højesterets dom

højesterets dom afsagt tirsdag den

1. maj 2012 sag 361/2010 (
2. afdeling) fagligt fælles forbund som mandatar for a (advokat christian bentz) mod ankestyrelsen (kammeradvokaten ved advokat henrik nedergaard thomsen) i tidligere instans er afsagt dom af østre landsrets
3. afdeling den
4. oktober
5. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: lene pagter kristensen, poul søgaard, marianne højgaard pedersen, jens peter christensen og jan schans christensen. påstande appellanten, fagligt fælles forbund som mandatar for a, har påstået indstævnte, ankestyrel- sen, tilpligtet at anerkende, at a, ud over hvad der er en følge af hans knætraume i 1985, har pådraget sig en slidgigtlidelse i venstre knæ, som skal anerkendes som erhvervssygdom om- fattet af § 10, stk. 1, i lov nr. 390 af
6. maj 1992 om sikring mod følger af arbejdsskade som senest bekendtgjort ved socialministeriets lovbekendtgørelse nr. 943 af
7. oktober
8. ankestyrelsen har påstået stadfæstelse. anbringender fagligt fælles forbund som mandatar for a har anført, at han som følge af sit arbejde i perio- den 1982-2001 er blevet påført en slidgigtlidelse (arthrosis genus) i venstre knæ, ud over hvad der er en følge af hans knætraume i 1985, således at hans slidgigtlidelse samlet set er blevet forværret og accelereret som følge af arbejdet. forværringen og accelerationen af slidgigtli- delsen opfylder betingelserne for anerkendelse efter § 10, stk. 1, nr. 1, i den for sagen gæl- - 2 - dende lov om sikring mod følger af arbejdsskade. subsidiært opfylder forværringen og acce- lerationen af slidgigtlidelsen betingelserne for anerkendelse efter § 10, stk. 1, nr. 2, i loven. både de generelle betingelser i bekendtgørelse nr. 491 af
9. maj 2007 om fortegnelse over erhvervssygdomme anmeldt før januar 2005 § 1, stk. 1, og de særlige betingelser i bekendtgø- relsens § 1, stk. 3, er opfyldt. hertil kommer, at han ved bevisførelsen og ved retslægerådets besvarelse af spørgsmål 7 i fornødent omfang har godtgjort, at han er blevet påført en selv- stændig forværring og acceleration af sin slidgigtlidelse, som må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets art. ankestyrelsen har anført, at der ikke er grundlag for at anerkende as slidgigtlidelse som en erhvervssygdom efter erhvervssygdomsfortegnelsen i bekendtgørelsen om fortegnelse over erhvervssygdomme, idet a alene har arbejdet med knæbelastende arbejde i 17 år og ikke i de mindst 20-25 år, som er udgangspunktet i erhvervssygdomsfortegnelsen. der er ikke grundlag for at slække på de tidsmæssige krav. as slidgigtlidelse er derfor ikke omfattet af den dagæl- dende arbejdsskadesikringslovs § 10, stk. 1, nr.
10. for ikke at udhule erhvervssygdomsbegrebet gælder der efter forarbejderne og retspraksis et særligt kvalificeret beviskrav for at anerkende en lidelse som erhvervsbetinget efter lovens § 10, stk. 1, nr. 2,
11. led. der skal således foreligge et egentligt positivt bevis i form af sikker dokumentation for årsagsforbindelse mellem den anmeldte lidelse og det udførte arbejde, og der må ikke herske kvalificeret lægefaglig tvivl om, at sygdommen i det konkrete tilfælde er erhvervsbetinget. a har ikke løftet sin bevisbyrde. også efter retslægerådets vurderinger er der en sådan kvalificeret lægefaglig tvivl om, hvorvidt as slidgigt i knæet er erhvervsbetinget, at der ikke er grundlag for at anerkende lidelsen som erhvervsbetinget. supplerende sagsfremstilling retslægerådets besvarelse af
12. august 2006 af spørgsmål 7 lyder rettelig således: ”med baggrund i sagsakterne inkl. bilag 10, 11 og 17-20 er det uændret retslægerådets vurdering, at den primære årsag til udvikling af slidgigtforandringerne i sagsøgers ven- stre knæled er det betydelige knætraume i
13. samtidig finder retslægerådet det overvejende sandsynligt, at mange års tømrerarbejde inkl. en betydelig mængde direkte og indirekte knæbelastning har accellereret og forværret udviklingen af disse slidgigt- forandringer.” - 3 - retsgrundlag i betænkning nr. 1142/1988 om revision af arbejdsskadeforsikringsloven hedder det bl.a.: ”3.4.
14. tilfælde, hvor arbejdet er medvirkende årsag til en erhvervssygdom eller til for- værring af en forudbestående lidelse. i en række tilfælde kan man undertiden komme ud for, at de påvirkninger den pågæl- dende udsættes for under arbejdet, forværrer en forudbestående ”privat” lidelse eller forværrer en lidelse, som måske kan henføres til en tidligere arbejdsskade. dette er typisk tilfældet ved hudlidelser. arbejdsskadeforsikringsloven indeholder ikke bestemmelser, der udtrykkeligt omtaler anerkendelse af forværring af en forudbestående lidelse, men flere steder i loven synes dette forudsat således f.eks. i §§ 22 og 23, der dog særligt forudsætter en forudgående arbejdsskade. der er ingen tvivl om, at sigtet med arbejdsskadeforsikringsloven generelt er at give er- statning for tab af erhvervsevne og for varigt mén, der kan henføres til den skadelidtes arbejde. dette betyder, at man skal vurdere skadelidtes helbredstilstand før og efter skaden, og dække den eventuelle forringelse, der måtte være sket, når lovens formelle betingelser i øvrigt er opfyldt. i denne forbindelse er det således uden betydning, om den skade, der måtte være sket, alene er en forværring af en privat sygdom eller en selvstændig skade, når blot forvær- ringen kan henføres til arbejdet. enhver arbejdsskade anses herefter principielt som en forværrelse af den skadelidtes helbredstilstand før skaden, uanset om skadelidte før arbejdsskaden generelt var anset for rask. styrelsens anerkendelse af sådanne tilfælde i den almindelige sagsbehandling hviler på mangeårig praksis, ubestridt af den sociale ankestyrelse. det kan nævnes, at anerkendelse af sager, som forelægges erhvervssygdomsnævnet i medfør af bestemmelsen i lovens § 10, stk. 3 er betinget enten af, at sygdommen efter den nyeste medicinske erfaring opfylder kravene for at blive optaget i fortegnelsen, eller af, at sygdommen udelukkende eller i overvejende grad er forårsaget af arbejdets sær- lige art. der er ikke med denne bestemmelse tilsigtet nogen indskrænkning i sikringsstyrelsens nævnte praksis. bestemmelsens ordlyd findes ej heller at være til hinder for, at sikringsstyrelsen kan anerkende en i forhold til den totale helbredssituation selv beskeden forværring, idet det i denne gruppe af sager alene er forværringen, der anerkendes som arbejdsbetinget, og ikke hele lidelsen. - 4 - ved fastsættelse af selve erstatningen (varigt mén og tab af erhvervsevne m.v.) vil der blive taget afgørende hensyn til omfanget af pågældendes forudbestående lidelse og om- fanget af den del af lidelsen, der herefter kan henføres til arbejdet.” på baggrund af betænkningen vedtog folketinget lov nr. 390 af
15. maj 1992, som bl.a. inde- holdt en bestemmelse i § 12, stk. 1, med følgende ordlyd: ”forsikringsdækningen efter denne lov omfatter den personskade, som er forvoldt af ar- bejdsskaden, selv om den er beskeden i forhold til skadelidtes samlede helbredstil- stand.” i lovforslagets særlige bemærkninger anføres det om bestemmelsen i § 12, stk. 1, bl.a.: ”bestemmelsen er ny. der er rejst kritik af arbejdsskadestyrelsens praksis med at anerkende skadetilfælde, hvor skadelidtes aktuelle helbredsmæssige situation ikke udelukkende er en følge af ar- bejdsskaden, men er en kombination af følger af en arbejdsskade og konkurrerende for- hold, ligesom det er kritiseret, at arbejdsskadestyrelsen anerkender visse skadetilfælde som forværring af forudbestående lidelse. der foreslås i stk. 1 indsat en lovhjemmel til at anerkende disse skadetilfælde i overens- stemmelse med hidtidig praksis. beslutning om eventuelt forbehold forudsættes truffet i forbindelse med stillingtagen til anerkendelse.” højesterets begrundelse og resultat i forbindelse med sportsudøvelse fik a i 1985 et traume i venstre knæ. parterne er enige om, at følgen heraf i form af slidgigt ikke er dækket af den dagældende arbejdsskadesikringslov. uenigheden angår spørgsmålet, om as arbejde som tømrer har medført en forværring af hans knælidelse, som er omfattet af den dagældende arbejdsskadesikringslovs § 10, stk. 1, jf. § 12, stk.
16. lovens § 10, stk. 1, nr. 1, omfatter erhvervssygdomme optaget på erhvervssygdoms- fortegnelsen, mens bestemmelsens nr. 2,
17. led, omfatter erhvervssygdomme som følge af arbejdets særlige art. efter bekendtgørelse nr. 491 af
18. maj 2007 om fortegnelse over erhvervssygdomme anmeldt før januar 2005, gruppe e, pkt. 9, litra b, skal belastningsperioden i forbindelse med slidgigt i - 5 - knæled efter knæliggende og/eller hugsiddende arbejde som udgangspunkt være mindst 20-25 år for at være omfattet af fortegnelsen og dermed af lovens § 10, stk. 1, nr.
19. på baggrund af udskrifterne vedrørende atp-indbetalinger for a og den øvrige bevisførelse om karakteren og omfanget af hans arbejde i årene 1982-2001 lægger højesteret til grund, at han har været beskæftiget med tømrerarbejde med knæbelastninger i varierende omfang i om- kring 17 år. højesteret tiltræder herefter, at as slidgigt i knæet ikke opfylder den tidsmæssige betingelse for at være omfattet af § 10, stk. 1, nr.
20. spørgsmålet er herefter, om as slidgigt i knæet er en lidelse, der udelukkende eller i overve- jende grad er forårsaget af arbejdets særlige art, jf. § 10, stk. 1, nr. 2,
21. led. retslægerådet har i sit svar på spørgsmål 7 udtalt, at det er rådets vurdering, at den primære årsag til udvikling af slidgigtforandringerne i as venstre knæled er det betydelige knætraume, som han pådrog sig under sportsudøvelse i
22. samtidig finder retslægerådet det overve- jende sandsynligt, at mange års tømrerarbejde inkl. en betydelig mængde direkte og indirekte knæbelastning har accelereret og forværret udviklingen af disse slidgigtforandringer. det fremgår af erhvervssygdomsudvalgets indstilling til arbejdsskadestyrelsen, at flertallet af udvalgets medlemmer ikke var enig i retslægerådets vurdering om, at det er overvejende sandsynligt, at tømrerarbejdet har accelereret og forværret udviklingen af as slidgigtforan- dringer. flertallet var således af den opfattelse, at knætraumet i 1985 var årsagen til slidgig- ten. ankestyrelsen har i sin afgørelse af
23. januar 2010 anført, at styrelsen er enig i er- hvervssygdomsudvalgets indstilling. da den beskrevne forskel i retslægerådets og ankestyrelsens vurdering af årsagssammen- hængen hovedsageligt angår spørgsmål af lægefaglig karakter, finder højesteret, at retslæge- rådets vurdering må lægges til grund. herefter finder højesteret det godtgjort, at a, ud over hvad der er en følge af hans knætraume i 1985, har pådraget sig en slidgigtlidelse i venstre knæ, som er en erhvervssygdom omfattet af den dagældende arbejdsskadesikringslovs § 10, stk. 1, nr. 2,
24. led, sammenholdt med lo- vens § 12, stk.
25. højesteret tager derfor as påstand til følge. - 6 - ankestyrelsen skal i sagsomkostninger for landsret og højesteret betale i alt 218.669,28 kr., hvoraf 180.000 kr. er til dækning af udgifter til advokat, 27.870 kr. er til dækning af retsafgift, og 10.799,28 kr. er til dækning af udgifter til vidnegodtgørelse. thi kendes for ret: ankestyrelsen skal anerkende, at a, ud over hvad der er en følge af hans knætraume i 1985, har pådraget sig en slidgigtlidelse i venstre knæ, som er en erhvervssygdom omfattet af den dagældende arbejdsskadesikringslovs § 10, stk. 1, nr. 2,
26. led. i sagsomkostninger for landsret og højesteret skal ankestyrelsen inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 218.669,28 kr. til fagligt fælles forbund som mandatar for a. beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.