højesterets dom afsagt tirsdag den 29. maj 2018 sag 223/2017 (2. afdeling) a og b (advokat michael s. wiisbye for begge) mod tryg forsikring a/s som mandatar for c og d (advokat morten boe svendsen) i

§ 29, stk.

1. der stilles ingen formkrav til en anmeldelse, og allerede fordi c og d i overensstemmelse med ansvarsforsikringen har videresendt det erstatningskrav, der er rejst mod dem, til tryg, foreligger der en anmeldelse efter § 29, stk.
2. også den efter- følgende kommunikation med tryg indebærer en anmeldelse af skaden, som tryg umiddel- bart hæfter for. at det i realiteten er tryg, sagen føres mod, illustreres af, at enhver kommunikation, siden kravet blev rejst, er foregået med tryg, og ikke med c og d. som sagen har været behandlet, har der således været sammenfald mellem de forsikrede ejendomsmæglere og tryg, og forsik- ringssagen føres i praksis af og mod tryg, der på intet tidspunkt, før tvisten om § 29 opstod, har givet udtryk for andet. at det reelt er tryg, der behandler sagen direkte over for de skade- lidte, er da også i overensstemmelse med den forsikringsaftale, tryg har indgået med de for- sikrede ejendomsmæglere. hverken efter ordlyden af

§ 29, stk.

5, eller forarbejderne er der grundlag for at antage, at den særlige forbrugerbeskyttelse efter bestem- melsen ikke skulle gælde i en sag, hvor kravet er indtalt under en retssag anlagt mod den for- sikrede rådgiver, men hvor erstatningen ubestridt skal betales af forsikringsselskabet. tryg - 3 - har først ved mail af 8. juli 2014 afvist, at det anmeldte krav berettigede til erstatning i hen- hold til c og ds ansvarsforsikring. der blev herefter samme år udtaget stævning mod c og d, og erstatningskravet mod dem er derfor ikke forældet, jf.

§ 29, stk.

5, 1. pkt. tryg har som mandatar for c og d anført, at

§ 29, stk.

5, ikke finder anvendelse i den foreliggende situation, idet tryg ikke er part i sagen. som følge heraf er det rejste erstatningskrav mod c og d forældet. § 29, stk. 5, finder kun anvendelse, hvor et forsik- ringsselskab hæfter direkte for skadelidtes krav, og kravet rent faktisk rejses og forfølges mod forsikringsselskabet.

§ 29, stk.

5, jf. stk. 1, angår ”krav i anledning af forsikringsaftalen”, hvorved først og fremmest forstås krav i forholdet mellem forsikringstager og forsikringssel- skab. hensigten med bestemmelsen er herudover efter forarbejderne, at den skadelidte, som kan rejse direkte krav mod forsikringsselskabet, f.eks. efter færdselslovens § 108, også skal kunne nyde godt af den bedre retsstilling, der følger af § 29, stk. 5. det følger af rammeafta- len mellem dansk ejendomsmæglerforening og tryg, at tryg hæfter direkte over for skade- lidte. men herfra kan ikke sluttes til, at

§ 29, stk.

5, er anvendelig i den foreliggende situation. højesteret har i dommen gengivet i ufr 2018.1506 h fastslået, at § 29, stk. 1, skal fortolkes indskrænkende og ikke kan udstrækkes til at dække situationer, som ikke er udtrykkeligt beskrevet i loven eller forarbejderne. der er dermed ikke grundlag for at foretage en udvidende fortolkning af bestemmelsen og lade den omfatte situationer, hvor et forsikringsselskab ikke handler på egne vegne, men hvor der alene er tale om skadebehand- ling på vegne af en forsikringstager. en anmeldelse af et krav over for et ansvarsforsikrings- selskab har alene virkning for selskabet, og

§ 29, stk.

5, indebærer ikke, at en eventuel rettidig anmeldelse over for forsikringsselskabet har fristafbrydende virk- ning for krav, som rejses og forfølges mod en skadeforvoldende forsikringstager. i realiteten indebærer a og bs synspunkt, at c og d skal identificeres med tryg og dermed indirekte bli- ver ramt af de gunstigere regler, som skadelidte har mulighed for at bringe i spil over for et forsikringsselskab. den normale beskyttelse mod ældre krav, som forsikringstager nyder efter den almindelige forældelseslov, bliver dermed ophævet uden hensyntagen til, at forsikringsta- ger er en ”privat” skadevolder og ikke et forsikringsselskab. dette resultat savner imidlertid støtte i forarbejderne, som klart og tydeligt har forudsat, at § 29, stk. 5, kun skulle regulere - 4 - sikredes forhold til forsikringsselskabet, således at kravet ikke forældes, mens sagen behand- les i forsikringsselskabet. c og d og tryg hæfter i kraft af rammeaftalen solidarisk for even- tuelle culpøse handlinger. hovedprincippet i dansk ret er, at afbrydelse af forældelsesfrister skal ske særskilt over for hver enkelt solidarisk hæftende skyldner. selv om det lægges til grund, at der er sket rettidig anmeldelse over for tryg med heraf fristafbrydende virkning i henhold til § 29, stk. 5, er dette ikke udtryk for, at der også er sket rettidig afbrydelse af for- ældelsesfristen over for c og d. hertil kræves, at der udtages stævning, eller at der på anden vis sker rettidig afbrydelse i overensstemmelse med forældelsesloven. det var a og bs ensi- dige beslutning at sagsøge c og d i december 2014, hvorved forældelsesfristen for erstat- ningskravet blev afbrudt for sent. det var ligeledes deres eget valg at undlade at inddrage tryg. det bestrides, at der er foretaget en anmeldelse, som efter

§ 29, stk.

5, har fristafbrydende virkning for det krav, som a og b har rejst mod c og d. i denne sag er erstatningskravet rejst mod c og d, og udover en telefonisk henvendelse den 10. marts 2014 var der ikke nogen relevant kontakt mellem a og bs daværende advokat og tryg. supplerende retsgrundlag i

§ 29, stk.

1 og 5, hedder det: Ӥ

1. krav i anledning af forsikringsaftalen forældes efter reglerne i forældelsesloven, jf. dog stk. 2-
2. … stk.
3. er en skade inden forældelsesfristens udløb anmeldt til selskabet, indtræder foræl- delse af krav, som skaden giver anledning til, tidligst 1 år efter selskabets meddelelse om, at det helt eller delvis afviser kravet. hvis selskabet anerkender, at der foreligger en dæk- ningsberettiget skade, men anmoder om yderligere oplysninger med henblik på opgørelse af kravets størrelse, indtræder forældelse 3 år efter selskabets meddelelse herom.” bestemmelserne fik deres nuværende affattelse ved lov nr. 523 af
4. juni
5. udover det, som er gengivet i landsrettens dom, hedder det i de almindelige bemærkninger til lovforslaget bl.a. (folketingstidende 2006-07, tillæg a, lovforslag nr. l 166, s. 5671): ”den gældende forsikringsaftalelovs § 29, stk. 2, bestemmer, at ved ansvarsforsikring, hvor selskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte, forældes skadelidtes krav mod selskabet efter de samme regler, som gælder for skadelidtes krav mod skadevolderen. bestemmelsen - 5 - blev indført, fordi det i praksis havde givet anledning til tvivl, om

forældelsesregler eller de almindelige forældelsesregler fandt anvendelse på skadelidtes krav mod selskabet, hvilket kan være af afgørende betydning, fordi der er betydelig forskel på de to regelsæt, jf. pkt. 3.2.1. med de foreslåede ændringer af forsikringsaftaleloven vil den eneste forskel mellem de to regelsæt, der har betydning for skadelidtes krav mod an- svarsforsikringsselskaber, imidlertid være reglen om foreløbig afbrydelse ved anmeldelse til selskabet, jf. lovforslagets § 2, nr. 2 (forslag til

§ 29, stk.

5), der er omtalt ovenfor. det forekommer rimeligt, at også skadelidte får denne mulighed for at af- bryde forældelsen foreløbigt over for ansvarsforsikringsselskabet, og på den baggrund fore- slås det, at reglen i

§ 29, stk.

2, ophæves.” af bemærkningerne til § 29 i samme lovforslag fremgår – udover det, der er gengivet i lands- rettens dom – bl.a. (a.st., s. 5695-5696): ”til § 2 (forsikringsaftaleloven) … til nr. 2 (§ 29) … særreglen om ansvarsforsikringer i § 29, stk. 2, i den gældende forsikringsaftalelov foreslås ikke videreført.

§ 29, stk.

2, bestemmer, at ved ansvarsforsikring, hvor selskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte, forældes skadelidtes krav mod sel- skabet efter de samme regler, som gælder for skadelidtes krav mod skadevolderen. foræl- delse af de pågældende krav vil i stedet ske efter de almindelige forældelsesregler i forsla- get til forældelseslov, jf. forslaget til § 29, stk.

1. der foreslås dog den fravigelse, at anmel- delse til ansvarsforsikringsselskabet medfører en foreløbig afbrydelse af forældelsen, jf. for- slaget til stk. 5, som omtales umiddelbart nedenfor. … forældelsen vil ikke kunne afbrydes ved at genanmelde den samme skade, efter at selskabet har afvist kravet. i øvrigt vil forældelseslovens øvrige regler om afbrydelse gælde ved siden af stk.
2. det in- debærer bl.a., at forældelsen afbrydes, når selskabet erkender et krav af en bestemt størrelse, jf. den foreslåede forældelseslovs § 15.” højesterets begrundelse og resultat for højesteret er hovedspørgsmålet, om

§ 29, stk.

5, kan finde anven- delse i retsforholdet mellem en skadelidt og en skadevolder, der er dækket af en lovpligtig ansvarsforsikring. hvis forældelsesfristen for det erstatningskrav, som a og b har fremsat over for ejendomsmæglerne c og d, ikke er foreløbigt afbrudt efter denne bestemmelse, er parterne enige om, at erstatningskravet er forældet. - 6 - efter

§ 29, stk.

1, forældes krav i anledning af forsikringsaftalen efter reglerne i forældelsesloven. herfra gøres der en række undtagelser i stk. 2-

1. af bestemmelsen i § 29, stk. 5,
2. pkt., fremgår, at hvis en skade inden forældelsesfristens udløb er anmeldt til forsikringsselskabet, indtræder forældelse af krav, som skaden giver an- ledning til, tidligst 1 år efter selskabets meddelelse om, at det helt eller delvis afviser kravet. forsikringsaftaleloven tager som udgangspunkt sigte på at regulere forholdet mellem forsik- ringstager og forsikringsselskab. § 29, stk. 5, jf. stk. 1, må i lyset heraf forstås således, at be- stemmelsen – medmindre der er holdepunkter for andet – alene angår dette retsforhold, jf. herved højesterets dom af
3. januar 2018 (ufr 2018.1506). som anført i dommen, gælder § 29, stk. 5, også i forholdet mellem en skadelidt og et forsikringsselskab, der i kraft af lovgiv- ningen hæfter umiddelbart over for skadelidte. i den foreliggende sag hæfter tryg i kraft af lovgivningen umiddelbart over for a og b for deres eventuelle erstatningskrav, jf. § 8, stk. 1, nr. 2, i den dagældende bekendtgørelse nr. 164 af
4. februar 2007 om ansvar, garantistillelse og behandling af deponerede midler mv. ved omsætning af fast ejendom. dermed finder § 29, stk. 5, anvendelse i forholdet mellem dem og tryg. højesteret finder imidlertid, at der ikke efter ordlyden af bestemmelserne i § 29, stk. 1 og 5, eller forarbejderne hertil er holdepunkter for, at anmeldelse af en skade til et ansvarsforsik- ringsselskab, som hæfter umiddelbart over for skadelidte, indebærer, at forældelse af kravet også foreløbigt afbrydes over for den forsikrede skadevolder. som følge heraf skal spørgsmålet om forældelse af det fremsatte erstatningskrav over for c og d afgøres efter de almindelige forældelsesregler i forældelsesloven. da der herefter er enig- hed om, at erstatningskravet er forældet, stadfæster højesteret landsrettens dom. i sagsomkostninger for byret, landsret og højesteret skal a og b solidarisk betale i alt 120.000 kr. til tryg. beløbet, der er til dækning af advokatudgifter, er eksklusiv moms, idet c og d i alle tre instanser har været repræsenteret af en advokat ansat hos tryg. - 7 - thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. i sagsomkostninger for byret, landsret og højesteret skal a og b solidarisk betale i alt 120.000 kr. til tryg forsikring a/s. det idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.