← Danmark

0929005 - usc

Obsah (4)§ 4§ 3§ 22§ 2

0929005 - usc udskrift af østre landsrets dombog ____________ dom afsagt den 29. maj 2018 af østre landsrets *16. afdeling (landsdommerne dorthe wiisbye, katja høegh og finn morten andersen). 16. afd.

§ 4, stk.

1, gælder for fordringer, som støttes på aftale om udfø- relse af arbejde som led i et ansættelsesforhold, finder anvendelse. medmindre forældelse må anses for suspenderet efter

§ 3, stk.

2, og et af boet påberåbt princip, som udledes af

§ 22, stk.

2, jf. § 2, eller i medfør af det eu-retlige effek- tivitetsprincip, er kravet derimod forældet, hvis den almindelige 3-årige forældelsesfrist i

§ 3, stk.

1, finder anvendelse. dødsboet efter a har gjort gældende, at boets erstatningskrav mod staten ikke er forældet. statens (beskæftigelsesministeriets) erstatningsansvar for mangelfuld eller forkert imple- mentering af beskæftigelsesdirektivet – herunder manglende tilpasning af funktionærlo- vens § 2 a, stk. 3, i forhold til forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder – forældes ikke efter en 3-årig forældelsesfrist. beskæftigelsesministeriets erstatningsansvar er betinget af – og derfor nært forbundet med – at boet ikke materielt kan håndhæve sit krav over for as direkte kontraktspart, ajos. boet kunne ikke kræve opfyldelse af sit krav over for ministeriet, medmindre det forinden ved endelig dom var fastslået, at ajos ikke hæftede for kravet. dette var også baggrunden for, at beskæftigelsesministeriet fremsatte begæring om, at denne sag skulle stilles i bero på udfaldet af sagen mellem boet og ajos. beskæftigelsesministeriets mulige erstatningsan- svar er derfor direkte omfattet af den 5-årige forældelsesfrist i

§ 4, stk.

1, idet fordringen støttes på eller afledes af aftale om udførelse af arbejde som led i et ansæt- telsesforhold. boets krav mod ajos er således omfattet af en 5-årig forældelsesfrist, og kravet var derfor ikke forældet ved et retligt skridt (sagsanlæg) den

  1. juni
  2. det er en nødvendig forudsætning for forældelse af beskæftigelsesministeriets ansvar, at kravet mod arbejdsgiveren – det vil sige boets krav mod ajos – er forældet – hvad det ikke var, da denne sag blev anlagt. et sagsanlæg mod ministeriet før udløbet af den 3-årige forældelses- frist ville i øvrigt alene have medført, at en sådan sag var blevet udsat på gennemførelse af udtømmende retsforfølgning mod as tidligere arbejdsgiver, ajos, jf. tillige princippet i

§ 22, stk.

2, jf. lovens §

  1. -5- den danske stat har først med ændringen af funktionærloven ved lov nr. 52 af
  2. januar 2015 anerkendt, at funktionærlovens § 2 a, stk. 3, i sin daværende formulering var i strid med eu-retten, idet staten ved lovændringen sikrede en korrekt gennemførelse af beskæf- tigelsesdirektivet i forhold til funktionærlovens § 2 a, stk.
  3. det eu-retlige effektivitetsprincip – hvorefter de nationale søgsmålsregler (herunder for- ældelsesregler) ikke må gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i borgerne i henhold til unionens retsorden – indebærer, at be- skæftigelsesministeriet, indtil beskæftigelsesdirektivet blev korrekt gennemført, ikke kan påberåbe sig forældelse. søgsmålsfristen efter national ret kan således først begynde at løbe fra dette tidspunkt (det vil sige fra tidspunktet fra korrekt implementering), jf. prin- cippet i

§ 2, stk.

1. det eu-retlige effektivitetsprincip må endvidere indebære, at forældelsesfristen skal anses for suspenderet indtil det tidspunkt, hvor sagen mod arbejdsgiveren var afgjort, og det stod klart, at a ikke kunne få medhold i sit krav mod denne. dette følger som anført tillige af princippet i

§ 22, stk.

2, jf. § 2, sammenholdt med § 3, stk. 2. effektivi- tetsprincippet må endvidere betyde, at forældelsesfristen har været suspenderet indtil det tidspunkt længe efter fratrædelsen, hvor det stod klart, at opretholdelsen af den hidtil gæl- dende ordning efter funktionærlovens § 2 a, stk. 3, var i strid med beskæftigelsesdirektivet. beskæftigelsesministeriet har gjort gældende, at dødsboets erstatningskrav over for be- skæftigelsesministeriet er forældet, jf. § 3, stk. l, i forældelsesloven. det fremgår af bestemmelsen i

§ 4, stk.

l, at forældelsesfristen alene er 5 år ved fordringer, "som støttes på aftale om udførelse af arbejde som led i et ansættelses- forhold”. boets krav mod beskæftigelsesministeriet støttes ikke på sådan aftale, og kravet forældes derfor efter hovedreglen om en 3-årig forældelsesfrist i lovens § 3, stk. 1. den 3- årige forældelsesfrist skal regnes fra den 30. juni 2009, da a fratrådte sin stilling hos ajos, jf. herved

§ 2, stk.

  1. der indtrådte derfor forældelse af as erstatnings- krav over for ministeriet den
  2. juni
  3. kravet var således forældet, da boet indgav stævning i denne sag den
  4. juni 2014.

§ 22, stk.

1, finder ikke anvendelse, da der ikke er tale om et solidarisk ansvar mellem arbejdsgiveren og beskæftigelsesministeriet. bestemmelsens stk. 2 finder -6- heller ikke anvendelse, da der ikke er givet underretning som krævet i § 22, stk. 2, jf. stk. 1, inden for den 3-årige forældelsesfrist. der kan ikke udledes principper af bestemmelsen, som kan føre til et andet resultat. det eu-retlige effektivitetsprincip indebærer ikke, at kravet endnu ikke er forældet. ifølge eu-domstolens praksis tilkommer det, når der ikke findes eu-retlige bestemmelser på området, hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte de processuelle regler (herunder forældelsesregler) for sagsanlæg til sikring af den fulde beskyttelse af de ret- tigheder, som eu-retten medfører for borgerne. disse regler må dog ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækviva- lensprincippet), og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt van- skeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til unionens retsorden (effektivi- tetsprincippet). i denne sag er hverken effektivitets- eller ækvivalensprincippet tilsidesat. herved bemærkes blandt andet, at det af eu-domstolens faste praksis fremgår, at eksisten- sen af en eu-dom, der fastslår, at eu-retten er blevet tilsidesat, som det klare udgangs- punkt er uden betydning for begyndelsestidspunktet for den nationale forældelsesfrist. retsgrundlaget gennemførelsen af beskæftigelsesdirektivet i dansk ret beskæftigelsesdirektivet er gennemført i dansk ret ved lov nr. 253 af

  1. april 2004 om æn- dring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. og ved lov nr. 1417 af
  2. december 2004 om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på ar- bejdsmarkedet mv. i lovforslaget, der ligger til grund for lov nr. 1417 af
  3. december 2004, hvor diskrimina- tionskriterierne handicap og alder blev indsat i forskelsbehandlingsloven, hedder det i de almindelige bemærkninger blandt andet (l 40 af
  4. oktober 2003): ”2.1.2 direktivets særbestemmelser om alder for så vidt angår alder er det direktivets udgangspunkt, at forskelsbehandling på grund af alder er forbudt. direktivet beskytter således både unge og ældre mod forskelsbehandling. direktivet anerkender imidlertid også, at der kan være situationer, hvor det vil være lovligt at tillægge en lønmodtagers alder betyd- ning. direktivet indeholder derfor en særbestemmelse i artikel 6, stk. 1, hvoref- ter medlemsstaterne kan bestemme, at ulige behandling på grund af alder ikke -7- udgør forskelsbehandling, hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i et legi- timt formål indenfor rammerne af den nationale ret, bl.a. legitime beskæftigel- ses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske mål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende mål er hensigtsmæssige og nødvendige. det vil sige, at det absolutte udgangspunkt i direktivet, hvorefter direkte forskelsbe- handling er ulovlig og ikke kan legitimeres, vil kunne fraviges for så vidt angår direkte aldersdiskrimination, såfremt medlemsstaterne bestemmer dette, og så- fremt denne fravigelse i øvrigt er sagligt og proportionalt begrundet i et legi- timt formål indenfor rammerne af den nationale ret. … 5.2 funktionærlovens aldersgrænser funktionærlovens § 2 a om ret til fratrædelsesgodtgørelse. efter funktionærlovens § 2 a har en funktionær, der har været uafbrudt beskæf- tiget i samme virksomhed i 12, 15 eller 18 år, ret til fratrædelsesgodtgørelse svarende til henholdsvis 1, 2 eller 3 måneders løn, hvis funktionæren opsiges af arbejdsgiveren. det overordnede formål med bestemmelsen er at yde en godt- gørelse til funktionærer efter længere tids ansættelse ”for at mildne overgangen til anden beskæftigelse for ældre funktionærer” (jf. ft 70/71, tillæg a, spalte 1334). bestemmelsen finder alene anvendelse, når funktionæren opsiges af ar- bejdsgiveren. bestemmelsen gælder også ved uberettiget bortvisning, jf. § 2 a, stk.
  5. bestemmelsen indeholder dermed et beskyttelsesformål i forhold til æl- dres muligheder for at få ny beskæftigelse - i form af løn i længere tid. be- stemmelsen er et eksempel på indirekte forskelsbehandling af yngre funktionæ- rer, og vil derfor skulle vurderes ud fra direktivets artikel 2, stk. 2, litra b. her- efter kan en indirekte forskelsbehandling tillades, hvis den pågældende be- stemmelse (her retten til fratrædelsesgodtgørelse betinget af anciennitet) er ob- jektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde det er hen- sigtsmæssige og nødvendige. da formålet med funktionærlovens § 2 a er at be- skytte ældre funktionærer og lette deres overgang til anden beskæftigelse, vil bestemmelsen kunne opretholdes som saglig indirekte forskelsbehandling, jf. kravene i direktivets artikel 2, stk. 2, litra b. der foreslås derfor ingen ændrin- ger til funktionærlovens § 2a. …” i et høringssvar af
  6. oktober 2004 fra ledernes hovedorganisation blev blandt andet an- ført følgende: ”
  7. ændring af forskelsbehandlingsloven a. ledernes hovedorganisation har deltaget i behandlingen af forbudet mod alders- og handicapdiskrimination i implementeringsudvalget. ledernes ho- vedorganisation finder, at det fremlagte forslag er i overensstemmelse med de drøftelser, der har været i udvalget. -8- dog har ledernes hovedorganisation i implementeringsudvalget efterlyst en analyse af direktivet i forhold til funktionærlovens § 2 a, stk. 2 og stk. 3 - uden resultat. umiddelbart mener ledernes hovedorganisation således, at disse bestemmel- ser er udtryk for en aldersdiskrimination, der ikke kan opretholdes med henvis- ning til artikel 2 eller artikel
  8. ledernes hovedorganisation skal derfor på ny anmode om, at beskæftigelses- ministeriet beskriver forholdet til funktionærlovens § 2 a, stk. 2 og 3, herunder hvorvidt der evt. skal ske en ændring af begge eller en af bestemmelserne.” i et høringsnotat fra beskæftigelsesministeriet, der blev sendt til folketingets arbejdsmar- kedsudvalg den
  9. november 2004, hedder det blandt andet: ”lederne efterlyser en analyse af forholdet til funktionærlovens § 2 a, stk. 2 og 3 om retten til fratrædelsesgodtgørelse set i forhold til direktivets artikel 2 og
  10. det overordnede formål med § 2 a, stk. 1, er at yde en godtgørelse til funktio- nærer efter længere tids ansættelse ”for at mildne overgangen til anden beskæf- tigelse for ældre funktionærer” (jf. ft 70/71, tillæg a, spalte 1334). der er der- imod ikke ret til fratrædelsesgodtgørelse, hvis funktionærer ved fratrædelsen vil oppebære folkepension, jf. § 2a, stk.
  11. funktionærlovens bestemmelse harmonerer dermed med lovforslaget[s] bestemmelser om pligtmæssig fratræ- den.” ved lov nr. 52 af
  12. januar 2015 blev funktionærlovens § 2 a ændret, således at bestem- melsen nu lyder: ”såfremt en funktionær, der har været uafbrudt beskæftiget i samme virksom- hed i 12 eller 17 år, opsiges, skal arbejdsgiveren ved funktionærens fratræden udrede et beløb svarende til henholdsvis 1 og 3 måneders løn. stk.
  13. stk. 1 finder tilsvarende anvendelse i tilfælde af uberettiget bortvis- ning.” den nye § 2 a finder anvendelse på opsigelser, der sker efter lovens ikrafttræden den
  14. februar
  15. af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, jf. lovforslag nr. l 84 af
  16. november 2014, blandt andet følgende: ”
  17. indledning og baggrund … -9- med den foreslåede forenkling af bestemmelsen afklares den retsusikkerhed, som eu-domstolens afgørelse i sag c-499/08 har givet anledning til i relation til funktionærer, der ved fratrædelsen havde mulighed for at overgå til arbejds- giverbetalt alderspension, jf. den gældende § 2 a, stk. 3; hvis en funktionær op- fylder den foreslåede bestemmelses anciennitetskrav og opsiges af arbejdsgiver eller bortvises uberettiget, vil funktionæren have ret til en fratrædelsesgodtgø- relse på én eller tre måneders løn. det vil med den foreslåede § 2 a således ikke være nødvendigt at vurdere, om funktionæren fortsat forfølger en erhvervs- mæssig karriere, hvilket der fx skulle tages stilling til i højesterets afgørelser af
  18. januar 2014 vedrørende forståelsen af den gældende § 2 a i lyset af eu- domstolens afgørelse i sag c-499/
  19. …
  20. gældende ret … som nævnt ovenfor, havde de danske domstole indtil afgørelsen af sag c- 499/08 fortolket § 2 a, stk. 3, således, at retten til fratrædelsesgodtgørelse bort- faldt, hvis den afskedigede funktionær havde mulighed for at overgå til ar- bejdsgiverbetalt alderspension på fratrædelsestidspunktet, uanset om den af- skedigede funktionær benyttede sig af denne mulighed eller ej.
  21. lovforslaget med lovforslaget foreslås det, at funktionærlovens § 2 a ændres. bestemmelsen vil fortsat omhandle en ret til fratrædelsesgodtgørelse til funktionærer, der op- siges eller uberettiget bortvises af arbejdsgiveren, og som ved fratrædelsen har været ansat i samme virksomhed i 12 år eller derover. men bestemmelsen for- enkles betydeligt, idet de undtagelsesbestemmelser vedrørende pension, som findes i den gældende § 2 a, stk. 2-4, ikke indgår i den foreslåede § 2 a. det vil med vedtagelse af den foreslåede § 2 a ikke have nogen betydning i relation til retten til fratrædelsesgodtgørelse, om den pågældende funktionær går på pen- sion, har mulighed for at gå på pension eller fortsat forfølger en erhvervsmæs- sig karriere efter fratrædelsen. der vil således være tale om en ubetinget og undtagelsesfri rettighed for funktionærer til fratrædelsesgodtgørelse, der opfyl- der de i bestemmelsen angivne grundbetingelser. … ændringen af § 2 a foreslås at træde i kraft den
  22. februar
  23. det er ancien- niteten på fratrædelsestidspunktet, der er afgørende for, om der skal betales fra- trædelsesgodtgørelse, men det er opsigelsen fra arbejdsgiverside eller den ube- rettigede bortvisning, der udløser retten til fratrædelsesgodtgørelse. en ikraft- træden den
  24. februar 2015 indebærer derfor, at spørgsmål om fratrædelses- godtgørelse til en funktionær, der opsiges inden den
  25. februar 2015, afgøres efter den gældende § 2 a, uanset at fratræden først sker efter den
  26. februar 2015, mens en opsigelse, der afgives af arbejdsgiver efter den
  27. februar 2015, vil kunne udløse en fratrædelsesgodtgørelse i henhold til den foreslåede § 2 a. … - 10 -
  28. forholdet til eu-retten lovforslaget er en opfølgning på eu-domstolens dom af
  29. oktober 2010 i sag c-499/08, ole andersen. … bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser til § 1 [funktionærlovens § 2 a] … fratrædelsesgodtgørelsen efter den foreslåede § 2 a vil stadig kunne bruges i overensstemmelse med det, der var formålet med den gældende § 2 a - at mild- ne overgangen til anden beskæftigelse for funktionærer, der afskediges efter mange års ansættelse i samme virksomhed - men med ophævelse af undtagel- sesbestemmelserne om pension får fratrædelsesgodtgørelsen efter den foreslåe- de § 2 a et bredere sigte. godtgørelsen kan tillige ses som en økonomisk hånds- rækning for lang og tro tjeneste eller som en form for særligt ”plaster på såret” til en funktionær, der afskediges efter at have arbejdet for samme arbejdsgiver i en årrække. der er således ikke tale om, at de hensyn, der oprindelig lå til grund for den gældende § 2 a, ikke længere tilgodeses, men med den foreslåede bestemmelse får funktionærlovens § 2 a en anden karakter. det foreslås, at ændringen af § 2 a træder i kraft den
  30. februar
  31. da det er opsigelsen af funktionæren, der udløser retten til fratrædelsesgodtgørelse, vil det være opsigelsestidspunktet, der er afgørende for, hvad der gælder med hen- syn til fratrædelsesgodtgørelse, hvilket fremgår af det foreslåede stk.
  32. en funktionær, der opsiges forud for den
  33. februar 2015, vil således have krav på fratrædelsesgodtgørelse i henhold til den gældende § 2 a, selvom funktionæren først fratræder efter den
  34. februar
  35. …” forældelsesloven følgende fremgår af forarbejderne til forældelsesloven, jf. de almindelige bemærkninger i lovforslaget (l 165 af
  36. februar 2007): ”3.2.1.
  37. suspension af den korte forældelsesfrist udvalget finder, at der fortsat bør gælde en generel regel om suspension af den korte forældelsesfrist i tilfælde, hvor fordringshaveren ikke er i stand til at gøre sit krav gældende på grund af utilregnelig uvidenhed om fordringen eller skyldneren. en ordning uden en regel om suspension af den korte frist ville efter udvalgets opfattelse kunne medføre urimelige resultater i forhold til fordringshaveren i - 11 - tilfælde, hvor denne på grund af ukendskab til kravet eller skyldneren er afskå- ret fra at søge fristen afbrudt inden for den korte forældelsesfrist. når der på denne måde ved en regel om suspension tages hensyn til fordrings- haveren, er det muligt at operere med en forholdsvis kort forældelsesfrist, mens der uden en suspensionsregel måtte gælde en væsentligt længere forældelses- frist for at undgå resultater, der kunne forekomme stødende. det kan anføres, at en suspensionsregel kan give anledning til tvister, idet det f.eks. kan volde vanskeligheder at fastslå, om der foreligger ”utilregnelig uvi- denhed”. dette forhold er imidlertid efter udvalgets opfattelse mindre tungtve- jende end hensynet til, at fordringshaveren som det klare udgangspunkt ikke mødes med forældelse i tilfælde, hvor den pågældende ikke kender eller burde kende sit krav. hertil kommer, at der eksisterer en omfattende retspraksis ved- rørende 1908-lovens § 3, som også vil være relevant ved en videreførelse af denne suspensionsregel i en ny forældelseslov. hensynet til skyldneren bør ifølge udvalget tilgodeses ved, at kravet samtidig undergives en absolut forældelsesfrist. det er således udvalgets overordnede synspunkt, at en rimelig afvejning af hensynene til de to parter bedst kan opnås gennem en ordning, der bygger på en forholdsvis kort forældelsesfrist, som suspenderes ved kreditors utilregneli- ge uvidenhed, suppleret med en absolut forældelsesfrist af passende længde. der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel vi, afsnit 2.2.
  38. … udvalget finder, at retsvildfarelse ligesom efter gældende retspraksis ikke ge- nerelt bør kunne påberåbes som suspensionsgrund, men i visse særlige tilfælde bør anerkendes som suspensionsgrund. udvalget har ikke anset det for muligt at formulere en regel, som på tilfredsstillende måde afgrænser disse undtagel- sestilfælde, og udvalget finder derfor, at spørgsmålet om, i hvilke tilfælde rets- vildfarelse undtagelsesvis kan anerkendes som suspensionsgrund, fortsat bør være overladt til domstolenes afgørelse. der henvises til betænkningens kapitel vi, afsnit 2.6, hvor bl.a. den gældende retspraksis vedrørende betydningen af retsvildfarelse er beskrevet. efter udvalgets opfattelse bør der foretages en sproglig modernisering af reglen i 1908-loven, således at den bliver lettere at forstå. det bør navnlig ske ved, at det tydeliggøres, at det afgørende er, hvornår fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til fordringen og/eller skyldneren. justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er ud- formet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast. der henvises til lovforslagets § 3, stk. 2, og bemærkningerne hertil. … - 12 - 3.2.2.
  39. lønkrav spørgsmålet om, hvorvidt der fortsat bør gælde en forældelsesfrist på 5 år for lønkrav er blevet rejst i forbindelse med høringen over udvalgets betænkning. det er bl.a. blevet anført, at en forkortelse af forældelsesfristen til 3 år i over- ensstemmelse med udvalgets forslag formentlig ikke vil bevirke, at lønmodta- gere generelt vil gøre deres krav gældende på et tidligere tidspunkt end i dag. det er blevet oplyst, at krav om efterbetaling typisk ikke bliver rejst i forbin- delse med, at kravet er ved at blive forældet, men i forbindelse med, at arbejds- tageren ophører med at arbejde for arbejdsgiveren, formentlig fordi det ofte først er på dette tidspunkt, arbejdstageren via sin faglige organisation bliver opmærksom på kravet, og fordi arbejdstageren ofte af loyalitetshensyn ikke øn- sker at rejse krav over for arbejdsgiveren, mens ansættelsesforholdet består. det er endvidere blevet anført, at et særligt forhold ved lønkrav er, at kreditor typisk er den svage part i forholdet. det er desuden blevet anført, at det ikke kan udelukkes, at en forkortelse af forældelsesfristen fra 5 til 3 år vil kunne mindske den præventive virkning af muligheden for, at efterbetalingskrav rejses over for arbejdsgiveren. justitsministeriet forslår på den anførte baggrund en bestemmelse om 5-årig forældelse af lønkrav. fristen kan efter lovforslaget suspenderes ved utilregne- lig uvidenhed og suppleres af den almindelige absolutte 10-årsfrist. der er så- ledes alene tale om at forlænge den foreslåede almindelige 3-årsfrist til 5 år. bestemmelsen er udformet således, at den omfatter fordringer, som støttes på aftale om udførelse af arbejde som led i et ansættelsesforhold. den omfatter al- le ansættelsesforhold, uanset om der foreligger en overenskomst, som dækker ansættelsen, eller om der er tale om en individuel kontrakt. den foreslåede bestemmelse omfatter derimod ikke som den gældende § 1, stk. 1, nr. 1, litra e, i 1908-loven krav i henhold til andre ydelser af personlig virk- somhed, idet kreditor ikke i samme omfang er den ”svage” part i disse forhold. der henvises til lovforslagets § 4 og bemærkningerne hertil. … 3.3.2.
  40. procesunderretning, når der er flere solidariske skyldnere, eller når fordringen afhænger af et retsforhold, hvorom sag er rejst af eller mod fordringshaveren udvalget foreslår en regel om, at hvis kreditor inden forældelsesfristernes ud- løb har indledt retsforfølgning mod en af flere solidariske skyldnere og givet procesunderretning til de øvrige skyldnere, udskydes udløbet af forældelses- fristen for kravet mod disse medskyldnere i en vis periode efter, at sagen er af- sluttet ved forlig, dom mv. baggrunden for forslaget er, at det efter udvalgets opfattelse vil være urimeligt og uhensigtsmæssigt, hvis fordringshaveren alene for at undgå forældelse af - 13 - kravet mod de øvrige skyldnere er nødt til at anlægge sag mod dem alle, selv om der muligvis kan opnås fuld dækning hos en enkelt af disse. udvalget foreslår en tilsvarende regel for de tilfælde, hvor fordringen afhænger af et retsforhold, om hvilket der er rejst sag af eller mod fordringshaveren. det drejer sig dels om tilfælde, hvor fordringshaveren har krav mod to personer, men således, at kravet mod den ene skyldner bortfalder, hvis fordringshaveren får tilkendt det påståede beløb hos den anden skyldner, dels om tilfælde, hvor fordringshaverens krav er afhængigt af, om fordringshaveren selv bliver dømt i en sag anlagt mod den pågældende (regreskrav). udvalget finder det også her uhensigtsmæssigt og urimeligt, hvis eksempelvis en af flere skadevoldere skul- le være tvunget til at anlægge regressøgsmål, før det er afgjort, om denne selv bliver dømt. også efter gældende ret antages procesunderretning at udgøre et retsligt skridt, der afbryder forældelsesfristen. udvalget foreslår at fastsætte tillægsfristen for det efterfølgende sagsanlæg til 1 år, således at der er overensstemmelse mellem de foreslåede tillægsfrister. ud- valget foreslår desuden, at fristen skal regnes fra afslutningen af sagen mod medskyldneren ved forlig, dom eller på anden måde. der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel viii, afsnit 6.3.2.
  41. justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er ud- formet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast. der henvises til lovforslagets § 22 og bemærkningerne hertil.” af de specielle bemærkninger til lovforslaget fremgår blandt andet: ”til § 3 … til stk. 2 efter stk. 2 suspenderes forældelsesfristen på 3 år ved ukendskab til fordringen eller skyldneren indtil det tidspunkt, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil. i forhold til den gældende bestemmelse i 1908-lovens § 3 foreslås en sproglig modernisering, men indholdsmæssigt foreslås den gældende suspensionsregel videreført stort set uændret. som en ændring i forhold til gældende ret foreslås det dog, at ukendskab til skyldnerens opholdssted ikke skal være omfattet af suspensionsreglen, men i stedet af en generel regel om tillægsfrist ved uover- vindelige hindringer for afbrydelse af forældelsesfristen, jf. lovforslagets §
  42. at den gældende suspensionsregel videreføres uændret, gælder også med hen- syn til spørgsmålet om betydningen af retsvildfarelse. det indebærer, at rets- vildfarelse på samme måde som efter gældende ret fortsat kun undtagelsesvis vil kunne anerkendes som suspensionsgrund, f.eks. ved fejl begået ved profes- - 14 - sionel rådgivning eller bistand i juridiske spørgsmål og muligvis også i tilfæl- de, hvor en myndighed i et konkret tilfælde har handlet i strid med en i øvrigt anerkendt fortolkning eller administrativ praksis. der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger. … til § 4 det bestemmes ved stk. 1, at forældelsesfristen er 5 år ved fordringer, som støt- tes på aftale om udførelse af arbejde som led et i et ansættelsesforhold. be- stemmelsen er en undtagelse til den almindelige korte forældelsesfrist i § 3, stk.
  43. den foreslåede § 4 omfatter de fordringer, der hidtil har været omfattet af § 1, nr. 1, litra e,
  44. led, i 1908-loven (”udførelse af arbejde”), men den omfatter ik- ke
  45. led i reglen i 1908-loven (”ydelse af personlig virksomhed af hvilken som helst art”). bestemmelsen omfatter alle tilfælde, hvor et ansættelsesforhold hviler på et kontraktmæssigt grundlag, uanset om der er tale om en overenskomst eller en individuel kontrakt. for så vidt angår de konkrete krav omfatter bestemmelsen arbejdstagers og ar- bejdsgivers krav mod hinanden i anledning af et ansættelsesforhold. det væ- sentligste krav er i den forbindelse arbejdstagerens krav på løn, herunder krav på pension, feriepenge, atp mv. arbejdsgiverens krav på tilbagebetaling af for meget udbetalt løn eller andet er også omfattet, hvis kravet støttes på ansættel- sesaftalen. endvidere er krav i henhold til konkurrenceklausuler omfattet af be- stemmelsen. arbejdstagers krav mod arbejdsgiveren i anledning af arbejdsska- der eller andre skader, der er opstået under ansættelsen, er ikke omfattet af be- stemmelsen. det bestemmes ved stk. 2, at § 3, stk. 2 og stk. 3, nr. 3, finder tilsvarende an- vendelse ved fordringer, der angår udførelse af arbejde. det indebærer, at for- ældelsesfristen først regnes fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde ha- ve fået kendskab til fordringen eller skyldneren, jf. § 3, stk. 2, og at forældelsen indtræder senest 10 år efter forældelsesfristens begyndelsestidspunkt efter § 2, jf. § 3, stk. 3, nr.
  46. der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger. … til § 22 til stk. 1 der foreslås i stk. 1 en bestemmelse om, at hvis kreditor inden forældelsesfri- sternes udløb har indledt retsforfølgning efter lovforslagets § 16 eller § 21, stk. - 15 - 1, mod en af flere solidariske skyldnere og givet procesunderretning til de øv- rige skyldnere, forældes kravet mod disse medskyldnere tidligst 1 år efter, at sagen er afsluttet ved forlig, dom mv. også efter gældende ret antages proces- underretning at udgøre et retsligt skridt, der afbryder forældelsesfristen. bestemmelsen indebærer, at fordringshaveren i tilfælde, hvor der er flere soli- dariske skyldnere, og der muligvis kan opnås fuld dækning hos en enkelt af disse, ikke er nødsaget til at anlægge sag mod alle skyldnere blot for at undgå forældelse. det følger af bestemmelsen, at procesunderretning er tilstrækkelig over for medskyldnerne, når fordringshaveren inden forældelsesfristernes udløb ”har indledt retsforfølgning som nævnt i § 16 eller § 21, stk. 1, mod én af skyldner- ne”. fordringshaveren skal således inden udløbet af fristen for kravet mod den pågældende skyldner have foretaget et retsligt skridt mod denne med henblik på at erhverve dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten, voldgiftskendelse eller anden bindende afgørelse, der fastslår fordringens eksistens og størrelse, jf. § 16, stk. 1, eller have anlagt rets- eller voldgiftssag mod skyldneren vedrø- rende grundlaget for fordringen, jf. § 21, stk.
  47. procesunderretningen over for medskyldnerne skal efter forslaget ske ”inden forældelsesfristernes udløb”. dette er ensbetydende med, at tillægsfristen for kravet mod de øvrige skyldnere kun finder anvendelse, hvis kreditors krav mod den enkelte medskyldner ikke er forældet på tidspunktet for procesunderretnin- gen over for den pågældende. procesunderretningen skal være skriftlig, men der kan - på samme måde, som hvad der antages at følge af gældende ret - ikke stilles krav om, at underretnin- gen forkyndes. tillægsfristen på 1 år i forhold til medskyldnerne skal efter forslaget regnes fra afslutningen af sagen mod den ”første” skyldner (skyldner 1) ved forlig, dom eller på anden måde. afslutning af sagen mod skyldner 1 ”på anden måde” omfatter tilfælde, hvor sagen mod skyldner 1 afvises, uden at realitetsafgørelse træffes, dvs. de af lov- forslagets § 20 omfattede tilfælde. procesunderretningen skal i så fald følges op over for de øvrige skyldnere inden 1 år efter afvisningen af sagen mod skyldner 1, evt. ved en ny procesunderretning vedrørende en ny sag mod skyldner
  48. til stk. 2 der foreslås i stk. 2 en regel svarende til stk. 1 for tilfælde, hvor fordringen af- hænger af et retsforhold, om hvilket der er rejst sag af eller mod fordringshave- ren. bestemmelsen omfatter bl.a. tilfælde, hvor fordringshaverens krav mod to per- soner står i alternativt forhold til hinanden, således at kravet mod ”skyldner 2” bortfalder, hvis fordringshaveren får tilkendt det påståede beløb hos ”skyldner 1”. som eksempel kan nævnes et tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt der er personlig hæftelse for et krav, eller om det er et selskab, der hæfter. - 16 - herudover omfatter bestemmelsen tilfælde, hvor fordringshaverens krav er af- hængigt af, om fordringshaveren selv bliver dømt i en sag anlagt mod ved- kommende, dvs. regreskrav, herunder regreskrav mellem solidariske skyldnere. omfattet vil f.eks. være et tilfælde, hvor fordringshaveren er sagsøgt som sæl- ger af en fast ejendom i anledning af mangler ved ejendommen, og hvor for- dringshaveren, hvis denne dømmes, vil rejse regreskrav mod sin sælger. på samme måde som efter stk. 1 skal procesunderretningen ske ”inden foræl- delsesfristernes udløb”. tillægsfristen for kravet mod den regresforpligtede mv. finder således kun anvendelse, hvis kravet mod denne ikke er forældet på tidspunktet for procesunderretningen over for den pågældende. betingelsen om, at procesunderretningen skal ske inden forældelsesfristernes udløb, skal i relation til solidariske skyldforhold ses i sammenhæng med bestemmelsen i lovforslagets § 12, stk. 2, som indrømmer en tillægsfrist for regreskrav mellem solidarisk ansvarlige, selv om kreditors krav mod medskyldneren måtte være forældet. der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.” eu-praksis eu-domstolen har i en række domme udtalt sig om foreneligheden af nationale forældel- sesregler med eu-retten i tilfælde, hvor sådanne nationale forældelsesregler afskærer krav, som støttes på eu-retten. denne praksis omfatter også tilfælde, hvor det ved domme i præ- judicielle sager er fastslået, at den nationale lovgivning har været i strid med eu-retten, og hvor sag først er anlagt herefter og kravet derfor er forældet efter national ret. det fremgår herved af blandt andet dommen i sag c-445/06, danske slagterier mod bun- desrepublik deutschland (store afdeling) (”danske slagterier”): ”31 herved bemærkes, at det følger af fast praksis, at det, når der ikke fin- des fællesskabsretlige bestemmelser på området, tilkommer hver enkelt med- lemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsætte de processuelle regler for søgsmål med henblik på at sikre den fulde beskyttelse af borgernes rettigheder efter fællesskabsretten. statens erstatningsansvar for det forvoldte tab gennemføres således efter nationale erstatningsregler, dog således at betingelserne i medlemsstaternes nationale lovgivning for erstatning af tab, bl.a. med hensyn til frister, ikke må være mindre gunstige end de betingelser, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprin- cippet), og ikke må være udformet således, at de i praksis gør det umuligt eller urimelig vanskeligt at opnå erstatning (effektivitetsprincippet) (jf. bl.a. dom- men i sagen francovich m.fl., præmis 42 og 43, og dom af 10.7.1997, sag c- 261/95, palmisani, sml. i, s. 4025, præmis 27). 32 for så vidt angår sidstnævnte princip har domstolen fastslået, at det er foreneligt med fællesskabsretten, at der af retssikkerhedshensyn fastsættes ri- melige, præklusive søgsmålsfrister til beskyttelse af både den afgiftspligtige og - 17 - den pågældende myndighed (jf. dom af 17.11.1998, sag c-228/96, aprile, sml. i, s. 7141, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis). sådanne frister kan ikke antages at gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt i praksis at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til fællesskabsretten. herved findes en national, præklusiv frist på tre år ikke at være urimelig (jf. bl.a. aprile- dommen, præmis 19, og dom af 11.7.2002, sag c-62/00, marks & spencer, sml. i, s. 6325, præmis 35). 33 det fremgår imidlertid også af præmis 39 i marks & spencer-dommen, at forældelsesfrister skal fastsættes forud af hensyn til deres formål, som er at tjene retssikkerheden. en situation karakteriseret ved stor retlig usikkerhed kan udgøre en tilsidesættelse af effektivitetsprincippet, eftersom det kan gøres uforholdsmæssigt vanskeligt i praksis at opnå erstatning for tab, der forvoldes borgere på grund af en tilsidesættelse af fællesskabsretten, som kan tilregnes en medlemsstat, hvis borgerne ikke med rimelig sikkerhed kan fastslå, hvilken forældelsesfrist der finder anvendelse. 34 det tilkommer den nationale ret under hensyntagen til samtlige de for- hold, der karakteriserede den retlige og faktiske situation på det tidspunkt, da hovedsagens faktiske omstændigheder fandt sted, i lyset af effektivitetsprincip- pet at undersøge, om den analoge anvendelse af fristen i bgb’s § 852, stk. 1, på krav om erstatning for tab, der er forvoldt på grund af den pågældende med- lemsstats tilsidesættelse af fællesskabsretten, kunne forudses af borgeren med tilstrækkelig sikkerhed. … det fjerde spørgsmål 47 med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om foræl- delsesfristen for erstatningssøgsmål mod staten på grund af en ukorrekt gen- nemførelse af et direktiv, uafhængigt af den anvendelige nationale ret, først be- gynder at løbe, når direktivet er fuldstændig gennemført, eller om forældelses- fristen i overensstemmelse med national ret begynder at løbe, når de første skadevirkninger på grund af den ukorrekte gennemførelse er indtrådt, og yder- ligere skadevirkninger heraf kan forudses. såfremt direktivets fuldstændige gennemførelse har betydning for, hvornår forældelsesfristen begynder at løbe, ønsker den forelæggende ret oplyst, om dette da gælder generelt eller kun, når direktivet indrømmer enkeltpersoner rettigheder. 48 i denne forbindelse henvises til denne doms præmis 31 og 32, hvoraf det fremgår, at det tilkommer hver enkelt medlemsstat, når der ikke findes fælles- skabsretlige bestemmelser på området, at fastsætte de processuelle regler for søgsmål med henblik på at beskytte borgernes rettigheder efter fællesskabsret- ten, herunder forældelsesregler, idet disse regler dog skal overholde ækviva- lens- og effektivitetsprincippet. endvidere bemærkes, at det ikke er i strid med disse principper at fastsætte rimelige, præklusive søgsmålsfrister, og at sådanne frister ikke kan antages at gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt i praksis at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til fællesskabsretten. 49 den omstændighed, at forældelsesfristen i national ret begynder at løbe, når de første skadevirkninger er indtrådt, og selv om yderligere skadevirknin- - 18 - ger kan forudses, kan heller ikke gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt van- skeligt i praksis at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til fællesskabs- retten. 50 dom af
  49. juli 2006, manfredi m.fl. (forenede sager c-295/04 – c- 298/04, sml. i, s. 6619), som danske slagterier har henvist til, kan ikke føre til et andet resultat. 51 i nævnte doms præmis 78 og 79 fastslog domstolen, at det ikke var ude- lukket, at en kort frist for anlæggelse af erstatningssøgsmål, der løb fra den dag, hvor aftalen eller den samordnede praksis blev iværksat, i praksis kunne gøre det umuligt at udøve retten til at kræve erstatning for en skade, som denne forbudte aftale eller praksis havde forårsaget. i tilfælde af fortsatte eller gen- tagne overtrædelser kunne det nemlig ikke afvises, at forældelsesfristen udløb, selv inden overtrædelsen ophørte. i et sådant tilfælde ville enhver, som havde lidt en skade efter udløbet af forældelsesfristen, være forhindret i at anlægge sag. 52 dette er imidlertid ikke tilfældet i hovedsagen. det fremgår således af fo- relæggelsesafgørelsen, at den i hovedsagen omhandlede forældelsesfrist ikke begynder at løbe, før den skadelidte har fået kendskab til skaden og den erstat- ningspligtiges identitet. under disse omstændigheder er der derfor ingen risiko for, at en skadelidt person kan befinde sig i en situation, hvor forældelsesfristen begynder at løbe, eller endog er udløbet, uden at den pågældende ved, at han har lidt et tab, hvorimod denne situation kunne være opstået i den kontekst, som gav anledning til dommen i sagen manfredi m.fl., hvor forældelsesfristen begyndte at løbe fra iværksættelsen af aftalen eller den samordnede praksis, som nogle af de berørte personer eventuelt først fik kendskab til meget senere. 53 for så vidt angår muligheden for at fastsætte et begyndelsestidspunkt for forældelsesfristen, der ligger før den fuldstændige gennemførelse af det om- handlede direktiv, er det korrekt, at domstolen i præmis 23 i dom af
  50. juli 1991, emmott (sag c-208/90, sml. i, s. 4269), har fastslået dels, at indtil direk- tivet er korrekt gennemført, kan den medlemsstat, som undlader dette, ikke på- beråbe sig, at en sag, som en borger har anlagt imod den med det formål at be- skytte rettigheder, som dette direktiv giver ham, er anlagt for sent, dels at en søgsmålsfrist efter national ret først kan begynde at løbe fra dette tidspunkt. 54 som det blev bekræftet i dom af
  51. december 1994, johnson (sag c- 410/92, sml. i, s. 5483, præmis 26), følger det imidlertid af dom af
  52. oktober 1993, steenhorst-neerings (sag c-338/91, sml. i, s. 5475), at afgørelsen i em- mott-sagen var begrundet i denne sags særlige omstændigheder, idet en afvis- ning af sagsøgerens krav i hovedsagen ville være ensbetydende med, at hun var fuldstændigt afskåret fra at påberåbe sig sin ret til ligebehandling efter et direk- tiv (jf. også domme af 17.7.1997, sag c-90/94, haahr petroleum, sml. i, s. 4085, præmis 52, og forenede sager c-114/95 og c-115/95, texaco og oliesel- skabet danmark, sml. i, s. 4263, præmis 48, samt dom af 15.9.1998, forenede sager c-279/96 – c-281/96, ansaldo energia m.fl., sml. i, s. 5025, præmis 20). 55 i hovedsagen er det imidlertid hverken af sagens akter eller af de mundt- lige retsforhandlinger fremgået, at den omtvistede frist, ligesom i den sag, som - 19 - gav anledning til emmott-dommen, førte til, at de skadelidte var fuldstændigt afskåret fra at gøre deres rettigheder gældende for de nationale domstole. 56 det fjerde spørgsmål skal derfor besvares med, at fællesskabsretten ikke er til hinder for, at forældelsesfristen for erstatningssøgsmål mod staten på grund af en ukorrekt gennemførelse af et direktiv begynder at løbe, når de før- ste skadevirkninger på grund af den ukorrekte gennemførelse er indtrådt, og yderligere skadevirkninger heraf kan forudses, selv om dette tidspunkt ligger før den korrekte gennemførelse af direktivet.” tilsvarende fremgår følgende af domstolens afgørelse i de forende sager c-89/10 og c- 96/10, q-beef nv mod belgische staat, og frans bosschaert mod belgische staat, slach- thuizen georges goossens en zonen nv og slachthuizen goossens nv (”q-beef”): ”49 for så vidt angår begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen har domstolen fastslået, at indtil et direktiv er korrekt gennemført, kan den med- lemsstat, som undlader dette, ikke påberåbe sig, at en sag, som en borger har anlagt imod den med det formål at beskytte rettigheder, som dette direktiv gi- ver ham, er anlagt for sent, da søgsmålsfristen efter national ret først kan be- gynde at løbe fra dette tidspunkt (jf. dom af 25.7.1991, sag c-208/90, emmott, sml. i, s. 4269, præmis 23). 50 domstolen har dog i sin retspraksis efter emmott-dommen anerkendt, at den berørte medlemsstat kan fremsætte en indsigelse om forældelse over for søgsmål, selv om den på tidspunktet for sagens anlæg endnu ikke har gennem- ført det pågældende direktiv korrekt, idet den har udtalt, at afgørelsen i em- mott-sagen var begrundet i denne sags særlige omstændigheder, hvorefter en afvisning af sagsøgeren i hovedsagens krav ville være ensbetydende med, at hun var fuldstændig afskåret fra at påberåbe sig sine rettigheder efter et direktiv (jf. dommen i sagen iaia m.fl., præmis 19 og den deri nævnte retspraksis). 51 i denne henseende har domstolen præciseret, at eu-retten ikke afskærer en national myndighed fra at påberåbe sig udløbet af en rimelig søgsmålsfrist, medmindre nationale myndigheders adfærd i forbindelse med eksistensen af en forældelsesfrist fuldstændigt fratager en person muligheden for at gøre sine ret- tigheder gældende for de nationale domstole (jf. i denne retning barth- dommen, præmis 33, samt dommen i sagen iaia m.fl., præmis 21). 52 ifølge den forelæggende rets oplysninger begyndte forældelsesfristen i hovedsagerne at løbe den
  53. januar 1998 og udløb den
  54. december 2002, mens dommen i sagen van calster m.fl. først blev afsagt den
  55. oktober 2003, dvs. efter udløbet af den særlige forældelsesfrist på fem år. fastsættelsen af be- gyndelsestidspunktet for fristen til
  56. januar 1998 har imidlertid ikke haft til virkning at fratage de berørte personer enhver mulighed for at gøre deres ret- tigheder i henhold til eu-retten gældende ved de nationale domstole, således som det fremgår af de søgsmål, der blev anlagt ved de belgiske retter i den sag, der lå til grund for dommen i sagen van calster m.fl. - 20 - 53 henset til ovenstående betragtninger, skal det andet spørgsmål i sag c- 89/10 og det tredje spørgsmål i sag c-96/10 besvares med, at under omstæn- digheder som de i hovedsagen foreliggende har domstolens konklusion i en dom afsagt efter en præjudiciel forelæggelse, hvorefter den pågældende natio- nale lovgivnings tilbagevirkende kraft er uforenelig med eu-retten, ikke be- tydning for begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen i henhold til national ret for fordringer mod staten.” landsrettens begrundelse og resultat denne sag er anlagt den
  57. juni
  58. parterne er enige om, at forældelsesfristen efter forældelsesloven i forhold til arbejdsgiveren skal regnes fra det tidspunkt, da a fratrådte sin stilling i ajos a/s, den
  59. juni
  60. forældelsesloven det krav, som dødsboet har rejst mod beskæftigelsesministeriet, støttes på et påberåbt er- statningsansvar for den fejlagtige gennemførelse af beskæftigelsesdirektivet. et sådant krav er som andre krav, der støttes på myndighedsfejl, omfattet af den 3-årige forældelsesfrist i

§ 3, stk.

1, jf. § 2, stk. 4, om krav på erstatning for ska- de uden for kontrakt. den omstændighed, at det krav, som a ved en rigtig gennemførelse af beskæftigelsesdirektivet kunne have haft mod arbejdsgiveren, ville være omfattet af den 5-årige forældelse i

§ 4, stk.

1, ændrer ikke på, at det krav, denne sag angår, er et krav om erstatning uden for kontrakt. forældelsesfristen må også i forhold til beskæftigelsesministeriet regnes fra det tidspunkt, da a fratrådte sin stilling i ajos, den 30. juni 2009, og ikke modtog fra- trædelsesgodtgørelse. kravet mod beskæftigelsesministeriet er følgelig forældet, jf.

§ 3, stk.

1, medmindre forældelse må anses for at have været suspenderet. der er ikke givet procesunderretning til beskæftigelsesministeriet, før stævningen blev indgivet den

  1. juni 2014, og således ikke før udløbet af den 3-årige forældelsesfrist. for- ældelseslovens § 22, stk. 2, jf. stk. 1, kan dermed ikke føre til, at forældelsesfristen skal anses for udskudt, således at fordringen ikke er forældet. - 21 - efter de ovenfor citerede forarbejder til suspensionsreglen i § 3, stk. 2, i forældelsesloven fra 2007 videreføres den hidtil gældende retstilstand uændret, herunder således at retsvild- farelser kun i særlige tilfælde, som det overlades til retspraksis at fastlægge, kan føre til suspension af forældelsesfristen. som anført i højesterets dom offentliggjort i u.2012.3564 h (om den dagældende suspensionbestemmelse i 1908-lovens § 3, stk. 1) forudsætter anvendelse af suspensionsreglen om utilregnelig uvidenhed som klart ud- gangspunkt ukendskab til faktiske forhold. i denne sag foreligger der efter landsrettens opfattelse ikke særlige omstændigheder, som kan føre til en fravigelse af dette udgangspunkt. det bemærkes i den forbindelse, at det, som illustreret af sagsanlægget i ole andersen-sagen, på det tidspunkt, da a fratrådte sin stilling, var muligt at rejse krav om fratrædelsesgodtgørelse efter den dagældende funktio- nærlovs § 2 a, stk. 1, og gøre gældende, at den begrænsning i adgangen til at modtage så- dan godtgørelse, som fulgte af ordningen efter bestemmelsens stk. 3, var i strid med for- buddet i beskæftigelsesdirektivet mod forskelsbehandling på grund af alder. hertil kom- mer, at det i hvert fald senest fra det tidspunkt, den
  2. oktober 2010, da eu-domstolen afsagde dom i sag c-499/08, ole andersen-sagen, endegyldigt er fastslået, at ordningen efter den dagældende funktionærlovs § 2 a, stk. 3, var i strid med beskæftigelsesdirektivet. det må eller burde have stået a og senere mandataren klart, at der ved siden af et muligt krav mod ajos – som ville forudsætte, at et almindeligt eu-retligt princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder kunne tillægges direkte virkning over for arbejdsgive- ren – kunne være grundlag for at rejse et erstatningskrav mod beskæftigelsesministeriet. der ses endvidere ikke at have været noget processuelt til hinder for at anlægge en erstat- ningssag mod beskæftigelsesministeriet eller give procesunderretning efter forældelseslo- vens § 22, stk. 2, jf. stk. 1, enten umiddelbart efter at a fratrådte sin stilling eller på et se- nere tidspunkt før udløbet af den 3-årige forældelsesfrist. der er herefter ikke grundlag for at anse forældelse for suspenderet efter

§ 3, stk.

2, med den virkning, at forældelse ikke var indtrådt, da stævningen blev indleveret den

  1. juni
  2. eu-rettens effektivitetsprincip det følger af eu-domstolens faste praksis, jf. blandt andet de ovenfor citerede præmisser i sag c-445/06, danske slagterier, og forenede sager c-89/10 og c-96/10, q-beef, at eu- - 22 - retten ikke i almindelighed er til hinder for, at en medlemsstat afskærer erstatningskrav som følge af nationale myndigheders overtrædelser af eu-retten under henvisning til med- lemsstatens almindelige forældelsesfrister. dette dog forudsat at ækvivalens- og effektivi- tetsprincipperne respekteres. det er ikke i denne sag bestridt, at de forældelsesregler, som beskæftigelsesministeriet påberåber sig, gælder både erstatningskrav, som har et eu-retligt udspring, og andre er- statningskrav mod offentlige myndigheder, og at ækvivalensprincippet således er respekte- ret. ifølge effektivitetsprincippet må de nationale regler ikke gøre det umuligt eller uforholds- mæssig vanskeligt at udøve de rettigheder, som borgeren har i henhold til eu-retten, men effektivitetsprincippet afskærer ifølge blandt andet q-beef-dommens præmis 51, ikke brug af ”rimelige” søgsmålsfrister, ”medmindre nationale myndigheders adfærd i forbindelse med eksistensen af en forældelsesfrist fuldstændigt fratager en person muligheden for at gøre sine rettigheder gældende for de nationale domstole”. efter eu-domstolens praksis er der intet grundlag for at antage, at den 3-årige forældelses- frist i

§ 3, stk.

1, ikke er en rimelig frist. som det fremgår af det anførte om

§ 3, stk.

2, har begyndelsestidspunktet for fristen heller ikke frataget a muligheden for, at han kunne gøre sine rettigheder i henhold til eu-retten gældende, hvilket i sig selv ses af det søgsmål, som førte til forelæggelsen i ole andersen-sagen. her- til kommer, at eu-domstolens dom i ole andersen-sagen blev afsagt den

  1. oktober 2010, dvs. før forældelsesfristen i denne sag udløb den
  2. juni 2012, og mere end 3 ½ år inden sagsanlægget den
  3. juni
  4. effektivitetsprincippet er som følge heraf ikke til hinder for at anvende forældelsesfristen i

§ 3, stk.

  1. da dødsboets krav dermed er forældet, tager landsretten beskæftigelsesministeriets frifin- delsespåstand til følge. efter sagens udfald skal statskassen betale 100.000 kr. i sagsomkostninger til beskæftigel- sesministeriet til dækning af ministeriets udgifter til advokat, inkl. moms. ud over sags- genstanden er der ved fastsættelsen af sagsomkostninger henset til sagens betydning, men også til, at delforhandlingen har angået et afgrænset spørgsmål. - 23 - t h i b e s t e m m e s: beskæftigelsesministeriet frifindes. statskassen skal inden 14 dage betale 100.000 kr. i sagsomkostninger til beskæftigelses- ministeriet. de idømte sagsomkostninger forrentes efter rentelovens § 8 a. (sign.) *) berigtiget i medfør af retsplejelovens § 221, stk. 1,
  2. pkt., således at ordene ”
  3. afdeling” side 1, linje 1, ændres til ”
  4. afdeling”. østre landsrets
  5. afdeling den
  6. januar 2019

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.