højesterets dom afsagt onsdag den 3. oktober 2012 sag 156/2011 (2. afdeling) de samvirkende købmænd (dsk) (advokat håkun a. djurhuus) mod natur- og miljøklagenævnet (tidligere naturklagenævnet) (kamme

§ 312, stk.

1, at den tabende part skal erstatte modparten de udgifter, retssagen har påført modparten. natur- og miljøklagenævnet er i denne sag den tabende part og skal derfor godtgøre dsk de fulde udgifter til syn og skøn og sædvanligt advokathonorar for førelse af en sag som den foreliggende. der foreligger ikke særlige grunde som nævnt i

§ 312, stk.

2, som kan føre til fravigelse af lovens hovedregel i § 312, stk. 1. det følger af forarbejderne til § 312, stk. 2, at der navnlig i sager af principiel eller videregående betydning, hvor den vindende part er en offentlig myndighed, kan blive tale om helt eller delvist at fritage den tabende part for at be- tale sagsomkostninger. det må være en konsekvens heraf, at en statslig myndighed, der i sa- ger af principiel eller videregående betydning, hvortil den foreliggende sag hører, er den ta- bende part, har en særlig pligt til at svare sagsomkostninger til den vindende part. omkostningerne til syn og skøn og til advokatmæssig bistand har været fornødne til sagens forsvarlige førelse, jf.

§ 316, stk.

1,

1. pkt. skønsomkostningerne skal derfor erstattes fuldt ud, og advokatomkostningerne skal erstattes med et passende beløb, jf. § 316, stk. 1,
2. pkt. med hensyn til skønsomkostningerne har dsk nærmere anført, at hovedsagen drejede sig om at få fastslået, hvorvidt københavns kommune søgte at omgå planlovens arealregel ved at hævde, at bilka onestop var en del af et stormagasin i et butikscenter. for at vinde sagen skulle dsk derfor løfte bevisbyrden for, at der reelt ikke var tale om noget ”stormagasin”. det forudsatte en uvildig, sagkyndig vurdering af, hvad der må forstås ved et ”stormagasin”. dsk var derfor nødsaget til at få udmeldt syn og skøn med henblik på at løfte denne bevis- byrde. skønsmanden, der er detailhandelsekspert ved copenhagen business school, anførte i sin skønserklæring en række kriterier for, hvornår der er tale om et ”stormagasin”. skønsman- den konkluderede, at omfanget ”af antallet af afvigelser efter [hans] bedste overbevisning førte til, at projektet ikke kan betegnes som et stormagasin.” dsk havde tabt sagen, hvis dsk ikke havde tilvejebragt et syn og skøn, der i realiteten vurderede, hvorvidt der var tale om et stormagasin eller ej. - 4 - hvis landsretten havde ment, at syn og skøn var ufornødent, kunne anmodningen herom være blevet afvist, hvorved bemærkes, at naturklagenævnet protesterede mod udmeldelse af syn og skøn. hvis landsretten havde ment, at nogle af de 6 spørgsmål i skønstemaet var overflødige, kunne disse spørgsmål være afskåret. hverken landsretten eller naturklagenævnet havde i- midlertid indvendinger mod skønstemaet. skønsmandens honorar var ikke for højt, hvorved bemærkes, at honoraret blev godkendt af begge sagens parter og af landsretten. med hensyn til omkostningerne til advokatmæssig bistand har dsk nærmere anført, at belø- bet på 465.720 kr. er passende. dsk’s advokat og hans medarbejdere har anvendt 208 timer og 42 minutter på sagen, og den gennemsnitlige timesats ved opgørelsen andrager således ca. 2.200 kr. timesatsen følger de sædvanlige timebaserede salærtakster hos dsk’s advokatfor- bindelse, og disse takster er markedskonforme. der er foretaget en ikke ubetydelig tilskæring i dsk’s disfavør, idet der ikke er krævet betaling for skriftvekslingen frem til februar 2006, dvs. indtil duplik var afgivet i sagen. indtil dette tidspunkt var dsk repræsenteret af andre advokater. natur- og miljøklagenævnet har navnlig anført, at landsretten med rette havde fundet, at det syn og skøn, som dsk havde rekvireret, havde et unødvendigt omfang. landsretten havde derfor hjemmel i

§ 312, stk.

2, og § 316, stk. 1, til at bestemme, at skønsom- kostningerne ikke skulle erstattes fuldt ud. det forhold, at landsretten tillod syn og skøn – og således ikke afskar dette i medfør af

§ 341

– er ikke til hinder for, at landsret- ten efterfølgende i forbindelse med fastsættelsen af sagsomkostninger kan anse bevisførelsen for delvis ufornøden. sagen rejste to hovedspørgsmål. for det første om naturklagenævnet i afgørelsen af

1. december 2003 havde fortolket begrebet ”stormagasin” i den omhandlede lokalplanbestem- melse korrekt. for det andet om det projekt, som københavns kommune havde meddelt byg- getilladelser til, var i overensstemmelse med de kriterier, som nævnet havde opstillet vedrø- rende fortolkningen af begrebet ”stormagasin” i lokalplanbestemmelsen. bevisførelse om det efterfølgende fysisk etablerede byggeri i ørestaden (fields stormagasin), herunder indretnin- gen, driften og markedsføringen af fields, var uden betydning for påkendelsen af dsk’s på- stand om gyldigheden af nævnets afgørelse. retssagen angik ikke en tilsyns- eller lovliggørel- sessag. denne afgrænsning af den relevante bevisførelse er også lagt til grund af landsretten, - 5 - som dermed er i overensstemmelse med nævnets anbringender om prøvelsessagens ramme. dette havde imidlertid været et stridspunkt under hele forløbet af landsretssagen. landsretten tillod mod nævnets protest, at der blev udmeldt syn og skøn, men landsretten tillod ikke dsk’s øvrige anmodninger om besigtigelse, videooptagelser og fotodokumentation af fields. der blev skriftvekslet herom under forberedelsen. det er nævnets opfattelse, at skønsmanden navnlig ved afgivelsen af den første erklæring ud- førte et arbejde, som var unødvendigt. det fremgår af skønsmandens erklæringer, at disse i betydeligt omfang baserer sig på interviews af medarbejdere i og besigtigelser af fields bu- tikscenter og stormagasiner i århus og københavn samt analyser af økonomiske og markeds- føringsmæssige aspekter af disse butikker, uanset at sagen ikke angik driften og markedsfø- ringen mv. af fields, fields stormagasin eller andre stormagasiner. disse oplysninger havde ingen relevans for vurderingen af de planretlige spørgsmål, som nævnet tog stilling til i afgø- relsen af
2. december
3. den omstændighed, at nævnet – efter at landsretten mod næv- nets protest havde tilladt syn og skøn – ikke fremsatte yderligere indsigelser mod det endelige skønstema og skønsmandens arbejdsproces, men henholdt sig til den grundlæggende indsi- gelse, kan ikke medføre, at nævnet skal bære den økonomiske risiko for den unødvendige del af bevisførelsen. natur- og miljøklagenævnet har med hensyn til udgifterne til advokatbistand navnlig anført, at disse skal erstattes med ”et passende beløb”, jf.

§ 316, stk.

1, og det beløb på ca. 100.000 kr., som landsretten fastsatte beløbet til, er passende. den foreliggende sag havde ikke nogen økonomisk værdi for parterne. landsretten fastsatte beløbet under hensyn til sagens udfald, karakter og omfang. landsretten har herved foretaget et konkret skøn over bl.a. de forskellige bevisskridt og processkrifter i sagen og betydningen af disse for sagens fø- relse og landsrettens afgørelse. forberedelsen har som nævnt omfattet korrespondance, skrift- vekslinger og retsmøder om bevisbegæringer fra dsk, som ikke blev taget til følge. det be- løb, som landsretten fastsatte, afviger ikke væsentligt fra omkostningsafgørelserne i andre sager om prøvelse af nævnets afgørelser på detailhandelsområdet. retsgrundlaget i

§ 312og § 316 hedder det bl.a.: - 6 - ”§ 312.

den tabende part skal erstatte modparten de udgifter, retssagen har påført mod- parten, medmindre parterne har aftalt andet. stk.

1. retten kan dog bestemme, at den tabende part ikke eller kun delvis skal erstatte modparten de påførte udgifter, hvis særlige grunde taler for det. … §
2. som sagsomkostninger erstattes de udgifter, der har været fornødne til sagens forsvarlige udførelse. udgifter til advokatbistand … erstattes med et passende beløb, og øvrige beløb erstattes fuldt ud. stk.
3. sagsomkostninger kan ikke tilkendes skadeløst eller efter regning.” reglerne stammer fra lov nr. 554 af
4. juni
5. om anvendelsesområdet for § 312, stk. 2, hedder det i bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag l 132, folketingstidende 2004-05,
6. samling, tillæg a, s. 5552) bl.a.: ”af relevante faktorer, som kan indgå i en samlet vurdering af, om den tabende part helt eller delvis bør fritages for at betale sagsomkostninger til den vindende part, kan næv- nes, om sagen har principiel karakter eller videregående betydning. navnlig hvor dette er tilfældet, kan der også ligesom i dag tages hensyn til, om en af parterne er en offent- lig myndighed, en stor erhvervsvirksomhed eller (repræsenteret af) en interesseorgani- sation eller lignende.” i bemærkningerne til § 316 (lovforslag l 132, folketingstidende 2004-05,
7. samling, tillæg a, s. 5554) hedder det bl.a.: ”den generelle målestok for, om en udgift har været fornøden til sagens forsvarlige ud- førelse, er ligesom efter de gældende regler, hvad der på tidspunktet for udgiftens afhol- delse med rimelighed kunne anses for nødvendigt, og ikke hvad der efterfølgende kan konstateres rent faktisk at have været absolut nødvendigt for at vinde sagen. i vurderin- gen indgår også, om udgifterne står i rimeligt forhold til det, sagen angår. er der tale om et markant misforhold, bør udgifterne alene dækkes med et beløb, der i forhold til det, sagen angår, kan anses for passende. endvidere kan der for en række typiske udgifter opstilles mere almindelige anvisninger for, i hvilket omfang de bør dækkes som sagsomkostninger. som udgifter, der bør dæk- kes som sagsomkostninger, kan nævnes udgifter til bevisførelse, f.eks. udgifter til syn og skøn, sagkyndige erklæringer og vidnegodtgørelse, og udgifter til fremstilling af eks- trakt og materialesamling i forbindelse med retssagen.” i betænkning nr. 1436/2004 om adgang til domstolene, som

regler om sags- omkostninger er baseret på, hedder det om fastsættelsen af sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand i sager uden økonomisk værdi bl.a. (s. 276): - 7 - ”efter retsplejerådets opfattelse kan der næppe gives anden generel vejledning, end at salæret fastsættes under hensyntagen til sagens betydning, karakter og omfang. retten vil kunne søge vejledning i et oplyst faktisk tidsforbrug, men det faktiske tidsforbrug er på ingen måde i sig selv afgørende. særlig bemærkes, at i sager af mindre betydning, bør der være snævre grænser for størrelsen af det beløb, som den tabende part kan på- lægges at betale til dækning af modpartens udgift til advokatsalær.” højesterets begrundelse og resultat sagen for højesteret angår, om natur- og miljøklagenævnet (tidligere naturklagenævnet) skal erstatte de samvirkende købmænds (dsk’s) udgifter til syn og skøn fuldt ud. udgif- terne udgjorde i alt 215.000 kr. sagen angår endvidere, om nævnet skal betale yderligere om- kostninger til dækning af dsk’s udgifter til advokatbistand. dsk har i den forbindelse på- stået, at udgifterne til dækning af advokatbistand skal erstattes med i alt 465.720 kr. under henvisning til, at dsk’s advokat og hans medarbejdere havde anvendt i alt ca. 208 timer på sagen. natur- og miljøklagenævnet er den tabende part i sagen om gyldigheden af naturklagenæv- nets afgørelse af 15. december 2003. dsk har derfor som udgangspunkt krav på erstatning af de udgifter, som dsk er blevet påført ved retssagen, jf.

§ 312, stk.

1. der fo- religger ikke sådanne særlige grunde, at natur- og miljøklagenævnet i medfør af retsplejelo- vens § 312, stk. 2, alene skal betale delvise sagsomkostninger. udgifter til syn og skøn det følger af

§ 316, stk.

1,

1. pkt., at bl.a. udgifter til syn og skøn erstattes fuldt ud. det er dog en forudsætning herfor, at udgifterne ”har været fornødne til sagens for- svarlige udførelse”, jf. § 316, stk. 1,
2. pkt. det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at der ved bedømmelsen heraf som efter de hidtil gældende regler skal lægges vægt på, hvad der på tidspunktet for udgiftens afholdelse med rimelighed kunne anses for nødvendigt. naturklagenævnet tog i sin afgørelse af
3. december 2003 stilling til, om det projekt, som blev forelagt for nævnet, var i overensstemmelse med bestemmelsen i lokalplan 325 om etablering af et stormagasin. nævnets flertal på 6 medlemmer fandt på baggrund af en samlet betragtning af det foreliggende projekt, at ”det ansøgte kunne realiseres inden for lokalplan 325.” et mindretal på 4 nævnsmedlemmer fandt, at projektet rummede så store afvigelser fra, hvad der kan betegnes som et stormagasin, at det ikke kunne etableres i medfør af bestemmel- - 8 - sen om et stormagasin i lokalplan
4. hovedspørgsmålet for landsretten var herefter, om projektet kunne anses for et stormagasin i lokalplanens forstand. højesteret har ikke belæg for at fastslå, at spørgsmålene i syns- og skønstemaet gik videre end, hvad der på daværende tidspunkt med rimelighed kunne anses for nødvendigt med hen- blik på at give landsretten et tilstrækkeligt grundlag for at afgøre, om det projekt, som natur- klagenævnets afgørelse omfattede, måtte anses for et stormagasin i lokalplan 325’s forstand. parterne havde efter det oplyste ikke indsigelser mod skønsmandens honorar for udarbejdelse af skønserklæringerne m.v., og landsretten godkendte honoraret. det følger heraf, at udgif- terne til syn og skøn har været nødvendige til sagens forsvarlige udførelse, således at udgif- terne skal erstattes fuldt ud, jf.

§ 316, stk.

1, sammenholdt med forarbejderne til bestemmelsen. det kan ikke føre til en anden vurdering, at landsretten ikke måtte have til- lagt skønserklæringerne i deres helhed betydning ved sagens afgørelse. udgifter til advokatbistand udgifter til advokatbistand erstattes efter

§ 316, stk.

1,

1. pkt., med ”et pas- sende beløb”. det er også her en betingelse, at udgifterne har været fornødne til sagens for- svarlige udførelse, jf. § 316, stk. 1,
2. pkt. sagen ved landsretten angik spørgsmålet om gyldigheden af naturklagenævnets afgørelse af
3. december 2003, og sagens genstand var således ikke penge eller penges værd. det frem- går af forarbejderne til

§ 316, stk.

1, 2. pkt., at salæret i sager uden økonomisk værdi fastsættes under hensyntagen til sagens betydning, karakter og omfang. der kan søges vejledning i et oplyst tidsforbrug, men dette er ikke i sig selv afgørende. på baggrund af det anførte finder højesteret efter en samlet skønsmæssig vurdering, at sags- omkostningsbeløbet til dækning af udgiften til advokatbistand for landsretten bør forhøjes med 150.000 kr. konklusion natur- og miljøklagenævnet skal i sagsomkostninger for landsretten betale yderligere i alt 265.000 kr. til dsk. - 9 - sagsomkostninger for højesteret sagsomkostningerne for højesteret er fastsat til dækning af advokatudgift med 25.000 kr. og af retsafgift med 6.000 kr. thi kendes for ret: i sagsomkostninger for landsretten skal natur- og miljøklagenævnet betale yderligere 265.000 kr. til de samvirkende købmænd (dsk). i sagsomkostninger for højesteret skal natur- og miljøklagenævnet betale 31.000 kr. til de samvirkende købmænd (dsk). de idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms af- sigelse. sagsomkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.