højesterets kendelse

højesterets kendelse afsagt fredag den

1. juli 2015 sag 126/2015 anklagemyndigheden mod t (advokat erling kragh-pedersen) i tidligere instanser er afsagt dom af retten i aalborg den
2. oktober 2014 og kendelse af vestre landsrets
3. afdeling den
4. februar
5. i påkendelsen har deltaget tre dommere: thomas rørdam, lars hjortnæs og oliver talevski. påstande kærende, anklagemyndigheden, har nedlagt påstand om at vestre landsrets kendelse ændres, således at ankesagen for landsretten behandles i den civile retsplejes former. indkærede, t, har påstået stadfæstelse. sagsfremstilling den
6. maj 2014 besluttede nordjyllands politi i medfør af hundelovens § 1 b, stk. 1, jf. § 1 a, stk. 1, nr. 3, og stk. 2, at ts hund skal aflives, idet hunden er en krydsning, hvori racen amerikansk staffordshire terrier indgår. den
7. juli 2014 stadfæstede rigspolitichefen efter påklage afgørelsen. på foranledning af t indbragte nordjyllands politi sagen for retten i aalborg, der ved dom af
8. november 2014 opretholdt politiets afgørelse. sagen blev behandlet i strafferetsplejens former. - 2 - den
9. november 2014 fremsendte advokat erling kragh-pedersen på vegne t ”ankemeddelelse” til vestre landsret. den
10. februar 2015 afsagde vestre landsret kendelse om procesformen for ankesagen. det fremgår heraf blandt andet: ”hundeloven indeholder ikke nogen angivelse af procesformen ved prøvelse af admini- strative afgørelser truffet i medfør af loven, idet lovens § 6 c, stk. 3, alene bestemmer, at såfremt politiets eller rigspolitichefens afgørelser om bl.a. aflivning af hunde indbringes for domstolene inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende hundeejer, har dette opsættende virkning. pålæg fra politidirektøren efter dyreværnslovens § 21, stk. 1, om forsvarlig behandling af dyr, herunder aflivning, kan efter dyreværnslovens § 23 indbringes for domstolene efter reglerne i retsplejelovens kapitel 80 om straffesager, i hvilke der ikke medvirker lægdommere. det må antages, at hundelovens manglende regulering af procesformen for prøvelse af afgørelser om aflivning efter lovens § 1 b er en forglemmelse. landsretten finder ikke, at der er grund til at antage, at lovgivningsmagten har ønsket, at afgørelser om aflivning af hunde efter hundeloven skal behandles efter andre processuelle regler end afgørelser om aflivning af f.eks. hunde efter dyreværnsloven. bestemmelse om aflivning efter hundeloven må således kunne sidestilles med aflivning efter dyreværnsloven, og be- handlingen af retssager om prøvelse af afgørelserne skal ske efter det samme regelsæt. landsretten bestemmer derfor, at ankesagen skal behandles i strafferetsplejen former, jf. retsplejelovens kapitel 80, jf. kapitel 82.” anbringender anklagemyndigheden har navnlig anført, at landsrettens kendelse er baseret på det fejlagtige synspunkt, at der ikke er grund til at antage, at lovgivningsmagten har ønsket, at afgørelser om aflivning af hunde efter hundeloven skal behandles efter andre processuelle regler end afgørelser om aflivning af f.eks. hunde efter dyreværnsloven. det fremgår af dyreværnslovens § 21, stk. 1,
11. pkt., at såfremt et dyr behandles uforsvarligt, kan politidirektøren give den ansvarlige pålæg om dyrets behandling. et sådant pålæg kan bl.a. dreje sig om, at dyret fodres, plejes, behandles for sygdom eller aflives. med hensyn til - 3 - spørgsmålet om at indbringe et pålæg meddelt i medfør af dyreværnslovens § 21, stk. 1, for domstolene, fastsætter dyreværnslovens § 23 procesformen. behandlingen af et pålæg efter dyreværnslovens § 21, stk. 1, om aflivning på grund af ufor- svarlig behandling i strafferetsplejens former skal ses i sammenhæng med dyreværnslovens § 28, stk. 1,
12. pkt., hvorefter uforsvarlig behandling af dyr straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år. det vil sige, at opretholdelse af et pålæg efter § 21, stk. 1, om aflivning på grund af uforsvarlig behandling af et dyr, må antages at indebære, at den pågældende dyreejer (også) vil ifalde strafansvar efter § 28, stk. 1,
13. pkt. det er på denne baggrund retssikkerhedsmæs- sigt mest forsvarligt, at domstolsprøvelse af et pålæg udstedt efter dyreværnslovens § 21, stk. 1, sker med de særlige retsgarantier, der ligger i strafferetsplejen. denne sammenhæng genfindes ikke i hundeloven. det er således efter hundeloven ikke straf- bart at holde hunde, som ved politiets foranstaltning kan aflives efter hundelovens § 1 b. man kan derfor ikke drage den anførte slutning fra dyreværnslovens bestemmelser om domstols- prøvelse i strafferetsplejens former til hundelovens bestemmelser. de samme hensyn, som kan begrunde, at pålæg om aflivning efter dyreværnslovens § 21, stk. 1, skal prøves i strafferets- plejens former, gør sig ikke gældende i forhold til domstolsprøvelse af afgørelser om afliv- ning efter hundelovens § 1 b, stk.
14. politidirektørens og rigspolitiets afgørelser efter hundelovens § 1 b, stk. 1, har endvidere ka- rakter af en sædvanlig forvaltningsretlig afgørelse. afgørelsen træffes ikke som led i udøvel- sen af de pågældendes kompetence inden for det strafferetlige område. hvis lovgivnings- magten havde ønsket, at sådanne rene administrative afgørelser skulle behandles af domsto- lene inden for strafferetsplejens former, måtte dette være fastsat udtrykkeligt i den pågæl- dende særlovgivning, ligesom det er sket i forhold til dyreværnslovens § 21, stk. 1, jf. §
15. i forbindelse med vedtagelsen af hundelovens § 6 c, stk. 3, om opsættende virkning i forhold til afgørelser om aflivning, behandlede lovgivningsmagten således også spørgsmålet om dom- stolsprøvelse og opsættende virkning indgående. hvis lovgivningsmagten havde et ønske om, at afgørelser om aflivning skulle behandles i strafferetsplejens former, ville det således have været nærliggende, at lovgivningsmagten havde fastsat dette i § 6 c, stk.
16. - 4 - det må i den forbindelse også tillægges betydning, at lovgivningsmagten med vedtagelsen af hundelovens § 6 c, stk. 3, har forudsat, at afgørelser om aflivning truffet i medfør af hundelo- vens § 1 b, stk. 1, kan indbringes for domstolene i medfør af grundlovens § 63, stk. 1, jf. såle- des fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 102 til lovforslag l 92 af
17. december 2013 om ændring af lov om hunde. lovgivningsmagten har således forudsat, at prøvelse af en afgørelse om aflivning af en hund efter hundelovens § 1 b, stk. 1, rejses som et civilt søgsmål, da grundlovens § 63 i sin kerne må antages at vedrøre spørgsmålet om domstolenes prøvelse af almindelige forvaltningsretlige afgørelser. t har henvist til landsrettens begrundelse og supplerende anført, at det i fraværet af en lovbestemmelse om det modsatte af retssikkerhedsmæssige grunde er mest korrekt at behandle sagen i strafferetsplejens former. derved er der mulighed for at beskikke en advokat for ejeren, således at hans interesser kan varetages betryggende i forhold til det pønale element i en afgørelse om aflivning af en hund. højesterets begrundelse og resultat sagen angår, om domstolsprøvelse af politiets afgørelse i medfør af hundelovens § 1 b, stk. 1, om aflivning af en hund, som det efter hundelovens § 1 a er forbudt at besidde eller avle, skal ske i strafferetsplejens eller den civile retsplejes former. hundeloven indeholder ikke bestemmelser om procesformen. den foreliggende sag om aflivning i medfør af hundeloven findes ikke at være omfattet af retsplejelovens fjerde bog om strafferetsplejen, da sagen ikke angår spørgsmål om straf, jf. herved retsplejelovens § 683,
18. pkt. højesteret finder endvidere, at der ikke er grundlag for at sidestille en afgørelse om aflivning efter hundelovens § 1 b, stk. 1, med et påbud efter dyreværnslovens § 21, stk. 1, da et sådant påbud retter sig mod den, som er ansvarlig for dyret, og da overtrædelse af påbudet i medfør af dyreværnslovens § 28, stk. 3, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år. højesteret ændrer herefter landsrettens kendelse, således at landsrettens behandling af anke- sagen skal foregå i den civile retsplejes former. - 5 - thi bestemmes: landsrettens kendelse ændres, således at landsrettens behandling af ankesagen skal foregå i den civile retsplejes former.