Obsah (5)

- lab udskrift af sø- & handelsrettens dombog ____________ dom afsagt den 6. april 2018 n-1-17 forbrugerombudsmanden (specialkonsulent jacob tanderup linkis) mod 1) viabill a/s (advokat michael hopp)

§ 36og god markedsføringsskik, jf.

markedsføringslo- vens §

…” i viabills svar af
februar 2017 til forbrugerombudsmanden fremgår bl.a. følgende: ”… 1 autopay-gebyret … -9- det følger hverken direkte eller indirekte af renteloven, at alle omkostninger, der opkræ- ves efter forfaldsdagen, per definition er omfattet af renteloven. tværtimod fremgår det udtrykkeligt af direktivets art. 6, stk. 1., at retten til kompensation for afholdte inddrivel- sesomkostninger først indtræder, når der skal betales morarenter. 2 fremsendelse af betalingspåmindelser og betalingskvitteringer … viabill er dog indstillet på at ændre i opsætningen, således at kunden modtager en email om, at der er ny post i kundens ”mit viabill”, hver gang viabill sender en besked, der kræver en reaktion fra kunden, som f.eks. en betalingspåmindelse. viabills system vil hermed komme til at fungere på samme måde som e-boks. …” den
februar 2017 skrev viabill i en e-mail til forbrugerombudsmanden bl.a.: ”… det er fortsat vores vurdering, at autopay-gebyret er lovligt. for at undgå et foreløbigt forbud, vil viabill a/s imidlertid fremadrettet ophøre med at opkræve autopay-gebyret. vi foreslår derfor, at forbrugerombudsmanden udfærdiger et tilsagn, jf. markedsførings- lovens 23, som viabill kan underskrive. …” den
februar 2017 fremsendte viabill et underskrevet tilsagn udfærdiget af forbrugerom- budsmanden og anførte i fremsendelsesmailen til forbrugerombudsmanden bl.a. følgende: ”… du nævner i dit brev af
februar 2017, at forbrugerombudsmanden vil ”gå videre med en forbudssag efter markedsføringslovens § 20 med henblik på at få domstolenes stillingtagen til, om viabills ulovlige handelspraksis skal standses og for at sikre forbrugernes tilbagebetalings- krav”. eftersom viabill har tilrettet sin handelspraksis og standset den efter forbrugerombuds- mandens opfattelse ulovlige handelspraksis i overensstemmelse med det underskrevet tilsagn, bedes du oplyse, hvad en forbudssag vil omfatte. vi er klar over, at forbrugerombudsmanden vil anlægge en sag, jf. markedsføringslovens § 20, stk. 1,
pkt., nr. 2, hvor forbrugerombudsmanden vil påbyde viabill at tilbagebeta- le autopay-gebyret til samtlige nuværende og forhenværende kunder, der inden for de sidste 3 år har betalt gebyret. …” af det den
februar 2017 underskrevne tilsagn fremgår bl.a.: - 10 - ”…
fra og med den
marts 2017 vil viabill ophøre med at opkræve gebyrer hos forbru- gerne for at hæve forsinkede betalinger på forbrugernes betalingskort.
fra og med den
marts 2017 vil viabill ophøre med at opkræve gebyrer hos forbru- gerne for at tilmelde forsinkede betalinger til nets betalingsservice eller lignende beta- lingssystemer.
fra og med den
marts 2017 vil viabill have slettet alle vilkår og bestemmelser om de af punkt 1 omfattede gebyrer i sine lånebetingelser, på sin hjemmeside og i de elektro- niske finansieringsplatforme, som selskabet leverer til webshops. …” efter forbrugerombudsmandens indgivelse af stævning i sagen den
marts 2017 udfærdi- gede viabill selv et yderligere tilsagn underskrevet den
marts 2017, hvoraf fremgår bl.a.: ”…
fra og med den
marts 2017 vil viabill ophøre med i sine ”handelsbetingelser for viabill kredit” at anvende følgende vilkår: ”meddelelser, oplysninger og informationer til de- bitor vedrørende lånet, der fremsendes til debitors ”mit viabill”, er bindende for debitor fra det tidspunkt, hvor meddelelsen mv. modtages i ”mit viabill”, og på den måde gøres tilgængelig for debitor.”
fra og med den
marts 2017 vil viabill ophøre med at markedsføre finansieret køb af burger, hårvoks eller creme på forsiden af viabill.dk. …” på baggrund af viabills tilsagn frafaldt forbrugerombudsmanden den
marts 2017 på- stand 6 og
den
marts 2017 anmodede viabill forbrugerombudsmanden om forhåndsbesked vedrø- rende et påtænkt nyt koncept. forbrugerombudsmanden meddelte den
marts 2017, at konceptet efter forbrugerombudsmandens opfattelse ikke var lovligt, og konceptet blev al- drig implementeret. i forlængelse af sagsanlægget udsendte forbrugerombudsmanden den
marts 2017 en pressemeddelelse, hvoraf fremgår bl.a.: ”… - 11 - forbrugerombudsmanden har anlagt retssagen mod viabill, selvom selskabet har med- delt, at det fremover vil undlade at opkræve auto-pay-gebyret. det skyldes, at viabill ik- ke er enig i, at selskabet er forpligtet til at betale gebyrerne tilbage til forbrugerne. … viabill har meddelt forbrugerombudsmanden, at selskabet fremover vil undlade at mar- kedsføre finansieret køb af burgere og hårvoks på viabill.dk. selskabet har også fjernet vilkåret om, at selskabet kan sende vigtige beskeder med bindende virkning til ”mit viabill” på viabill.dk …” herefter modtog forbrugerombudsmanden fra april 2017 flere klager fra forbrugere over viabills reminder fee (”den nye model”). på baggrund af disse klager rettede forbrugerom- budsmanden den
juli 2017 igen henvendelse til viabill, der ved brev af
juli 2017 rede- gjorde for ændringerne i sit forretningskoncept pr.
februar
af redegørelsen fremgår bl.a.: ”… efter tiltrædelsen af tilsagnet af
februar 2017 ændrede viabill sit setup. viabill tilbyder fortsat et rente- og gebyrfrit kreditprodukt, men opkræver ikke længere et aftalt gebyr for at hæve en forfalden ydelse fra kundens kreditkort. hvis kunden ikke betaler den månedlige ydelse ved forfald, sender viabill derimod en rykker til kunden og tilskriver i den forbindelse et rykkergebyr i overensstemmelse med rentelovens § 9b, stk.
viabill opkræver 39 kr. for den første rykkerskrivelse og 100 kr. for de efterfølgende to rykkerskrivelser. med viabills nye setup ser tidsforløbet ud som følgende: - før den
i en måned: kunden køber en vare gennem en af de tilknyttede webs- hops og vælger betaling via viabill. - den
i måneden: viabill sender en opkrævning til kundens indbakke i "mit viabill" (bilag 1). viabill sender samtidig en email til kunden om, at der er kommet ny post i "mit viabill" (bilag 2). det fremgår af opkrævningen, at forfaldsdatoen er den
i måneden, samt at viabill tilskriver et reminder fee på 39 kr., hvis kunden ikke har betalt den månedlige ydelse til tiden. - den
i måneden: den månedlige ydelse forfalder til betaling. - den
i måneden: hvis kunden ikke har betalt rettidigt, sender viabill en ryk- kerskrivelse til kundens indbakke i "mit viabill", (bilag 3). viabill sender samtidig en email til kunden om, at der er kommet ny post i "mit viabill". det fremgår af rykkerskrivelsen, at der er blevet tilskrevet et reminder fee på 39 kr. som følge af den forsinkede betaling. det fremgår også, at viabill vil forsøge at hæve betalingen - 12 - på kundens betalingskort, hvis denne ikke har betalt det skyldige beløb inden 8 dage. det skal understreges, at rykkergebyret tilskrives som følge af, at viabill er nødsaget til at sende rykkerskrivelsen ud. det er således ikke korrekt som anført af forbrugerombudsmanden, at gebyret tilskrives i forbindelse med forsøget på at hæve betaling fra kundens betalingskortet, samt at gebyret kun opkræves, hvis der er dækning på kundens betalingskort. …” af det bilag 1 (opkrævning til kundens indbakke i ”mit viabill”), der henvises til i viabills redegørelse for ”den nye model”, fremgår bl.a. følgende: ”… hej … du kan helt gratis indbetale denne måneds ydelse via din netbank. ydelsen finder du under ”oversigt” i ”mit viabill” forfaldsdatoen er den
i denne måned. hvis du ikke har indbetalt din månedlige ydelse, tilskrives et reminder fee på 39 kr., som viabill vil forsøge at hæve sammen med ydelsen på dit betalingskort den sidste bankdag i måneden. venligst helle, viabill …” af bilag 2 (e-mail til kunden om, at der er kommet ny post i ”mit viabill”) fremgår bl.a.: ”… hej … vi har sendt dig en ny besked i mit viabill du kan logge ind på mit viabill, og læse den under beskeder. venlig hilsen viabill …” endelig fremgår der af bilag 3 (rykkerskrivelse sendt til kundens ”mit viabill” bl.a. følgende: ”… hej … vi håber, du nyder shoppingen med din rentefri viabill konto. - 13 - vi kan se, at du ikke har indbetalt denne måneds ydelse via din netbank senest den
i denne måned. som aftalt har vi derfor tilskrevet et reminder fee på 39 kr. det nye beløb til betaling ser du på ”mit viabill” under ”oversigt”. for at sikre dig mod yderligere gebyrer, beder vi dig indbetale beløbet via din netbank. om 8 dage hæver vi – uden omkostninger – selv beløbet på dit kort, hvis du ikke selv har indbetalt. …” efter det oplyste har forbrugerombudsmanden ikke kommenteret viabills beskrivelse af ”den nye model”, før afgivelsen af processkrift 2 den
december
af viabills almindelige forretningsbetingelser, som de fremgik af viabills hjemmeside den
december 2017, fremgår bl.a.: ”… 3.
når der indgås en kreditaftale sender viabill en velkomstmail til den af debitor oply- ste e-mailadresse (samt en sms om at e-mailen er afsendt). velkomstmailen indeholder informationer om lånet, kreditaftalen, ”almindelige forretningsbetingelser for viabill kredit”, ”vilkår om automatisk betaling”, ”persondatapolitik, herudover sendes yderli- gere en mail med link til ”mit viabill” samt førstegangskodeord hertil. efter modtagelse af velkomstmailen skal debitor sørge for at logge på ”mit viabill” og ændre kodeordet til et personligt kodeord. … 5 betalingsvilkår 5.
den månedlige ydelse forfalder til betaling den
i hver måned. 5.
debitor har mulighed for at betale sin månedlige ydelse uden renter og uden andre omkostninger ved at betale den månedlige ydelse via debitors netbank under anvendelse af det elektroniske indbetalingskort (med fi-kode), der fremgår af debitors side på ”mit viabill”. viabill foretager ikke en automatisk trækning ved forfald. debitor er selv an- svarlig for at betale sin månedlige ydelse senest på forfaldsdatoen. 5.
hvis debitor ikke har betalt sin månedlige ydelse senest på forfaldsdagen forbeholder viabill sig retten til at opkræve renter og rykkergebyrer i overensstemmelse med rentelo- ven. endvidere har debitor accepteret, at viabill har ret til at forsøge, at trække den for- faldne saldo via nets betalingsservice. forsøg på betaling via betalingsservice vil ske ef- ter udsendelse af rykkere, men inden, at den forfaldne ydelse overgives til inkasso. dette sker for at undgå, at den forfaldne ydelse inddrives via inkasso, med yderligere omkost- ninger til følger for debitor. der er tale om en enkelt betaling via nets betalingsservice, og ikke en tilbagevendende betaling. debitor er således selv ansvarlig for indbetaling af ydelsen den efterfølgende måned. - 14 - 6 kommunikation med debitor 6.
kommunikation om aftaleforholdet sker via debitors ”mit viabill”. hver gang viabill sender en besked til debitor i ”mit viabill”, vil viabill samtidig sende en e-mail og/eller en sms til debitor om, at der er kommet en ny besked til debitor i ”mit viabill”. 7 ændring af debitors kontaktoplysninger og betalingskort 7.
debitor er ansvarlig for, at alle kontaktoplysninger om debitor, herunder e- mailadresse, adresse og mobilnummer, er korrekte og ajourførte. det påhviler tilsvarende debitor at meddele ændringer om det tilmeldte betalingskort. ændringer skal straks til- rettes på ” mit viabill” eller ved at rette henvendelse til support@viabill.com. 7.
hvis viabill konstaterer, at det af debitor oplyste betalingskort ikke kan anvendes f.eks. fordi datoen for betalingskortet er udløbet, eller betalingskortet er spærret, vil de- bitor få tilsendt en e-mail, hvor debitor inden for en frist på 3 hverdage skal sikre, at der er et brugbart betalingskort tilknyttet kreditaftalen. ved forsinket betaling er viabill be- rettiget til at opkræve renter og gebyrer i overensstemmelse med punkt. 5.
…” af de ”vilkår for automatisk kortbetaling” der fandtes på viabills hjemmeside den
de- cember 2017 fremgår videre bl.a.: ”… 1.
første gang debitor benytter viabill som betalingsmåde, skal debitor indtaste sine be- talingskortoplysninger. hvis debitor ikke selv betaler den månedlige ydelse rettidigt via debitors netbank, vil viabill 8 dage efter udsendt rykker forsøge at benytte debitors beta- lingskortoplysninger til at hæve den månedlige ydelse og eventuelle rykkergebyrer. de- bitor har selv ansvaret for at betale den efterfølgende måned, da viabill udelukkende fo- retager en enkeltstående trækning i forbindelse med manglende betaling. … 3 opdatering og opbevaring af oplysninger 3.
det er debitors ansvar, at oplysningerne om debitors betalingskort opdateres ved ud- løb, spærring, bortkomst eller lignende. opdatering af kundens betalingskortoplysninger kan ske i ”mit viabill”. …” forklaringer der er under sagen afgivet forklaring af aleksander løkke og adem ökmen. - 15 - aleksander løkke har forklaret bl.a., at han er uddannet revisor og har en hd i regnskab. ef- ter ansættelse hos deloitte blev han i september 2014 ansat som controller hos viabill, hvor han efter ca. et års ansættelse blev cfo/økonomidirektør. lige for tiden har han via en gene- ralfuldmagt overtaget jan lytje-hansens rolle som administrerende direktør og bestyrelses- medlem. til daglig har han ansvar for opgaver vedrørende økonomi, regnskab, jura og hr i viabill. han har selv aktier i viabill. viabill har i alt 40 medarbejdere i danmark og i udlan- det. efter en fusion af de to selskaber viabill group a/s og viabill a/s, hedder selskabet i dag viabill a/s, da det var det navn, forbrugerne kendte, men viabill group a/s er stadig binavn til selskabet. samtidig med fusionen blev selskabets regnskabspraksis ændret til ifrs, som er den internationale regnskabsstandard. selskabet havde en samlet indkomst i 2014/2015 på 17.806.522 kr. og i 2015/2016 på 35.835.984 kr. selskabets indtjening før skat var i 2014/2015 på ca. 3,8 mio. kr. og i 2015/2016 på ca. 9,4 mio. kr. på grund af en regulering af skat, som ikke har likviditetsmæssig betyd- ning, var indtjeningen efter skat i 2014/2015 på ca. 1,1 mio. kr. og i 2015/2016 på ca. 9,7 mio. kr. i 2014/2015 var der et likviditetsmæssigt negativt resultat på ca. 2 mio. kr., mens der i 2015/2016 var et likviditetsmæssigt overskud på 149.000 kr. omsætningen er for 2016/2017 steget til ca. 44 mio. kr., og indtjeningen efter skat er på ca. 11 mio. kr. viabill finansierer sit udlån til forbrugerne hos en tredjepart (funding), og på grund af omkostningerne ved at rej- se kapital ved nykredit, er der for 2016/2017 igen et likviditetsmæssigt underskud. ind- tægtskilderne i omsætningen er 1) oprettelsesgebyrer, når en webshop tilmelder sig, 2) det tidligere autopay-gebyr og rykkergebyrer, 3) transaktionsgebyrer fra webshops, 4) formid- lingsprovision fra sparnord, når forbrugerne ønsker lån ud over 2.000 kr., og 5) markedsfø- ringsprovision fra webshops som følge af, at viabill leverer trafik til disse webshops hjem- mesider. viabill er en af 7 nordiske virksomheder, der ud af i alt 720 virksomheder er ud- valgt til projektet nordic scalers under nordisk ministerråd. projektet skal fremme højska- lerbare virksomheder i norden, og viabill har i den forbindelse siden december 2017 fået hjælp til opstart i usa. én årsag til at forbrugerne anvender viabills forretningsmodel er ”try before you buy”, som især har betydning inden for tøjbranchen. det betyder, at forbrugeren kan få varer hjem, - 16 - prøve dem og eventuelt sende nogle varer retur og først betale efterfølgende, idet der er op til 51 dages kredit. desuden tager viabill risikoen, når forbrugerne handler med webshops, som ikke er e-mærkede, hvilket gælder for en stor del af de snart 3.200 webshops, som viabill har samarbejdsaftaler med. e-mærket er et kvalitetsstempel på, at forbrugerne trygt kan handle på en hjemmeside. viabill har i dag mellem 130.000 og 140.000 aktive kunder. derudover har viabill ca. 20.000 kunder, der sporadisk køber og indfrier, og som er delvist aktive og inaktive. disse ca. 20.000 kunder får således ikke et forløb hos viabill og har derfor ikke et månedligt beløb, der for- falder til betaling. viabills score på trustpilot er baseret på ca. 11.500 anmeldelser og er på 9,2 ud af 10, hvilket er meget godt. mange banker har en score på under
viabills aktive kunder køber i gennemsnit hver 6,5 gange pr. år, og efter en periode på 2 år er ca. 55 procent af kunderne, inkl. de kunder, der indfrier eller sendes til inkasso, fortsat aktive. på denne baggrund og ud fra kommunikationen med kunderne på facebook er det hans opfattelse, at hovedparten af kunderne er glade for og forstår viabills koncept. viabill har relativt få kla- ger/henvendelser i forhold til antallet af kunder. viabills forretningsmodel er blevet vurderet flere gange, herunder af e-mærket, der har blå- stemplet den. derudover havde viabill i foråret 2017 dialog med en potentiel investor, chri- stian rasmussen, og der blev i den forbindelse gennemført en due diligence af advokatfir- maet kromann reumert. det endte med, at christian rasmussen og fjeldsted holding in- vest, som også er aktionær i dag, blev aktionær i august
derudover blev der også gen- nemført en due diligence i september og oktober 2017 af advokatfirmaet delacour, da viabill havde dialog med nykredit om funding. det endte med, at viabill lånte 270 mio. kr. af ny- kredit og opnåede en samlet kreditramme på 320 mio. kr. viabills samlede udlån er i dag ca. 200 mio. kr. den gamle model med autopay-gebyret, som var en free model, dvs. en kontoløsning, blev implementeret ti dage efter, at han blev ansat hos viabill i september
tidligere havde viabill en fakturaløsning, som ikke indebar samme fleksibilitet for kunderne. viabill har og- så før september 2014 haft gebyrmodeller. autopay-gebyret på 39 kr. blev opkrævet, når en - 17 - kunde ikke betalte sit afdrag på netbank. viabill hævede selv betalingen på forbrugerens konto med dennes kreditkortoplysninger. der blev ikke betalt autopay-gebyr, hvis ikke viabill kunne gennemføre en hævning. det var centralt i markedsføringen af den gamle mo- del med autopay-gebyret, at der var tale om rente- og gebyrfri kredit. viabill har fortsat nogle kunder på gamle aftalevilkår vedrørende den gamle model. da viabill overgik til den nye model, fik kunderne besked om, at de skulle godkende de nye vilkår i en e-mail, der blev sendt til alle kunder, samt når de loggede ind på mit viabill, og når de foretog et nyt køb. også efter den nye forretningsmodel fra marts 2017 skal forbruge- ren selv betale afdrag via netbank, da det er baggrunden for, at viabill kan tilbyde rente- og gebyrfri kredit, idet en sådan betaling er uden omkostninger for viabill. til sammenligning koster hver betaling med nets betalingsservice 6,50 kr. inkl. moms. i de større banker i danmark kan forbrugerne tilmelde afdragsbetalingen som en løbende gentagen betaling. viabills kunder kan inden for en ramme på 2.000 kr. købe via viabill så mange gange, de øn- sker, og hvis en kunde foretager et nyt køb, deles den nye udestående saldo op i 24 betalin- ger. når en kunde har foretaget et genkøb, modtager kunden en e-mail, hvoraf fremgår, at kunden skal være opmærksom på, at den månedlige ydelse ændrer sig. alle detaljer, om hvad og hvor der er købt, om hvordan der skal betales, og hvad den månedlige ydelse er, fremgår af ”mit viabill”. en kunde, der under den nye model foretager et køb fx den
i en måned modtager en vel- komstmail, og derudover modtager kunden den
i måneden en besked med en beregning af den månedlige ydelse og med oplysning om, at kunden skal betale. fra den
marts og frem til den
december 2017 har kunden fået denne besked i ”mit viabill” og har samtidig modtaget en notifikationsmail om, at der var en ny besked i ”mit viabill”. hvis ikke kunden betaler sit afdrag mellem den
og den
i måneden, og hvis den
er en hverdag, tilskri- ver viabill herefter en rykker 1/reminder i ”mit viabill” den førstkommende hverdag, og der sendes også en notifikationsmail til kunden om, at der er ny post i ”mit viabill”. i denne for- bindelse tilskriver viabill 39 kr. til kundens saldo. herefter går der 11 dage eller 10 fulde dage, før der sendes endnu en rykker i ”mit viabill” og i en e-mail med fuld tekst. det sam- me sker i forbindelse med den tredje rykker, som sendes den
i den efterfølgende måned, - 18 - idet der dog også her sendes en sms til kunden, hvoraf fremgår, at kunden risikerer at blive sendt til inkasso, hvis ikke der betales. viabill kommunikerer med kunderne via mitviabill for at sikre, at det er den person, der har kundeforholdet, som får beskeden, og det undgås desuden, at beskeden ender i et spamfilter i kundens mailprogram. viabill er inspireret af fx nordea, nykredit og elselskaber, der også har deres egne platforme og sender beskeder på samme måde. det er efter hans opfattelse en helt naturlig udvikling, at erhvervsdrivende benytter sådanne platforme. han ved ikke, om de erhvervsdrivende, der fremgår af bilag v, også sender rykkerskrivelser ud på deres plat- forme. når der sendes en velkomstmail og en besked om køb, er det første gang, viabill henvender sig til kunden, og kunden har på dette tidspunkt ikke adgang til ”mit viabill”. når kommunikationen herefter foregår på ”mit viabill” letter det på kundeservicen, idet kunderne her kan se detaljer om deres forskellige køb. viabill vil gerne have, at kunder bru- ger ”mit viabill”, og på baggrund af dialogen med forbrugerombudsmanden, hvor der blev gjort opmærksom på, at det ikke var tilstrækkeligt alene at sende en ny besked til kunden i ”mit viabill”, begyndte viabill at sende notifikationsmails til kunderne. dette fremgår også af det tilsagn, som viabill sendte til forbrugerombudsmanden. også på baggrund af for- brugerombudsmandens pressemeddelelse af
marts 2017 var det viabills opfattelse, at det var tilstrækkeligt og hensigtsmæssigt at sende en e-mail til kunden med notifikation om, at der var ny besked på ”mit viabill”. forbrugerombudsmanden kendte ikke til den nye model med reminder fees, da pressemeddelelsen blev skrevet. når kunderne modtager besked pr. e-mail, ved de, at de skal logge ind på ”mit viabill”, og de skal derfor ikke ind at kontrollere ”mit viabill” hver dag, hvilket tilsyneladende var forbrugerombudsmandens opfattelse. ef- ter modtagelsen af forbrugerombudsmandens processkrift 2 den
december 2017 har viabill opfattet, at det efter forbrugerombudsmandens opfattelse ikke er tilstrækkeligt med en neutral notifikation til kunderne, og viabill har derfor rettet til, så al kommunikation til kunderne fra og med den
december også sendes ud på e-mail. det har ikke den store be- tydning for viabill, og havde de tidligere fået at vide, at det var det, der skulle til, så havde de rettet deres model til. den sidste gang, der blev opkrævet reminder fee på 39 kr. omfattet af sagen, var således den
november
viabill er åben for at tilrette sit koncept i for- hold til myndighedernes krav. - 19 - efter underskrivelsen af tilsagnet til forbrugerombudsmanden skyndte viabill sig at lave forretningsmodellen om, og det var deres overbevisning, at modellen herefter var tilfredsstil- lende. henvendelsen fra forbrugerombudsmanden i juli 2017 var derfor overraskende, og den kom, mens de fleste hos viabill var på ferie. han var derfor heller ikke selv med i den ef- terfølgende dialog, hvor viabill redegjorde for ændringerne i modellen, idet klagerne mente, at viabill gjorde tingene på samme måde som tidligere. viabill anmodede ikke forbrugerombudsmanden om forhåndsbesked vedrørende modellen med remindergebyret, da det var viabills opfattelse, at forbrugerombudsmanden ikke øn- skede at komme med yderligere en forhåndsbesked herom. det er vigtigt for viabill, hvis kundens kreditkort er spærret eller udløbet, da der så ydes kredit uden sikkerhed. viabill skal sikre, at der er sikkerhed, herunder at kreditkortet er ak- tivt. viabill sender derfor besked herom til kunden pr. e-mail, sms og på ”mit viabill”. adem ökmen har forklaret bl.a., at det var meget nemt at tilmelde sig til viabill, som han blev opmærksom på, da han skulle købe et produkt og manglede penge. viabill reklamerede med rente- og gebyrfri kredit. han skulle oplyse cpr-nr., e-mail, telefonnummer og beta- lingskortoplysninger. han mener, at der også var en kontrakt med vilkår, som han skulle læ- se igennem, og at han skulle acceptere viabills vilkår ved at klikke i en lille boks. man skulle klikke for at åbne for vilkårene. han begyndte på den hjemmeside, hvor han skulle købe et produkt, og han blev herefter ledt over på viabills hjemmeside. han foretog senere flere køb, hvilket var lige til, da viabill allerede havde hans oplysninger. han tilmeldte sig den
ok- tober 2015 og betalte første afdrag med en bankoverførsel. da han efter tre måneder kontrol- lerede sin oversigt, så han, at der var et gebyr på 39 kr., hvilket han ikke forstod, når viabill sagde, at der ikke var gebyrer. derfor klagede han til forbrugerombudsmanden. han har stadig en konto hos viabill og har et køb, hvor han mangler at betale 500 kr. han har fået et reminder-gebyr på 39 kr. inden for den seneste måned, og han tror, at han fik en besked pr. e-mail om, at det var tid til at betale. - 20 - parternes synspunkter parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokumenterne, idet det dog bemærkes, at forbrugerombudsmanden i forbindelse med hovedforhandlingen har ændret sin påstand 10 til at vedrøre god markedsføringsskik i medfør af markedsførings- lovens § 3, hvorfor spørgsmålet om god erhvervsskik i medfør af markedsføringslovens § 4 er udgået af sagen. af forbrugerombudsmanden påstandsdokument af
januar 2018 fremgår bl.a.: ”… 3.
anbringender i relation til viabills afvisningspåstand forbrugerombudsmanden har søgsmålsadgang og retlig interesse i sagen, uanset om viabill har afgivet tilsagn i sagen, og uanset om viabill er ophørt med de omtvistede handlinger (...). det følger af markedsføringslovens § 32, stk. 1,
pkt. (tidligere § 27, stk. 1,
pkt.) (...), at forbrugerombudsmanden kan anlægge sag om forbud og påbud efter § 24, stk. 1, og på begæring anlægge sag om erstatning og vederlag (...). et tilsagn efter markedsføringslovens § 28 eller et påbud for overtrædelse heraf, jf. mar- kedsføringslovens § 28, stk. 2, kan ikke sidestilles med en dom og påvirker ikke forbru- gerombudsmandens søgsmålsadgang eller retlige interesse. det er i øvrigt forbrugerom- budsmanden opfattelse, at viabill ikke overholder tilsagnet, hvorfor forbrugerombuds- manden har inddraget viabills koncept efter den
februar 2017 i sagen, med henblik på at retten kan tage stilling hertil. viabill har i sine låneaftaler med forbrugerne haft urimelige vilkår om opkrævning af au- topay-gebyrer, der fraviger de beskyttelsespræceptive regler i renteloven. (…) viabills […]praksis har således været urimelig, og derfor har viabill handlet i strid med god [markedsførings-]skik (…). forbrugerombudsmanden har i høringsfasen ved forhandling med viabill forsøgt at få viabill til at standse opkrævningen af de urimelige autopay-gebyrer, slette aftalevilkår herom samt tilbagebetale de uretmæssigt opkrævede gebyrer til forbrugerne. viabill imødekom kun forbrugerombudsmandens krav delvist ved at give tilsagn om at slette vilkåret om autopay-gebyret og ophøre med at opkræve gebyret fremadrettet. viabill har imidlertid fortsat ikke refunderet de uretmæssigt opkrævede gebyrer til forbrugerne, idet viabill ikke er enig i forbrugerombudsmandens fortolkning af rentelovens beskyttelses- præceptive bestemmelser. forbrugerombudsmanden har således ikke ved forhandling med viabill kunnet opnå en løsning af sagen. derfor har forbrugerombudsmanden stævnet viabill ved sø- og handelsretten med på- stand om forbud og genopretning af den forud for den ulovlige handling værende til- - 21 - stand ved tilbagebetaling af de ulovligt opkrævede gebyrer. denne fremgangsmåde er i overensstemmelse med forhandlingsprincippet i markedsføringslovens § 28, stk. 1 (tidli- gere § 23) (...). det er af væsentlig betydning af hensyn til forbrugerne og til almene samfundsmæssige interesser, at forbrugerombudsmanden som håndhævende myndighed kan anvende det retsmiddel, der har den bedst mulige præventive effekt over for erhvervsdrivende, der opkræver uretmæssige beløb fra forbrugere eller indgår urimelige aftaler med forbruge- re. derfor har forbrugerombudsmanden anlagt en forbuds- og påbudssag efter markeds- føringslovens § 24 (tidligere § 20). der ses hverken i markedsføringslovens § 24, stk. 1, eller i § 32, stk. 1, at være et krav om en ”klar” overtrædelse, for at sø- og handelsretten ved dom kan give sådanne påbud, som må anses for nødvendige for at sikre genoprettelse af den forud for den ulovlige handling eksisterende tilstand (...). derimod er der i markedsføringslovens § 32, stk. 2, et krav om klar overtrædelse, men denne bestemmelse vedrører administrative påbud. endelig rejser en forbudssag med påstand om, at viabill skal påbydes at tilbagebetale ulovligt opkrævede gebyrer til forbrugerne, ikke spørgsmål om proportionalitet. 3.
anbringender i relation til opkrævningen af ”autopay-gebyrer” (påstand 1-5): viabills aftalevilkår om og opkrævning af autopay-gebyrer er i strid med rentelovens ufravigelige forbrugerbeskyttende regler. det skyldes, at der mellem viabill og forbrugerne er aftalt en forfaldsdag den
hver måned, og at autopay-gebyret opkræves, når forbrugeren ikke har foretaget betaling in- den denne forfaldsdag, dvs. når forbrugeren er i misligholdelse. når forbrugeren er i mis- ligholdelse, gælder imidlertid rentelovens regler, der udtømmende gør op med, hvilke omkostninger kreditor (viabill) kan kræve og under hvilke forudsætninger (...). rentelovens § 9 b regulerer, hvornår en kreditor kan kræve rykkergebyrer i anledning af en forbrugers misligholdelse. det følger af bestemmelsens stk. 1,
pkt., at der kan kræ- ves gebyr for rykkerskrivelser, såfremt skrivelsen er fremsendt med rimelig grund. det fremgår derudover af stk. 2,
pkt., at der højst kan kræves 100 kr. i gebyr for hver ryk- kerskrivelse, og at der højst kan kræves gebyr for tre skrivelser vedr. samme ydelse (...). viabills opkrævning af autopay-gebyret udløses ikke af, at viabill sender en rykkerskri- velse til forbrugeren, hvorfor gebyret er i strid med rentelovens § 9 b. rentelovens §§ 9 a og 9 b samt inkassobekendtgørelsen gør som nævnt udtømmende op med, hvad kreditor i forbrugerforhold kan opkræve af gebyrer og omkostninger ved for- sinket betaling. viabills autopay-gebyr opkræves som følge af forsinket betaling og har ikke hjemmel i loven eller inkassobekendtgørelsen, hvorfor det er ulovligt og ugyldigt (...). viabills anbringende om, at autopay-gebyret ikke skal anses som en inddrivelsesomkost- ning, må afvises, da gebyret opkræves ved og som følge af forsinket betaling. men uanset betegnelsen af gebyret, herunder spørgsmålet om det kan betegnes som en inddrivelses- omkostning eller ej, er gebyret i strid med renteloven og inkassobekendtgørelsen, der ud- - 22 - tømmende gør op med, hvilke udgifter der kan pålægges forbrugeren i anledning af mis- ligholdelse. det modsatte resultat vil åbne betydelige muligheder for omgåelse af rente- lovens og inkassobekendtgørelsens beskyttelsespræceptive regler og vil i praksis føre til en udhuling af disse reglers ufravigelighed. rentelovens regler kan ikke i forbrugerforhold fraviges ved aftale. aftalevilkår, der fra- viger rentelovens ufravigelige regler, er derfor ugyldige og uden bindende virkning for forbrugeren. forbrugere, der har betalt det pågældende gebyr, har derfor også krav på tilbagebetaling af gebyret (...). viabill skal derfor påbydes at genoprette den forud for den ulovlige handling bestående tilstand ved at tilbagebetale gebyret til de forbrugere, der har betalt gebyret. tilbagebeta- lingen skal ske med tillæg af renter efter rentelovens § 5, stk.
3.
anbringender i relation til opkrævningen af ”reminder fees” (påstand 8-9): 3.3.
reminder-gebyret er ikke vedtaget med fornøden klarhed det er uklart, hvordan pkt. 5.3 i viabills almindelige forretningsbetingelser samt pkt. 1.2 i vilkårene for automatisk kortbetaling skal forstås. efter førstnævnte vilkårs ordlyd har viabill ”ret til at forsøge, at tilmelde den forfaldne saldo til nets betalingsservice”, og sidstnævnte vilkårs ordlyd angiver, at ”viabill [vil] forsøge at benytte debitors betalings- kortoplysninger til at hæve den månedlige ydelse og eventuelle rykkergebyrer”. brugen af udtrykket ”forsøge” gør det uklart, om forbrugeren særskilt skal acceptere opkrævnin- gerne, inden de kan foretages, eller om der er tale om et aftalevilkår, der giver viabill en umiddelbar ret til at foretage opkrævningerne. hvis der var tale om sidstnævnte, ville det have været naturligt, at man havde udeladt ordet ”forsøge”. det er derudover uklart, hvordan pkt. 5.3 i de almindelige forretningsbetingelser skal forstås. det følger af disse, at det alene er ”den forfaldne saldo”, som viabill har ret til at forsøge at tilmelde til betalingsservice. udtrykket ”den forfaldne saldo” kan ikke inklu- dere viabills reminder fees. endelig må udtrykket ”eventuelle rykkergebyrer” i pkt. 1.2 i vilkårene for automatisk kortbetaling forstås i overensstemmelse med rentelovens rykkerbegreb, og viabills re- minder fee er ikke en rykker i rentelovens forstand. uklare aftalevilkår i en erhvervsdrivendes ensidigt formulerede standardvilkår skal i forbrugeraftaler fortolkes til ulempe for den erhvervsdrivende, jf.

§ 38b (...).

3.3.

reminder-gebyret er i strid med renteloven viabills aftalevilkår om og opkrævning af såkaldte ”reminder fees” er i strid med rente- lovens ufravigelige forbrugerbeskyttende regler. det skyldes, at betingelserne efter rentelovens § 9 b for at kræve et rykkergebyr for viabills udsendelse af reminders ikke er opfyldt. 3.3.2.
viabills reminders er ikke rykkere i rentelovens forstand - 23 - viabills reminder type 1 indeholder hverken en anmodning om betaling eller en beta- lingsfrist. reminderen er derfor ikke en rykkerskrivelse, men en orientering om, at der vil blive hævet penge på forbrugerens betalingskort. det fremgår i øvrigt heller ikke, hvilke konsekvenser det har, hvis ikke der er dækning på kortet. det følger af formålet med rentelovens § 9 b samt af lovbemærkningerne til bestemmel- sen, at rykkere skal udsendes og udformes således, at de påminder skyldneren om, at han skal foretage en skyldig betaling. det følger derudover af en almindelig sproglig forståel- se af ordet ”rykker”, at der er tale om en skrivelse, der skal få en skyldner til at betale et skyldigt beløb (...). viabills reminder type 2 indeholder en anmodning om betaling og en betalingsfrist. det fremgår imidlertid ikke tilstrækkelig klart af reminder type 2, at det er en rykker for beta- ling, da viabill samtidig oplyser, at viabill selv trækker beløbet – uden yderligere om- kostninger – hvis forbrugeren ikke indbetaler beløbet. der skal bemærkes, at der ikke er enighed mellem parterne om, hvorvidt viabill har brugt begge typer remindere, idet viabill i processkrift b (...) har gjort gældende, at kun reminder type 2 har været anvendt. viabill har dog tidligere selv sendt forbrugerom- budsmanden dokumentation for begge reminder-typer (...). 3.3.2.
viabills reminder er ikke sendt med rimelig grund rykkerskrivelser skal i henhold til rentelovens § 9 b være sendt med ”rimelig grund”, for at kreditor kan kræve et rykkergebyr. det indebærer bl.a., at en rykker skal have en mo- tiverende virkning på skyldneren (...). viabill sender reminder-beskeden uden rimelig grund i rentelovens forstand, allerede fordi viabill har anmodet om forbrugerens betalingskortoplysninger og ifølge viabills egen opfattelse har ret til at forsøge at tilmelde den forfaldne saldo til nets betalingsser- vice. det fremgår således også af viabills reminderbeskeder, at viabill mener at have ret til at hæve den månedlige indbetaling, når den ikke er blevet betalt af forbrugeren inden forfaldsdato. viabills remindere kan således ikke antages at være motiverende for for- brugernes egen betaling. 3.3.2.
viabills reminder kan ikke anses for at være fremsendt eller fremkommet til forbrugeren det er et grundlæggende obligationsretligt princip, at påbud ikke får virkning, før de er kommet frem til modtageren (...). med hensyn til rykkerskrivelser efter rentelovens § 9 b må det tilsvarende gælde, at disse forudsætter fremkomst for at kunne få virkning, herunder for at kunne danne grundlag for opkrævning af gebyrer. det følger også allerede af, at formålet med en rykker er, at den skal virke motiverende på skyldneren, hvilket i sagens natur ikke er tilfældet, hvis ikke den kommer frem til skyldneren. derfor kræver rentelovens § 9 b, stk. 1, også, at rykkerskrivelser skal være ”fremsendt”, for at skyldnere kan pålægges gebyrer. fremsendelse i rentelovens § 9 b’s forstand kan alene anses for at være sket, hvis medde- lelsen bringes fra afsenderen (kreditor) til modtageren (skyldner), hvilket også støttes af en ordlydsfortolkning (...). - 24 - viabills reminders sendes ikke med brevpost, e-mail eller anden kommunikation, hvor- ved meddelelsen bevæger sig fra viabill til forbrugeren (skyldneren). meddelelsen læg- ges derimod i ”mit viabill” på viabills hjemmeside på et domæne tilhørende viabill, og ved en notifikation pr. e-mail orienteres forbrugeren om, at der ligger en meddelelse i ”mit viabill”. herved er kravet i rentelovens § 9 b, stk. 1, om, at rykkerskrivelsen skal være ”fremsendt”, ikke opfyldt. selve notifikationen må ganske vist anses for at være såvel fremsendt som fremkommet, men reminderen kan kun anses for at være fremsendt eller fremkommet, i det omfang indholdet af den er gengivet i notifikationen. efter det oplyste indeholder notifikationen alene den oplysning, at der ligger en meddelelse på forbrugerens ”mit viabill”, og giver ingen informationer om meddelelsens karakter eller indhold. reminderen forlader såle- des aldrig viabills rådighedssfære. det kan ikke ændre på vurderingen, at det pkt. 6.1 i viabills almindelige forretningsbe- tingelser (...) er anført, at kommunikation om aftaleforholdet sker via ”mit viabill”. for det første er det ikke klart, at udtrykket ”kommunikation om aftaleforholdet” også om- fatter rykkere for misligholdelse af aftaleforholdet, og denne uklarhed må fortolkes til ulempe for viabill, jf.

§ 38

b. for det andet vil vilkåret – måtte det skulle fortolkes som omfattende rykkerskrivelser – være ugyldigt. vilkåret fraviger nemlig ikke blot det almindelige obligationsretlige fremkomstprincip for påbud, men også rentelovens § 9 b, og en sådan fravigelse vil være ugyldig. det følger således af rentelovens § 9 b, stk. 4, jf. § 7, stk. 1, at rentelovens § 9 b er ufravigelig (præceptiv) i forbrugerforhold (...). 3.

anbringender i relation til opkrævningen af såvel ”autopay-gebyrer” som ”remin- der fees”: 3.4.
opkrævningen af gebyrerne er i strid med betalingstjenesteloven (fra
januar 2018 beta- lingsloven) det følger af betalingslovens § 82 (tidligere betalingstjenestelovens § 57), at en betalings- transaktion kun er autoriseret, hvis betaleren har meddelt samtykke til at gennemføre be- talingstransaktionen (...). forbrugernes afgivelse af betalingskortoplysninger til viabill kan ikke anses for at inde- bære et samtykke til at anvende betalingskortoplysningerne til at trække viabills au- topay- og/eller reminder-gebyrer på forbrugernes konti. viabills hævninger af reminder fees foretaget ved brug af forbrugernes betalingskortoplysninger er derfor uautoriserede, jf. betalingstjenestelovens §
dertil kommer, at et samtykke altid kan tilbagekaldes, jf. betalingslovens § 82, stk.
i det omfang samtykket er givet over for betalingsmodtageren (viabill), kan betaleren (forbru- geren) tilbagekalde sit samtykke over for betalingsmodtageren. viabill vil derfor under alle omstændigheder være uberettiget til at benytte forbrugernes betalingskortoplysnin- ger, hvis forbrugeren over for viabill har meddelt viabill, at han eller hun bestrider kra- vet (...). 3.4.
gebyret er ugyldigt på grund af svig viabills markedsføring er i vidt omfang baseret på, at det er en rente- og gebyrfri kredit- facilitet, man som forbruger får stillet til rådighed. at kreditten er rente- og gebyrfri be- - 25 - tyder også, at viabill ikke har pligt til at give kreditoplysninger efter markedsføringslo- vens § 18 og kreditaftalelovens §§ 7 a og 8, jf. kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr.
når for- brugere på baggrund af viabills markedsføring indgår aftale med viabill om en kreditfa- cilitet på op til 2.000 kr., har de således en forventning om, at de ikke i aftaleforholdet bli- ver pålagt renter eller gebyrer. at der opkræves reminder fees ved manglende betaling, og at betaling skal ske senest den
i hver måned – hvilket i sig selv er et usædvanligt forfaldstidspunkt – fremgår ikke tydeligt af viabills markedsføring. at forbrugerne ved læsning af aftalevilkårene kan gøre sig bekendt med, at viabill under visse omstændigheder forbeholder sig ret til at opkræve ”renter og rykkergebyrer i over- ensstemmelse med renteloven” kan ikke ændre på vurderingen, når disse vilkår i sig selv er uklare, og når forbrugeren med rette kan forstå disse vilkår sådan, at viabill selv hæ- ver forfaldne beløb på betalingskortet, og at forbrugeren i tilfælde af manglende dækning på betalingskortet vil modtage en rykkerskrivelse i overensstemmelse med renteloven, dvs. på anden vis end på viabills hjemmeside. når forbrugeren ved betaling af køb på nettet ved brug af viabills betalingskoncept bli- ver bedt om at indtaste sine betalingskortoplysninger, er det således egnet til at give for- brugerne opfattelsen af, at oplysningerne skal bruges med henblik på, at viabill kan sikre rettidig betaling af ydelserne. dermed bortledes forbrugernes opmærksomhed fra, at de selv skal sørge for betalingen af ydelserne. viabills betalingsvilkår har til formål at påføre forbrugeren omkostninger, uden at for- brugeren er opmærksom herpå. en rykker er karakteriseret ved at være en påmindelse til skyldneren om en betalingspligt med henblik på at få ham til at foretage den pågældende betaling. men hvis forbrugeren – som anført af viabill – allerede har afgivet de oplysnin- ger og samtykker, som kræves for, at betalingen kan gennemføres, vil viabills gebyrer udelukkende være en form for strafgebyr, der udløses ved forbrugerens forglemmelse el- ler oversidning af en frist for netbanksbetaling. en frist som må antages at være indført i viabills ensidigt formulerede standardaftalevilkår udelukkende for at fremkalde den si- tuation, at forbrugeren oversidder fristen. viabills fremgangsmåde er således egnet til at give forbrugerne det indtryk, at de aldrig vil komme til at betale den månedlige ydelse for sent, hvis blot der er dækning på deres betalingskort. viabills fremgangsmåde er samtidig egnet til at skjule eller få forbrugerne til at overse, at der er sendt en reminder. den viljeserklæring, som forbrugerne ved at acceptere viabills aftalevilkår har afgivet, er således afgivet på et af viabill svigagtigt underinformeret og vildledende grundlag og er derfor ikke bindende for forbrugerne (...). det følger derfor af

§ 30, jf.

markedsføringslovens §§ 5 og 6, jf. § 9, jf. lovens bilag 1, pkt. 20, at viabills autopay- og reminder-gebyrer er ugyldige og dermed uden bindende virkning for forbrugerne. 3.4.3. viabills aftalevilkår er urimelige aftalevilkår om, at rykkergebyrer automatisk kan hæves på forbrugerens betalingskort, er et urimeligt aftalevilkår, jf.

§ 38c, jf.

et sådant vilkår kan bevirke en betydelig skævhed i forbrugerens retsstilling over for viabill med hensyn til at gøre ind- sigelser over for forkerte eller uberettigede opkrævninger. hertil kommer, at indhentelse - 26 - af forbrugerens betalingskortoplysninger ved aftalens indgåelse med det ene formål at sikre betaling af ydelsen efter en rykkerskrivelse er meget usædvanligt og i øvrigt savner mening. et vilkår om, at ”kommunikation om aftaleforholdet sker via ”mit viabill”” er urimeligt, i det omfang det omfatter meddelelser med forpligtende virkninger for forbrugerne (på- bud). det skyldes, at det påhviler afsenderen af sådanne meddelelser at sikre sig, at de kommer frem til modtageren, og da et sådant vilkår indebærer, at det i vidt omfang på- lægges forbrugeren at holde sig orienteret på viabills hjemmeside, vil vilkåret efter være urimeligt bebyrdende for forbrugerne, ikke mindst når viabill har mulighed for nemt og billigt at sende fx en rykkerskrivelse ud pr. e-mail. henset i øvrigt til at viabill rent fak- tisk sender e-mails til forbrugerne, når der lægges en besked i ”mit viabill” – blot uden heri at oplyse karakteren eller indholdet af beskeden – er det i øvrigt vanskeligt at se, at vilkåret tjener andet formål end at højne risikoen for, at forbrugeren overser meddelelser. …” af viabills påstandsdokument af
januar 2018 fremgår bl.a.: ”… 3 anbringender 3.1 forbrugerombudsmandens manglende retlige interesse 3.1.1 viabill har afgivet tilsagn om ikke at opkræve autopay-gebyret (påstand 1 til 4 og 10) det er ubestridt, at viabill ved tiltrædelse af tilsagnet af
februar 2017, har forpligtet sig til at ophøre med den gamle model, som forbrugerombudsmanden søger at forbyde ved påstand 1 til 4, samt til dels påstand
efter markedsføringslovens § 28, stk. 2, kan forbrugerombudsmanden, hvis en erhvervs- drivende tilsidesætter et tilsagn, meddele den erhvervsdrivende sådanne påbud, som må anses for nødvendige for at sikre tilsagnets overholdelse. overtrædelse af et sådant på- bud er strafsanktioneret, jf. markedsføringslovens § 37, stk.
påstandene mangler derfor aktualitet, og forbrugerombudsmanden har således ikke ret- lig interesse i påstand 1 til 4 og 10, hvorfor påstandene skal afvises. forbrugerombudsmanden gør imidlertid gældende, at viabills tiltrædelse af tilsagnet af
februar 2017 ikke påvirker forbrugerombudsmandens retlige interesse i at få nedlagt et forbud mod den gamle model og/eller at få viabill til at anerkende, at den gamle model var ulovlig. til støtte herfor har forbrugerombudsmanden anført, at der efter retspraksis, jf. u.2017.993.s, u.1962.511.h (...) og u.1972.1032.s (...), kan nedlægges for- bud mod en adfærd, selvom den pågældende adfærd er ophørt. viabill gør gældende, at retspraksis ikke kan fortolkes til også at omfatte tilfælde, hvor sagsøgte ved afgivelse af tilsagn har forpligtet sig retligt til at ophøre med den pågæl- dende adfærd. - 27 - hvis en virksomhed genoptager en adfærd, som virksomheden ved et tilsagn har forplig- tet sig til at afstå fra, vil virksomheden pålægges et påbud fra forbrugerombudsmanden, hvis overtrædelse er strafsanktioneret, jf. markedsføringslovens § 37, stk. 1, uden at der sker en egentlig prøvelse af adfærdens lovlighed. denne helt afgørende forskel har for- brugerombudsmanden valgt at se bort fra ved henvisningen til de ovennævnte domme, hvor der ikke var givet noget tilsagn, og som således adskiller sig væsentligt fra denne sag. til støtte for, at forbrugerombudsmanden har retlig interesse i påstand 1 til 4, har for- brugerombudsmanden endvidere henvist til eu-domstolens afgørelse af
december 2016 i de forenede sager c-154/15, c-307/15 og c-308/
i lighed med den øvrige rets- praksis, som forbrugerombudsmanden har henvist til, var der heller ikke i disse sager ta- le om en påstand om forbud eller anerkendelse, hvor sagsøgte forinden ved et tilsagn havde forpligtet sig til at afstå fra at udøve den adfærd, der var genstand for påstanden. i disse sager var der desuden tale om, at de enkelte forbrugere selv havde anlagt sagen mod de erhvervsdrivende. afgørelsen er derfor ikke relevant for vurdering af forbruger- ombudsmandens retlige interesse i påstand 1 til 4 i nærværende sag. til støtte for sin påstand har forbrugerombudsmanden også gjort gældende, at et under- skrevet tilsagn ikke kan sidestilles med et af retten nedlagt forbud eller givet påbud, da "den første" overtrædelse af et tilsagn ikke er strafsanktioneret, idet forbrugerombuds- manden først skal have givet et påbud for overtrædelse af tilsagnet. dette synspunkt ser imidlertid helt bort fra, at virksomheden ikke desto mindre er retligt forpligtet af tilsagnets indhold. synspunktet ser også helt bort fra forarbejderne til mar- kedsføringslovens §
formålet med forhandlingsprincippet og markedsføringslovens § 28, stk. 2, fremgår før- ste gang af betænkning 1236/1992 om ny markedsføringslov, s. 20 (...): "forhandlingsprincippet foreslås understøttet af en regel om, at tilsidesættelse af en aftale indgået med forbrugerombudsmanden efter forhandling skal sidestilles med tilsidesættelse af et af retten nedlagt forbud eller givet påbud. herved opnås, at der under minimal anvendelse af ressourcer (både for det offentlige og erhvervsdrivende) er muligt ikke blot at få bragt et forhold til ophør, men også, hvor dette skønnes påkrævet, efter samme omkostningsbesparende, ekstrajudicielle proces effektivt at forebygge fremturen." (min fremhævning) selve formålet med forhandlingsprincippet, og dermed med muligheden for at afgive til- sagn, er netop, at adfærd som forbrugerombudsmanden mener er ulovlig, kan bringes til ophør, uden at sagen skal indbringes for retten. hvis forbrugerombudsmanden havde fri adgang til at anlægge forbudssager vedrørende adfærd, der er ophørt i forbindelse med afgivelsen af et tilsagn efter forhandling, vil det således undergrave selve forhandlings- princippet, der er helt centralt for forbrugerombudsmandens virke. bemærkningen fra betænkning 1236/1992 blev ikke eksplicit gentaget i forslaget til ny markedsføringslov fra 1992 (l 50, fremsat
oktober 1992) eller 1994 (l 211, fremsat
marts 1994) (...). bemærkningen er til gengæld gentaget i markedsføringslovsudvalgets rapport fra juli 2016, s. 370 (...), under beskrivelsen af gældende ret. forbrugerombudsmanden var repræsenteret i markedsføringslovsudvalget og må såle- des formodes at være bekendt med indholdet. - 28 - herudover fremgår følgende af lovbemærkningerne til markedsføringslovens § 28, stk. 2 (l 40 fremsat
oktober 2016), og som er en ordret videreførelse af den tidligere mar- kedsføringslovs § 23, stk. 2 (...): "det foreslås i stk. 2, at en tilsidesættelse af tilsagn afgivet af den erhvervsdrivende som led i forhandling med forbrugerombudsmanden kan modvirkes ved, at forbrugerombudsmanden meddeler den erhvervsdrivende sådanne påbud, som må anses for nødvendige for at sikre tilsagnets overholdelse. bestemmelsen understøtter således forhandlingsprincippet med en regel om, at tilsidesættelse af en aftale indgået med forbrugerombudsmanden efter forhandling skal sidestilles med tilsidesættelse af et af retten nedlagt forbud eller givet påbud." (vores fremhævning) det er således fremhævet i forarbejderne til den nye markedsføringslov, at tilsidesættelse af et tilsagn kan sidestilles med tilsidesættelse af et af retten nedlagt forbud eller givet påbud. det fremgår samtidig af forarbejderne, at der er tale om videreførelse af gældende ret. det kan derfor ikke tillægges betydning, at ovenstående ikke eksplicit fremgår af for- arbejderne til markedsføringsloven fra
det kan heller ikke tillægges betydning, at forbrugerombudsmanden skal udstede et påbud, før en fortsat tilsidesættelse af et til- sagn er strafsanktioneret, jf. markedsføringslovens § 37, stk. 1, da dette ikke ændrer ved, at et tilsagn er retligt forpligtende for den erhvervsdrivende. ved viabills tilsagn, har forbrugerombudsmanden således sikret sig mod den adfærd, der er beskrevet i tilsagnet, på samme måde som hvis der var afsagt dom herom. en dom i overensstemmelse med forbrugerombudsmandens påstand 1 til 4 vil dermed ikke tjene noget formål. forbrugerombudsmanden har heller ikke ud fra et håndhævelsessynspunkt som tilsyns- myndighed retlig interesse i påstand 1 til 4, hvilket ligeledes skyldes, at viabill på grund af tilsagnet er afskåret fra at udøve den adfærd, der er genstanden for påstand 1 til
af samme grund må det også afvises at have nogen som helst betydning, at viabill har til- kendegivet ikke at være enig i forbrugerombudsmandens fortolkning af reglerne, da det- te ikke har indflydelse på tilsagnets gyldighed. hvis påstand 1 til 4 ikke afvises, vil det reelt betyde, at forbrugerombudsmanden kan an- lægge en forbudssag mod enhver erhvervsdrivende under påberåbelse af en interesse i at få fastslået fortolkningen af en regel, uanset om den erhvervsdrivende faktisk handler i strid med den pågældende regel eller ej, og uanset om den erhvervsdrivende har under- skrevet et tilsagn om at handle i overensstemmelse med forbrugerombudsmandens for- tolkning. det skal understreges, at stævningen er indgivet efter tiltrædelse af tilsagnet, og dermed efter at viabill er ophørt med den adfærd, der søges forbud mod ved påstand 1 til
forløbet i sagen viser desuden, at det også må være forbrugerombudsmandens egen op- fattelse, at et underskrevet tilsagn indebærer en bindende påtalebegrænsning. forbruger- ombudsmanden valgte således selv at frafalde påstand 6 og 7 i sagen med direkte hen- visning til viabills tilsagn af
marts 2017, bilag b, hvilket forbrugerombudsmanden meddelte retten ved email af
marts 2017, (...): "forbrugerombudsmanden skal herved meddele sø- og handelsretten, at vi frafalder påstand 6 og 7 i vores stævning af
marts 2017, fordi viabill har givet tilsagn om at standse den ulovlige markedsføring, som er beskrevet i de to påstande." - 29 - der kan endvidere henvises til sø- og handelsrettens afgørelse i højesterets dom af
januar 2001 i u.2001.777.h (...), hvoraf det kan udledes, at et underskrevet tilsagn inde- bærer en bindende påtalebegrænsning. som begrundelse for, hvorfor forbrugerombudsmanden har fremsat påstand 1 til 4, har forbrugerombudsmanden anført, at man ønsker at få fastslået, at der er et grundlag for at påbyde genopretning efter markedsføringslovens § 20, stk. 1, nr.
det følger imidlertid af retspraksis, at nedlæggelsen af et forbud mod en handling ikke er nødvendig for, at der kan gives påbud om genoprettelse af den forud for den ulovlige handling eksisteren- de tilstand, jf. sø- og handelsrettens dom af
juni 2000, fed.2000.1582.s (ms 243). dommen er kommenteret i borcher & bøggild, markedsføringsloven,
udg., s. 532, hvor følgende er anført (...): "påbudshjemlen kan anvendes uafhængigt af, om en handling direkte forbydes, jf. shd af
juni 2000, sag v-23/99 (edc-mæglerne), hvor der ikke var nedlagt påstand om, at en uretmæssig annoncering skulle forbydes, men derimod om at annoncøren skulle påbydes at berigtige udsagn i annonceringen samt betale erstatning." med den subsidiære påstand til påstand 1 til 4, som først blev fremsat i processkrift ii, forsøger forbrugerombudsmanden at råde bod på sin manglende retlige interesse ved subsidiært at påstå viabill tilpligtet til at anerkende, at opkrævningen af autopay- gebyret forud for tilsagnet af
februar 2017 var uberettiget og uden bindende virkning. da den subsidiære anerkendelsespåstand har præcis samme genstand som de principale forbudspåstande, har forbrugerombudsmanden heller ikke retlig interesse i at få prøvet denne påstand ved domstolene. (…) 3.2 den gamle model (autopay-gebyret) 3.2.1 autopay-gebyret er ikke omfattet af renteloven forbrugerombudsmanden gør gældende, at autopay-gebyret er i strid med renteloven, og dermed også med god markedsføringsskik, da gebyret opkræves efter, at der er ind- trådt forsinket betaling, og da gebyret ikke har hjemmel i rentelovens bestemmelser. til støtte herfor har forbrugerombudsmanden bl.a. anført følgende i replikken, s. 4-5 (...): "rentelovens bestemmelser om inddrivelsesomkostninger er beskyttelsespræceptive i forbrugerforhold, jf. § 9a, stk. 2, og § 9b, stk.
beskyttelsen består i, at renteloven og inkassobekendtgørelsens beskyttelsespræceptive regler udtømmende oplister de omkostninger, som kreditor kan pålægge en forbruger i anledning af forbrugerens forsinkede betaling, dvs. at kreditor ikke kan pålægge forbrugeren andre gebyrer og omkostninger end de, som er oplistet i loven. (…) da auto-pay gebyret opkræves som følge af forsinket betaling, og da gebyret ikke har hjemmel i loven eller i bekendtgørelsen, er det opkrævet i strid med renteloven." forbrugerombudsmanden har desuden citeret fra lovbemærkningerne til rentelovens § 9a (l 74 fremsat
januar 2002) (...), hvoraf det fremgår, at § 9a omfatter alle "inddrivel- - 30 - sesomkostninger". herudover henviser forbrugerombudsmanden til højesterets afgørel- se i u.2013.2941.h, hvori det er fastslået, at renteloven og inkassobekendtgørelsen fast- lægger, hvilke "inkassoomkostninger" en skyldner kan pålægges at betale. viabill bestrider ikke, at renteloven og inkassobekendtgørelsen udtømmende gør op med, hvilke inddrivelsesomkostninger en kreditor kan pålægge en forbruger. det kan imidlertid ikke udledes af rentelovens ordlyd, af forarbejderne til renteloven el- ler af praksis, at begrebet "inddrivelsesomkostninger" (eller det synonyme begreb "inkas- soomkostninger") omfatter "alle omkostninger, der opkræves ved forsinket betaling". denne fortolkning er alene udtryk for forbrugerombudsmandens egen opfattelse og har ikke støtte i praksis eller forarbejder. det centrale er derimod, at omkostningen skal rela- tere sig til inddrivelsen af det skyldige beløb. i forlængelse heraf fremgår det udtrykkeligt af art. 6, stk. 1, i direktiv 2011/7/eu om be- kæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner (tidligere direktiv 2000/35/ef), som ligger til grund for rentelovens § 9a, at retten til kompensation vedrører afholdte inddri- velsesomkostninger, og at denne ret først indtræder, når der skal betales morarenter. af artikel 6, stk. 1, fremgår (...): "medlemsstaterne sikrer, at kreditor, når der skal betales morarenter i handelstransaktioner i henhold til artikel 3 eller 4, er berettiget til fra skyldneren som minimum at modtage et fast beløb på 40 eur. (…) kreditor er ud over det i stk. 1 omhandlede faste beløb berettiget til at kræve rimelig kompensation af skyldneren for eventuelle yderligere omkostninger ud over det faste beløb, der er påløbet på grund af skyldnerens forsinkede betaling." (vores fremhævning) der er således først tale om en inddrivelsesomkostning omfattet af renteloven fra det tidspunkt, hvor der skal betales morarenter, idet det først er på dette tidspunkt, at skyld- neren er i betalingsmisligholdelse. eftersom viabill efter deres handelsbetingelser, (...), er afskåret fra at kræve morarenter i de tilfælde, hvor autopay-gebyret opkræves, dvs. når det lykkes viabill at gennemføre betalingen, således at kunden ikke kommer i betalings- misligholdelse, kan autopay-gebyret aldrig blive en inddrivelsesomkostning omfattet af renteloven. gebyret opkræves med andre ord inden, kunden kommer i betalingsmislig- holdelse. derimod er autopay-gebyret et almindeligt gebyr med hjemmel i parternes aftale, som dækker over den service, der består i, at viabill automatisk forestår betalingen af den månedlige ydelse på kundens vegne. kunden er endvidere klart og tydeligt blevet infor- meret om og har accepteret autopay-gebyret i forbindelse med indgåelsen af aftalen med viabill, ligesom kunden er blevet informeret om autopay-gebyret i velkomstmailen, (...). autopay-gebyret er således et almindeligt aftaleretligt vilkår, og ikke en inddrivelsesom- kostning, der er udtryk for en rimelig kompensation for en omkostning, som er påløbet som følge af skyldnerens forsinkede betaling. det fremgår af viabills handelsbetingelser punkt 5 for den gamle model, (...), at kunden ikke er i betalingsmisligholdelse på det tidspunkt, hvor autopay-gebyret opkræves: "ved valg af viabill-kredit forfalder første delbetaling den førstkommende
i måneden, hvor butikken afsender varen, og de efterfølgende delbetalinger med 1 - 31 - måneds interval. (…) såfremt månedsydelsen ikke betales rettidigt, vil viabill bestræbe sig på at undgå tilskrivning af rykkergebyrer og morarenter, iht. dansk rentelovgivning, ved at hæve den forfaldne månedsydelse før rykkertilskrivning via det i forbindelse med købet anvendte betalingskort. kan hævning via kortet ikke gennemføres, indledes en rykkerproces iht. dansk rentelovgivning. (…) " (vores fremhævning) kunden kan således vælge enten selv at betale, eller lade viabill stå for betalingen mod betaling af autopay-gebyret. hvis viabill forestår betalingen, er viabill efter handelsbe- tingelserne forpligtet til ikke at opkræve rykkergebyrer og morarenter - da der netop er sket betaling. samtidig er viabill i kraft af handelsbetingelserne afskåret fra at indlede en egentlig rykkerprocedure, før viabill (forgæves) har forsøgt at hæve betalingen. selvom den
i måneden er forfaldsdag for den gebyrfrie betaling, er kunden derfor ik- ke kommet i betalingsmisligholdelse, hvis det lykkes viabill at hæve den månedlige ydelse fra kundens betalingskort. der er endvidere ikke noget i forarbejderne til renteloven, der indikerer, at automatisk hævning på et betalingskort efter aftale, udgør en inddrivelsesomkostning. det forhold, at der ikke er tale om en inddrivelsesomkostning understøttes yderligere af, at autopay-gebyret jo netop kun opkræves, hvis hævningen på kundens betalingskort lykkes. hvis der derimod havde været tale om en inddrivelsesomkostning, ville omkost- ningen blive tilskrevet kunden, uanset om hævningen lykkedes eller ej, således som det f.eks. er tilfældet med viabills opkrævning af reminder fees efter den nye model. af forarbejderne til rentelovens § 9a (l nr. 379 af
juni 2002) fremgår (...): "fordringshaveren [vil] således kunne kræve, at skyldneren betaler fordringshaverens rimelige og relevante omkostninger ved inddrivelse af fordringen. der vil bl.a. være tale om inddrivelse (inkasso), når der udsendes inkassoskrivelse til skyldneren, indgås en betalingsaftale (frivilligt forlig) eller foretages andre egentlige inkassoskridt vedrørende den pågældende fordring." (vores fremhævning) alle de eksempler på inddrivelse, der er nævnt i renteloven eller forarbejderne hertil - herunder udsendelse af rykkerskrivelser - kræver en aktiv handling fra skyldnerens side (nemlig betaling), før inddrivelsen lykkes. i modsætning hertil skal kunden ikke foretage sig noget i forbindelse med, at viabill hæver ydelsen på kundens betalingskort. autopay-gebyret er også af denne grund ikke er et gebyr, som dækker over viabills ind- drivelsesomkostninger af en forfalden fordring, men et gebyr, som dækker over den ser- vice, der består i, at kunden ikke aktivt behøver at foretage sig noget for at betale ydelsen for den pågældende måned. autopay-gebyret opkræves således ikke som følge af kundens forsinkede betaling, men derimod som følge af, at kunden ved ikke at betale til forfald har valgt i stedet at benytte sig af viabills betalingsservice. gebyret relaterer sig således ikke til inddrivelsen af det skyldige beløb. det har desuden ikke været afgørende for viabills forretningsmodel, at autopay-gebyret blev tilskrevet efter den aftalte forfaldsdag. uden at ændre grundlæggende i sit koncept kunne viabill principielt have aftalt med forbrugeren, at forfaldsdagen var den
i må- neden, således at autopay-gebyret blev opkrævet ved eller før (og ikke efter) forfald, samtidig med at forbrugeren blev tilbudt en gratis betalingsmulighed ved førtidig beta- ling. viabill har således ikke, som anført af forbrugerombudsmanden, forsøgt at omgå - 32 - reglerne i renteloven og inkassobekendtgørelsen. viabill har blot en anden forståelse af retstilstanden end forbrugerombudsmanden. 3.3 den nye model (reminder fees) 3.3.1 viabill opkræver reminder fees i overensstemmelse med renteloven som nævnt under pkt. 3.5 valgte viabill at tage den nye model i brug efter, at viabill med tilsagnet af
februar 2017 forpligtede sig til at afstå fra den gamle model, og efter at forbrugerombudsmanden havde tilkendegivet, at hun ikke længere ønskede at indgå i en dialog om viabills forretningsmodel. efter den nye model sender viabill en rykker- skrivelse til de kunder, der ikke har betalt til tiden, og opkræver i den forbindelse et ryk- kergebyr på 39 kr. i overensstemmelse med rentelovens § 9b, der har følgende ordlyd: "stk. 1, for rykkerskrivelser vedrørende fordringer kan fordringshaveren kræve et gebyr, jf. stk. 2, såfremt skrivelsen er fremsendt med rimelig grund (rykkergebyr). fordringshaveren kan endvidere kræve et gebyr, jf. stk. 3, for at anmode en anden om at inddrive fordringen på fordringshaverens vegne, såfremt dette er sket med rimelig grund (inkassogebyr). stk.
der kan kræves et rykkergebyr på højst 100 kr. for hver rykkerskrivelse, dog højst for 3 skrivelser vedrørende samme ydelse. har skyldneren inden for en sammenhængende periode til stadighed været i restance vedrørende samme skyldforhold, kan der uanset
pkt. højst kræves rykkergebyr for 3 skrivelser vedrørende restancerne i den pågældende periode. der kan kun kræves gebyr for rykkerskrivelser, som er sendt med mindst 10 dages mellemrum. stk.
der kan kræves et inkassogebyr på højst 100 kr. stk.
reglerne i stk. 1-3 kan ikke fraviges til skade for skyldneren ved aftale, hvis der er tale om en fordring i henhold til en aftale som nævnt i § 7, stk.
i andre tilfælde kan reglerne i stk. 1-3 fraviges ved aftale eller handelsbrug eller anden sædvane i det omfang, som følger af § 9 a, stk. 1 og stk. 2,
pkt. " 3.3.1.1 reminderen er en rykkerskrivelse i rentelovens forstand viabill har valgt at kalde sin rykkerskrivelse for en reminder i overensstemmelse med den engelske betegnelse for begrebet. viabills reminder har følgende ordlyd, (...): "hej [kundens navn] vi håber, du nyder shoppingen med din rentefrie viabill konto. vi kan se, at du ikke har indbetalt denne måneds ydelse via din netbank senest den
i denne måned. som aftalt har vi derfor tilskrevet et reminder fee på 39 kr. det nye beløb til betaling ser du på "mit viabill" under "oversigt". for at sikre dig mod yderligere gebyrer, beder vi dig indbetale beløbet via din netbank. om 8 dage hæver vi - uden omkostninger - selv beløbet på dit kort, hvis du ikke selv har indbetalt. vidste du, at der - bare i løbet af den seneste måned - er kommer flere end 100 shops til, som tilbyder viabill? se dem alle på viabill.dk venligst tina, viabill" - 33 - forbrugerombudsmanden gør gældende, at det ikke fremgår tilstrækkelig klart af re- minderen, at det er en rykker for betaling, da viabill samtidig oplyser, at viabill selv trækker beløbet uden yderligere omkostninger, hvis forbrugeren ikke indbetaler beløbet. en rykkerskrivelse er defineret i lovbemærkningerne til rentelovens § 9b (l132 fremsat
december 2000), hvoraf følgende fremgår (...): "det foreslås, at reglerne skal finde anvendelse på rykkerskrivelser, dvs. skrivelser, som sendes til forbrugeren med påmindelse om at opfylde en indtruffet forpligtelse i anledning af forbrugerens misligholdelse af parternes aftale. ved skrivelser forstås alle læsbare meddelelser, uanset om disse fremsendes på traditionel vis ved et brev eller på anden måde, f.eks. ved e-mail." ved en rykkerskrivelse forstås således en skrivelse med påmindelse om at opfylde en indtruffet forpligtelse i anledning af forbrugerens misligholdelse, uden at der er knyttet andre form- eller indholdskrav til rykkerskrivelsen. det fremgår tydeligt af viabills re- minder, (...), at kunden ikke har betalt senest den
i måneden, der er den aftalte for- faldsdag. viabill opfordrer samtidig klart og tydeligt kunden til at opfylde den indtrufne forpligtelse ved at indbetale beløbet via sin netbank. det er derfor klart for kunden, at der er tale om en rykker for betaling. reminderen udgør således en rykkerskrivelse i rentelovens forstand, og det er i den for- bindelse ikke afgørende, at viabill også oplyser, at de om muligt vil hæve beløbet på kundens betalingskort, hvis kunden ikke selv har betalt inden for 8 dage. tilsvarende er det ikke relevant i forhold til rentelovens § 9b, hvad man kalder skrivel- sen. 3.3.1.2 reminderen er fremsendt med rimelig grund forbrugerombudsmanden gør gældende, at reminderen er i strid med rentelovens § 9b, da reminderen efter forbrugerombudsmandens opfattelse ikke er fremsendt med rimelig grund. til støtte herfor gør forbrugerombudsmanden anført følgende i processkrift ii, s. 8 (...): "det er forbrugerombudsmandens opfattelse, at viabill sender reminder-beskeden uden rimelig grund i rentelovens forstand allerede fordi viabill har anmodet om forbrugerens betalingskortoplysninger og ifølge viabills egen opfattelse har ret til at forsøge at tilmelde den forfaldne saldo til nets betalingsservice. det fremgår således også af viabills reminder-beskeder, at viabill mener at have ret til at hæve den månedlige indbetaling, når den ikke er blevet betalt af forbrugeren inden forfaldsdato." det bestrides, at det forhold, at viabill med kundens samtykke forsøger at hæve det skyldige beløb fra kundens betalingskort, hvis kunden ikke selv har indbetalt beløbet in- den 8 dage, skulle bevirke, at reminderen ikke er fremsendt med rimelig grund. hver gang viabill hæver betalingen fra en kundes betalingskort, koster det 1 % af belø- bet, dog min. 0,80 kr., samt 0,10 kr. pr. forsøg på at hæve betalingen. dertil kommer de interne administrationsomkostninger. det koster derimod ikke viabill noget, når kunden betaler den månedlige ydelse til viabill via sin netbank. hvis viabill skulle hæve den månedlige ydelse fra samtlige 125.000 kunders betalingskort, ville det således være for- - 34 - bundet med betydelige udgifter hver måned. hertil kommer øgede udgifter til admini- stration af alle de kunder, som det ikke ville lykkes viabill at hæve den månedlige ydelse hos. for at kunne tilbyde alle kunder en rente- og gebyrfri kredit, har viabill derfor valgt at indrette sin forretning således, at kunderne skal betale den månedlige ydelse via netbank. som redegjort for under 3.3.3, fremgår det også klart af viabills kommunikation med kunderne, at betalingen af den månedlige ydelse skal ske via netbank. hvis viabill hævede den månedlige ydelse fra kundens betalingskort inden fremsendel- sen af reminder og tilskrivelse af reminder fee, ville kunderne imidlertid ikke være moti- verede til at betale den månedlige ydelse i overensstemmelse med aftalen - altså via net- bank. på grund af omkostningerne ved at hæve betalingen fra kundernes betalingskort, ville konsekvensen af dette være, at viabill ikke kunne tilbyde kunderne et rente- og ge- byrfrit kreditprodukt. fremsendelsen af reminderen sker derfor med rimelig grund, idet den motiverer kunden til at betale til forfald på den anviste betalingsmåde. samtidig orienteres kunden om, at kunden, for at undgå yderligere rykkergebyrer, skal betale via netbank eller sørge for, at kunden har et gyldigt betalingskort med dækning tilknyttet sin aftale. til støtte for sin påstand fremhæver forbrugerombudsmanden desuden lovbemærknin- gerne til rentelovens § 9b, som nævner en række eksempler på, hvornår en rykkerskrivel- se ikke skal anses for at være fremsendt med rimelig grund. dette er eksempelvis, hvis fordringen ikke består, hvis den samme erhvervsdrivende ikke samler flere forfaldne fordringer i samme rykkerskrivelse, eller hvis forbrugeren har meddelt, at han ikke vil betale. det fremgår derimod hverken direkte eller indirekte af lovbemærkningerne til § 9b, at en rykkerskrivelse ikke skal anses for at være fremsendt med rimelig grund, blot fordi den erhvervsdrivende med kundens samtykke forsøger at hæve det skyldige beløb fra kundens betalingskort, hvis kunden ikke selv har indbetalt beløbet inden en given frist. forbrugerombudsmanden hævder herudover, at såfremt viabill har fået kundens sam- tykke til at hæve den månedlige ydelse inklusiv reminder fee, må det betyde, at kundens eventuelle misligholdelse skyldes viabills egne forhold. denne ubegrundede sammen- hæng må dog afvises, da det er aftalt med kunden, at betaling af den månedlige ydelse skal ske via netbank senest den
i måneden. det skyldes således ikke viabills forhold, hvis kunden ikke betaler den månedlige ydelse til tiden. på denne baggrund gøres det derfor gældende, at viabills reminder, der sendes til kun- der, som ikke har betalt den månedlige ydelse til tiden, er fremsendt med rimelig grund i overensstemmelse med rentelovens § 9b. 3.3.1.3 reminderen er fremsendt til kunden i forbindelse med fremsendelsen af tilsagnet af
marts 2017, orienterede viabill ved brev af
marts 2017, (...), forbrugerombudsmanden om, at viabill fremadrettet agtede at kommunikere med kunderne på følgende måde: - 35 - "vi er ikke enige heri, da vilkåret om kommunikation gennem "mit viabill" ikke er tilstrækkelig byrdefuldt for kunderne til at fravige udgangspunktet om, at parterne selv aftaler, hvordan de vil kommunikere med hinanden. "viabill er dog indstillet på at ændre i opsætningen, således at kunden modtager en email om, at der er ny post i kundens "mit viabill", hver gang viabill sender en besked, der kræver en reaktion fra kunden, som f.eks. en betalingspåmindelse. viabills system vil hermed komme til at fungere på samme måde som e-boks" herefter valgte forbrugerombudsmanden ved email til sø- og handelsretten af
marts 2017, (...), at frafalde påstand 6 vedrørende viabills vilkår om kommunikation med kun- derne. ved en pressemeddelelse af
marts 2017, (...), om retssagen mod viabill, oplyste forbrugerombudsmanden følgende: "selskabet har også fjernet vilkåret om, at selskabet kan sende vigtige beskeder med bindende virkning til "mit viabill" på viabill.dk. viabill har nu ændret sin kommunikation, således at alle kunder nu får en email, hvis der er en besked til kunden i "mit viabill"." det savner grundlæggende mening for forbrugerombudsmanden at fremhæve, hvordan viabill har ændret i sin kommunikation, hvis ikke forbrugerombudsmanden var af den holdning, at den ændrede måde at kommunikere på var lovlig. ved at frafalde påstand 6 og fremhæve viabills ændrede måde at kommunikere på i pressemeddelelsen, har for- brugerombudsmanden bibragt viabill den berettigede opfattelse, at viabills nuværende måde at kommunikere med sine kunder på er lovlig. det gøres derfor gældende, at forbrugerombudsmanden har accepteret, at viabill kom- munikerer med kunderne via "mit viabill" kombineret med, at kunderne modtager en email om, at der er ny post i "mit viabill". selv hvis forbrugerombudsmanden ikke skulle have accepteret viabills fremgangsmåde ved kommunikation med kunderne, skal reminderen under alle omstændigheder anses for at være fremsendt. til støtte for sin påstand om, at viabills reminders ikke skal anses for at være fremsendt eller kommet frem til kunden, anfører forbrugerombudsmanden følgende i processkrift ii, s. 9 (...): "det er et grundlæggende obligationsretligt princip, at påbud ikke får virkning, før de er kommet frem til modtageren. med hensyn til rykkerskrivelser efter rentelovens § 9b må det tilsvarende gælde, at disse forudsætter fremkomst for at kunne få virkning, herunder for at kunne danne grundlag for opkrævning af gebyrer." følgende fremgår imidlertid af lovbemærkningerne til rentelovens § 9b (l132 fremsat
december 2000) vedrørende selve fremsendelsen af en rykkerskrivelse (...): "ved skrivelser forstås alle læsbare meddelelser, uanset om disse fremsendes på traditionel vis ved et brev eller på anden måde, f.eks. ved e-mail." (vores understregning) det er således forudsat i forarbejderne til rentelovens § 9b, at der ikke stilles formkrav til fremsendelsesmetoden. viabill har derfor valgt, at al kommunikation med kunden pri- mært sker via "mit viabill". udover at dette fremgår klart af pkt. 6.1 i viabills forret- ningsbetingelser, (...), fremgår det også af velkomst-emailen, (...), at kunden skal logge på - 36 - "mit viabill" og ændre sit kodeord. på den måde bliver kunden bekendt med viabills kommunikationsunivers. når der sendes nye beskeder til kunden i "mit viabill", lagres indholdet hos viabills eks- terne service-udbyder, og viabill kan ikke uden videre ændre i beskedernes indhold. da der ikke er formkrav med hensyn til fremsendelsesmetoden, har det derfor ikke betyd- ning, at reminderen sendes til "mit viabill" på viabill.dk, som er et domæne tilhørende viabill. det er ikke korrekt, som anført af forbrugerombudsmanden, at pkt. 6.1 i viabills forret- ningsbetingelser fraviger det almindelige, obligationsretlige fremkomstprincip. tværti- mod følger det netop af almindelige obligationsretlige principper, at parterne kan aftale, hvilken kommunikationsform de vil benytte imellem sig, samt at spørgsmålet om, hvor- vidt en meddelelse skal anses for at være kommet frem til den anden part, skal ses i lyset af parternes aftale. baggrunden for viabills valg af kommunikationsform er, at kunden skal have sikkerhed for, at alle relevante oplysninger om aftaleforholdet er samlet ét sted. viabill har dog for- ståelse for, at kunden ikke nødvendigvis tjekker "mit viabill" hver dag. dette var netop også grunden til, at viabill valgte at underskrive tilsagnet af
marts 2017, (...), og indføre en notifikationsordning, hvorved kunden modtager en email, hver gang der er ny post i "mit viabill". forbrugerombudsmanden gør desuden gældende, at der kan sluttes modsætningsvist fra § 10 i lov om digital post fra offentlige afsendere, således at meddelelser i e-boks ikke skulle anses for at være kommet frem til adressaten, hvis ikke det var på grund af hjem- len i §
denne modsætningsslutning må afvises som ukorrekt. lovgivningen er tværtimod fyldt med eksempler på, at almindelige principper kodificeres inden for særlige områder - som f.eks. digital kommunikation med det offentlige. e-boks kan også benyttes af private virksomheder, hvis de har indgået aftale herom med deres aftalepart. hvis forbrugerombudsmandens opfattelse skal lægges til grund, vil det således indebære, at meddelelser i e-boks fra offentlige afsendere skal anses for at være nået frem til adressaten, mens meddelelser i e-boks fra private afsendere ikke skal anses for at være kommet frem til adressaten. dette kan ikke have været lovgivers hensigt. selv hvis § 10 i lov om digital post fra offentlige afsendere skal anses for at være en fravi- gelse af almindelige obligationsretlige principper, må det naturligvis lægges til grund, at lovgiver ved vedtagelsen af loven har vurderet, at den kommunikationsform, som e- boksløsningen er udtryk for, er en acceptabel og lovlig måde at kommunikere på. det har i den forbindelse ikke betydning, at loven ikke finder anvendelse på kommunikation mellem borgere og virksomheder, da det står private parter frit for at aftale, hvordan de vil kommunikere med hinanden. det skal i øvrigt bemærkes, at lov om digital post fra of- fentlige afsendere trådte i kraft
juli 2012, og der må således på nuværende tidspunkt være etableret en sædvane om, at e-boksløsningen er en acceptabel måde at kommunike- re på. hvis denne form for kommunikation skal forbydes, bør det således ikke ske ved en domstolsafgørelse, men ved et lovgivningstiltag. forbrugerombudsmandens snævre opfattelse af ordet "fremsende" illustrerer desuden tydeligt, at forbrugerombudsmanden ikke tager højde for den generelle udvikling i sam- - 37 - fundet henimod digital kommunikation. der skal i den forbindelse henvises til bilag v, der er en oversigt med eksempler på virksomheder, der kommunikerer med deres kun- der gennem selvbetjeningsløsninger. forbrugerombudsmanden gør endvidere gældende, at det er uklart, om pkt. 6.
i viabills forretningsbetingelser, hvorefter "kommunikation om aftaleforholdet sker via debitors "mit viabill"", også omfatter rykkere for misligholdelse af aftaleforholdet. ud fra en almindelig sproglig forståelse må "kommunikation om aftaleforholdet" dog forstås så- ledes, at det omfatter al kommunikation om aftaleforholdet, herunder kommunikation i anledning af den ene parts misligholdelse. dette står uden tvivl klart for en almindelig gennemsnitsforbruger, og der er derfor ikke grundlag for at fortolke pkt. 6.1 anderledes, jf.

§ 38b

. til støtte for sit synspunkt har forbrugerombudsmanden også henvist til afgørelserne i u.2010.1534.h (...) og u.2013.1181.sh (...), der begge vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt et påkrav om betaling af en parkeringsafgift, der blev placeret i bilens forrude, kunne an- ses for at være kommet frem til forbrugeren. afgørelserne har dog ikke relevans for nær- værende sag, da spørgsmålet om, hvorvidt påkravet var "kommet frem" til bilisten ikke vedrørte kommunikationsformen mellem parterne, men derimod om bilisten grundlæg- gende havde mulighed for at gøre sig bekendt med påkravet. viabill er i øvrigt grundlæggende ikke enig med forbrugerombudsmanden i, at rentelo- vens § 9b indeholder et krav om, at rykkerskrivelsen skal være kommet frem til modtage- ren. derimod følger det af bestemmelsens ordlyd, at rykkerskrivelsen skal være frem- sendt, hvilket ikke skal forstås som et krav om, at skrivelsen er modtaget af modtageren. denne ordlydsfortolkning af bestemmelsen støttes desuden af renteloven med kommen- tarer,

udg., s. 281 (...): "det fremgår af formuleringen, at risikoen for, at rykkerskrivelsen er kommet frem, påhviler skyldneren, jf. også bet. 1321/1996 om inkassovirksomhed s.
det påhviler imidlertid fordringshaveren at løfte bevisbyrden for, at rykkerskrivelsen i det hele taget er afsendt." også af denne grund gøres det gældende, at viabills fremgangsmåde, hvorved reminde- ren sendes til kundens indbakke i "mit viabill" kombineret med, at der sendes en notifi- kation om ny post til kundens email, bevirker, at reminderen skal anses for at være frem- sendt til kunden i overensstemmelse med rentelovens § 9b. 3.3.2 kunden har givet samtykke til betalingstransaktionen 3.3.2.1 viabills vilkår for automatisk kortbetaling forbrugerombudsmanden anfører i processkrift ii, s. 6 (...), at brugen af udtrykket "forsø- ge" i pkt. 1.2 i viabills vilkår for automatisk kortbetaling gør det uklart, om kunden sær- skilt skal acceptere opkrævningerne, inden de kan foretages, eller om der er tale om et af- talevilkår, der giver viabill en umiddelbar ret til at foretage opkrævningerne. pkt. 1.2 i vilkårene for automatisk kortbetaling, (...), har følgende ordlyd: "første gang debitor benytter viabill som betalingsmåde, skal debitor indtaste sine betalingskortoplysninger. hvis debitor ikke selv betaler den månedlige ydelse rettidigt via debitors netbank, vil viabill 8 dage efter udsendt rykker forsøge at - 38 - benytte debitors betalingskortoplysninger til at hæve den månedlige ydelse og eventuelle rykkergebyrer. debitor har selv ansvaret for at betale den efterfølgende måned, da viabill udelukkende foretager en enkeltstående trækning i forbindelse med manglende betaling." det fremgår således klart og tydeligt, at viabill vil forsøge at hæve den månedlige ydelse inklusiv rykkergebyr fra kundens betalingskort, hvis kunden ikke inden 8 dage har ind- betalt beløbet via sin netbank. hver måned lykkedes det ikke viabill at hæve det skyldige beløb hos ca. 10-13 % af de kunder, der ikke har betalt inden 8 dage efter udsendelse af reminderen. dette kan f.eks. være fordi, at der ikke er dækning på kortet, eller hvis kortet er spærret eller udløbet. ordet "forsøge", er derfor alene brugt for at indikere, at det ikke nødvendigvis vil lykkes for viabill at hæve det skyldige beløb fra kundens betalingskort. sådan som vilkåret er formuleret, er det således gjort klart for kunden, at viabill vil hæve den månedlige ydelse med rykkergebyr - hvis muligt - uden at kunden særskilt skal ac- ceptere denne hævning. forbrugerombudsmandens udsagn om, at det er uklart, om vil- kåret skal forstås således, at forbrugeren særskilt skal give sin accept, hver gang viabill hævede den månedlige ydelse, er ikke blot i strid med ordlyden af pkt. 1.2, men ville og- så bevirke, at vilkårene for automatisk kortbetaling i deres helhed var overflødige. 3.3.2.2 kundens afgivelse af samtykke forbrugerombudsmanden hævder, at viabills hævning af reminder fees foretaget ved brug af kundens betalingskortoplysninger er i strid med betalingslovens §
forbruger- ombudsmanden mener således ikke, at kunden med sin accept af viabills vilkår for au- tomatisk kortbetaling kan anses for at have givet samtykke til den betalingstransaktion, der finder sted, hvis kunden ikke betaler den månedlige ydelse til forfald, jf. betalingslo- ven § 82 (tidligere betalingstjenestelovens § 57). som illustreret i bilag i (...), skal kunden dog aktivt acceptere viabills vilkår for automa- tisk kortbetaling ved at klikke af i en boks, for at kunne indgå en kreditaftale med viabill. kunden bliver således ikke først bekendt med vilkårene for automatisk kortbetaling, når kunden har scrollet ned gennem viabills forretningsbetingelser. følgende fremgår af forarbejderne til betalingslovens § 82 (l 157 fremsat den
marts 2017) (...): "det foreslås i stk. 2, at samtykke kan meddeles i den form, der er aftalt mellem betaleren og dennes udbyder. det kan herunder aftales, at samtykke til at gennemføre en betalingstransaktion tillige kan gives via betalingsmodtageren eller en udbyder, der udbyder betalingsinitieringstjenester." der stilles således ikke formkrav til, hvordan betalerens samtykke skal gives. samtidig er det i forhold til den eksisterende § 57 blevet præciseret i betalingslovens § 82, stk. 2, at det kan aftales mellem en betaler og dennes udbyder, at samtykket til at gennemføre en beta- lingstransaktion kan gives via betalingsmodtageren. herudover fremgår følgende af pkt. 5.2 i forbrugerombudsmandens egne retningslinjer for betalingsmodtageres håndtering af betalinger ved fjernsalg, (...): "tilbagevendende betalinger med et betalingsinstrument er baseret på, at forbrugeren giver betalingsmodtageren en bemyndigelse (samtykke) til at - 39 - gennemføre visse fremtidige betalinger i et bestemt aftaleforhold ved hjælp af forbrugerens betalingsinstrument, således at betalingerne debiteres betalingskontoen. (…) denne betalingsform må for at leve op til kravene om god markedsføringsskik og god erhvervsskik kræve en særskilt og klar aftale med forbrugeren og vilkårene og procedurerne for disse betalinger må være betryggende og sikre forbrugeren den fornødne gennemsigtighed." kravene i forbrugerombudsmandens retningslinjer for betalingsmodtageres håndtering af betalinger ved fjernsalg er netop baggrunden for, at viabill har udarbejdet vilkårene for automatisk kortbetaling, (...), som præcist beskriver, hvornår viabill vil (forsøge at) gennemføre en betaling på kundens betalingskort. vilkårene beskriver også, hvordan kunden skal forholde sig, hvis han ønsker at tilbagekalde sit samtykke til den automati- ske betaling, eller hvis han har en indsigelse imod en allerede gennemført betaling. følgende fremgår af forbrugerombudsmandens retningslinjer i relation til betalinger, hvor størrelsen eller debiteringstidspunktet ikke nødvendigvis kendes på det tidspunkt, hvor kunden giver sit samtykke til betalingen (...): "såfremt aftalen med forbrugeren giver betalingsmodtageren mulighed for at trække andet end et fast beløb, eller debiteringstidspunktet ikke er forudbestemt, må vilkårene sikre, at der gives forbrugeren det nødvendige overblik og informationer om de enkelte betalinger i god tid inden disse gennemføres, og således at forbrugeren har mulighed for at forhindre gennemførelsen af en betaling, som ikke kan anerkendes. under henvisning til de varslingsfrister, der som udgangspunkt gælder for andre betalingsformer, herunder betalingsservice og sepa direct debit betalinger, må fristen ikke være under 8 dage inden betalingen iværksættes. forbrugeren skal ved indsigelse over for betalingsmodtageren have mulighed for at få tilbageført beløbet i op til 14 dage efter, at betalingen er gennemført." i overensstemmelse med forbrugerombudsmandens retningslinjer indeholder viabills reminder, (...), information om, at kunden kan se det nye beløb til betaling på "mit viabill" under "oversigt", samt at viabill hæver beløbet fra kundens betalingskort efter 8 dage. i forhold til kundens indsigelsesret, fremgår det tydeligt af pkt. 2.2 i viabills vilkår for automatisk betaling, (...), at kunden kan rette henvendelse til support@viabill.com, hvis kunden har en indsigelse imod en allerede gennemført betaling. på denne baggrund gøres det gældende, at kunden ved aktivt at acceptere viabills vilkår for automatisk kortbetaling i forbindelse med aftaleindgåelsen, har givet et tilstrækkeligt samtykke til, at viabills hævning af den månedlige ydelse fra kundens betalingskort skal anses for at være autoriseret, jf. betalingslovens §
3.3.3 viabill har ikke handlet svigagtigt efter forbrugerombudsmandens opfattelse er den viljeserklæring, som kunderne afgiver ved at acceptere viabills forretningsbetingelser og vilkår for automatisk kortbetaling, fremkaldt ved svigagtig adfærd fra viabills side, og dermed ugyldig, jf.

§ 30

. efter bestemmelsen kan der foreligge svig, når der svigagtigt er givet urigtige oplysnin- ger, eller svigagtigt er fortiet oplysninger, som kan antages at være af betydning for vil- jeserklæringen. det gøres gældende, at viabill hverken har givet urigtige oplysninger eller fortiet oplys- ninger. - 40 - det fremgår klart, tydeligt og med fed i pkt. 5.1 i viabills forretningsbetingelser, (...), at den månedlige ydelse forfalder til betaling den

i hver måned. det fremgår ligeledes klart og tydeligt af pkt. 5.2, at betalingen skal ske via debitors netbank, og at viabill ikke foretager en automatisk trækning ved forfald. herudover fremgår det tydeligt af det vindue, som kommer op, hvis kunden i ordreflo- wet klikker på "første gang? sådan virker viabill", at det er gratis, hvis kunden selv fore- tager indbetalingen via netbank senest den
i hver måned, (...). det fremgår også af velkomst-emailen, (...), at kunden kan se sin fi-kode til brug ved netbankoverførsel inde på "mit viabill". viabill forsøger således på ingen måde at skjule, at kunden selv skal be- tale den månedlige ydelse via netbank. det er derfor ikke korrekt, at kunden, som anført af forbrugerombudsmanden, med rette kan forstå viabills vilkår således, at viabill selv hæver forfaldne beløb på betalingskortet, og at kunden kun vil modtage en rykkerskrivelse, hvis der ikke er dækning på kortet. for at indgå en aftale med viabill skal kunden aktivt acceptere vilkårene for automatisk beta- ling, (...), og ved klik på linket føres kunden direkte til vilkårene. kunden risikerer derfor ikke at overse afsnittet "generelt" i vilkårene for automatisk betaling. der er heller intet i viabills kommunikation, der giver kunderne en forventning om, at de ikke kan blive pålagt et rykkergebyr, hvis de ikke betaler til tiden. viabill forsøger samti- dig ikke at skjule, at kunderne bliver pålagt et rykkergebyr ved forsinket betaling. tværtimod fremgår det af vinduet i ordreflowet, og af velkomst-emailen, at kunden bli- ver opkrævet
kr., hvis kunden ikke husker at betale til tiden. efter kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 1, finder loven ikke anvendelse på kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre omkostninger. efter forarbejderne til be- stemmelsen (l 91 fremsat
december 2009), betragtes en kredit som rentefri og uden andre omkostninger i følgende tilfælde (...): "undtagelsen finder kun anvendelse, hvis der ikke skal betales nogen form for oprettelsesomkostninger, løbende omkostninger eller rente." viabills reminder fee er ikke en kreditomkostning, men et rykkergebyr, der pålægges med hjemmel i renteloven, når viabill har været nødt til at sende kunden en reminder som følge af kundens forsinkede betaling. viabills kreditprodukt er således rente- og ge- byrfri i kreditaftalelovens forstand, idet kunden ikke pålægges nogen form for kreditom- kostninger under aftaleforholdet. det ændrer ikke herved, at kunden bliver pålagt et rykkergebyr, hvis kunden ikke betaler til tiden. der er derfor hverken vildledende eller svigagtigt, at viabill markedsfører sit kreditprodukt som rente- og gebyrfrit. det må endvidere afvises, at det blotte faktum, at kunden skal indtaste sine kortoplys- ninger, giver kunden en berettiget forventning om, at viabill automatisk trækker den månedlige ydelse fra kundens betalingskort, når det fremgår af både ordreflow, forret- ningsbetingelser, vilkår om automatisk kortbetaling og velkomst-emailen, at kunden skal betale den månedlige ydelse selv via netbank. hvis kunden klikker på vilkår for automa- tisk kortbetaling, inden kunden accepterer vilkårene, vil det desuden stå klart, at viabill først benytter betalingskortoplysningerne 8 dage efter udsendt rykker, hvis kunden ikke har betalt til tiden via netbank. konsekvensen af forbrugerombudsmandens synspunkt er, at det ikke vil være muligt for virksomheder, der indgår forbrugeraftaler, at regulere aftaleforholdet i sine forretnings- - 41 - betingelser. det skal i den forbindelse erindres, at der ved vurderingen af viabills han- delspraksis skal tages udgangspunkt i en gennemsnitforbruger, sådan som dette begreb er defineret i direktiv 2005/29 om urimelig handelspraksis, betragtning 18 (ms 10): "i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og for at den beskyttelser, der ligger i det, rent faktisk kan fungere, anvender dette direktiv som benchmark en under hensyntagen til sociale, kulturelle og sproglige forhold almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger, således som denne fortolkes af domstolen." (vores understregning) viabill må således kunne gå ud fra, at deres kunder gør sig bekendt med vilkårene for af- taleforholdet, herunder vilkårene om hvordan betaling skal ske, i forbindelse med at de accepterer vilkårene - især da viabills forretningsbetingelser og vilkår om automatisk kortbetaling hverken er urimeligt lange eller uklare. 3.3.4 viabills forretningsbetingelser er ikke urimelige 3.3.4.1 viabills vilkår om automatisk kortbetaling forbrugerombudsmanden har gjort gældende, at pkt. 1.2 i viabills vilkår om automatisk kortbetaling, (...), er et urimeligt aftalevilkår, jf.

§ 38c, jf.

§ 36, da det bevirker en betydelig skævhed i forbrugerens retsstilling over for viabill med hensyn til at gøre indsigelser over for forkerte eller uberettigede opkrævninger. det fremgår imidlertid klart af vilkårene for automatisk kortbetaling pkt. 2.1 og 2.2, at debitor til enhver tid kan tilbagekalde sit samtykke til, at viabill må benytte debitors be- talingskortoplysninger, samt at debitor bevarer muligheden for at gøre indsigelse over for forkerte eller uberettigede opkrævninger. viabills vilkår for automatisk kortbetaling er desuden udarbejdet i overensstemmelse med pkt. 5.2 i forbrugerombudsmandens ret- ningslinjer for betalingsmodtagers håndtering af betalinger ved fjernsalg (...), der vedrø- rer tilbagevendende betalinger iværksat af betalingsmodtager. det gøres derfor gældende, at pkt. 1.2 i viabills vilkår om automatisk kortbetaling ikke bevirker en betydelig skævhed i forbrugerens retsstilling over for viabill og derfor ikke skal anses for at være et urimeligt aftalevilkår, jf.

§ 38c, jf.

§ 36. 3.3.4.2 viabills vilkår om kommunikation med kunderne forbrugerombudsmanden anfører i processkrift ii, s. 17-18 (...), at pkt. 6.1 i viabills for- retningsbetingelser om kommunikation med kunderne er et urimeligt aftalevilkår, da det i vidt omfang pålægges forbrugeren at holde sig orienteret på viabills hjemmeside, og da kommunikationsformen ikke tjener andet formål end at højne risikoen for, at kunden overser viabills reminders, idet viabill lige så godt kunne sende reminders ud pr. email. dette er grundlæggende ikke korrekt. tværtimod skyldes valget af kommunikationsform netop, at kunden skal have sikkerhed for, at alle relevante oplysninger om aftaleforholdet er samlet ét sted. samtidig får kunden en email med orientering om, at der er nye beske- der i "mit viabill", således at kunden netop ikke pålægges at holde sig orienteret på viabills hjemmeside - udover når kunden har fået besked herom på email. viabills valg - 42 - af kommunikationsform skyldes dermed ikke et ønske om, at kunden skal overse vigtige beskeder som f.eks. rykkerskrivelser. at viabills kunder rent faktisk heller ikke har overset beskederne i "mit viabill" under- støttes desuden af, at forbrugerombudsmanden tilsyneladende kun har modtaget én en- kelt klage over viabill efter, at viabill i december 2017 valgte både at udsende reminder- skrivelserne via email og indbakken i "mit viabill" til de kunder, der ikke havde betalt til tiden. en stor del af viabills kunder har desuden deres arbejds-email tilknyttet til aftalen med viabill. hvis viabill alene kommunikerede via email, er der risiko for, at vigtige beskeder går tabt, når kunden skifter arbejde, samt at fremtidige beskeder ikke når frem til kun- den. viabill sender normalt blot 1-2 notifikationer om ny post i "mit viabill" (...) om må- neden til kunderne (udover eventuelle remindere), og der er således ikke tale om, at kunderne bliver overbebyrdet med email-notifikationer. kunderne kan således nøjes med kun at holde sig orienterede i deres email, og det kan ikke i sig selv anses for at være urimeligt, at viabill benytter den samme standard-email, uanset hvad beskeden i "mit viabill" vedrører. viabill må med rimelighed kunne forven- te, at kunderne tjekker deres indbakke i "mit viabill" når de har modtaget en email om, at der er ny post i indbakken. det gøres således samlet gældende, at viabills vilkår om kommunikation med kunderne - som forbrugerombudsmanden i øvrigt tidligere har accepteret, jf. ovenfor pkt. 3.3.1.3 - ikke er et urimeligt aftalevilkår, jf.

§ 38c, jf.

3.3.5 viabill har ikke handlet i strid med god [markedsførings-]skik som redegjort for i det foregående, har viabill ikke handlet i strid med loven, hverken i forhold til den gamle model eller den nye model. på denne baggrund gøres det gæl- dende, at viabill heller ikke har handlet i strid med god [markedsførings-]skik (…). 3.4 særligt om påstandene om tilbagebetaling 3.4.1 kravet om klar overtrædelse efter markedsføringslovens § 24, stk. 1, nr. 2, kan der ved dom gives sådanne påbud, som må anses nødvendige for at sikre genoprettelse af den forud for den ulovlige handling eksisterende retstilstand. med denne hjemmel har forbrugerombudsmanden med på- stand 5 og 9 nedlagt påstand om påbud om tilbagebetaling med tillæg af renter af allere- de modtagne autopay-gebyret opkrævet efter den gamle model, og reminder fees op- krævet efter den nye model til samtlige kunder, der er blevet opkrævet gebyrerne. det gøres grundlæggende gældende, at betingelserne for at give et påbud til genoprettel- se af en forud for en ulovlig handling eksisterende tilstand, jf. markedsføringslovens § 20, stk. 1,
pkt. nr. 2, ikke er opfyldt, idet der under alle omstændigheder ikke er tale om til- strækkeligt klare overtrædelser, ligesom et påbud ikke vil stå i rimeligt forhold til forseel- sen. - 43 - baggrunden for bestemmelsen i markedsføringslovens § 24, stk. 1, nr. 2, fremgår af be- tænkning 1236/1992 om ny markedsføringslov, s. 26 (...): "bestemmelsen i § 8, stk. 1,
pkt., litra b [nu § 20, stk. 1,
pkt., nr. 2], er ny. den giver mulighed for i tilfælde, hvor det må anses nødvendigt for at sikre genoprettelse af status quo, at give de i så henseende nødvendige påbud. (…) et påbud skal dog stå i rimeligt forhold til forseelsen, ligesom påbud skal respektere retsordenens almindelige regler." i lovbemærkningerne til § 24, stk. 1, nr. 2 (l 40 af
oktober 2016), fremgår (...): "hvis en erhvervsdrivende hos kunder opkræver beløb, som ikke baserer sig på et civilretligt krav - f.eks. enten fordi de pågældende aftaler ikke indeholder hjemmel til at opkræve beløbene - eller fordi vilkår om betaling af de pågældende beløb er ugyldige efter

regler - vil der således i klare tilfælde, kunne gives påbud om tilbagebetaling af allerede modtagne beløb." (vores fremhævning) præciseringen i lovbemærkningerne om, at hjemlen kun kan anvendes til tilbagebetaling i klare tilfælde, må antages at skyldes de retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, der er ved at pålægge en erhvervsdrivende at tilbagebetale beløb, der er opkrævet i god tro, uden at der sker en individuel prøvelse af det enkelte krav. med kravet om klare tilfælde kan der drages en parallel til den såkaldte "business judge- ment rule", der vedrører bestyrelsesansvar, og som betyder, at en bestyrelse ikke kan drages til ansvar for forretningsmæssige beslutninger, der træffes på et grundlag, som på tidspunktet for beslutningen fremstod som forsvarligt. kravet om klare tilfælde er endvi- dere rimeligt henset til den indgribende betydning som et påbud om tilbagebetaling kan have for en virksomhed. i denne sag vil viabills eksistensgrundlag således være truet, hvis forbrugerombudsmanden får medhold i påstandene om tilbagebetaling. at markedsføringslovens § 24, stk. 1, nr. 2, kun kan anvendes til at give påbud om tilba- gebetaling i klare tilfælde illustreres også af, at hjemlen viabill bekendt kun har været anvendt i 2 retssager, nemlig i u.2005.2960.s "viasat-sagen" (...) og 2013.1181.s "europark- sagen" (...). i viasat-sagen forelå der en afgørelse fra forbrugerklagenævnet, der fastslog, at viasats vilkår om opsigelse og bindingsperiode var ugyldigt. samtidig var tilbagebetalingspås- tanden begrænset til kunder, der på tidspunktet for domsforhandlingen aktivt havde meddelt viasat, at de ikke mente at være forpligtet af det pågældende vilkår - altså en pa- rallel til et opt-in i forbindelse med et gruppesøgsmål. i europark-sagen havde højesteret i en tidligere afgørelse slået fast, at europarks op- krævning af rykkergebyr var i strid med renteloven. tilbagebetalingspåstanden var der- for begrænset til gebyrer, som europark fortsat havde opkrævet i tiden efter højesterets afgørelse. af dommen fremgår (...): "da retstilstanden efter højesterets dom af 4. marts 2010 har haft den fornødne klarhed, og da europark a/s fortsatte opkrævningerne uden at ændre registreringsforholdene, findes et påbud om tilbagebetaling at stå i rimeligt forhold til forseelsen." (vores fremhævning) tilbagebetaling af ulovligt opkrævede beløb efter markedsføringslovens § 24, stk. 1, nr. 2, har således alene været pålagt i helt klare tilfælde, hvor der ikke har været tvivl om rets- tilstanden, og hvor det ikke har været retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at pålægge den - 44 - erhvervsdrivende at betale de pågældende beløb tilbage uden en individuel prøvelse af hvert enkelt krav. samtidig skal det bemærkes, at tilbagebetalingspåstanden i begge sager har været tids- mæssigt begrænset til beløb opkrævet efter, at den erhvervsdrivende er blevet gjort op- mærksom på retstilstanden. dette er en helt afgørende forskel i forhold til nærværende sag, hvor tilbagebetalingspåstanden ikke er afgrænset til gebyrer opkrævet efter, at for- brugerombudsmanden gav viabill meddelelse om, at autopay-gebyret efter forbruger- ombudsmandens opfattelse var i strid med renteloven. det gøres således gældende, at det på baggrund af lovbemærkningerne til markedsfø- ringslovens § 24, stk. 1, nr. 2, samt af retspraksis, står klart, at der ikke er hjemmel til at give et påbud om tilbagebetaling af beløb, der har været opkrævet uberettiget, hvis der har eksisteret rimelig tvivl om, hvorvidt opkrævningen af beløbene har været uberettiget eller ej. samtidig skal et påbud stå i rimeligt forhold til forseelsen. 3.4.2 den gamle model der findes hverken praksis fra domstolene eller fra forbrugerombudsmanden selv, der indikerer, om et gebyr for automatisk hævning på et betalingskort, i en situation som ef- ter den gamle model, er en inddrivelsesomkostning omfattet af renteloven. der gøres derfor gældende, at der i sagens natur ikke kan være tale om en klar overtrædelse af reg- lerne, når spørgsmålet om, hvorvidt der er sket en overtrædelse, er af principiel betyd- ning

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.