højesterets dom

højesterets dom afsagt fredag den

1. marts 2010 sag 173/2009 (
2. afdeling) a (advokat anders chr. jensen, beskikket) mod ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration (kammeradvokaten ved advokat benedicte galbo) i tidligere instans er afsagt dom af østre landsrets
3. afdeling den
4. juni
5. i pådømmelsen har deltaget syv dommere: peter blok, asbjørn jensen, lene pagter kristensen, jytte scharling, marianne højgaard pedersen, vibeke rønne og henrik waaben. påstande appellanten, a, har gentaget sin påstand. indstævnte, ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration, har påstået stadfæstelse. anbringender a har ikke for højesteret gjort gældende, at udlændingelovens § 9, stk. 13, ulovligt er givet tilbagevirkende kraft. hun har heller ikke gjort gældende, at integrationsministeriet i medfør af den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8 har pligt til at give hende op- holdstilladelse. a har supplerende anført, at der ikke kan lægges vægt på, at hun har levet i kina, eftersom alle indrejsende børn indtil indrejsen vil have levet i deres hjemland. integrationsministeriet burde også have taget i betragtning, at hendes far og storebror har været i danmark i ca. 8 år, er fast tilknyttet arbejdsmarkedet og har en stærk tilknytning til det danske samfund. - 2 - a har til støtte for, at der foreligger ganske særlige grunde, der kan begrunde opholdstilla- delse, supplerende anført, at hun fortsat ikke har kontakt med sin mor, der hverken har evne eller vilje til at tage sig af hende. hertil kommer, at kontakten med hendes storebror og halv- søster kun er mulig, hvis hun bor i danmark. ministeriet for flygtninge, indvandrere og integration har supplerende anført, at a i kina kan bo enten hos sin mor eller – som hun hidtil har gjort – hos sine bedsteforældre. hun søgte først familiesammenføring godt 4½ år efter, at hendes far var indrejst i danmark. på det tids- punkt var hun ca. 14½ år gammel. hun har kun haft sparsom kontakt til sin far i tiden efter hans udrejse. familielivet kan opretholdes ved gensidige besøg hos hinanden, eller ved at hendes far vender tilbage til kina. supplerende sagsfremstilling der er for højesteret fremlagt en erklæring af
6. november 2009 fra københavns kommune, børne- og ungdomsforvaltningen, vedrørende as skolegang mv. fra oktober 2008 til juni
7. højesterets begrundelse og resultat højesteret tiltræder, at domstolsprøvelsen efter grundlovens § 63 af integrationsministeriets afgørelse af
8. januar 2008 om afslag på tilladelse til familiesammenføring i medfør af ud- lændingelovens § 9, stk.13, skal ske på grundlag af as forhold på tidspunktet for ministeriets afgørelse, og at der ved prøvelsen derfor ikke kan lægges vægt på den yderligere tilknytning til danmark, som hun senere måtte have opnået. as mor er bosiddende i kina, og ansøgningen om familiesammenføring er indgivet mere end 2 år efter, at hendes far opfyldte betingelserne i § 9, stk. 1, nr.
9. det følger herefter af § 9, stk. 13,
10. pkt., at opholdstilladelse kun kan gives, hvis a ”har eller har mulighed for at opnå en sådan tilknytning til danmark, at der er grundlag for en vellykket integration her i landet.” der skal dog efter bestemmelsens
11. pkt. ses bort fra denne betingelse, hvis ”ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derimod.” - 3 - det fremgår af bestemmelsens forarbejder (folketingstidende 2003-04, tillæg a, side 6229- 30), at udlændingemyndighederne ved vurderingen af, om der er udsigt til en vellykket inte- gration her i landet, skal inddrage samtlige foreliggende oplysninger i sagen, herunder bl.a. længden og karakteren af barnets ophold i de respektive lande samt oplysninger om opvækst, skolegang og sprogkundskaber. også oplysninger om, hvorvidt den herboende forælder er velintegreret i og har en stærk tilknytning til det danske samfund, kan inddrages. som anført af landsretten er vægtningen af de forskellige oplysninger, som indgår i afgørelsesgrundlaget, ikke nærmere reguleret i loven eller dens forarbejder. højesteret tiltræder, at afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 13,
12. pkt., ikke forudsætter, at det må lægges til grund, at årsagen til, at ansøgningen om opholdstilla- delse først er indgivet efter udløbet af 2-årsfristen, er et ønske fra barnets forældre om, ”at barnet får en opvækst i overensstemmelse med hjemlandets kultur og skikke og ikke i sin barndom præges af danske normer og værdier.” bedømt ud fra forarbejderne til § 9, stk. 13, finder højesteret, at de konkrete oplysninger, som integrationsministeriet har inddraget i sin afgørelse, er saglige og tilstrækkelige. afgørelsen af, om a har eller har mulighed for at opnå en sådan tilknytning til danmark, at der er grundlag for en vellykket integration her i landet, beror på en skønsmæssig vurdering, og højesteret finder ikke grundlag for at tilsidesætte ministeriets skøn. a var på ansøgningstidspunktet ca. 14 ½ år og havde hidtil boet hos sine bedsteforældre i kina. på denne baggrund finder højesteret – selv om a ikke måtte kunne bo hos sin mor – ikke grundlag for at tilsidesætte integrationsministeriets vurdering, hvorefter der ikke fore- ligger sådanne ganske særlige grunde, at der efter § 9, stk. 13,
13. pkt., skal ses bort fra betin- gelsen i
14. pkt. resultatet kan ikke antages at være i strid med danmarks internationale forpligtelser, herun- der den europæiske menneskerettighedskonvention og fn’s børnekonvention. højesteret stadfæster herefter landsrettens dom. - 4 - under hensyn til sagens principielle karakter skal ingen af parterne eller statskassen betale sagsomkostninger for højesteret til den anden part eller statskassen. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. ingen af parterne eller statskassen skal betale sagsomkostninger for højesteret til den anden part eller statskassen.