højesterets dom

højesterets dom afsagt tirsdag den

1. august 2014 sag 308/2013 (
2. afdeling) e (advokat michael juul eriksen, beskikket) mod rigsadvokaten i tidligere instanser er afsagt dom af retten i lyngby den
3. februar 2013 og af østre lands- rets
4. afdeling den
5. oktober
6. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: poul søgaard, marianne højgaard pedersen, vibeke rønne, michael rekling og lars apostoli. påstande dommen er anket af e med påstand om stadfæstelse af byrettens dom, dog således at erstat- ningskravet udgør 700.128,76 kr. rigsadvokaten har påstået stadfæstelse af landsrettens dom. højesterets begrundelse og resultat e blev den
7. september 2009 udleveret til strafforfølgning i usa på grundlag af en anmod- ning fra de amerikanske myndigheder som sigtet for overtrædelse af den amerikanske narko- tikalovgivning. den
8. februar 2010 traf distriktsdomstolen i florida afgørelse om at afvise straffesagen mod e, da strafansvaret for handlingerne var forældet. hun var den
9. december 2007 blevet anholdt og var i længere perioder frihedsberøvet under udleveringssagens be- handling. hun har rejst krav om erstatning for anholdelsen og varetægtsfængslingen i dan- mark, tabt arbejdsfortjeneste og kørselsudgifter i forbindelse med meldepligt. - 2 - hovedspørgsmålet i sagen er, om e under disse omstændigheder har krav på erstatning for uberettiget varetægtsfængsling mv. efter reglerne i retsplejelovens § 1018 a. det følger af udleveringslovens § 12, at reglerne om erstatning for uberettiget varetægts- fængsling mv. i retsplejelovens § 1018 a med de fornødne lempelser også gælder i udleve- ringssager. højesteret finder, at det objektive erstatningsansvar efter retsplejelovens § 1018 a i udleve- ringssager omfatter tilfælde, hvor det viser sig, at udleveringslovens betingelser ikke var op- fyldt, da udleveringen fandt sted. udfaldet af strafforfølgningen i udlandet er således som ud- gangspunkt ikke afgørende for erstatningsansvaret. efter udleveringslovens § 9 kan udlevering ikke finde sted, hvis strafansvaret for den pågæl- dende handling ville være forældet efter dansk ret. for så vidt angår spørgsmålet om foræl- delse efter lovgivningen i det land, som har fremsat anmodningen om udlevering, fremgår det af forarbejderne til § 9, at det er klart, at udlevering ikke kan ske, hvis strafforfølgning er udelukket på grund af forældelse efter lovgivningen i det pågældende land. om dette er til- fældet, har danske myndigheder imidlertid som regel ikke mulighed for at foretage nogen nærmere prøvelse af. hvis den, som ønskes udleveret, gør gældende, at der efter regler i det pågældende land er indtrådt forældelse, vil der kunne være anledning til at tilvejebringe en erklæring herom fra myndighederne i den fremmede stat. går denne erklæring ud på, at for- ældelse ikke er indtrådt, må erklæringen normalt lægges til grund (folketingstidende 1966-67, tillæg a, l 122, sp. 2549). som grundlag for vurderingen af spørgsmålet om forældelse efter amerikansk ret forelå forud for østre landsrets kendelse af
10. juli 2009 om udlevering navnlig en udtalelse af
11. novem- ber 2008 fra det amerikanske justitsministerium. i erklæringen redegøres dels for det retlige grundlag, dels for den bevismæssige bedømmelse af, om forældelsesfristen var suspenderet. det var i den forbindelse myndighedernes vurdering, at e ved sin udrejse fra usa var flygtet fra retsforfølgning, og at der derfor ikke var indtrådt forældelse. efter udleveringen til usa blev der ved distriktsdomstolen i florida gennemført en bevisfø- relse til belysning af forældelsesspørgsmålet. herefter afviste distriktsdomstolen sagen som forældet. - 3 - højesteret finder, at udfaldet af strafforfølgningen i usa under de anførte omstændigheder ikke giver grundlag for at antage, at betingelserne for udlevering ikke var opfyldt, da udleve- ring fandt sted. e har derfor ikke krav på erstatning efter retsplejelovens § 1018 a. højesteret stadfæster med denne begrundelse landsrettens dom. efter sagens karakter findes statskassen at skulle betale sagens omkostninger også for høje- steret. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. statskassen skal betale sagens omkostninger for byret, landsret og højesteret.