1,
3’s forstand. det skal endelig bemærkes, såfremt definitionen af koncernforbundne selskaber som angivet i selskabsloven skulle finde anvendelse på denne type af selskabskonstruk- tioner, ville dette få den vilkårlige konsekvens, at den samlede - 4 - længde af karantæneperioderne ville være afhængigt af, om a afviklede selskaberne på baggrund af en konsulentydelse eller på baggrund af en handelsaftale, og at en sådan forståelse af bestemmelsen ville kunne give anledning til omgåelse af reglerne. under hensyn til, at der er forløbet mere end et år fra konkursdekreternes afsigelse, og idet retten finder, at dette ikke skyldes as forhold alene, fastsættes karantæneperioden for hvert af selskaberne til to år, jf.
marts 2018 stadfæstede skifterettens afgørelse med følgende begrundelse: ”landsretten tiltræder af de grunde, skifteretten har anført, at der ikke er grundlag for at afvise sagerne om konkurskarantæne. landsretten tiltræder endvidere af de grunde, skifteretten har anført, at a har udøvet den reelle ledelse af de omhandlede selskaber og i forbindelse dermed har udvist groft uansvarlig forretningsførelse og derfor er uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed. det er derfor rimeligt at pålægge ham konkurskarantæne i medfør af
1,
3, end at selskaberne skal være koncernforbundne med moderselskabet i overensstemmel- se med selskabslovgivningens koncernbegreb. efter selskabslovens § 5, jf. § 7, er en koncern et moderselskab og dets dattervirksomheder. landsretten lægger på baggrund af handelsaftale af
3, for disse selskaber én samlet konkurskarantæne. for så vidt angår ... aps (tidligere … aps) fremgår af selskabsregisterudskrift af
3, for ... holding - 5 - aps, ... aps og ... aps én samlet konkurskarantæne, der løber i forlængelse af ovennævnte konkurskarantæner. for så vidt angår ... aps (tidligere … aps) har a forklaret, at ... aps overtog selskabet, mens det af en ikke underskrevet handelsaftale dateret den
2. med denne begrundelse, og da den samlede konkurskarantæne som fastsat af skifteret- ten i medfør af
2, 2. pkt., under alle omstændigheder udløber efter senest 10 år, stadfæster landsretten skifterettens kendelse.” anbringender a har til støtte for afvisningspåstanden anført navnlig, at kurators redegørelser til kreditorerne efter
i intet tilfælde indeholder en begrundet indstilling om sagerne mod ham, således som det kræves efter § 125, stk. 3. forarbejderne til denne bestemmelse må forstås således, at konkurskarantænesagen ikke kan gennemføres, hvis der ikke forud for konkursboernes afslutning og sagernes hovedforhandling er afgivet en begrundet indstilling til kreditorerne. til støtte for frifindelsespåstanden er anført navnlig, at den udførte rådgivning og bistand med afvikling af selskaber er sædvanlig, og at fremgangsmåden har været almindeligt kendt, også hos skifteretterne. reglerne om konkurskarantæne tilsigter ikke at ulovliggøre den pågælden- de type virksomhed. forarbejderne har ingen omtale heraf. bortset fra et enkelt selskab, hvor han i en kortvarig periode var registreret direktør i et forsøg på at fortsætte driften, har han alene været kapitalejer i selskaberne. han har ikke udøvet fak- tisk ledelse i selskaberne og er dermed ikke omfattet af personkredsen, som kan pålægges - 6 - konkurskarantæne. det forhold, at han har haft en fælles forståelse med b om fremgangsmåden i afviklingsselskaberne, er ikke udtryk for, at han har haft den reelle ledelse. selv hvis det lægges til grund, at han har haft den reelle ledelse, er der ikke foretaget kritisable dispositioner eller undladelser. han gav ikke b instrukser, bortset fra at han ved dennes indsættelse som direktør gjorde det klart, at der var tale om selskaber ude over håbløshedstidspunktet, og at b skulle samle regnskabsbilagene og forberede sig på nedlukningen, men ikke foretage økonomiske dispositioner. der har i nogle af sagerne været tale om, at de tidligere ejere i en overgangsperiode har disponeret over resterende midler på selskabernes bankkonti, herunder i forbindelse med betaling for hans rådgivning. hverken han eller b har været klar over denne sammenhæng. der er ikke påvist noget tab for kreditorerne, og det er heller ikke sandsynliggjort, at han skul- le være ansvarlig for manglende bogføringsmateriale, regnskabsaflæggelse, skatte- eller momsafregninger mv. det gælder også i forhold til den ene sag, hvor han har været direktør. de tab, der eventuelt måtte være lidt, skyldes i samtlige tilfælde dispositioner foretaget af den tidligere ledelse, og manglerne i bogføringsmaterialet skyldes også den tidligere ledelse. reglen i
3, finder anvendelse, når selskaberne er koncernforbundne i selskabslovens forstand. landsretten har foretaget en korrekt vurdering af den skriftlige do- kumentation i sagen, hvor selskaberne ... og ... aps er anset som koncernforbundne med hans selskab, ... aps, og hvor selskaberne ... holding aps, ... aps og ... aps er anset som en koncern. på baggrund af forklaringerne for skifteretten må det dog lægges til grund, at også selskaberne ... aps og ... aps blev erhvervet af ... aps. hvis højesteret måtte finde, at betingelserne for at pålægge konkurskarantæne er opfyldt, kan der derfor højst blive tale om tre konkurskarantæner. realiteten er imidlertid, at alle sagerne skal betragtes som vedrørende ... aps, hvor han på daværende tidspunkt drev sine erhvervsmæssige forretninger. der bør derfor kun pålægges en samlet konkurskarantæne. konkurskarantæneperioden bør som følge af den lange sagsbehandlingstid fastsættes til 1 år, maksimalt 2 år, jf.
1. kurator, advokat rené rasmussen, har anført navnlig, at der ikke er grundlag for at afvise konkurskarantænesagerne. det har ikke præklusiv virkning, at det ikke i konkursboernes § 125, stk. 2-redegørelser er nævnt udtrykkeligt, at kurator ville rejse konkurskarantænesag mod - 7 - a. processkrifterne om konkurskarantæne var indleveret til skifteretten, inden redegørelserne blev udsendt. a har medvirket til afvikling af nødlidende selskaber på en måde, så de helt grundlæggende lovregler om bogføring, ledelsens pligter og ansvar over for kreditorerne og offentligheden som helhed, systematisk er blevet tilsidesat. han har i den forbindelse spekuleret i reglerne om konkurs. a er som reel leder af selskaberne omfattet af den personkreds, der kan pålægges konkurskarantæne. a har undladt at iagttage de pligter, der følger med dette ledelsesansvar, og har derved udvist groft uforsvarlig forretningsførelse. han var bekendt med, at alle selskaberne var insolvente og skulle afvikles, men på trods af dette overtog han ledelsen af selskaberne og indsatte b som direktør, desuagtet at denne ingen forudsætninger havde for at påtage sig hvervet. a instruerede b om ikke at foretage sig andet i selskaberne ud over at møde i skifteretten, når indkaldelsen kom, og han undlod derved at foranledige en hensigtsmæssig afvikling af selskaberne. der er i alle selskaber anmeldt krav fra skattestyrelsen som største kreditor. i de fleste tilfæl- de er der opstået yderligere tab i den periode, hvor a har haft den reelle ledelse af selskaberne, idet den ”negative købesum” for selskaberne er blevet betalt af selskaberne selv. kurator har i forbindelse med konkursbehandlingen stort set ikke modtaget bogfø- ringsmateriale. hverken a eller b har bestræbt sig på at overholde bogføringspligten eller fremskaffe regnskabs- og bilagsmateriale, og deres forklaring herom for skifteretten kan ikke lægges til grund. landsrettens vurdering af koncernbegrebet efter
3, synes ikke at være fuldt ud støttet i lovforarbejderne, hvor det fremgår, at man ved vurderingen af koncern- begrebet har haft de selskaber i tankerne, hvor der har været en sædvanlig økonomisk af- hængighed. en samlet konkurskarantæne for en egentlig koncern kan begrundes med, at det er samme uforsvarlige forretningsførelse, der danner baggrund for karantænepålægget. der har i sagskomplekset intet økonomisk afhængighedsforhold været mellem moderselskabet og de erhvervede selskaber, idet selskaberne alene er blevet erhvervet med henblik på anonymise- ring og tvangsopløsning efter et stykke tid. - 8 - retsgrundlag
fastsætter en række forpligtelser for kurator til over for skifteretten og kreditorerne at redegøre for forhold i konkursboet. § 125 er sålydende: ”§
afsnit iii (§§ 157-169). afsnittet indeholder bl.a. følgende bestemmelser: ”kapitel 19 betingelserne for at pålægge konkurskarantæne og karantænens retsvirkninger §
3 (der bliver stk. 4, men i øvrigt ikke foreslås ændret). hvis der på det tidspunkt stadig ikke har kunnet fremskaffes tilstrækkelige oplysninger, bør kurator – med forbehold for de nævnte til- fælde af, at kurators undersøgelser aktivt modarbejdes – normalt indstille, at der ikke rejses sag om konkurskarantæne. … kurators eventuelle overskridelse af firemånedersfristen i
2, har ikke præklusiv virkning i forhold til muligheden for at rejse sag om pålæg af kon- kurskarantæne, men hvis kurators redegørelse indgives efter firemånedersfristens udløb - eller hvis kurators redegørelse ikke indeholder en indstilling (heller ikke en foreløbig indstilling) om spørgsmålet om konkurskarantæne - vil der som det klare udgangspunkt være tale om en pligtforsømmelse fra kurators side. en sådan pligtforsømmelse vil kun- - 10 - ne tages i betragtning ved fastsættelsen af kurators vederlag og ved skifterettens beslut- ning om udpegning af kurator i fremtidige sager. … i tilfælde, hvor kurator har indstillet til skifteretten, at der indledes sag om konkurska- rantæne, bør kurators næste redegørelse om boets forhold efter
3 (der bliver stk. 4, men i øvrigt ikke foreslås ændret), indeholde oplysning om skif- terettens beslutning i anledning af indstillingen, jf. forslaget til § 160.” om betydningen af § 157, stk. 3, om koncernforbundet virksomhed er anført bl.a. følgende i lovforslagets specielle bemærkninger til bestemmelsen (folketingstidende 2012-13, tillæg a, lovforslag nr. l 131 af 30. januar 2013): ”det foreslås med stk. 3, at konkurskarantæne kun kan pålægges én gang i anledning af en persons deltagelse i ledelsen af flere koncernforbundne virksomheder. hermed kan konkurskarantæne ikke pålægges den, der allerede er pålagt konkurskarantæne i anled- ning af den pågældendes deltagelse i ledelsen af en koncernforbundet virksomhed. hvis der ikke er tale om koncernforbundne virksomheder, afgøres spørgsmålet om kon- kurskarantæne derimod særskilt i hver af de pågældende skyldneres konkursboer. der kan således i givet fald - hvis betingelserne er opfyldt i hvert af boerne - pålægges kon- kurskarantæne flere gange. i givet fald lægges konkurskarantænerne i forlængelse af hinanden efter de nærmere regler i forslaget til
2,
- 11 - hvis et eller flere konkursboer vedrørende koncernforbundne virksomheder undtagel- sesvis behandles ved en anden skifteret og ikke henvises i medfør af
2, til den skifteret, hvor de øvrige konkursboer behandles, er én samlet behandling af spørgsmålet om pålæg af konkurskarantæne med inddragelse af samtlige koncernfor- bundne virksomheders forhold ikke mulig. i sådanne tilfælde bør spørgsmålet om kon- kurskarantæne som udgangspunkt behandles ved den skifteret, hvor de fleste af de kon- cernforbundne virksomheders konkursboer er under behandling, eller hvor konkursbo- erne med de væsentligste aktiver er under behandling. hvis behandlingen ved denne skifteret ikke fører til pålæg af konkurskarantæne, er der principielt ikke noget til hinder for, at konkurskarantæne pålægges af en anden skifteret i tilknytning til behandlingen af et konkursbo vedrørende en koncernforbundet virk- somhed. dette bør dog som udgangspunkt kun komme på tale, hvis den groft uforsvar- lige forretningsførelse, som i givet fald begrunder konkurskarantæne, i særlig grad har været udvist i den virksomhed, hvis konkursbo er under behandling ved den anden skif- teret.” i lovforslagets specielle bemærkninger til § 158, stk. 1, hedder det bl.a. (folketingstidende 2012-13, tillæg a, lovforslag nr. l 131 af
karan- tænen får således virkning fra udløbet af kærefristen, hvis skifterettens afgørelse om på- læg af konkurskarantæne ikke kæres, og fra landsrettens afgørelse om pålæg af kon- kurskarantæne, hvis skifterettens afgørelse kæres (hvad enten skifteretten har pålagt konkurskarantæne eller ikke). hvis en kære til landsretten af skifterettens afgørelse om pålæg af konkurskarantæne afsluttes uden realitetsafgørelse, således at skifterettens af- gørelse står ved magt, får karantænen virkning fra sagens afslutning i landsretten (hvor- ved skifterettens afgørelse bliver endelig). hvis den pågældende på afgørelsestidspunktet allerede er pålagt konkurskarantæne, fo- reslås det dog, at en ny konkurskarantæne først skal regnes fra udløbet af den senest på- lagte konkurskarantæne, jf. det foreslåede stk. 2, 1. pkt. konkurskarantænen udløber - 12 - dog under alle omstændigheder senest ti år efter den oprindelige afgørelse, jf. det fore- slåede stk. 2, 2. pkt.” højesterets begrundelse og resultat sagen angår, om betingelserne i
1, for at pålægge a konkurskarantæne er opfyldt og i hvor lang tid, der i så fald skal pålægges konkurskarantæne, jf. lovens § 157, stk. 3, og § 158. derudover er der spørgsmål, om konkurskarantænesagerne skal afvises. afvisningspåstanden efter
3, skal kurator i sin redegørelse til skifteretten og kreditorerne give en begrundet indstilling om spørgsmålet om konkurskarantæne. denne forpligtelse har ikke betydning for kurators adgang til at afgive indstilling om konkurskarantænespørgsmålet til skifteretten eller for skifterettens adgang til at beslutte at indlede konkurskarantænesag. en sådan sag kan således gennemføres uafhængigt af, om kurator har omtalt spørgsmålet om konkurskarantæne i en af sine § 125-redegørelser. højesteret tiltræder derfor, at as afvisningspåstand ikke er taget til følge. konkurskarantæne og længden heraf højesteret tiltræder af de grunde, der er anført af skifteretten og tiltrådt af landsretten, at a har udøvet den reelle ledelse af de otte selskaber, og at hans forretningsførelse i den forbindelse var groft uforsvarlig, hvilket gør ham uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed. højesteret tiltræder derfor, at der i medfør af
1, 1. pkt., jf. stk. 2, er grundlag for at pålægge a konkurskarantæne for hvert af de otte selskaber, medmindre der er tale om forhold omfattet af bestemmelsen i
3,
3, 1. pkt. a har heller ikke for højesteret godtgjort, at de øvrige selskaber har været koncernforbundne, og det tiltrædes derfor, at han pålægges konkurskarantæne for hvert af selskaberne ... aps, ... aps og ... aps. a pålægges herefter fem konkurskarantæner. efter
1, pålægges konkurskarantæne som udgangspunkt for 3 år. hvis særlige grunde taler herfor, kan konkurskarantæne dog pålægges for en kortere periode. som eksempel på særlige grunde, der efter omstændighederne kan tale for en kortere karan- tæne end 3 år, er i forarbejderne nævnt lang sagsbehandlingstid, uden at dette beror på forhold hos den, der begæres pålagt konkurskarantæne. det er endvidere anført, at der som udgangs- punkt vil være tale om lang sagsbehandlingstid, hvis afgørelsen om konkurskarantæne først træffes mere end et år efter konkursdekretets afsigelse. uanset at der i den foreliggende sag er gået mere end et år fra konkursdekreternes afsigelse til skifterettens afgørelse, finder højesteret efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder navnlig karakteren af forholdene, at der ikke er grundlag for at fravige udgangs- punktet i
1, om konkurskarantæne i 3 år. konklusion a pålægges fem konkurskarantæner på hver 3 år, i alt 15 år, der løber i forlængelse af hinanden. den samlede konkurskarantæne udløber i medfør af
2,
4, og højesteret finder, at denne periode skal fragå i den maksimale 10-årige karantæneperiode. sagsomkostninger - 14 - efter resultatet skal a betale sagsomkostninger for højesteret i medfør af
1. sagsomkostningerne skal betales til statskassen og fastsættes til 12.500 kr. til dækning af advokatudgift for højesteret. a skal endvidere i medfør af
2, erstatte statskassens udgifter i forbindelse med beskikkelse af advokat for ham. disse udgifter fastsættes til dækning af advokat for højesteret til 12.500 kr. a skal således i alt betale 25.000 kr. til statskassen. thi bestemmes: a pålægges konkurskarantæne i 10 år regnet fra højesterets kendelse med fradrag som anført ovenfor. højesteret stadfæster skifterettens og landsrettens sagsomkostningsafgørelser. a skal erstatte statskassens udgifter for højesteret med 25.000 kr.
AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.