højesterets dom afsagt onsdag den 14. september 2016 sag 99/2016 (1. afdeling) anklagemyndigheden mod t (advokat henrik karl nielsen, beskikket) i tidligere instanser er afsagt dom af retten på freder

§ 880, og landsretten har inddraget alle de relevante bevismomenter.

landsrettens konklusion på baggrund af en afvejning af bevisernes vægt kan ikke efterprøves af højesteret, jf.

§ 933, stk.

2, jf. § 912, stk. 1, nr. 4, modsætningsvis. i en situation som den foreliggende, hvor anklagemyndigheden har fremlagt stærke beviser for tiltaltes skyld, herunder navnlig dna-spor fra tiltalte på indersiden af det opbrudte vindue, - 3 - er det i overensstemmelse med både danske bevisregler og den europæiske menneskerettig- hedsdomstols praksis, at landsretten bl.a. har lagt vægt på, at t ikke har givet en god forkla- ring på, at der er afsat dna-spor fra ham på gerningsstedet. dette følger såvel af menneskeret- tighedsdomstolens dom af

1. februar 1996 i sagen john murray mod storbritannien (nr. 18731/91) som af dommen af
2. juni 2001 i sagen telfner mod østrig (nr. 33501/96). ved strafudmålingen er der ikke i fornødent omfang lagt vægt på, at forholdet er begået min- dre end 3 år efter dommen af
3. marts 2011, hvor t blev idømt 10 måneders fængsel for en lang række indbrudstyverier, og at forholdet er begået i prøvetiden efter løsladelsen fra denne dom. derfor bør straffen skærpes, således at han straffes med fængsel i ikke under 60 dage. højesterets begrundelse og resultat højesteret kan ikke efterprøve den konkret foretagne bevisbedømmelse vedrørende skyld- spørgsmålet, jf.

§ 933, stk.

2, sammenholdt med § 912, stk. 1, nr. 4, modsæt- ningsvis. højesteret kan imidlertid tage stilling til, om landsretten har anvendt bevisbyrde- regler forkert. den foreliggende sag rejste for byret og landsret spørgsmålet, om det i overensstemmelse med de beviskrav, der gælder i straffesager, kunne lægges til grund, at det biologiske spor, som blev fundet på gerningsstedet, indeholdt dna fra t. hvis det var tilfældet, skulle der i sagen dernæst tages stilling til, om der kunne være en plausibel (ikke belastende) forklaring på, at ts dna blev fundet på gerningsstedet. byretten og landsretten har ved bevisbedømmelsen lagt vægt på den foreliggende dna-erklæ- ring sammenholdt med, at t bor og færdes i området omkring gerningsstedet, og at han tidli- gere er straffet for indbrudstyverier. byretten og landsretten har på baggrund heraf endvidere taget hensyn til, at t ikke har givet en sandsynlig forklaring på, hvordan hans dna er kommet på indersiden af det opbrudte vindue. højesteret finder, at dette ikke er udtryk for, at bevis- byrden for ts skyld er blevet overført fra anklagemyndigheden til ham. der er alene tale om en konstatering af, at der ikke foreligger en plausibel forklaring på, at det biologiske spor kan være afsat på anden måde end i forbindelse med indbrudstyveriet. - 4 - højesteret finder herefter, at byretten og landsretten ikke har anvendt bevisbyrderegler for- kert, og tager derfor ikke ts påstand om frifindelse eller om ophævelse og hjemvisning til følge. under hensyn til at t ved retten i helsingørs dom af 29. marts 2011 er straffet med fængsel i 10 måneder for indbrudstyverier, jf. straffelovens § 286, stk. 1, jf. § 276, finder højesteret, at tillægsstraffen bør forhøjes til fængsel i 60 dage, jf. straffelovens § 285, jf. § 276, jf. § 89. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at straffen fastsættes til fængsel i 60 dage. t skal betale sagens omkostninger for højesteret.