højesterets dom afsagt onsdag den 23. april 2014 sag 120/2012 (2. afdeling) topdanmark forsikring a/s (advokat line marie pedersen) mod a og b (advokat mogens moe, beskikket for begge) og sag 158/2012

§ 49

(folketingstidende 1998-99, tillæg a, side 4352-4356) hedder det bl.a.: ”til § 48 med bestemmelsen i stk. 1 gives miljømyndighederne mulighed for at meddele den, der på tidspunktet for udstedelsen af et påbud efter § 48 ejer den olietank, hvorfra forure- ningen antages at stamme fra, påbud om undersøgelser og foranstaltninger efter en jord- forurening, forårsaget af en utæthed i eller spild i forbindelse med en olietank under 6000 liter, hvor 50% af det areal, der opvarmes af olie fra den pågældende olietank, an- vendes til beboelse. … - 8 - påbud kan meddeles, uanset hvordan forureningen er sket, og muligheden for at udstede påbud er således ikke betinget af, at myndighederne kan påvise en uforsvarlig adfærd hos tankejeren. herved indføres der et ubetinget ansvar for oprydninger. … til § 49 med de i § 48, stk. 1, foreslåede skærpede ansvarsregler er der mulighed for at få løst det problem, som olieforurening fra private villatanke udgør. bestemmelsen i 49, stk. 1, fastslår en pligt for ejere af olietanke, der kan meddeles på- bud efter § 48, stk. 1, til at være omfattet af en forsikring, der dækker udgifterne til op- fyldelse af påbud efter § 48, stk.

1. disse tanke er ikke omfattet af miljøerstatningslo- ven. formålet med forsikringspligten er, at der skal være økonomisk dækning for tankejerens ansvar efter §
2. undtaget fra pligten til forsikringsdækning er dog forureninger, der er forårsaget ved forsætlige handlinger fra den nuværende tankejers side, samt situationer hvor tankejeren vidste eller burde vide, at installationerne, hvorfra forureningen stam- mer, ikke opfylder offentlige myndighedskrav, som fremgår af den til enhver tid gæl- dende olietankbekendtgørelse, samt hvor leveringen af olie i den nuværende ejers ejer- tid ikke er sket efter offentlige forskrifter herom, som fastsat i bekendtgørelsen om vej- transport af farligt gods. baggrunden for, at de nævnte situationer ikke er pålagt en pligt til forsikringsdækning, er, at disse tilfælde efter praksis ikke kan forsikres. i disse situa- tioner vil der således være et ansvar, der ikke kan tegnes forsikring for. miljø- og energiministeriet finder ikke, at der er særlige grunde, der taler for at undtage for det ubetingede ansvar i disse situationer, idet tankejeren i tilfælde af forsæt, samt hvor leveringen ikke er sket i overensstemmelse med offentlige forskrifter, kunne have undgået forureningen ved at undlade at udføre den forsætlige handling samt ved fx at undlade selv at påfylde sin olietank. for så vidt angår installationer på ejendommen må tankejeren gøre en indsats for at ori- entere sig om de faktiske forhold i forhold til tanken og sikre sig, at installationerne er lovlige, ligesom installationer løbende må vedligeholdes, så de opfylder de myndig- hedskrav, der er fastsat i olietankbekendtgørelsen. det er således en forudsætning i stk. 2, nr. 2, at tankejeren vidste eller burde vide, at de faktiske forhold omkring tanken ikke opfylder de krav, der er fastsat i olietankbekendt- gørelsen. det er miljø- og energiministeriets vurdering, at en tankejer, for at være orienteret om, hvorvidt en olietank er lovligt nedlagt, ikke skal grave ned omkring olietanken for at konstatere, om denne er nedlagt korrekt, eller om rørforbindelserne er udført i overens- stemmelse med bekendtgørelsens krav. som et andet eksempel kan nævnes, at det må forventes, at tankejeren har en tankattest, og såfremt dette ikke er tilfældet, gør, hvad der er muligt for at forsøge at fremskaffe en sådan. der vil dog formentlig kunne forekomme situationer, hvor tankejeren ikke er i - 9 - stand til dette, hvis fx. producenten af tanken ikke længere eksisterer, og det ikke er mu- ligt at fremskaffe en tankattest fra den tidligere ejer. ligeledes kan det forventes, at en olietankejer undersøger, om tanken er anmeldt til til- synsmyndigheden, og såfremt dette ikke er tilfældet, foretager en sådan anmeldelse. det må ligeledes forventes, at en ejer af en nedgravet tank, hvor ejeren selv har fået installe- ret tanken før den
3. april 1970, sørger for at få sløjfet denne, med mindre tilsynsmyn- digheden har givet tilladelse til fortsat brug af tanken. af en ejer af en overjordisk tank kan det ligeledes forventes, at denne kontrollerer, at tanken ikke er placeret direkte på jordoverfladen, og såfremt dette er tilfældet, sørger for, at placeringen ændres. har en tankejer gjort det, der med rimelighed kan forventes af ham, for at opnå en viden og dermed bringe sig i god tro om de faktiske forhold omkring tanken, skal der være forsikringsdækning, uanset det senere måtte vise sig, at de faktiske forhold forholder sig anderledes. … såfremt udgifterne til opfyldelse af et påbud overstiger 2 mio. kroner, vil der være et ubetinget ansvar, der ikke er omfattet af en forsikring. på baggrund heraf foreslås det, at miljømyndigheden skal dække det resterende beløb, såfremt udgifterne overstiger
4. mio. kroner. … i øvrigt skal det bemærkes, at situationen formentlig næppe vil forekomme, da miljøsty- relsen ikke har kendskab til, at udgifter til oprydning m.v. efter villaolietanke har over- steget 2 mio. kroner.” bekendtgørelsen om indretning, etablering og drift af olietanke, rørsystemer og pipelines (olietankbekendtgørelsen) indeholder bl.a. reglerne om olietanke mv., som anvendes til opbe- varing af fyringsolie. bekendtgørelsen, som var gældende i 2000, hvor a og b købte ejen- dommen søgårdssvinget 5, er bekendtgørelse nr. 829 af
5. oktober
6. i denne bekendtgø- relse findes bl.a. følgende bestemmelser: ”§
7. ved tankattest forstås en attest, der indeholder en beskrivelse af tanken og en er- klæring om, at den leverede tank er typegodkendt samt angivelse af fabrikantens navn og hjemsted, tanktype, tankens hovedmål, tankrumfang, fabrikationsnummer og –år, samt typegodkendelsesnummer. … §
8. ved salg eller anden overdragelse af en typegodkendt tank skal der medfølge en tankattest, der indeholder de oplysninger, der fremgår af §
9. ... - 10 - §
10. nedgravede kugleformede olietanke af polyethylen til olieprodukter produceret af firmaet ajva-plast a/s skal tages ud af brug senest 20 år efter nedgravningen, dog tidligst
11. januar 2001, jf. dog miljøministeriets bekendtgørelse nr. 96 af
12. marts 1987 om sløjfning af visse olietanke.” det fremgår af den i olietankbekendtgørelsens § 30 nævnte bekendtgørelse fra 1987, at visse ajva-olietanke (med produktionsnumrene 1400 – 6800) skal sløjfes allerede 12 år efter ned- gravningen. tankattesten for den i sagen omhandlede ajva-olietank viser, at den har pro- duktionsnummer 10.016, og den er derfor ikke omfattet af bekendtgørelsen fra
13. olietankbekendtgørelsen, der var gældende, da utætheden opstod i sommeren 2007, er be- kendtgørelse nr. 1641 af
14. december
15. i denne bekendtgørelse hedder det bl.a.: ”§
16. ved salg eller anden overdragelse af en typegodkendt tank, skal der medfølge … tankattest … §
17. ejeren og brugeren skal opbevare et eksemplar af tankattesten … §
18. ejeren skal sikre sig, at nedgravede kugleformede olietanke af polyethylen produ- ceret af firmaet ajva-plast a/s sløjfes senest 20 år efter nedgravningen.” højesterets begrundelse og resultat fire dommere – lene pagter kristensen, vibeke rønne, michael rekling og lars apostoli – udtaler: topdanmark forsikring a/s mod a og b (sag nr. 120/2012) sagen angår, om olieforureningen på as og bs ejendom er omfattet af forsikringsdækningen under den hos topdanmark forsikring a/s etablerede forsikringsordning for villaolietanke. der er enighed om, at forureningen stammer fra en utæt olietank, og at der er tale om en ned- gravet 2.500 liter kugleformet polyethylentank, produceret af firmaet ajva-plast a/s, som ifølge olietankbekendtgørelsen skulle have været sløjfet senest den
19. januar
20. der er endvidere enighed om, at utætheden og olieforureningen opstod i sommeren
21. ifølge forsikringsvilkårene dækker forsikringen ikke, når forureningen stammer fra installati- oner, som den sikrede vidste eller burde vide ikke opfylder offentlige forskrifter herom inde- holdt i olietankbekendtgørelsen. det er ubestridt, at a og b ikke vidste, at den nedgravede olietank på deres ejendom var ulovlig efter den
22. januar
23. spørgsmålet er, om de burde - 11 - have vidst, at det var i strid med olietankbekendtgørelsen, at den ikke var sløjfet senest den
24. januar
25. vi finder, at forsikringsvilkårene skal fortolkes i overensstemmelse med de tilsvarende be- stemmelser om forsikringspligt i jordforureningslovens § 49, jf. herved at det i lovens forar- bejder er forudsat, at der ikke kan tegnes forsikring for de situationer, som er undtaget fra for- sikringspligten i medfør af lovens § 49, stk.
26. ifølge § 49, stk. 2, nr. 2, omfatter forsikrings- pligten ikke forurening, der stammer fra installationer, som tankejeren vidste eller burde vide ikke opfylder offentlige forskrifter herom indeholdt i olietankbekendtgørelsen. af forarbejderne til § 49, stk. 2, nr. 2, fremgår bl.a., at en tankejer ”må … gøre en indsats for at orientere sig om de faktiske forhold i forhold til tanken og sikre sig, at installationerne er lovlige.” som eksempel herpå er nævnt, ”at det må forventes, at tankejeren har en tankattest, og såfremt dette ikke er tilfældet, gør, hvad der er muligt for at forsøge at fremskaffe en så- dan,” med henblik på ”at opnå en viden og dermed bringe sig i god tro om de faktiske forhold omkring tanken”. forpligtelsen til at have en tankattest fremgår endvidere af olietankbekendt- gørelsen. tankattesten viser olietankens art og fabrikat med videre, og uden viden herom er ejeren normalt også uden viden om, hvornår den skal sløjfes i henhold til reglerne i olietank- bekendtgørelsen. vi finder, at det herefter følger af jordforureningsloven, at det som udgangs- punkt bør være en sædvanlig handlemåde for ejeren, at denne sørger for at være i besiddelse af en tankattest. hvis olietanken ikke sløjfes inden for de frister, der følger af bekendtgørel- sen, forøges risikoen for utæthed med forurening til følge. vi finder derfor, at det er i god overensstemmelse med det i lovens forarbejder forudsatte ”forureneren betaler-princip” og ønsket om tilskyndelse til forsvarlig adfærd samt enkle regler, at en aktiv indsats for at opnå viden om de faktiske forhold efter omstændighederne kan være en forudsætning for god tro. fra det offentliges side er der i 2000 og i 2005 gennemført landsdækkende oplysningskam- pagner målrettet ejere af ejendomme med opvarmning fra eget oliefyr for at gøre ejerne be- kendt med reglerne. ved købet af ejendommen i sommeren 2000 vidste a og b, at de overtog en olietank, som var blevet nedgravet i
27. de havde bistand af en advokat til berigtigelsen af handlen. de havde ikke anledning til at betvivle rigtigheden af de i skødet anførte oplysninger om tankens lov- - 12 - lighed, og på dette tidspunkt var fristen for sløjfning af tanken i henhold til reglerne i olie- tankbekendtgørelsen da heller ikke udløbet endnu. uanset forholdene på købstidspunktet var det imidlertid nødvendigt at skaffe sig yderligere viden om olietanken for at undgå senere overskridelse af sløjfningsterminerne i henhold til olietankbekendtgørelsen. a og b var ikke i besiddelse af tankattesten, og de gjorde ikke noget for at fremskaffe den eller for på anden måde at skaffe sig viden om de faktiske forhold omkring tanken. de kunne have fået tankatte- sten ved en henvendelse til kommunens tekniske forvaltning. attesten viste, at der var tale om en 2.500 liter olietank af polyethylen fra firmaet ajva-plast a/s. det er oplysninger, der ville give særlig anledning til yderligere undersøgelser, som ville have givet a og b viden om, at tanken skulle have været sløjfet senest den
28. januar
29. på denne baggrund finder vi, at de i hvert fald nogen tid efter overtagelsen af ejendommen burde have vidst, at olietan- ken var af en type, som ifølge reglerne i olietankbekendtgørelsen skulle have været sløjfet inden den
30. januar
31. betingelserne for forsikringsdækning er derfor ikke opfyldt. herefter stemmer vi for at tage topdanmark forsikring a/s’ påstand om frifindelse til følge. a og b mod c (sag nr. 158/2012) sagen angår, om c er forpligtet til at erstatte as og bs tab som følge af forureningsskaden helt eller delvist. spørgsmålet er, om c burde have tilvejebragt tankattesten eller have gjort a og b opmærksom på reglerne om nedgravede olietanke i forbindelse med berigtigelsen af ejendomshandlen i sommeren
32. det fremgik af såvel bbr-ejermeddelelsen som det kommunale oplysningsskema, at der på ejendommen var en olietank, som var nedgravet i
33. denne oplysning blev også indføjet i skødets punkt
34. olietankens fabrikat var ikke angivet, og tilvejebringelse af tankattesten – enten fra sælger eller fra kommunen – ville derfor være relevant for at fastslå, om der var tale om en ajva-olietank af den type, som ifølge den dagældende olietankbekendtgørelse skulle sløjfes senest et halvt år efter as og bs overtagelse af ejendommen. vi finder, at der er tale om en oplysning af så væsentlig betydning for køberne af ejendommen, at c som berigtigende advokat burde have sørget for tilvejebringelse af tankattesten eller rådgivet sine klienter om at sørge for at tilvejebringe denne. undladelsen heraf er en ansvarspådragende fejl, som efter vores opfattelse ikke er afhjulpet ved den telefoniske henvendelse til kommunen, som hans sekretær efter sin forklaring har foretaget. - 13 - ifølge den dagældende forældelseslov af 1908 var forældelsesfristen 5 år, jf. § 1, stk. 1, nr.
35. forældelsesfristen regnes fra det tidspunkt, hvor erstatningskravet mod c kunne gøres gæl- dende, jf. §
36. forældelsesfristen for erstatningskravet i anledning af advokatfejlen i 2000 var således udløbet i sommeren 2005, medmindre forældelsesfristens begyndelsestidspunkt var suspenderet i medfør af forældelseslovens § 3 på grund af utilregnelig uvidenhed om advokat- fejlen hos a og b. erstatningssagen mod c blev anlagt den
37. juli 2009, og erstatnings-kravet er derfor forældet efter forældelsesloven af 1908, medmindre det godtgøres, at forældelsesfristens begyndelses- tidspunkt var suspenderet indtil den
38. juli
39. vi finder, at a og b trods den manglende advokatrådgivning om sløjfning af olietanken i hvert fald inden den
40. juli 2004 burde have orienteret sig om de faktiske forhold i forbindelse med olietanken på ejendommen, og at kra- vet derfor er forældet efter 1908-loven. forældelsesloven af 2007 trådte i kraft den
41. januar 2008, men indeholder en kortere forældelsesfrist end 1908-loven. på den baggrund finder vi, at et erstatningskrav mod c er forældet og stemmer for at frifinde ham og dermed stadfæste dommen i forhold til ham. dommer niels grubbe udtaler: problemet i denne sag er, om fjernelse af en olieforurening i 2007 fra en nedgravet villaolie- tank, der skulle have været sløjfet i 2001, skal betales af ejerne eller af topdanmark under forsikringsordningen for villaolietanke. denne pligt til at sløjfe en nedgravet olietank inden en bestemt termin gælder kun visse typer af olietanke af et bestemt fabrikat, og hovedspørgsmå- let er, om ejerne burde vide, at olietanken var af en sådan type og derfor efter 2001 ikke læn- gere opfyldte de offentlige forskrifter, jf. forsikringsbetingelserne, der i overensstemmelse med jordforureningslovens § 49, stk. 2, nr. 2, undtager sådanne tilfælde fra forsikringsdæk- ningen. det er ubestridt, at ejerne ikke vidste dette. omkostningerne til undersøgelse og fjer- nelse af forureningen samt genopretning af den hidtidige tilstand ifølge påbud efter jordforu- reningslovens § 48 er ikke opgjort, men skønnes at udgøre op til ca. 5,2 mio. kr. hvis der er forsikringsdækning, skal topdanmark betale 2 mio. kr. heraf og miljømyndigheden resten, jf. - 14 - jordforureningslovens dagældende § 49, stk. 5; hvis der ikke er dækning, skal hele beløbet betales af ejerne. bestemmelserne i jordforureningslovens §

§ 49blev indført ved lov nr.

370 af

1. juni
2. ifølge § 48 kan der meddeles påbud til olietankens ejer, uanset hvordan forureningen er sket. påbud kan således meddeles, uanset om ejeren efter almindelige regler ville være erstat- ningsansvarlig for skaden og i givet fald for alle de påbudte foranstaltninger. formålet hermed var at sikre, at oprensning og genopretning blev gennemført alene under hensyn til miljøet (se de almindelige bemærkninger til lovforslaget, folketingstidende 1998-99, tillæg a, s. 4308 og 4309). denne ordning med ubetinget ansvar for ejeren blev kombineret med og betinget af en obligatorisk forsikringsordning ifølge § 49, der afdækkede det ubetingede ansvar, der som nævnt gik videre end et erstatningsansvar efter almindelige regler. fra forsikringsdækningen blev der imidlertid undtaget tre tilfælde af forurening; nemlig til- fælde, hvor forureningen var forsætligt forårsaget af tankejeren, tilfælde, hvor den skyldtes olielevering til tankejeren i strid med offentlige forskrifter, og tilfælde, hvor den stammede fra installationer, som tankejeren ”vidste eller burde vide” ikke opfyldte offentlige forskrifter. alle tre undtagelser angik tilfælde, der også efter hidtidige regler ville udløse erstatningsan- svar. på denne baggrund er det min opfattelse, at udtrykket ”vidste eller burde vide” må fortolkes snævert og i overensstemmelse med den sædvanlige forståelse af dette udtryk. dette indebæ- rer, at ”burde vide” begrænses til situationer, hvor ejerens manglende viden skyldes usædvan- lig handlemåde eller undladelse, og afgørelsen må bero på en samlet bedømmelse af forhol- dene, ikke på et enkelt kriterium. i lovforslagets særlige bemærkninger til § 49 anføres, at det må forventes, at en tankejer, der ikke har en tankattest, ”gør, hvad der er muligt for at forsøge at fremskaffe en sådan”. en så- dan pligt til at gøre ”hvad der er muligt” for at fremskaffe tankattesten er ikke fastsat i en ud- trykkelig bestemmelse i jordforureningsloven eller tankbekendtgørelsen. en pligt til at gøre ”hvad der er muligt” rækker videre end til at handle på en sædvanlig måde, som ikke kan be- brejdes tankejeren, og hvis pligten til om muligt at fremskaffe tankattesten bliver afgørende for afgørelsen om burde viden om installationens lovlighed, sker der ikke længere en samlet - 15 - bedømmelse af forholdene. hvis det bliver afgørende, om tankattesten kunne have været fremskaffet, vil tankejeren i realiteten – såfremt tankattesten som sædvanligt rent faktisk eksi- sterer – være undergivet et objektivt, ikke forsikringsdækket ansvar for olieforurening fra en olietank, der skulle have været sløjfet, idet han under alle omstændigheder stilles, som om han har tankattesten og på grundlag af den ved, om tanken er af en type, for hvilken der gælder en sløjfningstermin. hvis man i ordlyden ”burde vide” kan indlæse en pligt til at gøre ”hvad der er muligt” for at skaffe viden, er det i øvrigt vanskeligt at se, hvorfor ordlyden ikke også skulle dække en pligt til – hvis tankattesten ikke findes – at grave ned for at konstatere tan- kens fabrikat og type, og så er ansvaret i det hele objektivt. i modsætning til de tilfælde, der beskrives i § 49, stk. 2, nr. 1 og 3, vil nr. 2, læst som en pligt til at fremskaffe tankattesten, under alle omstændigheder indebære et ansvar for tankejeren, der rækker videre end det tidli- gere erstatningsansvar. det er min opfattelse, at en sådan forståelse, der – som denne sag viser – kan have meget vidtgående konsekvenser for tankejeren, ikke har sikker dækning i ordlyden af § 49, stk. 2, og er i strid med de overordnede overvejelser bag ordningen i §

§ 49

. i overensstemmelse med almindelige forsikringsretlige principper, hvorefter den sikrede nor- malt ikke identificeres med sin rådgiver i henseende til f.eks. spørgsmål om fremkaldelse af forsikringsbegivenheden og manglende iagttagelse af pålagte forebyggende forholdsregler, er der efter min opfattelse ikke grundlag for at statuere identifikation mellem ejerne og deres berigtigende advokat, og en mulig forsømmelse fra advokatens side med hensyn til at skaffe viden kan derfor ikke tilregnes ejerne i relation til forsikringsdækningen. med disse bemærkninger og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten – og som reelt er i overensstemmelse med forsikringsankenævnets kendelse af 8. juni 2009 – tiltræder jeg, at appellanterne hverken vidste eller burde vide, at olietanken ikke opfyldte kravene i olietank- bekendtgørelsen, og stemmer derfor for at stadfæste dommen i forhold til topdanmark. de landsdækkende kampagner for at gøre ejere af oliefyr bekendt med reglerne i olietankbe- kendtgørelsen kan efter min opfattelse ikke føre til et andet resultat. jeg har herefter ikke anledning til at tage stilling til et eventuelt erstatningsansvar for c og stemmer derfor også for at stadfæste dommen i forhold til ham. afgørelsen træffes efter udfaldet af stemmeafgivningen. - 16 - samlet konklusion højesteret frifinder topdanmark forsikring a/s og stadfæster dommen i forhold til c. i sagsomkostninger for landsret og højesteret skal a og b (deres retshjælpsforsikring), subsi- diært statskassen, betale 724.469 kr. til topdanmark forsikring a/s, hvoraf 199.539 kr. er til dækning af udgifterne til syn og skøn, 500.000 kr. er til dækning af udgifter til advokat og 24.930 kr. er til dækning af retsafgift. i sagsomkostninger for højesteret skal a og b (deres retshjælpsforsikring), subsidiært stats- kassen, betale 200.000 kr. til c til dækning af udgifter til advokat. thi kendes for ret: topdanmark forsikring a/s frifindes. i sagen mod c stadfæstes landsrettens dom. i sagsomkostninger for landsret og højesteret skal a og b (deres retshjælpsforsikring), subsi- diært statskassen, betale 724.469 kr. til topdanmark forsikring a/s. i sagsomkostninger for højesteret skal a og b (deres retshjælpsforsikring), subsidiært stats- kassen, betale 200.000 kr. til c. de idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms af- sigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.