- lca udskrift af sø- & handelsrettens dombog ____________ kendelse afsagt den 18. december 2015 a-24-15 karnov group denmark a/s (advokat kenneth kvistgaard-aaholm) mod j.h. schultz information a/s (

§ 4, stk.

1,nr. 1 karnov gør gældende, at schultz’ brug af ufr-formatet med henblik på at muliggøre fremsøgning af afgørelser i schultz’ domssamling, der er identificeret ved det pågælden- de ufr-nummer i ugeskrift for retsvæsen, udgør en krænkelse af karnovs eneret til va- - 15 - remærkerne ufr og ufr ugeskrift for retsvæsen samt ufr-formatet, jf.

§ 4, stk.

1, nr. 1 og § 4, stk. 1, nr. 2. det følger af

§ 4, stk.

1, nr. 1, at indehaveren af en varemærkeret kan forbyde andre, der ikke har dennes samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af tegn, der er identisk med varemærket og anvendes for samme varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er beskyttet, eller nr. 2, tegnet er identisk med eller ligner varemærket og va- rerne eller tjenesteydelserne er af samme eller lignende art, såfremt der er risiko for for- veksling. karnov har varemærkeret til ufr ugeskrift for retsvæsen … og har via indarbejdelse op- nået varemærkeret til ufr samt ufr-formatet, hvilket reelt er anerkendt af schultz. karnov har … dokumenteret, at schultz’ gør brug af ufr som søgeord og til identifikati- on af afgørelser i schultz’ domssamling, hvilket i øvrigt ikke bestrides af schultz. schultz’ brug af ufr sker erhvervsmæssigt og anvendes for samme varer – domssamlinger - for hvilken varer karnovs varemærke ufr ugeskrift for retsvæsen er registreret … karnov har ikke givet samtykke til schultz’ brug af ufr-formatet, og derfor er schultz’ brug heraf i strid med

§ 4, stk.

1, nr. 1. der består endvidere en betyde- lig risiko for forveksling mellem karnovs registrerede figurmærke ufr ugeskrift for retsvæsen, varemærket ufr samt ufr-formatet og schultz brug af ufr-formatet, idet va- remærkerne i er ens og anvendes for identiske ydelser, er schultz’ brug heraf tillige i strid med

§ 4, stk.

1, nr.2. schultz har ikke godtgjort, at schultz brug af ufr-formatet alene sker med et beskrivende formål, eller, at det er nødvendigt for anvendelsen af databasen, jf.

§ 5, nr.

3. dette understøttes af, at 85 % af afgørelserne i schultz’ domssamling udgøres af domme, der ikke er identificeret ved brug af karnovs ufr-format, jf. svarskriftet. karnov gør endvidere mere grundlæggende gældende, at

§ 5, nr.

3 ikke finder anvendelse på den i sagen foreliggende situation. schultz’ brug af ufr-formatet udgør en krænkelse efter markedsføringslovens § 18 det fremgår af markedsføringslovens § 18, at erhvervsdrivende ikke må benytte forret- ningskendetegn, der ikke tilkommer dem. karnov har dokumenteret, at ufr-formatet har været anvendt i adskillige år … og er stærkt indarbejdet og velkendt i danmark, hvorfor den relevante omsætningskreds entydigt forbinder ufr-formatet med karnov og uge- skrift for retsvæsen. ufr-formatet er således et forretningskendetegn for karnov. da schultz ikke har opnået samtykke til brug af ufr-formatet som søgeord og til identifi- kation af afgørelser i schultz’ domssamling, udgør schultz’ brug heraf en kendetegns- krænkelse efter markedsføringslovens § 18. schultz’ brug af ufr-formatet udgør en krænkelse efter markedsføringslovens § 1 karnov gør gældende, at schultz’ brug af ufr-formatet udgør utilbørlig snyltning og il- loyal konkurrence i strid med markedsføringslovens § 1, idet ufr-formatet ikke anven- des af schultz som en loyal reference eller henvisning til, at læseren kan foretage opslag i ugeskrift for retsvæsen, men bruges derimod af schultz med henblik på at muliggøre, at brugere af schultz’ database kan søge på ufr-nummeret, for derefter at få fremvist schultz’ udgave af den omtalte afgørelse – i modsætning til karnovs version af nævnte afgørelse, som ufr-nummeret er en korrekt henvisning til. - 16 - karnov har ikke misbrugt en dominerende stilling ved ikke at tillade schultz at gøre brug af ufr-formatet. karnov afviser schultz påstand om, at karnov skulle have misbrugt en dominerende stil- ling, idet schultz (

1. i)ikke har anmodet karnov om licens, (
2. ii)ikke har godtgjort, at karnov indtager en dominerende stilling på markedet for domsdatabaser, og (iii) idet karnovs håndhævelse af sine rettigheder i kraft af nærværende forbudsbegæring ikke udgør et misbrug i henhold til konkurrencelovens § 11. dette følger klart af domstolens dom i sag c- 170/13. hertil kommer at håndhævelse af immaterielle rettigheder kan ifølge fast praksis kun under helt særlige omstændigheder (”exceptionel circumstances”), jf. eksempelvis sag t- 201/04 og sag c- 170/13kan karakteriseres som misbrug af en dominerende stilling, hvil- ket hænger uløseligt sammen med det faktum, at en immaterialret per definition er en lovhjemlet forbudsret, hvis formål er at give rettighedshaveren ret til at hindre tredje- mands autoriserede udnyttelse af det beskyttede. sådanne særlige omstændigheder er ikke tilstede i nærværende sag. overstående gør sig så meget desto mere gældende, hvor håndhævelsen sker i relation til en anmodning om et midlertidigt forbud, hvor rettighedshavers behov for at bringe en krænkelse til ophør er presserende. spørgsmålet om licensnægtelse er irrelevant for nærværende sag denne sag vedrører ikke licensnægtelse. schultz har konsekvent bestridt, at karnov skul- le have rettigheder til ufr-formatet og har derfor aldrig anmodet karnov om en licens. i den forbindelse er det derfor tilstrækkeligt at bemærke, at karnov anser det for uomtvi- steligt, at betingelserne for udstedelse af tvangslicens som eu-domstolen har opstillet i eksempelvis sag c-418/01, ims health, præmis 38 og 52 og sag t-201/04 ikke er opfyldt. betingelserne for nedlæggelse af midlertidigt forbud er opfyldt karnov gør gældende, at betingelserne for nedlæggelse af midlertidigt forbud, jf. retsple- jelovens § 413, nr. 1-3, alle er opfyldt. karnov har således i overensstemmelse med retsplejelovens § 413, nr. 1, sandsynliggjort, jf. bilag 15 og bilag 16, at schultz’ brug af ufr-formatet til fremsøgning af afgørelser i schultz’ domssamling udgør en krænkelse af karnovs enerettigheder efter varemærkelo- vens § 4, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, og udgør snyltning og illoyal konkurrence efter markedsfø- ringslovens §§ 1 og 18. karnov har ligeledes sandsynliggjort, at schultz adfærd nødvendiggør, at der meddeles midlertidigt forbud, jf. retsplejelovens § 413, nr. 2, idet schultz – trods påtale og flere krævebreve, jf. eksempelvis bilag 9 – har tilkendegivet, at man agter at fortsætte og ud- bygge krænkelsen af karnovs enerettigheder efter

§ 4, stk.

1, nr. 1 og 2, samt markedsføringsloven §§ 1 og

1. i relation til betingelsen i retsplejelovens § 413, nr. 3, er det korrekt, at karnov i en perio- de har haft et begrænset brug af schultz’ produkter. dette faktum medfører dog ikke, at karnov har udvist retsfortabende passivitet eller udvist forbudsretlig passivitet, idet schultz først for nylig påbegyndte sin systematiske brug af ufr-formatet, og karnov der- for først for nyligt fik anledning til at reagere heroverfor. - 17 - slutteligt gør karnov gældende, at straf- og erstatningssanktionerne ikke yder karnov til- strækkeligt værn, jf. retsplejelovens § 414, stk. 1, idet forbud udgør det primære retsværn ved krænkelse af immaterielle rettigheder.” for j.h. schultz information a/s er der i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af
2. november 2015, hvoraf bl.a. fremgår: “ufr bruges ikke som kendetegn eller varemærke af schultz det bestrides, at schultz' brug af ufr til identifikation af domme udgør varemærkemæs- sig/kendetegnsmæssig brug. schultz anvender ikke nogen af varemærkets funktioner (herunder oprindelses-, rekla- me-, investerings- eller kommunikationsfunktionen). derimod anvendes ufr-nummeret alene til at identificere den dom, som schultz selv har skaffet fra domstolene og indsat i sin domssamling sammen med tusindvis af andre domme. derved opfattes ufr-referencen blot som en identifikation af en bestemt retsafgørelse, som i sin funktion for brugeren ik- ke adskiller sig fra en reference til samme dom i et andet tidsskrift (f.eks. tidsskrift for skatteret eller i tidsskrift for miljøret). når en bruger søger på en ufr-reference til en dom i schultz' portal, er det alene ufr- nummerets funktion til at identificere retsafgørelsen, der benyttes. ufr-nummeret bruges som reference til en retsafgørelse, idet det er sædvanligt kun at henvise i juridiske tekster til ufr-nummeret. at der er tale om en domsreference er åbenbart for den almindeligt opmærksomme bruger, idet denne skal være logget ind på schultz' portal for at foretage søgningen og derfor ved, at vedkommende netop befinder sig på schultz' lukkede beta- lingsportal, og at søgeresultaterne alle er en del af schultz' portal. den almindeligt oply- ste og rimeligt opmærksomme bruger af schultz' portaler er derfor klar over, at de søge- resultater, der fremkommer, ikke hidrører fra ugeskrift for retsvæsen/karnov, men der- imod alle er fra schultz' domsdatabase, jf. cjeus dom i c-323/09 (interflora) præmis
3. dette understøttes endvidere af de tydelige forskelle, der er på brugergrænsefladerne mellem schultz' database og ugeskrift for retsvæsen … den eneste funktion af ufr-nummeret, der bruges på schultz' portal, er ligeledes ufr- nummerets evne til at identificere en konkret dansk dom. schultz' portal kopierer ikke ufr's domstitler, resuméer, domstekst, henvisninger eller andet, som er udviklet af kar- nov. schultz bruger ikke noget, som karnov kunne have beskyttelse for. karnov har da heller ikke gjort gældende, at schultz skulle have handlet i strid med deres ophavsret eller databaserettigheder. i stedet forsøger karnov at opnå en monopolagtig stilling ved påberåbelse af sit varemærke/kendetegn i ufr-referencen. karnov forsøger med henvisning til sit varemærke/kendetegn at forhindre schultz i at benytte den identifikation af domme, som det er den altovervejende standard at bruge i den juridiske litteratur og i offentlige retsakter, uanset at henvisningerne bruges af tred- jemand som en enkel og lettere tilgængelig identifikation af en bestemt retsafgørelse, hvilken retsafgørelse karnov på ingen måde har bidraget til udfærdigelsen af. som eksempler på, at tegn kan anvendes uden at gøre indgreb i varemærkets funktioner, kan bl.a. henvises til cjeu c-2/00 (hölterhoff/freiesleben), hvor domstolen fandt, at der - 18 - kunne henvises til en andens varemærker (for ædelsten i bestemte slibninger), når hen- visningen alene sker med beskrivende formål, og når henvisningen ikke kan fortolkes af den potentielle kunde som en angivelse af varens oprindelse (præmis 16). begge disse krav er opfyldt her. der henvises tillige til cjeu sag c-408/01 (adidas) præmis 40-41 og højesterets dom i ufr 2006.600h (adidas), hvoraf fremgår, at der ikke foreligger varemærkekrænkelse, når anvendelsen af et påstået kendetegn (striber) alene tjener til udsmykning og ikke til at an- give oprindelsen af produktet, det vil sige ikke som varemærke. tilsvarende gælder her, at ufr-referencen alene tjener til at identificere en dom og ikke til at angive oprindelsen af dommen. hvis der ikke måtte henvises til andre domssamlingers domsreferencer, så ville brugerne i praksis være nødt til at abonnere på alle domssamlingerne for at kunne slå domme ef- ter. brugen af ufr-numrene er omfattet af

§ 5nr.

2 og 3 subsidiært gøres det gældende, at brugen af ufr-numrene er i overensstemmelse med

§ 5, nr.

2 og 3. ufr-numrene er en angivelse vedrørende varens eller tjenesteydelsens art, beskaffenhed eller andre egenskaber ved varen eller tjenesteydelsen, jf.

§ 5, nr.

2. ufr-nummeret angiver således, hvilken retsafgørelse der er tale om, så brugerne, der har set en reference til en retsafgørelse i en juridisk tekst, kan finde retsafgørelsen, uanset at referencen alene har anført ufr-nummeret, som det er sædvanligt i juridiske tekster. ufr-referencerne anvendes alene som identifikation af en bestemt retsafgørelse og udgør dermed en beskrivelse af en egenskab ved den refererede dom, og det er åbenbart, at re- ferencerne ikke bruges som en betegnelse for hvilken virksomhed, varen stammer fra, jf.

§ 5, nr.

2, cjeu sag c-206/01 (arsenal/reed) præmis 54. schultz' gør endvidere gældende, at schultz' brug af ufr-henvisningen er i over- ensstemmelse med god markedsføringsskik, og at brugen af varemærket er nød- vendig for at angive anvendelsen af databasen, jf.

§ 5, nr.

1. det er schultz' synspunkt, at karnovs interesser må vige til fordel for et frit og ko n- kurrencepræget marked for domsdatabaser. uden henvisning til ufr-nummeret vil de andre domsdatabaser og domssamlinger ikke kunne benyttes til at finde de mange domme, som alene er identificeret ved ufr-numre i en lang række juridiske tekster, jf. ovenfor. for at etablere en selvstændig domsdataba se er henvisninger til ufr-numre nødvendige for, at brugere skal være i stand til at finde en konkret afgø- relse nævnt i den overvejende del af dansk litteratur og i offentlige retsakter i dat a- basen. som nævnt er ufr-nummeret anvendt meget bredt i juridisk litteratur og i offentli- ge retsakter. den rette forståelse af disse tekster nødvendiggør, at brugeren kan identificere en dom under anvendelse af den ufr-reference, som er anført i den givne tekst.. hvis konkurrerende domsdatabaser er udelukket fra at mu liggøre op- slag af domme under anvendelse af ufr-referencen, etableres en situation, hvor ju- rister de facto tvinges til at have abonnement på ugeskrift for retsvæsen. anvendelsen - 19 - af ufr-referencer til identifikation af domme på schultz’ og andre tredjemænds da- tabaser er nødvendig for at sikre konkurrence på markedet for domssamlinger og domsdatabaser. der henvises i den forbindelse til eu domstolens fortolkning af reglen i varemærkedirektivets artikel 6, stk. 1, litra c, som svarer til varemærkel o- vens § 5, nr.
2. i cjeu c-228/03 (gillette v. la-laboratories), præmis 33-35, udtalte eu domstolen: 33 for det andet bemærkes på den ene side, at domstolen allerede har fastslået, at brugen af et varemærke med henblik på at oplyse offentli g- heden om, at annoncøren er specialiseret (eller specialist) i salg – eller at han yder reparation og vedligeholdelse – af varer, som er forsynet med dette varemærke, og som er markedsført af indehaveren af var e- mærket eller med hans samtykke, udgør en brug med henblik på at a n- give anvendelsen af en vare eller en tjenesteydelse i den forstand, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv 89/104 (jf. bmw -dommen, præmis 54 og 58-63). denne oplysning er nødvendig med henblik på at sikre ordningen med loyal konkurrence på markedet for denne vare el- ler denne tjenesteydelse. 34 det forholder sig på samme måde i hovedsagen, idet de varemærker, som gillette company er indehaver er, er blevet anvendt af tredjemand med henblik på at give offentligheden en forståelig og fuldstænd ig op- lysning om anvendelsen af den vare, han markedsfører, dvs. om den omstændighed, at varen passer til den vare, der er forsynet med de nævnte varemærker. 35 på den anden side er det tilstrækkeligt at bemærke, at en sådan brug af et varemærke er nødvendig i de tilfælde, hvor den nævnte oplysning ikke i praksis kan meddeles offentligheden af en tredjemand, uden at det varemærke, som tredjemanden ikke er indehaver af, benyttes (jf. i denne retning bmw-dommen, præmis 60). som generaladvokaten har anført i punkt 64 og 71 i sit forslag til afgørelse, skal denne brug i pra k- sis være den eneste måde, hvorpå en sådan oplysning kan gives. [fremhævet her] på baggrund af overstående gøres det gældende, at schultz' brug af ufr -numre er nødvendig for at informere brugerne om hvilken dom, der er tale om, og idet denne oplysning ikke i praksis kan meddeles offentligheden af schultz, uden at det var e- mærke (ufr-nummeret), som tredjemanden (schultz) ikke er indehaver af, benyttes. dette skyldes, at ufr-nummeret er eneste identifikation af domme i en lang række til- fælde i danske juridiske tekster. overensstemmelse med god markedsføringsskik henvisningerne til ufr-numre er endvidere i overensstemmelse med god markedsfø- ringsskik, og opfylder dermed samlet kravet i

§ 5, nr.

2 og 3. henvis- ningerne og brugen af ufr-nummeret går ikke videre end nødvendigt for at identificere retsafgørelsen, og henvisningerne sker på loyal vis uden risiko for at brugerne antager, at de har fået ugeskrift for retsvæsens version af retsafgørelsen. brugergrænsefladerne er - 20 - således tydeligt forskellige, og schultz' portal er tydeligt markeret med "schultz". endvi- dere er schultz' domdatabase en betalingsdatabase, og brugerne er naturligvis klar over, at de befinder sig på schultz' portal. schultz' henvisninger er i overensstemmelse med god markedsføringsskik, idet det alene er ufr-referencens evne til at identificere retsafgørelser, der benyttes. da dette er tilfæl- det, er det uden betydning, at benyttelsen af ufr-nummeret på schultz' portaler vil kun- ne medvirke til at flytte kunder til schultz' portaler …, da dette alene er en følge af, at brugerne derved får mulighed for de facto at bruge databasen til at finde de domme, som omtales i den juridiske litteratur. karnovs selvstændige indsats (domsresumé, noter m.v.) kopieres eller udnyttes ikke på nogen måde. det bestrides således ikke, at brugen af ufr- henvisninger gør schultz' domssamling anvendelig til at slå referencer i danske juridiske tekster efter og dermed medfører, at kunderne får mulighed for at vælge at bruge schultz' portal i stedet for ufr domssamlingen, men dette er blot udtryk for almindelig og loyal konkurrence, idet karnov ikke har nogen rettigheder til selve dommene, og idet schultz netop ikke kopierer noget fra "karnovs version" af dommene. der snyltes ikke på "karnovs version" eller indsats og dermed heller ikke på karnovs goodwill, idet det ude- lukkende er muligheden for identifikation af dommen, der anvendes. tværtimod er personer, som ønsker "karnovs version" af dommen, fortsat nødt til at abonnere på karnov. der flyttes altså ikke nogen trafik fra karnov til schultz for så vidt angår kunder, som specifikt ønsker "karnovs version" af dommen. hvis man derimod blot ønsker dommen, som den er afsagt af retterne, så kan man benytte andre domssam- linger, herunder schultz' portaler. det forhold, at karnov har trykt retsafgørelsen i sin domssamling, giver ikke karnov no- gen ret til at forhindre andre i også at trykke retsafgørelsen i deres domssamlinger eller til at forhindre andre i at identificere retsafgørelsen ved bl.a. at henvise til karnovs års- og sidereference til dommen. der er intet illoyalt i en sådan års- og sidehenvisning, som blot skal sikre, at brugerne ikke er nødt til at abonnere på samtlige domssamlinger i danmark for at kunne identificere hvilke domme, der henvises til i retslitteraturen. det er uforståeligt, at karnov hævder …, at henvisningerne ikke er loyale og korrekte med henvisning til c-228/03 (gillette). ifølge gillette er brugen af varemærket ikke i overensstemmelse med redelig markedsføringsskik, bl.a. når den: " –sker på en måde, som kan give indtryk af, at der består en erhvervsmæssig forbindelse mellem tredjemanden og varemærkeindehaveren –skader varemærkets værdi ved en utilbørlig udnyttelse af dets særpræg el- ler renommé –bringer nævnte varemærke i miskredit eller udsætter det for nedvurdering –eller når tredjemand præsenterer sin vare som en imitation eller en kopi af den vare, der er forsynet med det varemærke, som tredjemand ikke er ind e- haver af." [præmis 49] schultz anvender ikke varemærket på en måde, som er i strid med denne vejledning fra gillette dommen. - 21 - schultz' anvendelse opfylder nødvendighedskriteriet i

§ 5, nr.

3. det er så- ledes nødvendigt at henvise til ufr-nummeret, for at brugerne kan identificere en lang række af de domme, som der henvises til i juridiske tekster i danmark … der er ikke tale om analogislutninger, men om direkte anvendelse af reglen. nødvendigheden illustreres i øvrigt af, at karnov … henviser til ufr-numre som eneste identifikationsmiddel til to danske domme, hvorimod henvisningerne til cjeus domme sker ved henvisning til rettens sagsnummer. på samme måde forholder det sig i en væ- sentlig del af de danske juridiske tekster. på denne baggrund kan schultz' brug af ufr-numre til identifikation af domme ikke an- ses at udgøre varemærkemæssig/kendetegnsmæssig brug, subsidiært må brugen anses for at være i overensstemmelse med

§ 5, nr.

2 og

1. karnovs synspunkt ville have som konsekvens, at brugerne ville være nødsaget til at skaffe sig adgang til adskillige databaser på markedet for at identificere domshenvisnin- ger fra litteraturen, uanset at dommene også fandtes i de øvrige domsdatabaser. hvis samme dom var identificeret af tre forskellige forfattere med henvisning til tre forskellige domssamlinger, skulle brugeren således have adgang til alle tre domssamlinger for at kunne slå dommen efter, uanset at der faktisk var tale om samme dom. også i lyset heraf må muligheden for at henvise til ufr's domsreferencer – og andre lignende referencer - anses for nødvendig. det forhold, at 85 % af afgørelserne i schultz' database ikke er gengivet i ufr og derfor ikke er forsynet med ufr-nummer, gør selvsagt ikke disse domme uanvendelige, idet fraværet af ufr-reference eller referencer fra andre tidsskrifter netop vil medføre, at hen- visning til dommene i litteraturen m.v. vil ske til rettens sagsnummer og instans, jf. f.eks. referencerne til såkaldt "utrykte domme" ... disse referencer til "utrykte" domme er også søgbare i schultz' portaler, idet portalerne indeholder søgbare oplysninger om dommens standarddata, såsom rettens sagsnummer, dato for afsigelse, retsinstans m.v. ikke forvekslingsrisiko - ingen krænkelse selv hvis retten finder, at brugen af ufr-numre udgør varemærkemæssig brug og ikke falder uden for den varemærkeretlige beskyttelse jf. vml § 5, så gøres det gældende, at der ikke er krænkelse, idet der foreligger forvekslingsrisiko. der er ikke fri adgang til schultz' lovportaler. dommene i schultz' database er såle- des ikke tilgængelige ved søgninger på internettet. det er kun brugere, der har abonnement på og er logget ind på schultz' portaler, som kan få adgang til indho l- det. brugeren skal indledningsvist logge på schultz' port al, hvilket kræver et bru- gernavn og kodeord ... alternativt kan adgang opnås, hvis man tilgår en schultz portal fra en ip adresse, hvortil der er købt adgang. i begge tilfælde fremgår det t y- deligt af skærmbilledet, at der er tale om et schultz produkt. enh ver tvivl om, hvor man befinder sig, er elimineret med farvevalget, struktur/opbygning, brugergræ n- sefladen og en tydelig anvendelse af ”schultz” på skærmbilledet. der er således i n- gen risiko for, at brugeren antager, at brugeren i stedet pludseligt er blev et overført til ugeskrift for retsvæsen/karnovs betalingsdatabase. der fremlægges til samme n- ligning skærmbilleder fra tilslutning til karnovs ugeskrift for retsvæsen (bilag g). - 22 - schultz' portal ser således helt anderledes ud end karnov, og begge databaser k ræ- ver betaling og særlige login. det er brugeren selv, der anvender ufr-referencer til identifikation af specifikke domme i schultz' domsdatabase. skulle en bruger ved en fejl være havnet på schultz' internethjemmeside, kan br u- geren slet ikke logge ind og derved få adgang til portalen. schultz bruger således ikke ufr-numrene til at generere tilfældig trafik, som det f.eks. kunne være tilfældet, hvis ufr blev brugt som ad word hos google eller som metatag på schultz' hjemmeside for at tiltrække trafik til hjemmesiden (hvilket i øv- rigt i udgangspunktet ikke i sig selv er forbudt). der er ikke nogen, som søger på ufr på internettet, der som følge af brugen af ufr - numrene til identifikation af domme i schultz portalerne bliver ledt frem til schultz' hjemmeside. nærværende sag vedrører kun schultz' brug af ufr-nummeret som metatag, dvs. som søgeord, på sine egne lukkede betalingsportaler. derved adskiller nærværende sag sig afgørende fra sagerne om brug af metatags på hjemmesider, der er tilgæng e- lige på internettet, og som derfor kan bruges til at generere trafik på hjemmesiden. der genereres ikke trafik til schultz portalen ved en søgning på denne på "ufr" på schultz' portaler, idet brugeren allerede er logget ind på schultz' portal, og idet brugeren ved, at alle de søgeresultater (hits), der kommer frem, derfor er til indhold på schultz portalen. det bestrides i øvrigt, at der ikke stilles krav om forvekslelighed, hvis der er tale om identiske varemærker for identiske varer/ydelser ... ifølge eu domstolens praksis stilles der også krav om forvekslelighed i den situation, jf. cjeu sag c -236/08 (google/louis vuitton), idet der skal være tale om indgreb i varemærkets funkti o- ner. der sker netop ikke indgreb i varemærkets funktioner i nærværende sag, da ufr kun bruges til identifikation af retsafgørelser (i stedet for rettens sagsnummer og domsdato m.v.). markedsføringslovens § 1 og § 18 i forhold til benyttelsen af ufr-referencen må varemærkeloven anses som lex specialis i forhold til beskyttelsen efter markedsføringsloven, og markedsføringsloven giver ikke videre rettigheder i forhold til benyttelsen af varemærket/kendetegnet "ufr", end vare- mærkeloven gør, jf. f.eks. shd af 09.02.2011 (v-13-10) om alt for damerne. det fastholdes, at de begrænsninger, som findes i beskyttelsesomfanget ifølge varemærkelo- ven, finder tilsvarende anvendelse i forhold til markedsføringslovens regler i en sag om brug af et varemærke/kendetegn som den foreliggende. god markedsføringsskik det bestrides, at anvendelse af ufr-nummeret som søgeord i en konkurrerende domssamling udgør renommésnyltning eller i øvrigt er i strid med god markedsf ø- ringsskik i henhold til § 1 i markedsføringsloven. schultz' anvendelse af ufr -numre - 23 - sker i overensstemmelse med god markedsføringsskik, der på ingen måde skader ufr's værdi eller karnovs renommé. schultz foretager ikke kopiering af noget, som kan betegnes som "karnovs version" af retsafgørelsen (resumé, titler, noter eller andet). ligeledes er udvalget af domme, dvs. indholdet af databasen, ikke det samme, idet der er langt flere domme i schultz' database, hvor domme gengivet i ufr kun udgør ca. 15%. schultz udvæ l- ger selv de domme, der er relevante for deres database, og henviser kun til ufr - nummeret i forbindelse med de domme, der også findes i karnovs database. i forbrugernes øjne vil der ikke opstå en forveksling mellem schultz' og karnovs produk- ter, idet det er kutyme at anvende ufr-formatet til at referere til domme. henvisningerne er ikke utilbørlige i henhold til markedsføringslovens §
2. i medfør af markedsføringslo- vens § 1 må det være lovligt at henvise til andres bogværk, som der er fast kutyme for … beskyttelsen af forretningskendetegn for så vidt angår ufr-nummerets beskyttelse i henhold til markedsføringslovens § 18 gø- res det samme gældende, som er gjort gældende i relation til den varemærkeretlige be- skyttelse, herunder at de samme undtagelser gælder i relation til den markedsføringsret- lige beskyttelse, som er gjort gældende i relation til den varemærkeretlige beskyttelse … påberåbelsen af markedsføringslovens § 18 kan således ikke føre til et andet resultat. det gøres gældende, at principperne i

§ 5

finder tilsvarende anvendelse i relation til den kendetegnsmæssige beskyttelse efter markedsføringsloven. beskrivende henvisninger til tidsskriftopslag er ikke beskyttet af markedsføringslovens § 18. det gøres således gældende, at schultz' henvisning til ufr-numrene ikke udgør en kræn- kelse af karnovs rettigheder til forretningskendetegnet "u" eller "ufr". retssædvane/kutyme der er kutyme/retssædvane for, at man må henvise til andres bøger og udgivelser i sine egne udgivelser, og brugen af ufr-numre er derfor under alle omstændigheder ikke handlinger i strid med varemærkeloven eller markedsføringsloven. det bestrides, at juridiske forfatteres formål med henvisningen til ufr er anderledes end schultz' formål … begge henviser til ufr for at identificere en dom, og hvad der kan ud- ledes af selve dommen. der er ikke belæg for, at det er ufr's særlige udlægning af dom- men, som forfatterne henviser til, idet der netop ikke findes nogen fortolkning eller ud- lægning af dommen i ufr. dette står i modsætning til, når juridiske forfattere for eksem- pel henviser til andre forfatteres juridiske bøger, hvor dette netop sker for at gøre op- mærksom på disse forfatteres fortolkninger og synspunkter. udenlandsk praksis i usa har der verseret en sag om en domssamlings brug af henvisning til sidenumre i den mest udbredte domssamling i usa (west publishing), og retten fandt her, at west - 24 - publishing ikke kunne forhindre henvisninger til disse sidenumre, idet de ikke var be- skyttet af ophavsret. dommen er fremlagt som bilag h. konkurrenceret - et forbud ville være i strid med konkurrenceloven et forbud ville være i strid med konkurrenceloven såfremt retten (mod forventning) måtte finde, at "ufr" og/eller "u" nyder beskytte l- se som varemærke, og at det ville være i strid med karnovs rettigheder, såfremt schultz uden tilladelse anvender disse betegnelser til angivelse af domsreferencer i sin domsdatabase, gøres det gældende, at det ville udgøre et misbrug af domine- rende stilling i strid med konkurrencelovens § 11, såfremt karnov på det foreli g- gende grundlag opnår forbud mod schultz' anvendelse af betegnelserne. såfremt retten måtte finde, at henvisning til ufr-numrene nyder beskyttelse, ville karnov dermed have eneret på denne nøgle. hvis karnov ved brug af denne eneret forhindrer schultz (og potentielle andre udbydere af domsdatabaser) i at anvende betegnelserne i forbindelse med domshenvisninger i domsdatabaser, som konkurrerer med karnovs eg- ne domsdatabaser, ville karnov kunne udelukke enhver konkurrence på markedet for domsdatabaser. det kan udgøre et misbrug af dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11, såfremt en dominerende virksomhed nægter at give tredjemand adgang til et produkt el- ler en immaterialret, som er nødvendig for at kunne konkurrere på et afledt marked. ifølge forarbejderne til konkurrenceloven vil det som udgangspunkt være tilfældet, så- fremt adgangen er af væsentlig betydning, og den dominerende virksomhed ikke har gi- vet en ob-jektiv, saglig og rimelig begrundelse for nægtelsen, der administreres konse- kvent. dette er også fastslået i praksis, f.eks. konkurrenceankenævnets kendelse af 11. august 2005 i sag 04-109.248, falkon cykler mod konkurrencerådet, hvor nævnet udtalte … som et relevant eksempel fra eu-praksis kan nævnes domstolens dom i sag c- 418/01 ims. i den underliggende sag var det fastslået, at ims, der var aktiv inden for levering af regi- onale salgsdata for lægemidler i tyskland, havde ophavsret til en bestemt blokstruktur for opdeling af tyskland i geografiske områder, på baggrund af hvilken ims' salgsdata for lægemidler var formateret. blokstrukturen var blevet en de facto standard i det rele- vante marked, og anvendelsen af blokstrukturen var derfor nødvendig for at kunne kon- kurrere på markedet for levering af regionale salgsdata for lægemidler i tyskland. der var herefter tvist mellem ims og en konkurrerende leverandør af regionale salgsdata for lægemidler i tyskland, hvilken konkurrerende leverandør ims havde nægtet at give li- cens til anvendelse af blokstrukturen. tvisten angik, hvorvidt det kunne forbydes at an- vende blokstrukturen til formatering af den konkurrerende leverandørs egne regionale salgsdata for lægemidler. i anledning heraf blev domstolen ved en præjudiciel forelæg- gelse bedt om at vurdere, hvorvidt det ville udgøre misbrug af en dominerende stilling, hvis en dominerende virksomhed, som er indehaver af ophavsretten til en blokstruktur, på baggrund af hvilken regionale salgsdata for lægemidler i en medlemsstat fremvises, nægter at give licens til anvendelse af blokstrukturen til en anden virksomhed, der lige- - 25 - ledes ønsker at levere sådanne regionale salgsdata for lægemidler i den samme medlems- stat. ifølge dommen er det tilfældet, (

1. i)hvis anvendelsen af blokstrukturen er nødvendig for at kunne levere regionale salgsdata for lægemidler i medlemsstaten, (
2. ii)den anden virksomhed har til hensigt at tilbyde nye produkter eller tjenesteydelser, som rettigheds- haveren ikke tilbyder, og som der er en potentiel efterspørgsel på fra forbrugernes side – hvilket ifølge dommen er opfyldt, hvis virksomheden ikke har til hensigt at begrænse sig til i det væsentlige at reproducere produkter eller tjenesteydelser, der allerede tilbydes af rettighedshaveren, (iii) nægtelsen ikke er begrundet i objektive hensyn, og (
3. iv)nægtelsen forbeholder markedet for levering af regionale salgsdata for lægemidler (dvs. det afledte marked) i den pågældende medlemsstat for rettighedshaveren og udelukker enhver kon- kurrence på markedet. tilsvarende betingelser er opfyldt i nærværende sag: (
4. i)anvendelsen af ufr-numrene til brug for domshenvisninger er nødvendig for at kunne konkurrere på markedet for domsdatabaser, (
5. ii)schultz tilbyder en anderledes domsdatabase end karnov; (iii) kar- novs nægtelse af at give schultz adgang til at anvende ufr-numrene er ikke begrundet i objektive hensyn, og (
6. iv)nægtelsen forbeholder markedet for domsdatabaser for karnov og udelukker enhver konkurrence på markedet. som et yderligere eksempel kan nævnes retten i første instans' dom i sag t-201/04, mi- crosoft corporation mod kommissionen. her fandt retten, at microsoft havde misbrugt sin dominerende stilling ved at nægte at give en tredjepart adgang til ophavsretligt be- skyttet materiale (interoperabilitetsoplysninger vedrørende microsofts operativsystemer til klient-pc'er), som var nødvendig for, at tredjeparten kunne udbyde et konkurrerende produkt på det afledte markedet for (operativsystemer til arbejdsgruppeservere, som er kompatible med microsofts operativsystemer til klient-pc'er). det ændrede ikke ved ret- tens vurdering, at tredjeparten ikke selv oprindeligt havde tilbudt at betale licens for ad- gangen. i nærværende sag har karnov tilsvarende – uden at give en objektiv, saglig og rimelig be- grundelse herfor – til stadighed afvist at give schultz adgang til at anvende ufr-numrene i forbindelse med domshenvisninger i schultz' domsdatabase, og nu har karnov indgivet forbudsbegæring med schultz' anvendelse af betegnelserne. det ville derfor være i strid med konkurrencelovens § 11, såfremt karnov på det forelig- gende grundlag opnår forbud mod schultz' anvendelse af betegnelserne. skulle retten finde, at schultz krænker sagsøgers rettigheder ved at referere til ufr-numre, ville schultz således være berettiget til en licens i henhold til de konkurrenceretlige regler, så det blev muligt for andre end karnov at lade brugere af deres databaser finde domme, som igennem en lang årrække i danske juridiske tekster alene er identificeret ved angi- velse af ufr-nummeret og intet andet. det relevante marked og karnovs markedsposition karnov forsøger at forbyde schultz at bruge ufr-referencer til brug for identifikati- on af retsafgørelser. det relevante marked (såfremt der var en ret til at forbyde) er derfor markedet for referencer til tidsskrifter til brug for identifikation af danske retsafgørelser. det bemærkes, at markedet ikke er domsdatabaser. dette ses dels af, at schultz ikke benytter ufr's database, men alene identifikationen af retsafgørelserne. det ses li- - 26 - geledes af, at selvom karnov ophørte med at have en domssamling i dag, så ville det fortsat være nødvendigt for andre domssamlinger at kunne henvise til ufr - nummeret i deres domssamlinger for at give brugerne mulighed for at identificere en væsentlig andel af de retsafgørelser, som der henvises til i juridiske tekster i danmark. behovet for at kunne henvise til ufr-numrene til identifikation af dom- me er således uafhængig af, om karnov fortsat udbyder e n domssamling. på markedet for referencer i tidsskrifter til identifikation af domme (som jo kun er et marked, såfremt retten finder, at karnov har ret til at forbyde sådanne henvi s- ninger) har ufr en dominerende stilling, idet ufr er suverænt den hyppigs t fore- kommende reference i dansk juridisk litteratur til identifikation af domme. kun hvis dommen slet ikke er trykt, eller hvis den kun er trykt i en anden domssamling, synes forfattere at henvise til andet end ufr. dette må anses for bevist … karnov har oplyst, at "en ufr-reference ofte er eneste reference til en afgørelse i li t- teraturen, idet ugeskrift for retsvæsen er eneste sted visse afgørelser er trykt" … og "endvidere er det i danmark ikke normen, at der angives forskellige r eferencer for samme afgørelse" ... det bemærkes, at advokatsamfundet tidligere har indgivet en klage til konkurre n- cestyrelsen mod karnov for misbrug af dominerende stilling (i det tilfælde på ma r- kedet for juridiske tidsskrifter med domsreferater) ... klagen blev indgivet på vegne af advokatsamfundet af samme advokatfirma, som repræsenterer karnov i nærv æ- rende sag. i klagen anførtes bl.a., at ufr er det almindeligt og eneste anvendte cit e- ringssystem i alle retsinstanser og administrative myndigheder, hvor domme a n- vendes som retskilde, og at domstolenes citering af afgørelser fra ufr giver det sæ r- lig autoritet, ligesom det i klagen blev anført, at ufr siden midten af 50'erne har været det eneste "officielle" tidsskrift for offentliggørelse af domme, og at ufr reelt er eneste relevante kilde til retspraksis. det blev således gjort gældende, at ufr in d- tog en dominerende stilling på markedet. klagen blev afvist henset til, at klagens genstand (ændringer af licensvilkår) havde begrænset konkurrencemæssig bety d- ning, men konkurrencestyrelsen afviste ikke, at karnov skulle være dominerende på det relevante marked … på denne baggrund må karnovs ufr henvisninger anses at indtage en monopolli g- nende, eller dog dominerende stilling på det relevante marked for referencer til tidsskrifter til brug for identifikation af domme. nyt produkt det gøres gældende, at schultz' portaler må anses at opfylde betingelsen om et "nyt pro- dukt" i overensstemmelse med den relevante praksis, da schultz' portaler på ingen måde udgør en kopi af karnovs domsdatabase. schultz' produkt giver brugerne mulighed for at få adgang til et meget større antal rets- afgørelser, end der er tilgængeligt på ufr. som nævnt findes ca. 85 % af dommene i schultz' portaler ikke i ufr. endvidere har schultz sin egen brugergrænseflade, som ad- skiller sig fra ufr's. der er dermed tale om et væsentligt andet produkt end ufr. shultz går dermed klart videre end "essentially to duplicating the goods or services already of- fered on the secondary market by the owner of the intellectual property right", jf. c- 418/01 - ims health, pr. 49. - 27 - i øvrigt bemærkes, at kommission i microsoft-sagen gav udtryk for, at det er tilstrække- ligt for at et produkt skal anses for et nyt produkt, at det pågældende produkt indeholder nogle bestanddele af betydning, der er et resultat af licenshaverens egen indsats jf. t- 201/04 - microsoft, pr. 631. dette er klar opfyldt i nærværende sag, hvor schultz selv har indsamlet dommene og selv udviklet sine portaler. i øvrigt bemærkes, at både c-418/01 - ims og t-201/04 - microsoft vedrørte nægtelse af adgang til anvendelse af immaterialrettigheder, der var nødvendige for at kunne tilbyde produkter på et afledt marked, der konkurrerede med eksisterende produkter fra den dominerende virksomhed. licens og forbud det ville være i strid med konkurrencelovens § 11, hvis karnov fik nedlagt forbud på det foreliggende grundlag, hvor de ikke har givet tilbud om en licens. det ændrer ikke ved misbrugsvurderingen, at shultz ikke har anmodet om en licens. det ændrede ikke ved retten i første instans' vurdering i sag t-201/04 - microsoft, at den po- tentielle licenstager ikke oprindeligt havde tilbudt at betale licens for adgangen til micro- softs beskyttede interoperationalitetsoplysninger jf. pr. 774 og 775. der kan således ikke opstilles et krav om, at der i situationer som den foreliggende skal være tilbudt licens af den potentielle licenstager for, at det kan udgøre misbrug af dominerende stilling for in- dehaveren af en immaterialret at nægte at give den potentielle licenstager adgang til ret- tigheden – eller nedlægge forbud mod dennes anvendelse heraf. karnovs henvisning til eu-domstolens afgørelse i c-170/13 - huawei ændrer ikke her- ved. denne afgørelse vedrørte lovligheden af et midlertidigt forbud på baggrund af et såkaldt standard-essentielt patent ("sep"), hvor der gjaldt den helt særlige omstændig- hed, at patentindehaveren, i forbindelse med at patentet var blevet medtaget i standar- den, havde afgivet et tilsagn om at give enhver adgang til patentet på fair, rimelige og ik- ke-diskriminerende vilkår. i den situation påhviler det den potentielle licenstager at an- mode om en licens, efter at patentindehaveren har gjort denne opmærksom på krænkel- sen af patentet. dette princip kan dog ikke overføres til nærværende sag – eller tilsvaren- de sager, som f.eks. c-418/01 - ims health eller t-201/04 - microsoft – hvor karnov hver- ken på forhånd eller i forbindelse med drøftelserne med shultz har tilbudt at give licens på anvendelse af ufr-henvisningerne. passivitet oplysning om schultz' brug af referencer - besvarelse af karnovs provokation schultz har siden 1995 indlagt tidsskrifthenvisninger på domme i schultz domsd a- tabase. fra domsdatabasen udtages domme til diverse schultz' portaler. grundet formatskift og teknologisk udvikling, er det dog kun muli gt i dag at fremfinde do- kumentation fra og med år 2000 … om henvisningerne til tidsskrifter i disse eksem- pler gælder, at de er lagt på dokumenterne efterhånden som de er offentliggjort i de enkelte tidsskrifter: - 28 - henvisningerne til skat er fremfundet i tidskriftet ”skat – aktuel information”, som blev udgivet af schultz. henvisningerne til tfs er fremfundet i tidskriftet ”tidskrift for skatt eret”, som dengang blev udgivet af magnus, siden overtaget af karnov. henvisningerne til advokaten er fremfundet i tidsskriftet ”advokat nyt”, som blev udgivet af advokaternes serviceselskab. henvisningerne til ufr er fremfundet i tidsskriftet ”ugeskrift for retsvæsen” eller via de henvisninger som fandtes ifm. ligningsvejledni ngen. personer hos karnov med adgang til schultz portaler - opfordring til karnov karnov har oplyst, at der var en håndfuld ansatte hos karnov, som havde adgang til karnovs abonnementer på schultz' portaler. schultz har opfordret karnov … til at oplyse navn og funktion/stillingsbetegnelse for de pågældende medarbejdere, således at det er muligt at tage stilling til karnovs argument om, at de pågældende medarbejdere ikke var "relevante", hvilket på det foreliggende grundlag bestrides. karnov har ved skrivelse af 30. oktober 2015 bekræftet, at en række medarbejdere, herunder ledende medarbejdere, har haft adgang til schultz' portaler, men karnov har ikke oplyst, hvorfor de pågældende medarbejdere hos karnov ikke anses for "relevante" … schultz noterer, at flere personer hos karnov, som må antages at have haft et udvik- lingsmæssigt og/eller ledelsesmæssigt ansvar hos karnov, tilsyneladende har haft adgang til schultz' portaler, og dermed givetvis må have været opmærksom på schultz portaler- nes brug af henvisninger til ufr-referencer, jf. bilag l. det må lægges til grund, at når de seks medarbejdere hos karnov nævnt i karnovs besvarelse af 30. oktober 2015 … har haft adgang til schultz databaser, så må relevante medarbejdere hos karnov anses at have været vidende om brugen af ufr-nummer henvisninger i schultz' portaler i hvert fald fra 2005, jf. den fremlagte dokumentation. på baggrund af at schultz' portaler siden 1995 har haft henvisninger til andres tidsskrift- referencer, herunder ufr-referencer; at karnov i hvert fald siden 2003 har abonneret på schultz portaler … og på baggrund af oplysningerne … om nogle af de personer hos karnov, som har haft adgang til schultz' portaler, fastholdes det, at karnov har udvist retsfortabende passivitet ved ikke tidligere at have gjort indsigelse mod schultz portaler- nes anvendelse af ufr-referencer, jf. højesterets dom i u.2009.2772h (forbudsbeføjelse fortabt efter 8 års passivitet).” danske advokater og djøf har som biintervenienter til støtte for j.h. schultz information a/s i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 10. november 2015, hvoraf bl.a. fremgår: ”et velfungerende retssamfund kræver i sagens natur umiddelbar og uhindret adgang til retskilderne. dette grundlæggende hensyn udtrykkes blandt andet i ophavsretslovens § - 29 - 9, der undtager alle primære og sekundære retskilder fra ophavsretlig beskyttelse, hvor- ved kopiering og tilgængeliggørelse af disse retskilder er fri for alle. adgangen til disse retskilder er understøttet ved udgivelse af statslige publikationer som lovtidende og folketingstidende. domme har i danmark traditionelt ikke været tilgæn- geliggjort i statslige medier. offentlighedens adgang til disse sekundære retskilder har i det væsentlige været sikret gennem forlags udgivelse af domssamlinger, herunder sær- ligt ugeskrift for retsvæsen, der har været udgivet siden 1867. henvisning til disse trykte retskilder sker naturligt ved at angive publikationens navn i kombination med en entydig angivelse af, hvor i den givne publikation den givne rets- kilde findes. til eksempel henviser referencen ”ft 2000-01, 2. samling. tillæg a, sp. 800” til folke- tingstidende for folketingsåret 2000-2001, bind 2, del a, spalte 800. tilsvarende med ugeskrift for retsvæsen, hvor referencen ”u 2000.2478” henviser til ugeskrift for retsvæsen, år 2000, side 2478. denne henvisningstypologi anvendes i den danske stats retsakter så som lovforarbejder, aktstykker og domme, hvortil kommer den almindelige juridiske litteratur. identificering af specifikke domme i lovforarbejder, aktstykker og domme samt i juridisk litteratur sker således i alt overvejende grad ved brug af en reference til det sted i ugeskrift for retsvæsen, hvor dommen er trykt. for at kunne fortolke retskilder, som henviser til specifikke domme ved brug af ufr- referencer, har myndigheder og borgere i sagens natur behov for at kunne tilgå disse domme under anvendelse af ufr-referencen. som den eneste udbyder af domssamlinger, der tillader identificering af domme på grundlag af ufr-referencen, giver dette for inde- værende karnov en monopollignende stilling på markedet. karnovs monopollignende stilling kan illustreres med, at karnov ved salg af licenser til ugeskrift for retsvæsen har en så stærk markedsposition, at karnov hos licenstagende virksomheder er i stand til at kræve betaling for langt flere personer, end der rent faktisk benytter ugeskrift for retsvæsen. selvom det på et typisk erhvervsorienteret advokatkon- tor som rønne & lundgren og plesner meget langt fra er alle advokater, der har behov for adgang til ugeskrift for retsvæsen, så kræver karnov, at der betales licens for alle ad- vokater … af let forståelige grunde ønsker karnov at fastholde sin markedsposition som den eneste udbyder af domssamlinger, hvor domme kan identificeres på grundlag af de ufr- referencer, som anvendes i den danske stats retsakter samt i den almindelige juridiske lit- teratur. karnovs strategi er i denne forbindelse at forsøge at udnytte sin varemærkeret til mærket ugeskrift for retsvæsen/ufr til at forhindre tredjemænd i at udvikle og udbyde domssamlinger, der tillader identificering af domme på grundlag af ufr-referencer. retten bør gå kritisk til værks ved vurderingen af karnovs standpunkt. det kontekstuelle udgangspunkt for analysen er, at indholdet i karnovs domssamling ugeskrift for retsvæ- sen i det væsentlige omfatter materiale, som er udarbejdet af danmarks dommere, og som af hensyn til retssamfundets behov er undtaget fra ophavsretlig beskyttelse. - 30 - ved at forsøge at forhindre tredjemand i at udvikle og udbyde domssamlinger, som tilla- der identificering af domme på grundlag af ufr-referencer, søger karnov at cementere sin monopollignende position, hvor offentlige myndigheder og borgere reelt set tvinges til at abonnere på ugeskrift for retsvæsen for at kunne gøre sig bekendt med gældende ret. selv forud for den varemærkeretlige analyse kan det konstateres, at karnovs standpunkt er egnet til at kompromittere retssamfundets behov. når det gælder den varemærkeretlige analyse er udgangspunktet, at karnov selvfølgelig har en varemærkeret til ugeskrift for retsvæsen og ufr som mærke for domssamlinger. karnovs varemærkeret kan imidlertid alene anvendes til at forhindre tredjemand i at bruge ugeskrift for retsvæsen og/eller ufr som varemærke for sine produkter eller tjeneste- ydelser. dette grundlæggende princip er blandt andet illustreret i eucj sag c-48/05 (opel/autec), der angik autec’s markedsføring og salg af legetøjsbiler, der var miniature kopier af originale opel biler, og som derfor også var påført opels mærker som en del af udsmykningen. denne brug af opels mærker indebar i juridisk forstand ingen varemær- kebrug. selvom opels goodwill følgelig blev udnyttet erhvervsmæssigt, tjente brugen af opels mærker ikke til at identificere varens – altså legetøjsbilens - kommercielle oprindel- se, se hertil navnlig præmis 23 og 24 samt den tyske bundesgerichtshofs dom af 14. janu- ar 2010 i zr 88/08 … tilsvarende gælder for schultz og andre tredjemænd, som i domsdatabaser muliggør, at specifikke domme identificeres ved brug af ufr-referencen. mærket ufr anvendes i juri- disk forstand ikke som varemærke for domssamlingen. ufr-referencen anvendes i et lukket system og alene i dens egenskab som identifikation af en specifik dom, der har domstolene og ikke karnov som oprindelse. denne brug af ufr-referencen indebærer in- gen varemærkemæssig udnyttelse af ugeskrift for retsvæsen eller ufr. schultz og andre tredjemænd udnytter alene den faktuelle oplysning, at en given dom er trykt et specifikt sted i ugeskrift for retsvæsen. denne faktuelle oplysning er ikke beskyttet og kan anven- des af alle, herunder offentlige myndigheder, forfattere og forlag. selv hvis der havde været tale om varemærkebrug, ville brugen som anført af schultz være undtaget fra karnovs varemærkeret, jf.

§ 5, nr.

2-3. med særlig re- ference til § 5, nr. 2, bemærkes, at brugen af ufr-referencer sker i en lukket søgemaskine til identificering af en specifik dom, og at brugen blot indebærer angivelse af en egenskab ved ufr-domssamlingen, nemlig at den givne dom i ufr-domssamlingen kan findes ved opslag på et givet år i kombination med et givet sidenummer. selv hvis der er tale om varemærkebrug indebærer den af schultz påtænkte brug af spe- cifikke referencer som eksempelvis u 2000.2478 videre intet indgreb i karnovs varemær- kerettigheder, idet brugen af disse referencer ikke indebærer nogen forvekslingsrisiko med karnovs mærker ugeskrift for retsvæsen og ufr, jf.

§ 4

. det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at karnovs standpunkt synes at indebære, at man i domssamlinger bør afskæres fra at anvende søgbare henvisninger til andre domssamlin- ger. i domssamlingen ugeskrift for retsvæsen kan man i al fald fremsøge referencer til af- gørelser fra en flerhed af domssamlinger, som karnov ikke selv ejer, herunder kfe og nir …” - 31 - sø- og handelsrettens begrundelse og resultat det er ubestridt, at karnov har varemærkeret til ugeskrift for retsvæsen og forkortelsen ufr, og retten finder det godtgjort, at karnov tillige har varemærkeret til det såkaldte ufr- format. man vil således inden for den relevante omsætningskreds af professionelle, der ar- bejder med retskilder, opfatte en henvisning til u. efterfulgt af et årstal og et sidenummer som en henvisning til en bestemt årgang og et bestemt sidetal i ugeskrift for retsvæsen, hvori findes en domstolsafgørelse, som er udvalgt, redigeret og trykt af karnov tillige med et resumé af afgørelsen og eventuelle noter dertil udarbejdet af karnov. den omtvistede brug af karnovs varemærke består i, at schultz i deres elektroniske doms- samlinger anvender ufr-formatet som såkaldt metatag (søgeord særligt tilknyttet i dette til- fælde én bestemt afgørelse) i kombination med en henvisning til ufr-formatet på forsiden af den pågældende afgørelse. resultatet er, at brugeren af shultz’ domssamling ved at taste et bestemt ufr-nummer ind i søgefeltet bliver ledt hen til én bestemt domstolsafgørelse, som også findes i ugeskrift for retsvæsen på det sted, som ufr-formatet henviser til, men som sidstnævnte sted som anført er redigeret og tilføjet elementer af karnov. når afgørelsen er fremsøgt på denne måde, vil brugeren af schultz’ domssamling ud over ufr-nummeret i sø- gefeltet endvidere kunne se en henvisning til ufr-nummeret på forsiden af afgørelsen. retten finder, at schultz derved går videre end den brug af ufr-formatet, som finder sted, når myndigheder og forfattere mv. anvender ufr-formatet som reference til en bestemt år- gang og et bestemt sidetal i det originale produkt, ugeskrift for retsvæsen. retten finder det endvidere sandsynliggjort, at schultz’ brug af ufr-formatet medfører en risiko for, at den re- levante kreds af brugere kan opfatte schultz’ brug af formatet som en betegnelse tillige for afgørelsen i den form, schultz har trykt den, hvilket skaber en risiko for forveksling i forhold til ugeskrift for retsvæsen. det er herved sandsynliggjort, at der ved den anførte brug sker et indgreb i varemærkets funktion, jf.

§ 4, stk.

1, nr. 1. retten finder ikke, at det er nødvendigt for schultz at henvise til ufr-formatet for at angive en egenskab ved selve den afgørelse, som shultz ønsker at publicere, jf.

§ - 32 - 5, nr. 2, eller at angive anvendelsen heraf på den måde, som dette er anført i varemærkelo- vens § 5, nr.

1. endvidere findes den kutyme, der er for henvisninger til det originale produkt ugeskrift for retsvæsen i andre publikationer som anført ikke at dække den omhandlede brug. der er ik- ke påvist nogen retssædvane og dermed en retlig forpligtelse til at henvise til ugeskrift for retsvæsen i stedet for at anvende en anden identifikation. det er således sandsynliggjort, at schultz ved den omhandlede brug krænker karnovs vare- mærkeret. af samme grunde finder retten det sandsynliggjort, at der sker en krænkelse af markedsføringslovens §
2. det må lægges til grund, at schultz ved den omhandlede sandsynligvis uberettigede brug af det kendetegn, som rettighedsindehaveren har investeret i og bygget sit marked op om, vil flytte kunder fra karnov til schultz ved at udnytte karnovs indsats i så henseende. retten finder det på den anførte baggrund tillige sandsynliggjort, at der sker en krænkelse af mar- kedsføringslovens §
3. schultz har anført, at et forbud i givet fald vil stride mod konkurrenceloven, idet karnovs håndhævelse af sine rettigheder vil udgøre et misbrug af den dominerende stilling, som karnov har inden for markedet for referencer til tidsskrifter til brug for identifikation af dan- ske retsafgørelser, jf. konkurrencelovens § 11, herunder idet karnov ikke har givet schultz et tilbud om licens. retten finder, at der ikke inden for den begrænsede bevisførelse, som har fundet sted under denne sag om midlertidigt forbud, er tilstrækkeligt grundlag for med den fornødne sikkerhed at statuere, at karnovs beskyttelse af sine sandsynliggjorte rettigheder ved hjælp af et midlertidigt forbud undtagelsesvis skulle medføre en krænkelse af konkur- renceretten. det kan ikke lægges til grund, at karnov har fået kendskab til den omhandlede brug, herun- der navnlig brugen af metatags, før sagens opstart i slutningen af
4. - 33 - herefter, og idet de øvrige betingelser for nedlæggelse af forbud tillige findes opfyldt, tager retten karnovs påstand til følge, dog således at forbuddet som bestemt nedenfor alene retter sig imod den brug, som schultz ubestridt har foretaget sig, og som karnov har henvist til under sagen. det vil sige den kombinerede brug af metatag og henvisning i selve afgørelsen. da karnov alene findes at have sandsynliggjort krænkelsen, betinges nedlæggelsen af et for- bud af, at karnov stiller sikkerhed for den skade og ulempe, som derved kan påføres schultz. da størrelsen heraf er uomtalt, fastsættes sikkerheden skønsmæssigt til 200.000 kr. thi bestemmes: såfremt karnov group denmark a/s senest den
5. januar 2016 stiller en sikkerhed på 200.000 kr., vil der blive nedlagt følgende forbud: ”schultz forbydes at muliggøre fremsøgning af en afgørelse gengivet i schultz’ domssam- ling(er) ved brug af det ufr-nummer (u.[år].[side], evt.[instans], ufr.[år].[side], evt.[instans], u.f.r.[år].[side], eller tilsvarende) som afgørelsen er identificeret ved i ugeskrift for retsvæsen som sket i schultz domssamlinger ved kombination af metatag og henvisning i selve afgørelsen.” camilla ljørring mads bundgaard larsen lise krüger andersen (sign.) ___ ___ ___ udskriftens rigtighed bekræftes sø- og handelsretten, den