højesterets kendelse

højesterets kendelse afsagt torsdag den

1. december 2012 sag 27/2012 ital-engros aps (advokat finn roger nielsen) mod veko a.m.b.a. (tidligere veko finans a/s) (advokat henrik rosenvinge skov) i tidligere instanser er afsagt kendelse af fogedretten på frederiksberg den
2. maj 2011 og af østre landsrets
3. afdeling den
4. oktober
5. i påkendelsen har deltaget tre dommere: lene pagter kristensen, jon stokholm og hanne schmidt. påstande kærende, ital-engros aps, har nedlagt påstand om stadfæstelse af fogedrettens kendelse. indkærede, veko a.m.b.a. (tidligere veko finans a/s), har nedlagt påstand om stad- fæstelse af landsrettens kendelse. højesterets begrundelse og resultat det følger af fast praksis, at en fordringshaver, som har foretaget udlæg for en fordring, også har sikkerhed i det udlagte for fordringens renter, jf. bl.a. ufr 1974.38h og ufr 2000.1883ø vedrørende fast ejendom. i relation til fast ejendom følger det samtidig af tinglysningslovens § 40, stk. 4, at fordringshaveren ikke kan tillægges fortrinsret i forhold til efterstående pantha- vere så vidt angår renter, som har været forfaldne i mere end et år. - 2 - en regel svarende til tinglysningslovens § 40, stk. 4, gælder ikke ved underpant eller udlæg i løsøre, selv om reale grunde for så vidt kunne tale herfor, idet tinglysningslovens § 40, stk. 4, må ses som et supplement til kravet i lovens § 10, stk. 3, om fiksering eller maksimering af pantekravet. tinglysningslovens kapitel 6 b om tinglysning i andelsboligbogen står i lovens afdeling ii om tinglysning vedrørende løsøre og formue i almindelighed. det fremgår samtidig af forarbej- derne til bestemmelserne, at spørgsmålet om oprykningsret ved sekundær pantsætning af en andel i en andelsbolig skal løses efter de almindelige ulovbestemte regler, der gælder ved pant i fordringer og løsøre, samt at der ikke er fundet at være noget praktisk behov for en særlig lovregulering af spørgsmålet om oprykningsret ved sekundær pantsætning af andele i en an- delsboligforening svarende til reglerne i tinglysningslovens §
6. højesteret finder på denne baggrund ikke anledning til at overveje, hvorvidt reale grunde eventuelt kunne tale for at anvende reglen i tinglysningslovens § 40, stk. 4, analogt. højesteret tiltræder herefter, at veko a.m.b.a. har krav på, at selskabets fordring skal opgø- res med tillæg af uforældede renter, og stadfæster derfor landsrettens kendelse. thi bestemmes: østre landsrets kendelse stadfæstes.