højesterets dom

højesterets dom afsagt torsdag den

1. oktober 2012 sag 269/2011 (
2. afdeling) fagligt fælles forbund som mandatar for b (advokat martin haug) mod topdanmark forsikring a/s (advokat christina neugebauer) i tidligere instans er afsagt dom af østre landsrets
3. afdeling den
4. september
5. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: lene pagter kristensen, jytte scharling, marianne højgaard pedersen, michael rekling og lars hjortnæs. sagen er behandlet sammen med højesterets sag 54/
6. begge sager drejer sig om, hvor- vidt løbende midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven efter de dagældende regler skulle fratrækkes i differencekrav på erhvervsevnetabserstatning efter er- statningsansvarsloven. påstande appellanten, fagligt fælles forbund som mandatar for b, har gentaget sin påstand. indstævnte, topdanmark forsikring a/s, har påstået stadfæstelse. anbringender fagligt fælles forbund som mandatar for b har supplerende anført, at løbende ydelser som midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven udgør forsørgelses- grundlag for den skadelidte i en afgrænset periode på samme måde som erstatning for tabt - 2 - arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven. midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven adskiller sig fra den midlertidige erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven derved, at den ikke er en á conto udbetaling af den endelige erhvervs- evnetabserstatning. den midlertidige erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikrings- loven må efter højesterets domme i ufr 2010.436 og ufr 2010.451 ses som en særlig post, som dækker det lidte indtægtstab i en mellemperiode, som ligger efter den periode, hvor den skadelidte kan få tabt arbejdsfortjeneste, og før tilkendelse af en endelig erhvervsevnetabs- erstatning. da der således er tale om en særlig erstatningspost, som ikke dækkes efter erstat- ningsansvarsloven, skal denne midlertidige erstatning ikke fratrækkes ved opgørelsen af diffe- rencekrav på erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven. topdanmark forsikring a/s har supplerende anført, at b med sin påstand reelt ønsker at få indført overlappende erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven og midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven. krav på midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven har ikke som følge af de omtalte højesteretsdomme fra 2010 sin egen ”tredje” kategori som hævdet af b. selv om en endelig erhvervsevnetabserstatning først tilkendes senere, når den erhvervsmæssige situation er afkla- ret, dækker den alligevel tilbage i tid. højesterets begrundelse og resultat det følger af arbejdsskadesikringslovens dagældende § 77 om såkaldte differencekrav, at den tilskadekomnes krav mod en skadevolder, som har pådraget sig erstatningspligt, nedsættes i det omfang, der er betalt eller er pligt til at betale ydelser til den pågældende efter arbejdsska- desikringsloven. skadelidte kan ikke fremsætte krav mod den erstatningspligtige i anledning af et tab, som han har fået eller vil få erstattet efter arbejdsskadesikringsloven. det er fastslået i højesteretspraksis vedrørende den dagældende lovgivning, jf. bl.a. ufr 2010.451, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven op- hørte, når der blev tilkendt midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesik- ringsloven, og at midlertidig erhvervsevnetabserstatning således ikke var det samme som er- statning for tabt arbejdsfortjeneste. erstatning både for midlertidigt og varigt erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven er imidlertid ligesom erstatning både for tabt arbejdsfortjene- - 3 - ste og varigt erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven en kompensation for mistet ind- tægt. højesteret finder, at den dagældende § 77 i arbejdsskadesikringsloven må forstås således, at erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven ikke skal opdeles ved opgørelse af differencekrav, sådan at en del heraf slet ikke fratrækkes i erstatningskravet efter erstatnings- ansvarsloven. det gælder også for løbende ydelser som midlertidig erstatning, selv om disse ydelser har nogle ligheder med erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og uanset at der i nogle tilfælde muligt kan blive tale om underkompensation i forhold til sager, hvor der alene betales erstatning efter erstatningsansvarsloven. højesteret stadfæster herefter dommen. under hensyn til sagens karakter og betydning for en række andre sager skal ingen af parterne betale sagsomkostninger for højesteret til den anden part. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for højesteret til den anden part.