Obsah (4)

§ 6§ 5§ 13§ 10

dom afsagt den 29. juni 2017 af østre landsrets 19. afdeling (landsdommerne nikolaj aarø-hansen, linde jensen og jakob fink nielsen (kst.)). 19. afd. nr. b-1-16: a (advokat christian dahlager) mod øko

§ 6

. spørgsmålet om udstedelse af valgkort følger objektive kriterier, og kommunen har desværre ikke et skøn som giver mulighed for at imødekomme ansøgningen, så længe værgemålet består. kommunen følger her justitsministeriets tolkning af grundlovens bestemmelser om valgret. ” - 4 - ved dom af 25. august 2015 fra retten i hjørring blev fratagelsen af den retlige handleevne for b ophævet. rettens begrundelse var sålydende: ”det kan lægges til grund, at b på grund af personlighedsforstyrrelse er ude af stand til at varetage sine anliggender. betingelserne for iværksættelse af værgemål, jf.

§ 5, stk.

1, er således til stede. b har forklaret, at han ikke har til hensigt at foretage dispositioner, der udsætter hans formue for risiko for forringelse. det er oplyst, at den væsentligste del af bs formue er båndlagt. bs værge f har forklaret, at b ikke, mens f har været værge for ham, har foretaget dispositioner, der nødvendiggjorde påberåbelse af den manglende retlige handleevne. på denne baggrund finder retten at det ikke længere er nødvendigt, at den retlige handleevne er frataget b, jf.

§ 6

, og anmodningen om ophævelse af fratagelsen af den retlige handleevne tages derfor til følge. ” om sagsøgeren i sag nr. b-616-16 d er det oplyst, at hun ved dom af

1. november 2012 fra retten i hjørring blev sat under økonomisk værgemål og frataget sin retlige handleevne. rettens begrundelse var sålydende: ”det lægges efter bevisførelsen til grund at d på grund af sin psykiske udvikling er ude af stand til at varetage sine økonomiske anliggender, og at der er behov for at iværksætte et økonomisk værgemål som hun tillige selv ønsker jf. værgemålsloven § 5, stk.
2. det er endvidere efter forklaringerne og de lægelige oplysninger nødvendigt at d også fratages den retlige handleevne, jf. § 6, stk. 1, for at forhindre, at d udsætter sin formue, indkomst eller andre økonomiske interesser for fare for at blive forringet væsentlig eller for at hindre økonomisk udnyttelse. ” det er oplyst, at ds klage over ikke at kunne afgive sin stemme til folketingsvalget den
3. juni 2015 er behandlet i betænkning og indstilling afgivet af folketingets udvalg til prøvelse af valgene den
4. juli
5. af betænkningen fremgår herom blandt andet: ”… institut for menneskerettigheder har i brev af
6. juni 2015 på vegne af en borger på lolland klaget over, at den pågældende borger ikke har modtaget - 5 - valgkort til folketingsvalget. klagen er indgivet til lolland kommune og videresendt herfra til social- og indenrigsministeriet ved e-mail af
7. juni
8. institut for menneskerettigheder har anført, at det manglende valgkort formentlig skyldes, at den pågældende borger er sat under værgemål efter § 6 i værgemålsloven. der er herved henvist til en vedlagt kopi af værgebeskikkelsen og kopi af personbogen. det er oplyst, at borgeren opfylder alle andre betingelser for valgret efter folketingsvalgloven, idet hun har dansk indfødsret, har fast bopæl i danmark og er over 18 år gammel. det er oplyst, at borgeren ønskede at stemme ved folketingsvalget den
9. juni
10. vedlagt brevet fra institut for menneskerettigheder er en fuldmagt fra den pågældende borger til instituttet bl.a. til at klage til kommunale og statslige myndigheder over borgerens manglende stemmeret. vedlagt er endvidere en udskift fra en dombog, hvoraf det fremgår, at der den
11. november 2012 er afsagt dom angående fratagelse af den pågældende borgers retlige handleevne, jf.

§ 6, stk.

1. social- og indenrigsministeriet har betragtet brevet af
2. juni 2015 som en klage over folketingsvalget den
3. juni 2015, idet ministeriet har anført, at klager over, at en borger ikke har valgret, efter fast praksis betragtes som valgklager. ved e-mail af
4. juni 2015 er lolland kommune blevet anmodet om at oplyse følgende: om den pågældende borger var optaget på valglisten. om kommunen kunne bekræfte, at der ikke var udsendt valgkort til den pågældende borger. i givet fald, om kommunen kunne bekræfte, at den manglende optagelse på valglisten og udsendelse af valgkort alene skyldtes, at den pågældende borger er sat under værgemål efter

§ 6og således ikke har valgret til folketingsvalget.

lolland kommune har ved e-mail af 18. juni 2015 bekræftet, at den pågældende borger ikke var optaget på valglisten og derfor ikke har modtaget valgkort. kommunen har bekræftet, at den manglende optagelse på valglisten og den manglende udsendelse af valgkort skyldtes, at den pågældende borger var sat under værgemål efter

§ 6og derfor ikke havde valgret til folketingsvalget.

social- og indenrigsministeriet har i anledning af klagen oplyst det samme om grundlovens og folketingsvalglovens bestemmelser om valgret til folketinget som i anledning af den ovenfor nævnte klage fra institut for menneskerettigheder [klagen vedrørende c, her anført nedenfor] på vegne af en anden borger i en tilsvarende situation. med hensyn til den foreliggende klage har social- og indenrigsministeriet noteret sig kommunens oplysninger om, at baggrunden for, at den pågældende borger ikke er optaget på valglisten og ikke har modtaget valgkort, er, at borgeren er sat under værgemål efter

§ 6og således ikke har valgret til - 6 - folketinget.

kommunens oplysninger har ikke givet ministeriet anledning til bemærkninger. udvalget tager det af lolland kommune og social- og indenrigsministeriet oplyste om folketingsvalgslovens regler til efterretning. enhedslistens medlem af udvalget bemærker, at enhedslisten ikke kan tilslutte sig den fortolkning af grundlovens § 29, som er lagt til grund for ministeriets udtalelse om klagen. enhedslisten er således ikke enig i, at grundlovens § 29 er til hinder for, at der gives stemmeret til folketingsvalg til personer, som er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne efter

§ 6.” om sagsøgeren i sag nr.

b-628-16 c er det oplyst, at han ved dom af 23. marts 2009 fra retten i roskilde blev sat under økonomisk værgemål og frataget sin retlige handleevne. rettens begrundelse var sålydende: ”efter lægeerklæringen lægges det til grund, at c på grund af en hæmmet udvikling er ude af stand til at varetage sine økonomiske anliggender og har behov for et økonomisk værgemål og for at få frataget sin retlige handleevne for at forhindre, at han stifter mere gæld. betingelserne i

§ 5, stk.

1, for et økonomisk værgemål og betingelserne i

§ 6, stk.

1, for en fratagelse af den retlige handleevne er herefter til stede. der afsiges derfor dom om et økonomisk værgemål og om fratagelse af den retlige handlevene.” det er oplyst, at cs klage over ikke at kunne afgive sin stemme til folketingsvalget den

1. juni 2015 er behandlet i betænkning og indstilling afgivet af folketingets udvalg til prøvelse af valgene den
2. juli
3. af betænkningen fremgår herom blandt andet: ”… institut for menneskerettigheder har i brev af
4. juni 2015 på vegne af en borger i greve klaget over, at den pågældende borger ikke har modtaget valgkort til folketingsvalget. klagen er indgivet til greve kommune og videresendt herfra til social- og indenrigsministeriet ved e-mail af
5. juni
6. institut for menneskerettigheder har anført, at det manglende valgkort formentlig skyldes, at den pågældende borger er sat under værgemål efter § 6 i værgemålsloven. der er herved henvist til en vedlagt kopi af værgebeskikkelsen og kopi af personbogen. det er oplyst, at borgeren opfylder alle andre betingelser for valgret efter folketingsvalgloven, idet han har dansk indfødsret, har fast bopæl - 7 - i danmark og er over 18 år gammel. det er oplyst, at borgeren ønskede at stemme ved folketingsvalget den
7. juni
8. vedlagt brevet fra institut fra menneskerettigheder er en fuldmagt fra den pågældende borger til instituttet bl.a. til at klage til kommunale og statslige myndigheder over borgerens manglende stemmeret. vedlagt er endvidere en udskrift fra en dombog, hvoraf det fremgår, at der den
9. marts 2009 er afsagt dom angående fratagelse af den pågældende borgers retlige handleevne, jf.

§ 6, stk.

1. social- og indenrigsministeriet har betragtet brevet af
2. juni 2015 som en klage over folketingsvalget den
3. juni 2015, idet ministeriet har anført, at klager over en borger ikke har valgret, efter fast praksis betragtes som valgklager. ved e-mail af
4. juni 2015 anmodede ministeriet greve kommune om en udtalelse til brug for sagen. kommunen blev anmodet om at oplyse følgende: om den pågældende borger var optaget på valglisten. om kommunen kunne bekræfte, at der ikke var udsendt valgkort til den pågældende borger. i givet fald, om kommunen kunne bekræfte, at den manglende optagelse på valglisten skyldtes, at den pågældende borger er sat under værgemål efter

§ 6og således ikke har valgret til folketingsvalget.

greve kommune har ved brev af 18. juni 2015 bekræftet over for ministeriet, at den pågældende borger ikke var optaget på valglisten og derfor ikke har modtaget valgkort. kommunen bekræftede, at den manglende optagelse på valglisten og den manglende udsendelse af valgkort skyldtes, at den pågældende borger var sat under værgemål efter

§ 6og derfor ikke havde valgret til folketingsvalget.

kommunen henviste til den i klagen vedhæftede udskrift fra en dombog, som kommunen den

1. juni 2015 havde fået bekræftet af den pågældende domstol. social- og indenrigsministeriet har i anledning af klagen over for udvalget henvist til og gengivet de bestemmelser om valgret til folketinget, som er fastsat i grundloven og i folketingsvalgloven. ministeriet har konkret henvist til grundloven § 29, stk. 1, og folketingsvalglovens §§ 1, 5 og
2. ministeriet har anført, at personer, der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf.

§ 6

, ifølge de pågældende regler i overensstemmelse med grundlovens § 29 ikke har valgret til folketinget. ministeriet har i den forbindelse henvist til justitsministerens svar af 17. marts 2014 på folketingets retsudvalgs spørgsmål nr. 644 (alm. del). med hensyn til klagen har social- og indenrigsministeriet noteret sig kommunens oplysninger om, at baggrunden for, at den pågældende borger ikke var optaget på valglisten og ikke har modtaget valgkort, er, at borgeren er sat under værgemål efter

§ 6og således ikke har valgret til folketinget.

kommunens oplysninger har ikke givet ministeriet anledning til bemærkninger. - 8 - udvalget tager det af greve kommune og social- og indenrigsministeriet oplyste om folketingsvalgslovens regler til efterretning. enhedslistens medlem af udvalget bemærker, at enhedslisten ikke kan tilslutte sig den fortolkning af grundlovens § 29, som er lagt til grund for ministeriets udtalelse om klagen. enhedslisten er således ikke enig i, at grundlovens § 29 er til hinder for, at der gives stemmeret til folketingsvalg til personer, som er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne efter

§ 6.” af et udtræk fra danmarks statistik om folkeafstemningen den 3.

december 2015 fremgår, at der denne dag var registreret 4.153.153 danske vælgere. det centrale personregister besvarede den 8. december 2015 en anmodning fra social- og indenrigsministeriet ”om udtræk (antal) på personer, der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne” og oplyste, at antallet den 8. december 2015 var 1.917 personer. forklaringer b har forklaret, at han bor i et rækkehus centralt i x-by. han er 63 år gammel. det er mange år siden, han var i arbejde. han kom under psykiatrien som 24-årig. i 1996 eller 1997 blev han frataget sin retlige handleevne. dengang var han ikke gift, men det blev han den 1. maj 1999. han mener, at han afgav stemme til folketingsvalg, inden han blev frataget sin retlige handleevne og vist også et par gang i tiden herefter, fordi man ikke var opmærksom på afgørelsen. i august 2015 fik han sin retlige handleevne tilbage ved dom. han var frustreret over og ked af, at han ikke kunne afgive sin stemme og gøre sin borgerpligt ved folketingsvalget i juni 2015. det føltes nedværdigende. han er medlem af flere partier og følger med i politik. han har på et folkemøde på bornholm berettet om sin situation. det var institut for menneskerettigheder, der havde spurgt, om han ville deltage. c har forklaret, at han bor i y-by i egen lejlighed, der indgår i et bofællesskab. en vejleder kommer hver onsdag og hjælper til med at gøre rent, købe ind og læse post. han er 35 år gammel. han arbejder i receptionen i glad-fonden og møder dagligt kl. 8, normalt til kl. 14 eller 15. når han kommer, starter han med at tænde pc-en og læse e-mails, herunder om nogen har meldt sig syge. receptionen er altid bemandet med to medarbejdere, og om fredagen er de tre. han var trist og skuffet over ikke at kunne afgive stemme ved folketingsvalget i juni 2015, når alle andre kunne. han følte sig udenfor fællesskabet. han - 9 - læser metroxpress og interesserer sig for politik. han ser tv2 news, inden han tager på arbejde, og tv-avisen på dr1 om aftenen. han blev frataget sin retlige handleevne, fordi han havde svært ved at styre sin økonomi. han valgte selv at få en værge. han bad sin vejleder om at skaffe papirerne, der blev indsendt til statsforvaltningen. siden kom sagen i retten. e har under hovedforhandlingen oplæst en erklæring, som hendes søn, a, har skrevet. det fremgår af erklæringen blandt andet, at a oplyser, at han er født i 1966 og i sit første leveår blev hjerneskadet som følge af en vaccination. han bor for tiden på … højskolen i z- by. han kan skrive med håndstøtte og har skrevet erklæringen, fordi han desværre ikke kan komme til stede fra jylland til hovedforhandlingen. i mange år har han måttet dele stemme til folketingsvalg med sin mor, der er hans værge. de ser ikke altid ens på det politiske landskab. det er nedværdigende at være uden adgang til at afgive egen stemme, og han bliver derfor glad, hvis dommen falder ud til hans fordel. han er i sine papirer anset for uunderviselig. men det er nu lykkedes at overbevise neuropsykologer og ergoterapeuter om hans begavelse. han beder om, at der vises retfærdighed. e har forklaret blandt andet, at der i 1966 ikke var viden om, hvor vigtigt det var hurtigt at blive genoptrænet efter vaccinationsskaden. a blev ikke stimuleret, da han blev erklæret for åndssvag, selvom han ikke var det. både diagnose og behandling var fejlagtig, og det fik psykiske følger. a er nu i et miljø, der respekterer ham. han tør derfor vende sig ud mod andre og kan diskutere både politik og søren kierkegaard. de har heftige diskussioner om, hvad de skal stemme til folketingsvalg. om retsgrundlaget det bemærkes, at dette afsnit ”om retsgrundlaget” alene indeholder en begrænset del af de bestemmelser m.v., som parterne har henvist til i deres indlæg for landsretten. § 35 i grundloven af 5. juni 1849 var sålydende: ”§ 35. - 10 - valgret til folkethinget har enhver uberygtet mand, som har indfødsret, naar han har fyldt sit 30te aar, medmindre han:

1. a)uden at have egen huustand staaer i privat tjenesteforhold;
2. b)nyder eller har nydt understøttelse af fattigvæsenet, som ikke er enten eftergiven eller tilbagebetalt;
3. c)er ude af raadigheden over sit bo;
4. d)ikke har havt fast bopæl i eet aar i den valgkreds eller den stad, hvori han opholder sit paa den tid, valget foregaaer.” § 30 i grundloven af 5. juni 1915 var sålydende: ”§ 30: valgret til folketinget har enhver mand og kvinde, som har indfødsret, har fyldt sit 25de aar og har fast bopæl i landet, medmindre vedkommende:
5. a)ved dom er fundet skyldig i en i den offentlige mening vanærende handling uden at have faaet æresoprejsning,
6. b)nyder eller har nydt understøttelse af fattigvæsenet, som ikke er enten eftergivet eller tilbagebetalt,
7. c)er ude af raadighed over sit bo paa grund af konkurs eller umyndiggørelse.” § 29 i grundloven af 5. juni 1953 er sålydende: ”§ 29. valgret til folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget og har nået den i stk. 2 omhandlede valgretsalder, medmindre vedkommende er umyndiggjort. det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret. stk. 2. valgretsalderen er den, som har opnået flertal ved folkeafstemning i overensstemmelse med lov af 25. marts 1953. ændring af den til enhver tid gældende valgretsalder kan ske ved lov. et af folketinget vedtaget forslag til en sådan lov kan først stadfæstes af kongen, når bestemmelsen om ændring af valgretsalderen i overensstemmelse med § 42, stk. 5, har været undergivet en folkeafstemning, der ikke har medført bestemmelsens bortfald.” af betænkning 1953 nr. 66 afgivet af forfatningskommissionen af 1946 fremgår vedrørende udkastet til grundlovens § 29 blandt andet: ”vedrørende de øvrige valgretsbetingelser [end valgretsalderen] bemærkes først, at kravene om indfødsret og fast bopæl er fastholdt alene med den ændring, at ”fast bopæl i landet” under hensyn til, at rigsdagsvalg nu også udstrækkes til grønland, er ændret til ”fast bopæl i riget”. der er enighed om, at konkurs ikke længere skal komme i betragtning som udelukkelsesgrund. derimod fastholdes det, at umyndiggørelse som hidtil medfører tab af valgret. forslaget knytter hertil ikke, som den gældende grundlov, krav om, at den umyndiggjorte er ude af - 11 - rådighed over sit bo. en sådan urådighed er i følge myndighedsloven altid knyttet til umyndiggørelse. …” §§ 2, 5, 34 og 46 i myndighedsloven, som disse bestemmelser (bortset fra myndighedsalderen) var gældende i tiden op til grundloven af 1953 (jf. senere lovbekendtgørelse nr. 554 af 16. november 1976 med senere ændringer), var sålydende: ”§ 2. den, der er fyldt 18 år, kan umyndiggøres, såfremt han: 1) på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller anden sjælelig forstyrrelse er uskikket til at varetage sine anliggender; 2) ved ødselhed eller anden uforsvarlig adfærd udsætter sin eller sin families velfærd for fare; 3) på grund af drikfældighed eller lignende last er uskikket til at varetage sine anliggender; 4) på grund af legemlig mangel, sygdom eller anden skrøbelighed er mindre skikket til at varetage sine anliggender og selv ønsker at blive umyndig-gjort.” ”§ 5. umyndiggørelsen skal ophæves, når den umyndiggjorte findes skikket til selv at varetage sine anliggender.” ”§ 34. en umyndig kan ikke selv råde over sin formue eller forpligte sig ved retshandler, får så vidt ikke andet nedenfor er bestemt.” ”§ 46. for så vidt retten skønner, at den umyndiggjorte er ude af stand til selv at drage tilbørlig omsorg for sin person, påhviler dette værgen. bestemmelse herom kan træffes enten i forbindelse med umyndiggørelsen eller under særlig sag, på hvilken da lov om rettens pleje af 11. april 1916 kapitel 43 finder tilsvarende anvendelse.” §§ 5, 6, 8, 10 og 55 i værgemålsloven (lovbekendtgørelse nr. 1015 af 20. august 2007 med senere ændringer) er sålydende: ”§ 5. der kan iværksættes værgemål for den, der på grund af sindssygdom, herunder svær demens, eller hæmmet psykisk udvikling eller anden form for alvorligt svækket helbred er ude af stand til at varetage sine anliggender, hvis der er behov for det. stk. 2. der kan iværksættes værgemål for den, der på grund af sygdom eller stærkt svækket tilstand er uegnet til at varetage sine økonomiske anliggender, og som selv anmoder herom, hvis der er behov for det i stedet for samværgemål efter § 7. stk. 3. værgemålet kan begrænses til at angå økonomiske forhold, herunder bestemte aktiver eller anliggender. det kan også begrænses til at angå personlige forhold, herunder bestemte personlige anliggender. - 12 - stk. 4. for så vidt ikke andet særlig er bestemt, handler værgen på den pågældendes vegne i anliggender, der er omfattet af værgemålet. stk. 5. personer, der er under værgemål efter denne bestemmelse, er myndige, medmindre de tillige er frataget handleevne efter § 6. § 6. i forbindelse med værgemål efter § 5, der omfatter økonomiske forhold, kan den retlige handleevne fratages, hvis dette er nødvendigt for at hindre, at den pågældende udsætter sin formue, indkomst eller andre økonomiske interesser for fare for at forringes væsentligt, eller for at hindre økonomiske udnyttelse. fratagelsen af den retlige handleevne kan ikke begrænses til at angå bestemte aktiver eller anliggender. stk. 2. den, der er frataget handleevnen, er umyndig og kan ikke selv forpligte sig ved retshandler eller råde over sin formue, medmindre andet er bestemt. stk. 3. afgørelser om fratagelse af handleevne tinglyses, jf. tinglysningslovens § 48.” ”§ 8. afgørelser efter § 5 … skal afpasses efter den pågældendes behov og må ikke være mere omfattende end nødvendigt. der kan ikke ske fratagelse af handleevne efter § 6, hvis den pågældendes interesser i tilstrækkeligt omfang kan tilgodeses ved værgemål efter § 5. stk. 2. er tilstanden midlertidig, eller af der af andre grunde særlig anledning hertil, kan værgemål tidsbegrænses”. ”§ 10. værgemål efter § 5, fratagelse af handleevne efter § 6 eller samværgemål efter § 7, skal ophæves, hvis betingelserne ikke længere er opfyldt.” ”§ 55. personer, der er umyndiggjorte efter bestemmelsen i myndighedslovens § 2, anses efter denne lovs ikrafttræden for at være under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. § 5 og § 6. værgemålet anses dog ikke for at omfatte personlige forhold, jf. § 5, stk. 3, medmindre der ved denne lovs ikrafttræden tillige var truffet afgørelse om umyndiggørelse i personlig henseende efter bestemmelsen i myndighedslovens § 46. stk. 2. personer, der er under lavværgemål efter den tidligere lovgivning, anses som værende under samværgemål, jf. § 7.” det fremgår af

§ 13, stk.

3, at afgørelser om fratagelse af den retlige handleevne efter

§ 6træffes af retten.

af bemærkningerne i lovforslaget til værgemålsloven (lf 191 af

1. marts 1995) fremgår vedrørende §§ 5 og 6 blandt andet: ”4.
2. værgemål efter lovforslagets § 5 grundordningen bliver herefter værgemål efter lovforslagets § 5, hvorefter der udpeges en værge til at foretage dispositioner på den svages vegne. værgemål efter § 5 omfatter som udgangspunkt både økonomiske og personlige anliggender, men kan begrænses til blot en af delene. dette svarer til, at der i dag kan ske - 13 - umyndiggørelse både i formueretlig og personlig henseende, jf. myndig- hedslovens § 2 og §
3. i modsætning til i dag kan værgemål imidlertid begrænses til kun at angå personlige forhold, jf. lovforslagets § 5, stk.
4. værgemål efter § 5 kan endvidere begrænses til at angå bestemte aktiver eller anliggender, f.eks. forvaltningen af en fast ejendom eller pensionsbeløb eller repræsentation ved bestemte aftaler, f.eks. kreditkøb. værgemålet kan også begrænses til at angå bestemte personlige forhold, f.eks. beslutning om flytning til plejehjem. … 4.
5. værgemål med fratagelse af handleevne 4.4.
6. fratagelse af handleevne vedrørende økonomiske forhold i overensstemmelse med forslaget i betænkningen foreslås det, at værgemål angående økonomiske forhold efter § 5 kan suppleres med fratagelse af den pågældendes handleevne efter §
7. betingelsen for fratagelse af handleevnen er, at en sådan foranstaltning er nødvendig for at hindre, at den pågældende udsætter sin formue, indkomst eller andre økonomiske interesser for fare for at forringes væsentligt eller for at hindre økonomisk udnyttelse. et sådant behov vil formentlig især opstå i tilfælde, hvor den pågældende, trods eller snarere på grund af sit handicap, er så aktiv, at der er behov for at hindre egne dispositioner, eller fordi der er behov for at beskytte den pågældende mod at blive udnyttet af omgivelserne. behovet kan også opstå, hvis der er risiko for kolliderende retshandler. udvalget har vurderet, at det kun er en begrænset gruppe blandt værgemålene, hvor fratagelse af den retlige handleevne kommer på tale, jf. betænkningen side
8. udvalget har samtidig understreget, at handleevnefratagelse primært tilsigter at beskytte den svage og i mindre grad sker af hensyn til omverdenen. hensynet til omverdenen har imidlertid bevirket, at udvalget har foreslået, at det ikke skal være muligt at begrænse værgemål af denne art til bestemte økonomiske forhold eller aktiver, og justitsministeriet er enig i, at en sådan løsning næppe vil kunne fungere i praksis. personer, der fratages den retlige handleevne efter lovforslagets § 6, er umyndige. dette indebærer bl.a., at de pågældende i vidt omfang ikke selv kan råde over deres formue eller forpligte sig ved retshandler. værgemål med fratagelse af den retlige handleevne vedrørende økonomiske forhold svarer i øvrigt i høj grad til den eksisterende formueretlige umyndiggørelse og skal ligeledes tinglyses.” lovforslaget byggede på betænkning nr. 1247/1993 om værgemål, der var afgivet af justitsministeriets myndighedslovsudvalg. af betænkningens kapitel 5, pkt. 9, om umyndighedsbegrebet behandler udvalget spørgsmålet om betydningen af bestemmelsen i grundlovens § 29, stk.
9. der fremgår endvidere blandt andet: - 14 - 9.2.
10. for udvalgets overvejelser om begreber og terminologi har det haft særlig betydning at vurdere grundlovens ordvalg. det er uden betydning, om umyndiggørelsen alene er sket i formueretlig henseende, jf. den gældende myndighedslov § 2, eller tillige i personlig henseende, jf. §
11. umyndiggørelse som udelukkelsesgrund i grundlovens § 29 i forhold til valgretten er ligesom aldersbetingelsen begrundet i forudsætningen om, at valgret forudsætter en vis åndelig formuenhed. efter forarbejderne må det antages, at det er urådigheden over formuen som en konsekvens af umyndiggørelsen, der førte til at knytte tab af valgretten til umyndiggørelsen. med i vurderingen må også være, at umyndiggørelse efter den gældende myndighedslovs § 2 kan være begrundet i andet end manglende åndsevner eller evnen til at handle fornuftmæssigt, f.eks. drikfældighed, legemlig mangel, sygdom eller anden skrøbelighed. hertil kommer, at det som omtalt ovenfor i kapitel 2 og 4 langt fra er alle, der mangler evnen til at handle fornuftmæssigt, der umyndiggøres. på baggrund heraf nævner max sørensen, at den rationelle begrundelse for grundlovens § 29 er svag, og at bestemmelsen kun kan forstås på baggrund af den historiske udvikling, hvor grundloven fra 1849 og 1866 afskar valgretten for personer, der var ude af rådighed over deres bo, ud fra den betragtning at den som af en eller anden grund ikke af retsordenen blev anset for at være i stand til at klare sine egne økonomiske anliggender, heller ikke skulle have indflydelse på statsstyret. … … 9.4.
12. som anført ovenfor under pkt. 9.
13. findes grundlovens § 29 om valgret ikke at udgøre nogen hindring for udvalgets begrebsbestemmelse, herunder und- ladelsen af at gøre brug af ordet umyndiggørelse. derimod må grundlovens krav indebære, at i alle tilfælde, hvor en person under en ny værgemålslov i over- ensstemmelse med udvalgets tanker fratages handleevne, jf. udkastets § 6, eller efter mindretallets udkast fratages rådigheden over de personlige forhold, jf. udkastets § 6 a, må de pågældende efter valglovgivningen fortabe valgretten.” ved lov nr. 386 af
14. maj 1996 om ændring af forskellige lovbestemmelser om umyndighed m.v. (ændringer som følge af værgemålsloven) blev § 1 i lov om valg til folketinget ændret således: ”§
15. i lov om valg til folketinget, jf. lovbekendtgørelse nr. 759 af
16. august 1994, som ændret ved lov nr. 379 af
17. juni 1995, foretages følgende ændringer:
18. i § 1 ændres ”umyndiggjort” til ”under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf.

§ 6”.” af bemærkningerne hertil (lf nr.

127 af

1. december 1995) fremgår herom: ”til § 20 lov om valg til folketinget til nr.
2. det følger af grundlovens § 29, stk. 1, jf. folketingsvalglovens § 1, at en person, der er umyndiggjort, ikke har valgret til folketinget. - 15 - tab af valgretten indtræder efter gældende ret ved formueretlig umyndiggørelse efter myndighedslovens §
3. det er uden betydning, om den pågældende tillige er personlig umyndiggjort efter lovens §
4. ved værgemålsloven er reglerne om umyndiggørelse ophævet og erstattet af regler om nye former for værgemål. i overensstemmelse med myndighedslovsudvalgets vurderinger, jf. betænkning nr. 1247 om værgemål, side 152-154 og 156-157, er det indenrigsministeriets opfattelse, at bestemmelsen i grundloven om, at umyndiggjorte ikke har valgret, må indebære, at en person, der efter de nye regler sættes under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf.

§ 6, fortaber valgretten.

det bemærkes i den forbindelse, at myndighedslovsudvalget særligt har vurderet betydningen af grundlovens ordvalg i relation til den ny værgemålslov. det er udvalgets opfattelse, at grundlovens § 29 ikke kan hindre nye lovregler om, hvorvidt en person helt eller delvist kan fratages adgangen til at råde over sin formue og handle frit med hensyn til sine personlige forhold. udvalget fandt heller ikke noget til hinder for, at eventuelle begrænsninger i retshandleevnen betegnes med andre udtryk end umyndiggjort, eller at det kendte umyndiggørelsesbegreb helt ophæves. det foreslås derfor, at bestemmelsen i folketingsvalglovens § 1 om, at umyndiggjorte ikke har valgret, ændres, således at personer, der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf.

§ 6, ikke har valgret.” § 1 i lovbekendtgørelse nr.

369 af 10. april 2014 om valg til folketinget, som sagsøgernes påstand 1 angår, havde i overensstemmelse med den nævnte lovændring følgende ordlyd: ”valgret til folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, er fyldt 18 år og har fast bopæl i riget, medmindre vedkommende er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf.

§ 6.” § 1 er affattet enslydende i den gældende lovbekendtgørelse nr.

392 af

1. april 2017 om valg til folketinget (valgloven). ved lov nr. 381 af
2. april 2016 om ændring af lov om valg af danske medlemmer til europa-parlamentet og lov om kommunale og regionale valg (valgret til personer under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne) fik personer, der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne efter

§ 6

, og som i øvrigt opfylder valgretsbetingelserne, valgret til europa-parlamentet og kommunale og regionale valg. - 16 - af lovforslaget (lf 130 af 24. februar 2016) fremgår blandt andet: ”regeringen ønsker, at flest mulige inden for rammerne af grundloven skal have valgret til landsdækkende valg i danmark. det foreslås derfor at ændre valglovgivningen, således at personer, der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne efter

§ 6

, og som i øvrigt opfylder valgretsbetingelserne, gives valgret til europa-parlamentsvalg og kommunale og regionale valg. der har igennem en periode været en efterspørgsel – blandt andet fra institut for menneskerettigheder – efter at ændre valglovgivningen, således at personer, der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne efter

§ 6, får valgret til alle landsdækkende valg og folkeafstemninger i danmark.

det er efter gældende ret en betingelse for valgret til alle landsdækkende valg og folkeafstemninger i danmark, at man ikke er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne efter

§ 6

. det er regeringens vurdering, at grundloven ikke giver mulighed for at give personer, der som følge af værgemål efter

§ 6har mistet deres retlige handleevne, valgret til folketingsvalg.

derimod kan grundloven ikke antages at være til hinder for at give valgret til personer, der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne efter

§ 6, til kommunale og regionale valg og europa-parlamentsvalg.

der henvises i øvrigt til justitsministeriets besvarelse af 17. marts 2014 af spørgsmål nr. 644 (alm. del) fra folketingets retsudvalg. det følger derudover af grundloven, at det er folketingsvælgere, dvs. de personer, der har valgret til folketinget, der er stemmeberettigede ved grundlovsumiddelbare folkeafstemninger. med henblik på i videre omfang at give personer, der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne efter

§ 6

, valgret foreslås, at denne personkreds gives valgret til kommunale og regionale valg og europa- parlamentsvalg.” af justitsministerens besvarelse den

1. marts 2014 af spørgsmål 644 fra folketingets retsudvalg fremgår: ”spørgsmål nr. 644 (alm. del) fra folketingets retsudvalg: ”vil ministeren overveje at foretage ændringer i lov om værgemål eller andre kompenserende foranstaltninger, når det i rapporten fra institut f. menneskerettigheder fra 2012 ”selvbestemmelse og værgemål” påpeges (s. 49), at fratagelse af stemmeret med henvisning til værgemål er i strid med handicapkonventionen og emrk”?” - 17 - svar:
2. grundlovens § 29, stk. 1, fastslår, at enhver som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget og er fyldt 18 år, har valgret til folketinget, medmindre vedkommende er umyndiggjort. som det fremgår af myndighedslovsudvalgets betænkning (betænkning nr. 1247/1993), der dannede grundlag for den pågældende værgemålslov, må det efter forarbejderne til grundlovens § 29, stk. 1, antages, at det er urådigheden over formuen (som en konsekvens af umyndiggørelsen), der førte til at man valgte at knytte tab af valgretten til umyndiggørelsen. fratagelse af den retlige handleevne efter

§ 6angår de tilfælde, hvor et værgemål omfatter økonomiske forhold.

grundlovens § 29 må derfor indebære, at i alle tilfælde, hvor en person er frataget den retlige handleevne efter

§ 6, må den pågældende efter valglovgivningen fortabe valgretten, jf.

hertil også myndighedslovsudvalgets betænkning, s. 156-157. der er efter grundloven således ikke mulighed for at give personer, der som følge af værgemål efter

§ 6har mistet deres retlige handleevne, stemmeret til folketingsvalg.

2. grundloven kan efter justitsministeriets opfattelse derimod ikke antages at være til hinder for, at der gives valgret til kommunale råd, regionsråd og europa- parlamentet til personer, der er under værgemål efter

§ 6

. ændringer, der indebærer en sådan udvidelse af valgretten, vil skulle gennemføres ved lov. spørgsmålet herom henhører under økonomi- og indenrigsministeriet. 3. der er efter justitsministeriets opfattelse ikke – som anført i institut for men- neskerettigheders rapport – grundlag for at antage, at de danske regler om fratagelse af stemmeretten for personer, der er under værgemål efter

§ 6, skulle være i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention.

institut for menneskerettigheder henviser i rapporten fra 2012 til den europæiske menneskerettighedsdomstols dom af 20. maj 2010 i sag nr. 38832/06, alajos kiss mod ungarn. denne sag indebærer efter justitsministeriets vurdering imidlertid ikke, at de danske regler om stemmeret og værgemål ikke kan opretholdes, bl.a. fordi sagen drejede sig om den nationale lovgivning i ungarn, hvorefter enhver form for værgemål medførte automatisk fratagelse af stemmeretten. dette er ikke tilfældet i danmark, hvor det kun er de nævnte § 6-værgemål, der medfører en samtidig fratagelse af stemmeretten. derudover var der i ungarn lempeligere regler for overhovedet at komme under værgemål end i danmark. 4. for så vidt angår fn’s konvention om rettigheder for personer med handicap kan det oplyses, at fn’s handicapkomité den 20. september 2013 afgav udtalelse i klagesag nr. 4/2013, zsolt bujdosó m.fl. mod ungarn, der vedrører spørgsmålet om stemmeret for personer med mentalt handicap. - 18 - fn’s handicapkomité fastslår i udtalelsen, at det er i strid med konventionen, hvis en stat udelukker personer med mentalt handicap fra at stemme. dette gælder tilsyneladende, uanset om de pågældende personer mentalt er i stand til at stemme, idet staten efter komitéens opfattelse blot må sørge for den nødvendige bistand til den pågældende. udtalelsen fra fn’s handicapkomité rejser efter justitsministeriets opfattelse væsentlige spørgsmål i forhold til grundlovens § 29, der som nævnt fastslår, at enhver som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget og er fyldt 18 år, har valgret til folketinget, medmindre vedkommende er umyndiggjort. udtalelser fra fn’s handicapkomité er dog – i modsætning til f.eks. domme fra den europæiske menneskerettighedsdomstol – ikke bindende for danmark. 5. på den baggrund har justitsministeriet ingen overvejelser om at ændre værgemålsloven.” artikel 3 i tillægsprotokol af 20. marts 1952 til emrk, som ændret ved protokol nr. 11 af 11. maj 1994, er sålydende: ”ret til frie valg artikel 3. de høje kontraherende parter forpligter sig til at lade afholde frie, hemmelige valg med passende mellemrum under forhold, som sikrer folkets frie meningstilkendegivelse ved valget af medlemmer til den lovgivende forsamling.” den europæiske menneskerettighedsdomstol (emd) har i dom af 6. oktober 2005 i sag nr. 74025/01, hirst mod det forenede kongerige (nr. 2), blandt andet fastslået: “56. article 3 of protocol no. 1 appears at first sight to differ from the other rights guaranteed in the convention and protocols as it is phrased in terms of the obligation of the high contracting party to hold elections which ensure the free expression of the opinion of the people rather than in terms of a particular right or freedom. 57. however, having regard to the preparatory work to article 3 of protocol no. 1 and the interpretation of the provision in the context of the convention as a whole, the court has established that it guarantees individual rights, including the right to vote and to stand for election (see mathieu-mohin and clerfayt v. belgium, judgment of 2 march 1987, series a no. 113, pp. 22-23, §§ 46-51). indeed, it was considered that the unique phrasing was intended to give greater solemnity to the contracting states’ commitment and to emphasise that this was an area where they were required to take positive measures as opposed to merely refraining from interference (ibid., § 50). 58. the court has had frequent occasion to highlight the importance of democratic principles underlying the interpretation and application of the convention (see, among other authorities, united communist party of turkey and others v. turkey, judgment of 30 january 1998, reports of judgments and decisions 1998-i, pp. 21-22, § 45), and it - 19 - would take this opportunity to emphasise that the rights guaranteed under article 3 of protocol no. 1 are crucial to establishing and maintaining the foundations of an effective and meaningful democracy governed by the rule of law (see also the importance of these rights as recognised internationally in “relevant international materials”, paragraphs 26-39 above). 59. as pointed out by the applicant, the right to vote is not a privilege. in the twenty- first century, the presumption in a democratic state must be in favour of inclusion, as may be illustrated, for example, by the parliamentary history of the united kingdom and other countries where the franchise was gradually extended over the centuries from select individuals, elite groupings or sections of the population approved of by those in power. universal suffrage has become the basic principle (see mathieu-mohin and clerfayt, cited above, p. 23, § 51, citing x v. germany, no. 2728/66, commission decision of 6 october 1967, collection 25, pp. 38-41). 60. nonetheless, the rights bestowed by article 3 of protocol no. 1 are not absolute. there is room for implied limitations and contracting states must be allowed a margin of appreciation in this sphere. 61. there has been much discussion of the breadth of this margin in the present case. the court reaffirms that the margin in this area is wide (see mathieu-mohin and clerfayt, cited above, p. 23, § 52, and, more recently, matthews v. the united kingdom [gc], no. 24833/94, § 63, echr 1999-i; see also labita v. italy [gc], no. 26772/95, § 201, echr 2000-iv, and podkolzina v. latvia, no. 46726/99, § 33, echr 2002-ii). there are numerous ways of organising and running electoral systems and a wealth of differences, inter alia, in historical development, cultural diversity and political thought within europe which it is for each contracting state to mould into their own democratic vision. 62. it is, however, for the court to determine in the last resort whether the requirements of article 3 of protocol no. 1 have been complied with; it has to satisfy itself that the conditions do not curtail the rights in question to such an extent as to impair their very essence and deprive them of their effectiveness; that they are imposed in pursuit of a legitimate aim; and that the means employed are not disproportionate (see mathieu- mohin and clerfayt, p. 23, § 52). in particular, any conditions imposed must not thwart the free expression of the people in the choice of the legislature – in other words, they must reflect, or not run counter to, the concern to maintain the integrity and effectiveness of an electoral procedure aimed at identifying the will of the people through universal suffrage. for example, the imposition of a minimum age may be envisaged with a view to ensuring the maturity of those participating in the electoral process or, in some circumstances, eligibility may be geared to criteria, such as residence, to identify those with sufficiently continuous or close links to, or a stake in, the country concerned (see hilbe v. liechtenstein (dec.), no. 31981/96, echr 1999-vi, and melnychenko v. ukraine, no. 17707/02, § 56, echr 2004-x). any departure from the principle of universal suffrage risks undermining the democratic validity of the legislature thus elected and the laws it promulgates. exclusion of any groups or categories of the general population must accordingly be reconcilable with the underlying purposes of article 3 of protocol no. 1 (see, mutatis mutandis, aziz v. cyprus, no. 69949/01, § 28, echr 2004-v).” - 20 - emd har i dom af 20. maj 2010 i sag nr. 38832/06, alajos kiss mod ungarn, blandt andet fastslået: ”(

1. i)legitimate aim 38. the court points out that article 3 of protocol no. 1 does not, like other provisions of the convention, specify or limit the aims which a restriction must pursue and that a wide range of purposes may therefore be compatible with article 3. the government submitted that the measure complained of pursued the legitimate aim of ensuring that only citizens capable of assessing the consequences of their decisions and making conscious and judicious decisions should participate in public affairs ... the applicant accepted this view … and the court sees no reason to hold otherwise. it is therefore satisfied that the measure pursued a legitimate aim. (
2. ii)proportionality 39. the court notes that the restriction in question does not distinguish between those under total and those under partial guardianship …, and is removed once guardianship is terminated ... however, it observes the applicant's assertion in paragraph 29 above, not refuted by the government, that 0.75% of the hungarian population of voting age is concerned by disenfranchisement on account of being under guardianship in a manner which is indiscriminate. it finds this to be a significant figure, and it cannot be claimed that the bar is negligible in its effects. … 41. the court accepts that this is an area in which, generally, a wide margin of appreciation should be granted to the national legislature in determining whether restrictions on the right to vote can be justified in modern times and, if so, how a fair balance is to be struck. in particular, it should be for the legislature to decide as to what procedure should be tailored to assessing the fitness to vote of mentally disabled persons. the court observes that there is no evidence that the hungarian legislature has ever sought to weigh the competing interests or to assess the proportionality of the restriction as it stands. 42. the court cannot accept, however, that an absolute bar on voting by any person under partial guardianship, irrespective of his or her actual faculties, falls within an acceptable margin of appreciation. indeed, while the court reiterates that this margin of appreciation is wide, it is not all-embracing (hirst v. the united kingdom (no. 2) [gc]... in addition, if a restriction on fundamental rights applies to a particularly vulnerable group in society, who have suffered considerable discrimination in the past, such as the mentally disabled, then the state's margin of appreciation is substantially narrower and it must have very weighty reasons for the restrictions in question (cf. also the example of those suffering different treatment on the ground of their gender - abdulaziz, cabales and balkandali v. the united kingdom, 28 may 1985, § 78, series a no. 94, race - d.h. and others v. the czech republic [gc], no. 57325/00, § 182, echr 2007-..., or sexual - 21 - orientation - e.b. v. france [gc], no. 43546/02, § 94, echr 2008-...). the reason for this approach, which questions certain classifications per se, is that such groups were historically subject to prejudice with lasting consequences, resulting in their social exclusion. such prejudice may entail legislative stereotyping which prohibits the individualised evaluation of their capacities and needs (cf. shtukaturov v. russia, no. 44009/05, § 95, 27 march 2008). 43. the applicant in the present case lost his right to vote as the result of the imposition of an automatic, blanket restriction on the franchise of those under partial guardianship. he may therefore claim to be a victim of the measure. the court cannot speculate as to whether the applicant would still have been deprived of the right to vote even if a more limited restriction on the rights of the mentally disabled had been imposed in compliance with the requirements of article 3 of protocol no. 1 (see mutatis mutandis hirst v. the united kingdom (no. 2), op.cit, §§ 48 to 52). 44. the court further considers that the treatment as a single class of those with intellectual or mental disabilities is a questionable classification, and the curtailment of their rights must be subject to strict scrutiny. this approach is reflected in other instruments of international law, referred to above. the court therefore concludes that an indiscriminate removal of voting rights, without an individualised judicial evaluation and solely based on a mental disability necessitating partial guardianship, cannot be considered compatible with the legitimate grounds for restricting the right to vote. there has accordingly been a violation of article 3 of protocol no. 1 to the convention.” artikel 12 og artikel 29 i fn-konventionen af 13. december 2006 om rettigheder for personer med handicap (handicapkonventionen) er sålydende: ”lighed for loven artikel 12. deltagerstaterne bekræfter på ny, at personer med handicap har ret til overalt at blive anerkendt som havende retsevne. stk. 2. deltagerstaterne anerkender, at personer med handicap har retlig handleevne på lige fod med andre i alle livets forhold. stk. 3. deltagerstaterne skal træffe passende foranstaltninger til at give personer med handicap adgang til den støtte, de måtte have behov for til at udøve deres retlige handleevne. stk. 4. deltagerstaterne skal sikre, at alle foranstaltninger vedrørende udøvelse af retlig handleevne i overensstemmelse med de internationale menneskerettigheder omfatter passende og effektive beskyttelsesmekanismer til at forebygge misbrug. sådanne mekanismer skal sikre, at foranstaltninger vedrørende udøvelse af retlig handleevne respekterer den enkelte persons rettigheder, vilje og præferencer, er fri for interessekonflikter og utilbørlig påvirkning, står i forhold til og er tilpasset den enkelte persons situation, gælder i kortest mulig tid og gennemgås regelmæssigt af en kompetent, uafhængig og upartisk myndighed eller retlig instans. - 22 - beskyttelsesmekanismerne skal stå i forhold til, hvor meget sådanne foranstaltninger indvirker på personens rettigheder og interesser. stk. 5. med forbehold for bestemmelserne i denne artikel skal deltagerstaterne træffe alle passende og effektive foranstaltninger til at sikre, at personer med handicap har lige ret til at eje eller arve ejendom, til at styre deres egne økonomiske forhold og til at have lige adgang til banklån, realkreditlån og andre former for økonomisk kredit, og skal sikre, at personer med handicap ikke vilkårligt fratages deres ejendom.” ”deltagelse i det politiske og offentlige liv artikel 29. deltagerstaterne skal sikre personer med handicap politiske rettigheder og muligheden for at nyde dem på lige fod med andre og forpligter sig til:
3. a)at sikre, at personer med handicap effektivt og fuldt ud, direkte eller gennem frit valgte repræsentanter på lige fod med andre kan deltage i det politiske og offentlige liv, herunder at personer med handicap har ret til og mulighed for at afgive deres stemme og modtage valg, bl.a. ved:
4. i)at sikre, at stemmeprocedurer, afstemningsfaciliteter og valgmateriale er passende, tilgængelige og lette at forstå og anvende.
5. ii)at beskytte retten for personer med handicap til uden pression at afgive en hemmelig stemme ved valg og folkeafstemninger og til at stille op til valg, effektivt bestride et hverv og udføre alle offentlige funktioner på alle niveauer i den offentlige forvaltning, idet det gøres lettere at anvende hjælpemiddelteknologi og ny teknologi, hvor det er hensigtsmæssigt. iii) at sikre, at personer med handicap frit kan give udtryk for deres vilje som vælgere, og med henblik herpå tillade, at de om nødvendigt og efter anmodning kan få bistand fra en person efter eget valg til at afgive deres stemme.
6. b)aktivt at fremme et miljø, hvor personer med handicap effektivt og fuldt ud kan deltage i varetagelsen af offentlige anliggender uden diskrimination og på lige fod med andre, og at fremme deres deltagelse i offentlige anliggender, herunder ved:
7. i)at deltage i ikke-statslige organisationer og foreninger, som beskæftiger sig med landets offentlige og politiske forhold, og i politiske partiers aktiviteter og administration,
8. ii)at etablere og melde sig ind i organisationer af personer med handicap med henblik på at repræsentere personer med handicap på internationalt, nationalt, regionalt og lokalt niveau.” procedure sagsøgerne, a, b, d og c, har afgivet fælles sammenfattende processkrift og påstandsdokument og i det væsentlige procederet i overensstemmelse hermed. heraf fremgår følgende blandt andet (henvisninger til sider i ekstrakt og materialesamlinger er udeladt): - 23 - ”… retlige synspunkter: det gøres overordnet gældende i forhold til påstand 1, at den indførte begrænsning i stemmeretten i folketingsvalglovens § 1 ikke har hjemmel i grundloven og er i modstrid med danmarks menneskeretlige forpligtelser, subsidiært at der under alle omstændigheder ikke kan udledes et krav fra grundlovens § 29 om, at sagsøgerne skal fratages valgretten. for så vidt angår påstand 2 og 3 gøres det gældende, at sagsøgtes afgørelser med sikkerhed ikke er forenelige med danmarks menneskeretlige forpligtelser. dette støttes i første række på, at grundlovens klare udgangspunkt i § 29 er almindelig valgret til enhver. det fremgår, at grundlovens § 29 fik den nuværende formulering med grundlovsændringen i 1953. ændringen og de øvrige forfatningsændringer i 1953 var rettet mod at opnå demokratiske fremskridt og forbedringer, og ændringen havde blandt andet som formål at sikre og udvide befolkningens demokratiske og politiske rettigheder. når udgangspunktet er, at grundlovsgiver i modsætning til tidligere grundlove har indført en regel om almindelig valgret for alle, taler det med betydelig styrke for en indskrænkende fortolkning i forhold til at fastlægge, hvilke personer, der eventuelt må opfattes som umyndiggjorte i grundlovens forstand og dermed kan (skal) fratages valgretten. hertil kommer den seneste retsudvikling, hvor den europæiske menneskerettighedsdomstol (emd) i sagen hirst mod uk og flere tilsvarende præjudikater har fastslået, at retten til at stemme ikke er noget privilegium, at antagelsen i det 21. århundrede i en demokratisk stat er til gunst for inklusion, at almindelig valgret er blevet det grundlæggende princip, og at enhver fravigelse fra dette princip risikerer at underminimere den lovgivende myndigheds demokratiske validitet og de love, den offentliggør. det må også tillægges afgørende vægt, at det ikke er et anerkendelsesværdigt formål, at stemmeretten fratages sagsøgerne alene med henvisning til deres behov for civilretlig beskyttelse efter

§ 6. 1.

landsrettens prøvelsesadgang implementeringen af en dom til fordel for sagsøgerne er ikke forbundet med praktiske vanskeligheder. da sagen samtidig omhandler indgreb i sagsøgernes politiske rettigheder, er der grundlag for en intensiv prøvelse fra landsrettens side. det må endvidere tillægges vægt, at lovgiver ikke har foretaget en egentlig afvejning af problematikken i forbindelse med vedtagelse af valgloven. af folketingsdebatten i foråret 2016 om persongruppens valg til kommunalvalg og europa-parlamentet, var der langt overvejende støtte til at udvide valgretten til også at omfatte valg til folketinget.

1. myndighedsudvalget i 1989 nedsatte justitsministeriet et udvalg, der havde til formål at revidere og modificere den 70 år gamle myndighedslov. - 24 - kritikpunkterne mod den gældende ordning var, at umyndiggørelsen berøvede den pågældende næsten hele formueretshabiliteten, hvilket ofte var et for vidtgående indgreb, og at udtrykket umyndiggørelse blev oplevet som stemplende for de umyndiggjorte. herudover indgik det i overvejelserne, at der grundet den stigende levealder var et øget antal af gamle demente, der ikke kunne tage vare på sig selv og deres økonomiske anliggender. derudover havde samfundets svage flere penge mellem hænderne end tidligere. der var derfor større formuer, der kunne formøbles. udvalgets arbejde medførte, at begrebet umyndiggørelse i sin helhed blev afskaffet i forbindelse med vedtagelsen af værgemålsloven fra
2. den umyndiggørelse, som fortsat anvendes i grundlovens § 29, henviser således til en historisk definition af umyndiggørelse i den tidligere myndighedslov, som var gældende på tidspunktet for ændringen af grundloven i
3. efter den (tidligere) myndighedslovs § 2 kunne formueretlig umyndiggørelse ske, hvis personen ”på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller anden sjælelig forstyrrelse var uskikket til at varetage sine anliggender”. herudover kunne en person på grund af demens, uforsvarlig adfærd eller ”drikfældighed” blive umyndiggjort. retsvirkningerne af umyndiggørelsen var, at den umyndige ikke selv kunne råde over sin formue eller forpligte sig ved retshandler, jfr. myndighedslovens §
4. der var således en adskillelse mellem betingelserne for at blive umyndiggjort og retsvirkningerne af umyndiggørelsen. begrebet umyndiggørelse blev som nævnt afskaffet med værgemålsloven fra 1995, der trådte i kraft den
5. januar
6. det centrale i den nye ordning, jfr.

§ 5

, er, at der kan udpeges en værge til at handle og træffe beslutninger, uden at personen bliver umyndiggjort, hvilket betyder, at foranstaltningen ikke får samme indgribende virkning som tidligere. betingelserne for denne form for værgemål er på den anden side meget lig de betingelser, der gjaldt for at erklære en person umyndig efter umyndighedslovens § 2, jfr. ordlyden af

§ 5

, hvorefter der eksempelvis kan pålægges værgemål for den, der på grund af sindssygdom, herunder svær demens eller hæmmet psykisk udvikling eller anden form for alvorlig svækket helbred er ude af stand til at varetage sine anliggender. de borgere, der er omfattet af § 5, er imidlertid ikke omfattet af undtagelsesbestemmelsen i grundlovens § 29 og har således valgret, uanset at betingelserne for værgemål svarer til betingelserne for en umyndiggørelse efter myndighedslovens § 2. denne retsudvikling stemmer med ønsket om at fremme de demokratiske rettigheder og ønsket om inklusion af alle grupper i samfundet. det særlige for nærværende sag er, at når betingelserne for værgemål efter § 5 er opfyldt, kan der tillige træffes afgørelse om, at de pågældende borgere (sagsøgerne) kan fratages deres retlige handleevne, hvis dette er ”nødvendigt for at hindre, at den pågældende udsætter sin formue, indkomst eller andre økonomiske interesser for fare”. det fremgår af forarbejderne, at det er hensigten, at denne type værgemål især skal anvendes overfor persongruppen i § 5, der udviser aktiv adfærd. hovedeksemplet er sindssyge, som under maniske perioder vil kunne træffe vidtrækkende skadelige økonomiske dispositioner, men der kan - 25 - også, som tilfældet er i nærværende sag, være behov for at fratage psykisk udviklingshæmmede den retlige handleevne. formålet med bestemmelsen i

§ 6

er således i første række at beskytte borgeren mod uheldige eller uhensigtsmæssige økonomiske dispositioner. anvendelsen af bestemmelsen forudsætter almindeligvis, at den pågældende har en vis formue. valgretsundtagelsen i lovgivningen har således med indførelsen af værgemålsloven udviklet sig fra med henvisning til myndighedsloven, at omfatte alle umyndiggjorte personer – uanset grunden til umyndiggørelsen og uanset retsvirkningen af umyndiggørelsen – til nu alene at omfatte de personer, der er frataget den retlige handleevne som følge af et behov for en udvidet økonomisk beskyttelse. på denne måde er ordningen arbitrær og en uforudsigelig retsfølge af § 6 værgemålet.

1. grundlovens forarbejder og litteratur sagsøgtes synspunkter og begrundelser bygger hovedsageligt på det ræssonnement og de konklusioner, som myndighedsudvalget har lagt til grund for forståelsen af grundlovens §
2. udvalgets betænkning er ikke velegnet som retskilde, navnlig fordi den efterfølgende retsudvikling ikke har kunnet inddrages. det væsentligste anbringende fra sagsøgtes og udvalgets side er, at forarbejderne til grundlovens § 29 støtter, at der er hjemmel til at fratage sagsøgerne stemmeretten, og at det herved også følger, at folketinget og sagsøgte har en egentlig pligt til at sikre, at dette sker. sagsøgtes og udvalgets forståelse har ikke støtte i forarbejderne til grundloven. de nærmere betingelser for og retsvirkningen af umyndiggørelsen er ikke behandlet særskilt af forfatningskommissionen fra
3. kommissionen anfører kortfattet, at ”forslaget [til en ny § 29, stk. 1] knytter hertil ikke som den gældende grundlov krav om, at den umyndiggjorte er ude af rådighed over sit bo. en sådan urådighed er ifølge myndighedsloven altid knyttet til umyndiggørelse”. rådighedsbetingelsen, der gjaldt efter den tidligere grundlov, blev herefter helt fjernet i 1953 fra grundlovens ordlyd. det er med dette ikke klart, at grundlovens § 29 – som forstået af sagsøgte – skulle sigte på at omfatte de borgere, som nu er nævnt i

§ 6

. mere nærliggende er det at forstå umyndiggørelsesbegrebet i grundloven siden dens vedtagelse i 1849 derhen, at tanken var, at man kunne miste valgretten som følge af, at man evnemæssigt var uskikket til at varetage sine private anliggender, jfr. indholdet af myndighedslovens § 2, og ikke til retsvirkningen af umyndiggørelsen, det vil sige den manglende rådighed over boet. i litteraturen er det ligeledes den udbredte opfattelse, at betingelsen om at man ikke måtte være blevet umyndiggjort var grundet i tanken om, at valgret forudsatte en vis åndelig formuenhed, jfr. blandt andre alf ross, dansk forfatningsret

§ 6, ikke har valgret.

bestemmelsen er vedtaget som en konsekvens af grundlovens § 29, stk. 1, hvorefter umyndiggjorte ikke har valgret. det blev i bemærkningerne til værgemålsloven, der ophævede myndighedsloven og begrebet umyndiggjort, forudsat, at værgemål pålagt efter § 6 medførte fratagelse af valgretten efter grundlovens § 29, stk. 1. betingelserne for og retsvirkninger af forskellige former for værgemål har ændret sig markant over tid, hvilket bl.a. har betydet, at den gruppe af personer, der ansås for umyndiggjorte i grundlovens forstand, tilsvarende har ændret sig og er blevet stadigt mindre. efter den gældende værgemålslovs § 5 kan der udpeges en værge til at handle og træffe beslutninger for en person, der på grund af sindssygdom, herunder svær demens, eller hæmmet psykisk udvikling eller anden form for alvorligt svækket helbred er ude af stand til at varetage sine anliggender (personlige såvel som økonomiske), hvis der er behov for det. værgemålet kan begrænses til at angå økonomiske forhold, herunder bestemte aktiver eller anliggender eller det kan begrænses til at angå personlige forhold, herunder f.eks. afgørelse om, hvad den pågældende skal beskæftige sig med, kontakt med de sociale myndigheder om sociale ydelser eller indgivelse af klage eller begæring om aktindsigt. - 31 - såfremt værgemålet omfatter økonomiske forhold, kan der tillige ske fratagelse af den retlige handleevne efter lovens § 6, hvis det er nødvendigt for at hindre, at den pågældende udsætter sin formue, indkomst eller andre økonomiske interesser for fare for at forringes væsentligt, eller for at hindre økonomisk udnyttelse. vurderingen af, om der skal ske fratagelse af den retlige handleevne - også kaldet pålæg af § 6-værgemål - er således baseret på et beskyttelseshensyn til personen selv. det vil bl.a. sige, at der ikke pålægges et § 6-værgemål, selvom personen i øvrigt er ude af stand til at varetage sine økonomiske anliggender, hvis ikke den pågældende har nogen formue, som vil kunne udsættes for væsentlig forringelse. bestemmelse om pålæg af § 6-værgemål træffes af retten uden hensyn til, om der er grundlag for også at fratage vedkommende valgretten, idet fratagelsen af valgretten er en automatisk følge af værgemålet. værgemålsloven er ændret flere gange, men justitsministeriet har fortolket grundlovens § 29, stk. 1, således, at den er til hinder for, at der vedtages yderligere ændringer, der medfører, at personer, der har fået frataget den retlige handleevne, i videre omfang end i dag opretholder deres valgret, jf. nedenfor om grundloven. overholdelsen af danmarks folkeretlige forpligtelser det er ubestridt, at den danske regel om fratagelse af valgretten for personer under § 6-værgemål udgør et indgreb i valgretten efter artikel 3 i tillægsprotokol nr. 1 til emrk. spørgsmålet, som landsretten skal tage stilling til, er derfor alene, om undtagelsen er saglig og proportional. institut for menneskerettigheder forstår social- og indenrigsministeriets anbring- ender således, at det gøres gældende, at fratagelsen af valgretten er saglig og proportional, da betingelserne for anvendelse af § 6-værgemål er saglige og proportionale. social- og indenrigsministeriets anbringende giver god mening efter dansk ret, da folketingsvalglovens § 1 henviser til værgemålsloven. efter dansk ret er der således automatik i beslutningerne, og instituttet bestrider ikke, at bestemmelserne om værgemål er saglige og proportionale set i lyset af det økonomiske beskyttelseshensyn i værgemålsloven. det er imidlertid instituttets vurdering, at der må sondres mellem grundlaget for at underkaste en person værgemål og grundlaget for at fratage en person valgretten.

bestemmelser om værgemål er ikke afgørende for vurderingen af, om valgretten kan fratages i overensstemmelse med danmarks folkeretlige forpligtelser. social- og indenrigsministeriet har anført, at grundlovens § 29, stk. 1, må forstås således, at personer, der har fået frataget den retlige handleevne, ikke har valgret. det er ubestrideligt ordningen efter gældende dansk ret, men social- og indenrigsministeriet har ikke redegjort for, hvordan hensynene bag anvendelse af § 6-værgemål - de økonomiske beskyttelsesinteresser - får betydning for fratagelsen af valgretten. - 32 - det fremgår heller ikke af social- og indenrigsministeriets svarskrift, hvilke hensyn grundlovsbestemmelsen søger at varetage, og hvilke afvejninger lov- givningsmagten har foretaget af det saglige, nødvendige og forholdsmæssig i fratagelsen af valgretten. det er instituttets opfattelse, at hverken social- og indenrigsministeriet, justits- ministeriet eller folketinget har foretaget nogen nærmere vurdering af værge- målets eller

betydning for valgretten til folketingsvalg, idet beslutningen om ikke at ændre folketingsvalgloven alene er begrundet i, at justitsministeriet har fortolket grundlovens § 29, stk. 1, således, at det ville stride imod grundloven, at lade personer, der har fået frataget den retlige handleevne, bibeholde valgretten. hverken social- og indenrigsministeriet, justitsministeriet eller folketinget har taget stilling til, om de oprindelige hensyn, der lå bag grundlovsbestemmelsen, i dag er saglige, nødvendige og forholdsmæssige. dette spørgsmål er nu i stedet overladt til de danske domstole. det er i den forbindelse instituttets opfattelse, at de hensyn, som grundlovsbe- stemmelsen oprindeligt skulle forfølge, ikke længere kan anses for saglige, lige- som de ikke længere er egnede til at forfølge det oprindelige formål. social- og indenrigsministeriet har da også i forslaget til den nyligt vedtagne lov, der fjernede undtagelsen i forhold til alle andre valg end folketingsvalg og folkeafstemninger (l 130 af 24. februar 2016) anført, at det forhold, at personer, der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne efter

§ 6

, ikke har rådighed over deres egne økonomiske forhold eller i øvrigt er ude af stand til at varetage sine anliggender, »[...] ikke [er] en afgørende hindring for at udøve valgretten.« instituttet finder endelig anledning til at fremhæve, at folketingsvalglovens § 1 sammenholdt med

§ 6

rammer en vilkårlig gruppe af personer, der har fået frataget deres retlige handleevne. det er således kun en tilfældigt afgrænset gruppe af personer, der mister deres valgret. andre personer, der opfylder betingelserne for at få frataget den retlige handleevne, men som på grund af deres økonomiske forhold ikke underlægges § 6-værgemål, mister således ikke valgretten. det samme gælder personer, der har vedtaget en fremtidsfuldmagt. de danske bestemmelser rammer således alene personer med handicap, som - på grund af deres økonomiske situation - underlægges et værgemål med fratagelse af den retlige handleevne til følge. fratagelsen af valgretten i medfør af folketingsvalglovens § 1, jf.

§ 6

, sker automatisk og uden hensyntagen til, om personen konkret anses for egnet til at have valgret eller ej. valgretten er således alene sket som en automatisk følge af værgemålet og som konsekvens af en fortolkning af grundlovens § 29, stk. 1. sagsøgernes interesse i at have valgret er således aldrig - hverken i lovgivningen eller konkret - blevet vejet op i mod den danske stats eventuelle legitime interesse i at begrænse valgretten. det er derfor samlet set institut for menneskerettigheders opfattelse, at folke- tingsvalglovens § 1, jf.

§ 6

, ikke kan begrunde et indgreb i - 33 - valgretten, hvorfor sagsøgernes rettigheder efter artikel 3 i tillægsprotokol nr. 1 til emrk er blevet krænket, ligesom det er institut for menneskerettigheders opfattelse, at folketingsvalglovens § 1, jf.

§ 6

, indebærer usaglig forskelsbehandling af personer med handicap i strid med emrk artikel 14, jf. artikel 3 i tillægsprotokol nr.

1. grundlovens § 29, stk. 1 det er lovgivers ønske, at "flest mulige inden for rammerne af grundloven skal have valgret til landsdækkende valg i danmark", jf. folketingstidende a, lov- forslag nr. l 130 af
2. februar 2016, almindelige bemærkninger, afsnit 1, jf. også social- og indenrigsministerens tale ved
3. behandlingen af lovforslaget, folketingstidende f, samling 2015-16, s.
4. lovgiver udvidede valgretten for personer under værgemål så sent som i 1995, idet den tidligere gældende myndighedslov blev erstattet af værgemålsloven, der muliggjorde, at personer blev underlagt værgemål uden at blive umyndiggjort i grundlovens forstand. lovgiver burde på tilsvarende måde i dag have adgang til at ændre værgemålsloven eller folketingsvalgloven med henblik på yderligere udvidelse af valgretten. lovgivers ønske om, at flest mulige skal have valgret til landsdækkende valg i danmark, bliver imidlertid begrænset af justitsministeriet, der har henholdt sig til den fortolkning af grundlovens § 29, som myndighedslovsudvalgets 10 med- lemmer fremførte i betænkning 1247/1993, og som lå til grund for ophævelsen af myndighedsloven og begrebet »umyndiggjort«, jf. betænkningens s. 153 og s. 156f. folketinget har med andre ord udvist tilbageholdenhed med at gennemføre den ønskede lovgivning i lyset af justitsministeriets fortolkning, selv om justitsmini- steriet ikke har udvist den tilbageholdenhed over for lovgivers ønske, som dom- stolene må forventes at ville udvise. der er således efter instituttets opfattelse ikke tvivl om, at domstolene både ville og burde udvise betydelig tilbageholdenhed med at erklære en ændring af værgemålsloven eller folketingsvalgloven for grundlovsstridig med den be- grundelse, at grundlovens § 29 sætter lige præcis den grænse for udvidelsen af valgretten, som blev formuleret i betænkning 1247/
5. domstolene står derfor i den foreliggende sag i den usædvanlige rolle at skulle indikere over for lovgivningsmagten, at grundloven ikke - som hævdet af ju- stitsministeriet - er til hinder for en udvidelse af valgretten, således af lovgiv- ningsmagten kan gennemføre de forbedringer af borgernes valgret, som de fol- kevalgte ønsker at gennemføre. den processuelle situation kan ikke være afgørende for domstolenes beskyttelse af det politiske råderum, som de folkevalgte bør have. de folkevalgtes politiske råderum inden for grundlovens rammer kan ikke afhænge af, om de folkevalgte har eller ikke har vedtaget lovgivning med henblik på at afprøve grundlovens grænser. såvel domstolene som justitsministeriets embedsværk bør udvise - 34 - tilbageholdenhed med at sætte grænser for lovgivers muligheder for at fastsætte regulering inden for grundlovens rammer. landsrettens dom bør derfor bidrage til at løse den forfatningsretlige strid, der er opstået, idet folketinget har valgt at følge justitsministeriets fortolkning, uanset at denne fortolkning ikke respekterer det politiske råderum, som må overlades til de folkevalgte. godtgørelse selv om landsretten måtte finde, at grundloven er til hinder for at give personer under § 6-værgemål valgret, ændrer det ikke ved, at der er sket en krænkelse af danmarks folkeretlige forpligtelser, som kan berettige en godtgørelse. i sager, hvor der er sket et brud på emrk eller tillægsprotokoller hertil, stiller emrk artikel 13 krav om, at der i princippet skal være adgang til tabsuafhængig erstatning. godtgørelse af ikke-økonomisk skade skal efter dansk ret fastsættes i overensstemmelse med princippet i erstatningsansvarslovens § 26 og emrk artikel 13, jf. u 2011.2695h og ufr 2016 b.
6. udmålingen af godtgørelse på nationalt plan skal svare til domstolens udmåling af godtgørelse efter emrk artikel 41, jf. scordino mod italien (nr. 1) (36813/97), præmis
7. der er tale om en skønsmæssig fastsættelse, hvor navnlig krænkelsens karakter, grovhed og varighed samt graden af statens skyld indgår som væsentlige momenter. …” institut for menneskerettigheder har efter sagsøgtes procedure under hovedforhand- lingen tilsluttet sig, at instituttets synspunkt om, at grundlovens § 29 ikke forhindrer en udvidelse af valgretten, er udtryk for et selvstændigt synspunkt, som ikke kan rummes inden for rammerne af den tilladte biintervention. sagsøgte, økonomi- og indenrigsministeriet (tidl. social- og indenrigsministeriet), har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sagsøgtes påstandsdokument. heraf fremgår følgende blandt andet (henvisninger til sider i ekstrakt og materialesamlinger er udeladt): ”…
8. …
9. anbringender 2.1 overordnede anbringender til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at folketingsvalglovens § 1 er i overensstemmelse med grundlovens § 29, stk.
10. sagsøgerne har ikke påvist forhold, som kan føre til, at folketingsvalglovens § 1 er ugyldig i forhold til sagsøgerne. - 35 - sagsøgerne har heller ikke godtgjort, at folketingsvalglovens § 1 er i strid med den europæiske menneskerettighedskonventions tillægsprotokol 1, artikel 3, eller fn’s konvention om rettigheder for personer med handicap, artikel
11. institut for menneskerettigheders synspunkt om, at grundlovens § 29 ikke er til hinder for en udvidelse af valgretten, er et selvstændigt synspunkt, som ikke kan rummes inden for rammerne af den tilladte biintervention. synspunktet kan derfor ikke tages under pådømmelse i nærværende sag. 2.2 grundloven, folketingsvalgloven og værgemålsloven det følger udtrykkeligt af grundlovens § 29, stk. 1, at der ikke kan gives valgret til folketinget til personer, der er umyndiggjort. det fremgår af forarbejderne til ændring af grundlovens § 29, stk. 1, i 1953, at der heri fortsat – i overensstemmelse med bestemmelsens affattelse i de tidligere grundlove – ligger, at en person ikke må være frataget rådigheden over sit bo. grundlovens umyndiggørelsesbegreb omfatter derfor personer, der er frataget den retlige handleevne efter

§ 6, og dermed udmønter folketingsvalglovens § 1 grundlovens § 29, stk.

1. denne forståelse af grundloven er i overensstemmelse med den forståelse af begrebet ”rådighed over boet”, der er lagt til grund i tidligere valglove, hvor grundlovens valgretsbetingelser er blevet udmøntet. forståelsen støttes desuden af, at myndighedslovsudvalget ved udarbejdelsen af værgemålsloven udtrykkeligt har forholdt sig til umyndiggørelsesbegrebet i grundlovens § 29, stk. 1, jf. herved betænkning nr. 1247/
2. retsvirkningen af, at en person bliver frataget sin retlige handleevne, er efter ordlyden af

§ 6, stk.

2, at personen er ”umyndig” og ikke ”kan forpligte sig ved retshandler eller råde over sin formue”.

tilblivelse, ordlyd og indhold er således i overensstemmelse med umyndiggørelsesbegrebet i grundlovens § 29, stk.

1. sagsøgerne har i stævningerne gjort gældende, at udtrykket ”umyndiggjort” i grundlovens § 29, stk. 1, skal fortolkes indskrænkende. da betydningen af ordet umyndiggjort klart følger af grundlovens ordlyd og forarbejder, er der ikke belæg for en indskrænkende fortolkning. der er ikke grundlag for som anført af sagsøgerne at fortolke grundlovens forarbejder sådan, at grundlovens umyndiggørelsesbegreb skal forstås i overensstemmelse med myndighedsloven i den form, som denne havde ved ændringen af grundloven i
2. en sådan fortolkning har formodningen imod sig, jf. også betænkning nr. 1247/1993 om værgemål, s.
3. det kan derfor ikke tillægges betydning, at der ikke er nøjagtigt sammenfald mellem de personer, der fortabte valgretten som følge af umyndiggørelse efter den nu ophævede myndighedslov, og de personer, der i dag fortaber valgretten som følge af fratagelse af den retlige handleevne efter den nugældende værgemålslov. de af sagsøgerne påberåbte historiske forudsætninger for grundloven støtter heller ikke sagsøgernes synspunkt. sagsøgerne adskiller sig ikke som påstået væsentligt - 36 - fra den gruppe af formueløse, som historisk fortabte valgretten som følge af umyndiggørelse efter den nu ophævede myndighedslov. fratagelse af den retlige handleevne efter den nugældende værgemålslov medfører på samme måde som umyndiggørelse efter den dagældende myndighedslov, at den pågældende person ikke har rådighed over sin formue. det var og er i den forbindelse uden betydning, hvor stor en formue den pågældende måtte have haft forud for henholdsvis umyndiggørelsen eller handleevnefratagelsen. selv hvis retten – mod forventning – måtte finde belæg for en indskrænkende fortolkning, er der ikke en sådan tvivl om, hvad der skal forstås ved begrebet ”umyndiggjort”, at udtrykket helt kan bortfortolkes, som sagsøgerne synes at ønske. det forhold, at der efter værgemålsloven ikke sker umyndiggørelse af alle personer, der sættes under værgemål, kan således ikke føre til, at umyndiggørelsesbegrebet i grundlovens § 29 reelt gøres indholdsløst. det er således i overensstemmelse med grundlovens § 29, stk. 1, når den gruppe, som herefter er omfattet af grundlovens umyndiggørelsesbegreb, er den gruppe, som ikke råder over deres bo. bestemmelsen i grundlovens § 29, stk. 1, om, at umyndiggjorte ikke har valgret, må – som anført i bemærkningerne til lov nr. 386 af
4. maj 1996 om ændring af forskellige lovbestemmelser om umyndighed m.v. – indebære, at en person, der sættes under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf.

§ 6, fortaber valgretten.

2.3 institut for menneskerettigheders synspunkt om grundlovens § 29 institut for menneskerettigheder anfører i biinterventionsindlægget, at grundlovens § 29 ”ikke – som hævdet af justitsministeriet – er til hinder for en udvidelse af valgretten, således at lovgivningsmagten kan gennemføre de forbedringer af borgernes valgret, som de folkevalgte ønsker at gennemføre”. institut for menneskerettigheder er biintervenient i sagen. det følger af retsplejelovens § 252, at indtrædelsen i sagen sker til støtte for en af parterne. instituttets argumentation på dette punkt støtter imidlertid ikke sagsøgernes påstand om, at folketingsvalglovens § 1 er ugyldig. sagsøgerne støtter deres påstand på et anbringende om, at den nugældende folketingsvalglovs § 1 er i strid med grundlovens §

1. denne påstand støtter institut for menneskerettigheder ikke ved at anføre, at grundlovens § 29 ikke er til hinder for en fremtidig udvidelse af valgretten. instituttets synspunkt om, at grundlovens § 29 ikke forhindrer en udvidelse af valgretten, er udtryk for et selvstændigt synspunkt, som ikke kan rummes inden for rammerne af den tilladte biintervention. det er ikke konkretiseret, hvilke udvidelser der skulle være tale om, og sagsøgerne har ikke nærmere angivet, hvilken betydning synspunktet skulle have for deres påstande. synspunktet kan derfor ikke tages under pådømmelse i nærværende sag. det er ikke domstolenes opgave at yde abstrakt vejledning om grundlovens rammer til folketinget til brug for lovgivningsspørgsmål. instituttets synspunkt bør heller ikke tages under pådømmelse af principielle grunde. det følger således af den grundlæggende kompetencefordeling mellem domstolene og lovgivningsmagten, at domstolenes kompetence i en sag som den - 37 - foreliggende er at vurdere, om lovgivningen på et område er forenelig med grundloven og danmarks internationale forpligtelser. det falder derimod uden for domstolenes kompetence at vurdere, hvordan lovgiver – hvis der måtte være et politisk ønske herom – ville kunne indrette lovgivningen på et givent område. sidstnævnte spørgsmål henhører alene under lovgivningsmagten, idet spørgsmål om ny lovgivnings forenelighed med grundloven og danmarks internationale forpligtelser i givet fald vil kunne indbringes for domstolene. 2.4 den europæiske menneskerettighedskonvention folketingsvalglovens § 1 indebærer ikke en krænkelse af den europæiske menneskerettighedskonventions tillægsprotokol 1, artikel
2. det følger af praksis fra den europæiske menneskerettighedsdomstol (herefter domstolen), at medlemsstaterne kan fastsætte begrænsninger i valgretten, og at medlemsstaterne i den forbindelse har en vid skønsmargin. folketingsvalglovens § 1 er ikke udtryk for en begrænsning, som medfører, at valgretten bliver uden indhold og effektivitet. folketingsvalglovens § 1 varetager derimod ifølge domstolens praksis et anerkendelsesværdigt formål og er udtryk for en proportional ordning. de danske regler om fastsættelse af værgemål og fratagelse af den retlige handleevne – som folketingsvalglovens § 1 bygger på – er saglige og proportionale og anvendes også sagligt og proportionalt i praksis. der er således bl.a. en række betingelser, der skal være opfyldt for at iværksætte værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, herunder at der er tale om en person, der på grund af sindssygdom, herunder svær demens, eller hæmmet psykisk udvikling eller anden form for alvorligt svækket helbred er ude af stand til at varetage sine anliggender. hertil kommer den yderligere betingelse, som gælder for at fratage personen den retlige handleevne, at fratagelsen skal være nødvendig for at hindre, at den pågældende udsætter sin formue, indkomst eller andre økonomiske interesser for fare for at forringes væsentligt, eller for at hindre økonomisk udnyttelse. værgemål skal endvidere afpasses efter den pågældendes behov og må ikke være mere omfattende end nødvendigt, og der kan ikke ske fratagelse af den retlige handleevne, hvis den pågældendes interesser i tilstrækkeligt omfang kan tilgodeses ved mindre indgribende former for værgemål. desuden vil det i alle tilfælde være domstolene, som efter en konkret vurdering af den enkeltes forhold træffer afgørelse om handleevnefratagelse. sagsøgerne har påberåbt sig domstolens dom af
3. maj 2010 i alajos kiss mod ungarn til støtte for synspunktet om, at folketingsvalglovens § 1 er i strid med den europæiske menneskerettighedskonventions tillægsprotokol 1, artikel
4. folketingsvalglovens § 1 og hermed den danske ordning adskiller sig imidlertid fra den ungarske ordning, som var til prøvelse i denne dom. den danske ordning er som anført saglig og proportional. hertil kommer, at den ungarske ordning omfattede 0,75 pct. af befolkningen i den stemmeberettigede alder, mens den danske ordning alene omfatter 0,046 pct. af de stemmeberettigede (opgjort ved den seneste folkeafstemning den
5. december 2015). forholdsmæssigt ramte den ungarske ordning dermed mere end 16 gange så stor en del af de stemmeberettigede personer, som den danske ordning gør. - 38 - det bestrides, at det som anført af sagsøgerne skulle være et skærpende moment, at det er en forholdsmæssigt lille persongruppe (0,046 pct. opgjort ved den seneste folkeafstemning den
6. december 2015), som fratages valgretten. den dom, som sagsøgerne påberåber sig til støtte for dette synspunkt (domstolens dom af
7. oktober 2004 i kjartan asmundsson mod island), vedrører ejendomsret, og den kan ikke anvendes analogt i denne sag. domstolen lagde i sin dom i alajos kiss mod ungarn netop særlig vægt på, at den ungarske ordning omfattede 0,75 pct. af befolkningen, hvortil domstolen bemærkede, at dette var ”[…] a significant figure, and it cannot be claimed that the bar is negligible in its effects.” (præmis 39). folketingsvalglovens § 1 udmønter grundlovens §
8. denne bestemmelse forudsætter som anført ovenfor, at fratagelse af rådighed over formuen er ensbetydende med umyndiggørelse og dermed fører til fortabelse af valgretten. der er tale om et objektivt kriterium. det følger af domstolens dom af
9. april 2002 i podkolzina mod letland, præmis 35, at kriterierne for valgbarhed skal fremgå med en tilstrækkelig grad af præcision, og at afgørelser om valgbarhed ikke må baseres på et rent skøn. det samme gælder efter økonomi- og indenrigsministeriets opfattelse for afgørelser om valgret. begrænsninger i stemmeretten efter den europæiske menneskerettighedskonventions tillægsprotokol 1, artikel 3, skal ikke være nødvendige i et demokratisk samfund, sådan som det kræves for begrænsninger i rettighederne efter konventionens artikel 8-
10. de skal blot forfølge et anerkendelsesværdigt formål og være proportionale, jf. navnlig zdanoka mod letland, præmis
11. det følger af domstolens praksis, at valglovgivning skal vurderes efter det pågældende lands konkrete politiske udvikling og kontekst. det er sagligt og inden for den danske stats vide skønsmargin at fastsætte et objektivt kriterium for fortabelse af valgret, som tager udgangspunkt i bestemmelsen i grundlovens §
12. både sagsøgerne og institut for menneskerettigheder citerer bemærkningerne til lovforslag nr. l 130 fremsat den
13. februar 2016, hvor det i afsnit 2.2.2 anføres, at det forhold, at personer under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne ikke har rådighed over deres egne økonomiske forhold eller er ude af stand til at varetage deres egne anliggender, ikke er en afgørende hindring for at udøve valgretten. det omtalte sted i bemærkningerne handler alene om de pågældende personers mulighed for rent praktisk at udøve valgretten, dvs. at afgive deres stemme. i de umiddelbart efterfølgende sætninger i samme afsnit som det af sagsøgerne og instituttet delvist citerede fremgår det således, at der kan ydes hjælp til stemmeafgivningen, herunder afkrydsning af stemmesedlen, samt de nærmere betingelser herfor. det er uden betydning, at personer uden retlig handleevne har stemmeret til europa-parlamentsvalg og kommunale og regionale valg. det følger af grundlovens § 29, at de pågældende personer ikke har valgret til folketinget. 2.5 fn konventioner fn’s konvention om rettigheder for personer med handicap artikel 12 og 29 kan ikke føre til, at folketingsvalglovens § 1 er i strid med grundlovens umyndiggørelsesbegreb. ligesom artikel 3 i
14. tillægsprotokol til den europæiske - 39 - menneskerettighedskonvention og artikel 25 i fn’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder må fn’s handicapkonvention forstås således, at den ikke indeholder en absolut ret til at stemme. det må således også efter fn’s handicapkonvention være muligt at begrænse borgernes adgang til at stemme, hvis det sker ud fra saglige kriterier og er proportionalt. den udlægning af konventionens artikel 12 og 29, der er lagt til grund af fn’s handicapkomité og i den generelle kommentar til artikel 12, er endvidere ikke i overensstemmelse med fn’s menneskerettighedskomités forståelse af fn's konvention om borgerlige og politiske rettigheders artikel
15. så meget desto mere kan fn’s handicapkonventions artikel 12 og 29 ikke føre til, at folketingsvalglovens § 1 er i strid med grundlovens umyndiggørelsesbegreb. fn’s handicapkomités udtalelser og generelle kommentarer er ikke retligt bindende for danmark, og hverken konventionen eller udtalelser fra komitéen kan føre til bortfortolkning eller tilsidesættelse af en klar dansk lovregel. 2.6 godtgørelse og tilsidesættelse da der ikke er sket en krænkelse af sagsøgernes menneskerettigheder, er der ikke grundlag for udbetaling af en godtgørelse. et sådant grundlag er heller ikke til stede, selv om retten måtte finde, at der er sket en krænkelse af menneskerettighederne. krænkelsen udspringer i givet fald af en generel regulering, og sagsøgerne har ikke været udsat for individuelle overgreb fra danske myndigheder. krænkelsen har derfor ikke en sådan karakter og grovhed, at den kan udløse en godtgørelse til sagsøgerne efter princippet i erstatningsansvarslovens § 26 i overensstemmelse med højesterets praksis. hvis retten alligevel måtte finde, at der er grundlag for at udbetale en godtgørelse, skal den have en mindre størrelse end påstået af sagsøgerne. det bestrides, at der i denne sag er grundlag for at tilsidesætte eller undlade at anvende folketingsvalglovens §
16. det skyldes, at der som allerede anført ikke foreligger en konflikt mellem folketingsvalglovens § 1 og den europæiske menneskerettighedskonvention. …” landsrettens begrundelse og resultat sagsøgerne, der alle var frataget den retlige handleevne efter den tidligere myndighedslov eller

§ 6, blev i medfør af valglovens § 1 nægtet valgret.

de har til støtte for deres påstande navnlig gjort gældende, at nægtelse af valgret på dette grundlag er i strid med grundloven, den europæiske menneskerettighedskonvention (emrk) og/eller fn- konventionen af

1. december 2006 om rettigheder for personer med handicap (handicapkonventionen). efter § 35 i grundloven af
2. juni 1849 havde den, der var ”ude af raadigheden over sit bo”, ikke valgret. det sammen var efter § 30 i grundloven af
3. juni 1915 tilfældet for den, der var - 40 - ”ude af raadighed over sit bo paa grund af konkurs eller umyndiggørelse”. det følger af § 29 i grundloven af
4. juni 1953, at den, der er ”umyndiggjort”, ikke har valgret. af betænkning 1953 nr. 66 afgivet af forfatningskommissionen af 1946 fremgår om grund- lovens § 29 blandt andet, ”at umyndiggørelse som hidtil medfører tab af valgret. forslaget knytter hertil ikke, som den gældende grundlov, krav om, at den umyndiggjorte er ude af rådighed over sit bo. en sådan urådighed er ifølge myndighedsloven altid knyttet til umyndiggørelse”. i overensstemmelse hermed fremgik det af § 34 i den dagældende myndighedslov, at den, der var umyndiggjort, ikke selv kunne ”råde over sin formue eller forpligte sig ved retshandler”. i § 2 i samme lov var anført, hvilke personer der kunne umyndiggøres. det af justitsministeriet nedsatte myndighedslovudvalg fremkom i betænkning nr. 1247/1993 med forslag til en ny værgemålslov, og i den forbindelse vurderede udvalget betydningen af grundlovens §
5. udvalget anførte herved blandt andet, at ”umyndiggørelse som udelukkelsesgrund i grundlovens § 29 i forhold til valgretten er ligesom aldersbetingelsen begrundet i forudsætningen om, at valgret forudsætter en vis åndelig formuenhed. efter forarbejderne må det antages, at det er urådigheden over formuen som en konsekvens af umyndiggørelsen, der førte til at knytte tab af valgretten til umyndiggørelsen”. udvalget anførte videre blandt andet: ”derimod må grundlovens krav indebære, at i alle tilfælde, hvor en person under en ny værgemålslov i overensstemmelse med udvalgets tanker fratages handleevne, jf. udkastets § 6, eller efter mindretallets udkast fratages rådigheden over personlige forhold, jf. udkastets § 6 a, må de pågældende efter valglovgivningen fortabe valgretten”. efter

§ 6

kan den retlige handleevne fratages i forbindelse med værgemål efter lovens § 5, hvis det omfatter økonomiske forhold, og det for den pågældende er nød- vendigt for at hindre økonomisk forringelse eller økonomisk udnyttelse. værgemålsloven, der trådte i kraft den 1. januar 1997, bestemmer i § 55, at personer, der er umyndiggjort efter bestemmelsen i myndighedslovens § 2, efter

ikrafttræden anses for at være under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. § 5 og § 6 i værgemålsloven. - 41 - ved lov nr. 386 af 22. maj 1996 om ændring af forskellige lovbestemmelser om umyndighed m.v. (ændringer som følge af værgemålsloven) blev valglovens § 1 ændret, således at ordet ”umyndiggjort” blev ændret til ”under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf.

§ 6

”. af lovbemærkningerne hertil fremgår blandt andet, at ”[i] overensstemmelse med myndighedslovsudvalgets vurderinger … er det indenrigsministeriets opfattelse, at bestemmelsen i grundloven om, at umyndiggjorte ikke har valgret, må indebære, at en person, der efter de nye regler sættes under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf.

§ 6, fortaber valgretten”.

ved lov nr. 381 af 27. april 2016 om ændring af lov om valg af danske medlemmer til europa-parlamentet og lov om kommunale og regionale valg (valgret til personer under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne) fik personer, der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne efter

§ 6

, og som i øvrigt opfylder valgretsbetingelserne, valgret til europa-parlamentet og kommunale og regionale valg. det fremgår af lovforslaget (lf 130 af 24. februar 2016) blandt andet, at ”[r]egeringen ønsker, at flest mulige inden for rammerne af grundloven skal have valgret til landsdækkende valg i danmark. det foreslås derfor at ændre valglovgivningen, således at personer, der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne efter

§ 6

, og som i øvrigt opfylder valgretsbetingelserne, gives valgret til europa-parlamentsvalg og kommunale og regionale valg”. det fremgår videre blandt andet, at ”[d]et er regeringens vurdering, at grundloven ikke giver mulighed for at give personer, der som følge af værgemål efter

§ 6har mistet deres retlige handleevne, valgret til folketingsvalg.

derimod kan grundloven ikke antages at være til hinder for at give valgret til personer, der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne efter

§ 6, til kommunale og regionale valg og europa-parlamentsvalg”.

social- og indenrigsministeren har i marts og april 2016 over for folketingets social- og indenrigsudvalg besvaret spørgsmål om forståelsen af grundlovens § 29 i overensstemmelse hermed. grundlovens bestemmelse herom (tidligere § 35, § 30 og nu § 29) er til stadighed af lovgiver blevet forstået således, at personer, der efter den tidligere myndighedslovs § 2 og § 34 og siden

ikrafttræden efter

§ 6har mistet deres retlige handleevne, ikke har stemmeret til folketingsvalg.

denne forståelse synes også at have helt overvejende støtte i den trykte juridiske litteratur om spørgsmålet. - 42 - landsretten tiltræder denne forståelse af grundlovens § 29 og finder – uden at der herved tages stilling til betydningen af danmarks internationale forpligtelser – at der ikke er grundlag for en anden fortolkning af bestemmelsen. spørgsmålet er herefter om internationale konventioner, som danmark har tiltrådt, navnlig artikel 3 i tillægsprotokol nr. 1 af

1. marts 1952 til emrk og artiklerne 12 og 29 i handicap- konventionen, indebærer, at sagsøgerne på dette grundlag skulle have haft ret til at afgive deres stemme ved folketingsvalget i juni
2. emrk og tillægsprotokol nr. 1 blev inkorporeret i dansk ret ved lov nr. 285 af
3. april
4. handicapkonventionen, der trådte i kraft for danmark den
5. august 2009, er ikke inkorporeret ved lov i dansk ret. landsretten finder, at inkorporeringen af emrk, herunder tillægsprotokol 1, ved den nævnte lov (lov nr. 285 af
6. april 1992) og dermed de domme, der med bindende virkning for danmark afsiges af den europæiske menneskerettighedsdomstol (emd), ikke indebærer – såfremt en konflikt måtte foreligge – at grundlovens § 29 dermed skal tilsidesættes. lands- retten finder endvidere, at en fortolkning af valglovens § 1 i muligt omfang skal foretages således, at modstrid med emrk, herunder således som konventionen med tilhørende protokoller og tillægsprotokoller fortolkes af emd, undgås. også handicapkonventionen har betydning for fortolkningen af valgloven, men det bemærkes, at fns handicap-komités udtalelser ikke er retligt bindende for danmark. efter artikel 3 i tillægsprotokol nr. 1 til emrk har de kontraherende parter (stater) forpligtet sig til at lade afholde frie, hemmelige valg med passende mellemrum under forhold, som sikrer folkets frie meningstilkendegivelse ved valget af medlemmer til den lovgivende forsamling. efter artikel 12 og artikel 29 i handicapkonventionen har deltagerstaterne bekræftet, at personer med handicap har ret til overalt at blive anerkendt som havende retsevne, samt at personerne sikres politiske rettigheder og muligheden for at nyde dem på lige fod med andre. umyndiggørelse og nu fratagelse af den retlige handleevne findes hverken efter artikel 3 i tillægsprotokol 1 til emrk eller efter handicapkonventionen konventionsstridig, hvis af- gørelsen er lovlig, saglig, nødvendig, konkret begrundet og proportional. - 43 - emd har i dom af
7. oktober 2005 i sag nr. 74025/01, hirst mod det forenede kongerige, angivet blandt andet, at retten til at afgive stemme ikke er et privilegium, der er forbeholdt en bestemt gruppe. dommen udtrykker en formodning for, at stemmeretten tilkommer alle, dog at rettigheden efter artikel 3 i tillægsprotokol 1 ikke er absolut (præmis 58-62). emd har i dom af
8. maj 2010 i sag nr. 38832/06, alajos kiss mod ungarn, tiltrådt, at det er et legitimt formål at sikre, at kun borgere, der er i stand til at bedømme konsekvenserne af deres beslutninger og træffe bevidste og velovervejede beslutninger bør deltage i blandt andet valg (”public affairs”). efter dommen vil det ikke være i overensstemmelse med de legitime grunde til at begrænse stemmeretten, hvis retten til at afgive stemme afslås alene som følge af mentalt handicap, der nødvendiggør værgemål, uden en individuel juridisk vurdering (præmis 38-44). spørgsmålet er herefter, om de afslag, som sagsøgerne fik i anledningen af deres anmodning om at afgive stemme til folketingsvalget i juni 2015, udgjorde en krænkelse af deres rettigheder efter artikel 3 i tillægsprotokol nr. 1 af
9. marts 1952 til emrk og artiklerne 12 og 29 handicapkonventionen, og om de har krav på en godtgørelse som påstået. landsretten finder, at det ved vurderingen heraf må lægges til grund, at bestemmelsen i grundlovens § 29, og dermed tillige bestemmelsen i valglovens § 1, som udmønter denne, således som disse regler efter det, der er anført ovenfor, må fortolkes, i overensstemmelse med emds praksis tilstræber et legitimt formål, nemlig at sikre, at de pågældende vælgere har den fornødne åndelige formuenhed til at deltage i folketingsvalg. det forhold, at den gældende lovgivning i relation til kommunale og regionale valg og valg til europa-parla- mentet ikke stiller et sådant krav, fører ikke til et andet resultat. såfremt lovgiver i relation til folketingsvalg måtte ønske at udvide kredsen af stemmeberettigede til også at omfatte personer, der er frataget den retlige handleevne, ville dette kunne gennemføres i medfør af den procedure, der er angivet i grundlovens §
10. ved vurderingen af, om der er sket en tilstrækkelig individuel prøvelse af sagsøgernes forhold, lægger landsretten vægt på, at umyndiggørelse efter den dagældende myndighedslov og fratagelse af den retlige handleevne efter

§ 6

, er sket på baggrund af en - 44 - konkret afgørelse truffet af en domstol på sagligt grundlag i overensstemmelse med den fremgangsmåde, der fandt og finder anvendelse efter retsplejelovens kapitel 43. det er herved sikret, at den pågældende har bistand under behandlingen af sagen, og at afgørelsen træffes af en domstol. retten skal i den forbindelse konstatere, at den pågældende på grund af ”sindssygdom, herunder svær demens, eller hæmmet udvikling eller anden form for alvorligt svækket helbred er ude af stand til at varetage sine anliggender”, jf.

§ 5

, og at fratagelse af den retlige handleevne derudover er ”nødvendigt for at hindre, at den pågældende udsætter sin formue, indkomst eller andre økonomiske interesser for fare for at forringes væsentligt, eller for at hindre økonomiske udnyttelse”, jf.

§ 6

. der er således tale om strenge krav, der står i en snæver forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt de pågældende er i stand til at vurdere konsekvenserne af deres beslutninger og træffe bevidste og velovervejede beslutninger. det fremgår af såvel den dagældende myndighedslov som den nugældende værgemålslov, at afgørelsen om umyndiggørelse og nu afgørelsen om fratagelse af den retlige handleevne skal ophæves, når grundlaget herfor ikke længere er til stede, jf. den dagældende myndighedslovs § 5 og nu

§ 10

. følgen efter valglovens § 1, hvorefter den, der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne ikke har valgret til folketinget, selvom vedkommende i øvrigt opfylder betingelserne om indfødsret, alder og bopæl, kan indgå i den prøvelse, som en domstol må foretage i en sag, som rejses om ophævelse af en afgørelse efter

§ 6, som et element til støtte for ophævelse.

det bemærkes herved, at en individuel prøvelse af, om en borger, der i øvrigt opfylder betingelserne for at have valgret, særligt i relation til deltagelse i folketingsvalg har en tilstrækkelig forståelse af sine forhold til at kunne deltage i valg til folketinget og folkeafstemninger, i sig selv vil kunne give anledning til betænkelighed om legitimiteten af grundlaget for en sådan vurdering. det er oplyst for landsretten, at antallet af personer, som omhandles af samme afgørelse som sagsøgerne, den

1. december 2015 blev opgjort til 1.917 personer svarende til ca. 0,046 % af den andel af den danske befolkning, der var stemmeberettigede den pågældende dato. landsretten finder på denne baggrund, at afgørelsen om fratagelse af den retlige handleevne (tidligere afgørelse om umyndiggørelse) for sagsøgerne også i relation til spørgsmålet om fratagelse af deres stemmeret har baggrund i en individuel vurdering foretaget af en domstol efter loven i en afvejning af afgørelsens saglighed, nødvendighed, konkrete begrundelse og - 45 - proportionalitet i forhold til indgrebets betydning for samme og de hensyn til beskyttelse af den enkelte af sagsøgerne, som indgrebet har til formål at give. landsretten finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at dette skulle være i strid med artikel 3 i tillægsprotokol nr. 1 af
2. marts 1952 til emrk. det bemærkes herved, at sagsøgerne hver især forud for folketingsvalget i 2015 kunne have indbragt deres sag for retten med påstand om ophævelse af den trufne afgørelse om fratagelse af den retlige handleevne, såfremt de fandt, at grundlaget herfor ikke længere var til stede. det er i sådanne sager retten selv, der efter retsplejelovens kapitel 43 sørger for sagens oplysning, og den bevisførelse, som retten måtte beslutte, betales af statskassen. det fremgår af samme kapitel endvidere, at også den, der er sat under værgemål, har beføjelser som part i værgemålssagen. på den anførte baggrund finder landsretten – uanset de udtalelser fra fn’s handicapkomité, som sagsøgerne har påberåbt sig – endvidere, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at for at fastslå, at bestemmelsen i valglovens § 1 skulle være i strid med bestemmelserne i handicapkonventionens artiklerne 12 og
3. herefter, og da landsretten finder, at bestemmelserne i de internationale konventioner, som danmark har tiltrådt, og som sagsøgerne og biintervenienten har påberåbt sig, ikke indebærer, at også det meget begrænsede antal personer, der efter

§ 6

ved dom er frataget hele deres retlige handleevne, men som i øvrigt opfylder betingelserne for at afgive deres stemme ved folketingvalg, har et absolut og ubetinget krav på at afgive stemme ved folketingsvalg, og da en sådan retsstilling heller ikke findes at følge af de domme fra emd, som parterne og biintervenienten har henvist til, tager landsretten økonomi- og indenrigsministeriets påstand om frifindelse til følge. efter sagens karakter og principielle betydning findes ingen af parterne eller biintervenienten at skulle betale sagsomkostninger til nogen anden part. thi kendes for ret: økonomi- og indenrigsministeriet (tidl. social- og indenrigsministeriet) frifindes. - 46 - ingen af parterne eller biintervenienten skal betale sagsomkostninger til nogen anden part.