Obsah (4)

§ 14§ 15§ 30§ 5

højesterets kendelse afsagt torsdag den 12. juni 2014 sag 29/2014 a (advokat john kahlke) mod sydbank a/s (advokat nicolai dyhr) i tidligere instanser er afsagt kendelse af fogedretten i lyngby den 14

§ 14, stk.

1. dog kan forældelsesfristen ikke forlænges med mere end 10 år, jf.

§ 14, stk.

1. derfor udløber forældelsesfristen senest den
2. januar
3. kravet var således forældet ved fogedrettens modtagelse af udlægsrekvisitionen den
4. januar
5. a har ikke erkendt kravet under en telefonsamtale. det bestrides i øvrigt, at en telefonsamtale har fundet sted efter modtagelsen af påmindelsen den
6. januar
7. sydbank har anført bl.a., at forældelsesfristen først skal regnes fra den
8. januar 1993, hvor a i en telefonsamtale med en medarbejder fra den daværende kreditor aktiv finans erkendte gælden, jf.

§ 15. af medarbejderens håndskrevne notat, dateret den 29.

ja- nuar 1993, på kopien af påmindelsen fremgår bl.a., at a vil ”betale enhver sit”, og at a ikke gjorde indsigelse mod gælden. den mundtlige skylderkendelse er dokumenteret ved medar- bejder bs skriftlige erklæring af

1. juli 2013, hvoraf det bl.a. fremgår, at han har udført den håndskrevne påtegning, og at han som normal procedure ved telefoniske kundehenvendelser noterede sig telefonsamtalen. det er under disse omstændigheder uden betydning, at a i dag - 4 - ikke længere kan huske telefonsamtalen. sydbanks krav var derfor ikke forældet ved foged- rettens modtagelse af fogedrekvisitionen den
2. januar
3. højesterets begrundelse og resultat eksistensen og størrelsen af sydbanks pengefordring er fastslået ved en udeblivelsesdom af
4. januar 1990, og det er ubestridt, at fordringen ikke var forældet den
5. januar 2008, hvor den nye forældelseslov af 2007 trådte i kraft. det er endvidere ubestridt, at fordringen hverken var forældet efter de nye eller de gamle forældelsesregler inden udløbet af overgangsordnin- gen for tidligere stiftede fordringer den
6. januar 2011, jf.

§ 30, stk.

1. spørgsmålet om fordringens forældelse skal derfor afgøres efter reglerne i forældelsesloven af
2. forældelsesfristen for krav, der er fastslået ved dom, er 10 år, jf.

§ 5, stk.

1, nr.

1. sydbanks fordring er derfor som udgangspunkt forældet den
2. januar 2000, medmin- dre der er sket afbrydelse af forældelsesfristen forinden. efter

§ 30, stk.

3, har en afbrydelse af forældelsen, der har fundet sted før lovens ikrafttræden, virkning som afbrydelse efter denne lov, selv om den ikke er sket på den i loven foreskrevne måde.

regler om forældelse af krav, som er fastslået ved dom, afløste reglen i danske lov 5-14-4, hvoraf det fulgte, at fristen for forældelse af sådanne krav var 20 år, og at afbrydelse af forældelsesfristen kunne ske ved skriftlig eller mundtlig påmindelse. der er for højesteret enighed om, at a den

1. januar 1993 modtog en skriftlig påmindelse om gælden, og forældelsesfristen blev således afbrudt efter de dagældende regler i danske lov på dette tidspunkt. derfor begyndte en ny forældelsesfrist på 10 år at løbe fra den
2. januar 1993, jf.

§ 5, stk.

1, nr. 3, jf. § 19, stk. 1, og § 30, stk.

1. parterne er enige om, at sydbank i perioden fra den
2. november 1997 til den
3. juli 2012 ikke kendte eller burde kende as opholdssted i udlandet. dette medfører efter forældelseslo- vens § 14, stk. 1, at forældelse af sydbanks krav tidligst indtræder den
4. juli
5. bestem- melsen i § 14, stk. 1, kan imidlertid ikke medføre forlængelse af forældelsesfristen med mere end 10 år, jf. § 14, stk.
6. forældelsesfristen blev som nævnt foran afbrudt ved påmindelsen den
7. januar 1993, således at en ny forældelsesfrist på 10 år begyndte at løbe fra dette tids- - 5 - punkt. da denne forældelsesfrist ville være udløbet den
8. januar 2003, kan bestemmelsen i § 14, stk. 1, sammenholdt med § 14, stk. 2, derfor ikke bevirke, at forældelsesfristen udløber senere end den
9. januar 2013, medmindre forældelsesfristen er afbrudt på ny efter den
10. januar
11. parterne er ikke enige om, hvorvidt en telefonsamtale mellem a og b har fundet sted den
12. januar
13. sydbank har som dokumentation fremlagt brevet af
14. januar 1993 fra aktiv finans med bs håndskrevne påtegning af
15. januar
16. det fremgår imidlertid hverken af påtegningen eller af den efterfølgende skriftlige erklæring fra b, om telefonsamtalen fandt sted den
17. januar 1993, hvor a modtog brevet, eller først den efterfølgende dag, som svarer til påtegningens datering. højesteret finder herefter, at sydbank ikke har godtgjort, at en tele- fonsamtale har fundet sted den
18. januar
19. forældelsesfristen er derfor ikke afbrudt på ny ved erkendelse eller påmindelse efter den
20. januar 1993, og det betyder, at sydbanks fordring var forældet på tidspunktet for fogedrettens modtagelse af rekvisitionen den
21. ja- nuar
22. højesteret stadfæster herefter fogedrettens kendelse i det omfang, den er påkæret. i sagsomkostninger for landsret og højesteret skal sydbank betale i alt 20.000 kr. til dækning af advokatudgifter. thi bestemmes: fogedretten i lyngbys kendelse stadfæstes. i sagsomkostninger for landsret og højesteret skal sydbank a/s betale 20.000 kr. til a. sagsomkostningsbeløbene skal betales inden 14 dage efter afsigelsen af denne kendelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.