelbart synes nærliggende, at betingelserne for afvisning vil kunne være opfyldt. det kan f.eks. være tilfældet, når der i ankestævningen henvises til samme påstande og anbringender som i byretten, og der ikke afgives svarskrift. i så- danne sager, hvor der intet anføres til støtte for, at byrettens dom er forkert, og hvor det derfor umiddelbart forekommer åbenbart, allerede når sagen modtages i landsretten, at der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, vil der således efter en konkret vurdering kunne ske afvisning efter den foreslåede bestemmelse. …” af de specielle bemærkninger til den foreslåede § 368 a (folketingstidende 2013-2014, lov- forslag nr. l 178, s. 121-122) fremgår bl.a.: ”det foreslås, at der som supplement til den generelle ankebegrænsning baseret på sa- gens værdi indføres en adgang for landsretten til efter en indledende overordnet vurde- ring af sagen at afvise en anke i en civil sag. efter forslaget får landsretten mulighed for at afvise sagen, hvis landsretten vurderer, at sagens parter ikke har oplyst om forhold, der gør, at der er udsigt til, at sagen vil kunne få et andet udfald end i byretten, og landsretten vurderer, at der ikke i øvrigt foreligger særlige grunde til, at sagen skal prøves i to instanser, f.eks. fordi den er af principiel ka- rakter. - 10 - det forudsættes, at landsretten ikke skal foretage en systematisk gennemgang af alle an- kesager med henblik på en vurdering af, om der skal ske afvisning efter bestemmelsen. der er derimod tale om en mulighed for landsretten, som navnlig forudsættes benyttet i sager, hvor det efter en overordnet umiddelbar vurdering synes nærliggende, at betin- gelserne for afvisning vil kunne være opfyldt. det kan f.eks. være tilfælde, hvor der i ankestævningen alene henvises til samme på- stande og anbringender som i byretten, og hvor der ikke afgives svarskrift. i sådanne sager, hvor der intet anføres til støtte for, at byrettens dom er forkert, og hvor det derfor umiddelbart forekommer åbenbart, allerede når sagen modtages i landsretten, at der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, vil der således efter en konkret vurdering kunne ske afvisning efter den foreslåede bestemmelse. bestemmelsen forudsættes således navnlig anvendt, hvor der f.eks. er tale om rene ”kreditanker”, dvs. hvor der alene ankes med det formål at udsætte afslutningen af sa- gen og dermed f.eks. fuldbyrdelsen af det (betalings)krav, som sagen omhandler.” udvalget om bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene havde den
65. juli 2013 afgivet et delnotat om adgangen til appel i civile sager. af notatet fremgår bl.a.: ”i dansk ret gælder et toinstansprincip, således at en sag som udgangspunkt frit kan prø- ves i to instanser. der er dog visse begrænsninger i adgangen til appel. udvalget aner- kender vigtigheden af toinstansprincippet også for hele spørgsmålet om adgangen til domstolene og indretningen af domstolssystemet med henblik på materielt rigtige afgø- relser. udvalget finder samtidig, at hensynet til toinstansprincippet må medinddrages ved en afvejning over for hensynet til, at tvister for domstolene skal kunne løses inden for rimelig tid og på en måde, der sikrer, at omkostningerne skal være acceptable både for parterne og samfundet. på denne baggrund finder udvalget, at bl.a. ressourcemæssige hensyn og hensyn til en hensigtsmæssig sagsafvikling ved både by- og landsretter taler for at overveje yderligere begrænsninger i toinstansprincippet og dermed i sagstilgangen til landsretterne. ... der bør efter udvalgets opfattelse være sammenhæng mellem de ressourcer, som anven- des på en sag, sagens betydning og udsigterne til at opnå et andet resultat ved appel. med domstolsreformen blev byretterne den almindelige førsteinstans i civile sager. det bør derfor være udgangspunktet, at langt de fleste sager finder deres endelige afgørelse her. samtidig anvendes der i landsretterne generelt flere ressourcer på den enkelte sag, og det er derfor også væsentligt, at de sager, der indbringes for landsretten, kan begrun- de den ressourceanvendelse, der er et led i en kollegial behandling. det er desuden vigtigt, at en sag finder sin afslutning inden for rimelig tid, og det bør derfor overvejes, om muligheden for at få prøvet en sag i to instanser i alle tilfælde tilfø- - 11 - rer sagen en merværdi. i denne overvejelse må også indgå en afvejning af den økonomi- ske værdi, som den konkrete tvist har, over for de udgifter der for parterne og samfundet er forbundet med at få tvisten løst. endelig er der et generelt behov for at aflaste landsretterne og få nedbragt sagsbehand- lingstiderne både i de civile sager og i straffesagerne. … det er også tænkeligt, at der i en række sager vil blive tale om en mere tung sagsgang i byretterne, fordi parterne og deres advokater måske vil sætte flere kræfter ind på at opnå det ønskede resultat allerede i
66. instans. … det er forudsat i udvalgets kommissorium, at sagsbehandlingen fortsat skal kunne ske på en måde, der er retssikkerhedsmæssig forsvarlig. der har derfor i udvalget været enighed om, at begrænsninger af appelmulighederne ikke må være absolutte, og det er ved hvert af udvalgets forslag om appelbegrænsning forudsat, at appelbegrænsning vil skulle være et udgangspunkt, som - med tilladelse fra procesbevillingsnævnet - kan fra- viges, hvis særlige grunde taler for det.” højesterets begrundelse og resultat sagen angår anvendelsen af bestemmelsen i retsplejelovens § 368 a, hvorefter landsretten kan afvise at behandle en sag i
67. instans, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og sagen ikke er af principiel karakter, eller andre grunde i øvrigt taler for, at sagen skal behandles af landsretten. vestre landsrets afvisning i medfør af retsplejelovens § 368 a angår as anke af en dom afsagt af retten i kolding den
68. august 2015 i en sag anlagt af a mod region syddanmark. a nedlagde i byretten påstand om, at en tvangsindlæggelse af ham den
69. september 1981 og den efterfølgende tvangsbehandling af ham var ubeføjet og må betegnes som tortur, legems- angreb og frihedsberøvelse, og om, at region syddanmark skal anerkende at være erstat- ningsansvarlig for de helbredsmæssige skader, han har pådraget sig som følge af tvangsind- læggelsen og fejlagtig medicinering. retten i kolding traf ved dommen afgørelse om at afvise sagen. retten henviste herved til, at spørgsmålet om lovligheden af tvangsindlæggelsen i 1981 blev endeligt afgjort af vestre landsret ved dom af
70. december 1981, og at det ved landsrettens domme af
71. april 1998,
72. juni 2002 og
73. august 2004 blev konstateret, at der ikke var fremkommet sådanne nye oplysninger, at der var grundlag for en fornyet domstolsprøvelse af tvangsindlæggelsen. end- - 12 - videre henviste retten til, at der ikke nu forelå nye oplysninger om as tilstand i 1981, og at a derfor ikke kunne kræve en fornyet domstolsprøvelse af omstændighederne ved tvangsind- læggelsen i 1981 og den efterfølgende tvangstilbageholdelse. ved dommen afsagt af vestre landsret den
74. december 1981 fandt landsretten, at justitsmi- nisteriets beslutning af
75. oktober 1981 om tvangstilbageholdelse af a som patient på hospi- tal for sindslidende måtte anses for lovlig. landsretten udtalte endvidere, at der ikke var grundlag for at tilkende a erstatning for ulovlig frihedsberøvelse. hverken ved vestre landsrets dom af
76. december 1981 eller ved de nævnte senere domme afsagt af landsretten er der taget stilling til bl.a. de spørgsmål om tvangsbehandling og erstat- ning for helbredsmæssige skader, som a har nedlagt påstand om i den nu foreliggende sag. uanset om en realitetsbehandling af disse spørgsmål måtte føre til frifindelse eller domfæl- delse af region syddanmark, finder højesteret, at der herved er udsigt til, at sagen i landsret- ten vil få et andet udfald end i byrettens dom om afvisning. betingelserne for at afvise as anke til landsretten i medfør af retsplejelovens § 368 a findes herefter ikke opfyldt. højesteret ophæver derfor landsrettens dom og hjemviser sagen til behandling ved landsretten. thi bestemmes: landsrettens dom ophæves og sagen hjemvises til behandling ved landsretten. ingen af parterne skal betale sagsomkostninger vedrørende kæresagen til den anden part.