højesterets dom

højesterets dom afsagt fredag den

1. april 2012 sag 228/2011 (
2. afdeling) rigsadvokaten mod t (advokat k. l. németh, beskikket) i tidligere instanser er afsagt dom af retten på frederiksberg den
3. januar 2011 og af østre landsrets
4. afdeling den
5. maj
6. i pådømmelsen har deltaget syv dommere: børge dahl, lene pagter kristensen, poul søgaard, jens peter christensen, henrik waaben, michael rekling og kurt rasmussen. påstande dommen er anket af t med påstand om frifindelse. anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. anbringender t har anført, at hans udtalelser ikke skal forstås på den måde, som de løsrevet er gengivet i anklageskriftet. han har endvidere ikke haft forsæt til, at hans udtalelser skulle offentliggøres i den foreliggende form. han har heller ikke haft forsæt til, at de udsagn, som han er frem- kommet med, skulle opfattes som forhånende eller nedværdigende for andre. sætningerne i anklageskriftet er grebet ud af deres sammenhæng og giver dermed et fortegnet billede af det, der var hans mening. interviewet drejede sig ikke om muslimer, men om islam, og der må endvidere tages hensyn til ytringsfriheden. han har aldrig villet forhåne nogen, - 2 - men villet oplyse om bl.a. islams kvindesyn, ganske som i den bog, som han har skrevet sammen med a, og som interviewet skulle handle om. havde han fået interviewet forelagt, ville han have forlangt det korrigeret for at forhindre misforståelser. han har ikke haft forsæt til offentliggørelse i den foreliggende form, og landsrettens formule- ring ”burde have indset” kan kun tages som udtryk for, at han har handlet uagtsomt. han for- ventede at få det renskrevne interview til godkendelse, og den omstændighed, at han ikke havde betinget sig dette på forhånd, kan ikke medføre, at han har haft forsæt til udbredelse, heller ikke i form af dolus eventualis. højesteret kan i øvrigt ikke tage stilling til, om der har foreligget forsæt, da det er et bevisspørgsmål, der ligger uden for højesterets prøvelsesad- gang. anklagemyndigheden har anført, at sagen rejser to hovedspørgsmål, dels om t objektivt har realiseret gerningsindholdet i straffelovens § 266 b, stk. 1, dels om der foreligger den for- nødne tilregnelse. det fremgår af landsrettens dom, at det er lagt til grund, at t har udtalt sig som fastslået af byretten. dette bevisresultat er endeligt afgjort, og det kan ikke prøves af højesteret. der er tale om udtalelser, der indeholder generaliserende beskyldninger mod muslimske mænd om voldtægt, og disse udtalelser er groft forhånende og nedværdigende over for denne befolk- ningsgruppe med baggrund i deres tro og oprindelse. udtalelserne er ikke fremsat som led i en saglig debat, og en domfældelse vil ikke krænke ytringsfriheden. om tilregnelsesspørgsmålet har anklagemyndigheden erklæret sig enig i, at landsrettens for- mulering ”burde have indset” ikke kan begrunde domfældelse, når der kræves forsæt. lands- retten har imidlertid dømt for overtrædelse af straffelovens § 266 b, stk. 1, og landsretten må dermed have fundet, at t har haft det fornødne forsæt til udbredelsen af udtalelserne i en vi- dere kreds. landsretten har truffet den rigtige afgørelse, men med en forkert begrundelse. landsretten skulle have skrevet ”må” i stedet for ”burde”, og det forhold kan højesteret rette op på ud fra en selvstændig bedømmelse af de faktiske omstændigheder, der er lagt til grund af landsretten. - 3 - højesterets begrundelse og resultat efter straffelovens § 266 b, stk. 1, straffes den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af perso- ner trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, med bøde eller fængsel indtil 2 år. forhånende og nedværdigende udtalelser som dem, t er fundet skyldig i at have fremsat, og som indeholder det budskab, at muslimer generelt begår grov kriminalitet, er således strafbare efter § 266 b, stk. 1, hvis de fremsættes "offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds". de udtalelser, sagen angår, er ikke fremsat offentligt. hovedspørgsmålet under sagen er, om de er fremsat af t "med forsæt til udbredelse i en videre kreds". et sådant spørgsmål om ts subjektive forhold er et spørgsmål om bevis for skyld. højesteret kan ikke efterprøve den konkret foretagne bevisbedømmelse vedrørende dette skyldspørgsmål, jf. retsplejelovens § 933, stk. 2, sammenholdt med § 912, stk. 1, nr. 4, mod- sætningsvis. højesteret kan imidlertid tage stilling til, om landsretten har anvendt forsæts- begrebet rigtigt, og om de faktiske omstændigheder, som er lagt til grund af landsretten, her- under vedrørende ts subjektive forhold, kan begrunde, at der foreligger forsæt, jf. retsplejelo- vens § 933, stk. 2, sammenholdt med § 912, stk. 1, nr.
7. mens byretten i sin begrundelse med henvisning til en række angivne faktiske forhold udtalte, at det ikke var bevist, at t havde forsæt til videre udbredelse, har landsretten fundet ham skyldig med baggrund i, at han efter en række angivne faktiske forhold vedrørende inter- viewet "burde have indset, at hans udtalelser ville blive offentligt udbredt til en videre kreds". landsretten har altså om ts subjektive forhold udtrykkeligt fastslået, at han har handlet uagt- somt, ikke forsætligt. der har ikke i det bevisresultat vedrørende ts subjektive forhold, som fremgår af landsrettens præmisser, været grundlag for at dømme ham for at have handlet med forsæt til udbredelse af det udtalte til en videre kreds. der er efter sagens karakter og omstændigheder ikke grundlag for at hjemvise denne til fornyet behandling i landsretten. - 4 - højesteret frifinder herefter t. thi kendes for ret: t frifindes. statskassen skal betale sagens omkostninger for byretten, landsretten og højesteret.