Obsah (5)

§ 171§ 456§ 389§ 178§ 312

højesterets kendelse afsagt den 2. august 2018 sag bs-18197/2018-hjr og 20314/2018-hjr a (advokat steen henriksson) mod b, (advokat christina neugebauer) c (advokat rasmus nikolaj sølberg) og d (advok

§ 171, stk.

1, idet han er gift med c. retten fandt, at a, der er registreret som far til barnet, ikke kan påberåbe sig vidnefritagelsesreglen i

§ 171, stk.

1, hvorfor han skulle afgive forklaring. den

1. januar 2018 blev retten sat på ny med henblik på, at a skulle afgive forklaring. han mødte til retsmødet, men gjorde gældende, at han var syg og led af akut stress og derfor ikke var i stand til at afgive forklaring i retten. retten fandt, at den akutte stresstilstand alene skyldtes, at han var indkaldt til møde i retten for at afgive forklaring, og at lovligt forfald ikke var dokumenteret. retten bestemte derfor, at a skulle afgive forklaring. den
2. januar 2018 blev retten sat på ny med henblik på, at a kunne afgive forklaring. han vægrede sig imidlertid ved at svare på spørgsmål, hvorfor retten bestemte, at han skal tages i forvaring, indtil han indvilliger i at svare for retten, jf.

§ 456i, stk.

2, jf. § 178, stk. 1, nr.

1. a kærede kendelserne af 17.,
2. og
3. januar 2018 til østre landsret, der ved kendelse af
4. marts 2018 afviste kæremålene med henvisning til kærebegrænsningsreglen i

§ 389a, stk.

1, jf. stk.

1. 3 anbringender a har anført navnlig, at de retsmøder, hvor retten i glostrups kendelser af 17.,
2. og
3. januar 2018 er afsagt, alene havde til formål – via hans forklaring – at skaffe oplysninger om, hvor c og d opholdt sig med henblik på, at der kunne laves en retsgenetisk undersøgelse af d. afgørelserne er derfor ikke truffet under en hovedforhandling eller under retsmøder til forberedelse af en hovedforhandling, hvorfor de ikke er omfattet af

§ 389

a. b har anført navnlig, at reglerne om kære i

kapitel 37 finder anvendelse i faderskabssager, jf. ufr 2017.3224 h og ufr 2018.1001 v. de tre kendelser er afsagt under faderskabssagens forberedelse, hvorfor det tidsmæssige kriterium, der, jf. ufr 2015.2540 h, er afgørende for, om en afgø- relse er omfattet af

§ 389a, er opfyldt.

det forhold, at afgørelserne har til formål at få sagen oplyst, medfører ikke, at

§ 389a ikke finder anvendelse.

c og d har ikke udtalt sig under kæremålet. højesterets begrundelse og resultat retten i glostrup har afsagt tre kendelser vedrørende afgivelse af forklaring for retten, herunder en kendelse om at tage en part i forvaring indtil parten indvil- liger i at svare retten, jf.

§ 178, stk.

1, nr. 5, jf. § 456 i, stk. 2, under behandlingen af en faderskabssag. sagen angår, om de tre kendelser er omfattet af kærebegrænsningsreglen i rets- plejelovens § 389 a. de afviste kæremål er truffet under forberedelse af en sag behandlet efter reg- lerne i

kapitel 42 a om faderskab. reglerne i

ka- pitel 37 om kære, herunder

§ 389a, finder anvendelse i fader- skabssager.

som fastslået i bl.a. højesterets kendelse af 23. april 2015 (ufr 2015.2540) skal bestemmelsen i

§ 389a som udgangspunkt afgrænses ud fra et tidsmæssigt kriterium.

bestemmelsen afskærer således som udgangspunkt fri kære af kendelser og beslutninger, der træffes under hovedforhandlinger eller under dennes forberedelse, også selv om afgørelsen ikke kan siges at vedrøre sagsforberedelsen eller hovedforhandlingen som sådan. byrettens tre afgørelser er truffet under hovedforhandlingens forberedelse og angår sagens oplysning. uanset at afgørelserne, særligt afgørelsen om, at a skal i forvaring, indtil han indvilliger i at svare retten, er af indgribende karakter, er der hverken i

§ 389

a’s ordlyd eller forarbejder grundlag for at undtage afgørelserne fra bestemmelsens anvendelsesområde. på denne baggrund, og da der ikke forelå tilladelse til kære til landsretten fra procesbevillingsnævnet, tiltræder højesteret, at landsretten afviste kæremålet. højesteret stadfæster derfor landsrettens kendelse. det er herefter ufornødent at tage stilling til anmodningen om opsættende virk- ning under kæremålets behandling i højesteret. ingen af parterne skal betale sagsomkostninger vedrørende kæresagen til nogen anden part, jf.

§ 312, stk.

7, 1. pkt. thi bestemmes: landsrettens kendelse stadfæstes. ingen af parterne skal betale sagsomkostninger vedrørende kæresagen til nogen anden part.