højesterets kendelse afsagt fredag den 16. november 2018 sag 98/2018 anklagemyndigheden mod t1 og t2 (for begge advokat morten knoth knudsen) i tidligere instanser er afsagt dom af retten i odense den

klare udgangspunkt, at det of- fentlige skal betale alle omkostninger i forbindelse med behandlingen af straffesager, herun- der omkostninger til syn og skøn, jf.

§ 1007, stk.

1, og ufr 2012.2315/1 h. der var forud for sagens afgørelse stor usikkerhed om, hvor stort et areal der kunne betegnes som et biologisk overdrev, hvorfor det var nødvendigt at afklare dette spørgsmål ved syn og skøn. gennemførelse af syn og skøn skete i enighed mellem forsvaret og anklagemyndighe- den, og således at anklagemyndigheden formulerede en del af spørgsmålene til skønsmanden. byretten vurderede også, at det var relevant at gennemføre syn og skøn, jf.

§ 210

. det var også anklagemyndigheden, der ønskede, at skønsmanden skulle afhjemles i for- bindelse med hovedforhandlingen. anklagemyndigheden har ikke fået fuldt ud medhold i den i anklageskriftet nedlagte påstand. anklagemyndigheden gjorde under straffesagen gældende, at de skulle idømmes en bøde hver på mellem 30.-40.000 kr. anklagemyndigheden gjorde også gældende, at der var foretaget ændring af et areal på mindst 4.000-5.000 m

1. byretten udmålte en bøde til dem hver på 15.000 kr. og har alene fundet det bevist, at der er sket ændring af et areal på mindst 3.500 m
2. anklagemyndigheden gjorde også gældende, at der under betaling af tvangsbøder skulle ske retablering af arealet, hvilket byretten heller ikke fandt grundlag for. afgørelsen vedrørende sagsomkostninger er heller ikke proportional sammenholdt med den beskedne bødestraf, de er blevet idømt, og sagens karakter i øvrigt. - 4 - anklagemyndigheden har gjort gældende navnlig, at t1 og t2 er blevet idømt bøder på hver 15.000 kr. for overtrædelse af naturbeskyttelsesloven og derfor som udgangspunkt skal erstat- te det offentlige de nødvendige udgifter, som er medgået til sagen, jf.

§ 1008, stk.

1. der er ikke grundlag for at begrænse de domfældtes omkostningsansvar i medfør af retspleje- lovens § 1008, stk. 4,
2. pkt. der bør lægges vægt på, at foretagelsen af syn og skøn udeluk- kende skete på de tiltaltes initiativ, idet anklagemyndigheden indledningsvis protesterede her- imod, og at det var de domfældte, der anmodede om supplerende syn og skøn. det var også de domfældtes stillingtagen til sagen, der medførte, at anklagemyndigheden fandt det nødvendigt at afhjemle skønsmanden under hovedforhandlingen. syn og skøn var heller ikke afgørende for sagens udfald. det forhold, at t2 blev dømt for at have ændret et areal på mindst 3.500 m2 og ikke som i anklageskriftet mindst 4.000-5.000 m2 kan ikke tillægges afgørende betydning, da der er tale om en meget beskeden forskel. det forhold, at der gik 5 ½ år fra sigtelsen til domsafsigelsen i byretten, skyldes i ikke uvæ- sentlig grad afholdelsen af syn og skøn. bødens størrelse blev fastlagt under henvisning til den lange sagsbehandlingstid, og forskellen mellem bødestraffens og sagsomkostningernes størrelse kan derfor ikke afgørende tale for, at omkostningerne står i åbenbart misforhold til de domfældtes skyld og vilkår. omstændighederne i ufr 2012.2315/1 h kan heller ikke sammenlignes med omstændighederne i denne sag. højesterets begrundelse og resultat t1 og t2 er ved retten i odenses dom af
3. september 2017 dømt for overtrædelse af natur- beskyttelsesloven, og de er hver idømt en bøde på 15.000 kr. med en forvandlingsstraf af fængsel i 10 dage. ved dommen blev de pålagt at betale sagens omkostninger, herunder om- kostningerne til skønsmanden på i alt 135.842,25 kr. inkl. moms. sagen for højesteret omhandler alene spørgsmålet, om omkostningerne til skønsmanden helt eller delvist skal udredes endeligt af statskassen, jf.

§ 1007, jf.

§ 1008. - 5 - højesteret finder, at der ikke er grundlag for at antage, at bevisførelsen i form af syn og skøn helt eller delvist har været rettet mod en anden forbrydelse end den, som t1 og t2 er blevet dømt for, jf.

§ 1008, stk.

1. højesteret finder ikke grundlag for at antage, at omkostningsansvaret vil komme til at stå i åbenbart misforhold til domfældtes skyld og vilkår, hvis det ikke begrænses, jf. retsplejelo- vens § 1008, stk. 4,
2. pkt. med disse bemærkninger stadfæster højesteret landsrettens afgørelse. thi bestemmes: landsrettens afgørelse stadfæstes.