højesterets dom

højesterets dom afsagt onsdag den

1. februar 2011 sag 51/2009 (
2. afdeling) a (advokat jan moosmand) mod skatteministeriet (kammeradvokaten ved advokat anders vangsø mortensen) i tidligere instans er afsagt dom af østre landsrets
3. afdeling den
4. januar
5. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: peter blok, per walsøe, lene pagter kristensen, jytte scharling og henrik waaben. påstande appellanten, a, har gentaget sin påstand om, at indstævnte, skatteministeriet, skal anerkende, at der ikke har været grundlag for at forhøje hans skatte- og momsansættelser for indkomst- årene 1992-
6. skatteministeriet har påstået stadfæstelse, subsidiært hjemvisning til fornyet behandling i skat. anbringender a har ikke for højesteret bestridt, at skatte- og afgiftsmyndighederne var berettigede til at foretage en skønsmæssig ansættelse af virksomhedernes indkomst og afgiftstilsvar. han har endvidere frafaldet anbringendet om, at momskravet mod ham er forældet efter reglerne i forældelsesloven af
7. a har præciserende anført, at fristen i den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, for for- højelse af skatteansættelserne ikke er overholdt, hvorfor kravet ikke kan gøres gældende over - 2 - for ham. han har ikke deltaget i virksomhedernes regnskabsførelse, hvorfor bestemmelsen i § 35, stk. 4, om forsætlige eller groft uagtsomme forhold ikke kan påberåbes over for ham. højesterets begrundelse og resultat højesteret tiltræder, at skattemyndighederne under de foreliggende omstændigheder, hvor fordelingen af omsætningen fra virksomheden i otterup havde karakter af overskudsdeling, og hvor a ikke har forklaret nærmere om regnskabsmaterialet, var berettigede til at anse ham for medejer af virksomheden i otterup. det er for højesteret ubestridt, at virksomhedernes regnskabsmateriale var mangelfuldt i et sådant omfang, at skatte- og afgiftsmyndighederne var berettigede til at tilsidesætte regnska- berne og foretage en skønsmæssig ansættelse af virksomhedernes indkomst og momstilsvar. det påhviler herefter a at godtgøre, at disse skønsmæssige ansættelser er åbenbart urimelige eller hviler på et forkert grundlag, jf. herved højesterets dom af
8. november 2008 (uge- skrift for retsvæsen 2009 side 476/2). denne bevisbyrde indebærer, at det som anført af landsretten ikke kan tillægges betydning, at a blev frifundet i straffesagen vedrørende over- trædelse af skatte- og momslovgivningen. af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder højesteret, at det ikke er godtgjort, at skatte- og afgiftsmyndighedernes ansættelse af as skattepligtige indkomst og momstilsvar som medejer af de omhandlede virksomheder er åbenbart urimelig eller hviler på et forkert grundlag. det bemærkes herved, at skatte- og afgiftsmyndighederne uanset de forhøjelser af virksomhedernes omsætning, som er foretaget på grundlag af de fundne interne regnskaber, har været berettigede til ved indkomstopgørelsen at tage udgangspunkt i de bogførte udgifter til varekøb, og at der ved landsskatterettens kendelse for så vidt angår forretningerne i odense, otterup og vejen er indrømmet fradrag for yderligere vareforbrug ved nedsættelse af bruttoavancen til 60 %. det må også anses for berettiget, at skattemyndighederne alene har anerkendt udgifter til sort løn i det omfang, den pågældende medarbejder har kunnet identifi- ceres. for så vidt angår forretningerne i haderslev og vejen kan det forhold, at momskravet er frafaldet, og at landsskatteretten ikke forhøjede indkomsten for medejeren af forretningen i vejen, b, ikke afskære skattemyndighederne fra at forhøje as indkomstansættelse. af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder højesteret endvidere, at fristen for forhø- jelsen af skatteansættelserne er overholdt, jf. den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 4, jf. stk.
9. - 3 - højesteret stadfæster herefter dommen. ved fastsættelsen af sagsomkostninger er der taget hensyn til, at sagen er behandlet sammen med højesterets sager 52/2009 og 53/
10. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. i sagsomkostninger for højesteret skal a betale 50.000 kr. til skatteministeriet. de idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms af- sigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.