højesterets dom

højesterets dom afsagt onsdag den

1. april 2012 sag 371/2010 (
2. afdeling) if skadeforsikring (advokat michael s. wiisbye) mod a (advokat henrik juel halberg) i tidligere instans er afsagt dom af østre landsrets
3. afdeling den
4. december
5. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: peter blok, per walsøe, jon stokholm, hanne schmidt og lars hjortnæs. påstande appellanten, if skadeforsikring, har gentaget sine påstande. indstævnte, a, har gentaget sin principale påstand om afvisning og har subsidiært påstået stadfæstelse. mere subsidiært har han nedlagt påstand om betaling af et mindre beløb, herun- der om at der alene skal betales procesrenter fra den
6. maj 2007 til den
7. juni 2008 og igen fra sagens anlæg den
8. juni
9. anbringender if skadeforsikring har gentaget sine anbringender og har supplerende anført, at med ankesty- relsens afgørelse af
10. maj 2008, som a ikke har indbragt for domstolene, og med østre landsrets dom af
11. januar 2007, hvorefter arbejdsgiveren ikke er erstatningsansvarlig for hændelsen den
12. juli 1999, er det endeligt fastslået, at a har afgivet urigtige oplysninger, at hans eventuelle lidelser ikke er forårsaget ved en arbejdsulykke, og at han ikke er berettiget til erstatning i henhold til arbejdsskadesikringsloven. da han har afgivet urigtige oplysninger, kan han ikke være i god tro. selskabet har ikke haft grundlag for at anfægte as oplysninger - 2 - om hændelsesforløbet, før østre landsret i den retssag, som a havde anlagt mod arbejdsgive- ren, tilsidesatte hans forklaring. forældelsen af tilbagesøgningskravet har været suspenderet i hvert fald indtil landsrettens dom af
13. januar 2007, hvor det blev fastslået, at a havde afgivet urigtige oplysninger, men forældelsen bør anses for suspenderet indtil den
14. marts 2007, hvor arbejdsskadestyrelsen omgjorde sin retskraftige afgørelse af
15. marts 2000, idet selskabet først på det tidspunkt fik mulighed for at kræve tilbagebetaling. a har gentaget sine anbringender og har til støtte for afvisningspåstanden supplerende anført, at selv om arbejdsskadestyrelsen findes ikke at have taget stilling til spørgsmålet om tilbage- betaling i afgørelsen af
16. marts 2007, skal sagen afvises, idet if skadeforsikring i så fald i første omgang må anmode arbejdsskadestyrelsen om at træffe afgørelse om tilbagesøgnings- kravet, jf. den dagældende arbejdsskadesikringslovs § 54, hvorefter styrelsen træffer afgørelse om alle spørgsmål efter loven. til støtte for frifindelsespåstanden har han supplerende anført, at der ikke er grundlag for at anse forældelsen af selskabets krav for suspenderet, idet selskabet var eller burde være be- kendt med de faktiske forhold, der begrunder tilbagesøgningskravet, både da kiropraktorreg- ningen blev betalt den
17. juni 2000, da afgørelsen om méngodtgørelse blev truffet den
18. juli 2001, og da afgørelsen om erhvervsevnetabserstatning blev truffet den
19. oktober
20. østre landsrets dom fra januar 2007 bygger ikke på nye faktiske omstændigheder, men kun på en anden vurdering af disse omstændigheder. også kravet om tilbagebetaling af den udbe- talte erhvervsevnetabserstatning må således anses for at have været forældet, da retssagen blev anlagt i
21. da selskabet først indgav stævning mere end 1 år efter, at selskabet var blevet bekendt med ankestyrelsens afgørelse af
22. maj 2008, finder bestemmelsen om en ekstra frist i forældelseslovens § 21, stk. 2, ikke anvendelse. han har ikke modtaget erstatnings- og godtgørelsesbeløbene mod bedre vidende, og selskabet er nærmest til at bære risikoen for, at der blev udbetalt erstatning og godtgørelse. han har fra starten loyalt oplyst om forudbestående lænderygproblemer og om, at vidnet b havde overværet hændelsen den
23. juli
24. han havde heller ingen interesse i at ændre sin tidligere beskrivelse af hændelsesforløbet, da han udfyldte arbejdsskadestyrelsens spørge- skema den
25. januar 2000, eftersom han havde anmeldt hændelsen som en pludselig løfte- - 3 - skade, der i modsætning til en arbejdsulykke ikke er betinget af en pludselig udefra kommen- de skadelig påvirkning, jf. den dagældende arbejdsskadesikringslovs § 9 a. selskabet frem- kom ikke over for arbejdsskadestyrelsen med bemærkninger om variationerne i hændelsesbe- skrivelsen, og selskabet påklagede hverken styrelsens afgørelser om anerkendelse af arbejds- skaden som en arbejdsulykke eller styrelsens afgørelser om méngodtgørelse og erhvervsevne- tabserstatning, selv om selskabet var eller burde have været bekendt med variationerne i de foreliggende beskrivelser af hændelsesforløbet den
26. juli
27. desuden blev selskabet alle- rede i november 2004 bekendt med, at vidnet b ikke kunne bekræfte, at alubroen var faldet. selskabet reagerede først den
28. februar 2007 ved at anmode om genoptagelse af sagen om arbejdsskadesikring. endvidere anlagde selskabet først retssag den
29. juni 2009, selv om man allerede den
30. juni 2008 havde meddelt, at retslige skridt ville blive indledt, hvis a ikke tilbagebetalte senest den
31. juni
32. de ydelser, som a har modtaget fra selskabet, er blevet brugt til genoprettelse af hans bolig, idet han efter hændelsen den
33. juli 1999 var uden indtægt. det bestrides, at selskabets eventuelle krav i medfør af rentelovens § 3, stk. 5, kan kræves forrentet fra betalingstidspunktet. if skadeforsikring har protesteret mod, at a har fremsat et nyt anbringende om, at også den del af tilbagesøgningskravet, som vedrører erhvervsevnetabserstatning, er forældet, idet dette anbringende først er fremsat umiddelbart forud for hovedforhandlingen i højesteret, jf. rets- plejelovens §
34. supplerende sagsfremstilling a anmeldte den
35. oktober 1999 hændelsen den
36. juli 1999 som en pludselig løfteskade. arbejdsskadestyrelsen meddelte ved brev af
37. marts 2000 til a, at der efter styrelsens opfat- telse ikke var tale om en pludselig løfteskade, men at der efter hans beskrivelse var tale om en arbejdsulykke. højesterets begrundelse og resultat som anført af landsretten har hverken arbejdsskadestyrelsen eller ankestyrelsen truffet afgø- relse om, hvorvidt a skal tilbagebetale de udbetalte erstatnings- og godtgørelsesbeløb til if skadeforsikring. den dagældende arbejdsskadesikringslov indeholdt ingen regler om tilbage- - 4 - søgningskrav, og selv om arbejdsskadestyrelsen og ankestyrelsen efter praksis kunne tage stilling hertil, var anlæggelse af retssag herom ikke betinget af, at dette var sket. højesteret tiltræder herefter, at as afvisningspåstand ikke er taget til følge. i besvarelsen af
38. januar 2000 af arbejdsskadestyrelsens spørgeskema anførte a, at skaden opstod i forbindelse med, at alubroen faldt 1 ½ til 2 m. denne beskrivelse er ikke uforenelig med beskrivelsen i skadeanmeldelsen af
39. oktober 1999 og i de foreliggende lægejournaler m.v. as forklaringer gengivet i hvidovre rets dom af
40. november 2004 og i østre lands- rets dom af
41. januar 2007 afviger ikke fra beskrivelsen i spørgeskemaet af
42. januar 2000 på en måde, som er afgørende for spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om et ulykkestil- fælde. på denne baggrund tiltræder højesteret, at det ikke er godtgjort, at a bevidst har afgivet urig- tige oplysninger, og at han ved modtagelsen af de omhandlede erstatnings- og godtgørelses- beløb vidste eller burde have vidst, at han ikke var berettiget til beløbene. herefter, og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsrettens flertal, tiltræder højesteret, at der ikke er grundlag for at pålægge a at tilbagebetale de modtagne erstatnings- og godtgørel- sesbeløb. højesteret stadfæster herefter dommen. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. i sagsomkostninger for højesteret skal if skadeforsikring inden 14 dage efter denne højeste- retsdoms afsigelse betale 80.000 kr. til a. sagsomkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.