afsagt den 28. oktober 2014 af østre landsrets 21. afdeling

dom afsagt den

1. oktober 2014 af østre landsrets
2. afdeling (landsdommerne taber rasmussen, bloch andersen og joachim kromann).
3. afd. nr. s-547-12: anklagemyndigheden mod t (advokat eigil lego andersen, besk.) helsingør rets dom af
4. januar 2012 (1-3499/2011) er anket af t med påstand i forhold 1 om frifindelse, subsidiært strafbortfald. anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. der er for landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte. tiltalte har vedrørende forhold 1 vedstået forklaringen for byretten med den bemærkning, at frakendelsesperioden rettelig udløb den
5. juni
6. han har supplerende forklaret blandt andet, at han har en helårsbolig i frankrig. han er i frankrig 8-10 dage hver måned, men han er ikke flyttet. hans faste bopæl er i danmark. han er domicileret i danmark. han har uden problemer kørt i frankrig på det franske kørekort. han regnede med, at han måtte køre i danmark med det franske kørekort, når frakendelsestiden var udløbet. han regnede med, at at-kurset var en betingelse for generhvervelse af et dansk kørekort, og det havde han ikke brug for, idet han jo havde sit franske kørekort. landsrettens begrundelse og resultat tiltalte blev ved lyngby rets dom af
7. august 2004 frakendt førerretten ubetinget i 5 år, der udløb den
8. juni
9. - 2 - det lægges efter bevisførelsen for landsretten til grund, at tiltalte den
10. september 2004 bestod en køreprøve til bil (kategori b) i frankrig, hvorpå de franske myndigheder den
11. oktober 2004 udstedte et kørekort til tiltalte. de franske myndigheder har i den anledning oplyst, at der ikke kan oplyses nærmere om omstændighederne ved udstedelsen i 2004 af tiltaltes kørekort, idet alle relevante dokumenter er destrueret. efter tiltaltes egen forklaring har han et hus i frankrig, hvor han opholder sig 8-10 dage om måneden, men han har altid haft fast bopæl i danmark, herunder også på tidspunktet for kørekortets udstedelse i frankrig i efteråret
12. efter artikel 1, stk. 2, i direktiv 91/439/eøf om kørekort (ii. kørekortdirektiv), der gjaldt på tidspunktet for tiltaltes erhvervelse af førerret i frankrig i efteråret 2004, anerkendes gensidigt de kørekort, som medlemsstaterne udsteder. bestemmelsen er videreført i det gældende direktiv på området, jf. artikel 2, stk. 1, i europa-parlamentets og rådets direktiv 2006/126/eøf om kørekort (iii. kørekortdirektiv). af artikel 8, stk. 4,
13. led, i ii. kørekortdirektiv, fremgår, at en medlemsstat for en person, der på dens område er omfattet af en af de i artikel 8, stk. 2, nævnte foranstaltninger (be- grænsning, suspension, inddragelse eller annullation af førerretten), kan nægte at anerkende gyldigheden af ethvert kørekort, der er udstedt af en anden medlemsstat til denne person. efter artikel 11, stk. 4,
14. og
15. led, i iii. kørekortdirektiv, skal en medlemsstat nægte at udstede et kørekort til en ansøger, hvis kørekort er begrænset, suspenderet eller inddraget i en anden medlemsstat, ligesom en medlemsstat skal nægte at anerkende gyldigheden af ethvert kørekort, der er udstedt af en anden medlemsstat til en person, hvis kørekort er begrænset, suspenderet eller inddraget på førstnævnte stats område. eu-domstolen har ved dom afsagt den
16. april 2004 (c-476/01, kapper) taget stilling til rækkevidden af den forpligtelse, der efter ii. kørekortdirektiv påhviler en medlemsstat i forhold til at anerkende et kørekort udstedt i en anden medlemsstat til en person, der i førstnævnte medlemsstat er frakendt førerretten og ikke efterfølgende i denne medlemsstat har generhvervet førerretten. - 3 - i dommens præmis 47 og 49 udtalte eu-domstolen – med henvisning til domstolens dom af
17. juli 2003 (c-246/00, kommissionen mod nederlandene) – at det (alene) tilkommer myndighederne i den medlemsstat, der udsteder kørekortet, at kontrollere, at ansøgeren har sædvanlig bopæl i udstedelsesstaten, og at selve det at være i besiddelse af et kørekort, der er udstedt af en anden medlemsstat, må anses som bevis for, at indehaveren opfyldte betin- gelserne for dets udstedelse i henhold til ii. kørekortdirektiv. i dommens præmis 76 udtalte eu-domstolen endvidere, at artikel 1, stk. 2, sammenholdt med artikel 8, stk. 4, i ii. kørekortdirektiv må fortolkes således, at en medlemsstat, der har inddraget eller annulleret en persons kørekort og i den forbindelse har fastsat et midlertidigt forbud mod, at den pågældende kan få udstedt et nyt kørekort, ikke kan nægte at anerkende et kørekort udstedt af en anden medlemsstat, når dette kørekort er udstedt efter udløb af den periode, hvor personen i den første medlemsstat havde et midlertidigt forbud mod at få udstedt kørekort. af sidstnævnte præmis følger efter landsrettens opfattelse modsætningsvis, at en medlemsstat, der har inddraget eller annulleret en persons kørekort og i den forbindelse har fastsat et midlertidigt forbud mod, at den pågældende kan få udstedt et nyt kørekort, kan nægte at anerkende et kørekort udstedt af en anden medlemsstat, når dette kørekort er udstedt på et tidspunkt, hvor personen i den første medlemsstat havde et midlertidigt forbud mod at få udstedt kørekort. da tiltalte erhvervede kørekort i frankrig i efteråret 2004, hvor tiltalte efter sin egen for- klaring i øvrigt ikke havde sædvanlig bopæl i frankrig, var han ca. 6 uger tidligere frakendt førerretten ubetinget i danmark, og han var på nævnte tidspunkt dermed afskåret fra at generhverve førerretten her i landet. således ville tiltalte først den
18. maj 2009 kunne have gennemført den praktiske del af den kontrollerende køreprøve, som – udover gennemførelsen af et kursus i alkohol, narko og trafik (tidligere kursus i alkohol og trafik) – efter færdselslovens § 60, stk. 2, er en betingelse for at generhverve førerretten her i landet, når denne har været frakendt ubetinget som følge af spirituskørsel. under disse omstændigheder finder landsretten, at det af tiltalte i frakendelsesperioden i frankrig erhvervede kørekort ikke kan anerkendes her i landet. - 4 - landsretten tiltræder herefter, at tiltalte har gjort sig skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, i overensstemmelse med den i forhold 1 rejste tiltale. tiltalte begik de to forhold, straffesagen vedrører, den
19. oktober
20. anklageskriftet blev modtaget i byretten den
21. november 2011, hvorefter byretten afsagde dom den
22. januar
23. tiltalte ankede i forbindelse med domsafsigelsen dommen. ankemeddelelsen med anklageskrift blev modtaget af landsretten den
24. februar 2012, og landsrettens dom i sagen afsiges den
25. oktober
26. selv om der ikke herved findes at være sket en krænkelse af artikel 6, stk. 1, i den euro- pæiske menneskerettighedskonvention, har sagsbehandlingstiden – henset til sagens karakter – dog været så lang, uden at dette skyldes tiltaltes forhold, at tiltalte bør kompenseres herfor i medfør af straffelovens § 82, nr.
27. kompensationen ydes på den måde, at den forskyldte bøde på 5.500 kr. nedsættes til det halve. bøden fastsættes herefter til 2.750 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 6 dage. herudover skal sagsomkostningerne for landsretten betales af statskassen. thi kendes for ret: byrettens dom mod t stadfæstes med den ændring, at bøden nedsættes til 2.750 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 6 dage. statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.