højesterets dom

højesterets dom afsagt tirsdag den

1. oktober 2010 sag 368/2008 (
2. afdeling) kolding kommune (advokat erik hørlyck) mod reno djurs i/s (advokat kim trenskow) i tidligere instans er afsagt dom af vestre landsrets
3. afdeling den
4. september
5. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: jytte scharling, niels grubbe, marianne højgaard pedersen, poul dahl jensen og michael rekling. påstande appellanten, kolding kommune, har nedlagt følgende påstande:
6. indstævnte, reno djurs i/s, skal betale 14.833.938 kr., subsidiært et mindre beløb, med procesrente fra den
7. december 2006 af 13.747.925 kr. og fra den
8. september 2007 af restbeløbet.
9. reno djurs i/s skal anerkende at skulle betale differencen mellem taksten for forbrænding på kolding affaldskraftvarmeværk og reno djurs i/s’ deponitakst for så vidt angår affald, som reno djurs i/s har leveret eller leverer efter den
10. januar 2007 til forbrænding på kol- ding affaldskraftvarmeværk i medfør af bytteaftalerne fra maj 1997 og april
11. reno djurs i/s har påstået stadfæstelse. - 2 - for landsretten var kolding kommunes betalingspåstand opgjort ud fra en forudsætning om, at kolding kommune har modtaget og forbrændt en tilsvarende mængde affald som den, der er anvist til reno djurs. for højesteret har kolding kommune korrigeret sin opgørelsesmetode, således at der nu ta- ges udgangspunkt i de affaldsleverancer, der faktisk er sket fra reno djurs til kolding kom- mune. kolding kommunes betalingspåstand er ændret i overensstemmelse hermed. reno djurs er enig i den beløbsmæssige opgørelse af kravet for højesteret. højesterets begrundelse og resultat i maj 1997 og april 1998 indgik kolding kommune og reno djurs i/s aftaler om, at kolding kommune kunne anvise to særlige typer erhvervsaffald (saltslagge og shredderaffald) til de- ponering på reno djurs’ anlæg, mens reno djurs kunne anvise en tilsvarende mængde affald til forbrænding på kolding kommunes anlæg. begge aftaler er benævnt ”aftale om udveks- ling af affaldsbehandlingskapacitet”. efter aftalernes § 3 skulle udvekslingen af affald gen- nemføres som en regulær byttehandel, hvor der byttes tons for tons, således at der ses bort fra de respektive anlægs normale behandlingstakster. baggrunden for aftalerne var, at kolding kommune manglede mulighed for deponering, men havde forventet overskydende kapacitet til forbrænding, mens reno djurs manglede mulighed for forbrænding, men havde oversky- dende kapacitet til deponering. det er kolding kommunes synspunkt, at reno djurs ved bytteaftalerne i strid med miljøbe- skyttelseslovens § 48 har opnået en overpris fra kolding kommune for deponering af affald på reno djurs’ anlæg. miljøbeskyttelsesloven indeholder i § 48 bestemmelser om betaling for bortskaffelse af affald, der sker til opfyldelse af kommunernes forpligtelser i medfør af § 45 og § 49 til at bortskaffe affald produceret i eget eller en anden kommunes opland. efter § 48 skal betalingen fastsættes således, at affaldsordningen økonomisk hviler i sig selv. højesteret har i dom af
12. maj 2006 (ufr 2006 s. 2261) fastslået, at bestemmelserne i miljø- beskyttelseslovens § 48 og § 49 indebærer, at der ved modtagelse af affald efter anvisning fra - 3 - andre kommuner som udgangspunkt ikke må kræves en betaling, der overstiger modtagean- læggets takster for denne type bortskaffelse. dommen angik en situation med betaling og har således ikke taget stilling til en situation som den foreliggende med bytte af affaldsbehand- lingskapacitet. ved bedømmelsen af, om parternes aftaler om bytte af affaldsbehandling ton for ton er i strid med miljøbeskyttelseslovens § 48, finder højesteret, at værdien af disse realydelser ikke alene kan ansættes på grundlag af de konkrete behandlingstakster. ved aftalernes § 3 har parterne hver især ud fra deres samlede situation vurderet de udvekslede ydelsers værdi for dem under hensyn til andre forhold såsom alternative bortskaffelsesmuligheder og omkostninger ved at udnytte overkapacitet eller selv tilvejebringe ny kapacitet. på grundlag heraf har hver af par- terne anset de udvekslede ydelser – deponering og forbrænding – for at have samme værdi, og der er ikke grundlag for at anfægte parternes vurdering. herefter tiltræder højesteret, at aftalerne om at bytte ton for ton ikke er ugyldige som stri- dende mod miljøbeskyttelseslovens §
13. højesteret stadfæster derfor dommen. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. i sagsomkostninger for højesteret skal kolding kommune betale 400.000 kr. til reno djurs i/s. de idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms af- sigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.