Obsah (4)

§ 4§ 3§ 22§ 2

h øjestere ts d om afsagt fredag den 3. maj 2019 sag bs-23798/2018-hjr (1. afdeling) b som hensiddende i det uskiftede bo efter a (advokat arvid andersen) mod beskæftigelsesministeriet (advokat rass h

§ 4, stk.

1. 2 erstatningskravet mod staten, der er begrundet i as fortabelse af denne godtgø- relse, må derfor sidestilles med et krav, der er afledt af aftale om udførelse af ar- bejde som led i et ansættelsesforhold. kravet mod beskæftigelsesministeriet må således også anses for omfattet af den 5-årige forældelsesfrist. det vil være i strid med det eu-retlige effektivitetsprincip, hvis et erstatningskrav mod staten er undergivet en kortere forældelsesfrist end den frist, der gælder for hovedkra- vet, idet erstatningskravet mod staten i så fald utilsigtet kan være forældet, alle- rede inden det er blevet afklaret, om hovedkravet kan gennemføres. da sagen mod beskæftigelsesministeriet er anlagt den
2. juni 2014, er den anlagt inden udløbet af den 5-årige forældelsesfrist i

§ 4, stk.

1. for så vidt angår forældelsesfristens begyndelsestidspunkt følger det af det eu- retlige effektivitetsprincip, at søgsmålsfristen efter national ret tidligst kan be- gynde at løbe fra det tidspunkt, hvor der er sket korrekt implementering. hvis højesteret ikke er enig heri, må forældelsesfristen subsidiært regnes fra det tids- punkt, hvor as tab opstod. det bestrides, at forældelsesfristen, som anført af landsretten, skal regnes fra det tidspunkt, hvor a fratrådte og ikke modtog fra- trædelsesgodtgørelse. fratrædelsestidspunktet har kun betydning for, hvornår den 5-årige forældelsesfrist i forhold til ajos løber fra. forældelsesfristen for kravet mod staten skal først regnes fra det tidspunkt, hvor det stod a klart, at han var blevet påført et tab, jf. også ufr 1983.1000 h. da det først ved højeste- rets dom af
2. december 2016 (ufr 2017.824), hvorved ajos blev frifundet for påstanden om betaling af fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a, stk. 1, stod endelig klart, at der var lidt et tab, som staten kunne være erstat- ningsansvarlig for, skal forældelsesfristen regnes fra dette tidspunkt, jf. foræl- delseslovens § 2, stk.
3. når tidspunktet for as fratrædelse ikke i relation til er- statningskravet mod staten kan anses for skadestidspunktet, skyldes det, at der i relation til statens ansvar reelt er tale om opretholdelse af en løbende tilstand i forhold til funktionærlovens indretning, som i strid med beskæftigelsesdirekti- vet og eu-domstolens fortolkning heraf afskar retten til fratrædelsesgodtgø- relse. i denne situation kan der ikke fastlægges et tidspunkt for skadens indtræ- den. forud for eu-domstolens dom af
4. april 2016 i sag c-441/14, dansk in- dustri (di) som mandatar for ajos mod boet efter a, hvor eu-domstolen besva- rede de af højesteret stillede præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af eu- retten, var det ikke blevet fastslået, at funktionærlovens § 2 a, stk. 3, ikke alene var i strid med beskæftigelsesdirektivet, men tillige i strid med det almindelige eu-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder. det følger af

§ 3, stk.

2, at hvis en fordringshaver er ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen i § 3, stk. 1, først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil. forud for højesterets dom af 6. december 2016 (ufr 2017.824) var der ikke grundlag for at antage, at staten havde handlet ansvarspådragende. appellanten (og sta- ten) svævede således forud for dommen i en vildfarelse om, hvem kravet skulle 3 rettes mod. den forældelsesretlige sondring mellem, hvad der kan anses for faktiske og retlige omstændigheder, jf.

§ 3, stk.

2, bør i den fo- religgende situation ikke kunne føre til, at suspension af forældelsesfristen an- ses for udelukket. forældelsen må anses for foreløbig afbrudt efter

§ 22, stk.

2, eller princippet heri. § 22, stk. 2, skal fortolkes således, at statens erstatningsan- svar tidligst forældes et år efter afsigelsen af endelig dom i hovedforholdet mel- lem a (boet efter a) og ajos. beskæftigelsesministeriet har anført navnlig, at der hverken i ordlyd, forarbej- der eller retspraksis er støtte for, at

§ 4, stk.

1, skal fortolkes således, at den 5-årige forældelsesfrist, der følger af denne bestemmelse, finder anvendelse på erstatningskrav, blot fordi erstatningskravet har grundlag i et krav om en ydelse i et ansættelsesforhold, der ikke har kunnet håndhæves over for arbejdsgiveren. det er et fast forældelsesretligt princip, at forældelsen af en fordring som udgangspunkt ikke påvirkes af, at fordringen kan gøres gældende mod flere skyldnere på forskelligt grundlag. det rejste erstatningskrav er derfor omfattet af den almindelige 3-årige forældelsesfrist i

§ 3, stk.

1. forældelsesfristen begyndte at løbe den
2. juni 2009, hvor a fratrådte sin stil- ling i ajos uden at opnå ret til fratrædelsesgodtgørelse, jf.

§ 2, stk.

1. dette er tidspunktet for skadens indtræden og tabets opståen. det bestri- des således, at forældelsesfristen først skal regnes fra højesterets dom af
2. de- cember 2016 (ufr 2017.824), hvorved ajos blev frifundet for appellantens på- stand om betaling af fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a. det er uden betydning, at kravet mod staten støttes på et andet grundlag end kravet mod arbejdsgiveren.

§ 2, stk.

4, finder netop anvendelse på krav, der støttes på ansvar uden for kontrakt. der er intet grundlag for at an- tage, at tidspunktet for skadens indtræden først skulle være det tidspunkt, hvor a indså, at tiltrædelsesloven ikke indeholdt hjemmel til i en tvist mellem pri- vate at lade det uskrevne eu-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder fortrænge den dagældende bestemmelse i funktionærlovens § 2 a, stk.

1. ufr 1983.1000 h, som appellanten påberåber sig, vedrørte en sær- egen situation, der ikke er relevant for den foreliggende sag. det bestrides, at forældelsen kan anses for suspenderet indtil højesterets dom af
2. december 2016 (ufr 2017.824). det følger af fast retspraksis og af forældel- seslovens forarbejder, at retsvildfarelser som altovervejende hovedregel ikke kan føre til suspension. der er intet grundlag for at fravige dette klare udgangs- punkt i denne sag. 4 som anført af landsretten var der intet processuelt til hinder for, at a og senere mandataren tog retslige skridt mod beskæftigelsesministeriet inden forældel- sesfristens udløb den
3. juni 2012, herunder eventuelt ved at procestilvarsle ministeriet efter

§ 22, stk.

2, jf. stk. 1, i den sag, der blev an- lagt mod ajos den

1. juni
2. der er ikke grundlag for at se bort fra kravet om procestilvarsling i § 22, stk.
3. højesterets begrundelse og resultat sagen angår, om der er indtrådt forældelse af det erstatningskrav, som b som hensiddende i det uskiftede bo efter a med henvisning til forkert gennemfø- relse af eu-retten har fremsat over for beskæftigelsesministeriet. højesteret tiltræder af de grunde, der er anført af landsretten, at erstatningskra- vet er omfattet af den almindelige 3-årige forældelsesfrist i

§ 3, stk.

1. efter

§ 2, stk.

4, regnes forældelsesfristen for krav på erstat- ning for skade forvoldt uden for kontraktforhold fra tidspunktet for skadens indtræden. a fratrådte sin stilling i ajos a/s den

1. juni
2. efter den dagæl- dende bestemmelse i funktionærlovens § 2 a, stk. 3, gjaldt der en ordning, hvor- efter hans ret til fratrædelsesgodtgørelse bortfaldt, selv om han afstod fra at ak- tivere sin arbejdsgiverbetalte pensionsordning og i stedet valgte at fortsætte på arbejdsmarkedet. dette bortfald af retten til fratrædelsesgodtgørelse var i strid med eu-rettens forbud mod aldersdiskrimination, jf. herved eu-domstolens dom af
3. oktober 2010 i sag c-499/08, ole andersen. højesteret tiltræder herefter, at den skade og det hermed forbundne formuetab, som kræves erstattet som følge af, at den dagældende § 2 a, stk. 3, i strid med eu-retten fratog a retten til fratrædelsesgodtgørelse, må anses for indtrådt ved hans fratræden den
4. juni
5. erstatningskravet mod beskæftigelsesministeriet var dermed forældet ved ind- givelsen af stævning mod ministeriet den
6. juni 2014, medmindre forældelses- fristen må anses for suspenderet eller udskudt. højesteret lægger ligesom landsretten til grund, at der ikke forud for sagsan- lægget blev givet procesunderretning til beskæftigelsesministeriet, og det til- trædes derfor, at

§ 22, stk.

2, jf. stk. 1, ikke kan føre til, at for- ældelsen skal anses for foreløbig afbrudt. som også anført af landsretten forudsætter suspension af forældelsesfristen i henhold til

§ 3, stk.

2, som det helt klare udgangspunkt ukendskab til faktiske forhold, og der skal således foreligge særlige omstændig- heder for at fravige dette udgangspunkt, jf. herved bl.a. højesterets dom af 10. 5 september 2012 (ufr 2012.3564). højesteret finder i overensstemmelse med denne dom, at selve det forhold, at en dansk ordning viser sig at være i strid med eu-retten, ikke udgør sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde suspension af forældelsesfristen efter

§ 3, stk.

2, og at der i den foreliggende sag heller ikke i øvrigt foreligger sådanne særlige omstændig- heder, at der er grundlag for undtagelsesvis at suspendere forældelsesfristen som følge af retsvildfarelse. af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder højesteret, at det eu-retlige effektivitetsprincip ikke er til hinder for at anvende den almindelige 3-årige for- ældelsesfrist i

§ 3, stk.

1, på det erstatningskrav, som b som hensiddende i det uskiftede bo efter a har fremsat over for beskæftigelsesmini- steriet. erstatningskravet er herefter forældet, og højesteret stadfæster derfor landsret- tens dom. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. i sagsomkostninger for højesteret skal b som hensiddende i det uskiftede bo ef- ter a betale 30.000 kr. til beskæftigelsesministeriet. de idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne høje- steretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.