højesterets dom

højesterets dom afsagt mandag den

1. august 2010 sag 231/2007 (
2. afdeling) gettrup mark vindmøllelaug i/s (advokat jesper laage kjeldsen) mod energiklagenævnet (kammeradvokaten ved advokat sune fugleholm) i tidligere instans er afsagt dom af vestre landsrets
3. afdeling den
4. maj
5. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: per sørensen, asbjørn jensen, vibeke rønne, jens peter christensen og hanne schmidt. påstande appellanten, gettrup mark vindmøllelaug i/s, har gentaget sin påstand. energiklagenævnet har påstået stadfæstelse. anbringender vindmøllelauget har anført, at der ikke er tale om selvkontrahering. allongen af
6. december 1999 til kontrakten af
7. december 1999 må være underskrevet af en anden distriktschef i neg micon end steen luk, og det må lægges til grund, at den pågældende har været teg- ningsberettiget. selv om allongen måtte være underskrevet af steen luk, er der ikke ført bevis for, at dette var i strid med de interne regler i neg micon. energistyrelsen har i en række lignende sager, hvor developere med egne selskaber har op- rettet interessentskaber – hvilket var styrelsen bekendt – godkendt møller som ”eksisterende”. ud fra et lighedssynspunkt bør møllen i denne sag derfor godkendes som eksisterende. - 2 - energiklagenævnet har gjort gældende, at det ikke er godtgjort, at allongen af
8. december 1999 er underskrevet af en person, der var tegningsberettiget for neg micon. energiklagenævnet har endvidere anført, at det ikke kan udelukkes, at energistyrelsen i nogle tilfælde har strakt sig langt for at anse vindmøller for eksisterende, men at nævnet konsekvent har behandlet sagerne på samme måde som denne sag. forklaringer til brug for højesteret er der afgivet supplerende forklaring af steen luk og peter øgaard. steen luk har forklaret bl.a., at han ikke gik ind i projektet for selv at blive medejer. det var en del af den sædvanlige procedure, at han deltog i stiftelsen af et møllelaug. vedrørende et projekt i klinteby skrev han under sammen med "projektmanden", palle christensen. der var specielle rabatter til de faste medarbejdere, der købte mølleandele. der var ikke skriftlige retningslinjer vedrørende medarbejderkøb, men der var givet nogle mundtlige ret- ningslinjer. hvis medarbejdere købte en vindmølle for at være bruger, var der specielle pris- aftaler, der kunne indgås med neg micon. medarbejderen skulle tale med sin overordnede – i hans eget tilfælde peter øgaard – og juridisk afdeling skulle herefter godkende. han skrev under på neg micons vegne, og han skrev også selv under som køber. han forkla- rede juridisk afdeling, hvordan det hang sammen. kontrakten blev ikke yderligere underskre- vet. den pris, der fremgik, lå inden for de rammer, som neg micon havde for medarbejder- køb, og han er sikker på, at han havde diskuteret købet vedrørende klintebyprojektet med peter øgaard. prisen var fastsat under markedsprisen, men samtidig så højt, at den ikke kræ- vede tilladelse. der var en pristolerance, der ikke krævede tilladelse, og kun såfremt prisen var fastsat lavere, krævede det neg micons godkendelse. han viste kontrakten til juridisk afdeling. standardkontraktens § 5 blev i almindelighed fulgt, således at der skulle sikres en finansie- ring, såfremt der var tale om salg til en privat person. sikringen bestod i, at der forelå enten en egentlig bankgaranti eller et tilsagn fra et pengeinstitut. ved salg til et møllelaug blev stig hinge kontaktet for at formidle finansieringen, og såfremt han indestod for, at det ikke ville blive noget problem for ham at skaffe tilsagn om finansiering fra et pengeinstitut, blev dette - 3 - godtaget som tilstrækkelig sikkerhed. typisk blev stig hinges tilsagn indhentet mundtligt pr. telefon. i 1999/2000 var det let at få finansiering til vindmøller og til vindmølleprojekter. det var meningen, at det var interessenterne, der skulle eje møllen. han havde forud for købet fået tilkendegivelse fra interesserede. det var meningen, at han skulle købe møllen og videresælge den til den ejerkreds, der havde tilkendegivet, at de var interesserede. det var nødvendigt at få projektet på plads for alle fem møller, og de fire andre møller var blevet solgt. han købte møllen i december måned 1999 bl.a. for at opnå støtte. såfremt stig hinge ikke havde kunnet opnå finansiering, ville det ikke have været noget problem at få solgt møllen til anden side. han havde slet ikke tænkt, at denne situation kunne opstå. der har aldrig været problemer med stig hinges indeståelser, som altid er blevet fulgt op af bankfinansiering. peter øgaard har forklaret bl.a., at hans titel i neg micon var salgsdirektør, og at det rettelig var den
9. september 1999, neg micon havde bekendtgjort, at virksomheden havde mistet sin egenkapital. steen luk fortalte, at han ville med i et vindmølleprojekt nu, da han havde lavet så mange kontrakter for andre. det drejede sig om klintebyprojektet ved næstved. der var en såkaldt "fri mølle", det vil sige, at møllen ikke var solgt endnu. han havde truffet aftale med stig hinge, der var formidler af finansiering af vindmøller – "mellemmand til banker" – om, at stig hinge ville sørge for finansieringen af møllen. dette var sådan set et normalt forløb på et vindmølleprojekt. når det drejede sig om en medarbejder, der skulle købe en mølle, var pro- ceduren, at et medlem af direktionen skulle godkende handlen. han var ikke selv medlem af direktionen. i det aktuelle projekt, som steen luk deltog i, blev denne procedure fraveget. han kan ikke forklare hvorfor. han kendte ikke til personaleinteresser i nærværende sag, og der blev ikke givet nogen medarbejderrabat, som indikerede dette. det var ham, der havde lavet afsnittet i personalehåndbogen om, hvorledes medarbejdere, der ville købe møller, skulle forholde sig. vejledningen fyldte vel en side, og den blev til i samarbejde med juridisk afde- ling. på daværende tidspunkt var det en god forretning at købe en mølle, og det var også en god forretning at være interessent i et møllelaug. personalehåndbogen tog ikke stilling til den situation, at en medarbejder alene var med til at stifte et møllelaug uden at købe en andel. det var ikke svært at få finansieret en vindmølle, som var omfattet af overgangsordningen. der var nogle banker, der havde specialiseret sig i en sådan form for finansiering. det var den sædvanlige procedure, at stig hinge afleverede et skriftligt finansieringstilsagn fra en bank. der var et afsnit i personalehåndbogen om, hvorledes en medarbejder skulle handle direkte - 4 - med virksomheden (neg micon). steen luk kunne som distriktschef ikke købe en vindmølle til sig selv med henblik på videresalg med fortjeneste. hvis det var blevet opdaget, ville han have drøftet sagen med neg micons juridiske chef, idet der efter hans opfattelse ville være tale om et tillidsbrud. det var distriktskonsulenterne, der havde eksklusivret til at sælge møl- lerne til køberne bortset fra de tilfælde, hvor de blev solgt til elektricitetsværker. højesterets begrundelse og resultat højesteret finder det efter bevisførelsen ikke godtgjort, at allongen af
10. december 1999 til kontrakten af
11. december 1999 er underskrevet af en person, der var tegningsberettiget for neg micon a/s, eller at selskabet på anden måde ved underskriften på allongen er blevet forpligtet af kontrakten inden den
12. januar
13. af de grunde, der er anført af landsretten, og da det, der er fremført for højesteret, ikke kan føre til et andet resultat, tiltræder højesteret herefter, at der ikke inden den
14. januar 2000 var indgået en bindende kontrakt mellem vindmøllelauget og neg micon. betingelserne for at anse den senere opførte vindmølle for eksisterende, jf. § 10, stk. 1, nr. 1, i den dagældende vindmøllebekendtgørelse, er derfor ikke opfyldt. højesteret stadfæster herefter dommen. i sagsomkostninger for højesteret skal gettrup mark vindmøllelaug i/s til energiklagenæv- net betale i alt 81.511 kr., som omfatter 80.000 kr. til dækning af udgift til advokat og 1.511 kr. til dækning af udlæg. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. i sagsomkostninger for højesteret skal gettrup mark vindmøllelaug i/s betale 81.511 kr. til energiklagenævnet. de idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms af- sigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.