- mne udskrift af sø- & handelsrettens dombog ____________ dom afsagt den 12. januar 2016. h-18-15 divine business solutions aps (advokat erik øvlisen) mod 1) solarcap a/s 2) general solar systems gmb

§ 16

. vkr gør imidlertid gældende, at divine ikke søgte sag h-99-10 fremmet inden for rimelig tid, og at den afbrydelse af for- ældelse, som sagsanlægget medførte, derfor mistede sin virkning, jf. på ny forældelseslo- vens §

1. vkr henviser herved til østre landsrets dom gengivet i fed 2011.
2. det be- mærkes, at den nævnte afgørelse statuerer forældelse i en sag, der bl.a. vedrører person- skadekrav, hvor nærværende sag alene vedrører rent økonomiske forhold. sø- og handelsrettens afgørelse af
3. marts 2014 indebar i realiteten en konstatering af, at der var grundlag for afvisning, fordi divine ikke havde fremmet sagen behørigt, og dermed at divines krav var ophørt ved forældelse. bestemmelsen i

§ 20

kan ikke genoplive et allerede forældet krav.

§ 20, stk.

1, fastsætter, at et sagsanlæg, der ikke fører til en realitetsaf- gørelse i sagen, indebærer en foreløbig afbrydelse af forældelsen af det pågældende krav, idet fordringshaveren uden risiko for mellemkommende forældelse vil kunne anlægge en retssag, inden et år efter at afgørelsen i den først anlagte sag blev truffet. vkr gør gældende, at

§ 20, stk.

1, forudsætter, at den afbrydelse af forældelsesfristen, som skete ved det første sagsanlæg, fortsat var virksom, på det tids- punkt hvor retten sluttede sagens behandling uden at træffe en afgørelse om dens reali- tet, således at reglen alene fastslår, at fordringshaveren ikke risikerer at blive ramt af for- ældelse, der indtræder, efter at den første sag er afgjort uden en realitetsafgørelse. denne forudsætning er ikke opfyldt i denne sag, idet divine ved at oversidde de gentagne fri- ster, som sø- og handelsretten havde meddelt, ikke fremmede sagen inden for rimelig tid, jf. lovens § 16, og afbrydelsen af forældelse derfor havde mistet sin virkning, da sagen blev afvist. hvis § 20 kunne påberåbes i en sådan situation, ville kravet i § 16 om, at for- dringshaveren skal fremme sagen inden for rimelig tid, være uden reelt indhold. for det tilfælde, at sø- og handelsretten måtte finde, at

§ 20

har betyd- ning for sagens afgørelse, gør vkr endvidere gældende, at divines undladelse af at følge op på rettens frister med varslet udeblivelsesvirkning således som sket under den tidlige- re anlagte sag er at betragte som en forsætlig handling, og at divine derfor ikke kan på- beråbe sig 1-årsfristen i

§ 20, stk.

1, da den forsætlige udeblivelse må sidestilles med tilfælde, hvor sagsøgeren selv hæver en anlagt sag, jf.

§ 20, stk.

2, nr.

1. det bemærkes, at vkr ikke er bekendt med, om den manglende fremme af sagen skyldes en instruks fra sagsøger til sagsøgers daværende advokat, en aftalt processtrategi, sagsø- gers manglende betaling af sagsøgers daværende advokat eller andre forhold. dette er også vkr uvedkommende, da eventuelle uoverensstemmelser mellem sagsøger og sag- søgers daværende advokat og procesfuldmægtig er uden betydning for forældelses- spørgsmålet og må afgøres under en sag mellem disse to parter. det følger af almindelige regler om procesfuldmagt, at parten bindes af procesfuldmæg- tigens handlinger eller undladelser inden for grænserne af fuldmagten som hjemlet i retsplejelovens §
2. i forbindelse med sag h-99-10 var advokat kim håkonsson divines procesfuldmægtig. det fremgår af retspraksis, at en procesfuldmægtig således er bemyn- - 16 - diget og legitimeret til at modtage processuelle meddelelser, jf. eksempelvis afgørelsen i u 2013.26 ø. afgørelsen må tillige siges at være udtryk for, at partens uvidenhed om procesfuldmægtigens handlinger er uden betydning for, hvorvidt parten bindes af pro- cesfuldmægtigens handlinger. der kan således ikke være tvivl om, at en eventuelt uhen- sigtsmæssig kommunikation imellem divine og dennes tidligere advokat er uden betyd- ning for denne sags spørgsmål om virkningen af divines udeblivelse med det pålagte processkrift. divine må søge konsekvenserne af en eventuel manglende kommunikation med sin tid- ligere advokat afgjort efter reglerne om advokatansvar, og således fremsætte et krav mod dennes ansvarsforsikring, hvorefter divine må søge at opnå kompensation for det tab, som denne har lidt herved. igen må det understreges, at dette forhold naturligvis er uvedkommende for denne sag. vkr gør gældende, at divines manglende oplysning af sagen, og herunder den mang- lende opfølgning på sø- og handelsrettens anvisninger og fastsættelse af frister efter en samlet vurdering er ensbetydende med, at divine må siges ikke at have søgt sag h-99-10 fremmet inden for rimelig tid. sø- og handelsretten henviste således allerede den
3. no- vember 2012 ved kendelse, fremlagt som bilag d – hvor retten i det hele afviste divine’s ekstraordinært omfattende og uspecificerede editionsbegæringer – divine til ved egen foranstaltning at søge de efterspurgte forhold oplyst. dette undlod divine aldeles, og grundlaget for en hovedforhandling af sagen – som var berammet – var således helt util- strækkeligt i begyndelsen af 2014, hvor sø- og handelsretten pålagde divine at præcisere og tilskære sagen. det bemærkes, at sagen på tidspunktet, hvor sø- og handelsretten efter gentagne frist- overskridelser besluttede af afvise sagen, i realiteten alene var oplyst fra sagsøgers side gennem en sagsfremstilling på 1½ side i stævningen kombineret med et utal fremlagte - men i sagsfremstillingen uomtalte - bilag. dette fordi divine i stedet for at imødekomme anmodningen i vkrs svarskrift (jf. bilag b, punkt 2.2) om at udarbejde en sædvanlig sagsfremstilling valgte at fremføre et utal provokationer i replikken (bilag 535). på tids- punktet for sagens afvisning var der kun godt en måned til hovedforhandlingens første rets dag. det forekommer åbenbart, at en sagsøger, der fører en erstatningssag om et krav på kr. 10.000.000, ikke har fremmet sagen behørigt i tilfælde, hvor sagsfremstillingen på tidspunktet umiddelbart forud for hovedforhandlingen er begrænset til 1½ sides beskri- velse i en stævning, der blev indgivet for at undgå forældelse, og hvor der på dette tids- punkt fortsat ikke er givet nogen form for forklaring på, hvordan tabet er opgjort. vkr gør ikke gældende, at det blotte forhold, at en domstol i overensstemmelse med retsplejelovens regler afviser en retssag, fx fordi sagsøgeren undlader at indlevere et pro- cesskrift inden for en frist, som retten har fastsat, i alle tilfælde er ensbetydende med, at sagsøgeren i

§ 16’s forstand kan siges ikke at have fremmet sagen be- hørigt.

vkr gør imidlertid i den foreliggende sag gældende, at forløbet op til sø- og handelsret- tens kendelse af

1. marts 2014 er udtryk for, at divine ikke havde søgt sag h-99-10, som man havde anlagt, fremmet inden for rimelig tid. det gøres i den forbindelse gældende, at det er uden betydning for det materielretlige spørgsmål om kravets forældelse, om ret- ten i forbindelse med fastsættelsen af tidligere frister, førend fristen angivet i kendelse af
2. februar 2014, havde tilkendegivet den processuelle virkning, at en ikke rettidig efter- kommelse af rettens pålæg ville kunne medføre, at sagen blev afvist. - 17 - vkr har ingen mening om, hvorvidt de frister, som sø- og handelsretten fastsatte for divines afgivelse af processkrift i h-99-10, kan betegnes som ”meget korte”, men gør gældende, at dette spørgsmål er uden betydning for, om divine kan siges at have søgt sagen fremmet inden for rimelig tid. den relevante reaktion, hvis divine også dengang fandt de fastsatte frister ”meget korte”, ville have været at gøre opmærksom herpå i for- bindelse med anmodning om forlængelse. vkr bemærker i den forbindelse, at sø- og handelsretten i et retsmøde den
3. januar 2014 fastsatte en frist for divines indlevering af processkrift til den
4. februar
5. efter udløbet af denne frist, den
6. februar 2014, an- modede divines daværende advokat om en udsættelse. sø- og handelsretten fastsatte herefter den
7. februar 2014 fristen til den
8. februar
9. da sø- og handelsretten ikke havde modtaget divines processkrift rettidigt, meddelte retten ved en mail af
10. februar 2014, at hvis processkriftet ikke var retten i hænde den
11. februar 2014, ville man overve- je at bringe retsplejelovens § 360, stk.
12. i anvendelse. mailkorrespondance fra 19-
13. fe- bruar er fremlagt som bilag m. af korrespondancen fremgår, at sø- og handelsretten al- lerede om formiddagen den
14. februar gjorde sagsøger opmærksom på, at processkrift ikke var indleveret rettidigt, og efterfølgende om eftermiddagen sendte udskrift af rets- bogen. da sø- og handelsretten således fortsat ikke den
15. februar 2014 havde modtaget processkrift fra divine, som oprindeligt burde være indleveret
16. februar 2014, fastsatte retten en ny frist, denne gang til den
17. februar 2014, jf. udskrift af retsbogen af
18. fe- bruar 2014 fremlagt som bilag j. ligesom det blev meddelt, at udeblivelse ville blive tillagt udeblivelsesvirkning. det er derfor ikke korrekt, når divine i replikken anfører, at ude- blivelsesvirkning først blev tilkendegivet af sø- og handelsretten ved retsbogsudskrift af
19. februar
20. det blev både meddelt ved anden fristudsættelse (
21. februar 2014) og tredje fristudsættelse (
22. februar 2014). da divine fortsat ikke den
23. marts 2014 havde indleveret det pålagte processkrift (eller på anden måde reageret på rettens gentagne henvendelser), afviste sø- og handelsretten sagen. divine kan således ikke – som det for- søges i replikken – med rette bestride, at man har siddet gentagne frister (i alt tre fristud- sættelser) meddelt af sø- og handelsretten overhørig. som det fremgår gik der endda en måned imellem overskridelse af fristen den
24. februar til rettens meddelelse om afvis- ning den
25. marts 2014, i hvilken tid divine heller intet foretog sig i relation til at fremme sagen. i relation til fremme af sagen inden for rimelig tid, skal bestemmelsen i

§ 16

forstås således, at kravet ved retssager i almindelighed er opfyldt ved, at sagsøgeren følger rettens anvisninger, herunder de fastsatte tidsfrister for indlevering af processkrif- ter mv. det er under sagen ubestridt, at retten ved retten ved udskrift af retsbogen af

1. februar 2014 tilkendegav over for divine, at manglende indlevering af processkrift ville medføre udeblivelsesvirkning. divine fulgte herefter ikke rettens anvisninger, og forfulg- te hermed ikke de retslige skridt inden for rimelig tid, hvilket ovennævnte beskrivelse af sagsforløbet illustrerer.” sagsøgte 4, jesper mo hansen, har i det væsentligste procederet i overensstemmelse med på- standsdokument af
2. november 2015, hvoraf fremgår blandt andet: “til støtte for afvisningspåstanden gøres det gældende, at sø- og handelsrettens afgørelse af 21.3.2014 må tillægges retskraftvirkning, hvorefter den nu anlagte sag må afvises qua realbegrundelsen for de processuelle frister, og - 18 - at en retsafgørelse, herunder kendelse, der ikke kan genoptages, har såvel formel og materi- el retskraft. dette gælder både realitets- og formalitetsafgørelser – in casu formalitetsaf- gørelse på afvisningen. da formaliteten ikke er afhjulpet, har kendelsen retskraft med af- visning til følge. til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at det påståede erstatningskrav er ophørt ved forældelse, idet divine ikke har fremmet sa- gen behørigt, jfr. sø- og handelsrettens afgørelse af 21.3.2014, at et-årsfristen i

§ 20, stk.

1 ikke kan gøres gældende, da udeblivelsen er at betragte som et forsætligt forhold, og at

§ 20, stk.

2 alene forholder sig til situationer, hvor en sagsøger hæver en sag, hvilket forsætlig udeblivelse må sidestilles med, allerede fordi ethvert retsligt skridt efter

§ 16skal forfølges via adækvate retsskridt og inden for ri- melig tid.

det bestrides, at denne betingelse er opfyldt med forældelse til følge. hvad angår det anførte i forhold til advokat kim håkonsson gøres det gældende, at han var divines procesfuldmægtig efter retsplejelovens § 131, sammenholdt med § 266 ff., hvorfor det er jm uvedkommende, hvorvidt det var hans daværende advokat, der vi- deresendte de omhandlede retsbøger. i øvrigt er anbringendet først gjort gældende i processkrift af 17.8.2015 og derfor fortabt ved passivitet.” sagsøgeren, divine business solutions aps, har i det væsentligste procederet i overens- stemmelse med påstandsdokument af 3. november 2015, hvoraf fremgår blandt andet: “det gøres gældende, at kendelsen af 21. marts 2014, bilag k, ikke har retskraft. sagsøge- rens krav er ikke i medfør af

§ 16, stk.

1, sidste led forældet. udeblivel- sen med det processkrift, som den

1. marts 2014 førte til sø- og handelsrettens afvisning af den som sag h 99-10 anlagte sag, kan ikke ligestilles med at hæve sagen efter forældel- seslovens § 20, stk. 2, nr.
2. ad retskraft: kendelsen af
3. marts 2012, bilag k, indeholder ikke en stillingtagen til realiteten i sag h 99-10, dvs. at der med kendelsen ikke er taget stilling til, om der tilkom sagsøgeren et krav eller ej. kendelsen vedrører ikke andet eller mere, end at sag h 99-10 afvistes, da sagsøgerens daværende advokat ikke rettidigt fremkom med det pålagte processkrift. kendelsen kan ikke få retskraft ud over det, som den vedrører. og i kraft heraf har den ikke retskraft i forhold til et søgsmål, der anlægges på ny. hverken retsplejeloven eller retspraksis indeholder en hjemmel for, at kendelsen af
4. marts 2014 skulle have en rets- kraft, der også har virkning for det materielle spørgsmål, som aldrig kom til pådømmelse i sag h 99-
5. det gøres i den forbindelse gældende, at en retskraftvirkning, ud over at bringe selve sag h 99-10 til afslutning, må kræve særlig hjemmel. domstolene har i henhold til retspleje- loven mulighed for at give en parts manglende efterkommelse af rettens pålæg udebli- velsesvirkning. udeblivelsesvirkning blev først tilkendegivet af sø- og handelsretten ved retsbogsudskrift af
6. februar 2014, bilag j. der er således ikke tale om, at det på et tidli- gere tidspunkt under sag h 99-10´s forberedelse har været pålagt sagsøgeren at tåle, at manglende indgivelse af processkrift til efterlevelse af de sagsøgtes anmodninger om til- skæring af sagen havde processuelle konsekvenser. det står i øvrigt fuldstændig uklart, - 19 - hvilken tilskæring, der i lyset af retsbogsudskriften af
7. februar 2014, som var påkrævet, for at et processkrift fra sagsøgerens side ville have været behørigt og dermed afværget en udeblivelsesvirkning. i retsplejeloven er der gjort op med mulighederne for genoptagelse efter at en sag på grund af udeblivelse er afvist. for sager i første instans gælder, at der i retsplejeloven ik- ke er hjemmel til at afskære genanlæg af sagen. ad forældelse: det gøres gældende, at sagsøgeren har forfulgt det retslige skridt, som stævningen af
8. december 2010 i sag h 99-10 udgjorde, inden for en rimelig tid, jf.

§ 16, stk.

1, sidste led. det bemærkes overordnet, at nærværende sag er anlagt inden for den i

§ 20anførte frist på 1 år.

efter at stævning i sag h 99-10 var udtaget den

1. december 2010 fremkom de sagsøgte under sagens forberedelse i forening eller hver for sig med indsigelser, som det af retten blev besluttet skulle behandles forlods. behandlingen af disse indsigelser tog tid, men behandlingen kan ikke tages til indtægt for, at sagen ikke blev fremmet behørigt. i første række drejede det sig om spørgsmålet om rette værneting, der blev afgjort den
2. maj 2011, bilag
3. endelige svarskrifter, bilag b og iva, blev indgivet den
4. og
5. november
6. sagsøgerens replik af
7. marts 2012, der i øvrigt fremkom efter en kortere udsættelse på grund af dødsfald i direktør tom lisborgs nærmeste familie, indeholdt en begæring om editionspligt på en lang række punkter, idet de sagsøgte 1 – 4 ikke i de endelige svarskrif- ter havde besvaret de med stævningen fremsatte provokationer. spørgsmålet om editi- onspligt blev af sø- og handelsretten behandlet den
8. august
9. allerede inden sø- og handelsretten havde afsagt kendelse vedrørende de omtvistede editionspålæg, fremsatte sagsøgte 4 den
10. august 2012, bilag 536, anmodning om, at en af sagsøgte 4 nedlagt påstand om afvisning skulle bedømmes forlods. kendelse om editionsbegæring blev afsagt
11. november 2012, bilag d. beslutning om udskillelse af den af sagsøgte 4 rejste afvisningspåstand blev truffet den
12. februar 2013, bilag 537, og kendelse om dette spørgsmål blev afsagt den
13. oktober 2013, bilag
14. først med højesterets anke- og kæreudvalgs beslutning af
15. december 2013, bilag 539, var de formelle indsigelser afklaret. i realiteten har sagsøgeren alene kunnet fremme sagen i perioden mellem afgivelsen af svarskrifterne i november 2011 og afgivelsen replik i marts 2012 samt efter den
16. de- cember 2013 og frem til afvisningen den
17. marts
18. af denne grund udgør fed 2011.25 ø heller ikke et præjudikat i nærværende sag. at forberedelsen af en sag sættes i bero, mens der verserer delspørgsmål, er sædvanlig praksis. dette sker af procesøkonomiske grunde. det er ligeledes praksis, at denne forbe- redelsesform ikke kommer nogen af parterne til skade i forældelsesmæssig henseende. - 20 - såvel sagsøgte 1 – 3´s svarskrift af
19. april 2015 som sagsøgte 4´s svarskrift af
20. april 2015 angiver procesøkonomiske grunde til, at svarskrifterne indskrænker sig til alene at tage stilling til spørgsmålene om restkraft og forældelse. sagsøger har med de fremkom- ne svarskrifter ikke et grundlag for at udarbejde en replik vedrørende sagens essens, idet de sagsøgtes stillingtagen til stævningens indhold i øvrigt ikke kendes. der er således reale grunde til, at forberedelsen af en sag afventer afgørelse af del- spørgsmål, der måske kan bringe en sag til afslutning, eller at forberedelsen af en sag af- venter, at der er truffet processuelle afgørelser, som har betydning for sagens videre for- løb. det er klart, at når der foreligger disse reale grunde til at sætte forberedelsen af sagen i bero, så har dette også virkning i forhold til forældelse efter forældelsesloven. alterna- tivt ville de procesøkonomiske fordele ikke opnås. det gøres også gældende, at det, at retten bringer udeblivelsesvirkning i anvendelse, ikke i sig selv er et lighedstegn med, at den pågældende part ikke fremmer sagen. forældel- seslovens § 20 giver ingen mening, såfremt en afvisning på grund af udeblivelse i sig selv indebærer en konstatering af, at en sag ikke er fremmet inden rimelig tid. i forholdet til om sagen er fremmet behørigt, skal det også lægges til grund, at sagsøger ikke, som hævdet af sagsøgte 1 – 3, har siddet gentagne frister overhørig. sagsøgers da- værende advokat har alene siddet de – meget korte – frister, som sø- og handelsretten meddelte i februar 2014 overhørig, men dette medfører ikke, at sagsøgeren ikke har fremmet sagen behørigt. vedrørende de sagsøgtes bemærkninger om, at udeblivelsen med processkriftet, der førte til afvisningskendelsen, skal ligestilles med at sagsøger hævede den som h-99-10 anlagte sag, gøres det gældende, at der ikke foreligger den fornødne vilje (forsæt) til at ville hæve sagen. det er sagsøgeren, som kan disponere over kravet mod de sagsøgte 1 –
21. dette betyder også, at forsættet skal være hos sagsøgeren. da sagsøgeren ikke var underrettet om rets- mødet den
22. januar 2014, det på retsmødet passerede, anmodningen om fristudsættelse af
23. februar 2014 samt de af retten den 5.,
24. og
25. februar 2014 fastsatte frister, har sag- søgeren notorisk ikke haft forsæt, og den manglende indgivelse af processkrift, som førte til afvisningen, er derfor ikke et af sagsøgeren forsætligt valgt alternativ til at hæve sagen. det manglende forsæt godtgøres da også af, at når advokat kim håkonsson meddeler, at det i februar 2014 tilbudte forligsbeløb ikke kunne accepteres, giver det ikke mening at afvise at modtage et forligsbeløb, såfremt der samtidig er truffet beslutning om at hæve sagen med den deraf følgende pligt til at betale sagsomkostninger til modparten. endelig godtgøres det manglende forsæt af, at sagsøgeren den
26. april 2014 indbetaler berammelsesafgiften på 75.000 kr. uanset at sag h-99-10 blev afvist den
27. marts 2014.” - 21 - sø- og handelsrettens begrundelse og resultat parterne er enige om, at denne sag, som divine business solutions aps har anlagt mod fire sagsøgte, svarer til den sag, som divine business solutions og lisborg holding aps anlagde mod de samme sagsøgte den
28. december 2010, og som blev afvist af sø- og handelsretten den
29. marts 2014 på grund af sagsøgernes manglende efterkommelse af rettens beslutnin- ger om indlevering af processkrift. det forhold, at retten afviste den første sag, er ikke i sig selv til hinder for, at sagen anlægges igen som sket den
30. marts
31. parterne er imidlertid enige om, at sagen var forældet den
32. marts 2015, hvis ikke forældel- sen kan anses for afbrudt ved det første sagsanlæg den
33. december
34. det er en betingelse for at anse forældelsen for afbrudt den
35. december 2010, at sagsøgerne efter dette sagsanlæg forfulgte sagen inden for rimelig tid, jf.

§ 16, stk.

1. ved sagens anlæg den
2. december 2010 omfattede påstandene krav om betaling af cirka 1,5 mio. kr., og sagsfremstillingen var på ca. 1,5 side suppleret bl.a. af et notat udarbejdet af di- rektør tom lisborg, hvilket notat med underbilag udgjorde mere end 1.350 sider. før afgivelsen af endelige svarskrifter hævede sagsøgerne betalingspåstanden til 10 mio. kr. uden supplering af sagsfremstillingen, og i november 2011 anmodede de sagsøgte i svar- skrifter om, at sagsøgerne udarbejdede en sædvanlig sagsfremstilling med selektiv udvæl- gelse af faktum og bilag i stedet for sagsfremstillingen på 1,5 side suppleret af det nævnte notat. den
3. marts 2012 afgav sagsøgerne replik uden at udbygge eller kvalificere sagsfremstil- lingen. replikken indeholdt en lang række anmodninger om editionspålæg over for de sag- søgte, som retten ved kendelse af
4. november 2012 i det hele afslog at efterkomme. - 22 - i retsmøde den
5. januar 2013 blev sagen berammet til hovedforhandling på fem dage i april 2014, og sagsøgte henstillede igen til, at sagsøgerne foretog en tilskæring af sagen. det blev aftalt, at en sådan tilskæring skulle ske i et senere processkrift fra sagsøgerne. i retsmøde den
6. maj 2013 blev der på baggrund af fortsat drøftelse om tilskæring af sagen fastsat frist for processkrift fra sagsøgerne til den
7. oktober
8. sagsøgerne indleverede et processkrift den
9. oktober 2013, som ikke er fremlagt under denne sag, men som ubestridt ikke indeholdt en tilskæring, hvilket sagsøgte reklamerede over i brev af
10. november
11. i et retsmøde den
12. januar 2014 blev der på baggrund af fortsat drøftelse om tilskæring af sagen fastsat frist for sagsøgernes processkrift til den
13. februar
14. ved e-mail af
15. februar 2014 anmodede sagsøgernes advokat uden nærmere begrundelse om at den frist, der var ud- løbet den
16. februar 2014, blev udsat til den
17. februar
18. ved e-mail af
19. februar 2014 meddelte retten sagsøgerne, at processkriftet – som endnu ikke var modtaget – skulle indle- veres senest den
20. februar 2014, og at retten ellers ville overveje at bringe retsplejelovens § 360, stk. 5, i anvendelse, dvs. at afvise sagen. ved retsbog af
21. februar 2014 meddelte retten, at der endnu ikke var modtaget processkrift, og fastsatte frist til den
22. februar 2014 med angivelse af, at manglende indlevering af processkriftet ville blive tillagt udeblivelsesvirk- ning. den
23. marts 2014, hvor sagsøgerne fortsat ikke havde indleveret processkrift eller re- ageret i øvrigt, afviste retten sagen, der som anført skulle hovedforhandles i april
24. på denne baggrund finder retten, at sagsøgerne ikke har forfulgt sagsanlægget den
25. de- cember 2010 inden for rimelig tid, og at sagsøgernes eventuelle krav derfor var forældet, da sagen blev anlagt igen den
26. marts
27. det gør ikke nogen forskel for ovennævnte be- dømmelse, om sagsøgernes advokat løbende orienterede sine klienter om sagens gang, jf. retsplejelovens § 263, stk.
28. sagens resultat bliver derfor, at de sagsøgte frifindes, fordi et eventuelt krav er forældet, idet sagsanlægget den
29. december 2010 ikke blev forfulgt inden for rimelig tid, jf. forældelses- lovens § 16, stk.
30. - 23 - divine business solutions aps skal som følge af sagens resultat betale sagsomkostninger med 50.000 kr. til solarcap a/s, 50.000 kr. til general solar systems gmbh, 50.000 kr. til vkr holding a/s og 125.000 kr. til jesper mo hansen. beløbene vedrører passende beløb til dæk- ning af advokatbistand, som for jesper mo hansens vedkommende er tillagt moms. beløbe- ne er fastsat under hensyn til sagens værdi, som nu er 50 mio. kr., men der er også taget hen- syn til, at alene spørgsmålet om forældelse har været behandlet af de sagsøgte både i sagens korte forberedelse og under delhovedforhandlingen på 1 dag. endelig er der taget hensyn til, at de tre sagsøgte selskaber har været repræsenteret af samme advokat. thi kendes for ret: de sagsøgte, solarcap a/s, general solar systems gmbh, vkr holding a/s og jesper mo hansen, frifindes. divine business solutions aps betaler inden 14 dage i sagsomkostninger 50.000 kr. til solar- cap a/s, 50.000 kr. til general solar systems gmbh, 50.000 kr. til vkr holding a/s og 125.000 kr. til jesper mo hansen. sagsomkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a. birgitte hass mads bundgaard larsen gitte forsberg (sign.) ___ ___ ___ udskriftens rigtighed bekræftes sø- og handelsretten, den
31. januar 2016