højesterets kendelse

højesterets kendelse afsagt fredag den

1. marts 2019 sag bs‐30204/2018‐hjr a (advokat christina neugebauer) mod b (advokat poul westergaard) i tidligere instanser er afsagt kendelse af retten i roskilde den
2. februar 2018 og af østre landsrets
3. afdeling den
4. juli
5. i påkendelsen har deltaget tre dommere: lene pagter kristensen, lars hjortnæs og lars apostoli. påstande kærende, a, har nedlagt påstand om, at østre landsrets kendelse af
6. juli 2018 ophæves, og at sagen hjemvises til realitetsbehandling ved landsretten. indkærede, b, har påstået stadfæstelse. sagsfremstilling den
7. oktober 2017 afviste statsforvaltningen en anmodning fra a om genoptagelse af en faderskabssag vedrørende børnene c og d. 2 statsforvaltningens afgørelse blev i medfør af børnelovens § 26, stk. 2, indbragt for retten i roskilde, som ved kendelse af
8. februar 2018 bestemte, at anmod‐ ningen om genoptagelse af faderskabssagen ikke blev taget til følge. a kærede byrettens afgørelse til landsretten, som ved kendelse af
9. juli 2018 afviste kæremålet med henvisning til kærebegrænsningsreglen i retsplejelovens § 389 a. i landsrettens begrundelse hedder det bl.a.: ”højesteret har ved kendelse trykt i u.2017.3224.h bestemt, at afgørel‐ ser truffet efter retsplejelovens § 455 a er omfattet af retsplejelovens § 389 a. efter retsplejelovens § 455 a træffer byretten ved kendelse afgø‐ relse i sager, der indbringes for retten af statsforvaltningen efter foræl‐ dreansvarslovens § 39, stk.
10. efter forældreansvarslovens § 39 kan statsforvaltningen beslutte at afvise en anmodning om ændring af bl.a. forældremyndighed, hvis forholdene ikke har ændret sig væsentligt. højesteret lagde i kendelsen vægt på, at det af retsplejelovens § 455 a og forarbejderne hertil fremgår, at rettens afgørelser efter denne bestem‐ melse er begrænset til en prøvelse af, om statsforvaltningen har været berettiget til at afvise en anmodning om ændring af bl.a. forældremyn‐ dighed uden realitetsbehandling. højesteret tiltrådte herefter, at byret‐ tens afgørelse måtte anses for at vedrøre sagens forberedelse. i denne sag har byretten ved den kærede kendelse afvist at genoptage faderskabssagen. det følger af børnelovens § 25, jf. § 24, jf. § 26, at stats‐ forvaltningen kan træffe afgørelse om genoptagelse af sagen om fader‐ skab, hvis der kan anføres ganske særlige grunde til, at anmodningen ikke er fremsat tidligere, omstændighederne i øvrigt i høj grad taler for genoptagelse, og det må antages, at en fornyet behandling ikke vil med‐ føre væsentlige ulemper for barnet. efter børnelovens § 26, stk. 2, indbringer statsforvaltningen spørgsmålet om genoptagelse af en faderskabssag for retten, hvis en part inden fire uger efter statsforvaltningens afgørelse herom anmoder om det. det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at rettens afgørelse er be‐ grænset til at angå en prøvelse af, om statsforvaltningens afgørelse om genoptagelse har været berettiget, men ikke af selve faderskabsspørgs‐ målet. henset til den nævnte kendelse fra højesteret finder landsretten, at by‐ rettens kendelse om ikke at genoptage faderskabssagen ligeledes må anses for at vedrøre sagens forberedelse. 3 på denne baggrund kan kendelsen kun kæres med tilladelse fra proces‐ bevillingsnævnet, jf. retsplejelovens § 389 a. da en sådan tilladelse ikke foreligger, afviser landsretten kæremålet.” anbringender a har anført navnlig, at det centrale spørgsmål er, om retten i roskildes afgørelse er eller må sidestilles med en afgørelse, der træffes under en hovedforhandling eller under hovedforhandlingens forberedelse som anført i retsplejelovens § 389 a. ved afgørelsen heraf må man forholde sig til indholdet af afgørelsen, og om den må anses for at vedrøre sagens forberedelse som defi‐ neret i § 389 a og bestemmelsens forarbejder og som afgrænset tidsmæssigt ifølge højesteretspraksis. statsforvaltningen træffer efter børnelovens § 26 afgørelse om genoptagelse af faderskabssager. statsforvaltningens afgørelse om genoptagelse skal indbringes for retten, hvis der anmodes om det. indbringes spørgsmålet om genoptagelse, skal retten kun tage stilling til, om betingelserne for genoptagelse er opfyldt. hvis det er tilfældet, skal sagen behandles ved statsforvaltningen efter børnelo‐ vens kapitel 2 og
11. når retten frem til, at der ikke skal ske genoptagelse, er sa‐ gen endeligt afgjort og dermed slut. der gælder i dansk ret fortsat et to‐instansprincip, således at de fleste sager kan prøves i to instanser. det er adgangen til at kære afgørelser om sagens forbere‐ delse, der er blevet begrænset. formålet var ikke at fratage de personer, hvis sa‐ ger bliver endeligt materielt afgjort, muligheden for prøvelse i to instanser. retten i roskildes kendelse blev ikke afsagt under forberedelsen af hovedfor‐ handlingen eller under selve hovedforhandlingen af sagen. kendelsen vedrørte ikke retsplejemæssige spørgsmål, men indebar, at a tabte sagen. kendelsen afsluttede sagens behandling, ikke alene ved retten i roskilde, men også ved statsforvaltningen. byrettens kendelse om, at statsforvaltningen ikke skulle genoptage faderskabs‐ sagen, kan således ikke anses for at vedrøre forberedelsen af faderskabssagen ved domstolene. kæremålet skal derfor admitteres. b har anført navnlig, at højesteret ved kendelserne gengivet i u 2015.2529, u 2015.2534 og u 2015.2540 har fastslået, at retsplejelovens § 389 a må forstås på den måde, at bestemmelsen som udgangspunkt skal afgrænses ud fra et tidsmæssigt kriterium og dermed afskærer fri kære af kendelser og beslut‐ ninger, der afsiges under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, også selv om afgørelsen ikke kan siges at vedrøre sagsforberedelsen eller hovedforhandlingen. 4 højesterets kendelse gengivet i u 2017.3224 må anses for at have betydelig præ‐ judikatværdi ved vurderingen af denne sag. højesteret konstaterede, at retten ved prøvelse af statsforvaltningens afgørelser om afvisning af anmodninger om ændring af forældremyndighed alene skulle prøve, om afvisningen havde væ‐ ret berettiget, og højesteret fandt, at rettens afgørelse af dette spørgsmål måtte anses for at vedrøre sagens forberedelse og dermed var omfattet af retsplejelo‐ vens § 389 a. der er i nærværende sag tale om, at byretten alene skal tage stilling til et genop‐ tagelsesspørgsmål. det tidsmæssige kriterium for, hvornår retsplejelovens § 389 a finder anvendelse, er opfyldt. byrettens behandling af sagen er afgrænset til at tage stilling til, om statsforvaltningen skulle genoptage sagen. en sådan afgø‐ relse er omfattet af § 389 a på samme måde som en afgørelse om, hvorvidt afvis‐ ning af en anmodning om ændring af forældremyndighed uden realitetsbe‐ handling har været berettiget, jf. højesterets kendelse gengivet i u 2017.
12. retsgrundlag børnelovens § 26, stk. 1‐3, lyder således: ”§
13. afgørelse af, om en sag skal genoptages, træffes af statsforvalt‐ ningen. stk.
14. statsforvaltningen indbringer spørgsmålet om genoptagelse for retten, hvis en part inden fire uger efter statsforvaltningens afgørelse anmoder om det. stk.
15. genoptages sagen, finder kapitel 2 og 3 tilsvarende anvendelse, jf. dog stk. 4.” i bemærkningerne til børneloven (folketingstidende 2000‐01, tillæg a, lov‐ forslag nr. 2 af
16. oktober 2000) hedder det bl.a.: ”indbringes sagen for retten, skal retten kun tage stilling til genoptagel‐ sesspørgsmålet og ikke til selve faderskabsspørgsmålet, jf. nedenfor. det følger af stk. 3, at en faderskabssag, der genoptages, skal behandles efter de almindelige regler i lovens kapitel 2 og
17. dette indebærer bl.a., at sagen, uanset om den oprindeligt er afsluttet i statsamtet eller i ret‐ ten, i første omgang skal behandles i statsamtet, og at det her er lovens almindelige regler, der finder anvendelse.” højesterets begrundelse og resultat sagen angår, om byrettens afgørelse vedrørende genoptagelse af en faderskabs‐ sag efter børnelovens § 26, stk. 2, og retsplejelovens § 456 a, er omfattet af kære‐ begrænsningsreglen i retsplejelovens § 389 a, således at afgørelsen kun kan ind‐ bringes for landsretten med procesbevillingsnævnets tilladelse. 5 højesteret er enig i landsrettens resultat og begrundelsen herfor. højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse. efter sagens omstændigheder ophæves kæremålets omkostninger. thi bestemmes: landsrettens kendelse stadfæstes. ingen af parterne skal betale sagsomkostninger vedrørende kæresagen til den anden part. publiceret til portalen d. 29-03-2019 kl. 12:04 modtagere: advokat (h) christina neugebauer, advokat (h) poul westergaard