højesterets dom

højesterets dom afsagt onsdag den

1. december 2011 sag 366/2010 (
2. afdeling) rigsadvokaten mod t (advokat poul helmuth petersen, beskikket) i tidligere instanser er afsagt dom af københavns byret den
3. september 2010 og af østre landsrets
4. afdeling den
5. oktober
6. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: børge dahl, asbjørn jensen, poul søgaard, jens peter christensen og hanne schmidt. påstande dommen er anket af t med påstand om frifindelse. anklagemyndigheden har tilsluttet sig påstanden om frifindelse. supplerende sagsfremstilling ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration har den
7. april 2011 truffet afgørelse i anledning af ts klage over udlændingeservices afgørelse af
8. august 2010 om udvisning af ham med indrejseforbud. ministeriet fandt, at der ikke er grundlag for at opretholde afgø- relsen. det hedder i ministeriets afgørelse: ”ministeriet finder grundlag for at ændre udlændingeservices afgørelse af
9. august
10. - 2 - ministeriet finder således ikke, at der foreligger det fornødne grundlag for at opretholde udlændingeservices afgørelse om udvisning af deres klient med indrejseforbud i med- før af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, og § 32, stk.
11. ministeriet har herved lagt vægt på, at der ud fra sagens konkrete omstændigheder, ikke ses at foreligge særligt skærpende forhold, herunder at der alene er tale om husfreds- krænkelse af et forladt hus, samt at der er tale om en engangsforseelse, hvorfor ministe- riet konkret ikke finder, at der er tale om en forstyrrelse af den offentlige orden af en sådan karakter, at det bør begrunde udvisning. ministeriet har endvidere lagt vægt på, at ministeriet ikke finder, at den af deres klient udviste adfærd udgør en sådan reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse, at en udvisning af deres klient vil være forenelig med eu-retten.” anbringender t har anført, at husfredskrænkelsen, der var begrundelsen for at udvise ham, efter sin karakter ikke kan anses for omfattet af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, om hensyn til den of- fentlige orden. husfredskrænkelsen kan heller ikke anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører grundlæggende samfundsinteresser, og afgørelsen om administra- tiv udvisning er derfor tillige i strid med opholdsdirektivet (direktiv 2004/38/ ef af
12. april 2004). da der således ikke er grundlag for udvisningen af ham og for indrejseforbuddet – hvilket nu også fremgår af afgørelsen truffet af ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration – skal han frifindes for tiltalen for overtrædelse af forbuddet. i øvrigt burde landsretten have prøvet, om der forelå det fornødne grundlag for afgørelsen om udvisning af ham. rigsadvokaten har ligeledes anført, at landsretten som en forudsætning for at idømme straf skulle have prøvet, om betingelserne for at meddele indrejseforbuddet af
13. august 2010 var opfyldt, og at det forhold, at der på tidspunktet for landsrettens afgørelse i administrativt regi verserede en klage over afgørelsen om udvisning og indrejseforbud, ikke kan føre til et andet resultat. efter ministeriets afgørelse af
14. april 2011 samt højesterets kendelse af
15. marts 2011 (ufr 2011 s. 1794), hvor højesteret i en lignende sag fandt en udvisning ulovlig, må det læg- - 3 - ges til grund, at der ikke i udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, var grundlag for udvisning af t, og at afgørelsen herom var ugyldig. der var derfor heller ikke grundlag for byrettens og landsrettens domfældelse for overtrædelse af udlændingelovens § 59 b, og t må derfor frifin- des. højesterets begrundelse og resultat efter ophævelsen af udlændingeservices afgørelse af
16. august 2010 om udvisning af t med indrejseforbud er der ikke grundlag for tiltalen mod ham for overtrædelse af udlændingelo- vens § 59 b. allerede af denne grund og i overensstemmelse med parternes samstemmende påstande frifindes t. højesteret bemærker i øvrigt, at en straffesag om overtrædelse af et forvaltningsretligt forbud eller påbud omfatter i fornødent omfang en prøvelse af afgørelsen. dette gælder, uanset om der er en særlig adgang til domstolsprøvelse som i udlændingelovens §
17. thi kendes for ret: t frifindes. statskassen skal betale sagens omkostninger for byret, landsret og højesteret.