højesterets kendelse afsagt tirsdag den 8. januar 2019 sag 82/2018 a (advokat linda lange kastholm, beskikket) mod basisbank a/s (advokat ulrik bayer) i tidligere instanser er afsagt kendelse af foged

§ 501, stk.

1. udlægsbegæringen må derfor nægtes fremme.” basisbank kærede fogedrettens afgørelse til vestre landsret, som den
2. august 2017 ophæ- vede afgørelsen og hjemviste sagen med henblik på fremme af udlægsforretningen. i landsret- tens afgørelse anføres det bl.a.: ”efter as forklaring om sin udlevering af kopi af pas, mastercard, en kopi af nøglekort med nemid og kode og efter en samlet vurdering af hændelsesforløbet finder landsretten, at a har udvist en sådan grad af uagtsomhed, at han i forhold til basisbank a/s hæfter for låneoptagelsen.” - 3 - anbringender a har anført navnlig, at han ikke selv optog lånet hos basisbank eller gav samtykke hertil, hvorfor han ikke er skyldner for lånet. der foreligger derfor ikke et fundament efter retspleje- lovens § 478, stk. 1, nr. 5, som kan danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse ved fogedretten. han hæfter heller ikke for lånet. han blev presset til at udlevere sine nemid-oplysninger ved trussel om umiddelbar anvendelse af vold. låneaftalen kan derfor ikke anses for bindende for ham, jf. aftalelovens § 28, stk.
3. det stod ikke klart for ham, at de udleverede oplysninger kunne misbruges til optagelse af lån i en sådan størrelsesorden. han gav ikke herved tredje- mand fuldmagt til at forpligte ham. han handlede heller ikke erstatningspådragende ved ikke at spærre sit nemid straks efter udleveringen til tredjemand. efter udleveringen var truslen fortsat overhængende. han tilhører en gruppe af borgere i samfundet, som er så dårligt fungerende, at de ikke er i stand til at beskytte deres digitale signatur mod uretmæssig brug. denne gruppes retssikker- hed er truet af nemid-systemet, som har vist sig at være langt lettere at misbruge end det tid- ligere system med personlig underskrift. basisbank var bekendt med, at den form for bedrageri, som han blev udsat for, fandt sted igen og igen. til trods for, at basisbank sad inde med denne viden, gjorde banken intet forsøg på at verificere identiteten på låntagerne. basisbank udviste herved et vist mål af egen skyld. ved den lemfældige forretningsgang holdt basisbank sig desuden for egen vindings skyld i bevidst uvidenhed om svig. da basisbank burde have indset, at den erklæring, som blev afgi- vet over for basisbank i forbindelse med låntagningen, kunne være fremkaldt ved svig fra tredjemands side, og da basisbank intet gjorde for at afkræfte dette, er erklæringen ikke bin- dende for afgiveren, jf. aftalelovens § 30, stk. 1, eller en analogi heraf. basisbank a/s har anført navnlig, at lånet blev optaget af a personligt eller med ham som aktivt medvirkende. lånedokumentet blev underskrevet med hans nemid, og det påhviler herefter ham at bevise, at lånet blev optaget af tredjemand uden hans medvirken. han har ikke løftet denne bevisbyrde. han har således ikke dokumenteret, at han blev presset til at udlevere - 4 - sine nemid-oplysninger. lånedokumentet opfylder allerede af den grund betingelserne for at kunne danne grundlag for udlæg, jf.

§ 478, stk.

1, nr. 5. hvis det lægges til grund, at lånet ikke blev optaget af a eller med hans medvirken, gøres det gældende, at han hæfter for basisbanks tilgodehavende, og at lånedokumentet derfor fortsat opfylder betingelserne for at kunne danne grundlag for udlæg hos ham. det følger således af as forklaring, at han udleverede sine strengt fortrolige nemid-oplys- ninger til tredjemand. han vidste eller burde have vidst, at tredjemand herved ville gøre brug af oplysningerne. på trods heraf spærrede han ikke sit nemid før lang tid efter. han gav derved tredjemand fuldmagt til at forpligte ham, herunder ved optagelse af lån. han hæfter derfor for lånet. han har ikke løftet bevisbyrden for, at han blev tvunget til at udlevere nem- id-oplysningerne, men selv hvis dette var tilfældet, burde han i henhold til aftalelovens § 28, stk. 2, have reageret uden ugrundet ophold efter, at tvangen var ophørt, hvis han ønskede at påberåbe sig tvangen. a handlede endvidere erstatningspådragende, og også af den grund hæfter han for basisbanks tilgodehavende. han blev ikke presset til at udlevere sine nemid-oplysninger, og han hand- lede derfor erstatningspådragende ved at muliggøre tredjemands brug af de dybt fortrolige oplysninger. selv hvis det lægges til grund, at han blev presset til at udlevere oplysningerne, var han på ingen måde afskåret fra efterfølgende at spærre sit nemid og derved afskære tredjemand fra at gøre brug heraf. han handlede derfor under alle omstændigheder erstatningspådragende. basisbank agerede i overensstemmelse med såvel de for brugen af nemid fastsatte retnings- linjer som praksis inden for den finansielle sektor. basisbank havde desuden ikke anledning til at foranstalte nærmere undersøgelser inden ydelsen af lånet. basisbank udviste således ikke egen skyld. retsgrundlag efter

§ 478, stk.

1, nr. 5, kan tvangsfuldbyrdelse ske på grundlag af gældsbre- ve, når det udtrykkeligt er bestemt i dokumentet, at det kan tjene som grundlag for fuld- byrdelse. - 5 - efter § 478, stk. 4,

1. pkt., kan der i de i stk. 1, nr. 4-7, nævnte tilfælde foretages fuldbyrdelse hos enhver, der ved sin underskrift på dokumentet har forpligtet sig som skyldner, selvskyld- nerkautionist eller pantsætter. i medfør af § 478, stk. 4,
2. pkt., kan underskriften på gælds- brevet i de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, nr. 4 og 5, være tilføjet digitalt. bestemmelsen i § 478, stk. 4,
3. pkt., blev indsat ved lov nr. 737 af
4. juni 2014 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love. i lovforslagets almindelige bemærkninger er anført (folketingstidende 2013-14, tillæg a, lovforslag l 178, s. 74-76): ”
5. tvangsfuldbyrdelse på baggrund af digitale dokumenter 5.1 indledning … reglerne i retsplejeloven og kreditaftaleloven om tvangsfuldbyrdelse bør efter justits- ministeriets opfattelse tage højde for, at samfundet i øget grad er blevet digitaliseret, og at borgere og virksomheder i vidt omfang indgår aftaler i elektronisk form. det bør på denne baggrund ikke være underskriftens form, der er afgørende for, om en kreditor i henhold til et udenretligt skriftligt forlig, gældsbrev eller kreditkøbekontrakt, der i øv- rigt opfylder

eller kreditaftalelovens bestemmelser, kan inddrive sit krav ved fogedretten. digitale underskrifter bør derfor for disse dokumenters vedkommende i fogedretlig henseende sidestilles med traditionelle underskrifter, og det bør være muligt at fuldbyrde krav i henhold til sådanne dokumenter, selv om der ikke kan indleveres el- ler fremlægges et originalt dokument i traditionel forstand. 5.1.3. med lovforslaget skabes der hjemmel til, at der kan ske tvangsfuldbyrdelse på grundlag af udenretlige skriftlige forlig og gældsbreve, som er underskrevet ved brug af digital signatur. disse digitale udlægsfundamenter kan herefter tvangsfuldbyrdes efter de samme regler, som gælder for udenretlige skriftlige forlig og gældsbreve, der er un- derskrevet på traditionel vis, forudsat at

øvrige betingelser herfor er op- fyldt. … 5.

1. anvendelse af digital signatur … 5.3.
2. for så vidt angår spørgsmålet om retsvirkningerne ved anvendelse af digital sig- natur har udvalget om retsvirkninger af digital signatur mv. afgivet betænkning nr. 1456/2004 om e-signaturs retsvirkninger. udvalget, der var nedsat af justitsministeriet i samråd med det daværende forskningsministerium, havde bl.a. til opgave at vurdere spørgsmålet om lovregulering af digitalt signerede meddelelsers retsvirkning. - 6 - det anføres i betænkningen, at brugen af digital signatur kun i teknisk henseende adskil- ler sig fra brugen af håndskrevne underskrifter. brugen af moderne teknik til at udføre selve underskriftshandlingen medfører således i almindelighed ikke nogen ændring i forhold til de regler, som angiver retsvirkningen af den pågældende underskrift. det af- gørende er således tilkendegivelsen gennem handling eller undladelse af en vilje til at blive forpligtet. en digital signatur må derfor i almindelighed sidestilles med en almin- delig papirbaseret underskrift, og der er efter udvalgets opfattelse ikke nogen grund til at knytte særlige retsvirkninger til aftaler, retshandler eller meddelelser, der afgives med digital signatur. 5.
3. lovforslagets udformning 5.4.
4. digital underskrift … med lovforslaget foreslås det på denne baggrund, at der i retsplejeloven skabes hjemmel til, at der kan ske tvangsfuldbyrdelse på grundlag af udenretlige skriftlige forlig og gældsbreve, som er underskrevet ved brug af digital signatur. for så vidt angår udenretlige skriftlige forlig og gældsbreve, der er underskrevet digi- talt, vil det efter lovforslaget være en betingelse for, at disse kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse, at

regler i øvrigt er opfyldt, jf.

§ 478, stk.

1, nr. 4 og

1. digitalt underskrevne udenretlige forlig skal således vedrøre forfalden gæld, ligesom det i forliget og gældsbrevet udtrykkeligt skal være bestemt, at det kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse. … 5.4.
2. indsigelser mod den digitale signatur eller indholdet af den skriftlige repræsenta- tion af dokumentet 5.4.3.
3. en digital signatur er et elektronisk redskab, som benyttes til digitalt at signere en meddelelse, således at modtageren kan konstatere meddelelsens autenticitet (dvs. identiteten af meddelelsens afsender) og meddelelsens integritet (dvs. at meddelelsens indhold ikke er blevet ændret efter signeringen). autenticiteten og integriteten af et digi- talt dokument sikres ved hjælp af en bestemt regnemetode kaldet hashværdien, der om- danner dokumentet til en talrække. denne talrække kan afkodes ved hjælp af de funktio- ner, der er indbygget i den digitale signatur. det er usandsynligt, at forskellige digitale dokumenter omdannes til den samme hashværdi, og det er ligeledes usandsynligt, at indholdet af et digitalt dokument kan udledes ud fra hashværdien. dermed opnår modta- geren af dokumentet en høj grad af sikkerhed for rigtigheden af dokumentets indhold. 5.4.3.
4. fogedretten står frit ved bedømmelsen af de fremlagte beviser, men fogedretten kan ifølge

§ 501, stk.

4, nægte en bevisførelse, som på grund af dens omfang eller beskaffenhed eller af andre grunde bør ske under almindelig rettergang … hvis det efter bevisførelsen i henhold til

§ 501, stk.

4, findes betænkeligt at fremme en anmodning om udlæg på grundlag af et digitalt underskrevet udenretlige skriftligt forlig eller gældsbrev, skal fogedretten nægte at efterkomme fordringshaverens anmodning, jf. § 501, stk.

1. … - 7 - reglerne om bevisførelse indebærer, at hvis rekvisitus (den, som kravet er rettet imod) under en fogedforretning gør indsigelse mod grundlaget for fuldbyrdelsen, jf. retspleje- lovens §§ 501 eller 597, må rekvirenten løfte bevisbyrden for, at det er rekvisitus, der under anvendelse af sin gyldige digitale signatur har underskrevet det pågældende doku- ment, eller at dokumentet på tidspunktet for dets underskrivelse havde det eksakte ind- hold, der fremgår af den skriftlige repræsentation af dokumentet. rekvirentens bevisbyrde vil alt efter omstændighederne f.eks. kunne tænkes løftet ved, at der føres bevis for den digitale signaturs gyldighed og tilknytning til rekvisitus samt det pågældende dokument, eller at det dokumenteres, at det elektroniske system, der er etableret for dokumentets underskrivning er indrettet og sikret på en betryggende måde. endvidere kan fogedretten tillægge det vægt, at rekvisitus ikke tidligere har fremsat ind- sigelser mod signaturen eller dokuments indhold, hvis rekvisitus tidligere er blevet fore- vist dette eller har fået tilsendt en repræsentation heraf.” som det fremgår, er der i lovforslagets pkt. 5.3.4 henvist til betænkning nr. 1456/2004 om e- signaturs retsvirkninger. følgende fremgår af betænkningens s. 104-110: ”7.
2. uberettiget brug af andres digitale signatur … 7.4.
3. udvalgets vurdering af gældende ret det klare udgangspunkt i dansk ret er, at man ikke bliver aftaleretligt forpligtet af en er- klæring, der uberettiget afgives i ens navn (falsk) eller ændres efter afgivelsen (forfalsk- ning). falsk og forfalskning kan gøres gældende som ugyldighedsgrund også over for en løftemodtager i god tro. et løfte binder med andre ord kun den, der har afgivet det, eller som har givet en anden fuldmagt til at afgive det. der kan dog rent undtagelsesvist tænkes at opstå situationer, hvor den pågældende uan- set falsk eller forfalskning bliver aftaleretligt forpligtet, nemlig i tilfælde, hvor den på- gældende har foretaget en handling eller undladelse, som af løftemodtageren kan op- fattes som indforståelse med at være bundet. den, der ikke i rimeligt omfang søger at modvirke, at andre afgiver falske eller forfalskede erklæringer i sit navn, kan endvidere efter omstændighederne herved tænkes at pådrage sig erstatningsansvar over for den, der i god tro modtager og stoler på sådanne erklæringer. i sammenhæng hermed er det omdiskuteret, i hvilket omfang der i relation til falske/forfalskede erklæringer gælder en reklamationspligt. disse almindelige aftaleretlige regler gælder også for aftaler, retshandler eller meddelel- ser, som uberettiget underskrives med en andens digitale signatur. certifikatindehaveren vil således som altovervejende hovedregel ikke være bundet af en erklæring, som er af- givet af en tredjemand, der uberettiget har fået adgang til den private nøgle. det er prin- cipielt uden betydning for den aftaleretlige bundethed, om certifikatindehaveren rekla- - 8 - merer over for modtageren af erklæringen, altså giver denne meddelelse om, at der fore- ligger falsk. for så vidt angår spørgsmålet om, i hvilke tilfælde en certifikatindehaver bliver bundet ved efterfølgende at have godkendt en (uberettiget) disposition i certifikatindehaverens navn, ses der ikke at være særlige forhold, der gør sig gældende for dispositioner, der er foretaget ved brug af digital signatur… det er kun uberettiget brug af en andens underskrift eller digitale signatur, som bevir- ker, at dokumenter, herunder elektroniske dokumenter, er falske. har certifikatindeha- veren givet den anden person fuldmagt til at anvende sin digitale signatur til at indgå det pågældende retsforhold i certifikatindehaverens navn ved hjælp af dennes digitale signa- tur, og er modtageren af erklæringen i god tro, vil certifikatindehaveren i overensstem- melse med almindelige regler om fuldmagtsforhold kunne blive forpligtet. det samme gælder, hvis certifikatindehaveren efterfølgende godkender dispositionen enten udtryk- keligt eller ved ord eller handlinger, som af løftemodtageren med rette må opfattes som en sådan godkendelse. det er mere uklart, hvornår en certifikatindehavers handlinger, der sætter tredjemand i stand til at identificere sig som certifikatindehaveren, vil kunne tages som udtryk for en tilkendegivelse fra certifikatindehaveren om, at den pågældende tredjemand udstyres med en bemyndigelse til at disponere på certifikatindehaverens vegne. om der er tale om et fuldmagtsforhold, må således i første række bero på en nærmere fortolkning af af- taleforholdet mellem certifikatindehaveren og den person, som uberettiget benytter den digitale signatur. den blotte overgivelse af den private nøgle med tilhørende adgangsko- de til en anden antages næppe i sig selv at indebære, at den pågældende herved får fuld- magt eller i øvrigt kan anses som legitimeret til at indgå aftaler på certifikatindehave- rens vegne. der skal formentlig mere til, f.eks. at den uberettigede bruger i forvejen er fuldmægtig for certifikatindehaveren, eller at certifikatindehaveren ved sin adfærd har givet tredjemand (modtageren) grund til at tro, at der foreligger et fuldmagtsforhold, f.eks. ved at hovedmanden accepterer, at en person optræder på en sådan måde, at tred- jemand får indtryk af, at den pågældendes dispositioner binder hovedmanden. der vil i praksis normalt være tale om tilfælde, hvor der består et vist interessefællesskab mellem hovedmanden og mellemmanden, f.eks. i form af ægteskab, forretningsforbindelse eller ansættelsesforhold. under alle omstændigheder kan spørgsmålet om, hvorvidt en certifikatindehavers ad- færd vil bevirke en retlig forpligtelse over for godtroende løftemodtagere, ikke afgøres uden en samlet vurdering af det samlede hændelsesforløb, herunder kendskab til, hvilke oplysninger den enkelte løftemodtager måtte have været i besiddelse af om forholdet mellem certifikatindehaveren og den, der (uberettiget) har afgivet løftet ved brug af den digitale signatur. hvis den private nøgle er kompromitteret som følge af certifikatindehaverens egen uagt- somhed, og certifikatindehaveren ikke efterfølgende sørger for at få spærret sin signatur, vil dette efter omstændighederne kunne indgå i den samlede vurdering af, om certifikat- indehaveren bliver aftaleretligt forpligtet. manglende spærring vil således efter omstæn- dighederne kunne medføre, at certifikatindehaveren anses for at have givet besidderen af den private nøgle, der uhindret får mulighed for fortsat at anvende denne, fuldmagt - 9 - hertil. der skal dog formentlig temmelig meget til, og navnlig må det formentlig kræ- ves, at certifikatindehaveren har viden om, at den private nøgle er kompromitteret. spørgsmålet om, hvorvidt en certifikatindehaver pådrager sig erstatningsansvar ved at foretage handlinger eller undladelser, som bevirker, at en anden ved at benytte certifi- katindehaverens private nøgle påfører andre tab, må afgøres efter almindelige erstat- ningsretlige principper. … 7.4.
4. udvalgets overvejelser om behovet for lovregler udvalget finder, at dansk rets almindelige regler og principper, således som de er be- skrevet i nr. 7.4.2, giver tilfredsstillende muligheder for at løse de problemer, der kan opstå ved andres uberettigede brug af digitale signaturer. ligesom ved papirbaserede underskrifter må det klare udgangspunkt på tilsvarende må- de ved digitale signaturer antages at være, at man ikke bliver bundet af erklæringer, som andre uberettiget afgiver i ens navn. dansk rets almindelige regler giver efter udvalgets opfattelse også tilfredsstillende mu- ligheder for, at domstolene i konkrete tilfælde kan modificere dette udgangspunkt, når … den enkelte sags omstændigheder giver grundlag herfor. således må det i overens- stemmelse med almindelige aftaleretlige principper antages, at en certifikatindehaver ef- ter omstændighederne vil kunne blive bundet af tredjemands uberettigede dispositioner under anvendelse af den digitale signatur, hvis certifikatindehaveren ved sin adfærd uagtsomt har muliggjort eller lettet tredjemands misbrug af signaturen, og der som følge af certifikatindehaverens adfærd ud fra en konkret vurdering må antages at være etable- ret et fuldmagtsforhold mellem certifikatindehaveren og den, der uberettiget bruger den digitale signatur, eller hvis certifikatindehaveren efterfølgende godkender dispositionen. udvalget finder derfor ikke grundlag for at foreslå indførelse af særlige lovregler for an- vendelsen af digitale signaturer med henblik på gennem lovbestemmelser at søge at re- gulere, hvilken adfærd der vil kunne føre til, at certifikatindehaveren bliver forpligtet i tilfælde af, at tredjemand misbruger en digital signatur. efter udvalgets opfattelse afgø- res sådanne spørgsmål både ved digitale signaturer og ved andre kommunikationsfor- mer som udgangspunkt mest hensigtsmæssigt af domstolene på grundlag af en konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder mv.” højesterets begrundelse og resultat det fremgår af

§ 478, stk.

1, nr. 5, at tvangsfuldbyrdelse kan ske på grundlag af gældsbreve, når det udtrykkeligt er bestemt i dokumentet, at det kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse. efter § 478, stk. 4,

1. pkt., kan der bl.a. i de i stk. 1, nr. 5, nævnte tilfælde fore- tages fuldbyrdelse hos enhver, der ved sin underskrift på dokumentet har forpligtet sig som skyldner, selvskyldnerkautionist eller pantsætter, og i medfør af bestemmelsens
2. pkt. kan underskriften på gældsbrevet i de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, nr. 5, være tilføjet digitalt. - 10 - højesteret lægger efter bevisførelsen til grund, at a udleverede sit nøglekort til nemid sammen med brugernavn og adgangskode til tredjemand, som herefter uden hans medvirken misbrugte nemid-oplysningerne ved at underskrive et digitalt gældsbrev og derved optog lånet hos basisbank a/s. afgørelsen af, om indehaveren bliver aftaleretligt forpligtet i tilfælde af, at tredjemand mis- bruger indehaverens digitale signatur, må træffes på grundlag af en konkret vurdering af det samlede hændelsesforløb. i denne vurdering indgår bl.a., under hvilke omstændigheder tred- jemand er kommet i besiddelse af indehaverens nøgle (brugernavn, adgangskode og nøglekort til nemid), om indehaveren har haft kendskab til, at tredjemand er kommet i besiddelse af de pågældende oplysninger, og om indehaveren har gjort, hvad der var muligt for at forhindre misbrug, f.eks. ved at spærre sit nemid så hurtigt som muligt, jf. herved betænkning nr. 1456/2004 om e-signaturs retsvirkninger, side 105-
3. herefter tiltræder højesteret af de grunde, der er anført af landsretten, at a har udvist en sådan grad af uagtsomhed, at han i forhold til basisbank hæfter for låneoptagelsen på aftaleretligt grundlag, selv om underskriften ikke er tilføjet digitalt af ham selv. højesteret stadfæster derfor landsrettens kendelse, hvorefter der kan ske tvangsfuldbyrdelse hos a på grundlag af det digitale gældsbrev. thi bestemmes: landsrettens kendelse stadfæstes. i sagsomkostninger for højesteret skal statskassen betale 6.250 kr. til basisbank a/s.