højesterets kendelse

højesterets kendelse afsagt onsdag den

1. juni 2017 sag 61/2017 a (advokat karsten høj) mod region hovedstaden (advokat tage siboni) i tidligere instanser er afsagt kendelse af københavns byret den
2. januar 2017 og af østre landsrets
3. afdeling den
4. februar
5. i påkendelsen har deltaget tre dommere: poul dahl jensen, henrik waaben og hanne schmidt. påstande kærende, a, har påstået sagen henvist til landsretten som
6. instans. indkærede, region hovedstaden, har påstået stadfæstelse. landsretten har henholdt sig til sin afgørelse. sagsfremstilling a blev i 2007 syg. hun var i kontakt med hospitalsvæsenet den
7. november 2007, men blev først undersøgt og diagnosticeret korrekt den
8. november
9. patientforsikringen, nu patienterstatningen, fastslog i afgørelse af
10. juli 2011, at a som føl- ge af den forsinkede behandling havde lidt en erstatningsberettigende patientskade. - 2 - ved patienterstatningens afgørelse af
11. februar 2012 blev a tillagt godtgørelse og erstatning på 40.550 kr. og ved afgørelse af
12. august 2013 yderligere 237.150 kr. ved patienterstatningens afgørelse af
13. april 2014 blev hun meddelt afslag på yderligere er- statning i sagen. i de nævnte afgørelser var indsat en vejledning, hvoraf fremgik bl.a.: ”patientskadeankenævnet kan tiltræde afgørelsen eller ændre den, så erstatningen forhø- jes eller nedsættes. nævnet kan også ændre den oprindelige afgørelse, så hele erstatnin- gen bortfalder og skal betales tilbage.” a søgte om genoptagelse, hvilket patienterstatningen meddelte afslag på den
14. maj
15. den
16. juni 2014 klagede a til patientskadeankenævnet, nu ankenævnet for patienterstat- ningen, over afgørelsen af
17. april 2014 om ikke at tilkende yderligere erstatning samt af- slaget på genoptagelse af
18. maj
19. ankenævnet for patienterstatningen traf den
20. april 2015 afgørelse om, at a ikke var beret- tiget til erstatning og ophævede de tidligere afgørelser. region hovedstaden har den
21. august 2016 anlagt sag ved københavns byret mod a med krav om tilbagebetaling af de udbetalte godtgørelses- og erstatningsbeløb. københavns byret har ved kendelse af
22. januar 2017 henvist sagen til behandling ved østre landsret, jf. retsplejelovens § 226, stk.
23. østre landsret har ved kendelse af
24. februar 2017 afvist at behandle sagen som
25. instans og sendt sagen til byretten til fortsat behandling. af landsrettens begrundelse fremgår bl.a.: ”i ufr 2016.3276, hvor højesterets flertal fandt, at patientskadeankenævnet under en klagesag kunne ophæve tidligere, upåklagede afgørelser til skade for en klager, udtalte flertallet bl.a.: - 3 - … ”den omstændighed, at regionen efter det oplyste har udbetalt erstatnings- og godtgø- relsesbeløbene til a i henhold til patientforsikringens afgørelser, kan ikke føre til et an- det resultat. det bemærkes herved, at det beror på en selvstændig vurdering, om regio- nen kan kræve tilbagebetaling, og at tilbagebetalingsreglerne i tilstrækkelig grad beskyt- ter den person, der i god tro har modtaget erstatning eller godtgørelse i henhold til en myndigheds afgørelse herom.” … om region hovedstaden kan kræve tilbagebetaling fra a, beror herefter på en konkret afvejning af hensyn på baggrund af sagens omstændigheder. herefter, og idet landsretten finder, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at antage, at denne afvejning er af en sådan principiel karakter, at sagen bør kunne indbringes for højesteret som
26. instans uden særlig tilladelse, er betingelserne for henvisning til landsret i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1, ikke opfyldt.” med procesbevillingsnævnets tilladelse af
27. april 2017 er en sag vedrørende samme spørgs- mål indbragt for højesteret under sagsnr. 84/
28. sagen er berammet til hovedforhandling den
29. november
30. anbringender a har gjort gældende navnlig, at der ikke i retspraksis er taget klart stilling til, om regionen kan kræve godtgørelse og erstatning tilbagebetalt, alene fordi patienterstatningen i klagevej- ledningerne i deres afgørelser tilkendegiver, at en klage kan medføre, at erstatning kan bort- falde og kræves tilbagebetalt. højesteret bør få lejlighed til at tage stilling til, hvorvidt regio- nen som offentlig myndighed i patientskadesager har mulighed for at fremsætte et tilbagesøg- ningskrav og i bekræftende fald, hvilke betingelser der skal være opfyldt. en afgørelse af spørgsmålet om adgang til at kræve erstatning i patientskadesager tilbagebetalt vil få vidtræk- kende betydning for almenheden og retsudviklingen på området. der er den
31. februar 2017 fremsat et beslutningsforslag i folketinget om et servicetjek af patientskadeerstatningssyste- met. servicetjekket sker med henblik på en gennemgang af bl.a. muligheden for en genopta- gelsesret for dem, der er blevet pålagt at tilbagebetale allerede udbetalt erstatning. sagen har således betydning for den generelle retsanvendelse. hverken ufr 2005.1520 h, vestre landsrets dom af
32. juni 2015 eller ufr 2016.3276 h tager stilling til spørgsmålet. vestre - 4 - landsret har ved dom af
33. januar 2017 givet region syddanmark medhold i et krav om til- bagebetaling alene begrundet i klagevejledningens formulering om, at regionen kan kræve til- bagebetaling af den udbetalte erstatning. med denne dom står det klart, at praksis netop ikke varetager det beskyttelseshensyn, som højesteret fremhævede i sine præmisser i ufr 2016.
34. denne selvstændige vurdering er af generel og principiel karakter, hvorfor sagen bør behandles af landsretten som
35. instans. den omstændighed, at der muligvis er politiske initiativer på vej, der vil afklare retstilstanden fremadrettet, ændrer ikke herved. region hovedstaden har anført navnlig, at der allerede findes en omfattende retspraksis på området, herunder for at disse sager ikke henvises til afgørelse ved landsretten som
36. instans. adgangen til at rejse et tilbagebetalingskrav, når der ved bevillingen er taget udtrykkeligt for- behold for et muligt tilbagebetalingskrav, ses ikke at opfylde kriteriet i retsplejelovens § 226, stk. 1, om sager, der er af principiel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt. muligheden for, at par- terne kan søge sagen prøvet i landsretten og senere eventuelt i højesteret, er tilstrækkeligt til- godeset ved den almindelige ankemulighed og muligheden for at søge tredjeinstansbevilling. højesterets begrundelse og resultat kæremålet angår henvisning til landsretten efter retsplejelovens § 226, stk. 1, af en sag anlagt af a mod region hovedstaden vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt regionen kan kræve til- bagebetaling af de beløb, som hun har fået udbetalt i godtgørelse og erstatning på baggrund af afgørelser truffet af patientforsikringen, som senere er blevet omgjort af ankenævnet for pati- enterstatningen. det er herunder et spørgsmål, hvilken betydning det skal tillægges, at der i den afgørelse, hvis indbringelse for ankenævnet førte til omgørelse af afgørelserne om beta- ling, er taget et forbehold om, at nævnet kan ændre den oprindelige afgørelse, så hele erstat- ningen bortfalder og skal betales tilbage. den vestre landsrets dom af
37. januar 2017, som a har henvist til, er med procesbevillings- nævnets tilladelse af
38. april 2017 tilladt indbragt for højesteret. sagen er under sagsnr. 84/2017 berammet til hovedforhandling den
39. november
40. under henvisning hertil og i øvrigt af de grunde, som landsretten har anført, tiltræder højesteret, at betingelserne for at henvise den foreliggende sag til behandling i landsretten som
41. instans ikke er opfyldt. - 5 - højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse, således at sagen sendes til byretten til fortsat behandling thi bestemmes: landsrettens kendelse stadfæstes. a skal i sagsomkostninger for højesteret betale i alt 6.250 kr. til region hovedstaden. det idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne kendelses afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.