2. det er korrekt, at ll § 43 har en længere forhistorie end
2, men det bestrides, at den giver bedre baggrund for fortolkning af bestemmelser i
. der består netop to love fordi der er forskellige hensyn og interesser hhv. i et privat lejemål og et alment lejemål.
skal derfor læses og fortolkes i overensstemmelse med de almene boligers særlige boligsociale formål og det faktum, at ingen, heller ikke sagsøger, skal tjene penge på lejemålene. denne forskel kommer direkte til udtryk bl.a. i forskellen mellem
havde en privat udlejer ved undskyldelig fejl glemt en post, så kan posten, dog maksimalt 10 %, overføres til følgende regnskabsår, jf. dagældende ll § 43. en tilsvarende begrænsning er der ikke for almene boligselskaber, jf.
, her kan 100 % af den glemte post overføres og der er ikke krav om at fejlen skal være ”undskyldelig”, jf. mere herom nedenfor. hvis der med sagsøgtes bemærkning i duplikkens sidste afsnit, hvor administrator omtales som ”professionel”, dermed antydes at administrator skal generere et overskud, så er dette ukorrekt. gøres administrator ansvarlig, så er der kun lejerne til at betale. ovenstående understøttes af jakob juel-sandbergs bemærkninger til
, jf. side 3 i sagsøgtes materialesamling, hvor det anføres: ”2. glemte udgiftsposter og forkert udgiftsfordeling bestemmelsens stk. 1 vedrører glemte udgiftsposter. stk. 2 vedrører fejlagtig udgifts- fordeling. bestemmelsen indeholder ikke som den tilsvarende regel i ll § 43 noget krav om, at fejlen skal være ”undskyldelig”. det beløb, der kan overføres til det efterfølgende forbrugsregnskab, er heller ikke som i ll § 43 begrænset til 10 % af udgifterne i det først afsluttede regnskabsår. det medfører, at udlejeren uanset fejlens karakter kan overføre posten efter orientering af lejeren. lejeren vil formentlig kunne gøre evt. indsigelser mod overførslen/fejlen gældende i forbindelse med aflæggelse af det næste års regnskab. årsagen til denne forskel på ll og llab er, at lejerne i de almene lejemål under
e omstændigheder skal betale de manglende beløb i kraft af balanceprincippet, jf. llab kap. 3 ovenfor.” det gøres som anført gældende, at denne forskel i lovene er begrundet i, at der hhv. er tale om private udlejningsejendomme, der skal generere et overskud, og almene udlejningsejendomme, der skal opfylde boligsociale formål og opfylde balanceprincippet. - 4 - sagsøgte er da også alene i sin opfattelse af, at fortolkningen af
2 ”må foretages i overensstemmelse med fortolkningen af ll § 43, der fastlagt ved den seneste lovændring.”, som det anføres i duplik side 2 og påstandsdokument side 2. således har karnovs note til § 59, stk. 2 ændret formulering. tidligere var noten sålydende: ”det er tvivlsomt, om adgangen til at kræve tillægsbeting som følge af urigtig udgifts- fordeling består, efter at fristen i § 56, stk. 1 for aflæggelse af forbrugsregnskab er udløbet, jf. hertil kommentaren til den tilsvarende bestemmelse i lejelovens § 43, stk. 2.” nu er noten sålydende: ”det er tvivlsomt, om adgangen til at kræve tillægsbetaling som følge af urigtig udgiftsfordeling består, efter at fristen i § 56, stk. 1, for aflæggelse af forbrugsregnskab er udløbet, men dette må antages ud fra en formålsbetragtning. se dog anderledes lejelovens § 45 c, stk. 2.” sagsøger gør på denne baggrund gældende, at der skal anlægges en formålsfortolkning af
2 i overensstemmelse med karnovs note. at det er ubestridt, at sagsøger har runddelt det første regnskab inden den i
anførte frist, at det er ubestridt at varmeregnskabet indeholdt fejl i fordelingen mellem lejerne, at
fastslår at sagsøger har pligt til at korrigere et fejlagtigt varmeregnskab, at der intet fremgår af
, at dette skal ske inden udløbet af den i § 56 anførte frist, at
om opkrævning af tillægsbetaling ikke indeholder nogen frist, at en direkte ordlydsfortolkning af de relevante bestemmelser i almenlejelovens således slår fast at sagsøger har ret og pligt til at sende korrigeret regnskab og kræve efterbetaling, at en formålsfortolkning også understøtter sagsøgers påstand om, at adgangen til at kræve tillægsbetaling består, jf. karnovs nuværende note til
, at fortolkning af reglerne i
skal ske med udgangspunkt i det grundlæggende balanceprincip i
, hvorefter der skal være balance i afdelingens indtægter og udgifter, at beboerklagenævnets afgørelse giver det urimelige resultat, at nogle lejere slipper billigere i varmeudgift, hvilket så skal betales af de øvrige lejere i afdelingen, at de sagsøgte lejere således skal tilpligtes at anerkende at beboerklagenævnets afgørelse er ukorrekt og at sagsøger har ret til at opkræve efterbetaling for varme. ” - 5 - de sagsøgte har i deres påstandsdokument af 12. januar 2016 gjort følgende gældende: "anbringender:
2, er enslydende med ll § 43, stk. 2, ligesom begge bestemmelser henviser til ligeledes enslydende bestemmelser om fordeling af efterbetalingskravet i hhv.
på samme måde indeholder
og ll § 42 ligelydende bestemmelser om, at efterbetalingskrav fortabes, hvis regnskab ikke er kommet frem inden fristens udløb. der synes i teorien at være enighed om, at
2, må fortolkes på samme måde som ll § 43, stk. 2. lejelovens § 43 har en længere forhistorie, og dermed også en bedre baggrund forfortolkningen, hvorfor jeg i det følgende vil beskæftige mig med denne.
erede ll fra 1975 indeholdt i § 51, stk. 6, en bestemmelse om fremgangsmåden ved fejl og forglemmelser og ved fejlagtig fordeling, som i sidste punktum udtrykkeligt henviste til § 51, stk. 3, således at efterbetalingskrav bortfaldt, hvis fejlen ikke var rettet inden fristens udløb. ved revision af ll i 1979 blev bestemmelsen omskrevet til § 43, således at der ikke længere var nogen udtrykkelig henvisning til ll § 51, stk. 3, som erstattede § 42, stk. 1. der blev ikke i motiverne nævnt noget om årsagen til, at der ikke længere henvistes til 42, stk. 1, og derfor opstod der den i svarskriftet nævnte tvivl om retsstillingen jfr. note 257 til ll § 43 i karnov. ved den seneste ændring af ll pr. 1/7 2015 blev § 43 omskrevet til § 45 c, hvori der samtidig blev optaget en henvisning til den nye § 45 b, stk. 1, således at efterbetalingskrav bortfalder, hvis fejlen ikke er rettet inden fristens udløb. ifølge note 266 til ll § 45 c, stk. 2, “afklares den tidligere usikkerhed om, hvornår udlejeren skal have aflagt et nyt forbrugsregnskab som følge af fejlagtig udgiftsfordeling” herved. fortolkningen af
2, må foretages i overensstemmelse med fortolkningen af ll § 43, som er fastlagt ved den seneste lovændring. det af sagsøgeren påberåbte balance-princip kan ikke medføre nogen ændring i fortolkningen,
erede fordi fejlen i varmeregnskabet er begået af en professionel administrator forskellig fra boligafdelingen, som selvstændigt vil kunne gøres ansvarlig, hvis boligafdelingen mister kravet på tilbagebetaling som følge af fejlen." rettens begrundelse og afgørelse sagens hovedspørgsmål er, om fire måneders fristen i almenlejeloven § 56, stk. 1, for aflæggelse af varmeregnskab også omfatter de korrektioner, som udlejere i henhold til almenlejelovens § 59, stk. 2, er forpligtet til at lave, såfremt der opdages fejl i regnskabet, eller om udlejer efter de fire måneder mister retten til at kræve tillægsbetaling af lejeren efter almenlejelovens § 58 eller en analogi heraf. - 6 - da almenlejeloven blev vedtaget i 1998 svarede § 59, stk. 2, til formuleringen i lejelovens § 43, stk.
e udgifter i sidste ende mellem lejerne. da udlejer ifølge almenlejelovens § 59, stk. 2, i tilfælde af fejlagtig udgiftsfordeling mellem lejerne er forpligtet til snarest at rette fejlen ved skriftlig meddelelse til de berørte lejere, og da der ikke er en klar hjemmel til at begrænse udlejers ret til opkrævning, omfatter 4 måneders fristen i almenlejelovens § 56, stk. 1, ikke disse korrektioner. hvis fristen var absolut, ville samtlige lejere på grund af balanceprincippet komme til at betale for udgifter, som helt konkret er knyttet til hver enkel lejers forbrug. i denne sag blev fejlen i regnskabet opdaget og rettet ved nyt regnskab af
AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.