Obsah (8)

§ 261§ 245§ 288§ 266§ 119§ 70§ 72§ 68

højesterets kendelse afsagt tirsdag den 26. februar 2019 sag 68/2018 anklagemyndigheden mod t (advokat martin cumberland) i tidligere instanser er afsagt kendelse af retten i svendborg den 1. februar

§ 261, stk.

1, grov vold i gentagelsestilfælde, jf.

§ 245, stk.

1, jf. § 247, stk. 1, røveri, jf.

§ 288, stk.

1, nr. 1, trusler, jf.

§ 266

, og overtrædelse af

§ 119, stk.

1, om vold eller trusler - 2 - mod tjenestemand i funktion. han blev ved dommen idømt forvaring i medfør af

§ 70. foranstaltningen mod t er efterfølgende blevet opretholdt flere gange.

ved anklageskrift af

1. maj 2017, tillægsanklageskrift nr. 1 af
2. november 2017 og tillægs- anklageskrift nr. 2 af
3. december 2017 er der rejst tiltale mod t for flere overtrædelser af

§ 119, stk.

1, og § 121 begået over for fængselspersonalet i nyborg statsfængsel. det var angivet i anklageskrifterne, at anklagemyndigheden nedlagde påstand om fængselsstraf, og at der var tale om en domsmandssag. t har nægtet sig skyldig. straffesagen mod t blev berammet til hovedforhandling ved retten i svendborg til foretagelse den

1. februar
2. den
3. januar 2018 indstillede fyns politi til statsadvokaten i viborg, at der over for t skulle nedlægges påstand om fængselsstraf, alternativt om opretholdelse af den igangværende foranstaltning. den
4. januar 2018 traf statsadvokaten beslutning om, at der under sagen skulle nedlægges påstand om, at det har sit forblivende med forvaringen idømt ved østre landsrets dom af
5. oktober
6. ved hovedforhandlingens start den
7. februar 2018 tilkendegav den mødende anklager, at der ikke fra anklagemyndighedens side ville blive nedlagt påstand om fængselsstraf som anført i anklageskriftet, men at der i stedet ville blive nedlagt påstand om, at det har sit forblivende med den af østre landsret den
8. oktober 2012 idømte forvaring. anklagemyndigheden be- gærede samtidig sagen behandlet uden medvirken af nævninger. forsvareren påstod på vegne af t sagen afvist, fordi anklagemyndighedens seneste påstand krævede medvirken af nævninger. ved kendelse af samme dato afviste retten i svendborg sagen. i kendelsen hedder det bl.a.: - 3 - ”sager, hvori der er spørgsmål om forvaring, jf.

§ 70, behandles efter rets- plejelovens § 686, stk.

4, nr. 2, under medvirken af nævninger.

§ 72, stk.

3, indeholder hjemmel til, at retten uden medvirken af nævnin- ger ved kendelse kan træffe afgørelse om ophævelse eller ændring af en foranstaltning omfattet af

§ 72, stk.

2, jf. § 70, herunder ændring i anledning af ny krimi- nalitet, og en sådan behandlingsmåde forudsætter ved ny kriminalitet, at der foreligger erkendelse. i modsat fald må afgørelsen vedrørende stillingtagen til ny kriminalitet træf- fes ved ny dom. tiltalte har nægtet sig skyldig, og der er rejst tiltale ved anklageskrift af den

1. maj 2017, ved tillægsanklageskrift nr. 1 af den
2. november 2017 og ved tillægsanklage- skrift nr. 2 af den
3. december
4. dette indebærer, at retten, såfremt tiltalte findes skyldig, ved dom skal tage stilling til hvilken sanktion, der skal idømmes. anklagemyndigheden har ved retsmødets start tilkendegivet, at anklagemyndigheden ikke, som anført i anklageskriftet, vil nedlægge påstand om fængselsstraf, men derimod vil nedlægge påstand om, at det har sit forblivende med den af østre landsret den
5. ok- tober 2012 idømte dom til forvaring. som anklagemyndighedens påstand er formuleret, vil dette efter rettens opfattelse inde- bære en stillingtagen til spørgsmålet om forvaring som sanktion for den nu begåede kri- minalitet, og påstanden må i lighed med en påstand om dom til forvaring kræve medvir- ken af nævninger, jf. retsplejelovens § 686, stk. 4, nr.
6. der er hverken i bestemmelsens ordlyd eller i dens forarbejder grundlag for at anlægge en fortolkning, hvorefter dom i anledning af ny kriminalitet om, at det har sit forblivende med den allerede afsagte dom til forvaring, kan afsiges uden medvirken af nævninger. anklagemyndighedens anmodning om behandling af straffesagen uden medvirken af nævninger, tages herefter ikke til følge…” anklagemyndigheden kærede byrettens kendelse til østre landsret, som den
7. februar 2018 stadfæstede kendelsen i henhold til grundene. anbringender anklagemyndigheden har anført navnlig, at sagen mod t ikke skal behandles under medvirken af nævninger. der er hverken efter ordlyden eller forarbejderne til retsplejelovens § 686, stk. 4, nr. 2, grundlag for en fortolkning, hvorefter bestemmelsen skal finde anvendelse i en sag, hvor der nedlægges påstand om, at det har sit forblivende med en allerede idømt forvaring. - 4 - det fremgår af forarbejderne til grundloven af 1849, at nævninger alene skulle deltage og dømme i de vigtigere straffesager, og dette er gentaget flere gange i forarbejderne til retspleje- lovens §
8. proceskommissionen af 1868 pegede på det nødvendige i at afveje hensynet til at opnå den mest vidtgående retssikkerhed (under medvirken af nævninger) over for den bety- delige arbejdsbyrde, som nævningeordningen indebærer. på baggrund af tilkendegivelserne i forarbejderne kan det næppe have været hensigten, at en sag som den foreliggende skal be- handles under medvirken af nævninger. anklagemyndighedens påstand i sagen er mindre indgribende over for den forvaringsdømte end en påstand om fængselsstraf, der i medfør af retsplejelovens § 686, stk. 2, behandles som en domsmandssag. anklagemyndighedens påstand i den foreliggende sag er også mindre ind- gribende over for den forvaringsdømte end en påstand om genindsættelse, jf. herved afgørel- sen i ufr 1989.516 v, hvor nævningebehandling blev afvist i en sådan situation. t har anført navnlig, at der i den foreliggende situation ikke er hjemmel til at fravige retsplejelovens § 686, stk. 4, nr. 2, hvorefter sagen skal behandles under medvirken af næv- ninger. retsplejelovens § 686, stk. 4, nr. 2, er efter sin ordlyd klar. det fremgår direkte af bestemmel- sens ordlyd, at sager, hvori der er ”spørgsmål” om forvaring, behandles under medvirken af nævninger. det kan ikke kræves, at bestemmelsen skal indeholde en udtømmende liste med angivelse af alle tænkelige scenarier, der kan opstå i forbindelse med spørgsmål om forvaring. der skal i den foreliggende sag, som angår ny kriminalitet, og hvor han nægter sig skyldig, afsiges en ny dom, hvor retten skal tage stilling til, hvilken sanktion der skal idømmes. uanset om denne sanktion alene måtte blive, at det har sit forblivende med den allerede idømte forva- ringsdom, vil der – isoleret set – være tale om valg af forvaring som sanktion. forvaring er, uanset om det er i fortsættelse af en allerede idømt forvaring, en af lovens strengeste sanktio- ner, hvilket tilsiger, at sagen skal behandles under medvirken af nævninger. der er ikke grundlag for anklagemyndighedens fortolkning af retsplejelovens § 686, stk. 4, nr.
9. anklagemyndighedens synspunkt om, at det næppe kan have været hensigten med nævnin- gebehandling i nærværende sag, er udelukkende båret af procesøkonomiske hensyn og savner nærmere støtte i lovforarbejderne. hvis der skal ske fravigelse af det utvetydige udgangspunkt - 5 - om nævningebehandling i § 686, stk. 4, nr. 2, må der kræves faste holdepunkter herfor, og sådanne holdepunkter findes ikke. retsgrundlag retsplejelovens § 686, stk. 2, og stk. 4, nr. 2, lyder således: ”stk.
10. domsmænd medvirker i straffesager, hvor der bliver spørgsmål om højere straf end bøde, eller som i øvrigt skønnes at være af særlig indgribende betydning for tiltalte eller af særlig offentlig interesse, medmindre andet følger af stk. 3 og
11. domsmænd medvirker endvidere, hvis sådan behandling er foreskrevet efter regler i andre love. … stk.
12. nævninger medvirker i … 2) straffesager, hvor der bliver spørgsmål om dom til anbringelse i institution i medfør af

§ 68

eller dom til forvaring i medfør af

§ 70

…” højesterets begrundelse og resultat sagen angår, om straffesagen mod t er afvist med rette. efter retsplejelovens § 686, stk. 4, nr. 2, medvirker nævninger bl.a. i straffesager, hvor der bliver spørgsmål om dom til forvaring i medfør af

§ 70

. i denne sag har t nægtet sig skyldig, og anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at det har sit forblivende med en allerede idømt forvaring. højesteret finder, at bestemmelsen i retsplejelovens § 686, stk. 4, nr. 2, må forstås sådan, at den ikke angår sager, hvor anklagemyndighedens påstand er, at det har sit forblivende med en allerede idømt forvaring. højesteret ophæver herefter den påkærede kendelse og hjemviser sagen til byretten til fortsat behandling uden medvirken af nævninger. thi bestemmes: - 6 - den påkærede kendelse ophæves, og sagen hjemvises til byretten til fortsat behandling uden medvirken af nævninger.