højesterets dom

højesterets dom afsagt mandag den

1. maj 2019 sag bs‐36187/2018‐hjr (
2. afdeling) boet efter a ved b (advokat karsten høj, beskikket) mod ankenævnet for patienterstatningen (advokat sanne h. christensen) i tidligere instans er afsagt dom af østre landsrets
3. afdeling den
4. marts
5. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: lene pagter kristensen, vibeke rønne, jens peter christensen, hanne schmidt og kurt rasmussen. påstande boet efter a har nedlagt påstand om, at ankenævnet for patienterstatningen skal anerkende, at boet er berettiget til en godtgørelse svarende til varigt mén på 85 procent uden fradrag for mellemkommende død med 2/3, subsidiært med et mindre fradrag end 2/3 og mere subsidiært hjemvisning til ankenævnet. ankenævnet for patienterstatningen har påstået stadfæstelse. boet efter a har for højesteret frafaldet påstanden om, at der ikke skal ske reduktion af méngodtgørelsen med 15 procent. 2 supplerende sagsfremstilling af egen læges notater vedrørende a fremgår af en journaltilførsel den
6. februar 2010 bl.a.: ”hovedklage er trykken i brystkassen, spec i liggende, det piver og skratter i lungerne fik pc i nov, det hjalp ikke rigtig ryger stadig på trods af verificeret atherosklerotisk sygdom fev 1 på godt halvdelen af forv ekg ia rp rygeophør er topmotiveret. ikke interesseret i inhalationsmedi‐ cin nu (spiriva).” af udtalelse fra professor, overlæge, dr.med. mikael rørth af
7. marts 2013, der er udarbejdet til brug for ankenævnets afgørelse, fremgår bl.a.: ”resumé af sygehistorie a (…) fik den 5.07.2007 foretaget ct scanning af brysthulen pga mistanke om hjertesygdom. ved undersøgelsen fandt man åreforkalkning ved hjertet og behandling med ”blodfortyndende” medicin blev indledt. ved ct‐scanningen fandtes yderligere forandrin‐ ger i højre lunge, et mindre infiltrat. på grund af fortsatte symptomer blev der den 23.09.2007 foretaget røntgenundersøgelse af brysthulen (thorax). herved påvistes infiltrat i højre lunges mellemlap. forandrin‐ gerne blev vurderet som værende godartede følger efter lungebetæn‐ delser, og der blev derfor blot planlagt kontrol med nyt røntgen af tho‐ rax. denne blev foretaget 29.10.2007 – og den viste uændrede forhold. a konsulterede egen læge 15.02.2010 pga trykken af brystet. den 05.08.2011 var a atter hos egen læge pga pressende fornemmelse og trykken i højre side af brysthulen. ved røntgenundersøgelse af lungerne den 12.08.2011 fandt man, at de tidligere påviste forandringer i højre lunge var taget til. der blev derfor foretaget ct scanning, pet scanning og bronkoskopi. herved konstateredes at forandringerne skyldtes kræft i lungerne af typen adenocarcinom. der blev påvist spredning til lymfe‐ knuder, og der var mistanke om spredning til ribben. sidstnævnte kunne ikke bekræftes ved biopsi. på denne baggrund var operation af lungekræften med helbredende sigte ikke mulig. det videre behand‐ lingsforløb fremgår ikke af det fremsendte journalmateriale, men det er oplyst, at a er afgået ved døden. kommentarer a var mangeårig storryger, havde været udsat for asbest og have gen‐ nem årene haft flere lungebetændelser – og havde desuden hjerte‐kar‐ sygdom med forhøjet cholesterol og åreforkalkning. i det fremsendte er oplysninger fra indlæggelse i 2004, hvor røntgenundersøgelse af thorax skal have vist normale forhold. påvisning af infiltrat ved ct scanning i 3 juli 2007 og siden ved røntgen af thorax september og oktober 2007 burde have udløst yderligere undersøgelser for at af‐ eller bekræfte en malign diagnose. udredningen og den efterfølgende kontrol var således ikke i overensstemmelse med erfaren specialiststandard. diagnosen lungekræft blev stillet ca 4 år senere, på hvilket tidspunkt operation og dermed helbredende behandling ikke var mulig. på grund af den for‐ sinkede diagnose er prognosen, dvs den statistiske overlevelse mulig‐ hed forringet. var diagnosen stillet var radikal operation en mulighed i
8. givet at en sådan kunne gennemføres er det min vurdering at 5 års overlevelses‐prognosen i lyset af betydelig ko‐morbiditet ville være omkring 50%. med det aktuelle diagnosetidspunkt, hvor sygdommen var progredieret og frembød lymfeknude metastaser og muligvis knog‐ leinvolvering reduceres denne til højst 10%.” højesterets begrundelse og resultat sagens spørgsmål sagen angår fastsættelse af méngodtgørelse i en situation, hvor en person er blevet påført en patientskade som følge af en forsinket diagnose. hovedspørgsmålet i sagen er, om ankenævnet for patienterstatningen i sin af‐ gørelse af
9. juni 2015 med rette har foretaget fradrag for mellemkommende død på 2/3 i det krav på méngodtgørelse, som ankenævnet har anerkendt ved sin afgørelse af
10. januar
11. ankenævnet har vurderet, at de fund, der blev gjort i forbindelse med en ct‐ skanning af a i juli 2007 og røntgen i september og oktober 2007, burde have udløst yderligere undersøgelser for at af‐ eller bekræfte en kræftdiagnose. da diagnosen først blev stillet i september 2011, blev den forsinket med ca. 4 år. a blev efter ankenævnets vurdering herved påført en væsentligt forringet overlevelsesprognose, inoperabel lungekræft og deraf følgende død. det er uomtvistet, at der i overensstemmelse med ankenævnets praksis ikke skal foretages fradrag for mellemkommende død, såfremt as levetid med skaden må vurderes at have haft en længde af 3‐4 år eller mere. spørgsmålet for højesteret er herefter, hvorledes levetiden med skaden skal be‐ regnes. boet efter a har til støtte for sin principale påstand anført, at levetiden med skaden skal beregnes fra det tidspunkt i 2007, hvor a burde være blevet undersøgt nærmere, således at en korrekt diagnose kunne være blevet stillet. ankenævnet har anført, at levetiden med skaden skal beregnes fra det tidspunkt, hvor følger af den forsinkede diagnose i form af gener fra kræftsygdommen viste sig. 4 såfremt levetiden med skaden skal beregnes fra det tidspunkt, hvor gener fra kræftsygdommen viste sig, er der uenighed mellem parterne om, hvornår dette tidspunkt var. levetiden med skaden i medfør af erstatningsansvarslovens § 4 skal godtgørelse for varigt mén fast‐ sættes under hensyn til skadens medicinske art og omfang og de forvoldte ulemper i skadelidtes personlige livsførelse. godtgørelse for varigt mén skal så‐ ledes kompensere for de varige gener, som en skade har medført, og som ska‐ delidte skal leve med resten af livet. ved vurderingen af, hvilke ulemper i skadelidtes personlige livsførelse, en for‐ sinket eller mangelfuld diagnose har medført, må der efter højesterets opfat‐ telse sondres mellem det tidspunkt, hvor den fejl, der har forvoldt skaden, er begået (forårsagelsestidspunktet), og det tidspunkt hvor ulemperne i skadelid‐ tes personlige livsførelse som følge af den begåede fejl viser sig (virkningstids‐ punktet). ved fastlæggelsen af den periode, hvor a levede med følgerne af patientskaden, må der således som anført af landsretten lægges vægt på det tidspunkt, hvor a som følge af den udiagnosticerede kræftsygdom begyndte at opleve gener eller ulemper i sin personlige livsførelse. den konkrete vurdering det beror herefter på en konkret vurdering, hvornår a begyndte at opleve gener eller ulemper i sin personlige livsførelse som følge af kræftsygdommen og dermed hvor længe, han må anses for at have levet med følgerne af patientskaden. ankenævnet har ved sin afgørelse af
12. juni 2015 vurderet, at a først fik gener fra kræftsygdommen i midten af 2011, hvor han konsulterede egen læge med smerter i højre side af brystet gennem et par uger. højesteret finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte ankenævnets læge‐ lige vurdering. det bemærkes herved, at oplysningen om, at a gik til egen læge i februar 2010 på grund af trykken i brystkassen mv. – en oplysning der er indgået i ankenævnets beslutningsgrundlag – ikke kan føre til en anden bedømmelse. højesteret tiltræder på denne baggrund, at ankenævnet i sin afgørelse af
13. juni 2015 foretog fradrag i godtgørelsen med 2/3 som følge af, at a døde i august 2012, og således kun nåede at leve med generne fra sin kræftsygdom i ca. et år. 5 konklusion højesteret stadfæster landsrettens dom. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. i sagsomkostninger for højesteret skal retshjælpsforsikringen, subsidiært stats‐ kassen, betale 50.000 kr. til ankenævnet for patienterstatningen. sagsomkostningsbeløbene skal betales inden 14 dage efter denne højesterets‐ doms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.