højesterets kendelse afsagt onsdag den 27. juli 2016 sag 64/2016 a og b (advokat michael e. hansen for begge) mod boet efter c ved d og e (advokat mogens vinther) i tidligere instanser er afsagt kende

§ 389a, subsidiært stadfæstelse.

landsretten afviste kæremålet ved kendelse af 11. januar 2016 med følgende begrundelse: - 3 - ”a og b har i medfør af dødsboskiftelovens § 89 anlagt sag ved skifteretten mod boet efter c med påstand om, at boet tilpligtes at overdrage 3 ejendomme til a og b til en pris 15 % under den seneste offentlige ejendomsvurdering. under sagen har a og b anmodet om, at stævningen tinglyses på ejendommene i med- før af tinglysningslovens § 12, stk. 3, hvilket skifteretten ved den påkærede kendelse har afslået. det følger af dødsboskiftelovens § 101, at afgørelser efter § 89, stk. 1, nr. 1-5 træffes ved dom, og efter §§ 98 og 105 finder

regler om borgerlige sager samt om kære og anke anvendelse. landsretten finder herefter, at

§ 389a fin- der anvendelse.

det følger af tinglysningslovens § 36, at afgørelser, der er truffet efter denne lov, kan indbringes ved kære. uanset at der ikke i tinglysningslovens § 36 er udtrykkeligt hen- vist til

kapitel 37, må bestemmelserne i dette kapitel finde anvendelse på kæremål efter tinglysningslovens § 36. skifterettens afgørelse er truffet under forberedelsen af hovedforhandlingen. afgørelsen kan derfor kun kæres med tilladelse fra procesbevillingsnævnet, jf.

§ 389a. da en sådan tilladelse ikke foreligger, afviser landsretten kæremålet.

da der er tale om et principielt spørgsmål om afgrænsningen af anvendelsesområdet for

§ 389

a, finder landsretten, at kæremålets omkostninger skal ophæves, jf.

§ 312, stk.

3.” anbringender a og b har anført, at en byretskendelse om at afvise tinglysning af en stævning kan kæres direkte til landsretten, jf. tinglysningslovens § 36 og ufr 2014.3497 ø. kærebegrænsningen i

§ 389

a finder ikke anvendelse, da der ikke er tale om retsplejemæssige spørgsmål, og da kærespørgsmålet i øvrigt er særskilt reguleret i tinglys- ningslovens §

1. boet efter c ved d og e har anført, at højesteret i en tilsvarende sag gengivet i ufr 2015.2540 h stadfæstede landsrettens afvisning af kæremålet. der henvises særligt til høje- sterets udtalelse i sagen, hvorefter § 389 a som udgangspunkt afskærer fri kære af kendelser og beslutninger, der træffes under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, også selv om afgørelsen ikke kan siges at vedrøre sagsforberedelsen eller hovedforhandlingen som sådan. - 4 - retsgrundlag tinglysningslovens § 12, stk. 3,
2. pkt., og § 36 lyder således: ”§ 12 … stk.
3. hvis sagsøgeren fremsætter anmodning derom, kan domstolen i retssager om fast ejendom, når stævningen er forkyndt, træffe beslutning om, at meddelelse om retssagen kan tinglyses. … §
4. over rettens afgørelser i henhold til denne lov kan der rejses kære inden 2 uger. kærefristen regnes fra den dag, da afgørelsen er meddelt vedkommende. rejses kære, indføres straks bemærkning herom i tingbogen.” dødsboskiftelovens § 98 og § 105 har følgende ordlyd: ”§ 98.

regler om borgerlige sager finder anvendelse med de ændringer, som angives i denne lov, eller som følger af forholdets natur. … §

1. reglerne i retsplejeloven om anke og kære finder tilsvarende anvendelse på skifterettens afgørelser. …” ved lov nr. 737 af
2. juni 2014 blev der indført en kærebegrænsningsregel i

§ 389a. bestemmelsen, der trådte i kraft den 1.

juli 2014 og finder anvendelse på afgørelser truffet efter denne dato, har følgende ordlyd: ”§ 389 a. kendelser og andre beslutninger, der afsiges af byretten under hovedforhand- lingen eller under dennes forberedelse, kan ikke kæres. procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til kære, hvis kendelsen eller beslutningen angår spørgsmål af væ- sentlig betydning for sagens forløb eller af afgørende betydning for parten og der i øv- rigt er anledning til at lade afgørelsen prøve af landsretten som 2. instans. stk. 2. ansøgning om kæretilladelse efter stk. 1 skal indgives til procesbevillingsnæv- net, inden 2 uger efter at afgørelsen er truffet.” højesterets begrundelse og resultat sagen angår forståelsen af bestemmelsen i

§ 389a, stk.

1, hvorefter kendelser og andre beslutninger, der afsiges af byretten under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, ikke kan kæres uden procesbevillingsnævnets tilladelse. nævnet kan efter be- - 5 - stemmelsen tillade kære, hvis kendelsen eller beslutningen angår spørgsmål af væsentlig be- tydning for sagens forløb eller af afgørende betydning for parten, og der i øvrigt er anledning til at lade afgørelsen prøve af landsretten som

1. instans. det afviste kæremål vedrører en skifterets afgørelse om ikke for tiden at tillade tinglysning af en stævning på tre faste ejendomme tilhørende et dødsbo. tinglysningslovens § 36 angiver, at rettens afgørelser efter tinglysningsloven kan kæres. tinglysningsloven blev ikke ændret ved lov nr. 737 af
2. juni 2014, og ændringslovens for- arbejder indeholder ikke særskilte bemærkninger vedrørende spørgsmålet om kære i medfør af tinglysningsloven. som anført af landsretten fremgår det af dødsboskiftelovens § 98 og § 105, at

regler om borgerlige sager samt om anke og kære, herunder

§ 389a, finder anvendelse på skifterettens afgørelser.

som fastslået i højesterets kendelse af 23. april 2015 (ufr 2015.2540) skal bestemmelsen i

§ 389

a som udgangspunkt afgrænses ud fra et tidsmæssigt kriterium, således at den som udgangspunkt afskærer fri kære af kendelser og beslutninger, der træffes under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, også selv om afgørelsen ikke kan siges at vedrøre sagsforberedelsen eller hovedforhandlingen som sådan. det afviste kæremål vedrø- rer en afgørelse truffet under forberedelsen af en skifteretlig sag og kan således som udgangs- punkt ikke kæres frit. der foreligger ikke holdepunkter for at fravige dette udgangspunkt. på denne baggrund, og da der ikke foreligger tilladelse til kære fra procesbevillingsnævnet, tiltræder højesteret, at landsretten har afvist kæremålet. højesteret stadfæster derfor kendelsen. da der er tale om et principielt spørgsmål om afgrænsning af anvendelsesområdet for en for- holdsvis ny lovbestemmelse, finder højesteret, at kæremålets omkostninger skal ophæves, jf.

§ 312, stk.

3. - 6 - thi bestemmes: landsrettens kendelse stadfæstes. ingen af parterne skal betale sagsomkostninger vedrørende kæresagen til den anden part.