bestemmelsen må forstås i lyset af almindelige ansættelses- retlige principper, og at a må bære risikoen for forudsætninger, der er bristet på hans side. - 2 - de forud for erhvervsuddannelsesloven gældende regler i lærlingeloven og efg-loven gav heller ikke adgang
at ophæve elevkontrakten i en situation som den foreliggende. retstil- standen efter lærlingeloven blev i nogen udstrækning overført
efg-loven, men udvidet
at følge de almindelige arbejdsretlige regler, og det var ikke tanken med efg-loven at give lære- mesteren en udvidet adgang
at hæve kontrakten uden for prøvetiden. der er heller ikke særlige samfundsmæssige interesser, der gør det rimeligt at lade e bære risikoen for, at den uddannede frisør afsluttede sit ansættelsesforhold hos a, frem for at lade a, der havde påtaget sig uddannelsesforpligtelsen over for e, bære denne risiko. a har yderligere anført, at reglen i erhvervsuddannelseslovens § 61, stk. 2, ikke indeholder elementet om risikoafvejningen fra den klassiske forudsætningslære, hvorefter en part kun kan påberåbe sig en bristet, væsentlig forudsætning, hvis forudsætningen var kendelig for modparten, og det er rimeligt at lade modparten bære risikoen for forudsætningens bristen. der er således ikke grundlag for betragtninger om, hvem der er nærmest
at bære risikoen for, at den heltidsansatte frisør fratrådte. der består også en klar samfundsinteresse i, at der ikke lægges for store hindringer i vejen for, at en arbejdsgiver påtager sig at indgå en uddannelsesaftale, der som udgangspunkt er uopsi- gelig. der er derfor store betænkeligheder ved en indskrænkende fortolkning af § 61, stk. 2, i erhvervsuddannelsesloven, hvorved der opstilles yderligere betingelser for, at arbejdsgiveren kan ophæve uddannelsesaftalen. hvis der opstilles sådanne yderligere betingelser, må de i øvrigt også gælde for eleven, hvilket må give anledning
betænkelighed. det retlige grundlag erhvervsuddannelseslovens § 61, stk. 1 og 2, er affattet således: ”§
lov om erhvervsuddannelser (folketingstidende 1988-89, 1. samling,
læg a, l 38, sp. 1268-69) hedder det i de specielle bemærkninger
forslaget
bl.a. § 60, der blev vedtaget som lovens § 61: - 3 - ”
arbejdsaftaler kan i almindelighed bringes
ophør ved en af parternes erklæring, eventuelt efter en særlig opsigelsesprocedure m.v., uden at der foreligger misligholdelse hos den anden part, og uden at en forudsætning for aftalen har vist sig urigtig eller er bristet. i mange ansættelsesforhold er adgangen
opsigelse og eventuelt spørgsmål om fratrædelsesgodtgørelse ordnet ved lov eller kollektiv overenskomst. under hensyn
, at uddannelsesaftaler har et videregående formål i forhold
ar- bejdsaftaler i almindelighed, er denne regulering af opsigelsesadgangen ikke
strække- ligt betryggende for uddannelsesaftalens parter. som en videreførelse af principperne i lærlingeloven og reglerne i efg-retsbekendtgø- relsen foreslås derfor i stk. 1 en bestemmelse om, at en uddannelsesaftale ikke kan op- høre ved en af parternes erklæring, men kun hvis parterne er enige om det. uopsigelig- heden modificeres dog i stk. 2 (3 måneders prøvetid). stk. 3 indeholder en bestemmelse om forlængelse af prøvetiden.
og 61 selv om en uddannelsesaftale som udgangspunkt er uopsigelig, kan der dog være
- fælde, hvor det er nødvendigt at kunne bringe en aftale
ophør. lærlingeloven indeholder en udførlig opregning af grunde, der kan føre
lærekon- trakters bortfald eller ophævelse. derimod indeholder efg-retsbekendtgørelsen meget enkelt formulerede regler om op- hævelse på grund af væsentlig misligholdelse eller på grundlag af urigtige eller bristede, væsentlige forudsætninger. hertil kommer en bestemmelse om, at aftalen bortfalder, hvis eleven udelukkes fra skoleundervisningen.
1 og 2 svarer
efg-retsbekendtgørelsens bestemmelser og knytter hæveadgangen
væsentlig misligholdelse og urigtige eller bristede, væsentlige forudsætninger. stk. 3 svarer ligeledes
efg-bestemmelserne, hvorefter der gælder en frist på 1 måned for at gøre hævegrunden gældende.” lovforslaget byggede på betænkning nr. 1112/1987 om grundlæggende erhvervsuddannelser, hvor det side 301 bl.a. hedder: ”udvalget foreslår, at retsbekendtgørelsens system på dette område videreføres, idet det har vist sig hensigtsmæssigt, at afgørelser om ophævelse af uddannelsesaftaler kan træf- fes ud fra misligholdelses- eller forudsætningssynspunkter på grundlag af friere over- vejelser. lærlingelovens principper vil fortsat have en vis vejledende betydning for disse over- vejelser, sammen med den praksis, der har udviklet sig under efg-loven og almindelige ansættelsesretlige regler.” - 4 - i efg-retsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 88 af
fælde af, at ad- gangen
at opsige aftalen benyttes inden for rimelig tid efter at den pågældende er blevet bekendt med eller ved anvendelse af almindelig agtpågivenhed burde være blevet bekendt med det forhold, som han vil påberåbe sig som grund
opsigelsen. mens lærlingeloven udførligt opregner de forhold, som kan berettige parterne i lære- forholdet
at hæve lærekontrakten og eventuelt medføre, at den falder bort uden var- sel, skønner udvalget det således mere hensigtsmæssigt og i bedre overensstemmelse med almindelige arbejdsretlige regler at åbne adgang for en friere bedømmelse af det efter omstændighederne rimelige og nødvendige i at anerkende en ophævelsesmulighed i den konkrete sag. lærlingelovens opregning af hævegrunde vil dog fortsat have be- tydning for fortolkningen af ovennævnte hæveadgange. i den forbindelse skal det næv- nes, at reglerne om grov misligeholdelse af forpligtelserne f. eks. svarer
lærlingelo- vens bestemmelser i §§ 21, stk. 2) og 22, stk. 1, b), mens reglerne om urigtige eller bris- tende forudsætninger for aftalen bl.a. svarer
lærlingelovens §§ 20, 21, stk. 1, 21, stk. 2, a), c) og d).” højesterets begrundelse og resultat højesteret
træder, at det var en væsentlig og kendelig forudsætning for både a og e, at der var ansat en faglært frisør hos a. højesteret
træder endvidere, at det i overensstemmelse med almindelige aftaleretlige principper må bero på en risikoafvejning, om betingelserne i erhvervsuddannelseslovens § 61, stk. 2, for ophævelse af uddannelsesaftalen på grund af en bristet forudsætning er opfyldt. dette harmonerer også med forarbejderne
bestemmelsen. - 5 - a indgik uddannelsesaftalen med dispensation, da han ikke selv var frisøruddannet, og han var som arbejdsgiver ansvarlig for, at der som fastsat i dispensationen var ansat en frisør med frisøruddannelse på fuld tid i salonen. e var som elev uden indflydelse på, om dette vilkår kunne efterleves. på denne baggrund finder højesteret, at a var nærmest
at bære risikoen for, at uddannelsesaftalen ikke kunne opfyldes. det, som a har anført om samfundsmæssige hensyn, kan ikke føre
en anden vurdering. højesteret finder derfor ligesom mindretallet i landsretten, at der ikke forelå en bristet forud- sætning, der efter erhvervsuddannelsesloven § 61, stk. 2, gav a ret
at ophæve uddannelsesaftalen. e er herefter berettiget
erstatning, og højesteret finder, at denne erstatning i overensstemmelse med tvistighedsnævnets afgørelse og på baggrund af nævnets praksis pas- sende kan fastsættes
30.000 kr. sagsomkostninger for byretten er fastsat
15.000 kr. sagsomkostninger for landsret og hø- jesteret er fastsat
52.250 kr., der omfatter 50.000 kr.
dækning af udgifter
advokat og 2.250 kr.
dækning af retsafgift. thi kendes for ret: a skal
e betale 30.000 kr. med procesrente fra den
dansk frisør & kosmetiker forbund som mandatar for e. i sagsomkostninger for landsret og højesteret skal statskassen betale 52.250 kr.
dansk fri- sør & kosmetiker forbund som mandatar for e. de idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. sagsom- kostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.
AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.